Drengeaar
Ny Bog af Henrik Pontoppidan
Henrik Pontoppidan udsender i Dag efter syv Aars Tavshed en ny Bog hos Gyldendal. Den hedder Drengeaar (206 S.) og er Digterens Selvbiografi indtil 16—17 Aars Alderen.
Naar den mere end 75-aarige Digter Henrik Pontoppidan efter syv Aars Tavshed udsender en ny Bog, kræver gammel Taknemmelighed og almindelig Høflighed, at vi modtager hans Gave med alle Tegn paa den Glæde, vi skylder den Mand, som har skrevet Det forjættede Land og Lykke-Per. Det er just denne Omstændighed, som gør det saa vanskeligt at skrive om Henrik Pontoppidans Drengeaar, fordi denne Begyndelse til en Selvbiografi ikke trænger til at faa anlagt anden Maalestok end den, det falder naturligt at bruge til den yngste Digters Bog. Drengeaar er en henrivende Bog, i stilistisk Henseende maaske skønnere, i alt Fald mindre kliché-præget end nogen, Henrik Pontoppidan har skrevet, men dertil fuld af sød og vemodig Erindring og af en Malice og Lidenskab, hvis Gnister og Ild Alderen ikke har afkræftet.
Henrik Pontoppidan har allerede tidligere i en smuk Bog (Minder fra 1893) tæret paa sin Barndomserindring – og hvad Lykke-Per angaar, tør det nok siges, at dens "Helt", Peter Andreas Sidenius, aldrig er mere identisk med Romanens Digter end paa den første Snes Sider, da han endnu er Dreng og bor blandt mange Søskende i en Præstegaard, der ligger i en jydsk Fjordby, som ikke godt kan være nogen anden Købstad end Randers. Desto mere forbavsende er det, at Henrik Pontoppidan har formaaet at skrive en ny Bog om sine Drengeaar og den By, hvor han voksede op – en Bog, som ikke paa nogen Maade virker som en Gentagelse, og som er fri for den Mathed, der ellers præger Vædsken i en Flaske, som før har været aabnet.
Henrik Pontoppidan har under Nedskrivningen af Drengeaar ikke skelet til sit Forfatterskab; man kan vove den Paastand, at hans Memoirer ikke er en Bog inden for hans egentlige Forfatterskab, men uden for det. De kunde være skrevet af en Mand, som i øvrigt aldrig havde udsendt en Bog før. Hvad for en Snak – saa kunde den umuligt være saa velskrevet? – Jo, vist saa – det er ikke altid de mest velskrivende, som har Trang til at blive professionelle Forfattere.
Henrik Pontoppidan fortæller om Randers for halvfjerds Aar siden, om Bøndernes, Skippernes og Embedsmændenes By. Han beskriver Byens Interiører med et Ordvalg, der minder om de Farver, Barndomsvennen Johan Rohde har brugt til sine bedste Christianshavnsbilleder. Meget i disse Erindringer har kulturhistorisk Interesse, men er ikke meddelt paa den belærende og pedantiske Maade, som nok kan gøre Kulturhistorie til et forhadt Begreb. Her er Beskrivelsen af et Optog, der hvert Aar drog gennem Byen paa Fastelavns Mandag for at indsamle Penge til et Alderdomshjem (og en glad Aften):
Først kom et Par kraftige Fanebærere i store Søstøvler og Sydvest, derefter selve l "Fastelavnsskibet", en guirlandesmykket Baad sat op paa Understellet af en Langvogn og trukket af et Par Vognmandskrikker, der var stadset op med Rosetter og Plumager. I Baaden sad en halv Snes Sømænd med oprejste Aarer, alle udklædte som Orlogsgaster i hvide Bluser og blanke, sorte Voksdugshatte. I Bagstavnen sad en ludende Olding, Lavets Ældste, en forhenværende Rorsbetjent uniformeret som Admiral med trekantet Hat, hvide Bomuldshandsker og Brystet dækket af Ordner og Medaljer. I hans Skød hvilede den bombeformede Indsamlingsbøsse …
Fra Pogeskolen, Fru Christensens Asyl, hvor den geniale og berømte Sprogforsker, Vilh. Thomsen, ogsaa har indsuget sine første Kundskaber, hidrører følgende pædagogiske Solstraale:
Vi lærte at stave og skrive Tal, men Formaalet var forøvrigt væsentlig at opdrage os til at sidde artigt stille og vænne os af med visse Unoder som at pille os i Næsen og bide Negle. Som Kur mod disse Uvaner anvendte hun [Fru Christensen] et haarrejsende Middel, som heller næppe nogen Skolekommission i vore Dage vilde billige. Det uundværlige lille Møbel under Sengen blev trukket frem og Fingerspidserne paa den brødefulde Haand med Magt tvungen ned i Indholdet og fastholdt der, indtil Synderen havde bedt om Forladelse og lovet Bedring. Der stod for os Drenge en saadan Gru af denne Straf, at den blotte Trusel om at trække "lille Benjamin" frem fra Sengeomhænget gerne var tilstrækkeligt til at holde os i Ave …
Hvem skulde tro, at Hundeekskrementer kom i Betragtning til Brug for Forarbejdningen af de berømte Randers Handsker? Den lille Henrik Pontoppidan vilde ikke tro, hvad hans Barnepige fortalte ham desangaaende. Men siden læste han i en Avis om en kuriøs Proces, som en Forretningsmand i Jerusalem var blevet indviklet i, fordi han i flere Aar havde ladet Hundenes Skarn opsamle i Sække og solgt det til en kendt Handskefabrik. Myndighederne lagde Sag an mod ham, da de erfarede, at han var blevet en velhavende Mand paa den Trafik. De fik ham ogsaa dømt for Tyveri af Skarnet og til Tilbagebetaling af Fortjenesten. "Med Skamfuldhed mindedes jeg nu mit Overfald paa gamle Trine, som altsaa alligevel havde haft Ret." Men umiddelbart derefter demonstrerer Henrik Pontoppidan sin Uforbederlighed.
Samtidig gik der et Lys op for mig over et Par dunkle Linjer af Grundtvigs berømte Bryllupssalme, som til Stadighed blev sunget baade hjemme og i Kirken.
I David-Staden
er Guld paa Gaden
O, Gud ske Lov!
Henrik Pontoppidan er ikke Grundtvigianer – det er sikkert. Hans Fader var det, men det er med Tilfredshed, han meddeler, at Faderen trods al sin Beundring for Grundtvig i dennes Salmer savnede enkelte af det kristne Fromhedslivs Grundfølelser, saaledes især Udtryk for den kristelige Ydmyghed. Faderen foretrak Brorson som Salmedigter for Grundtvig – især "Den yndigste Rose er funden" med Linierne: "Ak, søger de ydmyge Steder – i Støvet for Frelseren græder". Det har Henrik Pontoppidans Billigelse – dengang og nu.
Henrik Pontoppidan kan bedst karakteriseres som en Pietist, der ikke kan tro. Han mangler simpelt hen Evnen, paastaar han. Paa den anden Side er Troen hans aandelige Forudsætning. Tag den bort – og der er intet tilbage af hans Forfatterskab og intet af den Mand, som er Henrik Pontoppidan. –
I hans Slægt findes mere end tre Hundrede Præster. Det er da ikke mærkeligt, at Præster øver en særlig Indflydelse paa ham. I Drengeaarene omgikkes han den katolske Præst i Randers. Det samme gjorde Rektors Søn, og denne lod sig overtale til at rejse til Rom, hvor han kom ind paa Propagandaskolen. Henrik Pontoppidan havde stor Lyst til ogsaa at rømme Landet – om ikke for Religionens Skyld, saa for Rejsens og Eventyrets:
En Del Aar efter hørte jeg, at den forhenværende Skolekammerat nu var kommen tilbage til Landet som katolsk Præst. Men end ikke Kirketugtens Strenghed syntes at have formaaet noget overfor Vildskuddene i hans Natur …
Det gik denne katolske Præst galt. Han blev for sine Forseelsers Skyld forvist til et ensomt Kloster i Syden, og man hørte aldrig om ham siden. Henrik Pontoppidan hørte efter eget Sigende ikke til "Klassens Pragtblomster". Men trods Udve og vild Trods har hans 300 Præsteahner og en kristelig Opdragelse i Barndommen bevaret ham bedre for Dyd og dygtig Virksomhed end en eventyrlig Omvendelse til Katolicismen. Helt utaknemmelig er han heller ikke. Tanken paa Katolicismen og de 23,000 Katolikker i Nutidens Danmark – tre Gange saa mange som i Sverige, et helt lille Bispedømme! – faar ham til at udbryde:
Hvor langt den enkelte end kan have fjernet sig fra den brøstfældige lutherske Kirke, den er dog nu en Gang vor Aands Vugge og Rangle, der har lagt Grunden i os til det, vi er blevet […] Ad mange skjulte Veje vedbliver det [Hjemmets Trosliv og alt, hvad der er sunget ind i os som smaa] at indvirke ogsaa paa de Frafaldne med Mindets Magt og i alle Livets store Øjeblikke at stemme Sindet i Orgeltone.
Er dette en Bekendelse til Frafaldet eller til Sorg over at være udenfor? Er Ensomheden mere bitter i Dag end i Drengeaarene, da han ikke uden behagelig Kildren følte sig forstødt og forladt, og da han i egocentrisk og romantisk Trang til at isolere sig og være et Slags Overmenneske l Middelmaadighedernes Verden sammenlignede sig med den ulykkebringende Skarv paa Kirkespiret. Men de, som ikke har 300 selskabelige Præsteforfædre, aner maaske intet om, i hvilken Grad det kan blive en Livssag at undfly Prædikestol og fælles Kaffebord!
Romantik og Rejselyst hører sammen. Allerede som Dreng saa Henrik Pontoppidan sig godt om. Randers havde ikke Hemmeligheder for ham, i alt Fald ikke den folkelige Del af Byen. Siden begav han sig paa Fodture. Han gennemstrejfede Djursland og Blicher-Egnen omkring Thorning, han besøgte Skagen og Helsingør og Møen. Et Glimt af København i Udstillingsaaret 1872 forekommer ogsaa, men mest omstændeligt og morsomst har Pontoppidan fortalt om et Landsbybryllup i Sydsjælland. Han krøb til sidst ind under en Bænk og faldt i Søvn. Bruden saa han igen halvtreds Aar efter – ak, hvor forandret!
En dyb Glæde over Danmark – og ikke blot over Randers og Gudenaaens Landskab – aander fra alle Bogens Blade. Men Henrik Pontoppidan er ingen panteistisk, botaniserende Ferie-Entusiast. Hans Livsanskuelse indbefatter mere af den danske Virkelighed end Sommerhuset, Badestranden, de blaa Hyacinter i Vinduet, det ædle epikuræiske Maaltid – Han er heller ingen Pacifist med Vand, eller hvad der er endnu værre, Blæk i Aarerne. Han forsvarer Niels Ebbesen mod den "Slags Patrioter, der i enhver Situation vejer Midlet i Stedet for Maalet. Af dem har vi altid haft en Skok. Mene, Mene, Tekel! Ja vist var Niels Ebbesens Gerning en Mørkets Daad; men selv en saadan faar Glans af det høje, naar Maalet er noget saa stort som et Folks Frelse."
Ogsaa Henrik Pontoppidans litterære Gerning er i nogen Maade "en Mørkets Daad". Han véd det, og han vedkender sig, men ogsaa at den tjener til Folkets Frelse!
Henrik Pontoppidan hader Bismarck lige fyrigt nu som før. Der er intet sket, som kan faa ham til at glemme 64. Der er et interessant Afsnit i hans Bog om hans Erindringer fra Krigsaaret i Randers.
Han hader Bismarck, fordi han var Danmarks Fjende. Men ikke af andre Grunde. Naar det kommer til Stykket, er det sine Landsmænd, Henrik Pontoppidan finder mest at udsætte hos. I den Henseende ligner han en rigtig Profet. Han finder med Faderen Grundtvig ufrom, hovmodig, for lidt ydmyg. "Med Oehlenschlæger kom Slapheden ind i Sproget". H.C. Andersen er overvurderet. Han er "sippet". Pontoppidan foretrækker Blicher og Chr. Winther. Naar det staar saadan til med de grønne Træer! Hvor gerne vilde Henrik Pontoppidan ikke tro, at Bismarck paa sine gamle Dage tænkte bekymret paa "det lille Folk i Nord, der i sin Tid saa sejgt bed sig fast i Dybbøls sønderskudte Skanser og bagefter paa London-Konferencen, skønt trængt af alle fem Stormagter, nægtede at overgive sig paa Naade og Unaade. Trods sit Skarpsyn havde han vel ikke kunnet forudse, at dette lille Folk stod foran en Udvikling, der skulde ende i Bestræbelsen for at gøre sig til en Godbid, uskadelig for en i Forvejen overfyldt Mave, en indbydende lille Mundfuld, uden Ben eller Sener".
Dette var ganske vist skrevet, før Hartvig Frisch erklærede sig beredt til at ofre "Liv og Blod" for Fagforeningsvældets Bevarelse i Danmark under Staunings Førerskab!
Mon Henrik Pontoppidan af den Grund skulde føle Trang til at rette noget?
Henning Kehler.
