Skæbne, Idyl og andet
Fra Pontoppidan til Hans Kirk
Henrik Pontoppidan: Hamskifte
Med sin stilistiske Renhed og Kraft i fuld Behold har den 79-aarige Henrik Pontoppidan udsendt 2. Del af sine Erindringer, "Hamskifte" (Gyldendal). Det Tidsrum, den lille Bog omhandler, 1873-79, begynder med Præstesønnens saa at sige symbolske ydre Løsrivelse fra den gamle Slægts Aandskreds og hans Erobringstogt til Teknikkens materielle Vidunderland – for saa at slutte med hans Tilbagevenden til et Rige, der ikke er af denne Verden: Digtningens. Det er vel ikke netop fædrene Stier, som han hermed betræder, men dog i en vis Forstand "den snævre Vej"; tvunget indefra af forskellige afgørende Oplevelser (bl.a. Skuffelsen over ikke at komme til Grønland og Forelskelsen paa den mangfoldigt befriende Schweizerrejse) gør han den dumdristige Overgang fra det borgerligt trygge til den frie Kunstners usikre Tilværelse – med fuld Klarhed over Risikoen: havarerede Eksistenser fra Litteraturens Overdrev er ham et levende Billede af, hvordan det maaske kan ende. Over en saadan forulykket Pennebrugers Skæbne skriver han i en af Valgets Nætter en Versnovelle, hvori man finder følgende Strofe:
Fra Aar til Aar han grunded' paa sig selv,
mens blindt han stredes med sin Faders Skygge,
med vilde Drifter, der af ham blev bundet
og af hans Vilje sejrrigt overvundet.1
Fortællingens Milieu og Handling svarer ingenlunde i Detailler til Pontoppidans egne Forudsætninger, men i en anden og dybere Forstand, end han dengang kunde ane, har hans Livsværk formet sig som en Strid med Faderens Skygge. Hans Antikirkelighed og hans nøgterne Sans for det dennesidiges drømme- og stemningsfjendske Realiteter har aldrig – i hvert Fald ikke i hans modnere Digtning – faaet ham til at glemme, hvor lidt al verdslig Vinding vejer over for Sjælens Forlis. Denne vor ædrueligste Forfatter, der tidligt var paa det rene med de mange romantiske Elementer i "det moderne Gennembrud", holder sig en Virkelighed, hvori hans 300-aarige Præsteæts usynlige Værdier – om end ikke teologisk opfattet – lurer som en lunefuld Naturmagt; derfor har han i en flad og grund Tid vedvarende repræsenteret de halvfjerds Favnes Fare. Og hans sidste lille Bind Memoirer er saa farligt som nogen anden Bog fra hans Haand. Ikke blot paa den Maade, at det rummer Udtryk for hvassere Foragt og mere uforsonligt Had, end man vilde vente af en Mand omkring de fire Snese, men ogsaa i den langt vigtigere Betydning, at han erkender uigennemtrængelige Hemmeligheder i, hvad der møder ham. Med størst Virkning røber en saadan Erkendelse sig i Bogens egentlige "Nyhed", Skildringen af Ungdomskammeraten Hansen-Schaffalitzsky, oftest kaldet "Schaff". Denne usædvanlige Mand, hvis oprørske Radikalisme helt og holdent bundede i hans Temperament og ikke havde nogen direkte Tilknytning til den brandesianske Bevægelse, har man intet vidst om før; men fremtidige Fortolkere af Pontoppidans Værker vil ikke kunne komme uden om ham. Sandsynligvis er adskillige af hans Replikker gaaet over i Forfatterskabet, og under alle Omstændigheder har han, for saa vidt som det ene Menneske kan bidrage væsentlig til at danne det andet, været en Hovedfaktor i Udviklingen af den vordende Digters kritiske Indstilling. – Schaff siger en Dag, at først naar vi har rendt Hornene af os og mistet Brølet, gaar det til vor Forfærdelse op for os, at vi hører hjemme i en Kvægstald.
Han havde sagt dette uden det tvetydige Smil, hvormed han plejede at sige den Slags Ting, og jeg havde siden ofte tænkt paa, hvad han kunde have ment med den alvorlige Udtalelse. Han havde en Gang advaret mig mod at dømme Folk efter deres Ansigter, for det var i Almindelighed slet ikke deres eget. Havde han maaske selv levet et skjult Liv bag mange skiftende Masker? Og i saa Fald – hvorfor? Nu, da han var død, vilde jeg velsagtens aldrig faa det at vide.
Forholdet til Schaff, i hvis lange og leddeløse Krop der "huserede en Modsigelsesdjævel", blev efterhaanden gaadefuldt for Pontoppidan selv. Imidlertid er han aabenbart fuldt ud klar over, hvor meget han skylder ham. S. 139 husker han i en kritisk Situation ikke mindre end to Schaff'ske Udtalelser og anfører dem – vistnok uironiske – med samme Alvor, som almindelige Mennesker plejer at lægge i f. Eks. Goethe-Citater. Men trods sin fornemt jævne og aldeles uforfængelige Skrivemaade er Pontoppidan sidst af alt almindelig – altsaa heller ikke m.H.t. aandelige Læremestre.
Som Supplement til de sparsomme biografiske Oplysninger, vi hidtil har haft om hans Ungdom, og som en personlig Kommentar til visse Partier af "Lykke-Per" er "Hamskifte" uvurderlig. Men der er desuden et menneskeligt Vidnesbyrd fra dansk Aandslivs ubestikkeligste Mand. Det bliver fattigere at leve herhjemme, den Dag han ikke er mere. Alt i hans sidste Bog – selv de ubetydeligste Bagateller – har Smagen af Kerne. –
