Henrik Pontoppidans Memoirer
Fra Henrik Pontoppidan foreligger nu et nyt lille Bind Memoirer: "Hamskifte" (Gyldendal, 150 s.)
Den, som med Fryd læste det første lille Bind af Henrik Pontoppidans officielle Erindringer ("Drengeaar", 1933), griber med Forventning Fortsættelsen. Nej, der er ingen Skuffelse paa Trapperne. Kvantitativt er det nye Bind ikke noget Fremskridt fra det første, men hvad gør det, hvis Kvaliteten er den samme, og det er den. Henrik Pontoppidan var aldrig nogen Hurtigskriver, og nu da han giver sig bedre Tid end nogensinde, har hans tidligere noget massive og plumpe Degnesprog faaet Klang af Krystal. Rent bortset fra, hvad han fortæller, skaffer hans Maade at fortælle det paa, et ædelt Velbehag.
Man har Lov at sige Henrik Pontoppidans officielle Erindringer, for han har jo allerede for mange Aar siden skrevet en fortryllende Bog med Titelen "Minder", og han har hele Livet øst af sit private Erindringsstof til Brug for sine Romaner – især de største af dem: "Det forjættede Land" og "Lykkeper".
I "Hamskifte" fortæller han om sine Ungdomsaar i København i Halvfjerdserne. Han kom til Hovedstaden som sekstenaarig for at blive Polytekniker. Fem Aar senere tog han imod sin Broder Morten Pontoppidans Tilbud om at blive Lærer ved hans Højskole i Hjørlunde. Da havde han alt opgivet det polytekniske Studium, skønt han næsten havde Afgangseksamen, og havde besluttet at bryde sig en Bane i Litteraturen.
Det er dog ikke sin Ungdoms Storme og Trængsler, Henrik Pontoppidan har ønsket at fæstne til Papiret. Hans mere dybsindige Selvbiografi findes i hans Romaner – med det usynlige Goethe-Motto: Digtning og Sandhed. Det er ikke for at opleve sig selv endnu en Gang, at han i sin høje Alder skriver Erindringer. Endnu mindre for at udlevere sig selv, sætte sig selv i Gabestokken. Sig hellere, at han skriver Memoirer. Han fortæller løst og fast om hvad og hvem, som falder ham i Tankerne, naar han lader den Tid drage forbi sig, da han var ung.
Saa faar vi da nogle Portrætter af hans Lærere ved den polytekniske Læreanstalt: Carl Holten, Adolf Steen og Holmberg. Den sidstnævnte var en fremragende Tekniker, skønt han ikke saa ud til det, for med "sin unaturligt høje Hat, med Galoscher og Familieparaply, lignede han en værdig Pastor emeritus ude fra Frederiksberg". Henrik Pontoppidan fortæller om en Studieudflugt, som de polytekniske Studerende i Halvfjerdserne foretog til Helsingborg under Professor Holmbergs Ledelse. I Helsingborg var de i Færd med at bygge en ny, stor Tørdok, og det danske Selskab blev modtaget af
en flot, engelsk præget Overingeniør, ved Siden af hvem vor Professor til vor Beskæmmelse tog sig helt bedemandsagtig ud. Vi blev ført rundt paa Arbejdspladsen, fik forevist Tegninger og Overslag, og hele Tiden ventede vi, at Holmberg skulde sige noget anerkendende om det store Foretagende. Det blev dog kun til et Par forsigtigt fremførte Spørgsmaal. Men paa Tilbagerejsen med Damperen samlede Holmberg os paa Dækket og fremsatte her en omstændelig Kritik af Foretagendet, udtalte navnlig Frygt for, at Dokkens Bund skulde vise sig at være for svag til at modstaa Grundvandets opadgaaende Tryk under Tøbrud eller efter stærke Regnskyl. Vi unge fandt som sædvanlig hans Indvendinger filistrøse. Vi var svært imponerede af, hvad vi havde set, var desuden opstemte efter et festligt Traktement, der med svensk Gæstfrihed var blevet givet os inden Afrejsen. Men ikke længe efter læste vi en Dag i Aviserne om en stor Katastrofe i Helsingborg. Med et mægtigt Brag var den nye Dok sprunget læk, og Grundvandet havde fyldt Bassinet, – ganske som Holmberg saa sagtmodig havde forudsagt det. (S. 113-114)
Det er interessant, at Henrik Pontoppidan har fundet Plads til denne Begivenhed i sine Memoirer. Som Forfatter har han skrevet meget, og altid i en polemisk Mening, om Temaet synes eller være.
*
Hvem fortæller Henrik Pontoppidan ellers om i "Hamskifte"? Om sine Brødre Erik, Knud og Morten, om Ludvig Feilberg, om Ungdomsvennen Johan Rohde, om Andreas Kornerup, der blev foretrukket for Henrik Pontoppidan som Deltager i en Grønlandsekspedition, og som døde af Overanstrengelse, kun 24 Aar gammel. Men det mest udførte Portræt er af en forsumpet Teolog, Hansen Schaffalitzky, kaldet Schaff, af hvem Henrik Pontoppidan følte sig tiltrukket af Grunde, som han heller ikke nu, mere end tresindstyve Aar efter, er paa det Rene med. Schaff var ikke et aandfuldt Menneske (for dermed tænker vi straks paa et Pladderhoved), men et Menneske af Aand. Dog er det ikke altid, det er de store Aander, som faar Sukces. Man maa tro, at Bekendtskabet med Schaff har bidraget til at aabne Henrik Pontoppidans Øjne for denne Sandhed, der altid er Ungdommen en Forargelse, som den viser fra sig, saa længe det bare er muligt. Schaffs Skæbne var ikke blot en Advarsel, som den sunde unge Mands Selvopholdelsesdrift bemærkede sig, men en Trøst der udrustede den vordende Forfatter til at møde den Modgang, som er sikker og tillige nødvendig for alle, som har et Kald. Thi hvorledes skulde de kunne røgte deres Kald, hvis Sukces var det Maal, de stræbte efter, og den Maalestok, de anvendte paa Menneskers Værd.
Afsnittet om "Schaff" er det alvorligste i Henrik Pontoppidans Memoirer. Den Mand, som har skrevet det, har i alt Fald een Gang stirret ind i Livets dæmoniske Sfinx-Ansigt. Han siger selv, at han ikke har gættet Gaaden. Men saa har andre gættet den for ham. Man kan gætte paa de 300 Præster i den Pontoppidanske Slægt! I alt Fald er den delvis gættet i Henrik Pontoppidans Forfatterskab, i hvilket den frafaldne Forstand vel stundom agiterer bittert og med et umiskendeligt Nag, men Hjertet i dette Forfatterskab er korssignet, og dets Morale ikke blot kristelig, men næsten puritansk.
At Forfatterskabet ogsaa er antiklerikalt, bør ikke undre. Ogsaa dér kan man skyde paa de 300 Præster i den Pontoppidanske Slægt. Henrik Pontoppidan gik ganske vist flittigt i Kirke i sine første Aar i København. Han var ogsaa hyppig Gæst i Rigsdagens Tilhørergalleri. Begge Dele var gratis, og det var en Ting, han maatte tage i Betragtning. Han hørte f. Eks. Pastor Frimodts Vækkelsesprædikener i Johanneskirken og lod dem virke paa sig – dog ikke efter Hensigten, men snarere modsat. Men virke gjorde de altsaa. Han gik til Højmesse i Slotskirken, naar Biskop og kgl. Konfessionarius Martensen stod paa Prædikestolen i Fløjlsornat med Kors og Stjerner, hvorefter han tilføjer: "som jeg gik i Zoologisk Have for at se Næsehornet". I Sandhedens Interesse skal det dog siges, at Martensen har sat et mere dybt og varigt Indtryk i Henrik Pontoppidans Liv end Næsehornet. Martensen og alt, hvad han staar for i Henrik Pontoppidans Forestillinger, vender han stadig tilbage til i en angriberisk Hensigt. Næsehornet har han derimod overladt til Johannes V. Jensens Bevaagenhed.
*
Skønt Henrik Pontoppidan levede i Halvfjerdserne, besøgte han dog ikke en eneste Gang Georg Brandes' Forelæsninger. (Mon hans Brødre gjorde det?) Han bemærker udtrykkeligt, at han ikke interesserede sig for den nye litterære Bevægelse, det senere saakaldte "moderne Gennembrud". Og han er ikke ked af at anføre, hvad "Schaff" efter at være hjemkommet fra Paris (hvor han bl. a. havde lært sig Russisk for at kunne læse Gogol, Saltykov og Dostojevsky, men ikke Turgenjev, i Originalsproget) siger om Georg Brandes og hans Bevægelse: "Den Opsigt, han har vakt, bør sammenlignes med den Sensation, en Handelsrejsende i Damekonfektion kan foraarsage i Lemvig med Parisermoder fra i Forfjor."
Da Henrik Pontoppidan besluttede sig til at blive Digter, var det heller ikke for at træde ind i Georg Brandes' Falanks af Digtere, hvor Holger Drachmann og J.P. Jacobsen var anbragt i første Geled. Han skriver: "Efter at have været under Schaffs litterære Paavirkning vurderede jeg ogsaa dem en hel Del anderledes end tidligere. Jeg saa i dem et Par romantiske Sildefødninger, i hvis Vers og kunstfærdige Prosa det stormfulde Menneskeliv og Skrigene fra de Skibbrudne gentonede fjernt og aandeagtigt svagt som Verdenshavets Brændingslarm i de Konkylier, vore Bedsteforældre havde staaende paa deres Chiffonièrer". Jacobsens Stil karakteriserer han som parvenueagtig.
*
Det var et stort Valg, Henrik Pontoppidan traf, da han besluttede at blive Digter. Det var et farligt Valg. En Aften standsede han foran et stærkt oplyst Boghandlervindue med en Udstilling af Efteraarets litterære Høst:
Ved Siden af mig stod en forhutlet Fyr med ildrød Drankernæse, en halvgammel Stodder, der snakkede højt med sig selv, mens deliristiske Trækninger uafbrudt jog ham hen over Ansigtet. Fra Byens Natteliv kendte jeg disse Menneskevrag, der ud paa Aftenen krøb ud af deres Smuthuller for at gaa paa Tiggeri i Kaféerne. Flere af dem var Folk, der selv engang havde været Stamgæster paa Byens bedste Restauranter, forhenværende Journalister og andre Forulykkede fra Penneverdenens Overdrev. Var det maaske et FremtidsbiIlede af mig selv? (S. 146)
Den unge Mand, som ikke frygter Livet, er afstumpet, og Henrik Pontoppidan havde saa meget mere Grund til at frygte det, som han havde vendt en borgerlig Eksistens Ryggen og havde vendt sit Blik ind i en Forfatterfremtids uudgrundelige Mørke. Men han tog mod Hjælp, hvor han kunde – ogsaa hos en lille stumphalet Køter:
Jeg havde om Formiddagen staaet bag paa en af Nørrebros Sporvogne og betragtet en lille stumphalet Køter, der tilhørte en af de andre Passagerer paa Bagperronen, og som med Tungen ud af Halsen galoperede efter Vognen midt i Gadens Mylder af svære Arbejdsvogne, Drosker, Skraldevogne og andre Køretøjer. Undertiden var den bleven helt borte for mig mellem Hjul og trampende Hestehove; men stadig dukkede den uskadt frem paany med de udvæltende Øjne stift rettet mod sin Herre.
Billedet af dette lille Kræ, der uden et Øjebliks RaadviIdhed trodsede alle Hindringer og Farer, havde længe forfulgt mig og gjort mig skamfuld. Idet jeg mindedes, hvad Schaff plejede at sige, at vilde man naa frem til et Maal, skulde man bære sig ad som Napoleon, der altid først sørgede for at spærre alle Veje og sprænge alle Broer, der muliggjorde et Tilbagetog, var jeg gaaet hen paa Læreanstalten og havde hentet de Bøger, jeg endnu havde liggende der. Hvorpaa jeg for sidste Gang lod den tunge Port smække i efter mig. Over for min Samvittigheds Anklager retfærdiggjorde jeg mig med et andet Ord af Schaff, som han engang havde sagt, at der altid var flere, der forspildte Lykken og lagde Livet øde af Mangel paa Mod end ved Dumdristighed. Og heri maa jeg endnu den Dag i Dag give ham Ret. (S. 138-139)
Naturligvis vil Henrik Pontoppidan ogsaa i Anledning af denne Bog blive præsenteret som den danske Litteraturs "grand old man". Men den gamle Mand har en Hestehov, som han gerne planter paa en forbandet Klichéjournalists ømmeste Sted. Han er aldeles ikke saa uskadelig eller saa hyggelig, som de kan indbilde sig, der bare blader i hans Memoirer og konstaterer, at de paa mange Punkter supplerer andre tidshistoriske Optegnelser fra Halvfjerdserne. Der er Svovl i hans Stil og en fabelagtig Udholdenhed i hans Had. Den, som læser disse Memoirer for alt det, de er værd, konstaterer, at de er skrevet af en Mand, som Aarene i en vis og væsentlig Forstand er gaaet sporløst hen over – en Mand, som reagerer mod det samme, han altid har reageret imod, og holder sin Aands Galde baade frisk og flydende.
