Arv og Gæld
I Anledning af Henrik Pontoppidans Erindringer
Henrik Pontoppidan: Arv og Gæld. 116 S. Kr. 4,75. Gyldendal.
Tredie Bind af Henrik Pontoppidans Erindringer Arv og Gæld udkom i Onsdags og blev anmeldt samme Morgen i Berlingske Tidende af Henning Kehler, der sluttede sin Artikel: "Henrik Pontoppidans Erindringer er, som det meste, han har skrevet, værd at læse og at læse om igen. Man er maaske ikke altid enig med ham. Det modsatte vilde have været mærkeligere, siden han fundamentalt er uenig med sig selv. Men man kan lære af ham – og man kan ogsaa lære at elske ham i hans Forfatterskab, fordi han saa hensynsløst og fanatisk giver sig selv for den Sags Skyld: at give sig selv."
Naar man læser Martin Andersen Nexøs smukke Erindringsbøger, vil en Kender af hans Romaner ikke kunne undlade at bemærke, at hvad han fortæller om sin egen Barndom og Ungdom og især det Lys, som falder over hans Livshistorie i Erindringsbøgerne, ganske væsentlig adskiller sig fra den Drengs Barne- og Ungdomsaar, som er skildret i Romanen Pelle Erobreren. Forskellen er tydelig nok dikteret af den Hensigt, Andersen Nexø havde med sin Roman. Han vilde, at denne Roman skulde være et fortællende Bidrag til Arbejderklassens Historie i Danmark. Romanen er ikke autobiografisk – selv om Martin Andersen Nexø som alle andre Digtere naturligvis er nødsaget til at trække paa sin egen Kapital af Indtryk, Oplevelser o.s.v. Pelle er en Type – den liberale Erobrertype i Arbejderbevægelsens, Fagforeningernes og Socialdemokratiets Frembrudshistorie. Naar Romanen ikke som Helhed er lykkedes for Andersen Nexø, skyldes det især, at han ikke har kunnet klare sig sin egen Mening om denne Type og Vurderingen af den. Paludan-Müller var ganske anderledes fikseret m.H.t. Adam Homo – og derfor virker Paludan-Müllers Versroman som Helhed – trods de stærke psykologiske Brist – mere helstøbt. Den er ikke et ringere Kunstværk, fordi den er mere direkte moraliserende, men den er – stadig som Helhed betragtet – et større Kunstværk, fordi Digteren er mere karakterfuld. Det var først efter Fuldendelsen af Pelle Erobreren, at Nexø fik Romanens Helt saa vidt paa Afstand, at han kunde opgøre sig en færdig Mening og en Dom. Da var det, han skrev Romanen om Ditte Menneskebarn, i hvilken han moraliserende rykker væk fra Pelles Type, den liberale Erobrertype i Arbejderbevægelsen, for at række Kransen, der ret beset er en Glorie, til en anden Type, som er Pelles Modtype. Medens Pelle vil hæve sig erobrende over den Menneskehed, det Proletariat, han som Individ er udgaaet af, medens Pelle vil gøre Karriere, stige i Samfundet til Magtens og Ærens Top, drikke af Dunken og hæve Fortjenstmedaille, saa vil Ditte ingen Ting for sig selv, men nok for andre; hun lader sig udbytte uden at kny, hun bliver paa Bunden. Hun er den ofrende Type, hvor Pelle er den erobrende. Med Varme i Mælet og en blinkende Taare i Øjenkrogene peger Nexø paa Ditte og siger: Se, hvilken Proletar!
Hverken Pelle eller Ditte er Nexø selv. De skal være typiske for de liberalistiske og de kommunistiske Kræfter i Arbejderbevægelsens Historie. Men derudover er de ogsaa typiske for de hedenske og de kristelige Rødder i Socialismens Historie. Pelles Type vokser lige ind i den imperialistiske Socialisme, det socialistiske Diktatur, som vi kender det i vor Tid i Rusland, Italien og Tyskland. Ditte illustrerer Chestertons Ord om Kristendommen: "Korset kan aldrig besejres, for det er et Nederlag!" At Pelle er gjort til Mand, Ditte til Kvinde, maa man enten forklare ved Hjælp af den gamle Kirkes Mariadyrkelse, som ogsaa Johannes V. Jensen skatter til i Slutningen af sin imperialistiske Arierbibel Den lange Rejse, eller ved Henvisning til den romantiske Kvindedyrkelse, som Nexø kan have tilegnet sig i sin Ungdom baade hos Henrik Ibsen og Holger Drachmann – men vel især hos den første af disse.
Ved at læse Henrik Pontoppidans Erindringer maa en Kender af Pontoppidans Romaner omvendt komme til det Resultat, at disse Romaner er endog mere autobiografiske end formodet. Ingen dansk Digter har i højere Grad end Henrik Pontoppidan gjort Alvor af Henrik Ibsens Ord: "At digte er at holde Dommedag over sig selv". Ja, ikke engang Ibsen selv har efterlevet dette poetiske Valgsprog med samme Grundighed og Stædighed som Pontoppidan. Dertil var Henrik Ibsen altfor meget Artist – og i Grunden for ualvorlig. Men Henrik Pontoppidan er først i anden Række Artist. Hans Forfatterskab er – masket som Fortælling og Roman – et Skriftemaal med profetisk Brod indad mod ham selv og udad mod Samtiden.
I Modsætning til Knut Hamsun – hvis Forfatterskab ogsaa er et langt Skriftemaal med profetisk Brod – har Henrik Pontoppidan lagt Tømme og Bidsel paa den romantiske Vagant og Taugenichts, Folmer Sanger og Raskolnikov, som han finder, naar han ser sig selv i Spejl. Han er saa langt fra at kokettere med disse Muligheder hos sig selv, at han tværtimod spæger dem og behandler dem om ikke med Bøn, saa dog med Faste og Svøbe. Mens Knut Hamsun er fortryllet af sit eget Billede i Spejlet og i Litteraturen straaler som en Gösta Ekman paa Teatret, er Henrik Pontoppidan vred paa sit Billede og tildækker det helst med sort Klæde. Men Knut Hamsun er heller ikke i den samme Situation som Henrik Pontoppidan, at kunne tale om sine "mange pibekravede Forfædre". Knut Hamsun kommer fra Bunden: Han er paa en helt naturgroet Maade Proletar og Hedning, intellektuelt og artistisk begavet. Henrik Pontoppidan længes tilbage til Naturen – lige som Rousseau og Tolstoj. Han længes imod Naturen som imod et Paradis, han er fordrevet fra. For han er født i Civilisationen og Kulturen. Han er født med en moralsk Pukkel, som han hader, og han er antiklerikal indtil Fanatisme, netop fordi hans Vugge har staaet lige op ad den Døbefont, over hvilken hans talrige pibekravede Forfædre i Aarhundreder har udtalt den kristne Kirkes Trosbekendelse.
H. K.
