Arv og Gæld

Pontoppidan under Vejs til sig selv

Gyldendal udsender i Dag tredie Bind af Henrik Pontoppidans Erindringer. Det er en lille, blaa Bog, Arv og Gæld, for hvis overordentligt vigtige og interessante Indhold Dr. Stangerup gør Rede i denne Kronik.

Henrik Pontoppidan udsender i Dag det tredie Bind af sine Erindringer. Som Forgængerne Drengeaar og Hamskifte er det en lille, blaa Bog, næsten kun et Hæfte. Men dens Betydning staar i omvendt Forhold til Omfanget, og dens Indhold er saa koncentreret, at en anden og ringere Skribent vilde have bredt sig over mange Gange Pladsen for at faa sagt det halve. Pontoppidans Erindringer er Prosakunst af den blufærdige, fornemme Art, som han hele sit Liv har stræbt imod. Klarhed, Knaphed, Koncentration. Ikke en Forsiring, ikke en overflødig Krølle. Hvert Ord svarer til sit Indhold, hverken mere eller mindre. Det er en overlegen Sprogbeherskelse. Centralprosa af klassisk Rang. For Pontoppidan har den gode Stilist altid været den, der skrev, saa man aldrig tænkte paa Stilen, men fik den fulde, klare Forstaaelse af, hvad han mente og vilde. Mod dette Ideal er Pontoppidan aldrig naaet nærmere end i sine Erindringer. Det er derfor, de rummer saa overordentlig meget paa deres smaa, stramme Sider.

I det nye Bind Arv og Gæld er der saaledes spundet mange Traade sammen. Vi oplever med Digteren hans Forelskelse og Giftermaal, følger ham fra hans kejtede og betrængte Ungkarletilværelse til hans Ægteskab og den Dag, han sidder fuld af "lykkelige Solskinsdrømmerier" ved sin lille Piges Vugge. Vi ledsager ham paa hans rolige Vej bort fra Broderens Kristendom, og hen mod den Overbevisning, at for ham var der "ingen Trøst eller Hjælp udenfor ham selv". Vi kommer desuden med paa hans første Vandringer i den officielle Litteratur, hans Debut som Forfatter og hans Indtræden i det moderne Gennembruds Rækker. Og endelig faar vi ikke alene noget at vide om Henrik Pontoppidan og gamle Dage, vi faar ogsaa en Del at vide om os selv og Nutiden. Den gamle Herre lever ikke i Minderne blot, han ser stadig skarpt, hvorfor han efter sit Ideal maa udtrykke sig skarpt.

De tre Traade, som bærer Bogens Beretninger, glider til sidst sammen i den røde Traad, som fører til Digterens Hjerte. Han har ikke før kaldt sine Erindringer ved noget Samlingsnavn, men nu gør han det: "Undervejs til mig selv" hedder de. Det vil efter alt at dømme sige det samme som: Undervejs til et fast Livsstandpunkt og Klarhed over sine kunstneriske Evner og Muligheder. Som Stationer paa denne Modenhedens Vej former Kapitlerne i Erindringerne sig. Der begyndes i Uro og Fortvivlelse, der sluttes i Ro, ja næsten i Lykke.

Fra Byen, hvor han ikke kunde faa de ingeniørvidenskabelige Studier til at glide, er den unge Pontoppidan kommet ud paa Landet. Broderen har samlet ham op paa sin Højskole, midtvejs mellem Frederikssund og Hillerød, hvor han underviser i Naturfagene. Han har megen Fritid og maa i det hele gøre, hvad han vil. Men lykkelig er han ikke. Han er forpint, fordi han "har lidt Skibbrud i Hovedstaden" og endnu mere forpint, fordi han længes mod – han ved ej hvad. Han føler sig ensom, Livet ligger halvgraat for ham. Da kommer Befrielsen til ham, han bliver forelsket. En ung Bondepige, som han møder ovre i Hornsherred, fængsler ham ved sine "egenartede Ansigtstræk og Skikkelsens usædvanlige Rankhed". Han taler med hende i den grundtvigske Kreds, de begge tilhører, de følges gennem Skoven, og han tiltales endnu mere af "hendes forstandige Tale og hele Væsens Tilforladelighed". Resten tilhører Privatlivet, siger Digteren blufærdigt, men Roen og Glæden, som hun bringer ham ved deres Ægteskab, takker han hende indirekte for. Hun giver ham et Hjem, en Arne, et Barn – et varmende Ly, et Staasted. Den Rodløse har slaaet Rod – ved at blive uafhængig. Og trods de flygtige, halvt bortvendte Bemærkninger om hende forstaar man ogsaa, at hun har givet ham meget mere. Hun er saa tydeligt det Menneske, hvorover han har skabt Hansine i Det forjættede Land, det skønneste Kvindeportræt maaske i hele vor moderne, realistiske Roman.

Det er først Hjemmets Grundlæggelse, der giver ham Modet til at opsige sit halvt uærlige Forhold til Broderen og Højskolen. Han ved, at han skylder Broderen meget, og det nager ham, at han ikke kan give noget til Gengæld. Han er ikke mindre fremmed hos de Grundtvigske, end han var hos Københavnerne. Han har "svært ved at forlige sig" med Tonen. Broderen bebrejder ham, at hans Undervisning bliver mere og mere naturalistisk, og det er kun det fælles Had til Provisorierne og Magthaverne, som forhaler Brudet. Broderen kommer seks Maaneder i Fængsel for Udtalelser mod Regeringen, og Pontoppidan, som satte Perioden det bitre litterære Minde i Skyer, mener i Dag, at Provisorierne var "en Generalprøve paa det nuværende europæiske Diktatur" med alle dets uhyggelige Sider!

Regeringens Optræden svejsede for en Tid Venstremanden og Grundtvigianeren Morten Pontoppidan og Radikaleren og Fritænkeren Henrik Pontoppidan sammen. Det er i Forholdet mellem to Brødre den samme Proces, som kan aflæses i hele det daværende Aandsliv. En Familie-Udløber af Kompromis'et mellem Berg og Hørup-Brandes. Men ikke engang mellem Brødrene kunde det blive et varigt Forbund. Grundtvigianerne, som var de mest frisindede, maatte sætte en Grænse før Gudsforholdets Opløsning, de Radikale vilde først og fremmest afskaffe Gudsbegrebet. Samarbejdet var dømt til Foreløbighed. Det rev ud i hele den aandelige Situation som en Flænge, der har fortsat sig højt op i vore Dage, og det brast mellem de to Brødre. Pontoppidan tog sin Afsked fra Skolen, en Liste, som gik rundt i Sognet for at samle Bidrag til en Kirke, Broderen vilde have rejst ved Højskolen, sendte Pontoppidan tilbage uden sin Underskrift. "For mig var der ingen Trøst eller Hjælp udenfor mig selv".

Pontoppidan var saaledes vundet for det moderne Gennembrud og skulde egentlig optages blandt dets Mænd. Men det var en underlig Gevinst, de der havde faaet. Hans Brud med Broderen førte ham langt fra til andre Guder. Hans Hjem havde sikret ham det faste Punkt, som selv den mest uafhængige maa have. Brudet med Broderen havde forhøjet hans Uafhængighed, og han var ikke til Sinds at sætte den overstyr i et Forbund med nogen. Det manglede ellers ikke paa Opfordringer. Borchsenius, den meget geskæftige, som tidligt var paa Tæerne for at lave Parti mellem Litteraturens og Venstrepolitikens Folk, havde ogsaa Bud efter den unge Pontoppidan, som debuterede i hans Tidsskrift Ude og Hjemme, og som han forøvrigt hjalp baade til Forlægger og gode Honorarer. Saa langt var Pontoppidan med. Men han kunde ikke gaa ind i Fremskridtets Falanks. Ved Borchsenius Renæssancefester følte han sig hjemløs, ved Festen for Hostrup, hvor det politisk-litterære Forbund fejredes for anden Gang, væmmedes han, han brød op i Forargelse. De voldsomme Lader og de københavnske Damers "Opstadsethed" forargede ham. Det puritanske Drag i hans Karakter, som han selv fører tilbage til Moderen, forhindrede ham i at give sig over i Fremskridtets Udviklingsoptimisme og forhastede Sejrsrummel. Han maatte forblive en Ener. Vejen til ham selv førte ikke over Koterier, men over Ensomhed.

Og dog var han litterært set radikalere end de Radikale. Men han var det ikke af Program eller for at være det, men fordi det Stof, der bød sig frem paa hans ensomme Spadsereture, formede sig saa mørkt for ham. Han hjembragte fra disse Ture en Række Indtryk, "som jeg bagefter førte til Bogs oppe paa mit Loftskammer tilligemed de Betragtninger, de havde givet Anledning til". Indtrykkene stammede fra den forfærdende Fattigdom paa Landet. Det var de Indtryk, som blev til Stækkede Vinger og Landsbybilleder. Fra den samme Periode af hans Liv stammer de grundtvigske Indtryk, som blev til Sandinge Menighed, og de politiske, som lagde Kølen under Skyer, ligesom en Fodvandring hjem til Randers, som han foretog efter sit Ægteskab i et roligt, lykkeligt Humør, saa tydeligt har givet ham de Indtryk, der blev til Minder.

Pontoppidan fulgte Rytmen i det Aandsliv, han var samtidig med, men han gjorde det, fordi det var hans Natur, ikke fordi andre havde gjort det før ham. Han sluttede sig i sit Forfatterskabs Art og Retning til den moderne realistiske Litteratur, men alle hans Synsmaader og alt hans Stof er dybt personligt forankret i hans ensomme Spadsereture og de Indtryk han bragte hjem fra dem og "bogførte" sammen med sine "Betragtninger". Der er noget dybt symbolsk i Forskellen mellem det Milieu og den Belysning, hvori Gennembruddets Folk samlede sig i København og det, hvori Pontoppidan lukkede sig inde i sin Landsby. Inde i Byen de store og storordede Fester, hvor Bourgognen flød og Talerne beruste sig i Sejrsjubel og Hyldestskaaler. Schandorphs røde Ansigt blussede ved Siden af Borchsenius Venneaasyn, Lyset faldt fra festlige Lamper i en bred Flod over Drachmanns kongeligt oprejste Skikkelse, lagde en underlig Glorie omkring Edvard Brandes indeknebne Diktatorhoved, spillede hen over Hørup og Berg i tilsyneladende Harmoni og gjorde Pingels Skikkelse endnu mere sokratisk og velvillig. Og saa som Modsætning: Pontoppidan i sit lille Loftskammer, omgivet af Landsbyens døde Vinter: "Aften efter Aften sad jeg i denne Vinter og læste eller skrev ved en lavfodet Petroleumslampe, der hen paa Natten gerne gik ud for mig, idet den rakte en lang sort Tunge ud gennem Glasset og ligesom haanligt sagde Godnat med et Knald". Det er Uafhængighedens Pris. Dens Belønning blev Det forjættede Land, Lykke-Per og De dødes Rige, hvis gribende Tvelysskær kan føres tilbage til hin lavfodede Petroleumslampe.

Men Arv og Gæld er ikke blot en Bog om saa store og vigtige Problemer som en Digters Kamp for at finde sig selv og bevare det fundne. Der er muntre og lette Billeder i den ogsaa. Der er et nyt Brandes-Portræt, skarpt, men ikke uden Forstaaelse. Der er et morsomt Møde med den helt unge Willumsen og et kraftigt Forsvar for Krøyer, hvis faglige Mesterskab, Pontoppidan sætter over "den naive Dilettantisme", som er Øjeblikkets. Saa kan Øjeblikket have det saa godt! Det kan det ogsaa, hvis man ser litterært paa det. Den strenge, gamle Digter synes, at Litteraturen i vore Dage er ved at blive "et ligegyldigt Mundhuggeri". Han mener, at "vi nu igen begynder at føle Savnet af en Krigslur i vort hjemlige Aandsliv", og det kan der jo i høj Grad være noget om. De aktuelle politiske Forhold er han heller ikke begejstret for. Han "sporer indeklemte Selvherskerlyster hos de politiske Partiers stærke Mænd og det baade i det gamle og unge Højre og – ikke mindst maaske – i den modsatte Lejr". Den Publicity, som ledsager moderne Forfattere harmer ham saa meget, at han stiller Forslag om, at en ny Holberg skal tage sig af Forfængelighedens Parnas og udlevere det til fortjent Latterliggørelse.

Og saa munder dog den strenge, lille Bog, med det dybt alvorlige Indhold, ud i en lys Taknemmelighedserklæring til Livet. Det er et lille Barn, der bøjer den Strenges Hoved og vender hans Vrede til Blidhed og hans Fortvivlelse til Lykke. Han sidder med sin lille Datter ved sin Side og mens hendes "store havblaa Øjne" langsomt lukkes af Søvnen, bekender han, at "en Mands egentlige og afgørende Kald her i Livet er at blive Fader og gøre Fyldest som saadan". Har man først forstaaet det, saa ved man med det samme, at "vi alle gaar ud af denne Tilværelse som insolvente Skyldnere. Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kærlighedsgaver. Den som ikke kan erkende det, har aldrig virkelig levet".

For den Slutnings Skyld elsker man Pontoppidan lige saa højt, som man beundrer og respekterer ham for alt det mandige og modige, der fører op til den.