Erindringer (1962)
Den skjulte rejse
Henrik Pontoppidans erindringer i ny, samlet udgave
Henrik Pontoppidan: Erindringer. 236 s., kr. 26,50 (Gyldendal).
"Erindringer" staar der uden paa den nye, samlede udgave af Henrik Pontoppidans fire smaa levnedsbøger, men den rigtige titel, som forfatteren selv valgte, er Undervejs til mig selv. Hvordan titlen skal forstaas, kan læses i første bog: "Stik imod vore egne Ønsker og Forhaabninger, ja mangen Gang paa Trods af den sejgeste, den selvherligste Vilje, narres vi Skridt for Skridt til at opfylde vort Livs Bestemmelse". I samme forbindelse citeres Augustins valgsprog Trahimur, vi føres, og det var sikkert med dette ord i tankerne, at Pontoppidan sagde om sine erindringer: De er nok saa meget Bekendelsesskrifter som Memoirer.
Det kan nok give noget at tænke over, for memoirerne i bogen fylder meget mere end bekendelserne, og forfatteren er ikke bange for at slaa fast, at der er erindringer, man ikke kan og ikke skal dele med andre. Man behøver ikke at læse saa forfærdelig overfladisk for at finde at forfatteren selv ofte bliver borte mellem de mange større og mindre fragmenter af tidsbilleder, der tager pladsen op. Men sagen er, at Pontoppidan giver lige saa meget af sig selv, naar han gaar udenfor sin inderkreds, som naar han en sjælden gang afdækker en trossætning eller i knap form taler om sin moders minde. De ydre oplevelser – bl.a. hans vaagenat i Alperne, som gaar igen i "Ørneflugt" – falder paa tidspunkter, hvor de kan tjene som samlende udtryk for indre tilstande, og det sker flere gange, at en skildring, der tilsyneladende er lidet engageret, gennem en afsluttende sætning drejes indad og afslører sig som anderledes, end man først troede. Pontoppidan fortæller fra barndommen ikke meget om sin stilling i hjemmet, men skriver ret udførligt om en ven, en brændehugger, som han ogsaa engang besøgte og saa lege med sine børn – "hvad jeg længe efter var stærkt optaget af".
Den centrale af de fire bøger er den anden, Hamskifte, om hvorledes polyteknikeren forvandledes til digter, om hvorledes "et fremmed Jeg voksede frem i mig ligesom et Foster". Her spiller Schaff en væsentlig rolle, en forhutlet studiefælle, som han stod i forbindelse med under sin selvforvandling, og som døde, da den i realiteten var fuldbyrdet. Han var sarkastisk, revolutionær og lidenskabelig, en gaadefuld personlighed, ligesom forholdet til ham var en gaade som Pontoppidan tvivlede paa nogensinde ville løses. Han meddelte sig i "indfald", og et par af hans aforismer gav den anden det afgørende stød. Schaff tiltrak ham mod hans vilje, staar der, og det maa forstaas derhen, at Schaff var i pagt med de dybere lag i ham, som nu brød frem paa trods af ham selv. Schaffs indfald, ja Schaff selv, kunne saaledes være forfattet af Pontoppidan, der i disse aar var sig selv ligesaa gaadefuld som et andet menneske.
Blufærdighed – en sjælden ting – kan let forveksles med sin modsætning: naar en mand ikke vil blotte sig for andres øjne, er det enten, fordi han ikke vil føres til at se sig selv med andres øjne, eller ogsaa, fordi han paa forhaand ser sig selv med andres øjne. Man tror paa blufærdigheden i Henrik Pontoppidans erindringer.
j. e.
