Familieliv

Henrik Pontoppidan's Erindringer

Gyldendal udsender i Dag fjerde Bind af Henrik Pontoppidan's Erindringer: Familieliv¹. 120 Sider – Kr. 4.75

Henrik Pontoppidans Erindringer – de smaa, blaa Bøger i de halvstive Bind – har mange Læsere og Venner her i Landet. Det er vel næppe i første Række for Stoffets Skyld: den Tid, der tales om, er ikke mere. De Mennesker, som optræder, er døde. Kun Forfatteren lever. Han er en mærkelig Mand, men mest derved, at han forbinder Berømmelse i Litteraturen med saa megen Stilfærdighed, Bramløshed, Ro og Fornemhed. Han løfter sig ikke til høj, beaandet Tale; men han siger ogsaa de jævneste Ting med en ypperlig Pondus. Han er ikke bange for at være banal; men han er altid krystalklar. Han er hverken tolerant eller liberal, tværtimod, han er ofte bornert og smalsporet – men han gør intet for at skjule, hvad han er. Man ser gennem hans Stil lige ind i Hjertet paa Manden – en gammel, furet Mand med hvide Haar og iskolde, brændende Øjne. Han har ingenting lært og ingenting glemt – men hvor er han trofast i sine Følelser, ja selv i sine Tvivl. Han husker alt, som om det var i Gaar, og han ytrer sig om det samme, som optog ham i hans Barndom, Ungdom og Manddom, med en Kærlighed og et Had, en Forbitrelse og Mildhed, som Aarene er gaaet sporløst hen over, skønt Ordene, Sproget, Stilen, i hvilken den gamle Mand udtrykker sig, er blevet endnu mere klokkerent og sølvtonende.

Henrik Pontoppidan fortæller i det fjerde Bind af sine Erindringer om sit første Ægteskab, sin Skilsmisse, sin Forelskelse og sit andet Ægteskab. Et vanskeligt Emne, skulde man tro, selv efter et halvt Aarhundredes Forløb. Henrik Pontoppidan tager paa glødende Emmer ikke med Ildtang og ikke med Silkehandsker, men med de bare Hænder – og se, han brænder sig ikke! Der mærkes ingen Lugt af svedent Kød, der ses ingen Vabler eller Svidsaar. Til Gengæld virker disse Familielivsoplysninger uvedkommende. Hvorfor overhovedet berette nøgternt og behersket om disse private Forhold? Det er Straffen for ikke at være en Jean Jacques Rousseau; for ikke at bestorme Publikum, Læserne, med sine Bekendelsers mere og mindre rene Aande: man bliver familiær uden Hensigt, uden Formaal. Havde det ikke været bedre at indføre det hele bag i en gammel Bibel?

Heldigvis er der andet i fjerde Bind af Henrik Pontoppidans Erindringer end Familieliv. Der er f. Eks. et godt, men afgjort ikke godartet Portræt af Ernst Brandes, der var Redaktør af Børs-Tidende, da Henrik Pontoppidan – paa Edv. Brandes' Foranledning – var fast Medarbejder (ræsonnerende Artikler) ved samme Blad. Portrættet kaster Lys over Georg og Edvard Brandes ogsaa – især den sidste. Ernst Brandes har Henrik Pontoppidan afskyet – og hans Afsky er i Dag saa frisk og grøn som for halvtreds Aar siden. Edv. Brandes stod han en Tid nær – han mener selv, at det skyldes, at Edv. Brandes troede paa, at der var Jødeblod i Henrik Pontoppidan – en Tro, denne intet gjorde for at afsvække, da han som Aristokrat er hævet over racebetonet Antisemitisme. Med Rette hentyder Henrik Pontoppidan til det problematiske i vor biologiske Herkomst, og han har ganske rigtigt fremmed, altsaa udansk Blod i Aarerne – men det er ikke sikkert, at det er jødisk.

Om Edv. Brandes udtaler han sig i sine Erindringer med større Sympati, end Edv. Brandes privat ytrede sig om ham². Det er mit Indtryk, at Edv. Brandes med Aarene kom til at lugte om ikke Kristenblodet, saa Kristenaanden i Henrik Pontoppidan saa stærkt, at han holdt sig for Næsen. Han betragtede ham som en brugbar Meningsfælle, men upaalidelig i Tvivls- og Trossager.

Der er et sympatisk Glimt af Viggo Stuckenberg, som til Partner i Bogen faar anvist Alberti. Hør Pontoppidan:

Mødet mellem Stuckenberg og Alberti er et Optrin, som […] kunde fortjene at blive udødeliggjort af en stor Kunstner. […] I Armstolen bag Skrivebordet den almægtige Politiker hovent henslængt, 200 Pund i Vægt og en Vom som en Stortromme, Landets Justitsminister og værste Kæltring. Og overfor ham – staaende ude paa Gulvet – den forlegne Stuckenberg, den sjælsfine Digter med det allerede opslidte Legeme, den stilleste Mand i Landet, den redeligste.

Stuckenberg søgte Alberti for at faa en lille Kapital fri i Overformynderiet. Ifølge Henrik Pontoppidan blev han kort og brøsigt afvist af Alberti med den Bemærkning:

Ja saa! De er Digter. Skriver Vers. Forhaabentlig vil De af Deres betrængte Stilling lære for Fremtiden at tage Dem noget fornuftigere til. Adjø!

Henrik Pontoppidan har det med at forestille sig og beskrive kontrasterende. Men det er ikke altid, at han opnaar en saa solid Effekt som i Tilfældet Alberti—Stuckenberg. Han sætter Hans E. Kinck (hvis Navn han udholdende staver Kinch) op imod Knut Hamsun, med bastante Frydeskrig til Kincks Side og følgende Skose til sidst til Hamsun: "Det er alt for ofte netop det næstbedste, der er det virkelig stores farligste Rival". – Det er, som om man vilde kontrastere Karl Gjellerup og Henrik Pontoppidan for at fremhæve den første og sætte Prædikatet næstbedst paa den sidste!

Henrik Pontoppidan er heller ikke heldig, naar han kontrasterer Nietzsche og Kierkegaard. Han lader sig alt for let imponere af det tilsyneladende martialske hos den polsk-tyske Filosof og Profet og ringeagter paa en virkelig stupid Maade Kierkegaard for hans vanskelige Sprog, Æsteticisme og Ravnekrogsoriginalitet. Nietzsche og Kierkegaard var baade det, som alle kunde se, men desuden noget andet, som man kun kan opdage, hvis man helt ignorerer deres Fremtoningspræg i ydre Skikkelse og stilistisk Form. Og hvem der bag Fænomenverdenens Slør var Skvat og hvem Helt – det er Henrik Pontoppidan ikke hævet over at misforstaa.

Han gør Nietzsche til Nazismens Profet; men hvorfor er han saa tolerant over for Nazismen, da han dog ikke lægger Fingrene imellem, da han siger sin Mening om Bismarck. Det skyldes muligvis Aanden i 48 og ganske sikkert Nederlaget i 64: Bismarck, det er Arvefjenden. Paa ham ser Henrik Pontoppidan, som B.S. Ingemann vilde have gjort – som Frederik Barfoed gjorde. Nazismen kontrasterer Henrik Pontoppidan derimod diskret med Demokratiet. Henrik Pontoppidan er officielt Demokrat, – men han har en Djævlesplint i Øjet, hvor det gælder om at se Demokratiets Laster. Hvor skal en vaskeægte Demokrat kunne føle sig beæret, naar Henrik Pontoppidan kun pisker Godsejerregimentet og Estrupiatet med Svøbe, men forbeholder Skorpionen til Demokratiets Ryg. Eller naar han skriver om sin Afstandtagen i Ungdommen fra Tilbud om at blive Rigsdagsmand, professionel Politiker: "En saadan Fremtid ønskede jeg aldeles ikke. Og jeg fandt heri fuld Forstaaelse hos min Hustru. Skønt saa rolig, næsten stilfærdig af Væsen var hun et Menneske med stærke Følelser, og trods sin Højskole-Fortid – eller vel netop paa Grund af den – havde hun ikke meget tilovers for Folketalere, ja kunde næsten ikke forestille sig noget værre end at se mig som en af disse Skraalhalse, der stod paa Talerstolene med kærligt udbredte Arme og et Ansigt, som skinnede af Selvglæde."

Naar jeg mange Gange har fremhævet Henrik Pontoppidans Forfatterskab som i udpræget Grad kristeligt, er det naturligvis uden derfor at miskende, at han selv tidlig og silde og ogsaa i denne Bog proklamerer sin Antikristendom. Man sætte ølse for, man sætte ølse bag … Spørgsmaalet er ikke, hvad et Menneske mener, men hvad det tror. Henrik Pontoppidan kontrasterer Katolicismen, som han lærte overfladisk at kende i Syden, med Protestantismen, hvis folkekirkelige og luthersk-evangeliske Variant i Danmark er ham velbekendt gennem Tradition og Opdragelse. Der er flere Hundrede Præster i Familien, og Faderen var Præst. Der er aabenbart visse Ting, der tiltrækker ham, baade i Middelhavslandenes Kristendom og i Germanernes og Nordboernes; men til syvende og sidst frastøder begge Kirkeformer ham lige stærkt. For ikke at kunne mistænkes for at have Maskepi med hverken den ene eller den anden Kirke proklamerer han sin Antikristendom. I Virkeligheden er han bare antiklerikal og kristelig Anarkist.

Følgende andre Personer er omtalt i Henrik Pontoppidans nye Bog: nylig afdøde Redaktør Galschiøt, Maleren og Altmuligmanden Johan Rohde – formodentlig Henrik Pontoppidans bedste Ven – den hollandske Maler Verkade, der gik i Kloster, og som vistnok lever endnu, August Strindberg …

Til sidst et Citat. Det skal tale for sig selv:

Her hørte jeg altsaa for første Gang Telefonen, denne dæmoniske Opfindelse, der i Løbet af faa Aar skulde omspænde den hele Jord og med sine forskellige Aflæggere gøre Freden hjemløs i Verden. Dersom der findes sansende og tænkende Væsner ogsaa paa andre Kloder, maa man visselig antage, at dette lille Marterinstrument, denne Sladdervornhedens Triumf, i lige saa høj Grad som Krudt og Kanoner har gjort vor Jord ilde berygtet ude i Verdensrummet.

Henning Kehler