Arv og Gæld
Henrik Pontoppidans Erindringer
Henrik Pontoppidan: Arv og Gæld. (Gyldendal. 3,75 Kr.)
Det tredje Bind af Henrik Pontoppidans Erindringer Arv og Gæld omhandler det romantiske Afsnit i hans Liv, da han var Lærer paa Broderens Højskole i Jørlunde og giftede sig med en Bondepige. Hvad han dengang oplevede, kan vi læse os til gennem hans store Roman Det forjættede Land, maaske det bedste af hans tre Mesterværker, og han har tydeligt nok ikke villet erstatte det poetiske Billede, han dengang formede over sin Tilnærmelse til "Folket", med et mere privat. Han har jo altid været sky over for dette alt for private. Har han endelig villet udlevere sig selv, hvad han slet ikke har været bange for, har han hele sit Liv foretrukket den digteriske Omskrivning som noget, der forekom ham renligere og mer mandigt end den intime Selvbekendelse.
Derfor er der ikke blevet nogen Kærlighedshistorie ud af dette tredje Bind. Derimod placerer Henrik Pontoppidan sig med en overlegen Ro i dansk Aandshistorie, saa at man forstaar, hvilke Motiver, ikke private, men aandshistoriske, der ligger bag hans Handlemaade. Naar han saaledes skriver om Grundtvig:
Trods al min Respekt for Digteren i Grundtvig var jeg ude af Stand til at anerkende ham som Folkevækker, eller blot som en virkelig Folkets Mand. Han, som aldrig selv havde gaaet bag en Plov eller personlig levet med Menigmand, men altid siddet indemuret i Studerekammeret og begravet sig i gamle Skrifter som en Klosterbroder, kunde aldrig blive Forbillede og sand Profet for et Fremtidsfolk som det, jeg drømte om...1
saa er disse Ord Forklaring nok paa Henrik Pontoppidans egen "romantiske" Oplevelse. Den var en Protest mod det overfladiske og alt for letkøbte i Grundtvigianismen, og som saadan skal den opfattes. At der samtidig ligger en Kærlighedshistorie bagved, er en Privatsag, og Henrik Pontoppidan ønsker den opfattet saadan.
Portrætet af Georg Brandes
Det interessanteste i dette Bind Erindringer er saaledes ikke Henrik Pontoppidans eget Liv, men de kraftige Portræter, han har givet af Datidens litterære Danmark. Der er et venligt Billede af Otto Borchsenius, som Henrik Pontoppidan jo ogsaa har Grund til at nære den største Taknemmelighedsfølelse over for. Det smukke er, at Pontoppidan ikke har glemt den, der hjalp ham over de første Forfattervanskeligheder. Det er ellers saa let! Der er et fornøjeligt og pudsigt Billede af Forlæggeren, den gamle Etatsraad Hegel. Og der er et hvast Portræt af Georg Brandes, som han en Gang traf paa en Overfart fra Kalundborg til Aarhus. Det er paa én Gang saa levende og til Slut saa smukt afrundet, at det maa citeres udførligt:
Dersom jeg ikke i Forvejen havde hørt saa meget om denne [Georg Brandes'] ubændige Trang til at meddele sig, vilde jeg vistnok have antaget den for en ejendommelig Form af Søsyge. […] Han talte meget om sit Opbrud fra Berlin og om de store Fester, der var bleven holdt til Ære for ham ved Afskeden, og som ogsaa flere af Aviserne herhjemme havde berettet om. Men han fortalte det altsammen paa en halvt sarkastisk Maade, som jeg ikke rigtig kunde finde Bund i. I samme Tone talte han om Kejserfamiljen, der havde interesseret sig for hans Forelæsninger og undertiden ladet sig repræsentere ved dem af en Hof-Kavaler. Nu var han efter Indbydelse paa Vej til Aarhus, hvor han – som han sagde – til Afveksling skulde tale til en Forsamling af jyske Idioter.2
Dette Portræt kunde godt tyde paa, at Henrik Pontoppidan har maattet frigøre sig fra en Irritation; men saa kommer det smukke. Henrik Pontoppidan, der er blevet mild med Aarene, – han har tilgivet alt undtagen det Estrupske Diktatur, – kommer til at tænke paa H.C. Andersen, og saa skriver han de Ord, som man er ham saa taknemmelig for:
Men som alle nu forlængst har tilgivet vor store Eventyrdigter hans Naragtigheder og kan læse ham og nyde hans Kunst til Trods for dem, ja uden at skænke dem en Tanke, saadan vil det ogsaa gaa Brandes. Naar en Gang vi, der har vore Indtryk af ham fra et flygtigt Bekendtskab – og det er jo de fleste – ikke er mere, vil Opholdet i Skærsilden være forbi ogsaa for ham, og det kan der nu ikke være ret længe til.3
Saa lidt Betydning har det alt for menneskelige, som vi er tilbøjelige til at lægge alt for stor Vægt paa, og det er ud fra den Betragtning, at Henrik Pontoppidans Erindringer har faaet saa rolig og ligevægtig en Tone. Saadan venter vi, at en gammel Vismand skal tale.
Tom Kristensen.
