Erindringer (1962)
Det dobbelte tema
I dag udkommer den samlede udgave af Henrik Pontoppidans fire bind erindringer, som digteren selv i sin sidste bog samlede og forkortede til ét bind. Bogen slutter sig til rækken af hans hovedværker.
Henrik Pontoppidan: Erindringer. Med oplysninger af Thorkild Skjerbæk. (240 sider – 26,50 kr. – Gyldendal).
Man skelner mellem selvbiografi og livserindringer. Den første genre omfatter værker, som skrives af en personlighed for at forklare ham selv; han vil give udtryk for sit personlige livs ledende kræfter, dets vendepunkter og resultater, navnlig af indre og i nogen grad af almenmenneskelig art. En rigtig selvbiografi præges af et eller flere synspunkter for, hvad det er at være et menneske, naturligvis også dette specielle menneske, der blev sådan. Livserindringer derimod har en berettiget tilbøjelighed til at falde ud i det mere løse og anekdotiske. De fortæller om lyst og nød under skiftende forhold, mennesker man har mødt, begivenheder man har oplevet, rejser, fester, skandaler – jeg har moret mig dejligt. Selvbiografier skildrer, hvordan man var og blev – livserindringer, hvad man var med til og udrettede.
Men selvfølgelig er grænserne flydende, og de fleste memoirer strømmer ud over talrige fælles felter. Vi der læser den slags bøger – og det hedder sig, at det er et tegn på modenhed at foretrække dem – gør det tit med de bagtanker: hvad er løgn, og hvad er sandt? Hvad omformes, hvad skjules? Og hvis vi selv har noget kendskab til det, der fortælles, samler vore iagttagelser sig omkring et af livets store spørgsmål: Hvorfor får hændelser næsten aldrig lov til at være, hvad de var? Deraf er der opstået en hel videnskab, som kaldes den historiske kildekritik. Og hvad den ellers er værd under de herskende anskuelsers skiftende tegn, er det en menneskelig erfaring, at dens dyrkere i reglen er grumme vanskelige folk at komme ud af det med. Deres ånds lysende alpetinde har navnet Besserwissen.
Sådanne tanker kan man komme ind i, når man læser det statelige bind Erindringer, som samler Henrik Pontoppidans fire små bøger Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld samt Familjeliv. De blev skrevet, fra han var 76 til 83 år gammel. Og endnu tre år efter havde han kraft til at trænge dem sammen i en stærkt forkortet udgave med en titel, der næsten er mønsterværdig for en selvbiografi: Undervejs til mig selv. Om denne bog, der kun fylder en trediedel af hele rækken, siger kenderen Thorkild Skjerbæk, at den rimeligvis er "trykt efter et helt nyt manuskript, ordvalget overalt eftergået, stoffets ordning flere steder ændret; i et par tilfælde giver den en væsentlig afvigende fremstilling af de forhold, hvorom der fortælles".
Det er et af problemerne for alle, som interesserer sig for Pontoppidans værker, hvorfor han lavede dem om i nye udgaver. Hvis han havde erklæret og fulgt det ideal: Hvad jeg skrev, det skrev jeg – så ville man synes, det passede nobelt til hans kendte ord om at udtrykke sig ædrueligt og mandigt. Men denne evindelige Bessermachen! Han har sagt noget i retning af, at hans bøgers første form svarer til en malers naturstudier, de friske skitser, mens den senere form er mere anskuelig, lettere tilgængelig og tilmed præget af værkets grundstemning, som den mere omhyggelige udarbejdelse lod tone frem. Jamen, det passer ikke! De kvaliteter, Det forjættede Land har i mange læseres øjne fremfor Lykke-Per, beror i vid udstrækning på det første værks oprindelige form, i hvert fald på det andet værks alt for knugende hårdhed. Og den, der har læst De dødes Rige i fem-binds udgaven, vrager den senere i to bind. For ikke at tale om Et Kærlighedseventyr, som i sin første form er lysende og i sin anden mørk. Og i Undervejs til mig selv er der så store forandringer, at man stiller sig det uhyggelige spørgsmål om sandhed og – ja, hvad skal man kalde modsætningen?
Det kan godt være, at nogle læsere vil have nok i at læse den meget forkortede form for Pontoppidans erindringer. Bl.a. er der her den lille, men dog store ændring, at hvor han taler om, at kravet om retfærdige resultater af vor stræben her i livet egentlig er pernittengrynsk begærlighed, og at alle goder er kærlighedsgaver, der har han i den senere form foran "kærlighedsgaver" indsat ordet "kvindens". Med rette! – og dog! Yder vi mandfolk ikke vore kvinder noget af livets nødvendige sødme? I andre henseender er den forkortede form utilfredsstillende, i hvert fald når man kender den hele. Men hvad kan udstyres med det store ord "helhed", når talen er om et menneskes fortælling om sit liv? Pontoppidans erindringer har det ved sig, at man gang på gang under læsningen mærker brud, standsninger, fortielser, forbehold. Det fragmentariske har han ikke haft kunstnerisk evne til at fjerne præget af.
Men mærkeligt nok: Storhed, om end på en anden måde end i hans romaner, har hans oldingehånd alligevel formået at meddele skildringen af hans erindringers dobbelte, måske selvmodstridende tema. Dels er de gennemtrukket af den tanke, at det er vort livs opgave at leve selverkendende og selvforløsende. Dels toner nu og da en lykke- eller forsynstro frem. Både i den lange og den korte form findes hans omtale af, at kirkefaderen Augustin bar en ring, hvori der var indgraveret det ord trahimur, vi føres. Hvad eller hvem der fører os, kommer han ikke ind på. Heller ikke forklarer han nærmere, hvad der menes med den "menneskeåndens befrielseskamp", i hvilken han kun ville have ære af at have kæmpet som simpel soldat.
Store, løftende er disse temaer. Og de kommer til deres ret i hans fortælling om sit liv.
