Familieliv

Pontoppidans nye Erindringer

Af Hakon Stangerup

Dr. phil. Hakon Stangerup skriver i denne Kronik om det nye, højst interessante Bind af Henrik Pontoppidans Erindringer, som er udkommet i Dag hos Gyldendal under Navnet Familieliv¹.

Den gamle Herre er stadig hvas i Pennen og fuld af Hjerte. Han siger det ligeud, naar noget mishager ham, men man skal lure ham, hvis man vil opdage, at der ogsaa er meget, som har glædet ham. Det nye Bind af hans Erindringer er som sine Forgængere et lille blaat Hæfte, strengt i Linierne, blankt og rent som et Marmorbord, men med Aarer, der baade brænder og ildner, naar man lader Haanden glide hen over den kolde Flade. Bogen fortryller og forvirrer som alt, hvad Pontoppidan har skrevet, ved sin uopløselige Forbindelse af Lidenskab og Kyskhed, eller maaske bedre: Lidenskabelighed og Snerperi.

Paa sine 120 smaabitte Sider rummer Bogen tredive Aar af Pontoppidans Liv. Den begynder med at skildre hans landlige Ensomhed i Østby, hvor han drog hen med sin Almuekone for at komme paa Afstand af Højskolen og finde ind til sig selv. Den fortsætter med at fortælle om hans Opbrud fra dette Hjem og hans Tilbagegang til en mere raffineret Kultur i Ægteskabet med en munter og moderne Københavnerinde af Bourgeoisiet. Den slutter endelig med en Beretning om hans Journalistaar ved Ernst Brandes' Børstidende, hans genvundne Uafhængighed som Forfatter og hans Glæde ved Samlivet med Hustruen og Børnene i Rørvig og Hellerup. En lille Rejse i Tyskland sætter Punktum ved at føre Begivenhederne op til Eftersommeren 1914.

Det er ikke alt, man kan fortælle, siger Pontoppidan i det nye Bind, som han har sagt det i de tidligere. Trods denne bevidste Tilbageholdenhed, der blandt andet forhindrer enhver Hentydning til Forfatterens Bøger, litterære Meninger og Overvejelser, belyser Erindringerne ogsaa denne Gang klart og roligt Forbindelsen mellem Liv og Værk. De to Ægteskaber, først med den jævne, tavse og sky Pige fra Landet, siden med den muntre og bevidste Københavnerfrøken, indgaar jo uden mange Forandringer i Det forjættede Land. Personer, der noteres knapt og hastigt i Erindringerne, husker man i fuld Udformning i Romanerne, Scenerier, der blot angives ved deres Navn, erindrer man paa samme Maade snart fra den ene, snart fra den anden rigt forarbejdede Skueplads i Forfatterskabet. Tilfældene er mange. Lad mig som Eksempel blot nævne den fremragende politiske Portrætør Erik Henrichsen, som Pontoppidan ofrer en halv Side paa i Familjeliv. I De Dødes Rige er han blevet til en gennemgaaende Figur: den lille, ivrigt politiserende og ivrigt læsende Fantast, der saa gerne vilde være aktiv Politiker, men manglede alle Forudsætninger for at blive det. At læse Erindringerne med Forfatterskabet i Tankerne er som at sortere de Ribben, hvorover den store Digter skabte sine Mennesker.

Dog: Det er ikke de Sider, der vender udad mod Forfatterskabet, der er de vigtigste i Erindringerne. Det er dem, der reflekterer Lyset fra Personligheden. Undervejs til mig selv hedder disse Erindringer jo ogsaa med en karakteristisk Fællestitel. Og Personligheden, det er den barske Pontoppidan med Hjertet paa det rette, men skjulte Sted. Hans Aversioner stritter fra ham som Pindene fra et Pindsvin, men bag Forskansningen er der Kød og Blod. Man kan nemt stikke sig paa hans nye Bog, som mange har revet sig paa hans gamle. Men man kan ogsaa, hvis man søger med Sympati, finde frem igennem Vanskelighederne uden at tage Skade paa andet end sin Overfladiskhed. Som altid dømmer Pontoppidan Meninger haardt, men har et mærkeligt følsomt Hjerte, naar det gælder Mennesker, som hverken er noget særligt eller prøver paa at give sig ud for noget. Han har Idiosynkrasi overfor Opblæsthed i en saadan Grad, at han næsten ikke kan udholde Autoritet.

Trods alt, hvad der skiller og skiller afgørende, er han alligevel med en levende Del af sit Jeg engageret i Firsernes Radikalisme. Han aflægger endnu i denne lille Alderdomsbog et fanatisk Vidnesbyrd om, at han ikke vil overgive sig til Præsternes "Overtro". Og han priser sig selv for "at have deltaget som simpel Soldat i Menneskeaandens Befrielseskamp". Man skulde efter den Slags Udtalelser tro, at han ikke havde været andet end en ganske gemen "Gennembrudsmand". Og saa er det hans Storhed og Særlighed, at han baade var med i Bevægelsen som Autoritetsforagter, og over og mod Bevægelsen, som den, der uroligt og uafladeligt søgte efter den Autoritet, der skulde redde det Land, som Bevægelsen havde "befriet". Hans Sind males mellem det, der er betinget af Tiden, og det, der er Evighedens og Arvens Tilskyndelser. Snart er han med, og snart er han mod, men aldrig med samme Intensitet. Helt sig selv er han kun, naar han gaar imod det, han gaar med. Saa maler de store Stene mod hinanden, og Spændingen udlader sig i fygende Gnister og Klager, der bliver til Anklager.

I Erindringerne gnistrer og anklager det ogsaa, og uroligt bølger Stemningerne bag Marmoret. Det ny Testamente forkastes. Den "sagtmodig lidende Kristus" var ikke noget Ideal for Pontoppidan. "Det var netop Sorgens Overvindelse ved frejdig Livsudfoldelse og mandig Selvtillid, jeg i min nedtrykte Tilstand trængte til at høre om." Det kunde have været Teksten til en Leder af Hørup, men Politik er absolut ikke den frejdige Livsudfoldelse, som kan beskæftige Pontoppidan, han vil ikke være "en af disse Skraalhalse, der stod paa Talerstolene med kærligt udbredte Arme og et Ansigt, der skinnede af Selvglæde". Den næsten brutale Foragt, der gaar igennem Holdningen overfor Kristendom og Politik, bliver til helt komiske Udslag af balstyrig Uvilje overfor uskyldige moderne Fænomener som Cyklen og Telefonen. Naar Pontoppidan ikke kan lide noget, hader han det til Gavns. Han er Fodgænger af Passion, derfor ser han "med Ringeagt paa disse Hjulryttere, der sad rundryggede og traadte Pedalerne som gamle Koner ved deres Spinderok". Om Telefonen mener han simpelthen, at den "i lige saa høj Grad som Krudt og Kanoner har gjort vor Jord ilde berygtet ude i Verdensrummet".

De Portræter af Samtidige, der er ridset op i Bogen som Profiler med en Raderernaal, belyses ogsaa lidenskabeligt. De staar der med urokkeligt rolige Omrids, men Følelserne spiller hen over dem. De usympatiske er de fleste. Goldschmidt vises paa et Sommerpensionat ved Vestkysten, hvor han nedlader sig til at spille Kort med de andre Pensionærer, men rigtignok heller ikke ønsker anden Fortrolighed. Alberti nagles til sin Brovten i en Scene med Stuckenberg, som den gamle Herre selv føler saa levende, at han forlanger den malet af en moderne Maler som et Sidestykke til det berømte Maleri af Wessel som Ansøger hos Guldberg. Vel var Pontoppidan med i Frigørelsesarbejdet, men han røber i denne Scene som i De Dødes Rige, at han ikke blev konfirmeret i sin Tro paa Menneskeheden, fordi 1901 ringede Systemskiftet ind.

Grummest af alle Bogens Portræter er et næsten sjælsraat Billede af Ernst Brandes, den uheldige Broder i det berømte Brødre-Firma, Redaktør af Børstidende, indtil Pengevanskelighederne voksede ham over Hovedet, og han hængte sig. Pontoppidan maa have hadet den Mand. Han gør sig en Glæde ved nu, halvtreds Aar efter hans Død, at fremstille ham som en lurvet og latterlig Hanrej. Helt anderledes ser han paa Edvard Brandes, som han agter som en Slags dansk Lord Beaconsfield, sat i Væksten, og som han spiser jødiske Lækkerier hos. Der er noget for Tiden højst karakteristisk ved disse to skarpe Hoveder omkring den krydrede Middagsmad, som de spiser, fordi de kan lide den, og ikke fordi den er jødisk. En frigjort Jøde og en frigjort Præstesøn, begge forankret i deres Forudsætninger samtidig med, at de officielt er Oprørere imod dem – holdt sammen, fordi Jøden, der ikke vilde være Jøde, troede om sin Gæst, der ikke vilde være Kristen og havde brune Øjnebrune Øjne: Pontoppidan havde (himmel)blå øjne. og mørkt Haar, at han var Jøde.

Helt forbi Piggene og Aversionerne er man, naar Pontoppidan taler om Børn og gode, naive, redelige Sjæle. Drachmann sender han et Smil, den fine, noble Stuckenberg erklærer han ligefrem sin Kærlighed, og ellers er Glæden ved Børnene den stærkeste og stærkest bekendte Følelse i hans Erindringer. Han spiler Øjnene op af Lykke, naar han ser de Smaa. Hans Ansigt bliver aabent. Modstykket hertil er hans Følelser overfor Hustruen. Han taler ikke lige ud om dem, men tegner et Billede af sit unge Jeg med Hænderne knugede om det lukkede Ansigt. Det er ikke alt, man kan sige, men meget kan siges ved at fortie paa den rigtige Maade, Antydningens Maade.

Det er den Maade, der gør ogsaa det nye Bind af Pontoppidans knappe, korte Erindringsbøger saa rigt. Der er intet uvæsentligt i det. Det er som en Draabe Duft, krystet af tredive Aars Blomstring.

Hakon Stangerup