Familjeliv

Henrik Pontoppidans Erindringer

Fra Dommens Dag til 1914

Henrik Pontoppidan: Familieliv. (Gyldendal).

Med det lille Bind Familieliv afslutter Henrik Pontoppidan sine Erindringer, som han har givet den smukke Fællestitel Undervejs til mig selv, og man lukker den sirlige blaa Bog med en Fornemmelse af, at nu har en af vore stærkeste offentlige Personer sagt netop det om sig selv, som han mente, han skyldte at give Publikum Besked om, da han nu engang har valgt sig den kompromitterende Profession, som det er at være Digter – og ikke ét eneste Ord mere. Han har jo aldrig været en af de store Bekendere, som af lutter Selvoptagethed vilde holde os à jour med de mindste Rørelser i sin Sjæl; men han har heller aldrig været fejg, han har heller aldrig villet lægge Skjul paa, at ogsaa han, den Velovervejede, den Nøgterne, har været ude i private Storme, og derfor har han i denne Bog skildret begge sine Ægteskaber, roligt og upartisk. Det giver Klarhed i Sindet at læse om denne Konflikt, det giver Haab om, at Alderdommen virkelig kan komme til at betyde det rolige Overblik.

Bindet begynder med en Skildring af Henrik Pontoppidans Liv i den lille Bondeby Østby i Hornsherred og senere i Esrum og giver en tydelig Redegørelse for hans politiske Synspunkter. Det er særlig den hellige Ejendomsret, han har set sig ond paa, hvad man jo nok har anet. Saa kommer den skæbnesvangre Ferieudflugt til Blokhus ved Vesterhavet, en Skildring af en ny Lidenskabs Opblussen, som virker saa afklaret, at den maaske er det smukkeste i Bogen, og derefter de urolige Aar i København, hvor han kom i nær Forbindelse med Edvard Brandes, Ernst Brandes, Viggo Stuckenberg og Johannes Jørgensen, han var jo en Tid Medarbejder ved Ernst Brandes' "Børstidende".

Henrik Pontoppidan har altid været en Mester i Portrætkunst og er det ogsaa i dette Bind. Han fortæller saaledes om, hvorledes den fattige Stuckenberg engang opsøgte Alberti for at faa ministeriel Billigelse til at faa udbetalt en beskeden Arvepart, der laa baandlagt i Overformynderiet, og hvorledes han brøsigt blev afvist med Ordene: "Ja saa! De er Digter. Skriver Vers. Forhaabentlig vil De af Deres betrængte Stilling lære for Fremtiden at tage Dem noget fornuftigere til. Adjø!" Og i Anledning af dette Optrin skriver saa Henrik Pontoppidan med den knivskarpe, uforsonlige Hvashed, som er hans Adelsmærke:

Mærkeligt, at ingen af vore Malere har ladet sig friste af det. I Armstolen bag Skrivebordet den almægtige Politiker hovent henslængt. 200 Pund i Vægt og en Vom som en Stortromme, Landets Justitsminister og værste Kæltring. Og overfor ham – staaende ude paa Gulvet – den forlegne Stuckenberg, den sjælsfine Digter med det allerede opslidte Legeme, den stilleste Mand i Landet, den redeligste.1

Henrik Pontoppidan har aldrig kunnet og aldrig villet glemme en Uret, der er blevet begaaet. Selv med de hvide Haar er han ikke blevet glemsom, og derfor staar han som den stærkeste Karakter i moderne dansk Litteratur. Undervejs til mig selv betyder Selvopdragelse. Hærdelse til en rank og oprejst Karakter.

Tom Kristensen.

 
[1] Familjeliv, kap. 5, s. 105f. tilbage