Hamskifte
Henrik Pontoppidans nye Bog
En ny Bog af Henrik Pontoppidan! Det føles som en Oplevelse. Skønt Bogen kun er lille, er den saa koncentreret og væsentlig, at den straks indgaar i den klassiske Afdeling af vor Literatur. Pontoppidan er lige ved de firs, og dog har hans Prosa bevaret den kølige, klare og maskuline Form. Hans Meninger er bidende skarpe. Og det, han her fortæller om sit Liv, vil faa Betydning for Fremtidens literære Forskning; derom er der ingen Tvivl.
Han fortæller om Tiden fra 1873, da han 16 Aar gammel kom til København, til ca. 1880, da han blev Lærer paa sin Broders Højskole i Hjørlunde. I disse Aar fandt Hamskiftet Sted. Han krængede Præstesønnen af sig og blev Polytekniker, og under det polytekniske Studium blev det ham mere og mere klart, at han vilde være Digter. Han vilde – i Modsætning til det literære Gennembruds Romantikere: I.P. Jacobsen og Drachmann – gøre Virkeligheden gældende i Kunsten.
Det er saare interessant at læse om Studentertiden. Pontoppidan boede paa Nørrebro (der dengang var en Nybyggerby) – senere i Nyboder – og var levende optaget af Tidens politiske Begivenheder. Han overværede Rigsdagens Møder og var Vidne til Bergs moralske Nederlag i Samlingen 1873-74. Berg lagde an til et dristigt Angreb og trak sig derefter – tvunget af sine egne – tilbage i Defensiven, – en Fejghed, der kaldte Modstanderne frem til Handling og blev afgørende for to Aartiers politiske Kamp. Reaktionen og Kongen sejrede:
I Stedet for en Skamstøtte til Ihukommelse af dette forræderisk genopvakte Herremandsvælde staar der nu paa Ridepladsen foran den nye Rigsdagsbygning en kolossal Rytterstatue af Kongen, et Æresminde. I korrekt Skolerytterstilling sidder Majestæten paa Hesten og faar den til at danse lydigt under ham. Dersom Mindesmærket skal opfattes sindbilledligt ligesom Rytterstatuen paa Kongens Nytorv, hvor hans Navne traver i Sejrsglæde henover en overvunden Fjende, kan der ikke indvendes noget væsentligt imod Fremstillingen. I den langvarige Konflikt mellem Konge og Folk holdt Chr. d. IX sig virkelig stram og strunk i Sadlen. Og hvordan skulde han ogsaa faa Forstaaelse af den ubodelige Skade, disse Lovløshedens Aar førte med sig for Land og Folk? Da han og Dronningen i midt under Kampen havde Guldbryllup, hilstes de næsten fra alle Hold med undersaatlig Hyldest af den for Retskrænkelser efterhaanden sløvede Befolkning. […] Tilsyneladende i hvert Fald var der almindelig Glæde over denne fremmedfødte Monark, der havde frataget Folket det af Forgængeren givne Frihedsbrev1 …
I disse ærlige og stærke Ord kan man endnu høre Ekkoet fra Provisorietiden, da en frisindet Befolkning maatte bøje Nakken under Højres Diktatur.
Det var Pontoppidans Drøm at komme til Grønland. Det lykkedes ikke. For dog at faa Luft for den Længsel, der fyldte hans Sind, drog han mod Syd, mod Svejts. I en Dal i Alperne oplevede han den første Kærlighed og forstod, at intet Studium i Længden kunde fastholde hans Kræfter. Han vilde være Digter.
Oplevelsen udformede han i et Skuespil, som han indleverede til Det kgl. Teater. Uden Held. Under en Sejlads ad Gudenaaen fik Broderen Morten Lov til at læse Skuespillet – en af de skønneste Scener i Bogen, – og Morten skønnede, at Broderen var født til at være Forfatter.
Ejendommeligt nok var det den russiske Roman, som fik dybestgaaende Betydning for Pontoppidan, og den, der paa dette Felt var hans Vejleder, var en mærkelig Jacob Hansen-Skikkelse2 ved Navn Schaff, – en Protestens Mand, der aabenbart var forud for sin Tid …
Man møder Scener og Miljøer, som er kendt fra Pontoppidans Værker; Lykkeper, Ørneflugt o.s.v., og maa glæder sig over den nye Belysning, som Tingene faar.
Forhaabentlig vil det lykkes Pontoppidan at naa til Ende med dette overordentligt værdifulde Memoireværk.
Jul. B.
