Hamskifte

Henrik Pontoppidans Erindringer

Hans Karakteristik af Chr. Berg, Provisoriet, J.P. Jacobsen og Drachmann

Af Tom Kristensen

Henrik Pontoppidan har aabenbart ingen Hastværk med sine Erindringer. I 1933 kom hans Drengeaar, og først nu hele tre Aar efter, kommer hans Hamskifte (Gyldendal), der skildrer Ungdomstiden i København, hvor han, som vi alle véd, studerede til Ingeniør og pludselig slog om og blev Højskolelærer hos Broderen Morten Pontoppidan og paa dennes Tilskyndelse Digter. Milieuet kender vi saa godt igen. Det er som at læse de første Bind af Lykke-Per, og vi færdes atter i den uforglemmelige Nyboderstue, og vi rejser atter en ungdommelig Studenterrejse til Schweiz, der for Henrik Pontoppidan betød en Erstatning for hans bristede Haab om at komme med en videnskabelig Ekspedition til Grønland. Kunstnerisk set er denne Schweizrejse Kulminationen, og Skildringen af hans Bestigning af et Bjerg med det ildelydende Navn Faulhorn er isnende godt gjort. Dèr oplever han da at faa en Snært af den arktiske Lykke, han følte sig skammelig snydt for: han var lige ved at fryse ihjel.

Men nok saa interessante er de talrige Portræter. Der er lystige Kontefejer af de første Lærere ude paa Polyteknisk Læreanstalt, der dengang var paa Forsøgsstadiet, og mildt i Stregen er især Billedet af Ludvig Feilberg. "Nutidens Ungdom kender ham vist næppe nok af Navn," skriver Henrik Pontoppidan lidt sørgmodigt; men den Sorg tror jeg nok, vi ser os i Stand til at befri ham for.

Det morsomste Portræt er imidlertid Student Hansen-Schaffalitzky, en af disse Mefistofeles-Naturer, som aldrig driver det til noget, og som dør en tidlig Død efter at have saaet sine Frø paa godt og ondt i jævnaldrende Sind. Goethe havde en saadan bukkefodet Ven under sit livlige Studenterophold i Leipzig, og Henrik Pontoppidan har altsaa ogsaa haft den Lykke. Det er ofte den Slags Havarister, der virker som Befriere, og alene det lille Træk, at denne Hansen-Schaffalitzky allerede i Halvfjerdserne havde faaet Øje paa et Rusland, der laa bag om Turgenjefs Jægeridyller, gør ham fortjent til denne Minderune.

Som man kan vente af Skyers Forfatter, er de politiske Skildringer fra Provisorietiden de livligste, og man vil aldrig glemme det Øjebliksbillede, han giver af Politikeren Berg i Rigsdagen. Det har historisk Værdi.

Da han rejste sig bag sin Vold af Papirer, og mens han med beregnende Langsomhed drak af det Glas Vand, som en Rigsdagstjener straks havde stillet hen foran ham, bredte en forventningsfuld Stilhed sig i Salen og paa Tilhørerpladserne. Og som for yderligere at forhale Spændingen udfoldede han et nystrøget Lommetørklæde og lod i Mangel af en Kamplurs Toner et Par kraftige Stød fra Næsen runge gennem Salen.¹

Mest Sensation vil der dog blive om Henrik Pontoppidans Dom over Provisorismen, en Dom, som i vor diktatorvenlige Tid nok skal vække Opsigt. I Anledning af Estrup og Reaktionen skriver han nemlig:

I Stedet for en Skamstøtte til Ihukommelse af dette forræderisk genopvakte Herremandsvælde staar der nu paa Ridepladsen foran den nye Rigsdagsbygning en kolossal Rytterstatue af Kongen, et Æresminde. I korrekt Skolerytterstilling sidder Majestæten paa Hesten og faar den til at danse lydigt under ham². Dersom Mindesmærket skal opfattes sindbilledligt ligesom Rytterstatuen paa Kongens Nytorv, hvor hans Navne traver i Sejrsglæde henover en overvunden Fjende, kan der ikke indvendes noget væsentligt mod Fremstillingen. I den langvarige Konflikt mellem Konge og Folk holdt Chr. IX sig virkelig stram og strunk i Sadelen. Og hvordan skulde han ogsaa faa Forstaaelse af den ubodelige Skade, disse Lovløshedens Aar førte med sig for Land og Folk? Da han og Dronningen midt under Kampen havde Guldbryllup, hilstes de næsten fra alle Hold med undersaatlig Hyldest af den for Retskrænkelser efterhaanden sløvede Befolkning. Over hele Landet bølgede Kongerøgelsen som i Enevoldsmagtens kronede Dage. Tilsyneladende i hvert Fald var der almindelig Glæde over denne fremmedfødte Monark, der havde frataget Folket det af Forgængeren givne Frihedsbrev og mir nichts, dir nichts puttet det i Lommen.³

Men Henrik Pontoppidan har altid været en litterær Skikkelse, der har forvirret os ved sin Ironi, ved sit spaltede Syn paa Omgivelserne. Og dette Tvesyn har ikke forladt ham selv i hans høje Alderdom. Om J.P. Jacobsen og Holger Drachmann skriver han ikke mildere.

Jeg saa' i dem et Par romantiske Sildefødinger, i hvis Vers og kunstfærdige Prosa det stormfulde Menneskeliv og Skrigene fra de Skibbrudne gentonede fjernt og aandeagtigt svagt som Verdenshavets Brændingslarm i de Konkylier, vore Bedsteforældre havde staaende paa deres Chiffonièrer.⁴

Saaledes talte Henrik Pontoppidan i sin Alders nioghalvfjerdsindstyvende Aar.

Tom Kristensen.