Nyere dansk Prosa
Henrik Pontoppidan har længe været tavs – siden Mands Himmerig – og det er ikke blot Alderen, der gør ham mindre meddelsom, forstaar man.
I dette første Bind af Erindringerne er han fjernt fra den Nutid og de slappe Medmennesker, der har hans Foragt. "Historien" lægger baade Poesi og Forsonlighed i hans Prosa. Disse Erindringer fra Skoletiden og Præstegaarden i Randers (Teksten stod oprindelig i "Flensborg Avis"; derfor den lidt "patriotiske" Tone nu og da) er paa ingen Maade et Kompromis. Han lægger ikke Skjul eller Dæmper paa sine Meninger, hverken de litterære, religiøse eller "militære".
I Anledning af Krigen med Tyskland i 1864 hedder det om Bismarck: "Trods sit Skarpsyn havde han ikke kunnet forudse, at dette samme lille Folk stod foran en Udvikling, der skulde ende i Bestræbelsen for at gøre sig til en Godbid, uskadelig selv for en i Forvejen overfyldt Mave, en indbydende lille Mundfuld uden Ben eller Sener".
Overalt i Drengeaar er de første Erfaringers Henrykkelse og Angst, de tidlige Aars Smil og Taarer, Afsky og Forelskelser, registrede med en forbavsende realistisk Nøjagtighed. Det er velgørende at følge denne kølige og faste Prosa, Linie for Linie ("med Øhlenschläger gik der Svamp i Sproget", hedder det et Sted) og mærke, at Alderen ikke sløvede Tanken eller sled paa Pennen. Det er tillige en Opmuntring – for os – at Digteren ikke tilslører eller vatterer sine Meninger (uanset om man er enig med ham paa alle Punkter) eller tager Hensyn til højre og bukker til venstre.
Drengeaar er et usædvanlig smukt og mandigt Stykke Prosa, uden Snirkler og Pynt og uden Løgnagtigheder. "Vore Erindringer fra den tidligste Barndom er jo altid uden Sammenhæng. Det er Øjebliksbilleder, der af en eller anden Grund er bleven fredet af Mindet. De løfter sig op fra Sjælens Urtidsmørke som solbeskinnede Klippetinder fra et Hav, hvor en Verden er gaaet under. De største Begivenheder kan totalt udslettes, mens Erindringen om en Kokasse, man var saa uheldig at træde i, eller om en ituslaaet Kop bevares trofast helt op i den høje Alderdom."
Forhaabentlig fortsætter Henrik Pontoppidan sine Erindringer. Der maa være Stof nok efter saa mange Aars Værnepligt i Digtningens Tjeneste. Drengeaar er baade et Stykke interessant Tidshistorie og en lille "Slægtskrønike" om de pontoppidanske stridbare Sind, de mange "Kanter" og den altid oprakte Pegefinger. Det kan ikke skade, at vi faar at vide, at han heller ikke har det fra fremmede.
