Arv og Gæld
Henrik Pontoppidan: Arv og Gæld (Kjøbenhavn, Gyldendal).
Henrik Pontoppidan har nylig utgitt tredje bind av sine erindringer. Tidligere er utkommet Drengeaar (1933) og Hamskifte (1936).
Det er ikke først og fremst ved sitt biografiske innhold disse bøker interesserer en. Forfatterens vita er jo i hovedsaken kjent fra før. Og selv om vi her får se tildragelsenes indre sammenheng, hvad der gjør dem nye og levende for oss, er dette tydelig nok ikke fremstillingens hovedformål. (De verdifulleste oplevelser har i dikterisk omformning funnet uttrykk som biografien ikke gjør noget forsøk på å konkurrere med. Tvertimot disse skildringer undgår bevisst å utlevere privatlivet). Da er det riktigere å betegne Undervejs til mig selv (fellestittelen for denne serie) som et kulturhistorisk supplement til det skjønnlitterære forfatterskap, – verdifullt ved selve tidsbilledets utformning, ved de fortrinlige portretter og ikke minst ved den menneskekunnskap og hele livsinnsikt Pontoppidan rår over. Det kunde være fristende å gi en prøve på disse i all sin kortfattethet så dyptgående karakteristiker, hvoriblandt det beundringsverdige billede av Georg Brandes saktens er mest egnet til å vekke opmerksomhet. Jeg citerer istedet nogen linjer om Frederik Hegel, den store forlegger, som for de fleste lesere vel bare er et navn: "Trods Millionerne og sin hele Ophøjelse bevarede Hegel i sit Forhold til Literaturen og dens Mænd en næsten underdanig Holdning, der kunde virke baade pudsig og rørende. Det var, som om den forsagte lille Trykkerlærling, der en Gang rendte Forfatterne paa Døren med Korrekturer og var bleven hundset af dem, endnu sad ham i Kroppen. Stadig saa' han op til alle skrivende Folk som til Væsener af højere Menneskeart. Selv den yngste Forfatterspire, der søgte ham paa hans Kontor fulgte han personlig og med mange Buk til Døren, som om det var en kongelig Person".
Det er formodentlig en ren tilfeldighet at forlaget samtidig med Arv og Gæld utsender en ny utgave av den forlengst klassiske roman: Det forgjettede Land. De to bøker går tilbake til det samme livsavsnitt, årene da dikteren var lærer ved broren Morten Pontoppidans høiskole. Men rasjonalisten i ham taler jo i selvbiografien et tydeligere sprog, og man ser at forfatteren av Det forgjettede Land aldri har vært grundtvigianer, skjønt det folkelige ved bevegelsen tiltalte ham. Hvad han hadde imot den var bl. a. at i dens søndagsstemning forflyktigedes de sosiale spørsmål, som på den tid optok ham sterkt. Det samme gjør sig gjeldende i Pontoppidans syn på litteraturen, Christian Winthers bondeidyller, f. eks. – Det hindret ikke at han vurderte Grundtvig og Winther kunstnerisk høit. Til sistnevnte kom han i takknemlighetsgjeld på en særegen måte: han har vist ham vejen til en av de skjønneste og minst påaktede sjellandske egner, Hornsherred, et "eventyrrike" han i sine ferier stadig vendte tilbake til. Og her var det han fant den ranke unge bondepike som blev hans hustru.
På sine utflukter i landet, i samtaler med jevne mennesker han traff underveis, har han i disse år samlet forutsetninger til sin egen folkelivsskildring. Hans læremester har vært livet selv. Derfor har det møte han forteIler om, proletarens bedømmelse av hans bok, sikkerlig gjort dypere inntrykk på ham enn det man forstår ved litterær kritikk. Den underlige unge mann som en kort tid besøkte skolen, (og som hadde funnet veien dit på grunn av regjeringens fremferd mot dens politisk frisinnede leder), kom en gang mellem to undervisningstimer hen til Henrik Pontoppidan og bad om en samtale. "Det var om mig Bog han vilde tale. Han havde skaffet sig den tillaans og læst den. Den var jo – Gudbevares! – vistnok saadan som den Slags Bøger skulde være for at gaa i Folk. – Der var ikke noget at sige til det. Men han vilde nu alligevel lade mig vide, at Fattigfolks Nød og Lidelser ikke var noget, man saadan kunde sidde og drømme sig til. Man maatte selv have sultet en Gang og faaet Hjertet revet op af Verdens Kulde og Foragt for at kunne skrive sandt og ægte om de Ting. Her var lidt god Vilje ikke nok".
Hvor inderlig Pontoppidan i de følgende år har tilegnet sig folkets liv, derom vidner naturligvis først og fremst hans diktning. En kritikk som den ovenfor citerte kunde således aldri ramme livsskildringen i Fra Hytterne. Et vidnesbyrd om det samme er det at han følte sig fremmed i det kjøbenhavnske selskapsliv, hvor han som ung forfatter kom til å ferdes, i kunstnerkretser og i etatsråd Hegels litterære krerts. Det øket hans menneskekunnskap. Men vi forstår så godt at han ved en leilighet brøt op fra festen før den var slutt og ubemerket gikk hjem. "Livet i Naturen og mellem naturgroede Mennesker havde givet mig et nyt Sind".
Pontoppidan vilde være folkelig forfatter, og dermed forstod han ikke alene det å trenge inn i og skildre det danske folkesinn, hvad så mange efter ham har prøvet. Han som er den fødte fiende av all urett, bekjempet med sin fryktøse penn det estrupske diktatur og forberedte dermed demokratiets gjennembrudd. – Der ligger personlig erfaring bak hans ord om skribentvirksomheten "som nu er blevet en fredelig Syssel, en Industri …" (motsatt "hin nu saa fjerne Brydningstid da ogsaa en Del af Literaturens Folk var Mænd i Rustning"). "Dersom dets (d. e. aandslivets) Kampe ikke skal blive bare ligegyldigt Mundhuggeri, maa de udkæmpes paa Slagmarken, hvor Livet sættes ind".
Henrik Pontoppidan er som det visst ofte har vært fremhævet, vandringsmannen i den danske litteratur. Ikke bare i den forstand at han når han søkte å komme til klarhet over sig selv, begav sig ut på lange fotturer. Men også fordi han alltid vandrer videre, igjennem nye utviklingsfaser, hvor trofasthet imot sig selv betegner livets kontinuitet.
Tidligere karakteriserte jeg hans erindringer som et kulturhistorisk supplement til hans diktning. Men de rummer også noget mere, bekjennelser, selv om det bare er glimtvis han lar oss se inn i sitt dype tankeliv. Som i de betraktninger han knytter til gleden ved sitt første barns fødsel, bokens slutningsord, dens livsfilosofi: "Ak, fortjent eller ufortjent! Hvor vilde vi Mennesker ikke alle være ilde farne, dersom vi altid skulde nøjes med, hvad der strengt retferdigt tilkommer os. Selv de af Skæbnen mest begunstigede, endog Verdens rigeste og mægtigste Mænd gaar ud af denne Tilværelse som insolvente Skyldnere. Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kærlighedsgaver. Den, som ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet".
Dina Lea
