Henrik Pontoppidan

Af Chr. Gulmann

Det er til syvende og sidst
Digterens eget Billede, man søger
bag enhver Digtning.¹

Henrik Pontoppidan.

Mandig, klar og dansk: de Ord melder sig sammen med Navnet Henrik Pontoppidan – saa overflødigt fastslaaet, at man uvilkaarlig søger at modsige, om saa blot for at faa disse Begreber helt omsejlet. Umuligt. Men læg nu Mærke til, at de Betegnelser ikke svarer til, tværtimod næsten modsiger hverandre. Godt nok med klar og mandig, men det typisk danske er hverken Mandighed eller Klarhed. Snarere kalder vi dansk en vis Hang til Drømmeri og en spydigt smilende Veghed. Pontoppidan selv taler om "det lidenskabsløse danske 102 Folk med de blege Øjne og frygtsomme Sind"².

Saa er der hans Forhold til Kunsten. Vi mærker en tydelig Hensigt i næsten alt hans Værk. Det er ikke noget, man paadutter ham: han sammenligner sig selv som Skribent med en Kanon, der altid har beskudt samme Maal. – Nu er Kanoner grumme nyttige Genstande men uden Forhold til Kunst. Og hvis Pontoppidan først og mest er den radikalt moderne Agitator, som man (og han selv) undertiden har villet se i ham, kom vi ham hurtigt forbi. I Virkeligheden fængsler han rent umiddelbart. Han erobrer os, netop som den Kunstner han er, ved sin indre Brydning og – den køligt glatte Form til Trods – sin urolige Spænding.

Han er den reneste danske Realist og den sidste typisk danske Romantiker.

*

Kan det være rigtigt? Han virker dog straks med en næsten forskriftsmæssig klar Realisme, nøgtern berettende og dulgt følsom, en rettroende Lærling af den Literatur, der med en ubarmhjertig Grimace aftegnede Verden, som den til syvende og sidst fandt Behag i, fordi den er hæslig, og der lader sig lave triste og interessante Bøger om den.

Efterhaanden som hans Personlighed udvikler sig, fremtræder han kun stærkere som den store Revser af vor Tids oppustede Følelsesliv, enten det nu viser sig som hysterisk Tilbedelse af Lidenskaben og exentrisk Vindmageri, som Drømmepesten, der suger Marven af Menneskemodet, eller den politiske Frasestrøm og religiøse Taagedunst, kort sagt den hele "lyriske Forraadnelsesproces"³. Indtil han naar til den beske Sentens om at holde Galden flydende⁴ og i Extase raabe: spark i Tide Ungerne ud af Reden – Leve Krapylet!⁵

Da han samler sig til sine to store Livsskildringer fra Landet og Byen Muld-Trilogien og Lykke-Per, dømmer han Drømmeren Pastor Hansteen⁶ til Galecellen som en af vor Tids farligste Typer, og han redder kun Fantasten Per ved frivillig Landsforvisning til Sindets Selvfordybning, til Klarhed og Fred. Som den kloge Ligevægts, den fornuftige Naturligheds Repræsentant tegner sig da hans Selvbillede, der viser ham sund, ubarmhjertig og god.

Mangfoldige Træk har imidlertid gjort os mistænksomme. Hvilken Stemning var der ikke over den yndefulde lille Historie "Morgendug" hvor et flygtigt Syn af en Landsbypige livsstærkt fæstner sit Indtryk i en ung Mand – "Svend Morgendug, der rejste sin Lykke forbi uden at kende den". Ironi … nej, der det gælder ikke: Fortællingen dufter af Ungdoms-Romantik. Hvilken sitrende lyrisk Vemod er der saa ikke over Skovsøen i "Ung Elskov": Vi læser videre: allevegne griber han Lejligheden, til (ironisk maskeret eller rent aabenhjertigt) at beruse sig i Naturen; tænk blot paa Scenerne i "Lykke-Per" ved Sundet og udenfor Strandvejs-Haven: Hjærtet skælver jo i dem. I Nødsfald tager han sig Lejligheden selv. Han maler et Foraarsbillede (S. 135 i "Det forjættede Land") hvor Græsset grønnes i Bunden, de smaa Tornebuske skyder gulagtige Bladefrynser frem af de brune Knopper, det dufter af Violer, og der lyder Lærkesang, Stærefløjt og Mejseskrig – ni hele Linjer igennem: "Men Emanuel hørte intet af alt dette"⁷. Hvad kommer det i Grunden saa os ved?

Da er det, vi spørger os selv, om den Mand, hvis hele Virken har været en lidenskabelig eller ironisk Kamp mod den lyriske Drømmepest, overhovedet kunde have holdt denne sit Livs Front uforandret, om han ikke havde haft Stridens Aarsag dybt i sit eget Sind. Og til Belysning tænker vi paa hans dybe og overlegne Novelle "Ørneflugt". Det er da endelig ikke en Lovprisning af den besindige Jævnhed, denne rent romantiske Haan over den tykgumpede Ørn fra Præstens Hønsegaard! – Rimeligvis kunde vi ogsaa finde personlige Momenter: hans Flugt fra det polytekniske Examensbord for kun at blive Forfatter, hans frie Fægten sig frem gennem Tyskland og Schweitz som farende Svend for at lære Verden at kende, hans Folkehøjskole-Forsøg, der leder Tanken hen paa Emanuel Hansted osv. – men vi tager os foreløbig Lov til, at se ham som et i sin Grund rent romantisk Gemyt.

Altsaa burde han have været Sanger til den blaa Blomsts Pris …? Det var næppe bleven godt at høre paa. Saa simpel er Sagen ikke. Allerede hans stædige Mistillid til Romantikens Bære-Evne maatte modsige den Tanke: det tyder paa manglende Kraft i hans eget Digtersind. Den 103 tykgumpede Ørn er hans Kunsts ironiske Bomærke. Da han skal foretage sit dybest personlige Opgør, bliver det Lykke-Per, som fra sin Tur udover Vidderne flagrer hjem til Hønsene, fordi han er vokset op i Præstegaarden. – Hans Kunst er vingeløs Romantik.

Den aldrig meget vilde danske Romantik levede efterhaanden med typiskt nationalt Præg i vore Præstegaarde, hvor den var bleven hjemmedøbt og vel opdraget og havde fundet sig til rette under Hustugten. Den var her ikke længer en Kunstskole, man kunde krænge af sig; den hørte med – var noget som det æstetisk-humanistiske Livssyn og Aandsform. Den sidder os Præstegaards-Sidenius'er i Blodet; vil vi frigøre os, maa vi tage Kampen op med den. Pontoppidans Slægt er netop Præstefolk og Embedsmænd, Tankens og Ordets Mænd. I Stilen, som altid siger os saa meget om Manden, slipper han aldrig Præget.

*

Hans Stil er til at begynde med ganske blodløs Skønskrift; den bliver altid glat, akademisk, en Kende gammeldags pyntelig. Det er en udvendig Formens Kunst, ikke indenfra fæstnet som det afgørende Udtryk og Billed. Derfor bliver han aldrig færdig med sit Sprog. Ikke blot kunde der "læses over" dansk Syntax paa Grundlag af det gennemarbejdede og fortættede Dansk fra første til anden Udgave af Lykke-Per, men hver ny Udgave af hans tidligere Arbejder betyder en evindelig Gennemretten og Forbedren.

Der er jævnlig noget retorisk over hans Stil. Han ser ikke Verden om sig. Derfor skaber han ikke Billeder for vore Øjne, han fortæller interessant. Han kan (i "Knokkelmanden") berette os om "en tropisk Oase, en tusindfarvet Blomsterkurv, der spredte sin fine, flygtige Vellugt ud imod Havets bittre salte Aande"⁸. Gæt, hvad det er … et lille Boelssted ude ved Fjordindløbets graa og sandede Jorder! Vi kan tage en Scene fra Muld. Der rørte sig over den øde Kirkegaard et Liv som paa en Markedsplads: "Rundt om stod og sad Klynger af Mænd og Kvinder, der alle var højrøstede og røde i Hovedet af Iver og Spænding. Man havde lejret sig omkring paa Ligstenene, man raabte til hinanden over Gravene: og alle Vegne var der en Sammenstimlen, en Snakken i Munden paa hinanden, saa man næppe kunde høre Kirkeklokkerne"⁹. Monstro dette virkelig skulde ligne en Kirkeforsamling af de Skipperup Husmænd og Bønder? Er vi endnu ikke helt sikre, kan vi tage et Interiør, hvor "der i Øjeblikket udfægtedes en hidsig Kamp mellem Lampens brandgule Lys og det endnu højt rødmende Aftenskær"¹⁰. Saa vil vi vide, at Pontoppidan ikke har den Naadegave at se.

Derimod ved vi endnu intet om hans Sprogkunst. Han modtager Realismens Læreregler som et Evangelium, fordi han trænger til dem. Han giver sig i Lag med Verden og skriver den nøgternt op. Det gennemlyser hans Stil med dens roligt stærke Dagsklarhed, som hans Ironi siden i sin skælmske Lysbrydning giver en egen sitrende Valør. Og medens han stadig arbejder Udtrykket fastere ind om Sagen, naar han til at skrive et klassisk Dansk, der med Rette berømmes. Han kan imellem svinge sig op til saa yndefuldt et Billede som det om Lærkesangen, der "minder om en Kvinde, der efter sin Elskedes Bortgang maa give sig til at nynne for ikke at komme 104 til at græde". Men der er først og fremmest den gode Traditions Stil, velgørende ved sin Ro og dobbelt elsket ved sin Modsætning til Bangs syntaxfjendske Impressionisme og Karl Larsens dybere indtrængende, men ogsaa mere fordringsfulde Sprognuancering.

*

Der er for et ungt Sind lavt til Loftet i mange af de gamle danske Præstegaarde. Den første kunstneriske Livsytring hos ham bliver Revolten: det første Pontoppidanske Anslag høres i "Kirkeskuden" (som i øvrigt er en underholdende kønt rørende Almanak-Historie), dér hvor Drengen under Gudstjenesten sidder med bitter Udlængsel og ser paa Kirkeskuden og føler sig som en slig Fuldrigger hængt op i en Kirke. Hans næste Ord fra Hjertet bliver Sandinge Menighed. der ungdommelig usikker som Fortælling er fast nok følt i sin Spot over Folkehøjskolens fagre Ord, der slattent falder sammen overfor Livets stærke Realiteter. Denne Trods giver sig nu, med udpræget Modsigelseslyst, til mistænksomt at undersøge, hvad der har Kurs paa Markedet. Hvorledes forholder det sig f. Fx. med Kærligheden, som altid prises romantisk? Saa gifter han sin idealske kærlighedskrævende Bondepige¹¹ med en hjulbenet Husmand (som oven i Købet først har faaet nej af en anden) og gør dem lykkelige i Livets ærlige Samarbejde, men viser os Præstedatteren, der giftede sig rosenrødt, ak, nu saa udslukt og skuffet. Eller hvordan er det med vor højtpriste Humanitet? I den brillant tilspidsede Novelle: "En Fiskerrede" opstiller han Side om Side middelalderlig Plyndring af de Strandede med Redningsvæsnets (det romantisk priste Redningskorps!) forsultne Interesserthed og koldblodige Udnytning af Ofrene. Men allerhelst viser han som grel Modsætning til den velnærede Folkelighed sine Skyggerids fra Hytterne.

Der er noget af Skolens Krav og meget af hans Mandshjertes Vilje, naar han søger ned til Samfundets kummerlige Stedbørn. Og der er overmaade meget af hans oprørske Modsigelseslyst. Saa se dog selvtilfredse Samfund paa disse usle, klinede Lerhytter, der klumper sig sammen nede i Solen; inde i de smaa, mørke, fugtige Rum, sidder de arme Folk ved deres Kartoffelmos og Brændevin, bøjet af Værk, gnavet af Utøj, frygtsomt ventende den Dag i Alderdommen, da Bonden kaster dem ud af deres Hule og "Sognet" tager dem – hjem i Egnens Stolthed og Pryd, det knejsende Arbejdhus, som Fremmede sikkert ikke vil anslaa til mindre end et Ting- og Arresthus, et kgl. Tugthus el. lign. Indtil Døden gør os alle lige. Lige? Nej stop, der er virkelig Forskel paa en stor Begravelse (til 4 Mark og 8 Skilling) naar Klokkens malmfulde Stemme høres, og saa naar en af hine fattige Stympere ligesom ad en Bagvej lister over i Evigheden uden anden Musik end Præstens Amen og Grusets hule Bump paa det tynde Kistelaag¹².

Tiden har taget noget af Styrken fra disse Landsbybilleder – som fra Drachmanns Olje-Mariner og Schandorphs Smaafolks-Karikaturer. De har Førsteretten, men de andre, som kom bag efter, har levet i Hytterne, de har lyttet til Smaafolks Sprog med Karl Larsen'ske Forudsætninger; de har lært at se af Drachmann og Pontoppidan og Schandorph og har set skarpere – og de har undertiden skrevet egen Nød og Kummer. Hos Pontoppidan mærker man hyppigt Hensigten, mærker altfor aabenbart Moralen. Hvor Jakobs store So dør, ræsonerer han særdeles tydeligt: "Saa maatte det dog meget hellere – naar ondt skulde være – have været et af Børnene"¹³. Den skarpt opridsede Fortælling "En stor Dag" med den hængte Drukkenboldts lille hæslige Dreng, der er Dagens Helt, ender afholderisk med, at den "Fremmede" lader Brændevinskaraflen fjærne. Og "Vandreren" udslynger som fra en Tribune: Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede!¹⁴

Det forhindrer selvfølgelig ikke, at de bedste af Historierne stadig lever ved deres faste Pontoppidanske Præg.

Dette Præg udløser sig efterhaanden lettere i Linjerne og smidigere. Hans Spot bliver mere mangfoldig, helt ud til det journalistisk flygtige. Han kan i et Blink sammenfatte et Billed i skælmsk Perspektiv, som naar han i "Knækkerten"¹⁵ giver en hel Side af Smaabyens Karakteristik den stigende, tilsidst skæbnesvangre Opmærksomhed, som Knækket i den unge, lovende Adjunkts Hat tildrager sig. Det Hele er ingenting og dog en lille Verden. Han viser i urovækkende Forkortning den menneskelige 105 Overbevisnings Usikkerhed overfor Stemningssmitte, da den forstandige og frisindede Mand, efter haanligt at have afvist Tanken om at se Prinsesse-Indtoget, uvilkaarlig omstemmes og tilsidst hidsigt betaler den højeste Pris for Billetten, kommer forsent, faar et Par knækkede Ribben – og intet at se¹⁶. Det er næsten altid klogt, undertiden mere klart end dybt. Han kan ødelægge en fin Idé ved en altfor selvbehagelig Spot som i den haardt humoristiske "Naar Vildgæssene trækker forbi"¹⁷ med den agtværdige Adolfs skræppende Flyve-Fornemmelser, da hans Ven bryder ud af Borgerskabet. Og han kan naa den overlegne Mester-Kunst med den tamme Rovfugls "Ørneflugt", dette vittige Modstykke til H. C. Andersens: det gør ingenting, at man fødes i Andegaarden, naar man dog har ligget i et Svaneæg – "For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er voxet op i Andegaarden".

Grænserne for hans kunstneriske Evne lader sig kortlægge mellem et Par af Novellerne. Vi kan til den ene Side tage en Historie som "De Vises Sten". Den skildrer filosofisk Oldingen, som sidder i Ørkenen og smiler: det herligste Land og Slot har han ejet og Jordens skønneste Datter, men af sit Folk blev han forraadt, af sin Hustru forhaanet, og hans Sønner stak hans Øjne ud, inden de drev ham i Elendigheden. Og han smiler. Hvilken er da de Vises Sten, han har fundet? og Oldingen svarer: Det er den dybe, tavse Menneskeforagt! … Bum! det kommer som et Slag paa Stortrommen, hult. Den filosofiske Tanke bærer ikke Pontoppidans Kunst. Men den tungt jordnære, den animalske Livsfølelse ligesaa lidt. Vi kan tage "En Bonde". Den skal vise os Per Bondes instinktive Kærlighed, stærk som Døden, til den Jord, af hvilken han er runden. Der er meget rigtig set og en Del tvivlsomme Fagter og Taarer, da han maa forlade Gaarden. "Og altid talte han om de Heste og 106 Køer, han havde haft, og som han aabenbart ventede at gense i det hinsidige". Nu er vi altsaa paa Komedie!

Pontoppidans Kunst er Tankebevægelsen tæt om Virkeligheden, og Virkeligheden udrenset, optaget i hans ærligt klare Tanke. Derfor bliver hans betydeligeste Historie-Samling Skyer, Skildringer fra Forfatningskampens Dage. Her er en Strid om Principer. Her kan han bruge hele sin Trods, hans Følelse er med, hans Mandsvilje og hans Mistillid. Der kan være lidt lyrisk Krampe i "Illum Galgebakke"s Krapyl-Raab. Men hvilken tung Resignation over Embedsmanden "I Kongens Kjole", der maa dukke sig og køre ud mod Skattenægterne. Og Vennernes stille Sorg i Skilsmissen, fordi den ene gaar til "Højre" og den anden til "Venstre". Eller den sejge og unyttige Udholdenhed, denne virkelige Troskab til Døden hos Bonden, der fra sin Sygeseng lader sig slæbe til det afgørende Valg. Og saa den lyrisk beske, den blodigt bitre "To Gange mødt" med Bogbindersvenden, der forsulten, brændende, møder parat til det yderste – og af den forfærdede, festklædte Fører henvises til Vælgerforening og Valgurne. "I Tider som disse har Landet Brug for enhver af sine grundlovstro Sønner". I "Skyer" har Forf. sat de politiske Kampaar deres kunstneriske Monument, som i sin kamphede Ensidighed vil blive staaende. Med sine stærkeste Noveller tilhører Pontoppidan den bedste Literatur i Norden.

Novellen er hans egentlige Kunstform. Den taaler det fjærnere Virkelighedsforhold og Stoffets Udslibning, dets Sammensvejsning og Tilspidsning. Først saadan faar den endda sin rette Slagkraft. Hans smaa Romaner er egentlig ikke andet end store Noveller, der undertiden er bleven for brede. Hans Muld-Cyclus er tre udvidede, smaa Romaner med ensartet Stof, som har vanskelig ved at blive en samlet Livshistorie. Hans stærkest uddybede Værk Lykke-Per er syv Noveller, som end ikke har en levende Hovedperson fælles – for saa vidt som Slutningen slaar Begyndelsen ihjel.

Pontoppidan selv kender inderlig vel sin Evnes Art. Han har beskrevet den i to literære Afhandlinger, de eneste han har indladt sig paa, som kritiserer to andre Forfatteres Kunst og altsaa handler om hans egen.

Det er de smaa Æmner, de enkle Motiver, som den store og alvorlige Kunst for Tiden med Forkærlighed vælger, fordi den der kan tilfredsstille sin Trang til at fordybe sig, gaa lige til Bunden og udtømme sit Æmne helt. (…) Som om det at kunne frembringe noget ud af saa lidt, at kunne opfange og for alle gengive en hel Verden i et eneste Glimt ikke netop er den sande Storhed, Kunstens virkelige Triumf ¹⁸.

Der lader sig jo nok sige mere om den Ting. Men det er en saare smuk og velvillig Karakteristik af Pontoppidans Kunst.

(…) dette med Sandhed og Virkelighedstroskab og Anskuelighed[, siger han videre] hjælper [jo] ingenting.¹⁹

Det er dog til syvende og sidst Digterens eget Billede, man søger bag enhver Digtning (…) [V]i vil vide, hvad han elsker, og hvad han hader; vi vil se ham bruge sin sjældne Gave som et Sværd eller som en Luth, se ham dræbe eller høre ham synge. (…) Vi bryder os ikke en Døjt om Virkelighed, Sandhed og Naturtroskab, naar han blot bevæger os med sin Sorg, fryder os med sin Glæde, ægger os med sit Had. ²⁰

*

"Det er de smaa Romaner, de smaa Rammer, der er Tidens Løsen"²¹ Pontoppidan skriver denne sin ars poetica i Efteraaret 1888. Han har ved den Tid udviklet sin Kunst til fuldt bevidst Mands-Sikkerhed. Han er inde i det Ti-Aar, hvor han ligesom legende skriver en Række af sine bedste Arbejder. Han staar sejrrig i sit Syn. Udviklingen har vist, at han havde Ret i sin Mistvivl overfor Samtiden, – og selv Kassandra har det, trods alt, været en Tilfredsstillelse, at hendes Spaadomme slog til. Han opløser sin bidske Protest til Ironiens smidigt vigende, smilende Leg.

Der er skrevet meget om den Pontoppidanske Ironi som en Væsens-Ejendommelighed hos ham. Det beror paa en Misforstaaelse. Under sin Udviklingsperiode anvender han en spillende Spot, men det er kun som Vaaben for sin helt enkle, sammenbidte Betragtning af Tiden. Først nu faar han det frie Mod til at fordoble Synspunkterne, narre Læseren ind paa falsk Spor ved som Lokkefugl at skyde en Personlighed ind mellem ham og sig selv og saa med et underfundigt Smil vise et helt andet 107 Ansigt, der maaske heller ikke er hans – eller maaske ogsaa er ham selv.

Han gør det første Forsøg i Vildt med en ung Fyrs Naturbegejstring og Æventyrlyst, der fint romantisk gennemspilles, indtil det gyldne Sværmeri brister i Skovens Natterædsel: Krybskyttens Æventyrskikkelse udfolder sine ondsindede Snigmordsinstinkter, og Fortælleren ræddes selv for den Drabslyst, han har følt brænde gennem sig. Ironien her er endnu helt haandgribelig. Finere forflygtiget kaster han dens Tvelys over sine Minder, Barndomsindtrykkene fra den lille Provinsby, i hvis idylliske Ramme han lader en blid, enfoldig Dejlighed blive drevet i Døden af et Par haardhændede og kluntede Mandfolk. Og med straalende Mesterskab lader han saa i Den gamle Adam den elskeligeste Bibliotheks-Mannike følge Kærlighedens Metamorfose fra en Sommerferie-Eros' yndige Ansigt til det fortrukne Satyrfjæs, hvis spidsede Læber piber Trofasthed og redelig Sanddruhed en vilter Vals. Der er en livagtig Bølgen i Betragterens Sind mellem sine rosenrøde Længsler og de haanende Randbemærkninger fra den dæmonisk skarpe jødiske Doktor, "Dødens Apostel" som han kalder ham. Snart udbryder han, at dennes Teorier gør det koldt som i en Ligstue: O Gud! er dette Livets Sandhed, saa lad mig alligevel hellere fortfare i Løgnen og det skønne varmende Bedrag! Snart fastslaar han: Jeg vil ikke mere tro paa Noget, ikke paa Dyd, ikke paa Trofasthed, ikke paa Skønhed.

Forf. anvender bevidst Ironien opløsende overfor den romantiske Bespændelse og vor altid emsige Pyntekone-Fantasi. Men samtidig er denne ironiske Form ham den frieste Selv-Udfoldelse. I den ethiske Dialog mellem Dr. Levin og Bibliothekaren taler de forskellige Stemmer i Pontoppidans eget Sind (i os alle taler jo forskellige Røster). Og netop derfor lyder Tonen saa overbevisende … I Højsang er Ynglingen bleven en velfornøjet tevandsdrikkende Pebersvend, der har sin Spas af at iagttage sine Medmenneskers erotiske Bukkespring, efter at ogsaa han har været paa Korstog til Lidenskabens hellige Land og fundet en vragbrudt, vild Klitassistent og en forrykt Landmandsfrue. – Og han drømmer om en ny Tid og en ny Slægt, hos hvem de store Passioner ikke som hos vor er et uhyggeligt Delirium, der ufravigeligt ender med Selvmord eller Vanvid, men for hvem Lidenskaben er som et helligt Igenfødelsens Bad, der adler Sindene.

Se, de Ord kunde jo Pontoppidan selv have sagt. Men naar det kommer til Stykket, har han alligevel Romantikerens Respekt for Styrken og Lidenskaben endog i Karikatur. Han har selv leveret os Beviset. I De vilde Fugle, der er en Slags Dramatisering af "Højsang", og hvor Dramaets Form har forlangt et mere enkelt og reelt Lys over Personerne, lyder den sidste og altsaa stærkt betonede Replik, efter af Kandidaten med et Par ynksomme Ord om det Vrag af en Klit-Assistent har meldt sin Hjemrejse – "Det gør De vistnok ogsaa rigtigst i. Man har det Ord her paa Vestkysten, at det er de stærkeste Skuder, der strander. Og der er sgu vist ikke Tømmer i Dem til et Vrag" … Se, saaledes lyser Romantikeren Pontoppidan sin snusfornuftige Halvdel hjem.

Pontoppidans Ironi kan være selvglad og billig – naar han i "Højsang" selv komponerer et romantisk Drama og saa gennemhegler det –; den naar en egen smertelig Styrke, hvor den har udviklet og modnet sig i hans ene Hovedværk, der i tre Romaner skildrer den unge Præst Emanuel Hansteds Søgen ud til det sunde Samliv med Landets Folk, hans Nederlag i det forjættede Land og saa endelig hans Apostel-Ry og Storhedsvanvid – som den sølle Stymper han er og altid var.

Det er et omstændeligt og ordrigt Værk, som alligevel holder os fast ved sin blonde og blaaøjede Ærlighed. De mange Udenomsmeninger og Diskussioner faar Historien til at pose sig løst om de Menneske-Skikkelser og Skæbner, vi dog ene har Sind for. Men den blufærdige og faamælte Følelse, der saa igen aabenbarer sig i de personlige Scener som Drengens Død og Hansines Afsked, den tager os hjemligt om Hjertet. Ogsaa i de flygtigere Rids – af den fordrukne Dyrlæge og hans udslidte Kone, af politiske Møder og kristelige Sammenkomster – er der en egen længekendt Fortrolighed. Her er en Mand, som sanddru fortæller, hvad han selv har gennemprøvet.

Afgørende er dette endnu ikke. Værket er monumentalt anlagt som et Opgør med den overtroiske Forherligelse af vort abnormt udviklede Følelsesliv, imod den Lyrikens 108 Svamp, der er trængt selve Folket ind til Marv og Ben. Forf. siger endda i "de senere Aar", hvilket er en aktuliserende Overdrivelse, for Bogens Kim groede allerede 12 Aar før i Sandinge Menighed, hvorfra Stykker ordret er optrykt. Men først nu har han tiltroet sig at føre Slaget med fuld Myndighed. Deraf den faste og fyldige Spot i Udmalingen af de folkelige og kristelige Vennesamfunds Præk – som allerede nu virker historisk. Men Hovedslaget føres naturligvis med selve Emanuel Hansted.

Typen er klart tænkt og gennemført med kunstnerisk Overlegenhed. Forf. lokker os til venlig Interesse for denne ideale unge Mand, der opgiver sin fornemme, lune Familie-Rede for at frelse sit Menneske-Jeg ude i Livets friske Strøm, og saa modigt, veg og brændende gaar efter sin Tro og Mening, indtil han tragisk bukker under. Vi holder af ham, er ikke langt fra at beundre ham. Og imidlertid gør Forf. fint og jævnt hans præstelige Bevægelse til apostoliske Gestus, hans Taalsomhed til overmenneskelig Sjælsstyrke; en Kollegas Visen ud over de fede Enges græssende Kvæg med Opfordring til at tage fedt Præsteskald bliver til Fristeren i Ørkenen. Og tilsidst staar Emanuel overjordisk knejsende mod det sorte Kors som paa et Golgatha, mens det er som tre Sole paa Himlen … Det sorte Kors er for Resten et Sømærke. Og med et haardt Tag flaar Pontoppidan Apostelkaaben af sin Stymper. Hans Liv har dog kun været en Række af komiske Scener. Han var en skikkelig Kapellan, men troede sig Profet og Helgen – han forfuskede alt, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone, vanrøgtede sine Børn, men betragtede sig ikke desto mindre indtil det sidste som en af Forsynets Udvalgte. Han er et Produkt af den lyriske Forraadnelsesproces, hvori den gamle Verdens Samfund gaar til Grunde.

Alt dette er saa udmærket tænkt, at det ikke gør meget, naar Frøken Ragnhild, der er med som den gamle Kulturs bristende og selv fristede^'1 Repræsentant, stiliseret repræsenterer mere end hun lever for egen Regning. Men vi kunde, uden al Lyrisme, fristes til at tage Emanuels Parti overfor den snu Væver Hansen og Forf's ironiske Talsmand den klart og fladt seende Pastor Rüdesheimer. Denne saa bespottede Lyrik er nu ikke kun Forraadnelses-Bakterier: den er med i alt Storværk, og der er ingen Helt, i hvem der ikke stikker et Stykke Don Quixote … Men i øvrigt er Emanuel Hansted slet ikke typisk. Hvor i vort velsignet flade og lunt smilende, vel lyrisk talende men forsigtigt handlende Danmark er denne danske Quixote en truende Fare. Vi vil ikke kunne finde det. Pontoppidan kan det bedre, der selv gik ud i Landet som Folkehøjskolelærer for at leve med og opdrage Folket. Derfor er der saa megen uvilkaarlig Uvilje i det stærkt underbyggede Forsvar for den snu Væver. Og derfor er der uroligt Liv i denne vidtløftige Bog og Blod i dens Ironi.

Derefter er hans Ironi ogsaa mættet. Pontoppidan gaar nu Tilværelsen paa Livet løs i sit store Arbejde Lykke-Per – samfulde otte Aars Værk.

"At digte det er at holde Dommedag over sig selv"²².

*

"Med alt vort danske Fantasteri stikker der i os alle en grundfæstet Forkærlighed for det tilvante og prøvede. Hvor hidsigt vi end i vore unge Dage kan storme frem mod det overordentlige og eventyrlige … i det Øjeblik Eventyrlandet virkelig aabner sine Porte for os, og Kongedatteren vinker til os fra Altanen, faar vi Anfægtelser og kigger tilbage efter Kakkelovskrogen (…) De vil selv erfare, hvad for en uhyggelig Trolddomsmagt, der ligger i dette hjemlige og tilvante, selv om vi maaske samtidig hader det"²³.

Saadan docerer Roman-Kammerjunkeren Neergaard, for Per – han er der for det samme. "Saadan sad Folk overalt i Verden og kæmpede mod Spøgelser, mens Livet rødmosset og smilende bød til Fest rundt om dem"²⁴. Per faar ved de sene Sold dette Indblik i selv de frie Kunstneres "Natside" "det lammede Menneskenes Kraft og gjorde Verden til en stor Lemmestiftelse"²⁵. Og saadan skal altsaa Per, der er typisk i dette de frygtsomme Degne- og Præstesønners Land, opgive sin store Kanal- og Frihavns-Plan, netop som der er Mulighed for at faa den gennemført, og svigte sit aandelige Kanaliserings-Arbejde – at lede det praktiske Arbejdes sunde 109 Livsfornemmelser ind over det æstetisk blegsottige Danmark. Og samtidig fly alle Slaraffenlands Herligheder for at vende tilbage til "den hjemlige Vandgrød og vor Mors Pandekager"²⁶.

Det er ikke længer de romantiske Drømme, her sigtes mod. Kanonen er rettet i samme Linje, men nu beskydes Indervolden. Nu gælder det Præstegaardens Forsagelsesmoral, den, der har gjort vore Øjne blege og vore Sind frygtsomme. Ordene er bleven færre, men Angrebets Lidenskab dybere personlig.

Som sædvanlig er Planens Tanke stærk og klar; den er Tankens Iklædning ganske overlegen. Kun flygtigt, jævnlig rent traditionelt (som Nyboder Interiørerne) ser vi det København, Per færdes i. Anderledes levende er de Indblik, vi faar i hans Forhold til Hjemmet. Barndoms-Aarene, Julebesøget, Faderens Død og Dampskibsturen med Moderens Lig, det er ikke blot høj Prosa-Kunst, men levende Optrin, som giver større Indtryk end Forfatterens egen Dom. De hjælper til det anskuelige Billede af Per: stærk og tillukket og oprørsk i Barndommen, ensom og sund i sit grove Mod paa Livet siden, uden Skrupler og med svært plebejiske Fornemmelser, men saa idefyldt og gærende ung, at han øjeblikkelig fanger dem, han møder paa sin Vej, især Kvinderne. Selv den overlegne Jakobe, hvis stolte Jødesind ellers idelig er rede til Oprør mod den Race, der har trampet paa hendes Stammefrænder, – og det skønt han netop i hendes kultiverede Kreds irriterer ved sit naragtigt ramme Mandfolke-Væsen. Han byder hende imod og ægger samtidig hendes hede Blod: netop Race-Modsætningen drager dem sammen. Han paa sin Side lokkes af hendes Finhed og Rigdom og Klogskab. Hele denne Frastødnings- og Tiltræknings-Proces er udmærket fint tænkt.

I det Hele er Præstehusets indadvendte Livsforsagen med stor Virkning stillet i Modsætning til Kredsen Salomons praktiske Verdensviden og kyndige Livsnyden. Men Lyset i Dobbelt-Billedet er ikke fordelt retfærdigt. Ikke at Storstads-Huset gøres til noget rent Idealbilled: han glemmer hverken Ivans larmende Selvfornøjethed eller den dejlige Nannys ubekymrede Nydelsesbegær, han udleverer os med et Smil den frække ondskabsfulde tvivlsomme lille Onkel, og han ved saavel om Jacobes hede Sanser som om hendes store Næse. Dog i selve dette Hjems aabne Fribaarenhed, den kærligt hensynsfulde Fortrolighed mellem Forældrene, det nænsomt forstaaende Forhold til Børnene er der en feststemt Stiliseren, som er for Familien Salomon, Familien Sidenius modsat. Den tillukkede Kulde, den snævre Selvgodhed, den uforstaaende Uvilje overfor alt fremmed bliver fjendtlig holdt frem for os. Det er ligesom mellem Linjerne vi erfarer om dens Nøjsomhed og modige Uselviskhed og sejge Modstandskraft. Imidlertid er Blods-og Livs-Modsætningen saa dyb, at Bruddet mellem Per og Jacobe i sig selv bliver rimeligt. Som Tids- og Tanke-Billed er dette vistnok rigtigt. Saa sikkert som jødisk Intelligens stærkt har præget den danske Bykultur, saa givet er dansk Præstegaards-Kultur uimodtagelig for semitisk Blodblanding.

Nu er Per i Aarenes Løb bleven en anden for sin Digter. Umærkeligt forskydes Synsvinklerne, som Aarene gaar, de otte Aar. Pontoppidan har vel under Samlivet faaet noget tilovers for sin Helt, som han i Begyndelsen udleverede saa ubarmhjertligt. Han lader ham ikke blive i den blide Kristendom og det bløde Hjem. Som Poul Møller i sin Tid agtede at skikke sin krøllede Fritz en Stund ud i Eremitliv, saaledes dømmes Per, der unægtelig er en anderledes brødebetynget Præstegaardssøn, 110 til Ensomheden i det yderste Vestjylland. Og Forf., som i sin Sidenius-fjendske Begyndelse endogsaa bespottede Kierkegaard, lader nu Per bøjet over sit Liv, tænke Ensomhedens stille og stærke Tanke. Og tilsidst forenes hans Liv dog med Jacobes, hvis Børnehjem han testamenterer sine sammensparede Penge, som hun modtager med Glæde. Per var hendes Lykke, hendes Sorg og hendes Livs Indhold. Hans og hendes bliver dette Hjem for Fremtidens frie og glade Børn. Hvilket er smukt; men ikke sandt. Dertil var hin Per virkelig altfor ringe.

Derfor er Lykke-Per ikke bleven det gyldige Opgør med en Tid som Adam Homo var. Men det bærer mærkelige Vidnesbyrd om den utrættelige Indtrængen, den stadige Dybde-Væxt i Forfatterens Sind.

Om ikke det mangfoldigt levende Tidsbillede blev det et højst værdifuld Tidsdokument fuldt af djærve og selvstændige Randbemærkninger.

*

Der er nu det mærkelige ved Lykke-Per, at hvad Emanuel i Dommens Dag kasseres for, det rammer Per, som frikendes, meget værre. Emanuel forfuskede og forlod Kone og Børn. Per gør ganske det samme – kun ikke af den samme ideelle Overbevisning. Pontoppidan kan indvende, at han gør det mest for at redde Børnene og Hustruen, som en brav og stammende Godsejer bringer Lykken. Men hvis Godsejeren nu ikke havde giftet sig med den Fraskilte, eller hvis Børnene som Stedbørn var bleven kuede – hvilket vel kunde tænkes, hvad saa? … Pontoppidan vidste jo nok, hvordan det vilde gaa videre i Bogen – Per kunde ikke vide det.

Her er et Hul i Historien … Rigtig indgaaende belyst er ganske vist heller ikke Skilsmissen i Det forjættede Land. Det er ikke manglende Interesse fra Forfatterens Side. Tværtimod. Han har ikke faaet Plads til den dybere Udredning. Saa stærkt ligger Sagen ham paa Sinde.

Henrik Pontoppidans Digtning er, med al sin retskafne Forargelyst, erotisk den blufærdigste i vor moderne Literatur. Han er angst eller dybt mistænksom overfor den udøbte Eros (Ung Elskov, Den gamle Adam). Derimod har han med sit protestantiske Sind den dybeste Interesse for Mands og Kvindes Forhold i Ægteskabet. Han har skrevet ikke mindre end fire Bøger om det. Den første, Mimoser, skulde være et Mandfolke-Svar paa Handske-Moralen, den blev halvt en Hyrde-Roman, hvor Hyrden er Herremand og spiller paa Obo, halvt en usandsynlig Kærligheds-Intrige. Forf. er ganske usikker – den Sag kunde han sandelig ikke spøge med. En Del Aar senere kommer saa Den lille Rødhætte og Det ideale Hjem. Desværre har Pontoppidan gjort Lille Rødhætte til en Kriminal-Roman over Meneds-Motivet fra en af sine første Noveller ("Arv"): dens Aands-Indhold er den nydelige Rødhættes Forvandling til den bedske Kvinde "Tudsen". Den begyndte, da Manden efter en Strid sagde^'2 trøstende, at de jo ikke var uløseligt bundne til hinanden, og hvis de ikke passede saa godt sammen … "Hvad der for mig var urokkeligt som selve Verdens Grundvold, det var i dine Tanker et Arrangement, der kunde ændres efter Forgodtbefindende"²⁷. Og Chorus erklærer ved Bogens Slutning, at fra denne forbryderiske Lov om Skilsmisseretten stammer fortrinsvis den Uvederheftighed, der er det moderne Samfunds Kræftskade. Tænke sig rokke ved selve Samfundets Fundament: det ægteskabelige Hjem. Det er god gammel-kirkelig Tale.

"En Tilbagevenden til de gamle [Ægteskabsformer] Former er nu en Umulighed"²⁸, sukker han imidlertid. Saa udkaster han^'3, for dog at frelse Hjemmene, sin nye Samfunds-Tanke: Børnene skal samles i Moderens Slægt, beskyttes af hendes Brødre. Her er dog Hjemmets egentlige Aand og Sammenhold, hvorimod Ægtefæller altid maa blive hinanden fremmede, fordi Minderne, hele det tidligere Livs Indhold staar dem imellem. Dette er sandt og af dyb Betydning. Men alligevel afgørende? Byder ikke netop de forskellige Forudsætninger, om Valget ellers er lykkeligt, den egentlige gensidige Udvikling og Opdragelsen af den smidige Forholdsfølelsens Forstaaelse, der er Livets Berigelse! Ganske afset fra de praktiske Vanskeligheder ved Forfatterens Idé har man jo i øvrigt Lov til at spørge, hvori Zoologiens Verden han finder den Onkel-Kærlighed, der skal afløse Faderfølelsen, som han ikke fandt ude i Naturen.

Det ideale Hjem er fængslende som Pontoppidans dristigste Paradox, hvad der vil sige noget. Han har altid elsket og 111 brugt Paradoxet. Det var allerede i hans første Fortællinger²⁹, hvor han f. Ex. i "En Kærlighedshistorie" ordentlig maa søndagspynte Husmandsstuen for at gøre den til et overbevisende Lykke-Hjem. Hvad andet er vel hele Romanen Isbjørnen, hvis grønlandske Naturpræst er en grotesk Udæskning til vor hjemlige Bourgeoisi-Gejstlighed. Gærer det ikke i Nattevagts Skildring af den røde Maler. Bogen er uforglemmelig ved det yndefulde Billed af Ursula, hvem Jørgen Hallagers uforsonlige Stejlhed dræber (hele Historien er i Virkeligheden kun det Par Scener mellem dem, men hvor menneskelig levende og fyldte af smertelig Ømhed!), men der er unægtelig stejl Virkning i Slutningen med det anarkistiskt fraadende: hold Galden flydende, det rent lyriske Paradox. Dermed er dette Motiv endnu ikke gennemspillet. I sit ny Drama Asgaardsrejen, som er et træet Drama, fordi Pontoppidan begrebstunge Kunst overhovedet vanskelig kan komme frit ud fra og ind bag Menneskene og deres Handlinger, hører vi atter hans radikale Ridder af en noget bedrøvelig Skikkelse docere:

Men naar de Levende drømmer altfor saligt, aabner Gravene sig, og Helvede slippes løs. Frihedens døde Helte og Martyrer, det hele blege vilde Tog af fordømte Sjæle jager gennem Ungdommens Drømme og ægger de modige til ny Kamp og nye Eventyr"³⁰.

Nu kunde man mistænke Forfatteren for Ironi, al den Stund samme Radikalers hele Resultat er at ægge sin Niece til at flygte bort og forsøge sig som Journalist og rejsende Korrespondent – den stakkels lille Provins-Pige! Men vi staar her overfor det ureflekterede Friheds-Ideal: den rene Lyriks Udfolelse i hans Forfatterskab, som han selv ved er Lyrik (derfor reducerer han f. Ex. siden den røde Maler til en uskadelig Fotograf-Medhjælper) og som han ikke kunstnerisk kan udnytte, uden netop som det paradoxale Sprængstof, hvor han logisk ikke kan komme hastigt nok frem. I sig selv er hans Brug af Paradoxet et af de tydeligste Tegn paa Traditionens Styrke i ham. Ti Paradoxet peger vel fremefter. Men det er mindre en ny Sandhed end en ny Side af en gammel Sandhed og født som dens beregnede Modsætning. Det er drejet tilbage mod dem, der skal overraskes. Det vender de solidt kendte Ting paa Hovedet: men se, saadan kan de ogsaa staa.

Dog finest og dybest borer hans Kunst sig ned, hvor han ikke sprænger Traditionen, men uddyber den og borer sig igennem den – som i hans sidste lille Roman Borgmester Hoeck og Hustru³¹, hvor det ikke er konstruerede Problemer, men Livets simple og lavmælt dødelige Problemer, det drejer sig om. Borgmester Hoeck er en Sidenius, dog højere i Kultur end dem, vi sidst mødte – og kun saa meget desto farligere, fordi han er snæver i sin stive Retskaffenhed og uden Naade overfor den Livets Uligevægtighed og lunefulde Væxt, som han ikke begriber. Vi forstaar ham her – skulde Pontoppidan ikke forstaa en Sidenius! – fordi hans Hustru i Slægt og Blod har en uroligt kriblende Lyst til at dele udaf sit varme Hjertes Overflod, ja, slet ikke er ret ærlig og sandfærdig: men vi tilgiver ham ikke, for med alt er hun kærlig og paa sin Maade trofast, og hun dræbes af hans Kulde.

I dette Dobbeltportræt har Henrik Pontoppidan med harmfuldt Digtersind og kærlig Menneskeviden skabt den ædleste Kunst for Menneskehjem. Det er en Hjertets Sejr over det selvgode Sidenius-Sind.

*

Vi er jo ikke alle Sidenius'er og Per af Slægten ikke almengyldig. Men da denne store Præste- og Embedsmandsslægt (hvad enten den kalder sig Sidenius eller Pontoppidan) omfatter et stort Stykke Danmark og har gjort saa rigt et Indskud i national dansk Kultur, vil det være godt endnu stærkere at fæstne, hvor ægte en Sidenius dens Forfatter selv er.

Man føler det i hans Had og hans Forkærlighed. Hans krigerske Uvilje mod Følelsessvulst og Lidenskabs-Hysteri har sin personlige Brod, men den er ogsaa i Slægt med Poul Møllers sunde Grovhed overfor Affektation. Lyder det ikke ganske Pontoppidansk, naar han siger: "Noget højst afskyeligt og stygt hyldes som fortræffeligt i Sludderet om Kunst og Begejstring. Det er en Selvtilbedelse" og taler om "Ørhed, Blodet til Hovedet, drukken Forrykthed og den saakaldte Begejstring, som egentlig er en forrykt Glæde over Blodets Syden …" Og dog, de lyriske Pattebørn hudfletter han kun. Men en Type som den behændige Dyhring (i Lykke-Per) der dog ikke er befængt 112 med Sideniusk Mørkerædsel eller nogen Art Fantasteri, – som tværtimod er en ny Verdenserobrer "for hvem Livet bare var en Narrespøg", ham dømmer han efter "en Række grove og fine, skumle og glimrende Nydelser" til "Hospitalet, Operationsbordet, et friseret Lig". Der er en hed Improvisation i den hele Side – som da ogsaa er stemt ned efter nærmere Overvejelse³².

Alle de nemme Mellemting er ham det foragteligste af alt. Der er en lavmælt, men inderlig Haan i Tonen, naar han omtaler de Dele "af Fritænkernes Lejr, hvor en vis Trang til religiøs Opbyggelse i den sidste Tid var kommen paa Mode, og hvor man følte sig i høj Grad tiltalt af en Lære, der dog ikke gjorde for dybt Indgreb i Tanke og Følelseslivets tilvante Bekvemmelighed". Og han slaar haardt paa det aandelige Kvaksalveri, "det Ruskomsnusk af Filantropi, Statsøkonomi, Moral og Pædagogik", der kalder Kristendommen ud til Afholdsbevægelse, Forligsdomstole og Arbejderbelæring. Thomas a Kempis citerer han om den sønderknuste Verdensforsagelse og Taarernes Glæde. "Hvor langt er dette ikke fra den aandelige Bredflabethed, som forlanger, at Guddommen skal dokumentere sig."³³ … Bortset fra Udgangspunktet er dette en Tale, der skikkede sig for en af Slægtens gamle Præster, Hans Tavsens og Anders Sørensen Vedels Efterkommere.

Og dem, han har kær, er det ligedan med. Der er et stille og modigt Menneske som den gamle Kone i "Knokkelmanden", der utrættelig har gjort sin Gerning og dør uden Klage. Hendes knappe og frygtløse Ord er den Folkets Saga, han elsker. Saadan er der mange faamælte, dygtige og mutte Mennesker rundt om i Krogene af hans Bøger. Hansine i Muld-Trilogien, der er den kønnest ejendommelige Kvinde, han har tegnet os – en af de meget faa Kvinder han i det Hele har faaet rigtig levende – bliver just saadan, da hun har lært "at Lykken heri Livet bestaar i at have Rod i sin egen Jordbund og voxe i Lyset af den hjemlige Himmel". Og saaledes erfarer Per i sit Eremit-Liv, at den højeste Menneskelykke er at finde sit naturlige Voxested, og der blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst. Det er endelig kun en skarpere Udformning af Ordene i Den gamle Adam om "det Sjælens stille Planteliv, hvorunder Menneskeaanden opfyldte sin Bestemmelse og naaede sit Endemaal, Klarhed og Fred".

Er Menneskets Endemaal Klarhed og Fred? Det lyder mere som en Dødens Devise end som Livets Formel. Men denne faste Eenhed og sikre Ro er det altsaa, Pontoppidan har Længsel efter, fordi han gennemlever Tidens uharmoniske Brydning og har sin Rod hos hine dygtige Forfædre, som i deres Tid tilkæmpede sig Personlighedens myndige Ligevægt. Denne hans Længsel og Kamp har gjort ham ensom. Den har ogsaa, netop med Blodslægtskabets Samhørighed, givet ham dens Fynd, som har Medejendomsret til Riget og staar paa sit eget.

*

Og saaledes samler sig da hans Billed.

Han er typisk dansk, fordi han med Rod i god dansk Slægt har gennemlevet den dybe Brydningstid i vort Aandsliv, da de gamle Idealer kunstnerisk var udtømte og menneskeligt stivnede, og det Nye brød indover.

Han er mandig som den, der med hele sin Personligheds Indsats har kæmpet for at frigøre sig og os fra de gamle Spøgelser og ligesaa hensynsløst har rettet sit Angreb, hvor Spøgelserne forklædte sig i ny Dragt. Han er klar – det er hans kultiverede Slægts Aandsform, men desuden har han, fordi han længe savnede Sikkerhed og vilde Sikkerhed, aldrig villet eller turdet opgive det faste Hold over sig selv. Denne Klarhed er hans Kunsts folkelige Fordel og jævnlig dens Fare. Men hvad denne Klarhed og denne Kamp har kostet af Vilje og personlig Voldsomhed, det er bleven hans høje menneskelige Indsats.

Han har fra Kampen reddet og renset nogle af de ædleste Egenskaber hos den Slægt, han kæmpede mod, og bragt vor Slægt hin ranke Mands-Ærlighed som nyvunden Gave.