Fra ledefigur til hovedperson

Om Lykke-Pers tilblivelse

Af Flemming Behrendt

Stort set findes der af Lykke-Per tre indbyrdes forskellige udgaver at vælge imellem: originaludgaven i otte bind, den samarbejdede udgave i tre bind fra 1905 og tobindsudgaven fra 1918, som Tranebogsudgaven er et – ganske let revideret – optryk af. Læseren kan i den forbindelse stille to spørgsmål. For det første: hvilken udgave er den definitive fra forfatterens hånd? Svaret er i forbindelse med Henrik Pontoppidans forfatterskab ikke selvfølgeligt, og det er kun med en ganske vist beskeden modifikation, at man kan svare: tobindsudgaven. For det andet: hvilken udgave er den bedste? Svaret herpå er ikke nødvendigvis så subjektivt som en smagsdom, og det følgende skal først og fremmest vise, at trebindsudgaven så langt er det bedste tolkningsgrundlag, ja den påstand skal voves, at der fra et fortolkningsmæssigt synspunkt slet ikke eksisterer nogen førsteudgave af Lykke-Per.

Når jeg ikke udelukkende holder mig til teksterne, men griber ned i et omfattende brevmateriale, er det ikke kun fordi dette er den nemmeste måde at belægge mine påstande om teksterne på. Beskæftigelsen med den litterære skabelsesproces er en så spændende åndshistorisk disciplin, at hverken forsker eller læser i almindelig tekstnær askese bør nægte sig fornøjelsen. Derimod indrømmer jeg gerne beskæftigelsens placering som en hjælpedisciplin, der i sidste ende skal tjene forståelsen af den litterære tekst. Det gør den da også i dette tilfælde.

104 Som man kan se det bl.a. af optakten til Edvard Brandes’ anmeldelse af Lykke Per. Hans Ungdom, havde man i samtiden ingen anelse om, at Pontoppidans anden store roman skulle vokse og vokse. Ikke mindst, når spørgsmålet er om tilblivelsen af romanen og om tekstændringerne fra udgave til udgave, kan eftertiden spørge, hvad Pontoppidan selv havde af anelser om sit værks gang og omfang. Det vigtigste aktstykke i denne forbindelse er et brev, som Pontoppidan den 3. juli 1898 skrev til Otto Borchsenius, da denne havde anmeldt Lykke-Per finder Skatten. I brevet hedder det:

… det er en Misforståelse, hvori jeg ikke har Skyld, at Fortællingsrækken skal afsluttes med 3die Bog. (…) Der udkommer iår 3 Hefter; men disse udgør kun det første Bind af Fortællingen, der i det hele bliver på to Bind (6 Hefter). Det er da en ret omfangsrig Bygning, jeg har søgt at rejse; og derfor har Grunden måttet lægges så bred. Min Hensigt med Bogen er først og fremmest den at skildre fem forskellige danske Hjem, nemlig Præstehjemmet og Nybodersfamiljen i 1ste Bog og nu det jødiske Hjem. Senere følger et jysk Herregårdshjem med det omgivende Landsbyliv og tilsidst endnu et Præstehjem af en noget anden Art end det første. Herigennem har jeg søgt at give et Billede af det danske Folk i det nittende Århundrede i den Udstrækning, jeg har haft Lejlighed til at lære det at kende. – Men når jeg har samlet Skildringerne omkring Lykke-Pers Person, er det for tillige at give noget mere. Jeg har søgt for mig selv at efterspore og klarlægge Grunden til, at Halvfjersernes såkaldte Gennembrudsbevægelse, trods alt, måtte mislykkes, i hvert Fald i første Omgang, idet den stødte an mod de evige Love, hvorefter Menneskeskæbner og Tidsskæbner styres. Også om Lykke handler dog Bogen; thi at Titlen skal forstås ironisk er ikke ganske rigtigt (jeg er i det hele ikke nær så ironisk, som jeg desværre nu en Gang har fået Ord for at være), – men Ordet Lykke har i mine Øren en melankolsk Klang, og "Moralen" i denne Bog er ganske den samme som i min forrige store Roman, hvor den tydeligt og ganske uironisk er udtrykt i de Ord: "at Lykken her i Livet består i at fæste Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel", – hvor sort denne så er!

Der er ved første øjekast mindst to ting i dette brev, som ikke stemmer med den færdige roman: originaludgaven er ikke i seks, men i otte bind, og romanens handlingsgang slutter ikke i præstehjem nummer to.

105 Som det fremgår af bibliografien, udkom originaludgavens otte bind – i det følgende betegnet A 1-8 – mellem januar 1898 og december 1904. Den var på ialt 1440 A-sider (medregnet et frit blad for hvert kapitel, som denne udgave er ene om). Den omarbejdede Lykke-Per udkom fra februar til december 1905. Den betegnes i det følgende ved B, og nedenstående opstilling gør en foreløbig sammenholdelse med A mulig:

Kapitelinddelingen svarer til den senere tobindsudgave. B rummer ialt 1020 sider svarende til 1281 A-sider. Det giver en total forkortelsesprocent på 9,8 (ca. 30.000 ord).

To ting er slående: der er et "hul" i udgivelsen på knap to år mellem originaludgavens fjerde og femte bind, og der er en tilsvarende "top" i forkortelsesprocenterne ved omarbejdelsen.

*

At Lykke-Per blev på otte og ikke seks hefter, skyldes en udvidelse og ændring af den oprindelige plan. Af den omfattende korrespondance, Pontoppidan førte med sin forlægger Ernst Bojesen (og hvoraf vi stort set kun har bevaret den ene side), fremgår det, at fjerde bind først efter februar 1899, altså to måneder før udgivelsen af tredje, blev omtalt som afsluttende hefte i det, Pontoppidan kaldte "første Halv-Række", og som indtil da kun havde skullet omfatte de tre første hefter. Hvad der i disse fire bind ligger af stof ud over den i brevet til Borchsenius antydede plan er, med titlen på det fjerde, Lykke-Per i det fremmede. Det er da også dette sidste bind, der ved 106 omarbejdelsen til 2. udgave forkortes mest af de fire (selv fraregnet flytningen af ialt seks sider til andre afsnit af romanen). Bindet indeholder dog også stof, som meget tidligt må have været til stede i planen: faderens død og en dermed forbunden åndelig krise hos Per. Når dette stof rykker ind i "første Halv-Række" af romanserien, kan det skyldes den udvidelse, der sker med slutningen. Da det yderligere af brevet til Borchsenius fremgår, at Lykke-Per oprindelig var tænkt som en ledefigur, centralt placeret i romanens tematik, men dog underordnet det, man siden har kaldt romanens "Danmarksbillede", er det næppe for dristigt at påstå, at den oprindelige plan var, at Ørneflugt skulle dække handlingsgangen i romanen for denne ledefigurs vedkommende¹. Den psykologiske "mekanisme", der trækker Lykke-Per ned "på møddingen", var således forfatteren velkendt, og han har ikke regnet med at skulle anvende så megen plads på at skildre hovedfigurens udvikling – og så megen tid! Pontoppidan kom i tiden mellem A 4 og A 5 ud i en krise med romanen, hvori ydre forhold af økonomisk og helbredsmæssig art kun havde ringe del.

*

Den oprindelige plan, således som vi kan ane den i originaludgavens "første Halv-Række", adskiller sig også på et andet punkt fra den "færdige" udgave. Tidsbilledet var anlagt med en snævrere spredning, både tidsmæssigt og hvad angår de enkelte figurer, hvoraf i tidens løb flere er blevet udpeget som tegnet efter levende model.

Således synes Peter Andreas i dette første stadium af romanen at være født omkring 1867 – altså en halv snes år senere, 107 end det fremgår af sammenhængen i B. Direkte er det markeret derved, at Per i Berlin møder "den halvfemsaarige Moltke" på gaden (A 4.88), på et tidspunkt da Per er omkring 23 år^'1. Og det er først i B, at romanens begyndelse på første side tidsfæstes til "Aarene før og efter vor sidste Krig", og derved binder Pers fødsel til flere år før 1864. I A hed det "for omtrent en Menneskealder siden". Hele Pers projekt har i A sit naturlige, "historiske" forløb som modtræk til den øgede handel i Tyskland, der gav sig udtryk i anlæggelse af frihavne i Hamburg og Bremen 1888. Hans egne frihavnsplaners nederlag falder da tidsmæssigt sammen med vedtagelsen af den københavnske frihavn i 1891. Pers person fæster altså i originaludgaven tidsbilledet til slutningen af 80erne. Den med Per nogenlunde jævnaldrende Jakobe peger i samme retning til omkring firsernes midte. F.eks. hedder hendes yndlingsbog i A ikke Skabelsen, men Niels Lyhne; som sådan kan den først ligge på hendes bord nogle år efter 1880^'2. Og når Eybert betegnes som "Politiker af den fritænkerisk-liberale – saakaldte "evropæiske" Gruppe" (A 2.131, B I.220), er dette først muligt efter 1883; ordene blev strøget i tobindsudgaven (I.156). 1885-90 er altså det tidsrum, hvortil romanens nutid henlægger sine virkelighedsallusioner.

Gennemgår man de personer i originaludgavens fire første bind, som litteraturhistorikere – trods forfatterens benægtelse af modelbrug – med forbavsende sikkerhed har kunnet udpege som portrætter, bekræftes opfattelsen af et tilsigtet snævrere tidsbillede. Det gælder Fritjof Jensen som tegnet efter Drachmann, hvis svingninger i 1883 og 1891 er markeret henholdsvis A 2.38-39 (I.114) og A 5.170 (II.32). Det gælder Enevoldsen som en nidskitse af J.P. Jacobsen, og det gælder i særlig grad Poul Berger som et portræt af Johs. Jørgensen. Kandidat Balling er tydeligvis tegnet efter Valdemar Vedel (det kræver for megen plads her at eftervise, hvor nøjagtig Pontoppidan A 2.134-35 hentyder til Vedel; stedet er strøget i B). Også hos andre af romanens figurer (Dyhring, Aron Israel, Eybert) er der spredte hentydninger til samtidige, men i 108 denne forbindelse har det udelukkende interesse at fastslå, at disse "portrætter" i den omarbejdede udgave er langt mindre genkendelige. Til Poul Berger adderes således Gjellerup, hvorved figuren bliver en type. Og det samme gælder for kandidat Balling, til hvis senere skæbne Vilh. Andersen låner træk.

Når Pontoppidan i romanens "andet stadium" udvider tidsbilledet til at omfatte hele sidste fjerdedel af århundredet – eller rettere: når han på "første stadium" havde indsnævret det, hænger det sammen med et fundamentalt træk i hans arbejdsform, som kan iagttages gennem de tre store romaner. Af disse er Det forjættede Land den mest tids- og stedsbundne, De Dødes Rige den af historisk virkelighed frieste. Meget tyder på, at Pontoppidan i sit digteriske arbejde ofte tog konkret udgangspunkt i virkelighedsdetailler. Det gælder helt ned til geografiske navne og personnavne, som han kombinerede. Det gælder også "modellerne". Pontoppidan lod sig ofte inspirere af en ganske bestemt enkeltperson, og det lykkes ham ikke altid i første omgang at arbejde sig fri af den. Men så snart han går videre med stoffet, fjerner han også personen mere fra sin "model".

Det er under denne synsvinkel, at udvidelsen af tidsbilledet i Lykke-Per må ses, og det er denne bestræbelse mod et friere forhold til den konkrete virkelighed, der giver Pontoppidan ret til at udtale, at der i Lykke-Per ingen portrætter er (se her s. 61).

*

Et særligt problem udgør i denne forbindelse Dr. Nathan-figuren. For det første lader han sig ikke utvunget placere i det snævre tidsbillede som et portræt af Georg Brandes. Det er han jo, har Pontoppidan selv indrømmet. Hvis Per skal være i Berlin i 1890 og dèr træffe Dr. Nathan i dennes "udlændighed", passer det ikke med Brandes' lange Berlinophold (1878-1883). Nu er det først i originaludgavens fjerde bind, at vi erfarer, at Nathan opholder sig i Berlin (hvor Per "i det fremmede" besøger ham), og i første bind 109 nævnes Nathan overhovedet ikke (det er først i 1905, at omtalen I.68-69 tilføjes). Selve det berømte portræt af Brandes indføres først i kapitel 1 i sjette bind (= Kap. 17; II.54-57), og det er herefter, at Pontoppidan over for Brandes indrømmer portrættet. Men hvad enten Pontoppidan allerede under udarbejdelsen af A 4 ændrede sin plan eller "inkonsekvensen" skyldes et bevidst hensyn til Brandes, således at det var direkte umuligt at lægge skildringen af Nathans biografi som en kalke over Brandes', så forbliver Nathan-Brandes-figuren et problem for romanens forståelse.

I den oprindelige plan var det vistnok ikke meningen, at Dr. Nathan så tydeligt skulle fremtræde som et portræt af Georg Brandes. Når det skete, hænger det sammen med ændringen i selve den skikkelse, der fra at være ledefigur skulle blive hovedperson. Som det skete i forfatterskabet ("Jeg søgte fra først af mit Mål i Natur- og Folkelivsskildringer, indtil med Årene Menneskefremstillingen blev mig Hovedsagen", Nobelpris-selvbiografien 1917), således også i denne roman. For virkelig at kunne gøre tidens åndelige bo op, er det tænkeligt, at Pontoppidan i højere grad end oprindelig planlagt tidsmæssigt og for en række forudsætningers vedkommende har måttet låne sin ledefigur træk fra sig selv. Ikke i simpel autobiografisk forstand, men f.eks. på det vigtige punkt, at Georg Brandes som Dr. Nathan tilkendes en mere fremtrædende plads i billedet, for at forfatteren derigennem kunne gøre sig sin gæld til Brandes klar² – i billedet af Nathan fordeles jo lys og skygge. Når Pontoppidan i "Lykke-Per-interviewet" siger, at bogens plan krævede et portræt af Georg Brandes og i sit brev 5.7.1902 til denne taler om den "Hensigt, der har affødt mit Forsøg" og derefter i brevet den 9.7.1902 lader deres indbyrdes diskussion om figuren føre ind til "Bogens inderste Tankegang", er det jo også en 110 understregning af, hvor vigtig Nathan-skikkelsen er i romanen.

Med det forbehold at Pontoppidans formulering jo er formidlet gennem en journalist^'3, må hans ord om at bogens plan krævede en sammenblanding af kunst og virkelighed ("et portræt af Georg Brandes") nok forstås således: Udviklingen af Pers figur krævede i bogen en konfrontation med Nathan, af hvem forfatteren derfor giver et udførligt portræt, fordi Pontoppidan krævede et opgør med sig selv og sine forudsætninger, deriblandt Georg Brandes.

*

Det var kort efter udsendelsen af originalens fjerde bind, at Pontoppidan skrev det vigtige brev til Georg Brandes, der dels meget direkte ("han har ikke hjemme i de Regioner, hvori Jakobes Kærlighed fører ham op") knytter an til Ørneflugt-motivet, dels i sin fortsættelse giver antydninger om det "Kaos", der det næste årstid skulle præge arbejdet med romanen. Det fremgår af dette brev, at Per på intet tidspunkt har skullet skildres som den ny tids menneske, en teknikkens hero. Allerede til Borchsenius skrev Pontoppidan, at ordet lykke har en melankolsk klang i hans øren.

Hvad planen oprindeligt har omfattet for Pers vedkommende må sikkert være dette: Per skulle, med hele sin ballast fra barndomshjemmet, stige så højt det var muligt. Under den store fest på Skovbakken står han i det ydre plan på lykkens tinde. Men samtidig har ballasten – på det indre plan – tvunget ham ned, så at han ender (med Neergaards udtryk) i Maren Malkepiges arme, d.v.s. – ja, måske i et ægteskab som det med Inger. Romanen var planlagt med en problematik om værdien af det nedarvede, Sideniusarven – om dets skadelige og hæmmende virkning. Men en religiøs roman blev den først på sit andet stadium – og med religiøs roman menes her egentlig kun det samme som: en forløsnings-roman. Hvad der var planlagt som en forkrøblingshistorie, et mislykket forsøg på frigørelse, blev til en historie om mennesket, der ved at 111 turde kende sig selv, bliver sig selv. Den nødvendige gennemlevelse, Pontoppidan taler om i Lykke-Per-interviewet, understreges af slutningen af et brev, Pontoppidan efter sidste binds udgivelse skrev til Edvard Brandes:

Der er desuden lidt usmageligt ved al literær Fremstilling af religiøse Brydninger, når sådanne ikke kan ses fra den komiske Side, og det har hele Tiden tynget mig under Udarbejdelsen. Men Bogen måtte jeg skrive, og nu er jeg forhåbentlig mit sideniuske Alpdruck kvit for bestandig. (18.12.1904).

Udarbejdelsen af den store roman var også en frigørelsesproces for Pontoppidan – og hvad han i den gjorde op med og holdt regnskab over, var sikkert ikke blot det "sideniuske Alpdruck", men alle de mange og forskellige påvirkninger, han i sin ungdom havde været udsat for – blandt disse ikke mindst dem fra Georg Brandes.

*

I januar 1901 bad Pontoppidan sin forlægger Ernst Bojesen om at få tilsendt et eksemplar af de to første bind, hvori der var indskudt blade af conceptpapir. Jeg har tænkt, skriver Pontoppidan, "at benytte nogle overflødige Timer til at gennemgå de forhen udgivne Hefter" med henblik på en ny udgave af romanen. Samtidig arbejdede han på originaludgavens femte bind. Denne parallelbevægelse fortsætter gennem de følgende 3½ år. I oktober 1902 kan Pontoppidan meddele en tysk forbindelse, at Lykke-Per straks efter færdiggørelsen vil udkomme i en "ny, gennemset (og måske noget forkortet) dansk Udgave" (brev til Axel Juncker 16.10.1902). I januar 1904 skriver Pontoppidan til Bojesen, at trykningen af den nye udgave kan påbegyndes nårsomhelst. Han lagde meget vægt på, at folk der ville repetere romanen kunne få lejlighed til at læse den i den nye udgave. Det ærgrede ham, at det ikke lykkedes at få udgaven færdig til udsendelse samtidig med originaludgavens bind 8, ja han sinkede ligefrem afsendelsen af manuskript til det sidste hefte; og han var utilfreds med udstyret i andenudgaven, 112 da første hefte af den kom i februar 1905. Det var jo meningen, skriver han til Bojesen, "at Optrykket skulde ligne Originaludgaven så meget som muligt."

I Lykke-Per-interviewet udtalte Pontoppidan, at den nye udgave var helt igennem omskrevet og trykt efter et nyt manuskript. Skønt næppe ét afsnit i hele romanen er uden rettelser, er en kombination dog tænkelig af helt nyt manuskript (fra brevene til Bojesen ved vi, at det er tilfældet for de første seks kapitlers vedkommende) og så rettelser indført på indskudte blade i A-bind, men hverken manuskripter eller sådanne A-bind er bevaret.

Alt dette er baggrunden for meddelelsen på bind 8's sidste side, som ikke blot var en koket anmodning om at få lov til at rette småfejl, men en henstilling givet ud fra den – dog altid uudtalte – erkendelse af, at først med andenudgaven var Lykke-Per overhovedet skrevet.

*

Forsåvidt eksisterer der slet ingen førsteudgave af Lykke-Per. Sidste del, og i hvert fald de to sidste hefter, er skrevet med den reviderede Lykke-Per som baggrund. På den ene side tog Pontoppidan ganske vist det hensyn, at de sidste hefter skulle læses med A's tekst som baggrund, men andre steder "smittede" den allerede igangsatte omarbejdelse, således at enkeltheder kun fik mening med den nye tekst som baggrund. Et eksempel på det første forhold:

Det har været iagttaget, at den konsekvens, pastor Sidenius' "forbandelse" får for Per, ikke i A står i noget rimeligt forhold til dens formulering – og man har da også konstateret, at Pontoppidan har skærpet den i B.³ Straffetalens slutning lyder i A (1.18-19):

Peter Andreas har ikke villet agte Guds Bud. Han har forhærdet sit Hjærte overfor sin Faders og Moders Formaninger. Og Straffen er ikke udebleven. Ja, min Søn, du skal ikke skaanes for at vide og forstaa din Brøde i dens fulde Forfærdelighed. Men du skal ogsaa vide og forstaa, at det er af Kærlighed til dig, at din Fader og Moder og alle dine Søskende her taler til din Samvittighed gennem min Mund. Det er, fordi vi ikke kan slippe Haabet om, at det dog en Gang skal lykkes os at finde Vejen til dit Hjærte og vende det mod det gode og sande.

Som også Ahnlund har gjort opmærksom på (113-14), har omarbejdelsen i dette afsnit to formål: 1° allerede fra begyndelsen at accentuere romanens ledemotiv: fred- og hjemløsheden. 2° at svække den raillerende tone i fremstillingen af faderen, her ved at gøre hans tale mindre svulstig og farisæisk (se også Ahnlund 112). Det pointeres, at det er et guddommeligt bud, Peter Andreas har overtrådt, og trods forbeholdet – "at du ikke skal ende som" – må den 11-årige dreng opfatte forbandelsen som møntet på sig. Men denne begivenhed, Kainsmærkningen, omtales allerede i A:

Under Pers første besøg i Bøstrup præstegård overværer han aftensangen, hvor man (naturligvis) synger "Fred hviler over land og by" (Kapitel 20). Sangen og den "hele fortrolig-festlige Stemning" griber Per dybt – ganske som da han under den store fest på Skovbakken hørte sangen sunget i den lille villahave (Kapitel 17). Han føler sig som en ubuden fremmed på hjemmets grund. "Der var ligesom draget en Trolddomskres omkring ham paa ethvert Sted, hvorover Barndomshjemmets Aand hvilede." Og A fortsætter:

Der var jo paa en Maade ikke noget nyt for ham heri. Det var den samme Ensomhedsfølelse, han havde kendt allerede som Dreng. Kun rejste den nu ikke længer Oprør i hans Sind. Trodsen i hans Hjerte var forstummet. Han anklagede Ingen, ikke sine Forældre, ikke Tidsaanden, ikke Slægtsarven. Ikke heller sig selv. Som alt, hvad der levede, havde han vel kun virket efter sin forud satte Bestemmelse. De uopsporlige Magter, der sammenvævede de menneskelige Vilkaar, havde mærket hans Liv allerede ved Fødslen. Kains Skæbne hvilede over ham. – Det hørte til hans allerførste Erindringer, hvorledes Faderen engang i en af sine Straffetaler til ham havde anvendt den bibelske Forbandelse: "Fredløs og ustadig paa Jorden være hver den, der trodser Herrens Bud." (A 7.92-93; kursiveringen min).

Da Pontoppidan skrev dette i vinteren 1902-03, havde han 114 omarbejdet den ovenfor citerede straffetale.⁴ I B (se Kapitel 20) er hele det her anførte stykke fra A 8 derfor erstattet med følgende:

Saadan var nu engang hans Skæbne. Han var og vilde altid blive en Fremmed og Fredløs paa ethvert Sted, hvorover Barndomshjemmets Aand hvilede. (lidt anderledes kapitel 19)

Men Pers erindring om scenen i barndomshjemmet er i B anvendt på anden måde. Det sker under Pers aftenvandring ved Kærsholm (A 7.38-40; B Kapitel 19), et sted Ahnlund (238) har fremhævet som det første, hvor Per oplever sin hjemløshed. Efter afsnittet "Der sneg sig i dette Øjeblik … her i Hjertet af sit eget Fædreland" tilføjes i B og først her:

I det samme randt et andet Skriftord ham i Minde og jog en lille Kuldegysning gennem ham. Det var den bibelske Forbandelse, hans Fader engang havde anvendt mod ham: "Fredløs og ustadig paa Jorden være hver den, som trods Herren". Det Ord var nu gaaet i Opfyldelse. Kains Skæbne hvilede over ham … (Kapitel 19).

I A er dette dog ikke første gang, at Per forstår sin hjemløshed. Allerede, da han på rejsen fra Berlin hjem til faderens dødsleje erindrer sig sit første besøg i hjemmet efter studiernes begyndelse, hedder det i den indirekte monolog (A 4.39-42, der i B blev trukket sammen til et enkelt afsnit; se Kapitel 12 beg.):

Og da saa Juledagene oprandt med al den himmelvendte Højtidelighed […] vendte al den gamle, bitre Følelse af Hjemløshed tilbage i hans Sind. (A 4.42).

115 Følelsen af hjemløshed er her fikseret direkte til barndomshjemmet, hvor den jo er opstået, men det pointeres til stadighed, at ligegyldigt hvor Per befinder sig, afsætter hans manglende evne til at skabe hygge omkring sig indtrykket af hjemløshed (se f. eks. B kapitel 4 og kapitel 13). Men overalt, hvor Pers hjemløshed i A noteres, er den ikke ham selv fuldt bevidst – undtagen under julebesøget. Beskrivelsen af dette er i B rykket frem på sin kronologiske plads (i slutn. af kapitel 1), den berettes her direkte af forfatteren, og det ovenfor citerede sted er ændret til:

Og da saa Juledagene oprandt med al den himmelvendte Højtidelighed […] talte han blot Timerne, til han kunde komme bort og igen være fri og uafhængig i København. (I.33).

Stedet mangler jo her – modsat i A – den ældre Pers baggrund, men grunden til ændringen er nok en anden. Herved bliver nemlig scenen ved Kærsholm den første, hvor Pers hjemløshedsfølelse bliver ham selv fuldt bevidst, mens mængden af steder, hvor den indirekte beskrives, i B netop forøges.⁵ Det er derfor en vigtig flytning, Pontoppidan har foretaget af erindringen om faderens forbandelse og Pers forståelse af, at Kains skæbne er blevet hans. Ved at blive sat sammen med den første fuldt bevidste oplevelse af hjemløsheden, fremtræder Pers "skæbneforløb" helt klart for ham selv – og for læseren.

Hvor vigtigt det har været for Pontoppidan at slå betydningen af denne barndomsoplevelse fast, viser også den parallel dertil, han lader Per overvære i Bøstrup præstegård i den juleferie, Per under sin eksamenslæsning tilbringer på Kærsholm (Kapitel 24). Da han en dag kommer til præstegården, er stemningen trykket, fordi faderen først ved at holde en tale til den samlede børneflok har kunnet få den 12-årige Niels til at tilstå den usandhed, hvori faderen har grebet ham.

Per hørte lidt forlegent paa denne Beretning, der paany genkaldte i hans Erindring/fordi den i hans Erindring genkaldte et Optrin 116 fra hans egen Barndom – hin Scene ved Middagsbordet derhjemme efter Opdagelsen af hans Æbletyveri, denne uhyggelige Scene, der altid havde staaet for ham som hans Barndoms afgørende Oplevelse, og som han end ikke nu/endnu ikke kunde tænke paa, uden at den hele vilde Jagt af Fortidens trodsige og hævngerrige Følelser jog genfærdsagtig gennem hans Sind. (A 8.93-95/B III.210-12).

Hele afsnittet, også om pastor Blombergs patriarkalske stilling i familien, der ofte får Per til at tænke på sin egen far og dennes stilling til moderen og hans søskende, strøg Pontoppidan i 1918.

Et eksempel på det andet forhold, at Pontoppidan – vel nok uagtsomt – forudsætter B's tekst bekendt for A's læser, er følgende: Da Per sidder på hotellet i sin barndomsby – efter at have besøgt forældrenes grave – og læser om løjtnant Iversens selvmord (B 22. kapitel), mener han endelig at forstå, at det er arven efter forældrene, der har hindret ham i at blive "Selvødelæggelsens sikre Bytte" (s.s.). Han når til denne slutning ved at genkalde sig billeder fra sit forgangne liv: natten med fru Engelhardt og mødet endnu tidligere med "den sortøjede Tiggertøs fra Riisagers Gaard." Men det "afgørende Øjeblik", hvor hans blu vaktes ved "det fordærvede Barns skamløse Ord og Lader", kom det aldrig til mellem Per og Oline i A. Her skiltes de for enden af kælkebakken, da vægteren havde standset dem, og man hører intet mere om hende (A 1.38). Det er først i B (se Kapitel 1, s. 32 og 38), at Peter Andreas opfordrer hende til stævnemøde, og hun forsøger angreb på hans dyd. Men stedet i A 8 har tydeligt dette som forudsætning.

*

Et andet indicium for at de sidste bind er skrevet med den reviderede udgave for øje er, at rettelserne i disse er langt færre, og skønt originaludgavens sidste bind var næsten dobbelt så stor som flere af de øvrige hefter, er forkortelsesprocenten for dette bind langt den mindste. Det uforholdsmæssigt store slutbind skyldes altså ikke en hastigere udarbejdelse, men viser hvorledes romanen er vokset ud over de lagte rammer. I det hele taget er det sikkert karakteristisk, at det er bindene 117 omkring pausen i Lykke-Pers udarbejdelse, der er genstand for den største forkortelse, d.v.s. for den største omarbejdelse.

Det gælder nemlig generelt for forfatterskabet, at forkortelse og omarbejdelse hører nøje sammen. Pontoppidan var en bredt arbejdende kunstner. Allerede i 1886 skriver han til Ernst Bojesen: "Jeg kan i det hele ikke med disse Lilleput-Skitser mere." Den kunstneriske proces har utvivlsomt hos ham været en selektiv proces. Forkortelsesprocenten for Det forjættede Land (ved omarbejdelsen i 1898) ligger på de samme 10 som for Lykke-Pers vedkommende. En løselig beregning over det øvrige forfatterskab, som det er samlet i de tre bind Noveller og Skitser, viser at omarbejdelserne overalt førte til forkortelse – og det netop ca. de samme 10% (kun for De Dødes Rige, hvor Pontoppidan direkte lagde an på en forkortelse – og nærmest spolerede værket^'4 – er procenten omkring 20). Forkortelsen af novellerne og de små romaner kan i hvert fald ikke begrundes i det ønske om større folkelighed, som er blevet tillagt Pontoppidan som motiv til forkortelserne.⁶ De er snarere et udslag af selve Pontoppidans arbejdsmåde. Den udvælgelse af stoffet, som resulterede i den trykte tekst, sattes atter i gang, når han tog det pågældende værk frem igen – selektionen fortsatte så at sige. Man kan diskutere, hvorvidt selektionen altid er et integreret led i den kunstneriske skabelsesproces; hos Pontoppidan var den det. I 1888 skrev han:

Paa 160 Sider skal en Digter kunne udtrykke, hvad han har paa Hjærte, Resten er blot Fyldekalk, Slakker, der skriver sig fra en ufuldstændig Udsmæltning af Digtningens Guld ud af det forhaandenværende Raastof, og som skal fjærnes. (Kjøbenhavns Børs-Tidende 4.12.88).

Ordene faldt i en boganmeldelse, men gælder i princippet også for Pontoppidan selv – blot skal man iblandt gange sidetallet med fem. Men højovnbilledet bekræfter, at for Pontoppidan bestod det at udtrykke sig digterisk, i en selektion.

118 Dette giver også mulighed for fuldt ud at forstå arbejdet med tidsbilledet og dets betydning i Lykke-Per. Pontoppidan har selv sagt om det, at det fungerer som "illuderende Forgrund i et Perspektiv" (1905-interview), hvilket er nogenlunde det modsatte af en illustrerende baggrund for en handling. Arbejdet med dette tidsbillede kan lignes ved en bevægelse 'ind i perspektivet'. Det begynder som et "Øjebliksbillede" (s.s.), men strækkes efterhånden ud, så det for det indre øje danner en synsbegrænsende tragt rettet mod "perspektivet", der ikke er af historisk, men af åndelig art. Hvad miljø- og tidsskildringen på denne måde taber i ydre korrekthed, vinder den i indre sandhed. Det er muligvis dette spil mellem det konkrete og det sandfærdige, mellem historie og skæbne, Pontoppidan peger på, når han i brevet til Borchsenius skriver:

Jeg har søgt for mig selv at efterspore og klarlægge Grundene til, at Halvfjersernes såkaldte Gennembrudsbevægelse, trods alt, måtte mislykkes, i hvert fald i første Omgang, idet den stødte an mod de evige Love, hvorefter Menneskeskæbner og Tidsskæbner styres.

Ordene kan med alle sine forbehold og bratte bevægelser synes kryptiske, men afspejler den balancegang på en æg, der til tider gjorde det så vanskeligt for Pontoppidan at gennemføre sit i bedste forstand ideologiske hovedværk. Selve Lykke-Per-figurens udvikling fra ledefigur gennem en række miljøer til hovedperson i et indre drama betegner den samme bevægelse.

Selektionen er altså hos Pontoppidan i egentlig forstand skabende. Men den er ikke uden korrektiv. Dette korrektiv hedder i Pontoppidans poetik grundstemningen. Han anvender første gang betegnelsen i Lykke-Per-interviewet, da han skal karakterisere forholdet mellem de to udgaver (se s. 60), og han gentager ordene om De Dødes Rige (i Bogvennen 1917). Fuldt afklaret fremtræder begrebet i fødselsdagsinterviewet i 1927 (Dagens Nyheder 23.7.), hvori Pontoppidan siger nej til, at man skulle kunne læse en livsanskuelse ud af hans værk:

Det eneste, man maa bygge paa, er den Grundstemning, hvorpaa jeg skrev mine forskellige Arbejder. Den staar jeg ved til enhver Tid. Og den skifter i det, jeg har skrevet, fordi der naturligvis finder 119 en Udvikling Sted. Kan den, der læser Bogen, finde ind til den samme Grundstemning, som beherskede Forfatteren, da han skrev, er Kunstens Maal naaet.

I forbindelse med Pontoppidans omarbejdelser bliver spørgsmålet, hvorledes den Pontoppidan, der er underkastet en udvikling, forholder sig til grundstemningen i det værk, han har for sig med en omarbejdelse for øje. Søger han at forbedre grundstemningens udtryk i værket, eller søger han at bibringe værket en ny grundstemning eller i det mindste præget af den grundstemning, som nu er hans efter den udvikling, der har fundet sted.

Netop i lyset af den udvikling, Pontoppidan selv så klart følte var sket gennem hans forfatterskab, skal nok selve omarbejdelsesproblemet ses. Allertydeligst fremtrådte det i arbejdet med Det forjættede Land. Her er med 3.-udgaven fra 1898 virkelig tale om en ny struktur, en ny grundstemning.⁷ Da Pontoppidan havde arbejdet vel fra hånden, afslog han at ordne noget ældre stof i et par bind "Småfortællinger":

Omarbejdelsen af "Det forjættede Land" har gjort mig så led ved at rode med mine gamle, døde Hjernefostre, at der må gå nogen Tid, før jeg får den vamle Ligstank ud af Næsen og kan tage fat igen, – og ganske uden Ransagelse af mine hensovede Jeg'ers Hjærter og Nyrer kan jeg ikke få mig selv til at lade dem gå ud i Verden med Klassicitetens Spøgelsesmærke. Med andre Ord: der må Sigtelse til … (Brev til Ernst Bojesen 3.2.1899).

Det er her den indledende (spøgefulde) billedtale, der siger noget væsentlig om Pontoppidans forhold til sine værker. Pontoppidan må – stillet over for sit tidligere værk – sige: det er ikke mig, der har skrevet disse ting, og skal de udgives igen må der en opvækkelse til, det døde må blive levende. I 1942 skrev Pontoppidan til professor Brøndum-Nielsen efter læsningen af Spøgelser, den aldrig siden genoptrykte bog fra 1888:

Til min Overraskelse maa jeg indrømme, at den ikke er uden en vis Værdi. Naar jeg alligevel ikke kan tænke mig at lade Bogen optrykke, 120 endsige at gøre Forsøg paa at forbedre den ved Omarbejdelse af Slutningen, er Grunden den, at jeg aldeles ikke kan kende mig selv i den. Dersom ikke mit Navn havde staaet paa Titelbladet, kunne jeg have tiltroet en mig helt fremmed Debutant Forfatterskabet, og det maa vel være Forklaringen paa, at jeg saa totalt har glemt den. (Citeret efter Brøndum-Nielsen: "Henrik Pontoppidan", Aarhuus Stiftstidende 2.7.1944).

Ved vurderingen af enhver omarbejdelse i det Pontoppidanske forfatterskab må det derfor prøves, om intentionen er en fastholdelse af værkets grundstemning eller den er en nyprægning ud fra forfatterens (nuværende) grundstemning.⁸

Det afgørende i forbindelse med Lykke-Pers andenudgave er dog, at først med den var romanen færdig. Derfor er det mindre frugtbart at betragte de to udgaver som selvstændige enheder, hvorimellem der ligger en omarbejdelsesintention, og det er i hvert fald givet, at det må være 1905-udgaven, der skal lægges til grund for en tolkning af romanen – ikke kun fordi forfatteren forlangte det, men fordi originaludgaven som sådan er en torso.
 

Det næste spørgsmål er nu, hvorledes forholdet er mellem B og 1918-udgaven, som i dag er det autoriserede tekstgrundlag. Selvom Pontoppidan i 1920 om denne udgave skrev til sin forlægger, at den jo var "Resultatet af en grundig Revision og Beskæring" (brev til Axel Garde 28.1.1920), er der to forhold, der gør teksten mindre sikker som den "bedste" udgave af Lykke-Per.

Skønt det modsatte er hævdet⁹, er det hævet over enhver tvivl, at trykgrundlaget for 1918-udgaven (i det følgende betegnet som D) er et med forfatterrettelser forsynet eksemplar af tredieudgaven, som udkom i 1907. Denne udgave (i det følgende 121 betegnet som C) kan ikke uden videre betegnes som et "uændret, men nysat Optryk af Anden Udgave" (Skjerbæk^'5). På mindst 75 punkter afviger C fra B. Disse uoverensstemmelser kan opdeles i 3 grupper: I) utvivlsomme sætterfejl, II) mulige sætterfejl og III) tvivlsomme sætterfejl. Af to breve fra Pontoppidan til Ernst Bojesen synes det at være klart, at Pontoppidan for det første selv kun har meddelt ganske enkelte rettelser til C, for det andet ikke selv har læst korrektur.¹⁰ Da gruppen af tvivlsomme sætterfejl består af 3 rettelser, er det rimeligt at henregne Pontoppidans egne blandt disse. Men i de to andre grupper findes adskillige tekstforringende rettelser. Den værste af disse skal anføres her:

Duggen laa som Sølvspind over Græsset, og tavse
Svaner gled ham stille forbi
(B III. 176; satsens liniedeling)

C læser her Duggen gled (se 1964-udgaven i Gyldendals Bibliotek bd. II.231^'6). Alene videreførelsen af denne fejllæsning er bevis for, at en C- og ikke en B-udgave har været trykforlæg for D. At der ikke i 1918 kan være tale om et helt nyt manuskript (en mulighed, Th. Skjerbæk har arbejdet med, jf. Information 12.11.1959), fremgår af, at f.eks. følgende helt meningsløse trykfejl i C går videre i D: "Det varede nu heller ikke mange Minutter, før der udenfor paa Gaden/Gangen hørtes en dyb Brummen, den gamle Vægters "Sang"." (B I.26/C I.26). Fejlen blev først rettet i 1937 i 7. udgave.

Alle de afvigelser fra B, som C udviser, er altså gået videre i D med undtagelse af de steder, hvor Pontoppidan i 1918 har foretaget rettelser – et par gange tilskyndet af C's forvrøvlede form (f. eks. har C lød for lod i "et stort Smil, der lod lystigt og tilfreds" (B I.306); Pontoppidan retter i D til skulde lade 122 (I.208) – og har altså ikke konfereret med B for at få den "rigtige" ordlyd). Man kunne nu mene, at ved gennemsynet af C har Pontoppidan de facto anerkendt C's rettelser, hvad enten de nu skyldes ham selv eller sætteren af C. Men når netop de meningsforstyrrende eller -ødelæggende rettelser langt fra alle er korrigeret, kan "gennemretningen" ikke have været så grundig endda. Det er således karakteristisk, at ingen af de stærkt afvigende rettelser i C, som er overgået til D, findes i umiddelbar nærhed af en D-rettelse.

Dertil kommer, at man også må regne med mulige sætterfejl i selve D's tekst. Det er f. eks. vanskeligt at tilskrive forfatteren følgende rettelse: "Hr. Søndergaard […] en høj, førladen Skikkelse med A-C: rødgraat/D: rødladent Fuldskæg (C III.185/ D II.253; II.236). Som Pontoppidan selv skrev til sin forlægger: "Korrekturen af denne […] Udgave af "Lykke-Per" har næppe været meget omhyggelig." (28.1.1920).

*

Om de egentlige D-rettelser gælder som helhed, at de er færrest i romanens første trediedel; rettelsernes antal er i gennemsnit under én pr. side. Flest er rettelserne fra B II til D, den del af romanen, som i sin tid havde voldt de største vanskeligheder. Ofte er flere rettelser samlet med udgangspunkt i én ændring, som – foruden sine "følgerettelser" i konteksten – ligesom trækker flere med sig. Der sker herved smårettelser, hvoraf tilsvarende med samme ret kunne være gjort andre steder. Det kan i det hele ikke nægtes, at Pontoppidan i 1918 mange steder har "nusset adjektiver": en ordstilling ændres (vel nu til nu vel, blot i til i blot, for dennegang tilende til tilende for dennegang), eller der foretages synonymudskiftninger (særlig til dog især, ikke længe til i Længden ikke). Talrige er naturligvis de steder, hvor en ændring må betegnes som en klar, men gerne lille forbedring: tydeliggørelser af sproglig og logisk art, korrektere sprog, enklere syntaks. Således fjernes næsten alle parenteser, hvis indhold enten skrives fornødent om eller stryges. Der foretages en del moderniseringer af realia og 123 sprog (to Millioner Sidenius'er rettes f.eks. til tre Millioner, se I.242).

Af større strygninger foretages ikke mange. Ingen af dem er indlysende, hvorimod der til flere af dem kan tænkes privatpersonlige motiver hos forfatteren. Det gælder eksempelvis strygningen i Balling-portrættet (II.297), hvor følgende passus efter ordet Paaskønnelse er slettet:

Han galdt nu for en Mand af Betydning ikke alene her i Rimalt, hvor man var stolt af at have en virkelig Skribent i sin Midte, men også rundt om i Landet, hvor han paa Foredragsmøder optraadte som Apostel for en ny Literaturretning, der i Højskolens Aand havde slaaet sig paa det folkelige. (Kapitel 26).

Efter det bekendtskab, der i årene efter 1905 udviklede sig mellem Pontoppidan og Vilh. Andersen, og som bl.a. satte sig frugt i dennes bog i 1917, er strygningen i 1918 forståelig, så tydeligt som disse ord var møntet på Vilh. Andersens omfattende, folkelige foredragsvirksomhed. Men herved bliver Ballings senere skæbne ganske uden prægnans; han er nu blot prototypen på den lille mand, der finder et miljø, snævert nok til at han kan virke stor.

Et par steder trækker Pontoppidan så at sige i land. F.eks. havde han i andenudgaven for kraftigt pointeret det religiøse aspekt i forbindelse med faderens straffetale til Peter Andreas og den virkning, den havde på drengen – et aspekt, der først senere får bevidst betydning for Per. Omkring Pers krise under Kærsholm-opholdet (se Kapitel 19 og Kapitel 20) havde Pontoppidan i originaludgaven (se især 7.58-59) for subtilt ladet den ironiske distance til Pers mange "åndelige gennembrud" spille bold med størrelser og begivenheder (den "sjette Sans", faderens og moderens død), der i sidste ende skulle få afgørende betydning for Pers selvforståelse. Læseren kunne derfor tro Pers slutpunkt forudgrebet her og derved overse ironien. Pontoppidan foretager derfor først i B (se den med blåt markerede tekst i A 7) og videre i D nogle strygninger, der lader den "skjulte Forbindelse", Per under sit Kærsholmbesøg ser mellem sine reaktioner og sine forudsætninger, 124 forblive skjulte til de i rette øjeblik åbenbares. De vanskeligheder, læseren har, og skal have, med at trække grænsen mellem Pers "falske" og "sande" erkendelser, var her blevet for store – og de successive, forenklende strygninger måtte til.

Men generelt kan man næppe fastholde, at de gode rettelser opvejer de dårlige. Det kan ikke overbevisende godtgøres, at Pontoppidan i 1918 var mere trofast mod Lykke-Pers grundstemning end mod sine privatpersonlige hensyn. Alene af den grund bør 1905-udgaven foretrækkes fremfor 1918-udgaven som læse- og tolkningsgrundlag. I alle tilfælde er behovet for en tekstkritisk udgave af romanen indlysende. Enten af D, der i så fald må forsynes med et variantapparat, som noterer C's særformer og de mulige trykfejl i D selv. Eller allerbedst af B med C's og D's rettelser (og strygninger) i apparatet.

(Specialestudierne gjort i 1964; denne artikel formuleret 1970).