Lykke-Per, I-III, 1905 Anden Del

57

Trettende Kapitel

Per var kommen tilbage til Berlin men befandt sig ikke længer saa vel der. Fritjof var i Mellemtiden rejst hjem, og han følte sig meget ene i den store By. Det var nu ogsaa bleven rigtig Efteraar. I mange Butiker og Kafeer brændte der Lys hele Dagen, det dryssede fra Himlen tidlig og silde, og efter de store Regnskyl stod Vandet tommehøjt over Asfalten. Han sad den meste Tid hjemme hos sig selv og studerede. Han haabede ved energisk Arbejde at faa Bugt med den Modløshed, han havde bragt med sig fra Hjemmet; men heller ikke i sine Stuer fandt han nogen rigtig Ro eller Hygge. Hans Værtinde, Fru Kumminach – et lille lasket og uvasket Fruentimmer med en nævestor Svulst paa den ene Side af Halsen – kogte Surkaal den hele Dag; hans Kakkelovn røg, og oppe fra Etagen ovenover, hvor der var Systue, lød der fra Morgen til Aften en ensformig Dur af en halv Snes Symaskiner, der til Tider gjorde ham halvt forrykt.

Stærkt modtagelig for Indtryk, som han i det hele var bleven, opdagede han efterhaanden Skyggesiderne ved det moderne Storstadsliv. Ikke længe efter sin Tilbagekomst fik han saaledes ved 58 en Række Smaabegivenheder et ganske fortroligt Indkig i en Millionbefolknings Levevis og Livsvilkaar, og det virkede ret uhyggeligt paa ham.

Han havde, da han i sin Tid lejede sine Værelser, udtrykkelig stillet den Betingelse, at han ikke fik Medlogerende, der kunde forstyrre ham i Arbejdet, og hans Værtinde havde ogsaa højtidelig lovet dette, ja endog fremvist et Politidokument, hvoraf det fremgik, at det ikke var hende tilladt at udleje mere end netop de to Smaaværelser, der nu var hans. Iøvrigt bestod hele Lejligheden kun af disse Værelser og saa et lille, gravmørkt Rum bagved Køkkenet, hvor der akkurat kunde staa en Smule Jernseng, og hvor Værtinden selv boede. Ikke destomindre havde han ikke været der mange Dage, før det stod ham klart, at der husedes i det mindste endnu eet Menneske i Lejligheden. Han var nemlig nogle Gange bleven vækket om Natten af en hul Mandfolkehoste og opdagede tilsidst, at den kom fra Forstuen eller rettere fra Rummet mellem dennes Loft og et skablignende Aflukke derude, der tjente til Garderobe. Han havde da taget Værtinden i Forhør, men den mundrappe Kælling svor højt og helligt paa, at han gjorde hende Uret; selv da han nu en Søndag Morgen overraskede en ung, blegnæbbet Fyr ude i Køkkenet, hvor han sad i Skjorteærmer foran en Spejlstump og friserede sig, havde hun straks en Forklaring paa rede Haand. Han opgav herefter at komme tilbunds i Sagen, og det skønt han ikke var sikker paa, at hun ikke havde endnu flere Nattegæster forputtet omkring i Lejlighedens Huller og Kroge. En Nat hørte han nemlig samtidig med denne Hosten en dyb og tryg Snorken, der, saa vidt han kunde skønne, ikke kom fra Værtindens Kammer. Ved at forhøre sig 59 hos andre fik han oplyst, at den egenlige Logerende mange Steder blot tjente til Skærmbræt for en ukontrolleret Herbergeren af den Slags omflakkende Eksistenser, hvoraf en Storstad vrimler, – ikke Sjovere eller professionelle Lediggængere, "der sandelig ikke havde saa fint et Nattekvarter", men forholdsvis velholdne unge Mennesker: Kommis'er, Fabriksarbejdere, Barbersvende, Opvartere o.lign., for hvem det at have et Hjem var en overflødig Luksus. De tilbragte deres Fritid paa Gaden, i Ølkipperne, paa Dansebulerne og i offenlige Huse og havde saa et eller andet Sted Adgang til en Soveplads, hvor de tilbragte nogle Nattetimer. De ejede kun, hvad de bar paa sig, og flyttede fra Bydel til Bydel uden Varsel. Det var en Levevis, der var dem paatvungen af Eksistenskampen i disse Millionbyer, og som derfor hurtig faldt dem naturlig. Den, som var vant til at leve Tilfældighedernes Liv paa Gaden og i det hele var friest i sine Bevægelser, skaffede sig lettest Erhverv. Hjemlig Hygge, Fred og Tryghed var for saadanne Folk aldeles fremmede Begreber, der end ikke fremkaldte noget Savn. – Han ophørte da ogsaa hurtig med at beklage dem. Hvad var der at jamre over? Der foregik en Smagsforandring, det var det hele.

Men nu hændte det en Morgen, at han hørte sin Værtinde samtale med en Mandsperson ude i Forstuen. Det var en Politibetjent, som var kommen for at faa Oplysning om en Barbersvend, der om Natten var bleven bragt til et af Byens Hospitaler, og som havde opgivet at have haft sit "Schlafstelle" her. Mennesket havde faaet Blodstyrtning paa en Ølstue og var død kort efter Ankomsten til Hospitalet. Da Fru Kumminach, 60 der i Begyndelsen havde været tavs, hørte dette sidste, blev hun pludselig veltalende. Hvad det var for Snak? Politiet vidste jo godt, at hun ikke maatte have den Slags Lejere. Og saa en Barbersvend! At Nogen kunde tænke, at hun, som var en anstændig Kone med de nobleste Logerende, vilde huse saadan noget Prakkerpak. En skidden Stodder, som ovenikøbet var brystsyg og laa og kreperede paa Gaden!

Per blev kold nedad Ryggen ved at høre denne Ligtale over hans ubekendte Medlogerende. At den omspurgte unge Mand virkelig var den, som om Natten havde haft Tilhold oppe under Forstueloftet, følte han sig nemlig ganske overbevist om, og han hørte da heller ikke siden den kendte, hule Hoste. Han kunde ikke lade være med at tænke paa, hvad der vel ventede ham selv, dersom han f.Eks. blev syg her og maatte have Pleje; og der var saa meget mere Anledning for ham til at bekymres herfor, som han ikke følte sig rask. Han havde forkølet sig paa Rejsen hjemmefra og kunde ikke rigtig komme sig i det fugtige Vejr.

Ogsaa af den Grund holdt han sig saa meget som muligt inde. Han gjorde ikke engang noget Forsøg paa at fortsætte Bekendtskabet med Fritjofs Kunstbrødre paa Knejpen i Leipziggade men spiste paa en Restavration i det Kvarter, hvor han boede. Hos Gehejmecommerceraadens viste han sig heller ikke mere.

Til Jakobe skrev han næsten daglig i denne Ensomhedstid, og det kunde ikke undgaaes, at Brevene fik Præg af hans Sinds Uro, hvor meget han end gjorde sig Umage for at skjule den. Om sig selv skrev han mod Sædvane slet ikke; derimod fortalte han løst og fast om, hvad han tilfældig 61 havde set af Byens Liv, eller han underholdt hende med ret holdningsløse Løjer om Fru Kumminach og den døde Barbersvend og den evindelige Surkaalsstank.

Saaledes gik Tiden indtil Slutningen af November. Da modtog han en Dag gennem Ivan en Skrivelse fra Blackbourn & Gries, det store engelske Ingeniørfirma, hvortil hans Svigerfader havde anbefalet ham. Om nogen Ansættelse hos Firmaet var der dog ikke Tale; der meddeltes ham blot Tilladelse til som Studerende at følge det daglige Arbejde ved et nærmere angivet, større Reguleringsforetagende. Men ogsaa det kunde blive af den største Betydning for ham, og han besluttede at bryde op fra Berlin straks. Han fik dog næppe stort mere ud af Opholdet her dennegang; og desuden vilde en Luftforandring vistnok være heldig for hans Forkølelse. Om den By, Dresack, ved hvilken Arbejdet foregik, vidste han foreløbig kun, at det var en lille Bjergby i de østerrigske Alper. Det var nu hans Plan at overvintre der for omkring ved Tøbrudstid at gaa over Wien og Buda-Pesth til Donaumundingen og bese de store Opmudringsarbejder der. Herfra over Paris og London til New-York.

Paa Rejsen ned til Dresack gjorde han Holdt i Linz for den 900 Fod lange Jernbanebros Skyld1. Han kom dertil sent paa Eftermiddagen, og herfra saae han for første Gang Alpernes luftigt hvide Tinderække rande Synskresen. I Solnedgangsgløden svævede den over Aftentaagen som et Syn fra Tidernes Morgen. Den næste Formiddag befandt han sig midt inde mellem Bjergene, og da Vejret var straalende, og da han desuden følte sig generet af et pluddervornt tysk Rejseselskab, der 62 paa kammeratlig Maade paatrængte sig ham, stod han af Toget ved en lille Landstation og tilbragte trods Aarstiden Resten af Dagen under aaben Himmel. Det var, som om noget derude i den store Sten- og Sneørken havde kaldt paa ham. Og højere og højere lokkedes han op paa Vidderne ligesom ved et hemmelighedsfuldt Løfte om Befrielse for alt, hvad der trykkede og tyngede.

Ene, uden Fører, fulgte han en Fjeldsti, der krøb i Snoninger op ad en stejl og nøgen Klippeside. Man havde nede paa Stationen fraraadet ham at begive sig afsted uden Vejviser, men han trodsede den Beklemthed, han unægtelig følte i disse mægtige og fremmedartede Omgivelser, og steg rask tilvejrs. – – Saadan saae altsaa et Bjergland ud! Han indaandede i lange, nydende Drag den stærke, snekolde Luft, saae paa Skyerne, der sejlede afsted dybt under ham i Dalen, og kom i Løbet af disse Timer i et Forhold til Naturen, som han ikke før havde kendt.

Dengang han var Dreng, havde Skoven og Engene derhjemme været ham en Legeplads, hvortil han længtes ud for at kunne tumle sig frit og glemme Hjemmets Tvang. Siden havde han overhovedet aldrig haft Lejlighed til noget fortroligere Samliv med Naturen. Han havde siddet i sin Nyboders-Bagstue og studeret den paa sine Generalstabskort og respektløs gjort den til et Bytte for sin Skabertrang. Den havde bare været nogle Sten- og Jordmasser, der skulde udnyttes. Ved Synet af en Mark var hans Tanker straks begyndt at tumle med Nivellerinstrument og Baandmaal; og han havde aldrig kunnet sidde ved Vinduet i en Jernbanekupe, uden at hans Indbildningskraft uafbrudt arbejdede med de 63 Landskaber, han kørte igennem, anlagde nye Veje, udtørrede Moser, byggede Broer og gravede Kanaler.

Nu var det ikke heller netop Naturens Skønhed, der gjorde Indtryk paa ham her. For Farve og Linjevirkning manglede han stadig al Sans. Det var Storheden, Aanden, Mystiken i Naturen, for hvilken Uroen i hans Sind nu havde gjort ham modtagelig. Det var Massernes umaadelige Udstrækning, det var Formernes Vælde og den evighedsdybe Stilhed rundtom, der fremkaldte Følelser og Stemninger hos ham, som var ham nye og forunderlige.

I Virkeligheden var det saaledes mindre Landskabet selv, der optog ham, end Maaden, hvorpaa det indvirkede paa ham i hans fuldkomne Ensomhed. Han var naaet nogle Tusind Fod tilvejrs og saae foran sig en uhyre Snemark, der øverst oppe gennembrødes af en nøgen, rødgraa, solbeskinnet Klippekam. Forpustet, som han var bleven af den anstrengende Opstigning, maatte han ofte standse for at samle Vejr. Og naar han da stod der, støttet til sin Stok, og saae sig omkring i det tavse og vilde Øde, kunde han synke hen i langvarig Undren over sine egne Fornemmelser. Han spurgte, hvorledes det var muligt, at der kunde være noget tiltrækkende, ja noget for Sindet opløftende i at gaa saaledes Time efter Time gennem en fuldkommen livløs Stenørken, i den samme ensformige Stilhed. Hvorledes gik det til, at noget saa negativt som det, at man ingenting hørte, kunde virke saa højtideligt befriende? Eller hørte man maaske noget alligevel? Havde de religiøst Troende i en vis Forstand Ret, naar de talte om noget "hinsides Naturerkendelsen"? Fandtes der i Verdensrummet Lydsvingninger, der ikke kunde 64 opfattes af det legemlige Øre? Det, vi kaldte Død, var det maaske bare en anden Form for Liv, som alene lod sig fornemme gennem "Sjælens" vakte Sanser?

Han mindedes, hvorledes en af de Præster, der talte ved Faderens Kiste, havde kaldt Stilheden i Naturen for "Guds Stemme", og han havde hermed villet forklare, hvorfor de gamle Profeter i Tvivlens og Afmagtens Øjeblikke altid søgte ud i Ørkenens Ensomhed. Guds Stemme! – Naa ja, Sandheden var vel den, at Ansigt til Ansigt med det tomme og lydløse Verdensrum betoges Sindet af den "horror vacui", som allerede Oldtidsfolk havde tillagt alle Ting. Og Angsten skabte Hallucinationer, og Hallucinationerne ny Angst, og saaledes var det bleven ved ned igennem Tiderne, indtil Gud var formet og Himmerig og Helvede befolket.

Han steg igen nogle Hundrede Skridt og standsede paany for at trække Vejret. Bestandig det samme frosne Øde, den samme følelsesløse Ro! Disse snedækkede Stenkolosser gav virkelig en imponerende Forestilling om de Kræfter, der havde været i Bevægelse hin Urnat, da Moder Jord skabtes. Og mens han betragtede dem, grebes han af en svimlende Fornemmelse af at være rykket denne fjerne Naturbegivenhed ganske levende nær. Tiden skrumpede saa underligt ind ved Synet af disse stivnede, i evig Ligegyldighed hvilende Stenmasser, der endnu laa der saa nøgne og uberørte, som dengang de for et Par Millioner Aar siden "udgik fra Skaberens Haand", – som det hed. Ja vist! Skaberen? En glødende Urtaage! Et opløst Solsystem! … Og bagved? Tomhed! Tomhed! Iskulde! Dødsstilhed. – – – – – – – – – – – – – – – – – –

65 Det blev Aften, inden han naaede ned igen til Stationen. Her var man begyndt at ængstes for ham, og henne paa Gæstgivergaarden, hvor han havde efterladt sit Tøj, havde man allerede talt om at sende Folk afsted for at søge efter ham. Træt af Dagens Anstrengelser og tung i Hovedet af altfor mange Tanker vilde han se hurtigst muligt at komme i Seng; men han fik andre Ting at tænke paa. Allerede ved sit Komme om Formiddagen havde han kunnet mærke, at der var noget usædvanligt paafærde i Byen. Over Gæstgivergaardens Port var der hængt en Slyngning Grønt, og der havde været en Travlhed, saa man knap havde faaet Tid til at anvise ham et Værelse. Nu viste det sig, at her var Bryllup. Her myldrede af Folk, og ogsaa han fik straks en Indbydelse til at deltage i Gildet. Første Gang sagde han Nej; men næppe var han sluppet ind paa sit Værelse, før der blev banket paa hans Dør, og ind traadte to unge Piger Arm i Arm, nejede for ham og fremsagde i Munden paa hinanden og under megen Fnisen og mange Albustød en lang Remse, hvoraf han akkurat forstod saa meget, at Brudgom og Brud udbad sig Æren af at se ham som deres Gæst. Saa var han overvunden og maatte den hele Nat spise og drikke og danse, saa han tilsidst var ganske ør deraf.

Skønt hans Nærværelse paa en Maade var Selskabet paatvungen, var Gæstevenligheden rent overvældende. Mændene var ikke langt fra ligefrem at tilbyde ham deres Kvinder af lutter Iver for at gøre ham tilgode. Ude i Porten, der var høj og stor som en Lade, blev der danset til Cither og Harmonika paa sømbeslaaede Støvler. I Stuen stod to lange, dækkede Borde; paa det ene af dem laa en hel, stegt Ged med forgyldte Horn. 66 Vinen blev tappet i store Blikkander, og der udviklede sig i Løbet af Natten en Drukkenskab og en Ligefremhed i Forholdet mellem Kønnene der stod i besynderlig Modstrid med den Mængde Kristuskors og Helgenbilleder, der prydede Huset og stod opstillet overalt ved Vejene i dette Land.

Per saae sig efterhaanden glad paa det landlige Bakkanal. Han tænkte paa, hvad Fritjof altid havde præket om, at saadanne Naturmennesker i Grunden var de allerlykkeligste. Med et Kniks for et Par Pinde sømmet sammen i Korsform klarede de alle Livets og Dødens Gaader og lod Fiolen sørge.

Det havde været hans Bestemmelse at rejse videre den næste Morgen; men der gik baade en og to, ja flere Dage, før han slap bort. Han havde ved Bryllupsgildet gjort Bekendtskab med en ung Pige, der holdt ham fangen. Det var en firskaaren Bondepige, lidt tung og klodset, som Alpernes Kvinder gerne er, med en munter Opstoppernæse og den Slags rugblonde Haar, der altid havde haft noget sært tillokkende for ham. De var tilfældig kommen til at sidde ved Siden af hinanden paa en Bænk ude i Porten, hvor han havde siddet og set paa Dansen, og de var da kommen i Snak. Han havde ikke forstaaet meget af, hvad hun sagde, og hun forstod slet ikke ham. Derfor lo de meget og var hurtig bleven fortrolige. Hun var et Par og tyve Aar og boede lidt udenfor Byen sammen med sin Moder, paa hvem Per lukkede Øjnene med et Par af sine Tyvegylden-Stykker.

Han havde givet sig hen til denne Forbindelse med en Ubeherskethed, der ikke udelukkende skyldtes erotisk Tiltrækning. Som i de fleste af hans Følelser var der tillige noget villet i 67 den, og det var med oprigtig Undseelse, at han var Jakobe utro. Men han maatte bort fra de ørkesløse Grublerier, der havde plaget ham siden Faderens Død, og som (han saae det nu) var paa Veje til at gøre ham syg i Sindet. Han forstod, at han især maatte vogte sig for Ensomheden; og naar han ikke var hos Pigebarnet, tilbragte han derfor Tiden inde i Gæstgivergaardens Skænkestue sammen med Værten og andre af Byens Folk. Vinen flød og Snakken gik og Røgen fra Piberne gjorde Luften i Stuen blaa, mens Kresen omkring ham stadig øgedes og de eventyrligste Rygter om hans Herkomst og Formue svirrede rundt i Byen.

Efter en Ugestids Forløb brød han pludselig op. En vinbegejstret Venneskare ledsagede ham til Stationen, mens den blonde Pige sad hjemme paa sin Sengekant og græd.

Men Faderens Skygge fulgte ham.

**
*

Dresack laa i en snever, solforladt, halvanden Mil lang Kløft, i hvis Bund en Bjergstrøm tumlede afsted og dannede en uafbrudt Række mindre Vandfald. Paa begge Kløftens Sider var Bjergskraaningerne skovbevoksede næsten op til Tinderne; men i Syd lukkedes Udsigten af et mægtigt, fuldkommen nøgent, rødgraat Fjeld, "Hoher Goll", hvis Sneryg de fleste Dage af Aaret var skjult af Skyer. Byen laa omtrent ved Foden af dette Fjeld og bestod af to Rækker tæt sammenbyggede Træhuse, som dannede en s-formet, stærkt stigende Gade i Fortsættelse af Landevejen, der løb langsmed Flodens højre Bred. Lidt nedenfor 68 Byen, paa Toppen af en lille, fremskudt Høj, om hvilken Floden krummede sig, laa en gammel, kindtandsformet Borglevning, der benyttedes som Tinghus. Til den anden Side løftede Kirken sig over Byen med et spydspidst, blodfarvet Spir.

Indtil for tre Fjerdingaar siden havde der paa begge Sider af Floden strakt sig et frugtbart Englandskab; og ved de største af Vandfaldene havde der ligget et Par Savskærerier og en Benmølle. Nu var Dalbunden et Kaos af Skiferblokke, Grusbunker, Stenhøje og Samlinger af nedstyrtede Træer. Hele Skovstrækninger laa her med Rødderne i Vejret og Toppene begravede i Lerslam. Hist og her mellem Stenene og Trærødderne ragede der Bygningsrester op, her en splintret Bjælke, hist nogle rustne Maskindele. Hele den lavest liggende Del af Byen med Jernbanestationen var bleven bortskyllet en Nat i Foraaret, da "Hoher Goll" efter otte Døgns uafbrudt Regn havde rystet sine hvide Lokker. Og saa pludselig var Vandfloden kommen, at Folkene havde maattet redde sig ud af Husene i deres stumpede Linned. Fem Personer tilligemed et halvt Hundrede Stykker Kvæg var bleven revet bort af Strømmen og knust mod Klipperne.

Efter otte Maaneders Forløb var man nu kommen saa vidt med Rydningsarbejdet, at Banelinjen igen var farbar. De bortskyllede Strækninger af Landevejen ind til Byen var midlertidig bleven erstattet med Træbroer. Desuden havde man begyndt at regulere Strømlejet ved Sprængninger med Dynamit. Det var Hensigten at skabe en Slags Nødafløb bagom den fremskudte Høj, hvorpaa Borglevningen laa, og som ved sin Beliggenhed delvis havde foraarsaget Oversvømmelsen. 69 Et Hundrede Arbejdere var daglig beskæftiget her, og tre af Blackbourn & Gries' Ingeniører havde fast Ophold i Dresack.

Per havde lejet sig ind hos en gammel Sadelmagerenke, der boede omtrent midt i Byen i et bruntjæret Bjælkehus med Sten paa Taget og en halvlukket Svalegang, som vendte ud mod Dalen. Han havde her to rummelige, men mørke og lavloftede Værelser i det øvre Stokværk og havde indrettet sig ganske feltmæssigt, hvad der ikke forøgede Værelsernes Hygge. Trods sin næsten smaalige Ordenssans og sin Trang til Velvære manglede han ganske Evnen til selv at skabe Hjemlighed omkring sig, – det var, som om hans indre Fredløshed straks prægede de Rum, han flyttede ind i. Fra Arbejdsværelset gik der en Dør ud til den overbyggede Svalegang, og herude stod han i den første Tid ofte om Aftenen, hyllet i sit Rejsesjal, og saae over det mørke, dystre Bjerggab op paa "Hoher Goll"'s maanebeskinnede Snemarker. Dybt under ham i Mørket bruste Floden. Han kunde akkurat skimte dens uregelmæssige Løb gennem det store Sten-Kaos, der hist og her oplystes af Vagtblus paa Steder, hvor der om Dagen havde fundet Dynamitsprængninger Sted.

Den paa sin Vis højtidelige og dog saa nedslaaende Følelse af Afmagt overfor Naturen, som havde grebet ham ved det første Syn af Alpernes Stenkolosser, formindskedes ikke her. Han, som i sin Pjece sejrssikker havde forkyndt, at Menneskeheden, der før var Elementernes frygtsomme Slave, snart skulde spænde selve Tordenen for sin Triumfvogn og bruge Stormen som Knaldepisk, maatte overfor dette vilde Ødelæggelsesværk erkende, at Menneskene stadig levede her paa Jorden af Naturens Naade. Endnu efter et Par 70 Ugers Ophold skrev han til Jakobe, der utaalmodig havde ventet paa at se ham offenlig forsvare sit nu endelig udkomne Kampskrift mod et ondsindet Angreb, der var fremkommet i et Fagtidsskrift:

"Du spørger mig, om jeg ikke har modtaget "Industritidende", og du synes at forundre dig over, at jeg ikke har ladet høre fra mig i Anledning af dens nedsættende Dom om min Bog. Men hvorfor skulde jeg egenlig svare? Hvad betyder den Kritik? Du skriver, at du har glædet dig til at se mig slaa min Modstander ned og trevle hans falske Regnestykker op som en mølædt Strømpe; men det forekommer mig, at du tager altfor højtideligt paa den Ting. Herregud, det er jo da kun en Bog, – og tilmed en Bog, som jeg ikke selv længer er fuldtud tilfreds med. Der er hist og her Ungdommeligheder i den, som helst skulde have været udeladte. Desværre – saa ydmygende det end kan være for os – vi bliver nok nødt til at indrømme, at vort Herredømme over Naturen foreløbig kun er svagt befæstet; og heri maa man rimeligvis søge Forklaring paa den Kendsgerning, at saa mange, endog blandt forholdsvis oplyste Folk, i Naturen kan se et Udtryk for en evig Styrendes uforanderlige Magt og Vilje."

Jakobe svarede aldrig paa dette Brev, og Per berørte ingensinde oftere sin Bog eller dens Skæbne. Han var i Grunden slet ikke utilfreds med den Tavshed eller dog Ligegyldighed, hvormed Bogen var bleven modtaget alle andre Steder end i den lidet læste "Industritidende". I det hele blev hans Breve i Vinterens Løb stedse kortere og sjeldnere. Han skrev mest om Vejret og Rydningsarbejdets Fremgang og den Slags Ting, eller 71 han fortalte Smaatræk af Byens Liv, oftest i en humoristisk Tone, der skulde skjule den aandelige Krise, han befandt sig i, og hvis Betydningsfuldhed endelig var bleven ham fuldt bevidst.

I Virkeligheden oplevede han heller ikke synderligt udover det, han af Skamfuldhed ikke vilde skrive om. Blackbourn & Gries' Ingeniører traf han daglig ude ved Arbejdet, men han havde ellers ikke noget Samkvem med dem. Det var tre koldblodige Whiskydrikkere, der havde tumlet sig i alle Verdensdele og straks fra den første Dag havde behandlet ham – "Grønlænderen", som de kaldte ham – med krænkende Overlegenhed, blandt andet fordi han udtrykte sig grumme maadeligt paa engelsk. I dette Forhold var der dog sket en Forandring, efter at han havde tilbragt Juleaften sammen med dem i Gæstgivergaarden "Den gode Nabo", hvor de havde deres Tilholdssted. Han havde nemlig ved den Lejlighed drukket dem alle saa mægtigt under Bordet, at de to maatte lægges ind paa Gæstgivergaardens Seng og den tredje køres hjem paa en Trillebør. Med denne Bedrift betragtede han sin Ære som genoprettet, og de tre Værkfæller forandrede virkelig ogsaa fra den Dag fuldstændig deres Opførsel overfor ham. Alligevel søgte han ikke deres Selskab og viste sig kun sjelden i "Den gode Nabo".

Han tilbragte de lange Aftener hjemme hos sig selv, beskæftiget med at læse; og det blev som oftest sent, før han slukkede sin Lampe. Han havde paany og med al sin jyske Stædighed givet sig i Kast med en Kundskabstilegnelse, der laa hans Fagstudium fjern; ikke – saadan som Aaret forud – bare for at tilfredsstille en forfængelig Lyst til at kunne snakke med om alt og i det hele komme paa Højde med Tidens Selskabsdannelse, 72 men af virkelig, dybt fornummet Trang til en mere indgaaende Viden, en grundigere befæstet Livsanskuelse. Han gik ganske planmæssigt frem i sin Læsning. Vant, som han fra Matematiken og Naturvidenskaberne var, til at søge Beviset gennem ubrudte Slutningsrækker gik han bestandig fra den ene Bog over til saadanne andre, hvortil der paa en eller anden Maade blev henvist i denne, og forfulgte herfra Tankegangen videre tilbage til endnu ældre Skrifter for paa den Maade at finde ind til den oprindelige Begrundelse, til det enkle, endegyldige Sandhedsbevis, der nedslog alle Tvivl. For at ikke Jakobe skulde faa Nys herom, lod han sig Bøgerne tilsende direkte fra en københavnsk Boghandler uden – som ellers – at benytte Ivan som Mellemmand, og det var efterhaanden et helt Bibliotek af filosofiske, æstetiske og teologiske Skrifter, der stabledes op paa hans Arbejdsbord.

Men jo mere han læste, desto mere forvirredes han. Under denne standhaftige Søgen efter det altudtømmende Ord, der for evig Tid havde tilintetgjort alle overtroiske Forestillinger om et "Hinsides", tumlede han rundt i Mørket som en bestandig narret Blindebuk. Hvergang han troede at være Beviset ganske nær, lød der et "Her!" helt henne fra den modsatte Ende af Tankens genlydende Verden, eller han rendte Panden mod en Mur, et eller andet for ham utilgængeligt Værk af en gammel græsk eller latinsk Filosof. Alligevel opgav han ikke Haabet. Med den Tyrketro paa Bøger, der efterhaanden udvikler sig hos den Selvlærte, holdt han sig mangen Gang hjemme ogsaa om Dagen for at fremtvinge et Resultat. For det hastede med ham! Uger, Maaneder var nu gaaet, og han havde gjort sig selv det Løfte 73 ikke at rejse fra Dresack, før han havde naaet fuld Klarhed, absolut Tryghed. –

En Aftenstund i Begyndelsen af Marts kom han gaaende hjemad fra en af Arbejdspladserne hinsides Floden. Han var træt af Dagens Anstrengelser og gik med slæbende Skridt henad Vejen i et Par langskaftede Hægtestøvler. Der havde været Foraar i Luften de sidste Dage. Oppe fra Bjergene havde der hyppig lydt Lavinedrøn, og Flodvandet var steget flere Fod. Aarsdagen for den store Katastrofe nærmede sig, og Per, hvem den megen frugtesløse Grublen og det hele ensomme Liv her mellem de truende Klippemure i Forvejen havde gjort stærkt nervøs, var bleven smittet af Befolkningens overspændte Uro. Aviserne havde allerede meldt om flere svære Skred omkring i Højfjeldene.

Solen var nylig gaaet ned bag Bjergkammen i Vest. "Hoher Goll"'s hvide Top glødede, og Sneen laa som Lavastrømme ned ad dens Sider.

Paa den midlertidige Bjælkebro, der var lagt over Floden, stod som sædvanlig nogle Mænd med lange Spydlystre, hvormed de harpunerede og opfiskede de Træstykker, der flød ned med Strømmen. Per plejede at standse her et Øjeblik og se paa disse Brændefiskere, hvis Pigstokke med fabelagtig Sikkerhed slog ned paa selv den mindste Træstump, der tumlede afsted i det hvirvlende og skummende Vand. Men denne Aften gik han dem udeltagende forbi og besvarede i sin Fraværenhed deres "Gott zum Gruss" med et dansk "Godaften".

Hans Tanker var ved Hjemmet. Han tænkte blandt andet paa, om der endelig idag skulde være kommen Brev fra Jakobe. Han havde ikke hørt fra hende i over en Uge og kunde ikke 74 gribe Grunden til denne pludselige Tavshed. Rigtignok havde han heller ikke selv skrevet i nogen Tid; det var efterhaanden bleven ham noget at en sjælelig Lidelse at skulle udarbejde disse ligegyldige Skrivelser, saa fulde af Forstillelse. Men hans Tavshed havde, forekom det ham, kun været en Grund mere for Jakobe til at skrive. Han kunde jo være bleven syg eller være ramt af endnu værre Ulykker, der gjorde ham det umuligt at skrive.

"Er der noget Brev til mig?" spurgte han sin Værtinde, den gamle Fru Babi, der havde skyndt sig ud for at aabne Forstuedøren, da hun fra sit Vindu havde set ham komme.

"Nej, Herre!" svarede den lille Kone med en frygtsom Nejen.

Da han kom op paa sit Værelse, kunde han alligevel ikke lade være med at skele hen til Arbejdsbordet, hvorfra Jakobes aflange Konvoluter med den store Stejlskrift ellers regelmæssigt hveranden Dag havde lyst ham imøde ved Hjemkomsten. Saa trak han ligegyldig paa Skuldren, gik en Tid smaafløjtende omkring i Stuen under et mislykket Forsøg paa at ryste den tunge Stemning af sig og satte sig derpaa tavs hen i en gammel Armstol foran den aabne Kamin, hvor der blussede et Par gode Brændeknuder. Skumringen tog hastig til. Mørket voksede ud af alle Krogene i det uhyggelige Rum, mens han sad der med Armene paa sine Knæ og saae ind i Flammerne.

Jakobes Tavshed begyndte at forurolige ham. Kunde hun være bleven syg? Nej, i saa Fald havde han sikkert hørt fra Ivan. Der maatte stikke noget andet under. Men hvad?

Han saae hende for sig, saadan som hun rimeligvis 75 i dette Øjeblik sad ved det festlige Middagsbord derhjemme sammen med sine Forældre og Søskende. Han saae det brede Bord under den store, straalende Lysekrone, den pyntelige Opdækning, Blomsteropsatsen og de aldrig manglende Frugtskaale, … Philip Salomon for Bordenden i sin højryggede Gyldenlædersstol med Servietten under Hagen … Ivan, Nanny og de andre Børn anbragte paa maa og faa uden Hensyn til Alders- eller Kønsforskel … alle sorgløst snakkende og berettende i Munden paa hinanden … kun Jakobe som altid tavs og udeltagende, bleg og alvorlig, "Visdomsuglen", som Faderen spøgende plejede at kalde hende, "Institutbestyrerinde Striks", som Nanny mindre godmodigt havde døbt hende.

Pludselig gled en ny Skikkelse ind i Billedet … Eybert. Han vidste, at Jakobes gamle Tilbeder igen havde faaet sin Gang der i Huset. Hun havde for nogen Tid siden selv fortalt derom. I Grunden havde hun vel aldrig helt overvundet sin Tilbøjelighed for denne Ædruelighedens glatkæmmede Apostel derhjemme. Naar han tænkte sig om, havde der ogsaa været noget vist forbeholdent, ligesom tvivlraadigt og hemmelighedsfuldt ved hendes senere Breve. Tænkte hun maaske paa at slaa op med ham? Og skulde hendes Tavshed paa lempelig Vis forberede ham derpaa? Var det Meningen?

Naa ja, de Følelser, der havde ført dem sammen, var jo hverken for hendes eller hans eget Vedkommende af nogen særdeles ophøjet Natur, bundede i hvert Fald ikke i nogen harmonisk Samstemmen af Karaktererne. Særlig i denne sidste Tid var det bleven ham uhyggelig klart, hvor grundforskellige de i enhver Henseende var. 76 Han havde tydelig følt, at om han ogsaa havde kunnet overvinde sig til en Tilstaaelse af, hvad der havde optaget hans Sind og Tanker denne Vinter, saa vilde hun ikke have forstaaet det. Han mindedes forskellige haanende Udtalelser af hende om Folks religiøse Anfægtelser. Maaske vilde det virkelig være bedst for dem begge, om de skiltes nu, før nogen større Skade var sket.

Som han sad i disse Tusmørketanker, blev Døren ud til Trappen aabnet, og Fru Babi listede ind. Der var i den lille Kones Ansigt som i hendes Væsen og vevre, frygtsomme Bevægelser noget museagtigt, der fra den første Dag havde mindet Per om den enfoldige Trine hjemme i Nyboder. Han havde til Tider ligefrem vanskeligt ved at frigøre sig for en overtroisk Forestilling om, at det virkelig var denne hans Fattigdomsaars slavelydige "Aand", der igen puslede omsorgsfuldt omkring ham i en gammel Mo'erlilles Lignelse.

Hun var kommen ind for at tænde Lampen og dække Aftensbordet; men da hun i Skæret fra Kaminilden saae, at Per endnu sad med sine store tilsølede Støvler paa, gik hun først ind i Sovekammeret og hentede hans Hjemmesko.

"Vil Herren ikke skifte?" spurgte hun og satte Skoene ned foran ham.

Han svarede ikke. Først da hun gav sig til at tænde Lampen og lukke Vinduesskodderne, blev hendes Tilstedeværelse ham rigtig bevidst. Lidt efter gik hun ud igen.

Per blev siddende ved Kaminen. Med Armene tungt hvilende paa Knæene stirrede han ned i den hendøende Ild og sank hurtig tilbage til sin mørke Rugen. Det var dog ikke mere Jakobe, han nu tænkte paa. Bestandig i denne Tid, naar 77 hans Tanker et Øjeblik overlodes til sig selv, søgte de hjem til Moderen, flakkede uroligt omkring Præstegaarden og Faderens Grav. Og pludselig gav det et Ryk i ham – saadan som det ogsaa regelmæssig gjorde det, hver Gang han, vaagen eller i Drømme, mindedes Faderens Ur. Skønt han nu godt forstod, at der havde været lige saa megen Frygt som Trods eller Haan i den Følelse, hvormed han dengang havde handlet, skød han helst Erindringen om hin Begivenhed fra sig og skyndte sig at tænke paa andre Ting.

Han rejste sig hastig op. Fru Babi, der havde været nede i Køkkenet, kom i det samme ind med Aftensmaden paa en Bakke.

"Hvad har De til mig idag?" spurgte han.

"Det er lidt Skinke, Herre!"

"Evindelig den Skinke!" brummede han – han maatte give sit onde Lune Luft. "De kunde gerne være noget mer opfindsom."

Mens Værtinden dækkede Bordet, gik han ud paa Svalegangen og lod sig et Øjeblik gennemisne af Aftenbrisen, der strøg ned gennem Dalen oppe fra "Hoher Goll". Der var nu ganske mørkt rundt omkring. Ovre paa Arbejdspladserne sprudede et Par Vagtblus, og udenfor den nye Stationsbygning lyste en Række Oljelamper med et søvnigt Skær.

Overalt var der stille. Kun Floden kunde man høre og den dumpe Buldren af et Jernbanetog langt borte. En enkelt Gang lød ogsaa et fjernt Lavinedrøn. Ude over Bjergtoppene laa tunge, sorte Skymasser; men ret over hans Hoved saaes en klar Stjernehimmel.

Mangen Gang i de forløbne Maaneder havde han staaet der om Natten, udmattet og nedtrykt af sin frugtesløse Læsning, og stirret op paa den 78 lysende Klodevrimmel. Han havde da kunnet fantasere om, at denne gyldne Himmelskrift maaske indeholdt Løsningen paa Livets og Dødens Gaade for den, som forstod at tyde dens Tegnsprog. Og hvilke mystiske Tegn! Ligesom i den allerældste Billedskrift fra Menneskehedens Barndom var her alleslags Dyreskikkelser enfoldigt aftegnede i punkterede Flammelinjer: Løven, Bjørnen, Slangen, Tyren, det hele tabte Paradis, Menneskets første ABC. Og midt imellem alle disse Vilddyr: Korsets Tegn, tydeligere og stærkere funklende end noget andet Stjernebillede, omstraalet af Mælkevejen som af en Glorie – –.

Han foer nervøst sammen. Ude fra Dalbredningen lød et langtrukkent Fløjteskrig. Det var Hurtigtoget nordfra, der nu meldte sit Komme. Lokomotivets røde Ildøjne gennemglødede allerede Mørket derude; man kunde høre, at der blev givet Kontradamp, og et Par Minutter efter klaprede det korte Tog som en træt Hest hen foran Stationsbygningen. Kun nogle faa Øjeblikke holdt det der. Et Par Vogndøre lukkedes op og i; der blev slaaet paa en Klokke, og Føreren gav Signal til Afgang.

Per blev ved at følge det oplyste Tog med Øjnene, indtil det med en kort Snogehvislen smuttede ind i Tunnelen under "Hoher Goll". Og som saa ofte før tænkte han ved dette Syn paa, at han blot behøvede at ville det for i Løbet af faa Timer at komme hundrede Mil fra dette Stenfængsel, hvor han nu havde siddet indespærret i snart tre Maaneder. Allerede den næste Dag vilde han kunne rulle hen gennem Norditaliens aabne og lyse Natur i Sommersol og Blomsterduft. Han var jo sin egen Herre, var ikke bundet af nogensomhelst Forpligtelse her. – – Men hvortil vilde det 79 nytte? Hvad skulde det kunne hjælpe ham at rejse videre ud i Verden, saalænge han ikke havde afrystet den Mare, der søvnbandt hans Tanker og tappede ham for Mod og Blod og Handlekraft? Nej – her, hvor han havde taget Kampen op, skulde den ogsaa føres tilende. Her i denne gravskumle Bjergkælder vilde han besejre Spøgelseuhyret … eller … eller selv besejres.

Da han kom ind igen i Stuen, stod Bordet dækket. Fru Babi ventede ydmyg ved Siden af hans Stol for at kunne skyde den ind under ham, naar han satte sig.

"Nu ja," udbrød han med et nyt Forsøg paa at bringe sig i en muntrere Stemning. "Lad mig da i Guds Navn fortære den Skinke."

"Herren maa ikke være vred," fremstammede den lille Kone angergiven. "Det er saa vanskeligt med det ferske her."

Aldeles Trines Stemme! – tænkte Per.

"Tag Dem det ikke for nær," sagde han nu helt sagtmodig. "Jeg veed nok, jeg er lidt urimelig i denne Tid. Men der er gaaet mig noget imod, skal jeg sige Dem."

"Jeg har næsten kunnet tænke det. Herren har ogsaa set rigtig daarlig ud de sidste Dage."

"Saa-aa," sagde han og følte sig straks mindre vel. Lidt efter rømmede han sig og fandt, at hans Hals var rusten. Det maatte være den Forkølelse fra Berlin, der endnu sad ham i Kroppen. Han blev vist nødt til at tale med en Læge derom og lade sine Lunger undersøge.

I det samme blev der banket nede paa Gadedøren, og Fru Babi gik ned for at lukke op. Lidt efter kom hun tilbage med blussende røde Kinder og fortalte, at der stod en Dame dernede, som bad om at faa ham i Tale.

80 "En Dame?" sagde Per og sænkede Gaflen. "Det maa være en Fejltagelse. Jeg kender Ingen her."

"Det er ogsaa en Fremmed. Hun er vist kommen med Toget."

"– kommen med Toget," gentog Per slaaet og saae uvis paa hende.

Udenfor hørtes nu Trin paa Trappen. Et Øjeblik efter stod en mørk, rejseklædt Dame smilende i Døren. En kostbar Foerværkskaabe hang løst ned fra hendes Skuldre.

"Jeg hørte din Stemme," sagde hun. "Godaften! Du maa ikke blive forskrækket."

Per var sprungen op.

"Men … Jakobe dog!"

"Ja, det er virkelig mig!" vedblev hun tilsyneladende ganske rolig – med den fremkunstlede Selvbeherskelse, hendes sarte Nerver paabød hende under stærke Sindsbevægelser, og som ved denne Lejlighed desuden havde sin Grund i en lille Frygt for ikke at være helt velkommen.

"Men – hvad – hvordan –?"

"Ja, jeg burde naturligvis have telegraferet; men jeg havde paa hele Turen ikke Lejlighed dertil et eneste Sted. Og saa syntes jeg jo ogsaa, at det kunde være ganske morsomt at overraske dig. Jeg løb an paa, at jeg nok traf dig hjemme. – – Men saa skil mig dog af med Vamsen, Mand! Du er virkelig ikke galant!"

Først da hun var bleven befriet for den store Rejsekaabe og ligeledes havde faaet Hatten af og purret lidt op i sit Haar, lod hun sig omslutte af den ganske fortumlede Pers tøvende udstrakte Arme. Skønt hele hendes Legeme dirrede af Utaalmodighed efter at kaste sig ind til hans Bryst, 81 nøjedes hun med at tage hans Hoved mellem sine Hænder og kammeratligt kysse ham paa Panden.

"Velkommen – plejer man at sige. Eller er du slet ikke noget glad for at se mig?"

Per havde virkelig ikke straks været ganske klar over, hvad det var for en Følelse, der betog ham saa mægtigt ved at se hende. Hans første Tanke – den, hans onde Samvittighed indskød ham – havde været, at hun var kommen for at udspionere ham. Men nu, da han holdt hende i sine Arme og saae de store, mørke Øjne straale af Kærlighedens Offermod, forstod han pludselig alt; og det var, som brast i det samme en Jernbøjle, der havde sammenknuget hans Bryst. For første Gang siden sin allerførste, naive Forelskelse i den lille Sadelmagerdatter fra Kjerteminde blev han grebet af en Bevægelse, der fik det til at taage for hans Øjne.

"Derfor var det altsaa, at du ikke skrev!"

"Og det forstod du ikke?"

Ved Synet af Pers duggede Øjne brød Taarerne frem i hendes egne; og da hun nu hørte Døren lukke sig bag Fru Babi, der endelig havde forstaaet, at hun var tilovers, kunde hun ikke længer beherske sig. Med et vildt Udbrud slog hun Armene om hans Hals.

"Du har dog længtes lidt efter mig alligevel! … Og nu er jeg her hos dig! Det er endelig sandt! Det er ikke længer Drøm!" – Hun knugede sig med lukkede Øjne ind til hans Bryst – "Nej, det er ingen Drøm! Jeg hører igen dit stærke Hjerte banke. Aa, Per – min Ven! Min Ven! Tusind Gange min Ven!"

Længe stod de saaledes tæt sammenslyngede. Per famlede tavs med Haanden over hendes Haar, – han kunde stadig ingen Ord finde, saa overvældet 82 var han, og saa mange Spørgsmaal tumlede der rundt i hans Hoved. Endelig fattede de sig, saa de kunde begynde at spørge og svare i ordnede Sætninger.

"Hvorfor jeg ikke skrev det til dig, at jeg kom?" sagde Jakobe, da de var kommen til Sæde ved Siden af hinanden paa en Træsofa mellem Vinduerne, hvor de sad med hinanden i Haanden og endnu hvert Øjeblik brød af i Talen for at kysses. "Nej, det kunde jeg ikke, min Ven! Husk paa, jeg vidste jo indtil det sidste slet ikke, hvordan det skulde gaa. Jeg havde ganske vist længe haft Planen i mine Tanker; jeg følte, at jeg maatte herned, inden du rejste endnu længere bort, … jeg syntes, du var bleven helt borte for mig denne lange Vinter; du skrev jo saa lidt om dig selv; jeg vidste virkelig tilsidst ikke, hvad jeg skulde tro om dig, Per! … Saa sagde jeg forleden til Fader og Moder, at jeg vilde tage ned og besøge Klara Hertz i Breslau; du veed, jeg har en Ungdomsveninde der. Det fandt de nu ganske naturligt; men alligevel turde jeg ikke skrive til dig derom … Jeg havde ligesom ikke Mod til det; der kunde jo endnu komme de hundrede Ting i Vejen, og – tænk dig min Skræk! – lige i sidste Øjeblik finder Ivan paa, at han vil gøre mig Følgeskab. Det fik jeg dog forpurret. Og nu har du mig her!"

Per havde under hendes Fortælling et Par Gange slaaet Øjnene ned. Han kendte hendes store Sandhedskærlighed og forstod (hvad ogsaa noget vist tungt i hendes Tone ufrivilligt røbede) at det havde kostet hende en Del Overvindelse at indvikle sig i saa megen Usandhed overfor Forældre og Søskende. Og alt dette havde hun ofret, al denne Angst havde hun udstaaet, saa mange Farer og 83 Fordomme havde hun trodset, – alene fordi hun havde forstaaet, at han trængte til hende!

Han turde næppe mere se paa hende af Undseelse over de Tanker, han for lidt siden havde siddet her og tænkt om hende. "Og nu?" spurgte han usikkert. "Nu bliver du her?"

"I to Dage, ja. Længere tør jeg ikke lade dem derhjemme være uden Brev. Saa rejser jeg til Breslau. – Der er vel nok en Gæstgivergaard her i Byen, hvor jeg kan bo?"

"Nej, der skal du ikke være; der er uhyggeligt. Du skal blive her, saa flytter jeg hen paa Kroen saalænge. Du saae jo min Værtinde før. Hun er en flink Kone, som vil passe godt paa dig."

"Ja ja, som du vil. – Men nu, min Ven," sagde hun og strøg ham moderligt med Haanden over Haaret, mens hun søgte at se ham ind i Øjet. "Nu er det din Tur til at skrifte. Hvordan har du det? … Ikke godt? … Jeg synes, du ser lidt anstrengt ud."

Per blev urolig og saae ud til Siden for at undgaa hendes Blik.

"Aa, jeg har saamænd ellers haft det ganske godt. Naturligvis – særlig morsomt har her jo ikke været. Men Egnen er paa en vis Maade pragtfuld … og Arbejdet har virkelig været interessant og lærerigt."

Jakobe havde langsomt taget Haanden til sig, og der blev nogle Øjeblikkes Tavshed. Saa vendte hun sig igen imod ham og lagde Armen om hans Nakke.

"Per," sagde hun. "Hvorfor har du ingen Fortrolighed til mig? Tror du virkelig, at du har kunnet skjule dig for mig? … Nej, nej, du maa ikke undskylde dig! Vær blot oprigtig mod mig! Og hvorfor skulde vi to ikke kunne tale ganske 84 ligefrem om den Ting? Selv om jeg maaske ikke helt forstaar det, saa veed jeg jo nu engang, at I kristenfødte Mennesker – hvad enten I er troende eller ikke – aldrig undgaar Anfægtelser, og jeg har været ganske forberedt paa, at heller ikke du helt skulde slippe for dem. Men jeg har ogsaa været fast overbevist om, at du nok vilde komme over dem."

"Du har Ret," sagde han, blussende rød af Skamfuldhed, og frigjorde sig for hende for at rejse sig. "Jeg har virkelig været lidt i Vilderede med mig selv." – Han gik ud over Gulvet. – "Det er latterligt! Nærmest latterligt, naturligvis! Men det har vel været Ensomheden her og … og saa mit forbandede Præsteblod, hele dette Slæng af pibekravede Forfædre, der pludselig har givet sig til at spøge i mig. Men det er aldeles forbi nu! Jeg forsikrer dig … jeg er ganske mig selv igen!"

Jakobe sad et Øjeblik tavs derhenne paa Bænken og saae tankefuld ud. Saa rejste ogsaa hun sig og gik hen til ham. I Stedet for at svare klappede hun ham stille paa Kinden og sagde:

"Derom vil vi nu ikke tale mere iaften, min Ven! … Og hør nu, Per! Jeg ser, at jeg har overrasket dig midt i Aftensmaden. Det er udmærket, for jeg opdager nu, at jeg er ganske forfærdelig sulten. Jeg har næsten ikke spist noget paa hele Rejsen. Du bliver nødt til at dele din Mad med mig."

"Ja – kære!" udbrød Per, lykkelig over at slippe bort fra Emnet. "Nu skal jeg kalde paa min Værtinde. Bare hun nu kan skaffe noget godt til dig."

"Det er lige meget. Naar jeg har min store Hunger, er jeg ligesom Ilden og Grisen – jeg 85 fortærer alt! Snak du nu med Konen, saa pudser jeg mig lidt imens. Kan du tage mig min lille Haandtaske. Jeg satte den fra mig dernedenfor Trappen."

Mens Per fik Bordet omdækket og gjorde den lille Fru Babi ganske forstyrret med sine Ordrer, opholdt Jakobe sig i Sovekammeret ved Siden af, og da hun kom ud derfra, havde hun faaet ordnet de smaa Haarlokker ved Tindingerne og pyntet sin mørkegraa Rejsedragt med en høj og bred Krave, et Brus af sorte Kniplinger og lilla Silkebaand. Hun tog en Violbuket af sit Bælte og fæstede den i Pers Knaphul, og efter at hun endnu engang havde taget hans Hoved mellem sin ¹ Hænder og givet ham en lang Række hede og stormfulde Kys, satte de sig tilbords.

Trods Pers oprigtige Glæde og Taknemlighed over hendes Komme havde der stadig været noget ufrit og tilbageholdent i hans Væsen overfor hende. Han havde følt sig trykket af Misforholdet mellem hendes store, opofrende, alle Hensyn trodsende Kærlighed og hans egne Følelser. Han havde jo aldrig levet paa Indbildninger med Hensyn til Arten af sine Følelser for hende. Han havde paa ethvert Udviklingstrin af deres Forhold været nøjagtigt klar over, hvad og hvormeget hun betød for ham. Havde hun ogsaa en enkelt Gang kunnet vække en Anelse hos ham om Kærlighedens Paradisglæder, saa havde hun med sit sygeligt-sarte, muskelfattige Legeme og sit hele fremmedartede Ydre i Almindelighed kun haft ringe Tiltrækning for hans Sanser. Og den lidenskabelige Inderlighed, hvormed hun for sit Vedkommende gik op i Forholdet, havde endda snarere virket afkølende end æggende.

Nu, mens de sad der ved Bordet, som efter 86 fattig Lejlighed var gjort festligt med en skinnende ren Dug og et Par gamle, trearmede Kobberlysestager, vakte hun for første Gang hans fulde Attraa, endda den store Halskrave ikke rigtig klædte hende. Han havde i lange Tider ikke været en ung Kvinde saa nær; han havde levet i sit Stenfængsel som en Munk i sit Kloster, fortabt i sine Tankers Skyggeverden. Nu tændtes Livsbegæret atter i hans Blod; Modet og Kraften strømmede tilbage til hans Sind og fik det til at svulme.

Han tømte Glas paa Glas af den stærke Landvin. Ogsaa Jakobes Kinder fik mere og mere Farve, og trods sin Sult glemte hun ofte at spise for Klinken og Skaalen og Kys og Omfavnelser.

Da de endelig rejste sig fra Bordet, udbrød Per:

"Men du har jo endnu ikke set, hvordan jeg bor. Kom – saa skal jeg vise dig min Udsigt!"

Han kastede hendes Kaabe om hende og førte hende ud paa Svalegangen. Baade rundtom i Byen og nede ved Stationsbygningen var de fleste Lys allerede slukkede. Men oppe paa Himlen havde Stjernefeltet udvidet sig. Skyerne var gledet fra Bjergryggene ned i Kløfterne for at lægge sig til Hvile der for Natten. Kun over "Hoher Goll"s Snemarker svævede en mørk, brunlig Røg.

Per gav sig til at fortælle om, hvordan han mangen Nat havde staaet her og hørt Naturen tale til ham gennem Flodens mørke Brus og følt sig som det sidste levende Væsen paa en uddød Klode. Men Jakobe hørte ikke længer hans Ord. Hun havde lagt sig ind til hans Bryst og afbrød ham hvert Øjeblik ved tavs at række sine Læber op imod ham. Saa blev tilsidst ogsaa han tavs; og længe stod de nu og vuggede hinanden i Armene 87 og talte kun med Blikkene og bekræftede med lange, lange Kys.

Paa eengang lød et langtrullende Lavinedrøn oppe fra "Hoher Goll". Per løftede Hovedet for at lytte; men Jakobe rørte sig ikke. Selv da han gjorde hende opmærksom paa Buldret, der et Øjeblik efter gentog sig, svarede hun ikke. Hun hørte i den hele vide Verden intet uden Pers og sit eget Hjertes Banken.

Da de igen var kommen ind i Stuen, sagde Per, at det var bleven silde, og at hun vel nu trængte til at komme til Ro. Hertil svarede hun intet. Lidt raadvild gik han derpaa ind i Sovekammeret for at tage sine Toiletsager og nogle andre Smaating. Da han kom tilbage, stod hun henne ved et af Vinduerne med Ryggen til Stuen.

"Ja, saa gaar jeg altsaa hen paa Kroen," sagde han og gik hen til hende for at sige Godnat. Hun vendte sig ikke, og han kyssede hende to Gange paa Kinden, uden at hun gengældte hans Kærtegn. Men da han vilde gaa, holdt hun ham tilbage ved Haanden – tavs men besluttet.

Han saae spørgende paa hende.

Da drejede hun Hovedet om mod Træsofaen og sagde:

"Du kunde vel egenlig sove paa den. Saa havde jeg dig dog i Nærheden og kunde passe paa dig. Det Værtshusliv holder jeg ikke af."

Per bøjede sig ned over hende. Endnu ikke helt sikker paa, om han ogsaa havde forstaaet hende rigtig, vilde han se hende ind i Øjnene. Da lænede hun sig ind til ham og trykkede hans Haand mod sit Hjerte.

Den næste Morgen vækkedes hun af Solen, der skinnede ind til hende gennem Vinduestremmerne. Hun løftede sig paa Albuen og saae sig 88 omkring med forbavsede, vidt opspærrede Øjne. Døren til det andet Værelse stod paa Klem, og da hun hørte Nogen varsomt pusle derinde, smilte hun.

"Per!" kaldte hun muntert.

Ved Lyden af hans Skridt foer Blodet hende et Øjeblik til Kinderne. Men allerede før han aabnede Døren, havde hun strakt sin Arm ud imod ham.

Han traadte stille ind og lagde sig paa Knæ ved Sengen. "Hvor du har sovet godt!" sagde han og greb hendes Hænder.

"Ja, kan du begribe det! Jeg, som i det sidste halve Aar ikke har kunnet sove nogen Nat uden at have taget mit Amylen, jeg har næsten ikke vidst af mig selv at sige fra det Øjeblik, du gik fra mig … Men du? Du er paaklædt og har allerede været ude, kan jeg mærke. Dit Haar lugter saa morgenfriskt."

"Jeg har blot gaaet lidt derude paa Altanen. Jeg vilde ikke være for langt fra dig."

"Aa – saa forstaar jeg! – det har været dine Skridt, jeg hele Tiden har hørt i mine Drømme. Men saa maa du vist have gaaet derude længe. Har du ikke sovet? … Ikke? … Slet ikke? Stakkel! Saa har Bænken derinde været dig for haard alligevel. Men jeg sagde dig det jo!"

"Nej, det var ikke det. Men – Jakobe!"

"Hvad er der, min Ven?" – Hun saae først nu rigtig, hvor bevæget, ja opreven han var, og hun blev angst. – "Hvad er der hændt?"

"Jakobe – jeg vil skrifte for dig. Jeg faar ikke Fred, før jeg har tilstaaet noget … har sagt dig, at – –"

Hun lagde Haanden for hans Mund.

89 "Jeg veed alt, hvad du vil sige … men jeg vil ingenting høre. Fortiden er nu glemt, Per!"

"Og kan du tilgive mig? Vil du glemme, at jeg har talt til dig om Kærlighed og vundet dit Hjerte og gengældt dine Kys, før jeg endnu vidste, hvad Kærlighed er? For det er sandt – jeg maa sige dig det – først nu i Nat har jeg lært det. Og jeg føler med Skam, hvor ussel jeg har været, og hvor lidt jeg har forstaaet af Livet. Vil du tilgive mig det?"

"Aa, min Ven!" sagde hun, idet hun med et lidt tungt Udtryk tog hans Hoved ind til sit Bryst. "Det har jeg gjort for længe, længe siden."

**
*

Det var nogle Dage derefter. Jakobe og Per kom gaaende op ad en stejl Fodsti, der i Slyngninger førte op over en afvekslende nøgen og kratbevokset Bjergside. Det var lige i Middagsstunden. Solen brændte paa de rødgraa Klipper, og Foraaret bølgede i Luften omkring dem i en stærk og vild Harpiksduft af Gran og Fyr.

De befandt sig inde mellem Laugenbjergene paa Alpernes Sydskraaning. Straks Dagen efter Jakobes Opdukken i Dresack var de brudt op derfra for at komme Sommeren nærmere, og nu havde de i otte Dage strejfet om paa begge Sider af Etschdalen som to lystige Eventyrere, havde sovet i Alpeværtshusene, købt Brød og Æg i Landsbyerne og stillet deres Tørst ved Skovkilderne. Paa Rejsens tredje Dag havde Jakobe skrevet hjem og roligt meddelt Moderen, hvor hun var, idet hun forklarede, at hun ikke havde kunnet modstaa Fristelsen til at hilse Foraaret velkommen og derfor havde lagt Vejen til Breslau 90 sønden om Alperne. Uden udtrykkelig at nævne Per havde hun desuden skrevet, at Moderen ikke skulde ængstes for hende, da hun havde "sikret sig god Rejseledsagelse".

Nu stavrede hun der langsomt og usikkert op ad den knudrede Sti med en lang Alpestok i Haanden og Kjoleskørtet opheftet. Per kom støt bagefter. Han bar paa Ryggen en simpel grøn "Rucksack", der indeholdt hele deres Bagage. Ofte standsede Jakobe og vendte sig om for at indfange ham i sine Arme og give ham et Kys. De var begge bleven brunede af Foraarssolen, og Jakobes ellers saa korrekt ordnede Tindingelokker flagrede hende paa Zigøjnervis viltert omkring Ørene. Og hendes Øjne straalede, og hendes Mund blussede af Elskovsfryd!

Forresten havde hun ikke vist sig som nogen duelig Tindebestiger. Hver halve Time havde de maattet holde Rast, og Per havde baaret hende over Kildeafløbene og støttet hende under alle bratte Nedstigninger. Men han havde langtfra beklaget sig derover. Hun var saa fuglelet, og han elskede at føle hende i sine Arme. Disse mange Smaahvil undervejs i Skove og i Bjergkløfter var desuden kærkomne Anledninger til idylliske eller overstadige Kærlighedsscener, som de begge i Reglen huskede allerbedst, naar Dagens lange Vandring var tilende.

For Per havde disse Dage virkelig betydet en ny Fødsel og en ny Daab. Livet havde med eet opladt sig for ham i en Fylde og en Skønhed, hvorom han aldrig havde drømt. Han var gaaet omkring som i en Aabenbarings-Rus, med en Fornemmelse af at have faaet et helt Sæt nye Sanser. Alt, hvad han hidtil havde krævet af Lykken, forekom ham nu ligegyldigt og smaat i 91 Sammenligning med den Sum af Nydelse, der kunde gemmes blot i et Kys. Jakobe selv var som forvandlet for ham. Han elskede hende nu som den Kvinde, der havde skænket ham nyt Liv, der havde udvidet hans Verdens Grænser, og i hvis Favn han havde fundet den Besværgelse, der manede Dødens Skygge fra hans Vej.

Men nu var Lykkens Dage for dennegang tilende. For sine Forældres Skyld turde Jakobe ikke længer udskyde Adskillelsens frygtede Øjeblik. De havde bestemt, at de inden Aften vilde være i Botzen. Herfra skulde saa Jakobe tage med Nattoget nordpaa, mens Per vendte tilbage til Dresack for at ordne sine Sager og derpaa fortsætte Rejsen ud i Verden efter den engang lagte Plan.

Derfor var de denne Dag mere stille. Naar deres Blikke mødtes, søgte Jakobe vel endnu at smile; men der var i hendes Kærtegn noget ubehersket, der røbede Sindets smertelige Uro. Tilsidst vilde hun slet ikke mere slippe ham men gik langsomt ved Siden af ham med hans Arm om sit Liv og med sit Hoved trykket ind mod hans Skulder; og naar de standsede for at kysses, lukkede hun Øjnene for med hele sin Sjæl at favne det lykkelige Nu og præge det dybt i sin Erindring.

De var igen naaet til et Sted, hvor Stien svingede. Her stod et Par smaa Kastanier, der kastede en Smule Skygge ned over Stengrunden, og de besluttede sig til at holde Hvil. Per bredte et Rejsesjal ud for Jakobe, der var træt og straks satte sig. Og pludselig kom de til at huske paa, at de rent havde glemt at spise deres Frokost, som laa i Rucksacken. Dette fik dem til at le, og en lille Tid glemte de nu deres Sorg.

92 Per spændte den grønne Sejldugspose af sin Ryg og begyndte at udpakke Maden. I det samme fik han Øje paa et Kors, der var plantet mellem Stenene ovre paa den anden Side af Stien. Det var et af de her saa almindelige to-tre Alen høje Trækors med et groft og uhyggeligt malet Billede af den Korsfæstede.

"Fy for Pokker!" udbrød han. "Skal vi have det Gespenst at se paa! – Lad os hellere flytte os."

"Aa, lad os blive!" bad Jakobe. "Nu kan jeg ikke mere, før jeg faar noget at spise."

"Ja-ja da! Vi kan jo ogsaa vende Ryggen til ham! … Næ, Jakobe, vil du rigtig se, hvor kønt her er!"

Vendt imod Dalen, der sænkede sig dybt under dem, fyldt af Soltaage, nød de deres tarvelige Maaltid, noget tørt Brød, lidt Ost og et Par Æg Per havde anbragt sig ved Siden af Jakobe pad den nøgne Sten; og da de havde spist og han havde tændt sig en Cigaret, sad de smaasnakkende Haand i Haand og saae ud i den gyldne Taage.

Pludselig løftede Per Hovedet med et lyttende Udtryk.

"Kan du høre?" spurgte han.

"Hvilket?"

"Hører du ikke? … Igen en Kirkeklokke!"

"Hvor?"

"Etsteds dernede i Dalen."

"Nej … Jo, jeg tror dog … Tænk dog at du kunde høre det!"

"Lyder det ikke hæsligt? … At man endogsaa heroppe i Eventyrets Rige skal forfølges af det Spøgelseglam!"

93 "Du har et mærkværdig skarpt Øre for Kirkeklokker," sagde Jakobe smilende.

Og Per fortalte, hvordan han allerede som Dreng havde hadet og frygtet denne Lyd, der havde indhentet ham overalt paa hans forbudne Veje og summet for hans Øre som en truende Besværgelse. Og Jakobe knugede ømt hans Haand og sagde, at ogsaa for hende havde denne evindelige Klokkelarm lydt som en triumferende Trusel. Hun kunde endnu huske, hvordan hun som lille Pige havde skjult sig om Søndagen, naar Kirkerne begyndte at ringe, for at Ingen skulde se hende græde af Harm; og da hun blev ældre, havde hun ofte paa Hjemvejen fra Skolen sendt udfordrende Blikke op til Klokken i Garnisonskirken, hvor to af hendes Klassekammeraters Familjer havde faste Stolestader, hvad de altid var meget vigtige af.

"Tænk, Per! Allerede saa tidligt har vi haft samme Tanker og Følelser. Er det da underligt, at vi har fundet hinanden?"

Han lagde Armen om hendes Liv, og de talte videre sammen om Fremtiden, fantaserede om det kommende Aarhundrede, der omsider skulde gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner.

"Veed du," – sagde Per – "jeg har i den sidste Tid ofte tænkt paa en Historie, som jeg engang hørte hjemme i Præstegaarden af vor gamle eenøjede Barnepige. Det var om en Bondeknøs, der vilde være Friskytte. Du kender den maaske?"

"Friskytte? Hvad er det?"

"Du veed det ikke! Jo, ser du, det er et Menneske, der skyder med Troldkugler, og som rammer 94 alt, hvad han sigter paa, hvor højt det saa svæver over hans Hoved. Men for at faa Færdigheden maa han en maaneklar Nat stille sig hen ved en Korsvej og skyde en Kugle gennem et Kristusbillede … lige gennem Hjertet."

"Aa – "Der Freischütz"!"

"Javel! Men altsaa, da det kom til Stykket, svigtede Modet den Fyr i Historien. Hvergang han løftede Bøssen mod Krusifikset for at tage Sigte, rystede hans Haand, og saasnart han vilde røre ved Aftrækkeren, lammedes hans Arm, – og han blev alle sine Dage ikke til andet end en almindelig Søndagsjæger. Jeg synes, den Historie er som et Billede paa hele Menneskehedens Afmagt overfor Overtroens Spøgelser. Aldrig fik man Mod til at slaa Afgudsbillederne tilgavns for Panden. Hvordan Pokker det er … i sidste Øjeblik har man altid faaet Anfægtelser."

Han vendte sig om mod Kristusbilledet bagved dem og vedblev i stigende Ophidselse:

"Se paa den blege Herre, der hænger der! Hvornaar fik vi Mod til at spytte ham vor Modbydelighed lige i Ansigtet? Se rigtig paa ham, Jakobe! En saadan fræk Ydmyghed! Denne tarvelige Tilskuestillen af sin Ynkelighed! … Naa, hans Tid faar vel Ende snart! Friskytter vil vi være! Med Heksekugler skal der skydes nu! … Se her!"

Han sprang overmodig op og trak en svær Magasin-Revolver frem af et Læderhylster, som han bar bagpaa under sin Jakke. Før Jakobe kunde forhindre det, havde han spændt Hanen. Med Udraabet: "Nu skyder jeg det nye Aarhundrede ind!" – sendte han et Skud mod Krusifikset, der blev ramt i den ene Side, saa der røg nogle Træsplinter ud i Luften.

95 I samme Øjeblik gik der som et Suk gennem Naturen. Nede fra Dalen lød et hult Drøn, der, alt mens det hurtigt steg i Styrke, kastedes frem og tilbage mellem Bjergvæggene som en langtrullende, underjordisk Torden.

Per havde vendt sig. Han var et Nu ganske bleg. Men da det gik op for ham, hvad det var, brød han ud i en Skoggerlatter. Han huskede nu ogsaa, at han under Opstigningen et Par Steder havde set Opslag ved Siden af Stien, hvor der paa tre Sprog stod: "Man bemærke Ekkoet!"

"Ja – ruml kun, Spøgelser!" raabte han overgivent, hævede paany Revolveren og løsnede de tilbageværende Skud ret op i Luften, saa en ny og forstærket Rallen og Brølen fyldte Dalen, som om virkelig en Hærskare af Bjergaander var sluppen løs.

"Men Per dog – saa vild du er!" raabte Jakobe, der nu var kommen paa Benene og halvt uvillig, halvt betaget kastede sig om hans Hals. "Hvad gaar der af dig!"

"Jeg skræmmede blot en Skygge bort fra min Vej! – Men kom! Vi maa videre! Tiden er kostbar. Inden to Timer skal vi naa Postvognen. Og om fem Timer – Jakobe! – er vi borte fra hinandens Arme."

"Aa, Per – det vil vi ikke tænke paa," sagde hun, idet hun lagde sit Hoved til hans Skulder og lukkede Øjnene.

Saa gik de Arm i Arm langsomt videre, stigende opad i det flammende Solskin, ombølget af Foraarets stærke og vilde Aroma.

 
[1] Linz ... Jernbanebro: Den 375 m. (=1200 fod) lange bro blev bygget 1897-1900. tilbage