Lykke-Per, I-III, 1905 Tredje Del

134

Toogtyvende Kapitel

Jakobe havde lukket sig inde paa sit Værelse. Hun sad ved sin lille Skrivepult med Haanden under Hovedet og saae gennem Vinduet ud paa Havens Trætoppe, der svajede for Blæsten. Hendes Øjne var store og skinnende, Brystet bølgede. Foran hende paa Pulten laa Pers Brev, som hun netop havde modtaget med Formiddagsposten, – en firesidig Skrivelse i Skønskrift uden en Rettelse, i kaligrafisk Henseende et lille Mønsterværk. Hun havde kun gennemlæst den to Gange men kunde den allerede udenad.

Hun vidste ikke, hvad hun mest skulde ynke, enten den Anstrengelse, det øjensynlig havde kostet ham at udarbejde disse mange hensynsfulde Vendinger, eller det Hykleri, hvormed han søgte at skjule baade for sig selv og for hende, hvad der dog var den egenlige Aarsag til, at de maatte skilles. – At han lige til det sidste skulde vise en saadan Mangel paa Evne og Mod til at se Sandheden fast i Øjnene! Hvad vilde hun ikke have givet for, at han denne ene Gang havde været fuldt ærlig og aabent tilstaaet, at han var kommen til at holde af en anden. Men nej! Troldenaturen sad ham for uafrystelig i Kødet. Sin Lysskyhed formaaede han ikke at overvinde. Det 135 var det egenlig "sideniuske" ved ham, at hans naturlige Følelser absolut skulde udsmykkes. Som i sin Tid hans Fremtidsideers nationale Betydning havde skullet pynte hans Egenkærlighed, saadan skulde nu Religionen tjene som Dække for hans Forsagthed, hans fattige Hjemlængsel.

Naa! – hun rejste sig op, løftede Hænderne over Hovedet og trykkede dem ned mod Haaret. Hvad vilde hun nu plage sig mer med den Slags Grublerier? Hendes Tanker havde jo nu Lov til at slippe ham. De havde ikke længer noget at gøre i de skumle Egne, hvor hans Aand færdedes. Hun var fri. Punktum'et var sat for hendes Hjertes Forvildelser. Hendes stakkels forkomne Kærlighedseventyr var tilende.

Der stod nu kun tilbage at underrette Forældrene. Og saa bort herfra! Jorden brændte under hende. Efter al Sandsynlighed vilde Per komme tilbage til København for at ordne sine Affærer, og hun vilde ikke udsætte sig for at løbe ham paa Ærmet derinde paa Gaderne. Desuden kunde hun nu ogsaa vanskelig skjule sin Tilstand længer. Hun havde en Anelse om, at Moderen igen var begyndt at fatte Mistanke, og hun vilde absolut undgaa enhversomhelst Forklaring – i det mindste foreløbig. Derfor vilde hun rejse allerede den næste Dag. Alt var jo forberedt, saa der var ikke noget at bie efter.

Hun kom til at huske paa, at hun netop nu vilde kunne træffe sin Moder alene. Rosalie var i Bad sammen med de Smaa, og Faderen og Ivan var forlængst taget til Byen.

Nede i Dagligstuen sad Moderen ved sin Symaskine mellem Bjerge af Lagenlærred, som hun var i Færd med at sømme.

"Altid i Aktivitet, lille Mo'er," sagde Jakobe 136 og kyssede hende paa Panden. "Finder man dig ikke ved dine Regnskaber, har du noget andet besværligt for."

Hendes Tone gjorde straks Moderen mistænksom. Men uden at lade sig mærke med noget klappede Fru Lea sin Datter paa Kinden og sagde:

"Ja, min Pige, Arbejdet var min Tids Middel til at holde Livet ud. – Og forresten tror jeg ikke, at der gives noget andet."

Saa tog hun atter fat paa Hjulet og lod Maskinen snurre.

Fru Lea var begyndt at bruge Briller, naar hun arbejdede, – hun var i det hele ældet stærkt det sidste Aar.

Jakobe gik en Tid omkring i Stuen, kiggede lidt i en Avis, lagde den igen og satte sig derpaa hen i en Lænestol i Nærheden af Moderen.

"Mo'er," sagde hun, "jeg talte forleden til dig om, at jeg kunde have Lyst til igen at se ned til Rebekka i Breslau. Jeg tror virkelig, jeg gør Alvor af det nu. Men mine Penge er sluppen for tidlig op i Aar. Kunde du ikke bede Fa'er om lidt Forstærkning."

"Det kan jeg endelig nok," svarede Moderen lidt nølende. "Hvornaar tænker du at rejse?"

"Saasnart som muligt. Maaske imorgen."

Moderen standsede sin Maskine og saae dennegang lige paa hende.

"Du rejser altsaa alene?"

"Ja."

"Og dit Bryllup?"

Jakobe havde bøjet sig forover. Hun udholdt ikke Synet af Moderens Øjne, der blev saa uhyggelig store og sorte bag de slebne Brilleglas.

"Ja – se," sagde hun, mens hun samlede og 137 skilte sine udspilede Hænder. "Jeg kan jo lige saa godt sige det med det samme, – min Forlovelse er hævet."

Der blev en lang Stilhed.

"Det er altsaa derfor, du har gaaet og været saa utilgængelig i den sidste Tid?"

"Har jeg været det? – Saa maa I tilgive mig det."

Moderen rejste sig. Hun gik hen til Jakobe, tog hendes Hoved mellem sine Hænder og løftede hendes Blik op imod sig.

"Er der andet, du holder skjult for os, mit Barn?" spurgte hun.

"Derom har du ingen Ret til at spørge," svarede Jakobe med Taarer i Øjnene. "Om sine Kærlighedsanliggender skal man være tavs, – det har du selv lært mig."

Moderen stod et Øjeblik tvivlraadig. Saa tog hun sine Hænder til sig og gik bort.

"Hvor mange Penge mener du at faa Brug for?" Hun var gaaet hen i den anden Ende af Stuen, hvor hun havde givet sig til at gøre i Orden paa et Bord. Det var, som om hun ikke længer havde Ro til at sidde ned.

Jakobe nævnede en større Sum.

Moderen saae atter op: "Du mener altsaa at ville blive borte i længere Tid?"

"Ja, du kan jo nok forstaa, Mo'er, at der ikke vil blive synderlig behageligt for mig herhjemme efter det, der nu er sket. En hævet Forlovelse giver jo altid Anledning til saa megen Sladder. Det gør mig saa ondt, at jeg skal udsætte dig og Fa'er for al den Ubehagelighed – men det maa I ogsaa se at tilgive mig."

"Vi har jo aldrig været synderlig glade for den Forbindelse. Alligevel syntes vi jo nu – ," begyndte Moderen; men da hun mærkede Tegn paa Utaalmodighed 138 hos Datteren, fortsatte hun ikke. Og de talte nu en Tid kun om praktiske Ting vedrørende Rejsen og hendes Udstyrelse.

Saasnart Jakobe igen var kommen op paa sit Værelse, gav hun sig i Færd med at lægge sine Sager frem til Indpakning og at samle og gemme hen, hvad der skulde efterlades. En væsenlig Del af dette Arbejde var iøvrigt gjort i Forvejen. Allerede i nogen Tid havde hun i Stilhed gjort Forberedelser til dette nye Opbrud fra Hjemmet som maaske skulde blive hendes sidste. Blandt andet havde hun omhyggelig ordnet sine Venindebreve, indpakket og forseglet dem og skrevet Afsendernes Navne udenpaa, at intet skulde komme i urette Hænder, dersom hun ikke mere vendte tilbage. Nu gjorde hun det samme med Brevene fra Per. Og da hun skrev Navnet Sidenius udenpaa Pakken, kom hun trods sin triste Stemning til at smile. Saa skulde hun altsaa dog forskaanes for at bære det barbariske Navn!

Kort før Middag blev hun kaldt ned til Faderen, der ventede hende for lukkede Døre inde i Biblioteksværelset. Han kyssede hende tavs paa Panden og gav sig straks til at tale om hendes Pengesager. Per omtalte han ikke med et Ord.

"Hvormeget er det, du mener at faa Brug for?" spurgte han og tog sin Notitsbog frem.

Jakobe nævnte en Sum, der var ikke saa lidt mindre end den, hun havde talt om til Moderen. Hun havde ikke Mod til paany at udsætte sig for Spørgsmaal om Rejsens Varighed.

Faderen sagde ingenting og indførte Summen, idet han dog af sig selv fordoblede den.

"Jeg skal bringe dig et Kreditiv imorgen."

Ved Middagsbordet gjorde Jakobe sig Umage for at være livlig, og i Grunden var hun ogsaa 139 gladere og frimodigere nu, end hun havde været det længe. Den kvalmende Taage, som Uvisheden havde lagt om hendes Bevidsthed, var i Færd med at svinde. Havde hun blot kunnet frigøre sig for Forestillingen om, at hun rejste Døden imøde, vilde hun have følt sig næsten lykkelig.

Men Dødsanelserne havde nu engang bemægtiget sig hendes Fantasi. Som en hidsende Feber jog de hende hvert Øjeblik Kuldegysninger gennem Sjælen. Derfor var det ogsaa, hun ikke vilde betro sig til sin Moder. Hun vilde ikke, at ogsaa denne skulde ængstes; og det var hendes Haab, at hun ved sin Livlighed skulde kunne betage hende enhver Mistanke.

Baade Faderen og Moderen lod da ogsaa temmelig rolige. Derimod var Ivan aldeles sønderknust. Han, der ellers talte om tyve Ting mellem hver Mundfuld, sagde under hele Maaltidet ikke et Ord.

Efter Bordet gik han ind i Biblioteksværelset til Faderen, der allerede sad derinde og skrev.

"Forstyrrer jeg?"

"Nej, du kommer just tilpas. Jeg vilde netop have sendt Bud efter dig. – Har du noget paa Hjerte?"

"Det samme maaske som du. Jeg har faaet et Brev fra Sidenius – nogle Linjer blot, – i Anledning af hans og dit pekuniære Mellemværende. Han beder mig om at sige dig, at det naturligvis er hans Hensigt at tilbagebetale dig Pengene. Han ønsker blot lidt Henstand."

Hertil svarede Philip Salomon ingenting. Han kunde ikke faa sig til at tage Pers Navn i Munden.

"Det var noget andet, jeg vilde dig," sagde han og tog den Skrivelse, han netop havde udfærdiget. 140 "Gør mig den Tjeneste at tage til Byen straks med detteher. Og sørg for at faa det trykt saa hurtigt som muligt. Som du vil se, er det en Meddelelse til vor Omgangskres, – du kan paa Vejen selv regne ud, hvormange Eksemplarer vi har Brug for. Men de maa være færdige saa betids, at de kan omsendes senest imorgen med Aftenposten."

Paa Papiret stod blot de Ord: "Philip Salomon og Hustru meddeler herved, at deres Datter Jakobes Forlovelse med Hr. Ingeniør P. Sidenius er hævet."

**
*

Samme Aften som denne Efterretning spredtes rundt i den salomonske Familjes store Bekendtskabskres, sejlede Per tilbage til København efter et døgnlangt Ophold i sin Barndomsby ved de store, stille Enge.

Uigenkendt og uden selv at søge nogen af sine gamle Bekendte havde han tilbragt Tiden der alene med sine Minder. Og det var ikke dennegang gaaet ham, som da han sidst gensaae Byen ved Faderens Død, og da den i sin provinsielle Uanselighed, med sine krogede Gader og fattige Butiker, havde forekommet ham halvt komisk og vakt hans Medynk. Han havde i det'1 mellemliggende Aar faaet Øjet opladt for sin vedvarende Afhængighed af den; og efterhaanden som det fortrinsvis var bleven Barndomsindtrykkene der nærede og formede hans Følelsesliv, havde hans Forhold til den antaget en halv religiøs Karakter. Fra Berlin og Tyrol, fra Rom og København havde hans Tanker gjort Pilgrimsfarter til denne Afkrog af Verden, hvor hans Skæbnes 141 Traade løb sammen og tabte sig i Evigheden. Den lille Engby ved Foden af de høje Banker var for ham bleven Verdens Indgang og Udgang, hvorigennem Vejen gik tilbage til alle Tings Ophav.

Alligevel var det i Begyndelsen med nogen Tøven, han havde begivet sig ud i Byen for at opsøge de kendte Steder. Navnlig kunde han længe ikke overvinde en vis Sky for den Sidegade, hvor Præstegaarden laa. Trods al hans gode Vilje til at ydmyge sig havde Fortiden endnu for megen Magt over ham. Han kunde ikke komme bort fra den Række mørke Erindringer, der knyttede sig til den store, skumle Bygning med den mærkelige Fængselsport. Heller ikke ude paa Kirkegaarden ved Forældrenes Grave vilde den rette, sønlige Taknemlighedsfølelse rigtig gribe ham. Ved Synet af den høje Mindesten, som Menigheden havde ladet sætte paa Faderens Grav, rørte der sig endog en sidste Rest af den gamle Modsigelsesaand i ham.

Der var ikke just Tale om, at han længer gjorde andre end sig selv ansvarlig for de Skygger, der fra Barndomstiden havde strakt sig ud over hans Liv; men han kunde dog ikke lade være med at tænke paa, hvordan meget kunde være blevet anderledes for ham, dersom hans Fader og Moder havde været mindre hildede i deres Tids Fordomme – ogsaa i det religiøse. Han kunde jo sikkert have været sparet for mangen Forvildelse og mangt et beskæmmende Fald, dersom han straks som Barn havde mødt en saadan mild og menneskelig Gudsopfattelse som den, der nu endelig havde aabnet hans Hjerte for Livets Grundfølelse. Og – hvad der var det tungeste – det Savn, han nu maatte bære paa, var uafhjælpeligt. 142 Den Ensomheds- og Fattigdomsfølelse, han i disse Øjeblikke led under, vilde følge ham gennem Livet. Hvorledes hans Fremtid end vilde blive, ja selv om det lønlige Kærlighedshaab hvormed han var draget bort fra Bøstrup Præstegaard, skulde opfyldes – der vilde dog altid blive et tomt Rum i hans Hjerte paa det Sted, hvor andre gemte deres allerbedste Erindringsklenodier. For Ingen var i Grunden fattig uden den, som ingen gode Ungdomsminder havde.

Da han ved Aftentid var kommen tilbage til Hotellet og sad inde i dets Kafelokale med noget Smørrebrød, hændte der noget betydningsfuldt.

Sammen med Aftensmaden havde Opvarteren bragt ham nogle Blade, deriblandt en af Byens egne Aviser, hvis Navn og Skikkelse han huskede fra Præstegaarden, og som han af den Grund gav sig til at kigge i. Paa Bladets første Side stod et længere "Hovedstadsbrev", der meddelte forskelligt af Øjeblikkets Samtalestof i København. Mellem Nyt fra Hoffet og Teaterverdenen, fra Tivoli og Cirkus, fandt han ogsaa en udførlig Beretning om et "opsigtsvækkende Selvmord" i det gode Selskab. En ung, haabefuld Mand, en forhenværende Kavalleriofficer, havde taget sig af Dage under meget romantiske Omstændigheder. Han havde – stod der – elsket og ment sig genelsket af en ung, nygift Frue, der tilhørte det jødiske Pengearistokrati; og da hans Forhaabninger skuffedes, havde han umiddelbart efter Hjemkomsten fra et ham tilstaaet Stævnemøde skudt sig en Kugle gennem Hovedet.

Per var under Læsningen skiftevis bleven hvid og rød. Skønt der ikke var nævnt noget Navn, og skønt han intet havde hørt om, at Løjtnant Iversen var død, kom han hurtig paa det rene med, at det 143 var denne Mand og Nanny, Beskrivelsen galdt, … Nanny, hvis nøgne Arme for ikke mange Uger siden havde omslynget hans egen Hals! Med en Fornemmelse, som krøb der ham en Slange ned ad Ryggen, læste han Beretningen tilende. Paa tidsvarende Vis var selve den blodige Begivenhed vidtløftig afmalet. Den samvittighedsfulde Brevskriver skaanede ikke Læserne, hverken for et Billede af det tilsølede Gulv, hvor man havde fundet Liget, eller for en Beskrivelse af Sofaen, hvorfra det var trillet ned, eller af Bordtæppet, der var bleven oversprøjtet med Hjernemasse; ja selve Indholdet af et Brev, den Afdøde havde efterladt, antydedes paa en Maade, der uden at angribe Privatlivets lovbeskyttede Fred behændigt tilfredsstillede Almenhedens Nysgerrighed.

Uden at kunne faa sig til at spise noget søgte Per op paa sit Værelse. Her gik han op og ned ad Gulvet og kunde længe ikke forvinde Indtrykket. Det svimlede for ham, naar han tænkte paa, hvor nær han selv havde været ved at blive hængende i denne elendige Kvindes Garn, at det lige saa godt kunde være bleven ham, der havde maattet tjene som Offer for skandalgriske Journalisters Penne, dersom ikke – –.

Ja – dersom!

Han standsede. Det var, som om der ved dette Ord aabnedes en Skodde i Dybet af hans Sjæl; og under det indstrømmende Lys jog halvglemte Billeder fra hans forgangne Liv ham skyggeagtigt forbi. Han saae sig selv i hin Nat for længe siden, da han flyede bort fra Fru Engelhardts Seng, grebet af Væmmelse ved de Glæder, som Skøgerne skænker. Han mindedes en anden Gang endnu længere tilbage i Tiden, i hans Drengeaar, 144 da han fristedes af den sortøjede Tiggertøs fra Riisagers Gaard men i det afgørende Øjeblik frelstes af den Blu, han følte ved det fordærvede Barns skamløse Ord og Lader. Og han tænkte paa de mange andre Gange, hvor han vilde være bleven Selvødelæggelsens sikre Bytte, dersom – – ja, dersom han ikke i sit Inderste havde baaret paa en instinktmæssig Sky for Synden, dersom han ikke gennem sine Forældre – og da vel særlig gennem sin Fader og hans Aarhundreder gamle Præsteslægt – havde staaet i lønlig Pagt med de livsbevarende Magter, han i sin Ungdoms Overmod havde villet trodse. Den "sideniuske" Arv, som han havde kaldt sit Livs Forbandelse, den var netop den Amulet, det signede Tegn, han havde baaret paa sig i det skjulte, og som han kunde takke for, at det dog ikke var gaaet ham værre, end det var.

Men denne medfødte Kraft til Frigørelse, denne Selvopholdelsens Drift i Sjælen, der havde virket ganske uafhængig af alle Troeslærdomme, hvad var den andet end Guds egen Aand, Biblens "hellige Aand", den Kristnes Fylgje, der usynlig vogtede hans Fod for Fald og førte ham frelst gennem alle Forvildelser? …

Han havde sat sig hen til Vinduet, der vendte ud mod en stille, mennesketom Gyde. Han boede lidt tilvejrs og saae ud over en Vrimmel af røde Tage og hvide Skorstenspiber, bag hvilke Solen just gik ned.

Det var, som om han først nu helt forstod sig selv og hvad der var foregaaet med ham de sidste Dage. Vistnok var han allerede paa Kærsholm bleven sig sin Kristendom bevidst; men det havde dog mere været den opskræmte Samvittigheds 145 Magtsprog, han der havde bøjet sig for, end Hjertets og Forstandens overbevisende Vidnesbyrd. Først i disse Øjeblikke opgik Troen for ham som et Erkendelsens Lys, der gennembrød alle Stemningstaager. Mens han sad der med Haanden under Kinden og saae ud mod den gulrøde Aftenhimmel, fuldbyrdedes i hans Sjæl det store Under, den ny Menneskefødsel, der saa længe havde været forberedt.

Saa var han da en Kongesøn alligevel! Livsens Krone, den sønnelydige Samfølelse med den evige og uforanderlige Gud, var skænket ham som Vuggegave; og al sand Rigdom, Hjertets Fred og Sindets Tryghed, Glæde ved Livet og Frygtløshed i Døden, hørte til hans Arvelod! –

Da han den næste Morgen igen gik ud paa Kirkegaarden, var Fortidens Skygger manet bort fra hans Vej. Ud fra det Rum i hans Hjerte, som han havde troet uafhjælpeligt øde, tomt og mørkt, straalede nu Ættens gyldne Skat, Troens Klenodie, samlet af fromme Forfædre, nidkært værnet fra Slægt til Slægt, øget gennem Selvtugt og Trængsler.

Han tog Plads paa den lille Bænk overfor Mindestenen, hvor Faderens Navn – Johannes Sidenius – stod indridset med store Guldbogstaver. Det var en dejlig, solrig og blikstille Avgustmorgen, og han var ganske alene. Der var ikke et Menneske at se eller høre paa hele den store, murindhegnede Begravelsesplads. Overalt i Luften flimrede den flyvende Sommers regnbuefarvede Spind. Hækker og Buske var som overdragne med Sølvmor, og hvert Blomsterbæger og hvert Straa var tungt af gyldne Draaber. Øverst oppe i de gamle, taarnhøie Popler, som 146 dannede en bred Alle gennem Kirkegaarden, susede det svagt; men nede over Gravene rørte der sig ikke et Blad, og Stilheden var saa dyb, som strømmede den ud fra selve Evigheden.

I over en Time fik han Lov at sidde der ganske uforstyrret i en lykkelig bevæget, højtidsfuld Stemning, helt opgaaet i den ham saa fremmede og forunderlige Følelse af Hvile og indre Fred. Endogsaa Erindringen om Inger trængtes i disse Øjeblikke tilbage i hans Sind. Derimod tænkte han undertiden paa Jakobe. Nu, da han selv havde fundet Frelsens Vej, maatte han tænke paa dem, som ikke vidste Raad for deres Ve. For Jakobe var der dog næppe noget Haab. Hun tilhørte jo et Folk, der havde gjort sig Frafald og Fornægtelse til Livsprincip. Men for den vildledte danske Ungdom maatte sikkert den Tid være nær, hvor den vilde lade sig magtfuldt gribe af en Solopgangsstemning som den, der nu gennemlysnede og gennemglødede ham. Han mindedes nogle profetiske Ord af Poul Bergers store Bekendelsesdigt:

"Natten og Mørket er svunden; Guds Dag oprinder paany med Fred og Lykke for alle, der vil bede. Som Vildandeflokken, der strækker Halsene, naar den paa sit lange Træk over øde Bjerge øjner Havet i det Fjerne; som vansmægtende Soldater, der efter daglang Marsch, forbrændte af Solen, hvide af Landevejens Støv, kaster sig ned ved Bækken for at drikke, – saaledes, o Menneskehed, skal du stille din Tørst ved Naadens genfundne Kilde!"

**
*

147 Bruddet mellem Jakobe og hendes Kæreste vakte den største Opsigt i den salomonske Familjes store Bekendtskabskreds. Endog paa Børsen blev Begivenheden diskuteret. For anden Gang opnaaede Per ved sin Forbindelse med det salomonske Hus at blive en omtalt Person i København. Man spurgte hinanden, hvad den unge Mand havde begaaet, siden et saadant Brud havde været nødvendigt. For en Ugestid vandt han ved denne Lejlighed det Navnery, han i sin Tid saa hidsigt havde eftertragtet.

Nanny, der var begyndt at forvinde Forskrækkelsen efter Løjtnant Iversens Selvmord, var travlt paafærde for at lade sig udfritte. Hun havde hurtig gættet Sammenhængen og fandt en oprigtig Glæde ved at fortælle, at det var Jakobe, den Stakkel, der var bleven skammelig bedraget. I et paradisisk Sommerkostume med uskyldshvide, langt nedhængende Florsærmer og Englevinger paa Hatten foer hun ud og ind hos Venner og Bekendte og betroede dem som en Hemmelighed, de endelig ikke maatte lade gaa videre, at Søsterens Forlovede – det Afskum! – i Stedet for at rejse til Amerika havde forelsket sig i en Bondepige. Tænk! En almindelig Malkekomtesse! Med himmelvendte Øjne citerede hun:

"Han slukked' sin Sorg og fandt sin Trøst
paa Bunden af Sagosuppen."1

Blandt dem, til hvem Rygtet naaede ad Omveje, var Oberst Bjerregrav. Den gamle Krigsmand havde virkelig været fast bestemt paa at støtte Per i Kampen for hans store Fremtidsværk, ja i fornødent Fald at træde personlig i 148 Skranken for det imod det københavnske Projekt. Men efterhaanden som Dagene gik, uden at han saae noget til ham, var han igen bleven betænkelig. Han harmedes over den Ufornuft, hvormed Per havde lagt sig paa Græs just nu, da hans Nærværelse var allermest nødvendig. I Begyndelsen havde han anset det for et nyt Udslag af hans ungdommelige Overmod; men efterhaanden gik det op for ham, at der maatte være noget alvorligt i Vejen, og da nu Efterretningen om den hævede Forlovelse naaede ham, blev han yderligere forstemt.

Jakobe var imidlertid i al Stilhed taget bort. Endnu før Per naaede København, var hun paa Vej til Berlin. Efter sin lange, fængselsagtige Ensomhed paa Landet følte hun endog den kedsommelige Jernbanerejse som en Befrielse; og da hun om Aftenen kørte fra Stettinerbanegaarden hen til Central-Hotellet, var det med noget af en Vellystfornemmelse, hun følte Verdensbyen lukke sig om hende som en brusende Brænding. Friederichsstrasses Menneskemylr i det elektriske Eventyrlys, de lange Droskerækker, Hestehovenes Klapren paa Asfalten, de oplyste Forretningspaladser, Stadtbanens Tog, der buldrede henover hendes Hoved, endelig selve det kæmpemæssige Hotel, hvor travle Folk fløj ud og ind som Bier i en Kube, mens alle Slags fremmede Tungemaal hørtes paa Trapper og i Korridorer, – det fik altsammen hendes forpinte Hjerte til at svulme af smertelig Livslængsel.

Hun følte sig som En, der er kommen hjem til sit eget. I dette sydende og lysstraalende Menneskehav følte hun sig tryg. Hun vidste godt, hvor meget ondt det gemte i sit mørke Dyb, 149 hvor mange stakkels Skibbrudne det daglig bundfældede og begravede i sit Slam. Hun kendte de store Verdensstæders uhjælpelige Skarer af Fattige, denne graablege og huløjede Armod, i Sammenligning med hvilken Smaabyernes eller Landets rødmossede Fattigdom tog sig ud som Velstand. Og alligevel! Selv saadanne hjemløse og forkomne Storstadsstodderes Liv syntes hende i dette Øjeblik hundrede Gange rigere end Bondens betryggede Muldvarpetilværelse, og hun forstod saa godt, at de trods Sult og Elendighed blev ved at klamre sig til Stenbroen, indtil Døden bortskyllede dem. En saadan Millionby ejede noget af Havets Fortryllelse. Der var noget af Bølgens eventyrlige Dragning i denne morderiske Tilværelseskamp, i denne vilde Omtumlen, i dette uophørlige Op og Ned, der lige til Undergangens Øjeblik blev ved at lokke med nye og grænseløse Muligheder.

Som bestandig i denne Tid havnede hendes Tanker tilsidst hos det Barn, hun skulde føde til Verden. Hun vilde haabe, ifald det skulde komme til at slægte sine nordiske Forfædre paa, at det da ikke maatte blive af disse Muldjordsmennesker, disse hjemstavnsbundne Trælle, for hvem Verden eller dog Lykken hørte op, saasnart de ikke længer kunde øjne Røgen fra deres Moders Skorsten. Hun vilde haabe, at hendes Barn i saa Fald maatte blive en Havets Ætling, en Vikingenatur, besat af den kamplystne Udve, der var i Slægt med Uroen i hendes eget jødiske Blod, med Vandredriften og denne hvileløse men maalbevidste Higen, der havde gjort saa mange af hendes Stammes Mænd og Kvinder til Menneskehedens Førere.

150 For det blev hende mere og mere den endegyldige Livsvisdom, at kun i Kampen var der Lykke, – om ikke af anden Grund, saa fordi den skænkede den dybeste Glemsel. Det forholdt sig med Livet som med den egenlige Krig: de, der befandt sig midt i Slagets Tummel, tænkte mindst paa Faren, gruede mindst for Blodet. Det var altid Efterluskerne, der havde Mavekneb. Det var paa Marodørernes blege Ansigter, at Kampens Rædsler stod afmalet.

 
[1] Citat fra Christian Winthers fortællende digt "Flugten til Amerika", i Nogle Digte, 1835. Her begynder citatet: "Jeg slukked´ …" Digtet, hvis fortæller-jeg hedder Peter, var udkommet som selvstændig (børne)bog i 1900 med illustrationer af Alfred Schmidt. Her kan hele bogen læses og ses m. illustrationerne. tilbage
['1] det: rettet fra "de". Sammenhængen er udgået i de senere udgaver. tilbage