Lykke-Per, I-III, 1905 Tredje Del

193

Fireogtyvende Kapitel

Dengang man i Bøstrup Præstegaard fik at vide, at Per havde hævet sin Forlovelse med den københavnske Rigmandsdatter, var Pastorinde Blomberg bleven alvorlig opskræmt. Da hun nu hørte, at Per ventedes tilbage til Kærsholm i Juleferien, talte hun en Aften i Sengen aabent til sin Mand om sine Bekymringer og foreslog at sende Inger bort til den Tid. Herom vilde Præsten dog ikke høre Tale. Der var ganske vist heller ikke for ham noget tillokkende ved Udsigten til at skulle bortgive sin Datter til en Mand med Pers Fortid; men man skulde, sagde han, være varsom med at agere Forsyn. Den unge Mand havde jo desuden indset sine Vildfarelser, og at hans Omvendelse virkelig var oprigtig ment, derfor borgede de store, materielle Goder, han havde ofret for sin sjælelige Velfærds Skyld.

"Vi tør ikke bruge Magtsprog i Troesanliggender. Og Kærlighed er Tro. Men jeg vil en Dag tale ligefrem med Inger om Sagen. Hun skal netop vide, at vi ikke vil lægge Baand paa hendes Hjerte. Det vil forhøje hendes Ansvarsfølelse."

Inger havde fra først af slet ikke sat Pers Brud med den københavnske Dame i nogen Forbindelse 194 med sig selv. Skønt hun ellers godt kendte sit eget Værd, opfattede hun det skete udelukkende som et Resultat af Bekendtskabet med hendes Fader. Det var hendes Veninder, de to Frøkner Clausen, der satte hendes Tanker paa det rigtige Spor, og hun havde siden levet i en egen behagelig Svimmelhed ved at høre om de mange Millioner, Per skulde have givet Afkald paa for hendes Skyld.

Hvad hun ellers følte derved, var hende længe temmelig uklart. Nogen særlig Optagethed af Pers Person var hun sig ikke bevidst. Naar hun tænkte paa ham, huskede hun egenlig kun hans Øjne, maaske fordi hendes Fader hin Aften efter hans første Besøg i Præstegaarden havde sammenlignet deres Blik med en aaben Havstrand, hvor solbeskinnede Maagesværme kresede omkring halvbegravede Vrag i Sandet, – "Minderne om Vintermørkets og Jævndøgnsstormenes Ødelæggelser". Hun havde dengang studset over dette Udtryk, hvis Hentydninger hun ikke forstod. Nu, da hun forstod dem bedre, sysselsatte disse blege, sørgmodige Havmandsøjne hendes Fantasi og beherskede helt hendes Erindring om ham. Samtidig var dog netop den Fortid, hvorom de fortalte, den værste Anstødssten for hendes Følelser. At give sig bort til En, der før havde været forlovet, stod for hende som noget, hun umulig vilde kunne gøre. Men unægtelig mildnede det paa Sagen, at hun intetsomhelst kendte til den paagældende Dame men derimod havde set, hvor ulykkelig og forpint han havde følt sig i Forholdet.

Hun troede da ogsaa nok, at hun syntes om ham; men om hun nogensinde vilde kunne komme til at holde rigtig af ham, at elske ham, det 195 vidste hun ikke, fordi hun overhovedet endnu kun havde højst uklare Begreber om, hvad Elskov var. Hendes to Veninder havde rigtignok villigt staaet tilrede med Oplysninger derom. Navnlig havde den robuste Gerda altid gerne villet betro hende baade, hvad hun personlig erfarede, og hvad hun gennem andre fik opsnuset om Kærlighedslivets Mysterier. Men Inger havde aldrig villet høre paa hende; den Slags Ting havde hidtil ikke interesseret hende.

Højst perpleks blev hun nu, da Faderen en Eftermiddag et Par Uger før Jul, just som de et Øjeblik var bleven alene i Dagligstuen, gav sig til at tale om Per og om hans sandsynlige Genbesøg der paa Egnen.

"Som du vistnok veed, min Pige, er Hr. Sidenius ikke længer forlovet. Og nu vil jeg ganske aabent spørge dig, om du maaske af Hensyn til, hvad Folk kan finde paa at udlede af dette Skridt, helst vil være fri for at se ham her i Præstegaarden. Svar du kun lige ud!"

Inger opfattede Spørgsmaalet som et maskeret Frieri. Hun tænkte sig, at Per havde skrevet til hendes Forældre, og hun blev til sin Beskæmmelse saa forvirret, at hun ikke kunde svare noget.

Men for Pastor Blomberg var denne Tavshed og Blusset paa hendes Kinder ogsaa Svar nok. Om Aftenen i Sengen talte han derom til sin Kone og gentog, at der ikke maatte øves noget Pres paa Barnet; de maatte saa haabe paa, at Vorherre vilde give hendes Hjertes Valg sin Velsignelse og føre det til Lykke for hende. Paa den Indvending, at Per jo ingenting var og næppe engang havde Udsigt til nogen Stilling, hvormed han kunde ernære en Familje, svarede Præsten 196 fortrøstningsfuldt, at ogsaa i den Henseende vilde Gud nok hjælpe; og han tænkte derved særlig paa den Strømregulering, hvorom der havde været Tale, og som sikkert vilde kunne kaste en Del af sig.

Udsigterne for denne Sag var rigtignok i Øjeblikket alt andet end lyse. Der var i Løbet af Efteraaret paa Foranstaltning af Hofjægermesteren bleven afholdt et Par offenlige Møder om den; men det havde vist sig umuligt at skabe Enighed mellem de to-tre Hundrede større og mindre Lodsejere, hvis Interesser berørtes af den, og uden hvis udelte Tilslutning der intet kunde udrettes. Skønt i Grunden hver enkelt var overbevist om at den foreslaaede Ordning vilde kunne blive fordelagtig for ham, modsatte man sig den – eller stillede sig dog uvillig til den – af Ængstelse for, at Ens Nabo eller Svoger eller Broder skulde tjene endnu mere ved den eller komme forholdsvis billigere til sin Fordel. Saa undte man nu heller ikke Hofjægermesteren Æren af at sætte et saa betydningsfuldt Foretagende i Værk. De store Bønder var tilsidst helt udeblevne fra Møderne, og man betragtede dermed Planen som uhjælpelig strandet.

Men nu blandede Pastor Blomberg sig pludselig i Sagen. Med den lykkelige Evne, han besad, til bestandig i sine smaa Privatinteresser at se Samfunds- eller Menighedsanliggender af vidtrækkende Betydning besluttede han – som han sagde til sin Kone – "at gribe om denne grimme Brændenelde," der syntes ham et nedslaaende Eksempel paa, hvorledes Ufordragelighedens og Mistroens Ukrudt kunde vedblive at skyde op i et ved Aanden lutret og frigjort Samfund. Først søgte han underhaanden at indvirke paa nogle 197 af dem, paa hvis Godtykke et gunstigt Udfald fortrinsvis beroede; men da han mødte Modstand, blev han vred og gik angrebsvis tilværks. Ved et stort Opbyggelsesmøde, hvor hele hans Menighedskres var samlet, trak han Sagen frem midt i sin Tale og advarede i kraftfuldt manende Ord mod af smaalig Egenkærlighed at lægge Hindringer i Vejen for Fremskridt, der kunde tjene Næringslivets Trivsel og dermed ogsaa fremme Udviklingen af et sundt og lykkeligt og ærligt Kristenliv.

Hans Ord vakte stor Bestyrtelse, hos adskillige desuden alvorlig Misfornøjelse, først fordi de fremkom paa et Opbyggelsesmøde, dernæst fordi man allerede havde hørt Rygter om en forestaaende Forbindelse mellem Inger og Planens unge Ophavsmand. Men Blomberg lod som ingenting. Det var ikke første Gang, han havde opvakt en øjeblikkelig Forargelse i sin Menighed med en vovet Udtalelse. Han kendte sin Magt og lod Folk knurre. Han havde opnaaet, hvad han foreløbig tilsigtede: at blæse nyt Liv i en Sag, der i hans Øjne nu var bleven intet mindre end en Velfærdssag for Egnen. Rundtom i Bøndergaarde og Husmandshytter drøftedes hans Tale, og hermed genoptoges i Virkeligheden Forhandlingerne om Pers Projekt.

**
*

Dagen før Juleaften rejste Per over til Kærsholm, hvor han fandt alt ganske uforandret med den Undtagelse, at Baronessen nu var borte, og at Hofjægermesterens Ansigtsfarve var bleven endnu mere lig et vissent Ahornblads. Om det saa var den lille Os af Tørverøg fra Køkkenet, 198 sporede han den straks og fornam den som en hjemlig Velkomsthilsen.

Hofjægermesterinden var ikke længe om at opdage, at der derimod var foregaaet en Forandring med ham, og det ikke alene i det Ydre. Det anede hende, at han havde haft en eller anden alvorlig Oplevelse; men trods alle sine Bestræbelser for at tillokke sig hans Fortrolighed ved at lægge en moderlig Deltagelse for Dagen kunde hun ikke faa ham til at udtale sig derom, hvad der tilsidst krænkede hende en Smule.

Første Juledag fulgte Per hende til Højmesse i Bøstrup Kirke. Hofjægermesteren befandt sig ilde og maatte blive hjemme. Salmesangen var netop begyndt, da de kom ind i Kirken. Med den ene Haand i Kjolelommen gik Pastor Blomberg frem og tilbage i Kirkens Midtergang og nikkede omkring til Venner og Bekendte paa samme Tid, som han sang med kraftig Røst. Af og til standsede han nedenfor Trappen til Koret og skuede ud over det tætfyldte Kirkerum, mens hans Ansigt lyste af evangelisk Glæde.

Pers Blik havde straks søgt Inger, der sad ovre i den modsatte Stolerække ved Siden af sin Moder. Hun var helt sortklædt, hvad der gav hendes lysblonde Skikkelse en egen fin og blid Ynde. Ikke en eneste Gang løftede hun Øjnene fra sin Salmebog. Selv ved Lyden af det Silkebrus, hvormed Hofjægermesterinden overalt anmeldte sit Komme, og som havde faaet hendes Moder til at vende sig om for at hilse, saae hun ikke op. Derimod havde hendes Kinder meget tydelig skiftet Farve; og Per, som havde nogen Grund til at tro, at hun ikke var uvidende om hans Medværen tog dette som et Sejrstegn og fik heftig Hjertebanken af Forventning.

199 Efter Gudstjenesten blev han og Hofjægermesterinden tilligemed nogle andre af Dagens Kirkegængere buden over i Præstegaarden til Kaffe. Disse Kaffeindbydelser, som altid foretoges af Præsten personlig, var Dragesæden1 i den blombergske Menighed; der blev bestandig givet nøje Agt paa og holdt et indviklet Regnskab over, hvem denne Udmærkelse blev til Del. I Præstegaarden traf Per fire Bønder med tilhørende Koner, paa hvis Ansigter der med forskellig Skrift men lige tydeligt stod skrevet, at de hørte til Egnens velstaaende og indflydelsesrige Personer. At Pastor Blomberg kunde have nogen bestemt Hensigt med at føre ham sammen med disse Folk, faldt ham ikke ind, endda Præsten var besynderlig ivrig for at faa ham forestillet for dem alle. Reguleringsarbejdet blev nu heller slet ikke bragt paa Bane fra nogen af Siderne, og desuden varede Sammenkomsten ikke stort mere end en halv Timestid. Præsten skulde til Sidsttjeneste i Annekset og tilkendegav selv, at man skulde gaa. Først brød Bønderne op, kort efter tog ogsaa Hofjægermesterinden og Per afsted, – og Inger kunde igen aande frit.

Hun havde hele Tiden gaaet med Hjertet i Halsen af Frygt for at blive ene med Per. Hun levede stadig i den Indbildning, at han havde skrevet til hendes Forældre og paa Forhaand sikret sig deres Samtykke til Forbindelsen; men hun var endnu ikke bleven enig med sig selv om, hvorvidt hun holdt af ham eller ej. Eller rettere: hun kunde i sin Uerfarenhed stadig ikke komme til Klarhed over, om det, hun følte for ham, virkelig var Kærlighed. Hun syntes jo nok, at han havde noget over sig af det ikke helt almindelige, som absolut maatte findes hos den, 200 til hvem hun skulde skænke sin Haand. Hun troede ogsaa nok, at han var god og vilde være omhyggelig for hende; og hun kunde heller ikke skjule for sig selv, at Forventningen om Gensynet havde gjort hende urolig og holdt hende længe vaagen de sidste Nætter. Ja, denne Morgenstund lige inden Kirketid havde hun, rent ud sagt, pludselig faaet en heftig Mavepine. Men var det Kærlighed?

Saalænge Per var tilstede, havde hun næsten været overbevist om, at hun ikke holdt af ham. Den Forandring, der var foregaaet med hans Ydre, bidrog nu ogsaa til at gøre ham ligesom fremmed for hende, omend hun fandt, at den ikke misklædte ham. Nu, da han var borte, syntes hun alligevel, at der var bleven underlig tomt i Præstegaarden, og Resten af Dagen sneg sig hen for hende, uden at hun rigtig kunde finde Hvile noget Sted. Hun flyttede sig fra Stol til Stol, fra Stue til Stue og begyndte at føle det som en Ulykke, at hun nogensinde havde lært ham at kende. Denne Uro og Usalighed, der var hendes Natur saa fremmed, pinte og beskæmmede hende. Tilsidst sad hun ved Vinduet inde i sit eget lille Kammer og stirrede fortabt ud i Haven, hvor Solen i sin Nedgang forblødte bag de rimhvide Træer.

Hun tænkte paa en eventyrlig Skikkelse – en Sagnhelt, som Per under Besøget havde kaldt frem i hendes Erindring, og hvis Billede siden havde forfulgt hende. Med sit tavse, indesluttede Væsen, sit blege Ansigt, sit store, mørke Skæg og disse underlige Havmandsøjne havde han mindet hende om "Den flyvende Hollænder"2, saaledes som denne var bleven fremstillet i en Opera, hun for et Aarstid siden havde hørt i 201 København. Navnlig saae hun hele Tiden for sig det højtidelige Optrin, hvor den stakkels omflakkende Sømand, jaget af Hjemløshedens Forbandelse, har søgt Ly mellem de norske Skær og under langsomme og dæmpede Paukeslag fra Orkestret træder ind i Kystbondens Stue, hvor Husets unge Datter sidder ensom og synger ved sin Rok. Og hun lagde pludselig Hovedet ned paa sin Arm og tænkte, at hun dog vistnok alligevel elskede ham, endda hun ikke var glad.

Hun ventede bestemt, at den næste Dag vilde bringe Afgørelsen. Sammen med Forældrene var hun buden til Middag paa Kærsholm, og saa vidt hun vidste, vilde der ikke komme andre. Men tidlig om Morgenen kom Stafetten fra Herregaarden og meldte Afbud; Hofjægermesteren var om Natten bleven alvorlig syg af sit gamle Maveonde.

Om Eftermiddagen kom Hofjægermesterinden selv, ledsaget af Per, for at gøre Undskyldning. I Samtalens Løb gjorde hun en Hentydning til de fire Bønders Besøg i Præstegaarden den foregaaende Dag og udtalte, at der nok allerede i nogen Tid havde været Tale om at indvarsle til et nyt Møde angaaende Strømreguleringsplanen, hvad hun oprigtig glædede sig over.

"Sagen gaar saamænd nok i Orden," sagde hun. "Og vi faar Lov til at beholde Hr. Sidenius her."

Pastor Blomberg, der gik frem og tilbage paa Gulvet med Hænderne paa Ryggen, standsede ved disse Ord med et alvorsfuldt Udtryk.

"Ja," sagde han. "Jeg vil heller ikke opgive Haabet om, at Fordragelighedens Aand tilsidst skal sejre i denne Sag."

Præstefruen sagde ingenting. Hofjægermesterinden 202 derimod blev mere og mere veltalende, og det viste sig nu, at hun havde et helt Arrangement for Pers Fremtid færdigt i Hovedet.

"De husker nok den lille hvide Villa inde ved Stationen. Den er jo ledig nu efter Enkepastorinde Petersens Død3, og jeg kan ikke tænke mig nogen mere passende Bolig for Hr. Sidenius. Den tager sig nydelig ud fra Vejen og skal være meget velholdt med en smuk Have og fortrinlige Udenomsbekvemmeligheder. Jeg kan ikke tænke mig en mere henrivende Beliggenhed."

Inger havde rejst sig. Hun var opbragt og skamfuld over denne Snak, hvis Hensigt hun godt forstod. Hun havde i det hele tabt meget for Hofjægermesterinden i den senere Tid. Ikke alene forstod hun nu, at denne længe paa underfundig Maade havde arbejdet paa at faa hende gift med Per; men hun begyndte ogsaa at ane, at der under hendes Iver herfor skjulte sig en utilladelig Optagethed af Pers Person, den hun undertiden havde berømmet for hende paa en højst usmagelig Maade.

Efter Kaffen gik Selskabet en lille Spaseretur gennem Haven og ud over Bakkerne, men til nogen Enesamtale mellem Inger og Per kom det heller ikke dennegang. Fru Blomberg holdt stadig Øje med dem, og straks efter Hjemkomsten kørte Vognen for Døren. Hofjægermesterinden maatte hjem til sin syge Mand, og Per blev overhovedet ikke anmodet om at blive.

Ved Afskeden omfavnede Hofjægermesterinden Inger og vilde kysse hende paa Munden; men Inger vendte mut Øret til. Hofjægermesterindens Kærtegn, som hun engang havde været saa taknemlig for, var i den sidste Tid bleven hende ligefrem imod.

203 Der gik nu flere Dage, hvori de to Forelskede ikke saaes. Hofjægermesterinden var bundet til Hjemmet af sin Mands Sygdom, og af den Grund maatte ogsaa Per give Afkald paa al Deltagelse i Egnens store Juleselskabelighed. Herover beklagede han sig dog kun, forsaavidt som det hindrede ham i at komme sammen med Inger. Han vidste, at hun baade for sin Skønheds Skyld og som Pastor Blombergs Datter var det fejrede Midtpunkt i Ungdommens Lag, at hun overalt var den selvskrevne Himmeldronning eller Eventyrprinsesse i de festlige Juleoptog og gammeldags Folkedanse, om hvis Genindførelse i Menigheden han allerede om Sommeren havde hørt saa megen Tale. Endskønt han troede at vide, at der ikke fandtes andre unge Herrer der paa Egnen end nogle halvt bondeagtige Proprietærsønner og maaske et Par grønne Studenter, følte han sig ikke ganske beroliget herved, og Tiden faldt ham desuden saare lang paa Kærsholm dennegang. Den krølskæggede Forvalter bød ham daglig med ud paa Jagt; men han havde ganske tabt Smagen for den Slags Adspredelser; han holdt sig helst inden Døre, ogsaa fordi han stadig haabede paa, at Inger skulde komme der paa Besøg. Endog for Hofjægermesterindens Tilrettelægning af hans Fremtid, ja selv for Underhandlingerne om hans Projekt havde han foreløbig ikke stor Opmærksomhed, fordi disse Tings Betydning jo ganske afhang af, om han virkelig turde tro paa at eje Ingers Kærlighed.

Inde i hans Værelse hang der ligesom sidst en Hylde fuld af forskellige Slags Bøger; og hos disse søgte han sin Underholdning. Men mod Sædvane tog han dennegang sin Tilflugt til Morskabslæsning, gennembladede Romaner, Skuespil 204 og Noveller, der kunde sluge Tiden og døve hans Utaalmodighed. Han havde desuden følt nogen Skyhed overfor religiøse Bøger siden den Dag, da han havde maattet ydmyge sig for sine Søskende for at fuldføre Boden for sin Fortid. Den Gud, han havde lært at kende under disse Efteraarets Kampe, kunde han ikke ret forlige med det Billede af en vennesæl og altforbarmende Trøster, der havde lyst ham saa forjættelsesfuldt imøde fra de blombergske Opbyggelsesskrifter. Et Par Gange kiggede han dog lidt i dem; men han følte under Læsningen den samme Skuffelse, som han havde følt allerede i Kirken under Pastor Blombergs Julepræken. Hans Tanker fandt ikke længer nogen Hvile i disse kønne og fine men saa almindelige Betragtninger over Liv og Død og Synd og Naade. Han var i sin religiøse Erkendelse vokset ud over det Udviklingstrin, hvor man tilfredsstilles af det, der bevæger Følelsen uden at opbygge Forstanden. Hans Aand vilde næres, hans Sandhedstrang mættes; men her bødes der ham Blomster for Brød. Han havde ogsaa besluttet at unde sine Tanker en midlertidig Hvile. Han var træt af den frugtesløse Søgen. Han vilde for en Tid stænge Porten til det uvejsomme Hinsidige og samle Sindet om det store Tærningekast, der skulde bestemme over hans Liv og Lykke her i Endelighedens Verden.

Han havde tidligere ikke kunnet tænke sig at fri til Inger, før han havde sin Eksamen overstaaet og havde faaet en Stilling eller dog Udsigt til en nogenlunde betrygget Fremtid. Men der var i disse Dage, hvor han utaalmodig og skinsyg ventede hendes Komme fra Time til Time, vaagnet noget af hans gamle Vovemod i ham; 205 og han var nu fast bestemt paa at opnaa en Afgørelse, saasnart det kunde lykkes ham at blive ene med hende.

Dagen før Nytaarsaften fik han endelig en Lejlighed til at forny sit Besøg i Præstegaarden. Han havde hørt, at der et Par Gange havde været Bud derfra med Forespørgsel om Hofjægermesterens Befindende; og da der nu om Morgenen havde vist sig Tegn, der tydede paa en gunstig Vending i Sygdommen, spurgte han ved Frokostbordet, om han ikke skulde tage til Bøstrup og bringe Præstefamiljen den glædelige Efterretning.

Hofjægermesterillden brød ud i en lille latter.

"Det har De virkelig været længe om at hitte paa," sagde hun med den lidt frivole Biklang i Stemmen, som et Par Gange før havde bragt ham til at studse.

Straks efter Frokosten tog han afsted. Han vidste, at man i Præstegaarden spiste Klokken Tre, og han havde regnet ud, at han i Tiden mellem Et og To bedst kunde gøre sig Haab om at træffe Inger alene i Dagligstuen. Moderen var da rimeligvis beskæftiget i Køkkenet, Faderen i sit Studerekammer; i hvert Fald havde Inger paa den Tid sin Musiktime, den hun, som Hofjægermesterinden engang havde sagt, med sin strenge Pligtfølelse nøje passede Dag efter Dag Aaret rundt med Undtagelse af Helligdagene.

For at kunne komme saa ubemærket som muligt havde han afslaaet Tilbudet om en Vogn. Vejret var desuden smukt, Føret godt, og han trængte til Bevægelse efter den lange Indesidden. Vintersolen kastede sine lange Skygger henover Markerne, hvor hist og her et Par svangre Faar gik og pillede paa Baargræsset. Han var ved 206 godt Mod og saa rolig, at han selv forundrede sig derover. Med en ejendommelig, næsten religiøs Betagethed hørte han Lyden af sine taktfaste, sideniuske Skridt paa den frosthaarde Jord. Det var, som om noget i denne Lyd forbandt ham med en Verden langt, langt borte, hvorfra der paa hemmelighedsfuld Vis tilstrømmede hans Legeme Kraft, hans Sind Fortrøstning, hans Tanker Fred.

Nu gik naturligvis alting ganske anderledes, end han havde beregnet. Den første, han saae, da han kom ind gennem Præstegaardsporten, var Fru Blomberg, der stod midt i Gaarden omringet af sine Høns. Med knebent afmaalt Venlighed takkede hun for den Hilsen, han overbragte, og bød ham indenfor. Her sad Inger ganske rigtig ved Klaveret; men Moderen veg ikke fra Stuen, og Spørgsmaal og Svar naaede ikke langt udover Hofjægermesterens Sygdom. Tilsidst kom Præsten ind i sin lille, sorte Lastings Jakke og erobrede øjeblikkelig Samtalen, og Per var allerede forberedt paa at maatte gaa bort med uforrettet Sag.

Da hørtes der dundrende Hovslag udenfor i Gaarden; en gammeldags Kaleschevogn svingede op for Døren. Det viste sig at være en ældre Nabopræst og hans Frue, der kom for at gøre Julevisit. Der var i Forvejen bleven bragt en Bakke ind med Vin og Kager; nu kom der tillige Chokolade og Kaffe, og Inger hjalp til med Opvartningen. Per rejste sig for at gaa; men da Pastor Blomberg bad ham om at blive der til Middag, lod han sig uden Vanskelighed overtale.

En Timestid efter tog de fremmede Præstefolk bort; og i de Par Minutter, der hengik, mens Pastor 207 Blomberg og hans Kone fulgte dem ud til Vognen, blev Inger og Per forlovede.

Da Fru Blomberg kom ind igen, saae hun straks, at der var sket noget. Inger stod henne ved Blomstervinduet med Ryggen til Stuen; Per ved Siden af.

"Hvad gaar her for sig?" spurgte hun næsten brysk.

Per traadte et lille Skridt frem imod hende og sagde, ligesom undskyldende, med en Hovedbøjning:

"Jeg har friet til Deres Datter, Frue!"

Nu kom ogsaa Præsten trampende ind i sin stumpede Jakke, og da han hørte, hvad der var foregaaet, fik hans Ansigt et meget alvorligt Udtryk. Til en Begyndelse gav han ogsaa forskellige pligtmæsssige Bekymringer Luft; men – let overvundet som han blev, hvor der taltes til hans Følelse – smilte han snart, udbredte Armene mod Inger, kaldte Per sin Søn og gav dem med Taarer i Øjnene sin Velsignelse.

Hvorledes Frieriet i Grunden var gaaet for sig, vidste Per knap nok selv. Han maatte bagefter lade sig det fortælle af Inger, og hun fremstillede det paa en Maade, der ikke var fri for at kaste et lidt komisk Skær over ham. Hun sagde, at hun ved de fremmede Præstefolks Bortgang havde villet følge med Forældrene ud til Vognen; men Per havde da pludselig grebet hende om Haanden og holdt hende tilbage.

"Jeg havde virkelig nær skreget, saa haardt du tog! Du skulde bare vide, hvor ondt det gjorde."

Hun sagde dette uden alt Skælmeri. Det var en alvorlig ment Beklagelse. I det hele var hun foreløbig mindre optaget af Per end af Tanken 208 om den Lykke, hun havde skænket ham. Til nogen Slags Fortrolighed mellem dem kom det da heller ikke. Per kunde mærke, at hun ligefrem undgik at komme paa Tomandshaand med ham. Af Frygt for et Afslag vilde han derfor ikke engang ved sin Bortgang, da de endelig et Øjeblik var bleven alene i Forstuen, bede om et Kys, og han følte sig i Virkeligheden heller ikke krænket af hendes Skyhed. Det var jo netop denne stolte Blu, der fra først af mere end noget andet havde gjort hende saa indtagende for ham, og han lovede sig selv at være taalmodig og ikke saare den.

Ved en Konference inde i Præstens Stue var det bleven bestemt, at Forlovelsen skulde holdes hemmelig, indtil han havde faaet sin Eksamen. Det var Fru Blomberg, der afgjort havde holdt herpaa, og Per havde villigt bøjet sig. Heller ikke Hofjægermesterinden maatte faa noget at vide før andre. Det havde Inger udtrykkelig forlangt. Men da Per kom tilbage til Kærsholm, gik det alligevel galt; hans Ansigtsudtryk røbede ham.

"De er bleven forlovet!" udbrød Hofjægermesterinden, saasnart hun saae ham.

Saa maatte han gaa til Bekendelse og lod sig endda lokke til at fortælle mere om Dagens Hændelser, end han bagefter var rigtig glad ved.

**
*

Per fik paany Lejlighed til at erfare, at som en Ulykke sjelden kommer alene, har ogsaa Lykken gerne Følgeskab. Et Par Dage senere modtog han et uventet Besøg. To af de Bønder, han Juledag havde truffet i Præstegaarden, kom en Formiddag 209 kørende til Kærsholm og bad om at faa ham i Tale. Det var to høje, stoute, vadmelsklædte Mænd med megen naturlig Værdighed i deres ydre Optræden. Per bad dem sidde ned, og skønt han var saa ganske uforberedt og desuden manglede Øvelse i at tale med Bønder, kom det til en Forhandling, der strakte sig over det meste af et Par Timer. De to Mænd begyndte med udtrykkelig at erklære, at de ikke kom som Udsendinge fra Nogen; de havde kun søgt ham, fordi de "havde hørt noget om", at han vilde paatage sig ved en Omregulering af Aaløbet at sænke Vandstanden i Engarealerne deromkring. Dersom dette forholdt sig rigtigt, sagde de, vilde de for deres personlige Vedkommende muligvis ved Lejlighed tage Sagen nærmere under Overvejelse. I det hele prægedes deres Udtalelser af en beregnende Forsigtighed og en smaalig Mistro, der stod i besynderlig Modstrid med Skikkelsernes Kraft og Holdningens Selvfølelse. Skønt det tydelig fremgik af de Spørgsmaal, de rettede til Per, at de havde sat sig endog meget grundigt ind baade i Sagens tekniske og juridiske Side, vilde de dog stadig give det Udseende af, at de kun kendte Forslaget ganske løseligt; og da den ene af dem engang lod falde et Ord om Muligheden af et nyt Mødes Sammenkaldelse, skyndte den anden sig at tilføje, at det jo endnu var meget tvivlsomt, om der vilde komme noget ud heraf; hvorefter den første rent ud erklærede, at han for sit Vedkommende ikke troede, der var nogen Stemning for Sagen.

Da de var gaaet, havde Per nærmest et Indtryk af, at de var kommen for at forberede ham paa et endeligt Afslag. Men Hofjægermesterinden, for hvem han bagefter gengav Samtalen, 210 og som kendte Bøndernes Forhandlingsmaade bedre, lykønskede ham og sagde med sin lille vovede Latter, at han nu godt kunde lade tage Maal af sin Bryllupsskjorte. Ogsaa i Præstegaarden gav man ham det bedste Haab; og det varede heller ikke længe, før det rygtedes, at de to Mænd var rejst til København for at tale med Egnens Rigsdagsmand om at skaffe et Tilskud fra det Offenlige til Arbejdets Udførelse.

Per tilbragte efterhaanden det meste af sin Dag i Præstegaarden, og Inger gav sig for hvert Besøg mere uforbeholdent hen i sine Følelser for ham. Hun kom vel ingensinde ud af sin ligevægtige Ro og blev stadig lidt mut, naar han kyssede hende; men til Gengæld kunde hun være helt rørende i sin Omhu for ham. Naar han kom dertil i daarligt Vejr, sørgede hun altid for straks at skaffe ham en varm Drik, som hun saa tvang ham til at sluge næsten kogende; og naar han gik eller kørte bort om Aftenen, tog hun gerne ved deres Afsked ude i Forstuen sit lille Silkesjal af Skuldrene og knyttede det egenhændig om hans Hals, for at han ikke skulde forkøle sig. Hendes Kærlighed havde endnu ikke viklet sig ud af Moderlighedens Svøb, og Per lod sig uden Kny behandle som et Barn, en egensindig Unge, hvis Unoder hun overbærende fandt sig i.

Med de indre Forhold i Præstegaarden var Per hurtig bleven fortrolig. Han havde blandt andet ikke været længe om at opdage, at der kun raadede een Vilje der i Huset, og at denne sad i Præstens Lomme. Der var dog ikke Tale om, at Pastor Blomberg som Familjefader nogensinde optraadte despotisk. Han herskede i Kraft af en naturlig Overlegenhed, hvormed han ligesom umyndiggjorde sine Omgivelser uden al Anvendelse 211 af Tvang eller Overtalelse. Der var heri noget, der ofte fik Per til at tænke paa sin egen Fader og dennes Stilling til Moderen og hans Søskende. Ogsaa ved andre Forhold blev han undertiden mindet om sit Barndomshjem, saa forskellig Livet og Tonen i de to Præstegaarde iøvrigt havde været. En Dag, da han kom dertil, mærkede han saaledes en underlig Forstemthed hos alle. Svigerfaderen var paa sit Værelse og lod sig ikke se. Inger og hendes Moder sad med højtidelige Miner inde i Dagligstuen og syede, mens et Par af de mindre Børn legede stille og forskræmte inde i Spisestuen ved Siden af. Da han var bleven ene med Inger, fortalte hun ham, at en af hendes Brødre, den tolvaarige Niels, var bleven grebet i en Usandhed, og skønt Faderen havde Bevis herfor, havde Drengen ikke villet tilstaa men var bleven ved at nægte. Faderen havde da sammenkaldt alle Børnene og holdt en Tale til dem, hvorefter den lille Synder under Taarer var gaaet til Bekendelse. Han var nu lukket inde i et af Gæsteværelserne og maatte ikke komme udenfor Præstegaarden i Resten af Ferien.

Per hørte lidt forlegent paa denne Beretning, fordi den i hans Erindring genkaldte et Optrin fra hans egen Barndom – hin Scene ved Middagsbordet derhjemme efter Opdagelsen af hans Æbletyveri, denne uhyggelige Scene, der altid havde staaet for ham som hans Barndoms afgørende Oplevelse, og som han endnu ikke kunde tænke paa, uden at den hele vilde Jagt af Fortidens trodsige og hævngerrige Følelser jog genfærdsagtig gennem hans Sind. Han vilde derfor helst bort fra Emnet, og da Ingers Moder nu kom 212 tilbage, var han glad ved, at Samtalen af sig selv gled ind i et andet Spor.

I hans Forhold til Svigermoderen var der lidt efter lidt foregaaet en lykkelig Forandring. Af Hensyn til Inger havde han gjort sig megen Umage for at overvinde hendes Uvilje mod ham hvad nu virkelig syntes i Færd med at lykkes. Han havde opdaget, at hun satte Pris paa at blive underholdt, mens hun syede, og helst paa den Maade, at der blev læst højt af en eller anden Bog fra Læsetasken. Hver Eftermiddag havde han derfor foredraget nogle Kapitler af en af de saakaldte Skolelærerromaner, som var meget yndede der i Huset; og skønt Bogen ikke morede ham, fandt han efterhaanden Behag i disse Timer, hvor han hørte sin egen Stemme sammen med Lyden af Ingers og Svigermoderens flittige Naale og det hyggelige Smaabulder henne i Kakkelovnen.

Dagen efter Helligtrekonger rejste han tilbage til København. Han turde nu ikke længere være borte fra sit Arbejde, og desuden havde det igen taget en slem Vending med Hofjægermesterens Sygdom, der lod til at være af en alvorlig Karakter. Den sidste Dag tilbragte han helt og holdent i Præstegaarden, og ved Afskeden saae han for første Gang Inger rigtig bevæget. Hun havde Taarer i Øjnene og blev ved at holde om hans Haand, som om hun daarlig kunde slippe den. Da han kørte bort, stod baade Svigerforældrene og alle hans smaa Svogre og Svigerinder sammen med hende ude paa Stentrappen og vinkede indtil han var ude af Porten; og bagefter gik Inger ud i Haven og steg op paa Gærdet for herfra at tilvifte ham det sidste Farvel.

Trods alt dette var han en lille Smule skuffet. 213 Han havde til det sidste Øjeblik haabet paa, at Inger vilde have bedt Forældrene om Lov til at følge ham til Stationen, for at de kunde være ogsaa den lille Tid sammen. Ganske vist var Vejret koldt og blæsende; men det undrede ham alligevel, at hun slet ikke havde haft Tanke herfor. Som han nu sad der i Agestolen med den tomme Plads ved sin Side, kom han uvilkaarligt til at tænke paa Jakobe. Han mindedes et Udtryk, hun engang i et af sine Breve havde brugt om sin Længsel efter ham. Hun havde skrevet, at hun gerne rejste Jorden tre Gange rundt for at være sammen med ham blot et eneste Minut. Han kunde huske, at han dengang havde fundet Udtrykket hysterisk. Nu, da han selv elskede, forstod han det.

Efter en god halv Times Kørsel saae han Stationen foran sig, og lidt efter kom han forbi det lille Hus, som Hofjægermesterinden havde udset til at blive hans og Ingers Kærlighedsbo. Huset, som laa et Stykke fra Vejen ved Foden af en Bakke, var bygget i Villastil og havde en ret anselig Have, der selv nu i sin Vinternøgenhed gav Stedet et hyggeligt og indbydende Udseende. Han blev sært højtidelig stemt ved Synet. Var det muligt, at dette fremmede Hus engang skulde blive hans Hjem, at denne lille lune Rede stod der og ventede paa at gemme hans Lykke? Skulde han, der havde forbrudt sig mod alle Livets Skytsaander, engang sidde derinde bag de nu saa tomme Vinduer med Inger ved sin Side, beskærmet af de samme milde og gode Magter, han saa taabeligt havde trodset? Skulde hans Børns Latter og Graad engang lyde herud paa Vejen fra den nu saa stille og øde Have? Og deroppe paa Bakken bagved Huset, – ja, deroppe skulde 214 hans Forsøgsmølle rejses og maaske en Dag forkynde Verden en stor Sejr.

Han smilte hen for sig i dyb Bevægelse. Han tænkte ved sig selv, at var Gud en streng Dommer, som straffede Overtrædelsen haardt, ja skaanselsløst, saa var han ogsaa en gavmild Herre, der belønnede kongeligt!

Da han var kommen ind i en Kupe og Toget skumplede afsted, befandt han sig ene med en lille, hvidhaaret Mand, i hvem han snart genkendte den Præst, der sammen med sin Frue havde gjort Visit hos hans Svigerforældre den Dag, han blev forlovet. Præsten, en munter og snaksom Herre, genkendte nu ogsaa ham, og der kom en Samtale i Gang.

"De er jo en Søn af afdøde Pastor Johannes Sidenius, ikke sandt? Deres Fader har jeg kun kendt løseligt; han var jo en Mand, der ikke blandede sig meget mellem sine Embedsbrødre men foretrak et Liv i virksom Tilbagetrukkenhed. Deres Moder derimod kendte jeg i mine unge Dage ganske nøje. Vi var Bysbørn – begge to fra Vejle – og nogenlunde jævnaldrende. Jeg kan se, at De ligner hende ikke saa lidt. Allerede da jeg forleden traf Dem ovre hos vore kære Blombergs, slog det mig, at der var Nogen, Deres Ansigt mindede mig om. Jeg huskede dengang ikke paa, hvad Deres Moder var født. Først bagefter gik det op for mig, at det var de Thorsenske Træk, jeg havde genkendt. Nu er det, som om jeg ser Deres Bedstefader lyslevende for mig. Ja, ham har De rimeligvis ikke kendt. Han var en herlig Mand, munter og livsglad indtil sin Dødsdag, altid levende interesseret for alt, hvad der skete omkring i Verden. Hans gæstfri Hjem var til megen Velsignelse i den lille Smaastad, 215 og Deres Moder var Sjælen i Ungdommens uskyldige Forlystelser. Ak ja! De lykkelige Dage! – Jeg husker saadan engang i Juleferien, der skulde være Maskebal paa en Proprietærgaard en Milsvej fra Byen, og alle vi unge Mennesker havde faaet Indbydelse og glædede os naturligvis forfærdelig. Saa skulde det netop ske, at det den Eftermiddag faldt ind med en forrygende Snestorm. Det blev et Knog og Fog, saa Ingen turde vove sig afsted, og der var jo almindelig Fortvivlelse. Saa, bedst som vi alle sidder trøstesløse inden Døre, hører vi Kaneklokker og Piskesmæld i Gaden, og da vi løber til Vinduerne … hvem ser vi andre end Kirstine Thorsen paa Vej til Ballet. Hun havde ikke villet høre Tale om at blive hjemme. Hun havde tilsidst erklæret, at dersom Ingen vilde køre hende, spadserede hun derud tilfods i sine hvide Strømper. Saa fik naturligvis ogsaa vi andre Mod, og det lidt forvovne Eventyr spændte saamænd meget lykkeligt af, og vi morede os allesammen vidunderligt."

"Undskyld," afbrød Per lidt forlegen. "Pastoren maa sikkert tage fejl. Det kan ikke have været min Moder."

"Men er De da ikke en Søn af afdøde Johannes Sidenius?"

"Jo."

"Og hed ikke Deres Moder Kirstine? Og var hun ikke en Datter af Distrikslæge Eberhard Thorsen i Vejle?"

"Jo."

"Ja, men saa kan jeg jo ikke tage fejl!"

"Min Moder havde vist en Søster."

"Aa, stakkels Signe, ja! Ak nej, hun var svag og sygelig og døde allerede som ganske ung. Deres Moder derimod var den blomstrende Sundhed 216 selv, ikke høj af Vækst jo, men fin og yndefuld. Jeg husker en anden Gang, det var om Sommeren, vi Unge havde faaet arrangeret, hvad vi kaldte en Sammenskuds-Skovtur, og kørte i tre store Holstenskvogne ud til en Skov et Par Mil fra Byen. Skovens Ejer var en Baron, som af en eller anden Grund levede paa Krigsfod med Befolkningen. Der var ogsaa slaaet store Plakater op ved alle Indgangene med strenge Regler for Opholdet i Skoven, skønt den strakte sig over et Areal paa flere Hundrede Tønder Land og han selv boede langt derfra. Man maatte ikke forlade de afstukne Veje, ikke raabe eller lege for ikke at skræmme Vildtet, og navnlig var det strengelig forbudt at indtage Maaltider derinde. Det var vist disseher Forskrifter, der havde vakt saa megen Uvilje mod Manden, og i vor overgivne Stemning beslutter vi os til at trodse dem. Vi lejrer os udenvidere paa en Grønning midt i Skoven, faar Madkurvene og en Kaffemaskine frem og har det dejligt. Saa paa engang faar vi allesammen som et Slag paa Munden. Lige imod os kommer to Mænd, det var selve Baronen og en Skovbetjent. Baronen havde Ord for at være en stor Grobrian, og bare hans Udseende var da ogsaa frygtindjagende nok. Han var en stor, svær Mand, rødblaa i Ansigtet som en Kalkun. Vi vidste ikke, hvad vi skulde gøre, og var gruelig forskrækkede allesammen. Saa rejser Deres Moder sig, skænker i en Fart en Kop Kaffe og gaar med den i Haanden tværs over Græsset lige imod Baronen. Jeg ser hende endnu ganske tydelig for mig i en lyslilla, klar Kjole og en stor, kalescheformet Straahat med Blomster paa. Hun havde saadan en nydelig lille Figur og dertil en Gang saa let og svævende, saa det var en Lyst 217 at se. Saa nejede hun for Hr. Baronen og bad ham nok saa skælmsk gøre os den store Ære at være vor Gæst i det Grønne. Det var mere, end han kunde modstaa. Han var i Grunden en godhjertet Mand, og det endte da ogsaa med, at han indbød os til at gæste ham paa Slottet paa Tilbagevejen og smage paa hans Champagne. Den Dag glemte vist Ingen af os siden. Har Deres Moder aldrig fortalt derom?"

"Nej."

Toget standsede ved Købstaden, hvor den snaksomme Gamle steg ud. Per var glad ved at blive alene. Præstens Fortællinger havde gjort et eget nedstemmende Indtryk paa ham.

Idet han kørte videre, tænkte han paa, hvor lidt han i Grunden kendte til sin mødrene Slægt og Moderens Ungdom. Mens det altid havde været Faderen en stolt Tilfredsstillelse at mindes sin Opvækst og fortælle om Livet i sin Faders fattige Præstegaard, havde Moderen ligesom haft en Sky for at tale til sine Børn om sit Hjem og sine Paarørende. Hendes eneste Broder, der var Læge et Sted paa Fyen, havde Per ikke engang set. Han kom aldrig i Præstegaarden, og hans Navn nævntes kun sjælden der.

Per blev siddende ved Vinduet med Haanden under Kinden og saae mismodig ud paa de forbidrejende Marker, hvorover det allerede var begyndt at mulme. Og han begyndte at forstaa det angstfulde Gys, der uvilkaarlig var gaaet ham gennem Sjælen hin Dag under Læsningen af Moderens efterladte Brev.

 
[1] Dragesæd: i den græske mytologi om de dragetænder Kadmos såede og hvoraf der opstod bevæbnede krigere som dræbte hinanden. tilbage
[2] Den flyvende Hollænder: Wagners opera (1843) om kærlighedens forløsning opførtes første 18 gange i København 7.9.1884-24.9.1891 og igen 19 gange 1899-1905. Efter den endelige kronologi i LP befinder vi os på dette tidspunkt i ca. 1881. tilbage
[3] Enkepastorinde Petersenß: Man forestille sig at hun var enke efter pater Rüdesheimer i Det forjættede Land. Det kunne i hvert fald bedst ligne HP. tilbage