Lykke-Per, I-III, 1905 Første Del

283

Niende Kapitel

I Avgust havde Per fuldført sit Kampskrift og læste det en Dag op for Vennen Ivan, der ikke forstod meget af det men dog var bleg af Betagethed og straks udbad sig Tilladelse til at bekoste Trykningen.

Og nu skulde han altsaa berede sig til at drage ud paa sin store Rejse. Han havde allerede nogen Tid taget Undervisning i Sprog "efter en letfattelig Metode" og mente at kunne være færdig til Opbrud om et Par Uger. Men forinden skulde han ifølge sin Plan fri til Jakobe. Og han besluttede at gøre dette den 3die September, der var en Søndag. Til den Tid havde Skræderen lovet ham den første af hans nye Klædninger, som han havde ladet sy efter engelsk Mode'1, fordi Jakobe engang i hans Nærværelse – ligesom med Hensigt – havde ytret, at hun foretrak denne for den franske.

Han havde oprindelig tænkt at vente, indtil hans Bog var udkommen og var bleven omtalt i Pressen; men han var bleven utaalmodig efter at faa en Ende paa den Uro og Spænding, som Tanken om Udfaldet af dette Frieri holdt ham i. Han kunde tilsidst næsten ikke sove om 284 Natten. Han havde sat sin hele Velfærd i Vove paa dette Tærningekast, og han blev alvorlig hed om Ørene en Dag paa en Kafe, hvor han traf Løjtnant Hansen-Iversen, der bestemt mente at vide, at Jakobes Forlovelse med Eybert nu var en afgjort Sag.

Paa den fastsatte Dag – en straalende Solskinsdag med et Mylr af Mennesker omkring alle Stationsbygningerne – tog han hjemmefra allerede om Formiddagen i Haab om at træffe Jakobe og finde Lejlighed til en Samtale med hende i Enrum, forinden det sædvanlige Tilløb af Søndagsgæster begyndte.

Der mødte ham nu straks et Uheld, forsaavidt som det viste sig, at Dagen var grumme ilde valgt. Da han ved To-Tiden naaede ud til "Skovbakken", fandt han Huset fuldt af Fremmede. Det var Familjens tredjeældste Datters – den femtenaarige Rosalies – Fødselsdag, og en Del kvindelige Slægtninge og en sommerfuglebroget Sværm af den unge Piges Veninder foruden forskellige andre Bekendte var kommen for at lykønske. Blandt de sidste var den lange Kandidat Balling, Literatur-Iglen, der – efter uden Held at have forsøgt sin Lykke hos Nanny – nu havde udset Rosalie til at faa Del i hans forventede Berømmelse.

Tilstede var ogsaa en anden Herre, som Per før havde truffet her; det var en halvgammel, ugift Timelærer, Kandidat Israel, der var beslægtet med Huset paa den salomonske Side. Han var en lille, kejtet, tarvelig klædt Mand med sky og nervøse Bevægelser. Altid stod han med Hænderne stukket ind i Frakkeærmerne og drejede sit halvskallede Hoved og sin tynde Fuglehals snart til den ene, snart til den anden Side, som om 285 han bestandig frygtede for at være i Vejen for Nogen. Naar man ikke netop hørte ham tale (og han var i Almindelighed helst selv Tilhører) skulde Ingen let falde paa, at han var den Aron Israel, der i visse Krese nød et Ry, som kunde sidestilles med selve Dr. Nathans. Han var en stille Lærd med en uhyre Viden paa de forskelligste Omraader. Og dog var det ikke særlig hans Lærdom, man tænkte paa, naar hans Navn nævnedes. Hvad der havde skabt hans Anseelse, var hans sjeldne Uegennyttighed, en Uselviskhed af den særegent ophøjede Art, som fortrinsvis træffes mellem Jøder. Hans mange Venner sagde om ham, at hans Sjæl var lige saa ren, som hans Frakke gerne var plettet. Forgæves havde man flere Gange tilbudt ham ærefulde Universitetsstillinger; end ikke noget Adjunktembede havde han villet modtage for ikke at tage Pladsen op for Nogen, der maaske trængte til den. Han var selv ret formuende, men levede yderst tarveligt og meget tilbagetrukkent, mens han i det skjulte bortgav store Summer, særlig til fattige Studerende. Sammen med to ældre, ligeledes ugifte Søstre boede han i en gammeldags Lejlighed i Sværtegade, og hans lille Stue, hvis Vægge fra Loft til Gulv dækkedes af fyldte Reoler, var et Samlingssted for hans forhenværende Elever og andre unge Studerende, der søgte hans Vejledning, laante Bøger af ham og paa alle Maader hensynsløst misbrugte hans Tjenstvillighed. Nogen større Originalitet som Videnskabsmand eller Pædagog besad han nu dog ikke. Kun Folk, der fortrinsvis bedømte Menneskene efter deres Karakter, kunde sætte ham ved Siden af en revolutionerende Aand som Dr. Nathan. Selv nærede han en overordenlig Beundring for denne omstridte Mand og traadte ofte med stor Lidenskab 286 i Skranken for ham paa Grund af den Smaalighed, hvormed man ogsaa mangen Gang i jødiske Krese – dels af Frygtagtighed, dels af Skinsyge – misbilligede Nathans Optræden og i Bedømmelsen af hans Person heftede sig ved den Slags – ganske vist komiske – Smaaskrøbeligheder, der saa hyppig følger Aandens kronede Storheder og ligesom smaa, bjældeklingende Narre-Pager bærer Slæbet paa det kongelige Purpur.

Per, der havde ladet sig skuffe af Hr. Israels uanselige Ydre, og som forresten heller ikke sad inde med de fornødne Forudsætninger for Forstaaelsen af hans Værd, havde altid behandlet ham ganske overlegent. Ikke desmindre havde den lille Mand bestandig vist ham megen Deltagelse og altid været en opmærksom Tilhører, naar Per efter Middagen fik Tungen løst og paa sin højmælte og foredragsagtige Maade udviklede sine Fremtidsideer. Heller ikke nu havde Per opholdt sig længe i Stuen, før Hr. Israel stilfærdigt nærmede sig ham og indledte en Samtale med ham om hans Studier.

Jakobe havde endnu ikke ladet sig se. Hun opholdt sig paa sit Værelse og viste sig først, da de fleste af Gæsterne var gaaet. Hun havde ikke villet udsætte sig for frittende Blikke, maaske endog for nærgaaende Spørgsmaal af Folk, der gik og ventede paa hendes Forlovelse med Eybert, – saa meget mindre, som det afgørende Ord i dette Forhold endnu slet ikke var bleven sagt.

Det var hende selv, der havde afværget det endelige Spørgsmaal fra Eyberts Side. Hun ønskede at udskyde Afgørelsen, indtil Per var rejst. Med Skamfuldhed havde hun maattet tilstaa for sig selv, at han i nogen Tid havde beskæftiget 287 hende mere, end det var tilladeligt i et Øjeblik, da hun stod i Begreb med at bortgive sig til en anden. Hun havde i de sidste søvnløse Nætter maattet gøre Vold paa sig for ikke at tænke paa ham, men hun var overbevist om, at fra den samme Dag, hun vidste ham borte, vilde det være forbi med det nedværdigende Herredømme, han havde faaet over hendes Fantasi.

Idet hun nu fik Øje paa ham i hans ny, engelske Dragt, krøb hun uvilkaarlig lidt sammen. Det viljespændte, forskende Blik, hvormed han iagttog hende, vakte straks en Anelse hos hende om den Beslutning, hvormed han var kommen. I Begyndelsen undgik hun derfor at komme i Nærheden af ham; men da hun indsaae, at hun dog næppe vilde slippe for hans Frieri, og da hun nu ogsaa selv ønskede at faa en Ende paa det utaalelige Forhold, bestemte hun sig til lige saa godt først som sidst at lade det komme til en Afgørelse.

Hun gik ene ned i Haven og spaserede lidt frem og tilbage i en af Gangene nærmest Huset. Hun ventede, at han nu vilde opsøge hende her, hvor de jo lettest blev uden Vidner.

Hendes Beregning slog til. Det varede ikke mange Minuter, før hun hørte hans hurtige Skridt i en af Sidegangene; og pludselig overfaldtes hun af Svimmelhed. Hun havde maattet standse men gik nu atter nogle Skridt, idet hun ligesom søgte Tilflugt ved en stor Stenvase, der stod opstillet bag en bænk paa en vedbendbevokset Sokkel midt i den overskyggede Gang. Hun gav sig Udseende af her at være beskæftiget med at ordne en Slyngranke, der hægtede sig op ad Stenen; men hendes Hænder rystede, og efterhaanden som Skridtene nærmede sig, tog hendes Hjertebanken til, saa Solpletterne paa Gruset dansede for hendes Øjne. 288 Nu hørte hun ham lige bag sig, og i det samme vendte hun sig om med et af Angst og Had flammende Blik.

"Hvad vil De mig?" næsten raabte hun. "Hvorfor forfølger De mig?"

Han blottede ærbødig sit Hoved og bad om Tilladelse til at tale med hende et Øjeblik.

Hun bød ham at fatte sig i størst mulig Korthed, hvad han med en ny, dyb Hovedbøjning lovede.

"Men De ser saa træt ud, Frøken! Vil De ikke hellere tage Plads?"

Han viste hen paa Bænken, der stod under Stenvasen med Ryggen til dens Sokkel. Hun bad ham paany om ikke at opholde hende, men hun kunde virkelig næsten ikke holde sig oprejst og maatte sætte sig.

Da hun havde taget Plads, satte Per sig i hensynsfuld Afstand ved Siden af hende. To Minuter efter havde han friet.

Han sagde, hvad han vidste, der skulde siges ved en saadan Lejlighed, og føjede til:

"De maa være overbevist om, Frøken, at jeg ikke vilde have talt saadan til Dem, dersom det havde været mig muligt at tie. De maa ikke tro, at det bare er en flygtig Sommerforelskelse, … hvad De maaske kunde mene paa Grund af den forholdsvis korte Tid, jeg har haft den Lykke at kende Dem. Men den Tid, saa kort den er, har for mit Vedkommende paa mange Maader haft en afgørende Betydning. Jeg har før sagt Dem det, at fra den Dag, jeg første Gang betraadte Deres Forældres Hjem og saae Dem, begyndte der et nyt Liv for mig. Frøken Jakobe! Man siger om mig, at jeg ikke mangler Evner, – og jeg tror det selv! Jeg indbilder mig endog, at man 289 har svært god Brug for mig herhjemme. Men samtidig føler jeg, at uden Dem vil jeg næppe nogensinde fuldtud kunne naa, hvad jeg tilsigter, … jeg veed jo godt, hvormeget De allerede har betydet for min Udvikling. Det er da ikke alene hele min personlige Lykke, men min hele Fremtid og Velfærd, der bestemmes af det Svar, De nu vil give mig."

Han havde faaet Lov at tale ud. Hun havde ikke kunnet faa sig til at afbryde ham, for hun maatte nu tilstaa for sig selv, at det var en uværdig Trang til at høre disse Kærlighedsord, der havde faaet hende til at søge denne sidste Samtale med ham. Der var desuden noget i selve hans Stemme, der gjorde hende svag. Dens dybe, stærke Mandsklang overvældede og bedøvede hende. Tiltrods for, at han i sine sidste Udtalelser havde været mere uklogt aabenhjertig, end han selv vidste af, gik det ikke op for hende, at han i Grunden hele Tiden havde været mere opfyldt af sig selv end af hende.

Foruroliget af hendes Tavshed og af hendes mørke og ubevægelige Ansigtsudtryk vedblev Per:

"Jeg indser meget godt, at det er temmelig dristigt af mig at henvende mig til Dem paa en saadan Maade. De er en attraaet Dame, smuk, klog, formuende, – og jeg en stakkels ukendt Ingeniør, der endnu kun har sine Fremtidsudsigter at byde paa. Men det er heller ikke noget endeligt, afgørende Svar, jeg forlanger af Dem. Hvad jeg beder Dem om, er blot, at De vil give mig lidt Haab … en Smule af et Løfte med paa Rejsen ud i Verden. Stol paa mig, Frøken Jakobe! Der er Intet, jeg ikke vil vove … Intet, jeg 290 ikke vil udrette … for at kunne vinde Deres Bifald!"

Mens den første Del af hans Tale havde været nøje overlagt i Forvejen, havde han maattet sige dette sidste uden Forberedelse; og det var kun Jakobes vedvarende Tavshed, der forledte ham til saa vidtgaaende Indrømmelser. Men nu vidste han heller ikke mer at sige. Og han bøjede sig for hende som for at erklære, at han var beredt paa at modtage sin Dom.

Jakobe tog sig endelig sammen.

"Jeg bør vel i Grunden sige Dem Tak for Deres gode Mening om mig. Forresten er jeg ganske overbevist om, at De i høj Grad overvurderer Deres Følelser for mig. – I hvert Fald," afskar hun ham hurtigt Ordet, da han vilde gøre Indsigelse, "al videre Forklaring er jo unødvendig, naar jeg fortæller Dem, at jeg – allerede er forlovet."

"Det er altsaa virkelig Tilfældet? … Og med Eybert, ikke sandt?"

"Derom har De ingen Ret til at spørge," sagde hun kort. Hvorpaa hun rejste sig og gik bort. – Som ramt af et Hjerneslag blev Per siddende paa Bænken og stirrede udtryksløst efter hende.

Ude paa Terrassen sad Fru Salomon og Aron Israels to smaa, tykke, borgerlig gemytlige Søstre; de kaldte paa Jakobe, da hun kom forbi, men hun lod, som om hun ikke hørte det, og gik op paa sit Værelse. Saasnart hun her var kommen indenfor Døren, trak hun den højre Handske af og trykkede Haandbagen mod sine Kinder for at fornemme, om de brændte. Hendes Bryst bølgede; Knæene dirrede under hende. At noget saadant skulde overgaa hende! Hun følte sig som En, der lykkelig var undsluppen en dødelig 291 Fare. … Hurtig og ubehersket skilte hun sig af ogsaa med den anden Handske og med sin Hat og kastede det altsammen hen paa Sengen med et Udtryk, som om hun befriede sig for noget smudsigt. Ganske udmattet sank hun saa ned i sin Lænestol. – Godt, at det nu var overstaaet, og at hun ikke skulde se ham mere! Stuen begyndte at løbe rundt for hende. Hun lukkede Øjnene og trykkede Haanden mod Siden. Aa, denne vilde Hjertebanken! Hvor hun kendte den igen! Hvormange stormfulde Timer, hvormegen kummerfuld Lykke den hamrede tilbage i hendes Erindring!

Hun blev siddende med lukkede Øjne og lod sig glide ind i en drømmende Stemning, ind i hint Erindringens fredhellige Mausoleum, hvor hendes Fortids døde Kærlighedshaab hvilede. I sin Skamfuldhed søgte hun at forklare sig denne Betagethed af en hende fremmed og usympatisk Mand derved, at det slet ikke var ham selv, men alene de Minder, han vakte, der gød Uro i hendes Sind. For at bortjage Billedet af Per lod hun Fortidens store Skygger drage hende lokkende forbi, gennemlevede alle sine gamle Lidenskaber lige fra den første Gang, hun som en lille trettenaars Pige følte denne smertelige Vellyst under det venstre Bryst, og til hendes sidste, skæbnesvangre Skuffelse, der havde faaet hendes Hjerte til at lukke sig som en bortstødt Haand, der knyttes.

Men nu lød Gongonen til Middag. Hun foer op og saae paa sit Ur. Der var virkelig gaaet næsten to Timer. Og hun havde endnu ikke faaet sig omklædt! – Ja ja, saa fik det være; hun var saa dødsens træt. – Og Eybert, som sikkert ventede dernede! Hun tog sig til Panden og blev stille et 292 Øjeblik. Ham havde hun i disse Timer ikke en eneste Gang haft i sine Tanker!

Størsteparten af Formiddagens Gæster var nu gaaet. Der var kun nogle af Fødselsdagsbarnets unge Veninder; desuden Kandidat Balling og Aron Israel med sine Søstre. Den første kresede med rejst Løvemanke omkring Rosalie, der stod glædeshoppende midt i Stuen og holdt Philip Salomon under Armen – parat til at gaa tilbords og som Dagens Dronning indtage Hæderspladsen ved sin Faders Side. Eybert var ganske rigtig kommen nu. Og i den anden Ende af Stuen stod Per – i tilsyneladende rolig Samtale med Ivan.

Der skød en rasende Forbitrelse op i Jakobe, da hun fik Øje paa ham. Men saa kom hun til at tænke paa, at han muligvis var bleven her for ikke at vække Mistanke og give Anledning til Sladder ved en pludselig Forsvinden, og hvor pinligt det end var hende at skulle være sammen med ham, maatte hun i sit stille Sind yde ham sin Anerkendelse for en saadan Omtanke.

Da man satte sig tilbords, sørgede hun dog for, at de kom til at sidde saa langt fra hinanden som muligt, og i det hele gjorde hun sig Umage for at lade, som om han ikke var tilstede. Men hun kunde ikke lade være med at lægge Mærke til, at han imod Sædvane næsten ikke rørte Karaflerne. Paa en besynderlig tilskuestillende Maade fyldte han Gang efter Gang sit Glas med Vand, som han akkurat farvede med nogle Draaber Vin. Det var tilsidst ikke til at tage fejl af, at han gjorde det i en bestemt Hensigt, at han havde planlagt et eller andet Overgreb og paa Forhaand vilde sikre sig mod at kunne mistænkes for at handle under Paavirkning af stærke Drikke.

293 En vild Angst greb hende med eet … Hvad havde det gale Menneske i Sinde?

Middagen gik dog tilende, uden at der skete noget, og Selskabet spredte sig i Haven, de unge Piger med Cigaretter, Herrerne med nogle store, mørke Cigarer med et Bismarckportræt paa Beltet. Fru Salomon, Eybert, Aron Israel og hans to Søstre havde sat sig ind i et lukket Bjælkelysthus, hvor Kaffen blev udskænket af Husmoderen personlig. Ogsaa Jakobe var tyet derind, og pludselig formørkedes Indgangsdøren af Pers brede Skikkelse. Hans Ansigtsudtryk var sorgløst og smilende, men Holdningen udfordrende.

"Undskyld, Hr. Sidenius," sagde Fru Salomon, der i den sidste Tid var optraadt med megen Bestemthed overfor sin Søns paagaaende Ven. "Her maa ikke ryges. Ivan er vist nede ved Vandet. Kaffen skal straks blive bragt derned."

Per trak sig tavs tilbage, og Jakobe saae overrasket hen paa Moderen. Saa taknemlig hun end var hende for at have faaet ham bort, følte hun sig dog lidt stødt af hendes Tone. Skulde hun ane noget? Umuligt var det ikke. Moderen havde aarvaagne Øjne.

Forresten var hun fast bestemt paa, dersom Per fremtidig ikke af egen Taktfølelse holdt sig borte fra Huset, da selv at underrette Forældrene om hans Frieri. Hun vilde for enhver Pris forskaanes for oftere at være sammen med ham. Og idet hun lagde sit trætte, værkende Hoved tilbage mod Lysthusets Bjælkevæg, lukkede hun et Øjeblik sine Øjne i en dejlig Forudfølelse af den Fred, hun igen vilde faa, naar hun vidste sig sikret mod Synet af ham.

I det samme hørte hun hans Navn nævnet. 294 Det var Aron Israel, der i al Troskyldighed havde givet sig til at tale om "Falkens" to Uger gamle Artikel om hans Ideer og meget begejstret udtalte sig om "disse dristige og fantasifulde Fremtidsplaner for Land og Folk."

"Jeg er … naturligvis … ikke istand til at sige … til at dømme om, hvorvidt Sagen er praktisk gennemførlig," sagde den lille Mand paa sin underlig stammende og forlegne Maade. "Men Hr. Sidenius synes jo for Alvor at mene, at vi i Betragtning af vor ejendommelige geografiske Beliggenhed og vore … som man vel altsaa maa sige … hidtil ubenyttede … eller … maaske snarere … hidtil upaaagtede naturlige Hjælpekilder har særegne Betingelser for at blive et Industriland af Rang, især naar de moderne Maskiner, han taler om … disse Bølgemaskiner og Vind-Motorer eller hvad det er, han kalder dem … engang har naaet fuld Udvikling. Som sagt, jeg drister mig ikke til at have nogen Mening om den tekniske Side af Sagen; men der synes mig at være noget saare tiltalende ved selve Tanken … saaledes at forvandle de Naturmagter, vi hidtil har betragtet som vore Fjender og Landets Ødelæggere … Vestenvinden, Bølgeslaget, Luft-Uroen i det hele … at forvandle dem til vor sande Rigdomskilde, et uudtømmeligt Kraftvæld, der vil kunne omskabe netop vore hidtil fattigste Egne til et sandt Eldorado. Det klinger jo næsten som et Eventyr."

Hans Ord vakte nogen Uro rundt om blandt Tilhørerne. Eybert sad og smilede lidt nervøst. Fru Salomon bød mere Kaffe. Kandidat Balling, der nu ogsaa var kommen derind, saae med Medynk paa Taleren. Selv de to gamle Frøkner Israel fik efterhaanden en Fornemmelse af, at Broderen 295 havde vovet sig ud paa utryg Vej. Da han tav, blev der en længere Stilhed.

Det var Eybert, der følte sig kaldet til at bryde den.

"Ja Eventyrdigtning, kære – den har vi jo sjelden Mangel paa hertillands."

"Hør!" lød det med et Løvebrøl fra Balling, hvis Blodtørst vaktes, saasnart han hørte Nogen blive rost.

Opmuntret af denne Tilslutning vedblev Eybert:

"At ville flyve med Vildgæssene har jo desværre altid været vor Nationalskavank, og det har sandelig – baade politisk og kommercielt – været os en dyr Passion. Det er en evig Sandhed, hvad Nathan engang skrev i en Nekrolog over et forulykket Subjekt af hans Bekendtskab: man fødes, lever, ældes og dør som Fantaster i dette Land."

Aron Israel sad lidt og pillede ved sit tynde Hageskæg. Saa sagde han, ligesom undskyldende:

"Ja – mon der ikke skulde være nogen Overtro deri ogsaa? Jeg mener, holder ikke … gennemgaaende … vore unge Mænd sig i deres Stræben endogsaa paafaldende lavt ved Jorden? Jeg har som Lærer nogen Lejlighed til at lære vor Ungdom ret nøje at kende; og det har ofte forbavset mig, hvor sjelden deres Indbildningskraft beherskes af noget, der ligger udenfor Dagliglivets snevreste Rammer. I ni af ti Tilfælde gaar deres Fremtidsdrømme ikke ud over en eller anden ret beskeden Samfundsstilling, et Borgmesterembede, en indbringende Lægepraksis, en hyggelig Præstegaard paa Landet. Der synes mig derfor noget interessant … noget tiltrækkende 296 ved at træffe en ung Mand, der som Hr. Sidenius sætter sit Maal saa højt … saa fantastisk stort, om De vil – –."

"Jeg vil ikke strides med Dem om det enkelte Ord," afbrød Eybert ham ret hvast, mens Fru Salomon igen bød Kaffe og de to Frøkner Israel hemmelig forsøgte ved Tegn at faa Broderen til at standse. "Maaske maa man virkelig snarere kalde os et drømmesygt Folk end netop et fantastisk. Resultatet er i hvert Fald – desværre – det samme."

Disse Ord bekræftede Balling med et Udtryk fra sin Citatsamling:

"Ja, vi er et Taagefolk med uklare Hjerner og slappe Viljer," udslyngede han uden dog at antyde noget Anførselstegn. Til Gengæld rullede han kraftigt med sine egne Gaaseøjne.

Aron Israel sad atter et Øjeblik og ventede beskedent paa, om de andre vilde sige mere. Saa sagde han:

"Er det da saa slemt for en ung Mand at drømme? Jeg mener … har ikke de største Mennesker væsenlig faaet deres Værd for os ved deres stærke Drømme? Ja mon Nogen overhovedet har udført en Stordaad i Verden uden først at have drømt den? I Grunden vikler vel al Virkelighed sig ud af vore Fantasier, og –"

"Gud bevares!" lo Eybert. "Det er en anden Sag! Naar man ikke nøjes med alene at fantasere, men ogsaa forstaar at realisere, saa –."

"Ja – jeg veed dog ikke. For Personligheden selv er der i hvert Fald næppe nogen afgørende Værdiforskel paa de to Ting. Jeg mener … er der ikke i Drømmen ligesom i Ønsket og Haabet … dens Fader og Moder, kunde man maaske sige … Spor af en hemmelighedsfuld Trolddomskraft, der 297 kan faa Personligheden til at vokse ud over de Grænser, som Fødsel, Opdragelse, Vane, Arv og andre Tilfældigheder har afstukket … og saaledes paa en Maade … i hvert Fald tilsyneladende … sprænge Naturens Skranker. Selv om det f.Eks. ikke skulde lykkes Hr. Sidenius at virkeliggøre sine dristige Fantasier … hvad unægtelig er det sandsynligste … saa kan de jo dog blive af den største Betydning for hans personlige Udvikling, hvilket dog … ideelt set … maa siges at være det vigtigste."

"Undskyld, mine Herrer!" afbrød Fru Salomon lidt nervøst; hun havde siddet og iagttaget Jakobe, der hørte efter med et anstrengt Udtryk i Øjnene. "De maa ikke tage mig det ilde op, men det var Meningen, at vi skulde køre en Tur. Vognen holder for Døren. Jeg kan høre, at min Mand knalder med Pisken."

Aron Israel blev forlegen, og alle rejste sig straks og gik op. Ogsaa Jakobe fulgte men lidt langsommere og i Afstand. Da hun var kommen op ad den brede Marmortrappe og havde naaet Terrassen foran Villaen, blev hun et Øjeblik staaende her med Haanden paa Brystlænet og saae i Tanker ud over Havet.

Vognen – en Charabanc – holdt udenfor Forstuetrappen, og Philip Salomon i højstegen Person sad paa Kuskepladsen med to af de halvstore Børn ved Siden. Da det kom til Stykket, foretrak Rosalie og hendes Veninder at blive hjemme og spille Kroket, og Kandidat Balling vilde derfor heller ikke med. Ligeledes undskyldte baade Aron Israel og Onkel Heinrich sig, fordi de ikke turde udsætte sig for Aftenkøligheden. Nanny, hvem Faderen nu spurgte om, var ikke til at finde; hun var gaaet bort straks 298 efter Middagen, fordi hun havde sat Dyhring Stævne ved Stationen. Der blev saaledes god Plads baade til Per og Ivan, hvilket var ganske imod Fru Salomons Beregning. Endnu i sidste Øjeblik søgte hun at blive dem kvit ved at henstille til dem at følge Ballings Eksempel og vise sig galante overfor de unge Piger; men Per lod, som om han ikke hørte det, og satte sig med hele sin Vægt paa en af Yderpladserne.

Solen var i sin Nedgang. Himlen lyste rødt over Skoven; der rørte sig ikke en Vind. Først kørte de et Stykke ud ad Strandvejen, saa drejede de ind i Skovens Skumring, hvor Philip Salomon lod Hestene gaa i Skridtgang paa de sandede Veje.

Passiaren i Vognen gik hele Tiden livlig, særlig var Eybert meget underholdende. Per derimod mælede ikke et Ord. Han sad ubevægelig ret op og ned; kun Øjnene flyttede sig urolig, og Farven paa hans Kinder skiftede idelig. Siden om Formiddagen, da Jakobe gik fra ham derude i Haven, og efter at den første Virkning af hendes Svar havde fortaget sig, havde han stadig gentaget den samme Sætning for sig selv: "Jeg vil endnu ikke give tabt". Han havde opbygget alt for meget paa denne Forhaabning til straks at kunne opgive den. Det syntes ham, at selve Grunden under hans Livsværk vilde styrte sammen, dersom Lykken svigtede ham her. – Og dog, alle disse Bekymringer for Fremtiden var i Løbet af Dagen trængt mere og mere tilbage i hans Sind af Sorgen eller Skuffelsen over ikke at eje Jakobes Kærlighed. Han havde ikke vidst, at hun rent personlig betød saa meget for ham. Skønt han stadig godt kunde se, at hun ikke var nogen egenlig Skønhed, var den Tanke ham nu uudholdelig, 299 at nogen anden skulde besidde hende. Egenkærligheden og hans saarede Forfængelighed havde i de forløbne Timer hidset ham op til den Indbildning, at han virkelig elskede hende. For første Gang i sit Liv syntes han at forstaa Ordet Tilbedelse. Som han i dette Øjeblik saae hende for sig, med det smalle, blege Ansigt indrammet af mørke Haarbølger, paa en Baggrund af luende Solnedgangsrødt og sorte, højtidelige Træstammer, blev hun et helligt Væsen for ham, og han var ude af sig selv ved Tanken om, at den klamme Eybert eller en anden Hr. Fiskeblod skulde vanhellige denne skønne, stolte Jomfruelighed, at overhovedet nogen anden end han selv skulde faa disse mulmsorte Øjnes uudgrundelige Sibylleblik til at briste i jordisk Elskovsfryd! – Men det skulde heller ikke ske. Med sammenbidte Tænder gentog han for sig selv, at han ikke vilde give tabt. Hans Livsløsen "Jeg vil" skulde nu staa sin Prøve. Saa fik det gælde Knald eller Fald!

Hvad han egenlig havde i Sinde at foretage sig for at tiltrodse sig Jakobes Gunst, vidste han endnu ikke. Han vilde i saa Henseende lade Tilfældet raade og blindthen give sig sine Indskydelser i Vold. En lille Triumf havde han iøvrigt at bygge paa midt i sit Nederlag. Baade ved Middagsbordet og nu paa Køreturen mente han at kunne spore, at Jakobe følte sig lidt besværet af Hr. Eyberts Elskværdigheder og undertiden maatte lægge Baand paa sig for ikke at blive utaalmodig over den ret fortrolige Tone, han allerede tillod sig overfor hende. Nu gjorde han en ny Iagttagelse. Ved et af de røde Skovled, der aabnedes for dem, stod en fattig Kone og falbød Blomster; Eybert købte en 300 Buket og overrakte Jakobe den med et galant Sprikvort. Hun tog ogsaa imod den men uden Tak; og Per lagde Mærke til, at hun hele Tiden holdt den nede i Skødet uden en eneste Gang at lugte til den.

De havde imidlertid naaet Raadvad og kom nu ud af Skoven. En Tid kørte de ud ad Lundtoftevejen, saa drejede Philip Salomon tilvenstre ind paa en Bivej for at naa hjem over Eremitagesletten.

Aftenen var allerede vidt fremskreden. Nede i Lavningerne og omkring de smaa Damme drev hvide Taager. Allevegne var der stille. Der hørtes over hele den vide Slette ingen anden Lyd end en flerstemmig Sang fra et Selskab, som drog gennem Skoven et Sted langt borte.

Hestene begyndte at nyse, og Damerne trak deres Skulderstykker tættere om sig. Samtalen, der et Øjeblik var gaaet istaa, fik fornyet Liv ved en Flok Krondyr, der stod og græssede nær ved Vejen. De to gamle Frøkner Israel greb nemlig heraf Anledning til at fortælle en Historie om en svensk Student fra Lund, der havde indgaaet Væddemaal om at opløbe en Rudel af dette Kongens Vildt og indfange et bestemt Dyr i Flokken, men som efter en Times vild Jagt gennem Skoven styrtede død om med et sprængt Hjerte.

"Tror Damerne virkelig paa den Krønike?" spurgte Eybert smilende. "Jeg kan erindre, at jeg hørte den som Dreng; men jeg havde – ærlig talt – allerede dengang ingen Tillid til den."

I Munden paa hinanden indestod Frøknerne Israel for Beretningens Sandhed. De havde i sin Tid begge læst den i "Dagen".

"Med al Respekt – jeg tvivler alligevel," drillede Eybert. "Selv en halvgal Svensker vilde 301 næppe komme paa en saa forrykt Ide eller vilde i hvert Fald inden ret længe have løbet sig Besindighed til og sparet sit Hjerte."

Paa Per, som havde følt sig personlig berørt af Fortællingen, virkede disse Ord som en tilkastet Handske.

"Jeg finder, at Historien lyder meget troværdig," sagde han.

Paa Grund af hans forudgaaende, langvarige Tavshed og den udæskende Tone, hvori han talte, vakte Bemærkningen nogen Studsen.

"Naa, saa De – Hr. Sidenius! – hører i dette Tilfælde ogsaa til de troende," bemærkede Eybert.

"Jeg tror," svarede Per, "at hvad en Mand med en Smule Agtelse for sig selv har foresat sig, det gennemfører han – koste hvad det vil!"

Ved de sidste Ord søgte hans Blik Jakobe, der imidlertid hele Tiden havde ladet, som om han ikke var tilstede, og ogsaa nu saae til den anden Side.

"Det lyder jo meget smukt og navnlig saare mandigt," svarede Eybert og saae smilende hen til Damerne. "Men den ubarmhjertige Natur har jo dog uimodsigelig sat Skranker, som selv den mandhaftigste Vilje bliver nødt til at respektere. Og Vorherre har nu engang udstyret den lige saa yndefulde som velsmagende Hjorteslægt med fire lange Gallopadeben, mens vi Mennesker har maattet nøjes med et Par Stolper, der absolut egner sig bedst til en sindigere Gangart."

"Talen er jo i dette Tilfælde ikke alene om Hurtighed men ogsaa om Udholdenhed. Og det er den sidste, der gør Underværkerne her i Verden. Som Ordsproget siger, Hr. Fabrikant – den, som ler sidst, ler bedst!"

302 Eybert løftede Øjenbrynene; han begyndte at forstaa den skjulte Trusel i Ordene. Med et medlidende Udtryk vendte han sig bort og svarede ikke.

"Forresten," sagde han, idet han atter henvendte Ordet til Damerne. "Jeg kommer til at tænke paa, at jeg selv engang i mine unge Dage oplevede en Historie, der minder en lille Smule om denne med den svenske Student, om den end fik en langt mindre tragisk Udgang. Jeg husker, at jeg var paa Hjemvejen fra en Skovtur sammen med nogle af mine Venner. Vi havde lejet en Vogn ved Klampenborg for at køre hjem ad Strandvejen, og en af Vennerne, der holdt af at gøre sig til af sin Styrke, tilbød saa et Væddemaal. Han vilde løbe den sidste halve Mil ved Siden af Vognen og forpligte sig til at følge den hele Tiden og være i København samtidig med os, hvor meget vi saa lod Hestene strække ud. Væddemaalet kom naturligvis i Stand, og da vi naaede Konstantia1 stod Manden af og begyndte at løbe. Vi havde et Par stivbenede Vognmandsheste for, og det var næsten ikke muligt at faa dem ud af deres mekaniske Luntetrav, saa der var i og for sig ikke noget urimeligt i Kapløbet; men allerede da min Ven havde løbet i fem Minuter, stønnede han som en Blæsebælg, og da der var gaaet ti, standsede han pludselig og erklærede højtidelig, at han ikke vilde løbe mere, "fordi det var Synd for Hestene". Hvorpaa han – ganske rørt over sig selv og med forskellige træffende Bemærkninger om det moralsk forkastelige i at misbruge de Umælende – atter steg tilvogns."

Fortællingen gjorde Lykke. De gamle Damer lo, og Philip Salomon vendte sig om og sagde:

"Dersom den Mand lever endnu, vil jeg som 303 Bestyrelsesmedlem i Foreningen til Dyrenes Beskyttelse2 indstille ham til et Hædersdiplom."

Per svedte koldt af Raseri. Han følte sig overbevist om, at Historien var møntet paa ham; og skønt Jakobe ikke havde taget Del i Munterheden, martredes han af Medbejlerens Triumf og pønsede paa at skaffe sig Oprejsning.

Da de gamle Frøkner Israel endelig blev færdig med at le, sagde han:

"Jeg beklager Dem, Hr. Fabrikant, at De saa tidlig mistede Troen paa Viljekraften. Jeg faar Lyst til at spørge Dem, om der kunde være Haab for Dem om at genvinde den, dersom en anden paatog sig at indfri Deres Ungdomsvens Ord?"

Eybert løftede atter sine gule Øjenbryn.

"Hvadbeha'r? Jeg forstaar Dem ikke."

"Jeg spørger, om der kunde være noget Haab for Dem om at genvinde Troen paa Viljekraften, dersom en anden indfriede Deres Ungdomsvens Ord? For i saa Fald skal jeg gerne paatage mig det. Og det straks paa Stedet."

Uden at vente paa noget Svar svang han sig ud over Bagsmækken og gav sig til at løbe ved Siden af Vognen.

Philip Salomon holdt Hestene an og sagde temmelig bestemt:

"Hr. Sidenius … jeg beder Dem … sæt Dem op i Vognen."

Men Per raabte overgiven: "Hr. Grosserer! Jeg forsikrer Dem, … det er ligefrem velgørende at strække Benene lidt. Husk ogsaa paa, hvormeget det gælder! Ingen veed, hvad det kan komme til at betyde for Gud, Konge og Fædreland, om Folketingsmanden for Holbæk Amts syvende3 genvinder sin Tro paa Viljekraften! Og for mit 304 Hjerte skal De ingen Bekymringer gøre Dem. Det holder nok!"

"Ligemeget, Hr. Sidenius," sagde Philip Salomon næsten bydende. "Jeg kan ikke tillade, at De løber saaledes ved Siden af Vognen."

"Nej, det er ogsaa bedst, jeg tager et Forspring!"

Og idet han trykkede Hatten fast paa Hovedet, foer han frem i rasende Løb. Skønt Philip Salomon straks piskede paa Hestene for at indhente ham, var han efter faa Minutters Forløb ude af Syne – forsvunden i Taagedisen.

"Det er dog virkelig for galt!" mumlede Salomon, højrød af Vrede, og gav Hestene endnu et Rap.

Men nu tog Fru Salomon tilorde.

"Du behøver vist ikke at anstrenge Hestene," sagde hun op til sin Mand. "Hr. Sidenius har aabenbart ikke befundet sig rigtig vel hos os og har saa – paa sin egen Maade – søgt en Anledning til at slippe bort. Han har jo ogsaa herfra den korteste Vej til Stationen, naar han skraar ind gennem Skoven."

Forklaringen lød naturlig nok; thi skønt Hestene endnu gik stærkt paa, saae man stadig ikke noget til ham; og nogen Genvej havde han ikke kunnet tage, da de kørte noget nær i Retning af "Skovbakken", og Dyrehavshegnet desuden spærrede overalt.

Frøknerne Israel var himmelfaldne over Per og kunde ikke dy sig for at tilhviske Fru Salomon en Bemærkning om den unge Mands Mangel paa Levemaade. Endogsaa Ivan fandt hans Indfald meget ilde anbragt, og Eybert tillod sig smilende en noget vovet Bemærkning om den mulige Anledning til Pers pludselige "Absentation".

305 Jakobe sad tavs og saae ud paa Maanen, der steg blodrød op over den svenske Kyst. Det saae ud, som om det hele Optrin ikke havde gjort synderligt Indtryk paa hende. Og dog følte hun sig dybt nedværdiget af det og samtidig saa underlig befriet, at hun var nær ved at le højt. Saa forbitret hun var bleven over Pers Opførsel, efter at det var gaaet op for hende, at den betød en bevidst, planlagt Forfølgelse – inderst inde havde hun alligevel været højtideligt betaget ved at sidde saaledes og vente paa det ubeherskede Udbrud af en Mands Lidenskab. Og nu havde "Naturkraften" udladet sig – i en taabelig Drengestreg!

De havde imidlertid naaet Springforbi og drejede igen ind paa Strandvejen. Hernede ved Søen luftede det lidt, Taagen blev holdt borte, vældige Myggesværme sydede over Hestenes Hoveder.

De var næsten naaet hjem, da Philip Salomon pludselig holdt Hestene an.

"Hvad er det? Er det ikke Louise, der kommer der? Der maa jo være noget paafærde."

En af Husets Tjenestepiger kom løbende imod dem henne paa Vejen. Endnu før hun havde naaet dem, raabte Philip Salomon:

"Hvad er der? Er der hændt noget?"

"Ja, det er … det er," stammede den stakaandede Pige. "Det er Hr. Sidenius."

"Er han hjemme!" lød det med tre-fire Stemmer paa eengang.

"Ja, – og han er vist kommen en Skade til. Jeg skulde løbe hen og hente Doktoren."

"Gud, hvad er det da?" spurgte Ivan ligbleg.

"Jeg veed ikke … Hr. Sidenius besvimede. Hr. Dyhring har givet ham nogle af Frøkenens 306 Draaber; men jeg tror ikke, han er kommen til sin Bevidsthed."

Philip Salomon bed sig tavs i sin Negerlæbe og lod Pisken smælde over Hestenes Øren. Ogsaa han var bleven bleg. Alle var de tavse og blege, mens det i flyvende Hast gik mod Hjemmet.

Allerede udenfor paa Vejen blev de modtaget af en Flok opskræmte unge Piger; og da de kørte op for Forstuetrappen, viste Aron Israel sig sammen med Balling og Nanny. Et Øjeblik efter kom Dyhring, og tilsidst traadte Per selv ud, endnu lidt farveløs i Ansigtet og med Skjortebrystet i Uorden, men med et stort Smil, der lod lystigt og tilfreds.

"Ser De, Hr. Fabrikant, jeg holdt Ord!" raabte han triumferende, endnu før Vognen var standset.

"Var det et Væddemaal?" udbrød de unge Piger i Munden paa hinanden og flokkede sig omkring Vognen.

"Og hvad var Indsatsen – om man tør spørge?" sagde Nanny; hun stod for sig selv paa det nederste Trappetrin, og hendes underfundige Øjne gik frem og tilbage mellem Eybert og Jakobe med et anelsesfuldt Blik.

Ivan sprang straks af Vognen og fattede med ængstelig Mine om Pers Arm.

"Men Gud, Sidenius – De har jo været syg!"

"Aa, det var ingenting. Bare lidt Svimmelhed. Jeg bar mig dumt ad. Som det jo viser sig, havde jeg ikke behøvet at skynde mig saa stærkt."

Nu kom ogsaa de andre af Vognen, stadig lige tavse. Philip Salomon sagde blot til Staldkarlen, idet han med sammenbidt Mine tilkastede ham Tømmerne:

"Lad Kristian løbe efter Louise. Vi mødte 307 hende henne paa Vejen. Sig hende, at Doktoren ikke behøver at ulejlige sig herhen."

I de følgende Minutter var det hele Selskab samlet i den halvmørke Forstue, hvor Ungdommen højrøstet drøftede Begivenheden med den overstadige Livlighed, der gerne afløser en overstaaet Forskrækkelse. Ivan førte an. Han var pludselig bleven ellevild af Begejstring for Pers Bedrift og maatte Gang efter Gang høre Beretningen om, hvorledes Nanny og Dyhring, der var kommen gaaende ovre fra Skoven, havde truffet ham paa Trappen ude af Stand til at tale, og hvorledes han et Øjeblik efter var besvimet inde i Dagligstuen.

Henne under Knagerækken stod Eybert og hjalp Jakobe af med Overtøjet. Hans Øjne hvilede mistænksomt paa hende, mens han med en tøvende Bevægelse tog Skindslaget fra hendes endnu dirrende Skuldre.

"Jeg tror, jeg er kommen til at fryse paa Turen," sagde hun for at forklare denne ubetvingelige, nervøse Skælven, der formelig fik Tænderne til at slaa sammen i hendes Mund. Straks efter gik hun op ad Trappen for at komme til sit Værelse.

Skønt Per lo og talte højt, som om han slet ikke tænkte paa hende, havde han ikke et Øjeblik sluppet hende afsyne. I sin dødelige Ophidselse havde han gjort sig selv det Løfte, at han endnu denne Aften vilde tale med hende, om han saa skulde bryde ind til hende fra Altanen udenfor hendes Kammer. Og da han nu fik Øje paa Eyberts Buket, som hun havde lagt fra sig i Vindueskarmen og glemt at tage med, greb han straks dette som en Anledning til at nærme sig hende.

"Frøken Jakobe! Deres Blomster!" raabte han efter hende.

308 Og i to-tre Spring var han oppe ad Trappen med Buketten.

Han kom dog ikke helt op. Jakobe var netop naaet til det øverste Trin, hvorfra hun nu – uden at vende sig om, endogsaa uden at sige Tak – strakte Haanden ud efter Blomsterne.

Men i Stedet for at give hende dem greb han fast om hendes Haand; og – efter at have forvisset sig om, at der ingen var paa Gangen deroppe – kyssede han den med Heftighed. Hun sank i Knæ. Hun mægtede end ikke at rive Haanden til sig. Og da han mærkede det, var han i næste Nu helt oppe hos hende og sluttede hende i sine Arme.

"De elsker mig!" hviskede han over hende. "Ikke sandt? De vil være min?"

Hendes Sjælskraft var udtømt. En vellystfuld Skælven betog hende i hans knugende Arm, og hendes Hænder greb uvilkaarlig ud i Luften efter hans.

"De vil være min?" gentog han. "Er det sandt?"

"Ja, ja," hviskede hun, gjort vild af Svedlugten fra hans endnu ophedede Legeme, og hendes Hoved sank ned paa hans Skulder.

"Jeg kommer igen imorgen Formiddag … Vi tales da nærmere ved."

Han krystede hende paany, var saa i et Par Spring nede af Trappen og stod igen mellem de andre i Forstuen.

Det havde altsammen ikke staaet paa i stort mere end et halvt Minut. Og Per var fra samme Øjeblik, han vidste Sejren vunden, atter helt sig selv. Han snakkede løs, som om der ingenting var sket, og fulgte med de andre ind i Havesalen, hvor nu Teen blev anrettet.

Dog, lidt efter lidt meldte Eftervirkningen sig 309 af den voldsomme Spænding. Nu, da Dødsspringet var lykkedes, forstod han næsten ikke, at han havde vovet det. Naar han saae sig tilbage, sortnede det for hans Øjne. Og vendte han Blikket ud mod Fremtiden, grebes han af ny Svimmelhed. Han kunde ligesom endnu ikke rigtig tro paa Begivenheden. Var det virkelig muligt, at han nu for alle Tider var Pengesorgen kvit, at han – Per Sidenius, den fattige Præstesøn – nu var den tilkommende Medejer af en Million! Ja, det var jo fuld Virkelighed! Tryllestaven holdt han i sin Haand! Verden havde aabnet sig for ham med alle sine eventyrlige Herligheder!

Til Trods for, at det lykkedes ham ganske godt at skjule sin Sindsbevægelse, var der adskillige af de Tilstedeværende, særlig blandt de ældre, der fik en Fornemmelse af, at der maatte være forefaldet noget afgørende deroppe paa Trappen; og den Omstændighed, at Jakobe ikke lod sig se, bestyrkede Formodningen. Stemningen blev af den Grund mere og mere trykket, tilsidst helt uhyggelig. Eybert gik tavs omkring med graablegt Ansigt og nærmede sig et Par Gange Per paa en Maade, der vakte Uro hist og her. Alene Kandidat Balling spankulerede omkring med sin sædvanlige Mangel paa Forstaaelse og talte højrøstet om Literatur i det Haab, at man skulde anmode ham om at underholde Selskabet med at læse noget op.

Endelig kom Pigen ind med den længselsfuldt ventede Melding, at Vognen til Stationen var kørt for Døren, og alle brød nu hurtig op. Kun Eybert, der ikke skulde til København, blev siddende lidt i det Haab, at Jakobe maaske skulde komme ned nu, da der var bleven stille. Men 310 efter at have ventet forgæves en halv Snes Minuter rejste ogsaa han sig og tog i Tavshed Afsked.

"Nu, Philip –," sagde Fru Salomon, da hun endelig var bleven ene med sin Mand. "Hvad har du saa at sige?"

"Du har Ret, Lea. Dette kan ikke længer gaa. Han er aldeles utilregnelig."

"Det har jeg jo sagt dig længe."

"Jeg skal imorgen den Dag tale med Ivan. Han maa bringes til at indse, at vi umuligt kan modtage det Menneske oftere."

"Jeg frygter kun, det er forsilde, du! … Saae du rigtig paa Jakobe?"

Straks efter at Vognen var kørt, var Nanny gaaet op paa sit Værelse. Hun havde listet sig hen til Jakobes Dør for at lytte; og da alt var stille indenfor, kiggede hun gennem Nøglehullet og saae, at der ikke var tændt Lys derinde. Heraf sluttede hun, at Søsteren allerede var gaaet i Seng, og skuffet listede hun tilbage til sit Værelse.

Jakobe var dog endnu oppe. Døren til hendes Altan var aaben, og derude i Maaneskinnet stod hun og fulgte Lyden af Vognen, der førte Per bort. Hendes Ansigt var bleven gammelt i den sidste halve Time, Udtrykket mørkt og forgræmmet. Som en Støtte blev hun staaende derude, indtil den sidste Rumlen døde hen bag Skoven.

Saa gik hun ind og lukkede Døren til efter sig. Et Par Gange gik hun frem og tilbage over Gulvet; saa satte hun sig hen paa Langstolen og trykkede Ansigtet ned i sine Hænder.

Længe sad hun i denne Stilling, et Bytte for den dybeste Fortvivlelse og Skam. Dette blev 311 altsaa Enden! Dertil skulde hendes tungt tilkæmpede Selvforsagelse føre hende! Paa en saa forsmædelig Maade, i et saadant Vrængebillede skulde hendes Ungdomsdrøm om en Helte-Elsker virkeliggøres!

Hun søgte ikke at besmykke de Følelser, der havde kastet hende i Pers Arme. Heller ikke prøvede hun paa at bedrage sig selv ved at mene, at hun vilde være i Stand til at rive sig ud af sin sanselige Forvildelse. Hun følte det kun altfor godt: hun var i hans Magt. Og det vilde jo da ogsaa kun gøre hendes Ydmygelse fuldstændig, om hun ovenikøbet blev nødt til at tilstaa, at hun havde givet sig viljeløst hen! Her var ingen frelsende Udvej. Hendes Skæbne var beseglet. Saa minutkort deres Møde havde været, hun havde dog hvilet i hans Arme, hans Læber havde berørt hendes, og en Anelse om Elskovens Henrykkelse havde gennemrislet hende under hans Omfavnelse, – hun var jo allerede halvvejs bleven hans.

Der blev banket sagte paa hendes Dør, og Nanny stak Hovedet ind.

"Aa! Om Forladelse! Du sidder og sværmer i Maaneskin!"

"Hvad vil du?"

"Undskyld … jeg hørte, du endnu var oppe. Kunde du ikke laane mig et Par Haarnaale?"

"Du kan jo se efter, om der er nogen."

Nanny var i Natdragt. Paa en egen kattelistende Maade gik hun over Gulvet hen til Jakobes Kommode og gav sig til at lede i en af Skufferne. Men pludselig vendte hun sig om og satte sig paa den halvt udtrukne Skuffe. Maanelyset faldt lige ind paa hende og gennemskinnede det tynde Natlinned, saa hele Legemets Form saaes derunder. 312 Med indsmigrende fremstrakt Overkrop og lidt Ængstelse i Stemmen sagde hun:

"Maa jeg spørge … tør man gratulere?"

Jakobe foer sammen med en Kuldegysning.

"Hvad mener du?"

"Aa, om Forladelse! Det skal maaske endnu være en Hemmelighed. Da vil jeg ellers sige dig, at den er ikke videre godt gemt."

"Hemmelighed? Hvilket? Jeg forstaar ikke et Muk."

"Aa, du vil lade uskyldig! Hvad var det da for vigtige Ting, du før derude paa Gangen forhandlede med Hr. Sidenius?"

Lyden af det sidste Ord fremkaldte en Slags Kvalmefornemmelse hos Jakobe. Sidenius! Hvilket Navn! … Fru Sidenius!

"Og det Væddeløb – hm!" vedblev Nanny. "Det var mig nu straks lidt mistænkeligt."

Jakobe rettede sig besluttet op.

"Nu ja, du kan jo ogsaa lige saa godt faa det at vide iaften. Jeg er altsaa forlovet med – den Mand, du der nævner. Det er hele Forklaringen, dersom den virkelig interesserer dig."

Der blev et Øjebliks Stilhed.

"Om den interesserer mig? … Hvad mener du? Jeg er naturligvis glad paa dine Vegne."

"Saa – er du det?" sagde Jakobe.

"Hvor du taler løjerligt! Hvorfor skulde jeg ikke være glad derved? … Aa, nu forstaar jeg! Du mener maaske, at jeg selv … Jeg husker, du engang drillede mig med Hr. Sidenius. Men i den Henseende skal du nu ingensomhelst Bekymringer gøre dig. Jeg fragaar saamænd ikke, at jeg altid har syntes rigtig godt om din Forlovede; men jeg tror nu alligevel, at du og han, I passer vistnok meget bedre til hinanden."

313 Jakobe saae opmærksomt op.

"Hvorfor mener du?"

"Jo – I er nu begge to mere i den højere Stil, mens jeg jo som bekendt kun er et stakkels tankeløst Hverdagsmenneske, et letsindigt Verdensbarn, – det har du selv tidtnok fortalt mig. Naa, men nu vil Folk da faa noget at snakke om! Og stakkels Eybert!"

Jakobe rejste sig utaalmodig.

"Hør Nanny – det er silde. Og du maa jo fryse, som du sidder der –."

"Er jeg til Ulejlighed? Gudbevares, saa gaar jeg naturligvis. Saa gaar jeg."

Hun blev alligevel siddende lidt. Og atter var der noget egent underfundigt i den Maade, hvorpaa hun endelig luskede henover Gulvet paa sine bare Fødder. Henne ved Døren vendte hun sig endnu engang om og sagde:

"Du er dog en rigtig kedelig En, at du aldrig kan fortælle lidt interessant. Jeg havde glædet mig til at faa en rigtig fornuftig Passiar med dig, og jeg kunde endelig ogsaa nok behøve at blive belært af en ældre og erfaren Søster for det Tilfælde, at jeg selv skulde komme i den rædselsfulde Situation at maatte række Mund til en Person med Overskæg."

"Ja, du maa nu undskylde mig, – jeg er træt," sagde Jakobe og begyndte at klæde sig af.

"Hvor du stiller dig hellig an! Bild mig bare ikke ind, at du gaar i Seng. Du skal naturligvis skrive til ham endnu iaften … udøse dit Hjerte for ham i Nattens ensomme Time, omfavne den Elskede i violblaat Blæk og sende ham titusinde Kys med Morgenposten. Men jeg vil advare dig, min Pige! Vær lidt tilbageholden i Begyndelsen! Vær i det hele lidt fornuftig! Kan du huske Rebekka, 314 da hun blev forlovet; hun maatte i den første Tid bruge Læbepomade, fordi han kyssede hende helt itu. Og dersom jeg har nogen Forstand paa Mandfolk, saa er din Kæreste vist en af dem, der tager for sig af Retterne. Godnat, lykkelige Søster! Og drøm ikke altfor behageligt!"

 
[1] Konstantia: Stort traktørsted på Strandvejen i Charlottenlund. tilbage
[2] Dyrenes Beskyttelse: stiftet 1875. Foreningens første formand var kammerherre Haxthausen. Hans Hvass har i 1975 skrevet om Dyrenes Beskyttelse 1875-1975. tilbage
[3] Folketingsmanden for Holbæk Amts syvende: Blandt folketingsmændene valgt i denne kreds var ..../ Der var kun fem valgkredse i Holbæk Amt. Verificer i Jens Peter Jensen: Holbæk amts salgkredse og deres valgte mænd i tiden fra 1848-1918 (1932). tilbage
['1] engelsk Mode: D (1918) tilføjer forklarende: "med rummeligere Snit". tilbage