Lykke-Per, I-III, 1905 Anden Del

30

Tolvte Kapitel

Mens Per om Natten rullede op gennem Jylland, tænkte han ofte paa sin mislykkede Julerejse for snart syv Aar siden, da han sidste Gang kørte her paa Vej til Hjemmet. Indtil de mindste Enkeltheder huskede han endnu hin Hjemkomst i den mørke Vinteraften, hvor en kold, gullig Regntaage indhyllede Byen og gjorde de søvnigt lysende Lygter endnu dorskere. Han saae Søsteren Signe staa paa den vaade Perron i sin halvkorte, gammeldags Kaabe med sorte Uldhandsker paa Hænderne og Kjoleskørtet løftet op over et Par store Fødder i Galosjer. Han huskede Faderens Utilfredshed med, at han havde taget sig Ferie uden forud indhentet Tilladelse, og især sin egen Skuffelse ved at høre, at der skuredes Gulv i Spisestuen, og deraf forstaa, at de andre allerede havde spist.

I Grunden undrede det ham, at han endnu saa levende erindrede sig disse gamle Tildragelser, som dog intetsomhelst betød for ham længer. Han vilde i hvert Fald ikke erkende, at Hjemmet og dets triste Minder havde nogen Magt over ham mere. Han var sig bevidst kun undtagelsesvis at 31 have beskæftiget sig med denne Fortid, der i Aarenes Løb var ligesom dukket ned under hans Livs Horisont.

Tidlig paa Formiddagen naaede han den lille By i et klart Oktobersolskin.

Hans Skikkelse vakte paa Grund af hans Klædedragt en vis Opsigt paa Perronen. Han bar en musegraa, silkeforet Rejsefrakke med lange Skøder og brede Fløjlsopslag paa Hals og Arme. Paa det mørke, tætklippede Hoved sad en skotsk Rejsehue, og under de – efter Tidens nyeste Mode – højt opsmøgede Benklæder saaes lysegraa Gamasjer. Hans Haandkuffert, Hattefutteral og øvrige Rejseudstyr var dertil af første Sort og skinnede af Nyhed.

Et Par vadmelsklædte Bønder veg helt forskrækket til Side for ham. Med Tilfredshed hørte han den ene af dem hviske til den anden:

"Monstro, te det sku' være ham, den unge Grev Frys1?"

Skønt han telegrafisk havde meldt sin Ankomst, var der Ingen til at modtage ham. "Desbedre" – tænkte han – "saa har jeg frie Hænder!" Og han bestemte sig til at tage ind paa et Hotel, hvad der i enhver Henseende vilde være ham bekvemmest.

Men just som han vilde stige ind i en af de to Hotelomnibusser, som holdt udenfor Stationsbygningen, fik han Øje paa Eberhard, der langsomt kom gaaende ovre fra et lille Lystanlæg lige overfor Stationen. Per forstod straks, at Broderen, der var saa omhyggelig for sin Værdighed, havde oppebiet Togets Ankomst derovre i Anlæget, for at det skulde tage sig ud, som om han halvt tilfældig var kommen her forbi paa en Spaseretur, – og uvilkaarlig trak han paa Skuldren deraf. 32 Den Slags Overlegenhed, der i gamle Dage havde kunnet opirre ham, vakte nu kun hans Medynk.

Da Broderen saae Per staa der og forhandle med Hotelkarlen, blev han aabenbart lidt opskræmt og forstærkede sine Skridt.

"Du vil vel ikke tage paa Hotel?" sagde han, næsten før de havde hilst paa hinanden.

"Jo," svarede Per. "Jeg anser det under de forhaandenværende Forhold for rigtigst ikke at gøre Ulejlighed derhjemme."

"Men der er gjort et Værelse istand til dig, og vi har god Plads. Mo'er vil sikkert tage dig det meget ilde op, dersom du lægger dig ind paa Hotel?"

"Ja ja – naar du mener det, saa – Vil De da skaffe mig en Drager."

De sidste Ord rettede han til Hotelkarlen. Hvorpaa han gjorde Eberhard et Spørgsmaal om Faderens Befindende.

"Fader har sovet siden iaftes. I det hele ligger han nu mest og døser. Han har i det sidste Døgn kun været ved Bevidsthed af og til."

Nu kom et Bybud ud fra Stationsbygningen sammen med Hotelkarlen, der gjorde et forventningsfuldt Skrabud for Per med Kasketten i Haanden. Per tilkastede ham et Kronestykke og gav den anden de fornødne Ordrer med Hensyn til sine Rejsesager.

Eberhard var imidlertid traadt lidt til Siden; med et stjaalent Blik mønstrede han Pers Dragt under synlig Uro. Da han opdagede Gamasjerne, fik hans Ansigt et formelig betuttet Udtryk.

"Jeg foreslaar, at vi gaar bag om Haverne," sagde han og vilde slaa ind paa en Sti, der førte 33 til Præstegaarden langsmed Byens Udkant, og hvor der i Almindelighed ingen Mennesker gik.

Per gjorde Indsigelse.

"Den Vej er jo meget længere – og jeg er træt."

"Naa ja, – som du vil," svarede Eberhard med den Stramning af Munden, hvormed han plejede at tilkendegive, at han fandt det under sin Værdighed at forhandle.

Tavse gik de to Brødre ved Siden af hinanden ind gennem Hovedgaden.

Gensynet af Barndomsbyen gjorde foreløbig ikke noget stærkt Indtryk paa Per. Med sine smalle og krogede Gader, sine eet-, højst to-stokværks Huse og med sin Uendelighed af Rendestensbrædter forekom den ham næsten komisk legetøjsagtig i Sammenligning med den Verdensstad, hvorfra han kom. Det var gaaet ham med Byen som med Familjehjemmet: den var i Aarenes Løb gleden ud af hans Liv, var sunken ned under hans Horisont. Og han kom pludselig til at smile ved at mindes, hvorledes det engang havde været hans Ærgerrigheds Drøm at blive den fejrede Matador i denne Ravnekrog, der havde været Vidne til hans Fornedrelse.

Ikke desmindre genkendte han nu næsten hvert Menneske, de mødte. Ethvert af de smaa Huse med oljemalede Mure og Gadespejl foran Dagligstuevinduet, hvert Navn over Butiksdørene, hvert gammelt Lavsskilt over Portene kaldte et eller andet Stykke Fortid tilbage i hans Erindring. Særlig galdt dette Latinskolen, der vendte en bred Gavl og Legepladsens høje Murindhegning ud mod Gaden. Da de kom der forbi, var der just Frikvarter; og Drengelarmen, som væltede ud over Muren nøjagtig som i hans egne Skoledage, førte ham en Vrimmel af halvglemte Barndomsminder 34 lyslevende for Øje. Og rundt omkring Byen laa de høje Bakker, han som Dreng havde elsket, og Fjorden og de milebrede Enge, Sommerdagenes Tumleplads, hvor den første, spæde Tankespire til hans Kanalprojekt var undfanget, og hvor han ogsaa havde vundet sin første, anelsesfulde Forstaaelse af Vindkraftens Betydning, naar han satte sin Kæmpedrage "Heljo" op og lod den trække en lille, stenbelæsset Legevogn henad Grønsværen.

Pludselig gik der et lille Stød igennem ham. Skoleporten var bleven aabnet, og han saae en høj noget duknakket Mand, i hvem han straks genkendte sin gamle Matematiklærer. Uvilkaarlig løftede han lidt paa sin Hue, og en vis, halvt forlegen Sindsbevægelse jog ham i det samme Blodet til Kinderne. Han kom til at huske paa at denne Mand, som her gik ham saa ligegyldig forbi, øjensynlig uden at kende ham, – at denne gamle, sløve Skolemester med den luvslidte Frakke og den slæbende Gang havde haft en afgørende Indflydelse paa hans Liv, ja ret egenlig havde været hans Skæbne. Uden dette Menneskes indtrængende Forestillinger hos Faderen havde denne sikkert aldrig tilladt ham at rejse til København og blive Polytekniker. Han vilde da være bleven sat til et Haandværk eller anbragt i en Købmandshandel. Og hvad saa?

Eberhard gjorde ham et Spørgsmaal om Rejsen; men Per var bleven tankefuld og hørte ham ikke. Han følte denne sin vedvarende, ja uafhjælpelige Afhængighed af den lille snuskede Bondeby som en Ydmygelse. Særlig oprørte det ham, at Forholdet var saa ganske uden Gensidighed. Den hjulbenede Købmand Hjerting, som stod der i sin Port i hvid Lærredsfrakke, med 35 Trætøfler paa Fødderne og sølvbeslaaet Merskumspibe; den blegfede, rødhaarede Barber Siebenhausen, der – ganske som i gamle Dage – hang ud af det aabne Vindu for at kigge efter Tjenestepigerne; den offenlige Udraaber, hvis Trommehvirvler og Kællingestemme han hørte inde fra en Tværgyde – alle havde de en Part i ham, uden at han betød det allermindste for dem.

Men nu drejede de ind i den Sidegade, hvor Præstegaarden laa. Det første Glimt af den mørke Murkolos med den underlige Fængselsport men navnlig Synet af den barkbestrøede Stenbro fik hans Hjerte til at banke. Dette, at han om et Øjeblik skulde gense sin Moder og staa ved Faderens Dødsseng, greb ham pludselig paa en Maade, han ikke havde været forberedt paa.

Søsteren Signe tog imod ham ude i Forstuen. Hun var meget bevæget ved Gensynet men rakte ham Haanden i Tavshed og halvt bortvendt, som om der sammen med ham fulgte noget ind i Huset, for hvilket hun maatte slaa Øjnene ned.

"Mor er gaaet ind for at hvile sig lidt," sagde hun, da de var kommen ind i Spisestuen, hvor Per fandt et Par af sine yngste Søskende, Tvillingerne, der under hans Fraværelse fra Hjemmet var bleven halvvoksne, saa han daarligt kunde kende dem igen. De besvarede forlegent hans Haandtryk uden at se paa ham. Signe vedblev:

"Mor sagde, jeg skulde kalde paa hende, naar du var kommen; men jeg synes nu ikke, det er rigtigt at forstyrre hende. Hun har vaaget hele Natten."

Skønt Faderen laa helt henne i den modsatte Ende af den store Lejlighed, talte Signe hele Tiden med dæmpet Stemme, saadan som man efterhaanden vænner sig til det, hvor der er en Syg i 36 Huset. Per sagde, at Moderen naturligvis paa ingen Maade maatte forstyrres.

Ganske som ved hans Hjemkomst for syv Aar siden stod der en Bakke med noget Smørrebrød, der var sat af til ham. Signe skænkede ham en Kop Kaffe, og for ikke at støde an tvang han sig til at spise lidt, skønt han for Uro næppe kunde faa Brødet gennem Halsen. Fra den anden Ende af Stuen iagttog Tvillingerne ham med store nyfigne Øjne. Signe sagde:

"Du vil vel gerne ind og se Far? Han ligger jo hen i Døs og har ikke været vaagen siden iaftes. Sygeplejersken gør ham netop i Stand nu. Jeg skal gaa ind og høre, hvornaar du kan komme derind."

Hun gik stille bort, idet hun lukkede Døren efter sig med begge Hænder, for at Laasen ikke skulde smække. Eberhard havde i Forvejen forladt Stuen, og for ikke at blive ene med den fremmede Broder forsvandt nu ogsaa Tvillingerne, idet de smuttede ud ad Døren til Køkkenet.

Per rejste sig, og uden selv at vide af det gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet. Saa stillede han sig hen ved et af Vinduerne, der vendte ud mod den lille Græsplæne med nogle forkrøblede Træer, som udgjorde Præstegaardens Have. Hjertet trommede mod hans Side, og Tankerne flakkede raadvildt om efter et Selvforsvar.

Men som han stod der og med Ligegyldighed betragtede den lille solforladte, af høje Brandmure omhegnede Grønning, genvandt hans Sind lidt efter lidt sin Holdning, og hans Tanke blev atter klar. Han havde her fundet den Retfærdiggørelse, han søgte. Netop i denne Følelsesløshed, hvormed han gensaae sin Barndoms første Legeplads, 37 laa hans Frikendelse. Han var ikke Nogen her noget skyldig. Ikke et eneste godt Minde, ikke en eneste lys Erindring knyttede der sig for ham til disse Mure, bag hvilke han i femten Aar havde følt sig som en Fange. Og ikke nok med det! Det gik i disse Øjeblikke op for ham – og der jog ham flygtig en ganske fremmed Følelse, en vild og klagende Sørgmodighed gennem Sindet – hvorledes Skyggen fra disse Mure havde formørket ham Tilværelsen og forbitret ham Glæden ogsaa i alle de Aar, der fulgte efter.

Han foer nervøst sammen. Døren bagved ham var sagte bleven aabnet; det var Signe, der kom tilbage.

"Du kan godt gaa ind. Kom blot."

Per kom gennem et lille halvtomt Kabinet og ind i Dagligstuen. Døren herfra ind til Sovekammeret stod paaklem. Signe nærmede sig den paa Taaspidserne, skød den lydløst op og førte Per hen til Fodenden af en Seng, der stod frit ud paa Gulvet fra den ene Sidevæg. Der var næsten mørkt derinde, saa han i de første Øjeblikke daarligt kunde finde sig tilrette.

Efterhaanden skelnede han dog Omridsene af et hentørret Hoved, der laa halvt paa Siden og med tillukkede Øjne – dybt nedsunket i en stor, blød Pude – i en dødlignende Søvn. En frysende Skælven jog Per gennem Kroppen, men nogen Sindsbevægelse udover den Uhyggefølelse, som Synet af Opløsningen naturligt fremkalder hos den, for hvem Døden er Livets Gru, greb ham ikke. Den Omstændighed, at Faderens Tilstand saa øjensynlig umuliggjorde enhver Tilnærmelse, virkede netop beroligende paa ham. Hvad han mest havde frygtet, var Familjeiveren for i sidste Øjeblik at faa tilvejebragt en Forsoning. Han 38 vidste, at han for sit Vedkommende intet havde at sige sin Fader; og hvad denne muligvis kunde have ønsket at sige ham, vilde efter al Rimelighed kun have forværret Forholdet og maaske have givet Anledning til Optrin, som let vilde have faaet en uhyggelig Karakter.

Alt som hans Øjne vænnedes til Stuens Mørke, traadte den Sovendes Ansigtstræk og hele udtærede Skikkelse tydeligere frem for ham. Han saae, at Faderen havde bevaret sit store Haar, som dog under Sygdommen havde mistet al Farve. Ansigtet derimod var bleven mørkt, næsten bronceagtigt, og der saaes ikke en Bevægelse i det, skønt et Par Fluer stadig kresede om det og nu og da kravlede om paa Panden eller Kinden. Det var, som om allerede Evighedens Fred hvilede over de lukkede Øjelaag.

Sygeplejersken, der havde staaet henne ved Servanten og skyllet en Svamp ud, gik nu bort med Vandfadet, og de to Søskende blev alene hos den Syge. Ingen af dem talte. Signe havde sat sig ned i en lav Armstol, som stod ved Siden af Sengen. Hun sad foroverbøjet, med Hænderne foldede paa sit Knæ, og betragtede Faderen med et næsten forklaret Udtryk af Kærlighed og Smerte. De store, lyse Øjne stod fulde af Taarer, og det trak om hendes Mund. Af og til førte hun med en blid Bevægelse Haanden hen gennem Luften over Faderens Ansigt for at holde Fluerne borte.

Paa eengang hørtes der noget krable henne ved Væggen. En Tapetdør, der førte ind til et bagved liggende Gæstekammer, blev lukket op, og Moderens lille, krumbøjede Skikkelse viste sig i den smalle Døraabning.

Hun blev et Øjeblik staaende derhenne, idet 39 hun med den ene, famlende Haand støttede sig til Dørkarmen, med den anden til en sort Stok. Det varede lidt, før Per forstod, at det var hende. Han huskede hende næsten kun som sengeliggende og havde ikke tænkt sig hende saa lille. Saa var hun nu ogsaa ældet stærkt i de mellemliggende Aar. Ikke alene var Haaret bleven graat, Trækkene skarpere, men den mægtige Sjælsanspændelse, der under Faderens lange Sygeleje paa næsten overnaturlig Vis havde holdt hende oprejst, lagde en fremmedartet Strenghed i Ansigtsudtrykket, navnlig i de dybtliggende, ligesom synsk fremadstirrende Øjne.

Overraskelsen forvirrede Per. Og det Blik, der nu mødte ham fra disse Øjne, og den Maade, hvorpaa Moderen, da han nærmede sig, ligesom afværgende udstrakte Haanden imod ham, gjorde ham endnu mere raadvild. Det var aabenbart, at hun ventede en angergiven Tilstaaelse af ham; og i nogen Tid stod de overfor hinanden som et Par Støtter. Dog, Moderfølelsen vandt tilsidst Overmagten. Mens Taarerne randt ned over hendes Kinder, tog hun hans Hoved mellem sine Hænder og kyssede ham paa Panden.

Signe, der havde rejst sig, hjalp hende derpaa til Sæde i Armstolen ved Siden af Sengen.

"Saa er du virkelig kommen, Peter Andreas," sagde hun her i en foroverbøjet, halvt bortvendt Stilling og med Haanden for Øjnene, som om hun alligevel ikke rigtig taalte Synet af ham. "Hvorfor kom du ikke før? … Nu er det maaske for silde."

Der var noget i dette Udbrud, der fik Per til at lytte. "For silde" – tænkte han. De havde altsaa virkelig til det sidste haabet paa en Forsoning. 40 De havde opfattet hans Hjemkomst som en Bodsgang – –.

Moderen begyndte igen at tale; men i det samme kom Sygeplejersken ind fra Dagligstuen tilligemed en ældre Mand.

Det var Huslægen, der kom paa sit daglige Formiddagsbesøg. Paa et Tegn fra Moderen trak Signe og Per sig bort, og Sygeplejersken lukkede Døren til efter dem.

**
*

Per saae slet ikke Moderen mere den Dag, og i det hele blev hans Tilbagekomst ikke den Begivenhed, som den under andre Omstændigheder vilde være bleven. Faderens Tilstand optog naturligt alles Sind og Tanker, og trods Stilheden herskede der stor Travlhed i Huset. Snart skulde der varmes Omslag, snart hentes Medicin, for ikke at tale om, at der idelig indløb Bud fra Folk omkring i Byen med Forespørgsler om den Syges Befindende. Desuden ventedes der i Løbet af Dagen endnu to af de borteværende Søskende, nemlig den Broder, der var Kapellan paa Fyen, og en Søster, som var gift med en Læge i en af de smaa Limfjordsbyer. Ogsaa til disse skulde der sættes Værelser i Stand, saa alle havde fuldt op at gøre.

Per havde faaet sit gamle Loftsværelse tildelt, og her tilbragte han det meste af Dagen, dels under forgæves Forsøg paa at sove og udhvile sig efter Rejsen, dels beskæftiget med at skrive til Jakobe. Af Sømmelighedshensyn havde han besluttet at fravige sin oprindelige Bestemmelse 41 og blive her, indtil Faderen var død, – det vilde efter alt at dømme dog ikke vare længe. Han følte sig urolig og nedstemt. Han fortrød vel ikke, at han var taget hertil; men han ønskede det hele vel overstaaet. Han havde kun een Gang før set et Menneske dø; det var hin Dag i Nyboder, da den gamle Højbaadsmand var bleven bragt halvt livløs hjem fra sin Spaseretur. De uhyggelige Erindringer, der knyttede sig til dette Dødsfald, Højbaadsmandens Angst og de andres Opskræmthed, forfulgte ham her hele Tiden.

Ved Aftenstid indtraf de to endnu ventede Søskende, Thomas og Ingrid, den sidste i Følge med sin Mand. Thomas var en rødmosset Teolog med et sat Væsen, bag hvilket der skjulte sig megen Følelse og en stærk men noget vantreven Ærgerrighed. Ingrid var en lille, selvsikker Provinsfrue, en fuldblods Sidenius, for hvem Løgstør var en By af Rang, fordi hun og hendes Mand og Børn boede der.

Faderen havde et Par Gange i Dagens Løb slaaet Øjnene op og syntes da ganske klar; men han havde kun vanskeligt kunnet gøre sig forstaaelig og var efter faa Minutters Forløb atter sunken hen i Bevidstløshed.

Lægen var netop inde hos ham paa sit Aftenbesøg. Da han kom ud derfra, sagde han til Signe, der fulgte ham ud i Forstuen:

"Jeg vil ikke skjule for Dem, at Deres Fader næppe lever Natten over. Jeg venter, at De lader mig kalde, dersom min Tilstedeværelse skulde ønskes."

Hans Forudsigelse slog til. Klokken var lidt over To om Natten, da alle i Huset blev vækket; Dødsstunden var kommen. Per, der – rejsetræt og ør efter næsten to Døgns uafbrudte Vaagen – 42 var falden i en stentung Søvn, kunde ikke straks blive klar over, hvor han befandt sig. Han havde i sine Drømme færdedes i Berlin sammen med Fritjof og nogle af dennes Kunstnervenner. De var netop kommen kørende i en Droske til deres Stamknejpe i Leipzigerstrasse, da Døren til hans Kammer aabnedes og Signe kom ind med et Lys i Haanden og bad ham komme ned.

I det Øjeblik, det gik op for ham, hvor han var, og hvad Søsterens Ord betød, kom han til at ryste af Kulde. Overgangen fra Verdensbyens glade Tummel til Søsterens stille Dødsbebudelse var selv hans Aandskonstitution for stærk. Endnu nogen Tid efter, at han var bleven paaklædt, maatte han gaa frem og tilbage i Kammeret for at faa nogenlunde Ro paa sig.

Da han kom ned i Stuerne, fandt han alle sine Søskende samlede; de fleste af dem havde slet ikke været iseng men havde blundet rundt om i Lænestole og paa Sofaer for at være Faderen saa nær som muligt og for straks at kunne være hos ham, om noget skulde ske. Dagligstuen var fuldt oplyst, og begge Dørfløjene ind til Soveværelset var slaaet tilbage. Derinde brændte kun en lille Natlampe. Den stod paa et Bord ved Hovedenden af Sengen og kastede et svagt Lysskær henad den ene Side af Faderens hvide Skikkelse; den anden laa i Mørke.

For at lette ham Aandedrættet havde man rejst ham lidt op og støttet ham med Puder. Han var ved fuld Bevidsthed, men han kunde ikke tale, og ikke heller kunde han længer løfte de sorteblaa Øjenlaag. Han var netop begyndt at tage Afsked med sine Børn. Eet for eet traadte de hen til Sengen; og naar de havde taget hans Haand, der laa tung og kraftesløs paa Tæppet, 43 nævnede Moderen deres Navn for ham. Hun sad i sin lave Kurvestol ved Hovedgærdet paa den modsatte Side af den, hvor Bordet med Natlampen stod.

Per følte sig højst ilde tilmode ved denne højtidelige Afskedtagen, for hvilken han havde troet at skulle forskaanes. Han holdt sig tilbage saa længe som muligt; men tilsidst maatte ogsaa han hen til Sengen, og da han følte Faderens allerede gravkolde Haand og hørte Moderen (som det forekom ham) med forstærket Stemme nævne hans Navn, steg der en isnende Uhyggefølelse op i ham, saa kun Forestillingen om, at han blev iagttaget af sine Søskende (der nu alle stod samlede omkring Sengen) gav ham Magt til at beherske Udtrykket i sit Ansigt. Han havde et Øjeblik en helt nedknugende Fornemmelse af at være bleven kaldt frem for en overjordisk Dommer.

Klokken var imidlertid bleven mellem Tre og Fire. Vægteren kom just gaaende gennem den stille Gade. Paa Grund af Barkstrøelsen derude kunde man ikke høre hans Skridt. Man hørte kun hans enstonende Sang, der lød ind i Stuen næsten som en overnaturlig Forkyndelse af Dødsenglens Komme.

 

"Nu skrider Natten sorte,
og Dagen stunder til;
Gud lad dem blive borte,
som os bedrøve vil.
   O Fader from,
   vend du os om.
Din Naade os betee!"

 

Efter at Faderen tilsidst havde taget Afsked ogsaa med Husets Tyende, gav han ved en Bevægelse af Pandemusklerne tilkende, at han vilde sige noget. Med en Hvisken, som dog kun Moderen 44 kunde opfatte, bad han om, at de vilde synge en Salme. Børnene gik ind i Dagligstuen og samlede sig om Klaveret, og mens Signe spillede, sang de med dæmpede Stemmer nogle Vers af Salmen: "Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud".

Den eneste, der foruden Moderen var bleven tilbage i Sovekammeret, var Per. Efter Afskeden med Faderen havde han sat sig ind i en mørk Krog, hvor han kunde være ubevogtet. Mens hans Søskendes stille Sang lød ind til ham, baaret af en urokkelig Forvisnings rolige Styrke, fyldt af en Jubel, som saae de Himlen aaben over dem og Herrens lysomstraalede Skikkelse svæve deroppe med udbredte Arme for at modtage Faderens forklarede Aand, sad han der i sin Ensomhed og kæmpede med sig selv for ikke at rives med. Det var altsammen bleven saa ganske alderledes, ¹ end han havde tænkt sig. Med dirrende Mund og fugtige Øjne stirrede han hen paa Faderens hentørrede Hoved, som laa der saa fredeligt paa Paden, omgivet af det store, hvide Haar som af en Helgenglorie. Og med Højbaadsmandens uhyggelige Dødsscene i Erindringen sagde han ved sig selv: Saaledes dør altsaa en troende Kristen!

Da Salmesangen var endt, vendte Søskendeflokken lidt efter lidt tilbage til Sovekammeret. Faderens Mund havde imidlertid aabnet sig lidt, og Øjnene var sunket endnu dybere ind i Hovedet. Ikke længe efter begyndte Dødskampen.

Moderen holdt hans højre Haand og tørrede nu og da Sveden af hans Pande med et Klæde. Ved den anden Side af Sengen stod Eberhard og Signe for at være ved Haanden, om Hjælp skulde blive fornøden.

Der gik en Timestid. Afventende det sidste Øjeblik sad de andre Børn rundt om i Stuen, 45 hvor de havde kunnet finde en Siddeplads; de yngste stod dog op ved Sengens Fodende, hvorfra de saae paa Faderen med store medlidende Øjne.

For anden Gang hørtes Vægterens enstonende Sang i den tavse Gade.

 

"Dig, evig Gud, ske'1 Ære
i høje Himmelkor,
som Vægter vilde være
for os, paa Jorden boer.
Nu op paa Morgenvagt!
   For Natten god
   fald Gud til Fod,
tag Tiden vel iagt!"

 

Der var ganske stille i Stuen. Der hørtes kun den stadig aftagende Lyd af Faderens besværlige Aandedræt og nu og da et Udbrud af halvt undertrykt Graad fra et af Børnene.

Saa var det omtrent ved Fire-Tiden. Moderen sad nu helt sammensunken og trykkede Panden mod den Døendes livløse Haand, som hun vædede med sine Taarer. Eberhard berørte lemfældigt Faderens venstre Haandled; han talte den langsomt svindende Puls, mens Signe i Spænding iagttog Udtrykket i hans Ansigt. Uret inde i Dagligstuen faldt just til Slag. I det samme vendte han sig om imod hende – ligesom anstrengt lyttende. Kort efter gik han stille omkring Sengens Fodende hen til Moderen:

"Mo'er," sagde han efter varsomt at have berørt hendes Skulder, "Fa'er er gaaet bort."

I det samme rejste de sig alle rundt om i Stuen og slog Kres omkring Sengen. Kun Moderen blev siddende. Hun havde i første Øjeblik set op paa Eberhard med et bønfaldende Udtryk af Hjælpeløshed. Nu bøjede hun sig atter ned over den Dødes Haand og skjulte sit Ansigt, – det var, 46 som havde hun ikke Mod til at møde Synet af de brustne Øjne. Men nu løftede hun Hovedet og længe betragtede hun ham i Tavshed. Saa sagde hun:

"Ja, Børn, nu er Far gaaet fra os. Men – Gud ske Tak og Pris! – det er ikke et Farvel for evig. Han er blot gaaet forud til vort himmelske Hjem, hvor vi engang ved Guds Naade igen skal mødes med ham."

Med gribende Ord takkede hun ham derpaa for alt, hvad han havde været for dem allesammen, priste hans Trofasthed mod hende og mod Hjemmet, takkede for al hans Kærlighed og Opofrelse, – og paa rørende Maade mærkedes der en Genopvaagnen af Ungdomstidens Følelser i den Ømhed, hvormed hun, mens hun talte, strøg ham over de hvide Haar og kyssede hans Pande.

Endnu nogen Tid blev Børnene staaende omkring Sengen i stille Bøn og Betragtning. Men ved de første, synlige Dødstegn bredte Eberhard og Thomas varligt et Lagen over Liget, og Signe førte Moderen bort.

Per gik kort efter op til sig selv. Lampen stod endnu og brændte paa hans Bord. Gennem det utildækkede Vindu faldt det første Dagskær ind i Kammeret. Længe blev han staaende der ved Vinduet og stirrede ud over Byen, der var ved at vaagne. Nogle blege Stjerner blinkede endnu paa Himlen, mens Arbejdsvogne og tunge Træskotrin hørtes rundt om fra Gaderne.

Der samlede sig i ham en Overbevisning om, at hvad han havde oplevet denne Nat, vilde sætte Skel i hans Liv. Men nogen Klarhed over sine Følelser havde han iøvrigt ikke. Han var foreløbig for grebet af Oplevelsens Højtidelighed til at kunne tænke roligt.

47 Tilsidst satte han sig ned ved Bordet og tog sin Rejsemappe frem. Han følte Trang til at meddele sig til Nogen og vilde skrive til Jakobe. Han havde den foregaaende Dag sendt hende en ganske kort Underretning om sin Hjemkomst, nu skrev han:

"Jeg vil ikke tøve med at meddele dig, at min gamle Fader for faa Øjeblikke siden er gaaet bort. Jeg vil heller ikke skjule for dig, at jeg er glad ved, at jeg bestemte mig til at tage hertil. Hvor meget der end har været Fader og mig imellem, han har jo dog altid kun handlet efter sin bedste Overbevisning. Hans Død var meget smuk. Han var sig fuldt bevidst næsten til det sidste, og med beundringsværdig Sjælsstyrke saae han Døden imøde. – –"

Hans Haand standsede her. Og idet'2 han gennemlæste, hvad han havde skrevet, blev han lidt rød. En Tid sad han med et sky Udtryk i Øjnene og bed i Penneskaftet, og pludselig tilintetgjorde han Brevet og begyndte paa et andet.

"Kære Ven! Jeg har den sørgelige Pligt at meddele dig, at min Fader nu til Morgen er afgaaet ved Døden. Jeg kom altsaa akkurat tidsnok til at tage Afsked med ham, saaledes som jeg havde ønsket det. Han var ved fuld Bevidsthed og fuldkommen rolig til det sidste. Men – naturligvis! – hans Liv har jo ogsaa været saa at sige en uafbrudt Forberedelse til at dø. – Kun disse Linjer i Hast. Du hører snart fra mig igen."

Efter at have underskrevet Brevet sad han igen en lille Tid med urolig Mine og overvejede. Saa tilføjede han i en Efterskrift:

"Muligvis bliver jeg her til Begravelsen."

**
*

48 Fem Dage senere blev Pastor Sidenius begravet. Allerede fra Morgenstunden hang der Flag paa halv Stang overalt i Byen, og paa den lange Strækning fra Kirken til Kirkegaarden blev Gaden ved Middagstid strøet med Sand og Grankviste. Selve Kirken havde unge Piger Dagen forud smykket med grønne Planter, og baade paa Altret og den gamle, rigt udskaarne Funtelukkelse hang Sørgeflor. I begge de tolvarmede Messinglysekroner under Loftet brændte Lys, og fra Orgelet tonede en dæmpet Klage, da Menigheden lidt efter Middag begyndte at fylde Kirken.

At det ikke var lutter Nysgerrighed, der førte Folk derhen, mærkedes paa Stilheden derinde og de mange alvorlige Ansigter. Det var gaaet Pastor Sidenius, som det plejer at gaa de stærke Betvingere: da Modstanden først var overvunden, slog den hurtig om i Forgudelse. Og (som det ogsaa gerne gaar) netop de Egenskaber hos ham, der oprindelig havde vakt mest Anstød – hans myndige Væsen, hans Ringeagt for Byens nedarvede Skikke, hans strenge Tarvelighed i Levemaade og Klædedragt – højagtedes senere som Vidnesbyrd om sand apostolisk Nidkærhed og Fromhed. Vistnok havde han i Aarenes Løb ogsaa selv forandret sig noget. Efterhaanden som Befolkningen underkastede sig Kirkens Formynderskab, var det milde og hjertevindende i hans Natur kommen frem overfor den. I en vis Forstand vedblev han vel at staa den fjern, og navnlig havde han altid holdt sig borte fra Byens megen Selskabelighed. Sin egen Dør havde han stadig kun holdt aaben for dem, der var i Sjælenød; men til Gengæld tabte han aldrig Nogen afsyne, der blot een Gang havde søgt ham i et Troesanliggende. Og aldrig gik Nogen fra ham uden at føle sig aandelig 49 styrket og beriget. Han var – trods sin Aands snevert begrænsede Horisont – en højtbegavet Mand, tankerig og veltalende, altid levende optaget af Tidens mange teologiske Stridsspørgsmaal, i hvis Drøftelse han undertiden deltog ogsaa med Pennen. Den lille Byes Befolkning havde følt sig smigret, naar de undertiden saae ham nævnet i saadanne religiøse Tidsskrifter og Pjecer, som nu fandtes i de fleste Hjem; og det havde i det hele bidraget sit til den forandrede Bedømmelse af ham, at man efterhaanden havde mærket, hvorledes han indenfor Præstestanden nød en ganske anderledes Anseelse end de fint paaklædte, hvidslipsede Provster og Konsistorialraader, som man før havde været saa stolt af.

Dertil kom nu hans lange Sygeleje og den ophøjede Sjælsro, hvormed han havde udstaaet sine Lidelser og imødeset sit Endeligt. I over et halvt Aar havde han ligget tilsengs, fuldt vidende om, at han var en dødsmærket Mand. Og ikke alene havde han ingensinde selv klaget; han tillod heller ikke, at Andre beklagede ham. "Saadan tør her ikke tales," havde han engang med Strenghed sagt til En, der vilde trøste ham med Haabet om Helbredelse: "Er vi Guds Børn og skal ikke være taknemlige, naar vor Fader kalder os hjem?"

Oppe i Kirkens Kor stod den sorte Kiste, der i Overensstemmelse med den Afdødes Ønske ikke bar andre Prydelser end et simpelt Grankors ovenpaa Laaget. Han havde altid ivret mod, hvad han kaldte Folks blødagtige Trang til at forskønne Døden og "smykke Ormenes Trug", som han plejede at sige. Rundt om Kisten sad henved et halvt Hundrede ornatklædte Præster som en Æresvagt, og i Kirkegulvets øverste Stolestader 50 saaes Byens Ypperste: Embedsmænd i Uniform, Byraadet, ja selv flere af Garnisonens Officerer sad der med sølvblankt Bandoler og den skinnende Dragonhjelm i Skødet.

Per saae sig omkring med stigende Forbavselse. Han havde jo nok forinden paa forskellig Maade faaet et Indtryk af den Sejr, som Præstedømmet havde vundet i den før saa verdslig sindede By; men der blev i disse Øjeblikke vendt aldeles op og ned paa hans Forestillinger om Faderen og dennes personlige Betydning. Den ene Præst efter den anden traadte hen bag Kisten for at tale, og Kirken genlød af højstemt Lov og Tak til Herren for den hensovede Tjener og hans rige Gerning. Bagefter, da Talernes lange Række omsider endte, løftede otte unge Præster Kisten ned fra Katafalken; hvorpaa hele Menigheden tilfods fulgte Rustvognen den lange Vej gennem Byens Gader ud til Kirkegaarden.

Per forstod det ikke. At det virkelig var hans Fader – ham, som han i sine Drengeaar havde skammet sig over, fordi han havde været til Spot for den hele By – at det var ham, som her fik en Jordefærd som en Fyrste og fulgtes til Graven af et sørgende Folk! Han fattede det ikke. Paa en for ham uventet og beskæmmende Maade opfyldtes her en af hans stolteste Barnedrømme … en Drøm fra hin Tid, da han indbildte sig at være et forbyttet Barn, en bortført Kongesøn, der engang skulde finde hjem til sin Faders Herlighed.

Paa Hjemvejen fra Begravelsen kom han til at følges med Broderen Thomas, der havde forrettet Jordspaakastelsen og var i Ornat. Af alle hans Søskende havde Thomas været den, hos hvem han i sin Tid trods Aldersforskellen havde fundet 51 mest Forstaaelse, maaske fordi Thomas under sin Opvækst undertiden selv havde kunnet føle sig trykket af Faderens enevidende Myndighed. I hans Studenteraar havde visse, friere Rørelser indenfor det kristne Menighedsliv opfyldt ham mere, end Faderen syntes om, og det havde ikke været uden Overvindelse, han var krøben i den danske Statskirkes Uniform, dette lange, ligkisteagtige Klædesfutteral, som ogsaa kun passede daarligt til hans røde Kinder og lyseblaa Barneøjne.

Per havde mærket, at Thomas i disse Dage, hvor de nu havde været sammen, gentagne Gange havde gjort Forsøg paa at bryde Isen mellem dem. Men Per havde ikke ønsket nogen Forligelse. Han var paa sin Post overfor den lidt farisæiske Godlidenhed, der var Broderen egen, og hvormed han i gamle Dage undertiden havde tilvendt sig lidt af hans Fortrolighed. Heller ikke nu lod han ham komme tilorde. Der var kommen Uro over ham, og han følte en instinktmæssig Frygt for at indlade sig med denne velmenende Broder.

Thomas opgav da ogsaa dennegang Forsøget paa en Tilnærmelse, og de to Brødre gik tavse ved Siden af hinanden Resten af Vejen til Præstegaarden.

Da de var kommen hjem, gik de alle ind til Moderen, der laa i Sengen og havde været for svag til at kunne overvære Begravelsen. Efter den stærke Spænding, hvori hun saa længe havde levet, var der umiddelbart efter Faderens Død fulgt en frygtelig Afkræftelse, og Lægen havde paabudt den størst mulige Ro. Per havde derfor næsten slet ikke set hende i disse Dage. Kun en enkelt Gang var han bleven kaldt ind til hende, og han havde da siddet nogle Minutter ved hendes 52 Seng; men hun havde kun magtet at gøre ham et Par almindelige Spørgsmaal om hans Befindende.

Heller ikke dennegang blev det til mere end et enkelt Ord og et Haandtryk, og Per gik nu op paa sit Værelse for at pakke ind. Han brændte af Utaalmodighed efter at komme afsted og havde bestemt sig til at rejse straks med Aftentoget.

Det var ikke, fordi han paa nogen Maade havde haft Grund til at beklage sig over Opholdet i Præstegaarden. Ikke alene Thomas men ogsaa hans andre Søskende havde ligesom efter en stiltiende Aftale beflittet sig paa at vise sig saa hensynsfulde overfor ham, som de overhovedet havde Evne til eller mente at kunne forsvare for deres Samvittighed. Forresten havde han tilbragt den meste Tid paa sit Værelse og paa lange Spasereture omkring i Omegnen, ja i et helt Døgn havde han været borte fra Byen, idet han havde benyttet Lejligheden til at rejse op til en nylig anlagt Cementfabrik ved Limfjordskysten2, som han længe havde ønsket at se.

Hverken Moderen eller nogen af hans Søskende havde saa meget som hentydet til hans Forlovelse; og da han ikke kunde tænke sig, at Eberhard ikke havde meddelt Familjen den, følte han sig paa en Maade udæsket af denne Tavshed. Men samtidig var han alligevel ikke utilfreds med, at Jakobes Navn ikke blev nævnet her, og det skønt han nu slet ikke længer tænkte paa at bryde med hende. Den Virkning havde disse Dages Oplevelser allerede haft, – de havde faaet ham til at besinde sig, havde gjort ham nøgtern. Den Champagnestemning, hvori han havde fattet den store Beslutning om at tilkæmpe sig en af Evropas Pengefyrstetroner, var bleven grundigt 53 henvejret hin alvorsfulde Nat i Faderens mørke Dødsværelse. Han holdt nu ikke engang af at tænke paa den. Men netop fordi han virkelig følte sig skamfuld over den Troløshed, han i sine Tanker havde begaaet mod Jakobe, undgik han helst al Tale om hende.

I Mørkningen, da hans Søskende igen tog ud paa Kirkegaarden for at se til Faderens Grav, og da han vidste Moderen alene, gik han ind for at sige Farvel til hende.

"Sæt dig lidt hos mig, min Dreng," sagde hun og talte nu atter med den modfaldne, klagende Stemme, han kendte saa godt fra sine Barneaar. "Vi har jo næsten slet ikke faaet talt sammen. Og nu vil du rejse, fortæller dine Søskende mig."

"Ja, jeg maa tilbage til mit Arbejde."

Moderen laa lidt og ventede paa, at han skulde fortsætte. Men da der ingen yderligere Forklaring kom, sagde hun:

"Dit Arbejde? … Ja, vi veed jo saa lidt om, hvad du foretager dig, Peter Andreas, og hvor du færdes. Du var i Tyskland nu … i Berlin, tror jeg."

"Ja."

Atter ventede Moderen en Stund, før hun fortsatte:

"Ja, din Fader og jeg har jo nok forstaaet, at du maa have faaet formuende Velyndere, siden du kan tumle dig, som du gør. For nogen Stilling har du jo ikke, saavidt vi veed."

Per spidsede Øren. Han forstod nu, at Moderen slet ikke vidste noget om hans Forlovelse. Hans Søskende havde altsaa hemmeligholdt den for hende; de havde rimeligvis villet skaane hende for den Sorg. Eller … maaske havde Eberhard ingenting fortalt, hverken til Forældrene eller til 54 de andre Søskende. Det kunde i Grunden ligne ham. Og i saa Fald var det næppe sket udelukkende af Hensynsfuldhed mod andres Følelser.

Mens Per var optaget af dette Spørgsmaal, havde Moderen vendt sig om mod et lille Bord ved Sengens Hovedgærde og taget noget ud af dets Skuffe.

"Du skal nu ikke rejse herfra, Peter Andreas, uden at vide, hvad din Fader gerne vilde have sagt dig, før han lukkede sine Øjne. Han havde jo en saa urokkelig Tillid til, at du engang skulde finde dig selv og søge tilbage til Ydmyghedens Veje, og der gik ikke en Dag, uden han talte derom og indesluttede dig i sine Bønner. For nogen Tid siden, da han hørte, at du var rejst til Udlandet, og derfor troede at maatte opgive Haabet om at se dig mere, saa bad han om, at vi efter hans Død vilde sende dig denne Erindring om ham."

Hun rakte ham den lille Genstand, hun havde taget i Skuffen. Det var Faderens gamle Sølvur, som han altid havde sat stor Pris paa og baaret til det sidste. Han plejede at kalde det sit eneste jordiske Klenodie.

"Dette Ur her" – vedblev Moderen – "har en Historie; og den vilde Fader have fortalt dig, om han havde kunnet tale til dig endnu engang. Nu skal jeg gøre det i hans Sted; og naar du har hørt den, vil du af dig selv forstaa, hvorfor han bestemte netop den Gave for dig."

Hun holdt inde lidt og laa fra nu af med tillukkede Øjne, saadan som Faderen havde gjort under sin Sygdom.

"Det var engang, da Fader var en halvvoksen Dreng, han havde holdt Juleferie hjemme i Præstegaarden paa Landet og skulde rejse tilbage til 55 Latinskolen. Saa forlangte Bedstefader at faa hans Kuffertnøgle, for at han, som han sagde, kunde se efter, inden Kufferten kom paa Vognen, om nu ogsaa alting var lagt ordenlig ned og ingenting glemt. Det blev Fader fornærmet over – som han i sin Ungdom i det hele let blev stødt – og rejste bort i Vrede uden at have sagt sin Fader ordenlig Farvel. Da han saa om Aftenen kom til Skolen og lukkede Kufferten op, fandt han sit Tøj aldeles saadan, som han selv havde lagt det derned; der var slet ikke bleven rørt ved det. Men i et Hjørne laa en lille Pakke i Papir, … det var det Ur, du nu holder i din Haand. Det var en Gave fra Bedstefader; og nu forstod din Fader jo nok, at han havde brugt et Paaskud for at kunne lægge den ned i Kufferten, uden at han saae det, saa den kunde blive en glad Overraskelse for ham paa det fremmede Sted. Da din Fader havde forstaaet det, saa faldt han i heftig Graad; og da han havde grædt over sig selv og angret sin Overilelse, tog han sit Overtøj paa og gik endnu samme Nat paa sin Fod de fire Mil hjem og gav sig ikke tilfreds, før han kunde kaste sig om sin Faders Hals og bede om hans Tilgivelse. Se, min Dreng, derfor bevarede din Fader gennem hele sit Liv det Ur som en Helligdom. Jeg husker, han kaldte det engang Guds Faddergave til ham. For den samme Nat, hvor han saaledes ydmygede sig og gik den tunge Bodsgang til sin jordiske Fader, fandt han ogsaa Vejen hjem til Lyset og Freden og Velsignelsen hos Gud Fader i Himmerig."

Mens hun talte, sad Per der med Uret og følte det tungere og tungere i sin Haand. Da hun tav, sagde han intet. I Stuen var der mørkt. Moderen havde aabnet Øjnene; men hun kunde ikke længer skelne hans Ansigtstræk.

56 Der blev overhovedet ikke talt mere. Per rejste sig kort efter, og idet Moderen til Afsked kyssede ham paa Panden, hviskede hun over ham:

"Gud Herren skænke dig naadig Fred!"

Ikke mange Minutter efter kørte Per til Stationen. Hans Søskende var imidlertid kommen tilbage fra Kirkegaarden; men han kørte alene og havde endog meget bestemt afslaaet alle Tilbud om Følgeskab.

Da Signe en Timestid senere kom op paa hans Kammer, fandt hun Faderens Ur liggende midt paa Bordet. Det var med tydelig Omhu anbragt saaledes, at det ikke kunde oversees eller fremkalde Indtrykket af at være glemt.

 
[1] Frys: jy. for Friis. tilbage
[2] Cementfabrik ved Limfjordskysten: Aktieselskabet bag Portland Cement i Ålborg blev stiftet 16.10.1889. tilbage
['1] ske: < til (i overensstemmelse med A og den originale tekst til Vægterversene; se. f.eks. Malling: Salmehistorie, bd. V, 1966, s. 198. tilbage
['2] idet: < i det (i overensstemmelse med C og D). tilbage