Lykke-Per, I-III, 1905 Første Del

167

Sjette Kapitel

En Søndag Formiddag i Begyndelsen af April, en Foraarsdag med stille Vejr og høj Himmel, sad Per udenfor Restavrationen paa Langelinje og saae ud paa den uophørlig forbidragende Strøm af Spaserende, der efter Kirkegang og Frokost var kommen ud for at sole sig lidt og forfriske Lungerne med Saltvandsluft.

Hans Ydre havde forandret sig i Løbet af de sidste Maaneder. Han var bleven mager (hvad dog ikke misklædte ham), og det Hageskæg, han havde lagt sig til i den bestemte Hensigt at gøre sig ældre af Udseende, gav hans Ansigt mere Karakter. Ikke heller Udtrykket var længer det gamle sorgløse og lidt forsorne. Som han sad der med Haanden under Hovedet og stirrede ud over de søndagspyntede Spaserende, var det ikke svært at se paa Blikket og de sammentrukne Bryn, at han var en ung Mand, hvem Livet havde beredt den første, alvorlige Skuffelse.

Det var nu virkelig gaaet ham saare ilde. Han, som hidtil under Tilrettelæggelsen og Opbygningen af sin Fremtid havde besiddet den stærke Selvtillids Taalmodighed og været saa omskuende, 168 saa behersket, til Tider saa klogt beregnende, havde efter Sammenstødet med Oberst Bjerregrav aldeles tabt Besindelsen. I Haab om at kunne faa Hævn over Obersten og Professor Sandrup, eller hvem det nu var, der havde staaet hans Fremgang imod, havde han ikke alene søgt en Række andre af Standens Førstemænd der i Byen og vist dem sit Arbejde; han var ogsaa gaaet rundt til Dagbladenes Redaktioner for at faa indrykket Artikler om sine Ideer, ja han havde tilsidst gjort et desperat Forsøg paa at faa Avdiens hos selve Indenrigsministeren for at forestille ham, hvor paatrængende nødvendigt det var at skride til en fuldstændig Omordning af vort hele Vandbygningsvæsen. Og allevegne havde han kun mødt Smil og Skuldertræk, naar man ikke ligefrem havde vist ham Døren.

En Ulykke for ham var det nu under al denne Modgang, at han stod saa ensom, uden Tilknytning til noget Menneske, med hvem han kunde tale fortrolig om sine Skuffelser, og som kunde skaffe hans Harme Luft. Nu slog Forbitrelsen ind, gjorde ham menneskesky og avlede i Mørket sygelige Forestillinger om at være Genstand for en bevidst, planlagt Forfølgelse. Sine forhenværende polytekniske Medstuderende undgik han overalt. Han indbildte sig, at de allesammen ansaae ham for forrykt (hvad forresten adskillige af dem virkelig gjorde). I "Gryden" havde han ikke sat sine Ben i over et Aar, skønt han vidste, at Lisbeth forlængst havde trøstet sig med en anden. Han var kommen til at nære formelig Afsky for Kunstnere, disse Nationens Kæledægger, som drev det samme hysteriske Afguderi med Naturen som Præsterne med det Hinsides og som derfor ogsaa betragtedes som benaadede Væsner, "Aandens" Budbringere 169 mellem Himmel og Jord. Naar det kom til Stykket, var disse Lærredstilbedere og Stemningsprædikanter i al deres Latterlighed slet ikke saa uskyldige eller ufarlige, som han havde troet. Ogsaa de havde været med til at undergrave Troen paa Mennesket som Jordens Herre og enevældige Behersker.

I det hele genvaktes hos ham i disse Modgangens Dage den dystre, stridbare Ensomhedsfølelse, der havde forfulgt ham under Opvæksten i Barndomshjemmet. Som han der havde følt sig hjemløs mellem Forældre og Søskende, følte han sig nu som en vildfarende Fremmed i det hele hjemlige Samfund. Han saae i sine Landsmænd lutter selvgode Sidenius'er, der overkalkede deres smaaborgerlige Klejnmodighed med Farisæerens hovmodige Ringeagt for denne Verdens Glans og Herlighed; og han tænkte ofte paa, hvad det maatte være for en Velsignelse for Katolikerne, at deres Præster ikke giftede sig, at ikke al den aandelige Vanførhed, der opklækkedes af Kirkens falske Ydmyghed, og som i de protestantiske Lande gik i Arv fra Slægt til Slægt, forplantede sig ud i Befolkningen opefter og nedefter og endevendte alle Begreber ligesom i Kong Pukkelrygs Land, hvor det Smaa kaldtes stort og det Skæve lige1.

Nu havde han tilmed haft andre Genvordigheder at kæmpe mod, blandt andet Pengebekymringer. Skønt han i den sidste Tid igen havde levet saa sparsommelig som nogen fattig Student, havde opsøgt Borgergadekvarterets allerbilligste Kælderrestavrationer og spist sammen med Droskekuske og Bybude, var Arven efter Neergaard næsten opbrugt. Han havde regnet ud, at hans Penge i det højeste vilde kunne strække til endnu 170 et Par Maaneder. Og hvad saa? Skulde han saa igen begynde at være Drengepisker? Eller gaa Tiggergang til Fabrikanter og Haandværksmestre for at faa Kopieringsarbejde? …

Desuden havde han Kærlighedssorger, forsaavidt som han dog aldrig ganske kunde glemme Fransisca. Han kunde undertiden sidde helt bevæget og betragte et Par opbevarede Smaaerindringer om hende: en hentørret Blomst, hun engang havde fæstet i hans Knaphul, et Gækkebrev, hun havde skrevet til ham med Spejlskrift, et blaat Silkebaand, han en Aften havde røvet fra hendes Hals. Ja, naar han i Mørkningstiden gik sine ensomme Spasereture og saae de andre unge Mænd, der i bedste Forstaaelse med alle himmelske og jordiske Avtoriteter nød Solnedgangen og Foraarsluften med deres Kærester eller unge Koner under Armen, kunde der komme Øjeblikke, da han overfaldtes af sin gamle Svaghed og spurgte sig selv, om han ikke havde ofret sin Lykke for et Blændværk, om han ikke lige saa godt først som sidst kunde skrinlægge alle stolte Drømme og blive som de andre, beskedent dygtiggøre sig til en eller anden haard Kontorstol for engang i Tiden at gifte sig med Fransisca og blive en velagtet Borger og en glad Familjefader i Kong Pukkelrygs Land.

Og dette var endda ikke alt. Som om alle Magter havde sammensvoret sig for at prøve hans Standhaftighed, var han for et Par Dage siden bleven opskræmt af en uhyggelig Begivenhed derhjemme i Hjertensfrydgade, idet Højbaadsmanden pludselig var død. Den gamle Mand havde om Formiddagen foretaget sin sædvanlige Runde over Amalienborg Plads, gennem Borgergade og ind til Antonistræde og befandt sig paa 171 Hjemvejen, da han paa Hjørnet af Goters- og Adelgade pludselig sank sammen og blev liggende paa Stenbroen. Han havde akkurat haft Samling nok til at fremstamme sit Navn og sin Bopæl, og gennem en tæt Sværm Nysgerrige, der øjeblikkelig havde samlet sig, var han bleven baaret ind i en lukket Droske og kørt til sit Hjem. Her stod hans Kone netop og kiggede efter ham i Gadespejlet, da Drosken standsede udenfor; og i det samme hun saae en Politibetjent stikke sin Arm ud af Vognvinduet for at aabne Døren, forstod hun, hvad der var sket, og foer ned ad Trappen. Per, der havde opholdt sig paa sit Værelse og pludselig mærkede Uro i Huset, var gaaet ud paa Gangen for at høre, hvad der var paa Færde; og herfra havde han da set, hvorledes Madam Olufsen ude foran Vogndøren resolut skubbede Betjenten til Side og et Øjeblik efter kom ind i Huset med Højbaadsmandens slapt nedhængende Legeme i sine Arme. Ganske alene, uden at ville modtage nogen Hjælp, havde den 73-aarige Kone baaret sin døende Mand op ad den stejle Stigetrappe, mens Politibetjenten med embedsmæssig Værdighed fulgte bagefter bærende Olufsens graa Cylinderhat og brune Stok. Efter at der i Hast var skikket Bud efter en Læge, og mens den af Ulykken ganske fortumlede Skibstømrerkone i Stuen for egen Regning løb efter en Præst, havde Per og Betjenten været Madam Olufsen behjælpelig med at bringe Manden i Seng, hvor han saa faa Minutter efter udaandede med Hovedet paa hendes Bryst.

Per havde siden den Dag ikke følt sig vel tilpas derhjemme i sine Stuer. Det var første Gang, Døden traadte ham saa nær. Billedet af det stive, uskønne Lig, der laa deroppe lige over Hovedet 172 paa ham og gabede, havde holdt ham vaagen om Nætterne; og om Dagen, naar han sad ved sit Bord med Hovedet mellem Hænderne og stirrede fortabt ned paa sine Tegninger – disse fem-seks ulyksalige Blade, der havde magtstjaalet al hans Tanke og Vilje – da var det for ham, som om den Dødens Stilhed, der rugede over Huset, den Gravkulde, der trængte ned til ham gennem Loftet, spottede al hans Møje ved at minde ham om, hvor ringe og fattig selv den sejrrigste Skæbne blev overfor Dødens Vælde, hvor sekundkort selv det længste Menneskeliv var i Sammenligning med Intethedens Uendelighed.

Han havde slet ikke været hjemme hele det sidste Døgn. For at dræbe Tankerne havde han drevet om paa Kafeer og Billardstuer og havde tilbragt Natten i Selskab med en fremmed Kvinde, en af Gadens barmhjertige Søstre, og sad nu her med et tømt Glas – jaget gennem Byen af den ham fra Barndommen saa forhadte Lyd af Kirkeklokkerne, der havde forfulgt ham den hele Formiddag som en besværgende Mumlen. Aldrig følte han sig saa fredløs, aldrig saa mistrøstig og modløs som paa en saadan Helligdag, naar han gik mellem Gadernes lange Rækker af tilskoddede Butiker og saae alle Parker og Spasereveje fulde af søndagsglade Borgere. Her kom en fednakket Herre med Næsen i Sky og Hænderne bag paa Ryggen, – en Jurist (skønnede han), maaske en Aagerkarl, en Tyvekæltring, der i en eller anden Kirke havde hentet sig Absolution for Ugens Synder og nu luftede sit genfødte Menneske med en Havannacigar i Munden. Og der kom en anden fednakket Herre, en Tvillingbroder til den første, med en yppig, blond Dame 173 under Armen og en henrivende lille Pige ved Haanden, – en lykkelig Familjefader, der havde fundet sit Kald her i Livet som Agent i Tinknapper eller maaske grundet en velsignelsesrig Eksistens paa en Forretning med Klosetpapir. Og der kom Studenter og Soldater, leende unge Piger og surt smilende gamle Damer, alle udluftende hver sit lille, hyggeligt indrettede Sneglehus, der for dem betød den hele Verden. Beskedne Folk! Lykkelige Mennesker! Brave, rettroende Sidenius'er.

Han foer sammen ved det hæse Stød i en Dampfløjte. En stor Fragtdamper gled ud af Havnen under kraftige Stempelslag. Solen spejlede sig i dens sortmalede Skrog, og Røgen væltede ud over Skorstensranden som Bunker af sort Uld. Kaptajnen stod paa Kommandobroen med Haanden paa Signalskiven. Over Agterstavnen saaes det engelske Handelsflag.

Der vaagnede ved dette Syn en heftig Længsel hos Per efter at rejse … efter at komme bort og begynde sit Liv fra nyt i en anden Jordbund, mellem andre Mennesker … at søge over til Amerika, til Avstralien eller endnu længere bort, til et eller andet fjernt og ukendt Land uden Degnesjæle og uden Kirkeklokker.

Tanken var ham slet ikke fremmed, Fristelsen ikke ny. Og hvad hindrede ham vel egenlig? Han kendte intet til den Hjemstavnens Trolddomsmagt, som Neergaard hin Nat havde talt om og selv var bleven et Offer for. Med det gamle Nyboderhjems forestaaende Opløsning vilde han tilmed miste sin allersidste Tilflugt herhjemme. Og var det ikke haabløst at vente sig nogen Fremtid i dette lille vanrøgtede Land, der af Skæbnen syntes bestemt til en snarlig Undergang? Han havde i disse Dage efter Højbaadsmandens 174 Død ofte maattet tænke paa, hvad den Gamle havde fortalt ham om sit lange Livs Oplevelser, der strakte sig lige fra Skærtorsdagsslaget derude paa Reden, til hvilket han havde været Vidne fra sin Moders Arm, og ned gennem den lange Række af Ydmygelser, den enestaaende Sønderlemmelse, hvortil hin Paasketorden havde været Indledningen. Men hvorfor blive ved at klamre sig til et dødsdømt Land, der i Løbet af et Menneskes Liv var svundet ind til en Ruin, sygnet hen til et blegt og slapt Rudiment paa Evropas kraftsvulmende Legeme?

Et nyt Liv! En anden Jord, en anden Himmel! … Der ligesom groede nye Kræfter frem i ham, blot han tænkte derpaa. Mens hans Øjne blev ved at følge den bortdragende Damper, vaagnede alle Drengetidens Fribytterlyster igen i hans Blod. Han sagde til sig selv, at derude – langt borte – ventede maaske den store Sejrslykke ham. Derude skulde maaske Barndommens gyldne Drømme opfyldes. Der kunde han maaske endnu virkelig vinde Prinsessen og det halve Kongerige, – selv om Prinsessen var sort, og Kongeriget en Palmeø i Sydhavet!

Der faldt i dette Øjeblik en Skygge henover hans Bord. Foran ham stod en lille, modeklædt Herre med opløftet Hat og et henrykt Smil i Ansigtet, – Ivan Salomon.

"Syntes jeg ikke nok, det var Dem! … Hvor det var morsomt! Det er saa længe, siden jeg har set Dem! Jeg tror virkelig, De undgaar Deres gamle Venner. Hvorledes lever De dog?"

Per rejste sig halvt op og mumlede nogle Ord. Han var ikke videre glad for dette Møde men bad dog den anden tage Plads.

Salomon satte sig paa den modsatte Side af Bordet 175 og slog et Par rappe Slag med Haandtaget af sin Stok paa dets Jernplade for at hidkalde en Tjener.

"Er der ikke noget, jeg tør byde Dem?" spurgte han. "Jeg ser, Deres Glas er tomt. En Absint?"

"Tak, jeg skal ingenting have."

"Et Glas Øl maaske? Eller et Glas Vin … Et Glas engelsk Portvin f.Eks. Kan det ikke friste? Det er første Klasses Varer, der serveres her."

"Mange Tak. Jeg skal ikke have noget", gentog Per meget bestemt, idet han melankolsk tænkte, at han jo virkelig her alligevel havde en Ven, endog en Beundrer. Og han mindedes et Ord, han engang havde hørt eller læst, at Ingen var saa ene, han havde jo sin Nar.

Salomon bestilte et Glas Isvand til sig selv og bød Cigaretter af et Sølvetui.

"De har naturligvis siddet begravet i Arbejde, Hr. Sidenius! I store Opfindelser! Det er derfor, De har søgt Ensomhed, ikke sandt? Det har jeg netop tænkt mig. – Naa, skal Bomben snart springe? Tør Verden snart vente sig en Overraskelse fra Deres benaadede Haand?"

Per svarede kun med et Skuldertræk.

"Jeg vil betro Dem, at der ventes paa Dem. Ventes med Længsel. Jeg siger altid til Folk, der klager over, at der ikke mere sker noget af Betydning herhjemme, – vent, siger jeg, der er i Færd med at gro en ny Slægt op i vort Fædreland. Fra den vil Revolutionen komme".

Per vilde stadig ikke ind paa det Emne. Han følte sig ogsaa altid ubehagelig berørt af Salomons Smiger, fordi den saa ublufærdig afdækkede Tanker og Forhaabninger, han mangen 176 Gang knap rigtig havde Mod til at tilstaa for sig selv.

"Har De læst Nathans sidste Afhandling i "Lyset"? De kender den ikke? … Aa, den skal De læse! Den er netop noget for Dem! Aldeles ypperlig, siger jeg Dem! Som han der afklæder indtil Nøgenhed, hvad han kalder vore udmalkede Æstetikere herhjemme, og raaber Initiativets og de dristige Handlingers Mænd i Gevær, … vidunderligt!"

Per saae overrasket op.

"Dr. Nathan?" sagde han.

Han mindedes med eet hin sidste Kafe-Samtale, han havde haft med Fritjof, og hvorledes denne idelig havde hentydet til den jødiske Skribent paa en Maade, han ikke dengang havde forstaaet eller havde brudt sig om at forstaa. Nu gjorde Salomons Meddelelse ham alligevel nysgerrig. Han spurgte, hvad det i Grunden var for noget, denne Universitetsdoktor havde skrevet, og øjeblikkelig tilbød den anden at laane ham den nævnte Afhandling.

"Gør Dem ingen Ulejlighed", sagde Per afværgende. "Jeg faar den dog næppe læst." – Og efter at have lagt sig tilbage i Stolen tilføjede han henkastende: "Jeg tænker nemlig saa smaat paa at udvandre".

"Vil De rejse?"

Det lød næsten som et Angstskrig.

"Jeg tænker paa det."

"For bestandig?"

"Maaske".

Den lille Ivan slog Øjnene mod Jorden og sad en Tid tavs.

Han havde paa anden Haand hørt noget om Pers Projekt og om Oberst Bjerregravs og Professor 177 Sandrups afvisende Holdning overfor det; men han havde ikke villet tro paa Muligheden af, at man i vore Dage kunde udsættes for en saadan Miskendelse.

"Naa ja," sagde han. "Jeg forstaar det egenlig godt, at De føler Trang til at komme bort. Der er – foreløbig – næppe nogen gunstig Jordbund for Dem herhjemme. Jeg kommer til at tænke paa et Udtryk, De engang brugte om vort berømmelige polytekniske Læreværk. De kaldte det "en Udrugningsanstalt for Kontorister". Jeg finder det Udtryk aldeles mageløst. Og det er upaatvivlelig fuldkommen rammende. Alt i vor Tid indrettes jo paa at fremelske Middelmaadigheden. Der er ikke længer Plads for Undtagelserne, ingen Forstaaelse af, ja ikke engang nogen Trang til det særegne, det fremragende, det banebrydende. Det er, som Nathan skriver, – vi har altfor længe plejet en letfærdig Omgang med Fantasien og derved i en betænkelig Grad svækket Nationens Viljeskraft."

"Skriver han det?"

"Aa ja, – og meget mere. Men jeg vil nu alligevel sende Dem den Afhandling. De maa læse den! – Tænker De at rejse langt væk?"

"Jeg veed ikke. Jeg har ikke saadan nærmere – –."

"Aa, men De vil komme tilbage. De vil snart komme tilbage! Derom er jeg ganske overbevist! Fremtiden herhjemme hører nu engang Dem til! … Men maaske er det, alt vel betænkt, slet ikke afvejen saadan at gøre sig usynlig en lille Tid. Det vil vist endogsaa være ganske klogt. Et Ophold i Udlandet giver altid Prestige. Kunde De blot opnaa en Ansættelse hos et af de store engelske eller franske Ingeniørfirmaer. Blackbourn & Gries 178 f.Eks. … Firmaet med de store Broarbejder. Vi har undertiden haft lidt Forretning med det. Men maaske har De allerede andre Planer?"

Per svarede undvigende.

Salomon sad og famlede med sit brogede Silkelommetørklæde. Der havde hele Tiden brændt ham et Spørgsmaal paa Tungen; men han fik ikke Mod til at udtale det. Det var et Spørgsmaal om Rejseudgifterne. Han kendte Pers Forhold langt bedre, end denne anede, vidste ogsaa om hans Pengevanskeligheder, og det havde været hans store Sorg, at Pers Holdning overfor ham hidtil havde gjort ham det umuligt at tilbyde sin venskabelige Hjælp. Nu vaktes hans Haab om endelig at kunne faa Lejlighed til at vise Per en af de Tjenester, han var saa ivrig efter at yde Folk, paa hvis Talent og Fremtid han troede. Og denne Offervillighed var aldeles ikke udelukkende en Forfængelighedssag for ham. Med sine mange latterlige Egenskaber var den lille Ivan inderst inde et uegennyttigt og barnligt medfølende Menneske, hvis Væsen var Hjælpsomhed, hvis Natur det var at tilbede, og hvis eneste Passion var den at bidrage til, at hans Afguder kunde tilfredsstille deres.

Pludselig rejste han sig med et Sæt, som om han blev vippet tilvejrs af en Mekanisme i Stolesædet.

"Jeg beklager at maatte forlade Dem," sagde han. "Jeg har lovet min Moder og min Søster at tage med dem ud og se til vort Landsted, – og der ser jeg Vognen komme."

Nede paa den smalle, dybtliggende Kørevej, der adskilte Restavrationen fra Spaserestien, og som var overbygget med en buet Bro, saaes en stor Herskabs-Ekvipage nærme sig. Bag et Par 179 høje, brune Heste med sølvbeslaaet Seletøj tronede en Kusk og en Tjener i blaat Liberi, og bag disse igen øjnedes to Silkeparasoller, en hvid og en lilla.

"De har ikke Lyst til at hilse paa min Familje?" spurgte Salomon. "Det vilde glæde baade min Moder og min Søster at gøre Deres Bekendtskab."

Per kom med Udflugter. Han havde slet ingen Lyst til at blive trukket frem til Præsentation her for alle Menneskers Øjne. Men Salomon havde allerede givet Tegn til Kusken, og et Øjeblik efter standsede Vognen nedenfor en Trappe, der fra Restavrationen førte ned til Vejen.

Under Parasollerne sad to Damer, af hvilke den ene – den yngste – straks tog Pers Blik fangen. Han havde forresten set hende engang før men under Maske og uden at vide, hvem hun var. Det var den Karnevalsnat for noget over et Aar siden, da han ogsaa havde truffet Fru Engelhardt for første Gang. Han huskede hende fra hin Nat dunkelt som en stærkt nedringet Snedronning i en hvid Silkedragt, der straalede af Diamanter; og han havde siden altid tænkt sig hende som en blegfed, opstadset Jødedame, der udstillede sine Yndigheder og sine Juveler ligesom en Kræmmer sine Varer. Og nu saae han for sig en helt ung Pige, næppe meget over atten-nitten Aar, om hvis jødiske Herkomst der ganske vist ikke kunde tvivles, men som havde et friskt, regelmæssigt og rødkindet Ansigt, ombrust af et stort, krøllet Haar. Hun var iøjnefaldende men slet ikke smagløst klædt i en lille, tætsluttende, ulvegraa Fløjlsvams og havde paa Hovedet en lilla Hat, hvorfra to store, brogede Silkesløjfer udfoldede sig som et Par kæmpemæssige 180 Sommerfuglevinger. Lige under disse Vinger sad et Par dejlige, sortebrune Øjne, fulde af Liv og Skælmeri. Og disse Øjne betragtede ham med umiskendelig Interesse, en dristig Nysgerrighed, der var nær ved at forvirre ham.

Moderen derimod havde besvaret Pers Hilsen med et lidt afmaalt Nik.

"Naa saaledes ser De altsaa ud," sagde hun. "Min Søn har ofte talt om Dem. De er Ingeniør, ikke sandt?"

Per svarede mekanisk, – han havde ikke sine Øjne fra den unge Pige, hvis Blik heller ikke slap ham, omend det mere og mere skjulte sig bag de lange, nedsænkede Øjenhaar.

Iøvrig stod det hele Møde ikke længe paa. Ivan steg op i Vognen, og efter at Fru Salomon havde sagt, at hendes Søns Venner altid var velkomne i hans Hjem, udveksledes der atter en ceremoniel Hilsen, Tjeneren steg op paa Bukken, og Vognen rullede afsted.

Helt varm i Kinderne gik Per ind mod Byen.

Han kunde ikke glemme det forvovne Udtryk i disse straalende, sortebrune Øjne … Og pludselig saae han ganske tydelig den unge Pige for sig, saadan som hun hin Karnevalsnat var skreden ham forbi gennem Mængden – halvnøgen, med en Guldkrone paa sit mørke Uldhaar og med det lange, bølgende Slør tindrende af Diamanter.

Og det var, som hørte han selve Fristerens Røst hviske ham ind i Øret:

"Den sorte Prinsesse … og det halve Kongerige!"

**
*

Sit Løfte tro sendte Salomon endnu samme Aften Dr. Nathans omstridte Afhandling til Per, 181 der i Mangel af anden Beskæftigelse straks gav sig til at kigge i den. Han blev hurtig fængslet baade af dens Sprog og Tone, der var saa ganske anderledes, end han havde ventet. Han mindedes de Bøger af noget lignende Art – Martensens Etik f.Eks. –, af hvilke han i sine Drengeaar havde maattet læse højt for Faderen paa sine Frieftermiddage, en Beskæftigelse, der ikke var bleven uden Indflydelse paa hans Forhold til Literaturen udenfor hans eget Fag. Her saae han nu klart og myndigt udtalt, hvad hans egen Erfaring havde lært ham om Livet og Menneskene, og han frydede sig i sit Hjerte ved at læse de vittige og skaanselsløse Angreb paa alt det, han selv hadede herhjemme, først og fremmest paa hele det smaavorne, selvgode Kleresi, Sidenius'erne, der ogsaa for denne Mand stod som Landets Ulykke og Skam.

Særlig opfyldt var han af den store Afhandlings Slutning, hvori Forfatteren som Svar paa de Angreb, hans Virksomhed havde været Genstand for fra mange Hold, i digterisk Form gengav det første Indtryk, han havde faaet af sit Hjemland ved Tilbagekomsten fra et fleraarigt Studieophold i Udlandet. Han fortalte om, hvorledes han efter en Iltogsfart forbi det genfødte Tysklands larmende Storbyer, gennem det myretravle Hamborg og det nyskabte Kiel, en stille Morgen var kommen med Damperen til Korsør og allerede ved Indsejlingen til den lille Byes tavse og tomme Havn var bleven grebet af en Fornemmelse af at glide ind i en anden Verden, i Drømmenes overjordiske Rige. Og Indtrykket havde ikke fortaget sig, da han med den frembrydende Dag kørte ind gennem Landet i et tungt rumlende Tog, der efterhaanden rystede alle de 182 andre Passagerer i Søvn, og som hvert Kvarter standsede ved en lille Landstation, hvor et Par Bønder med grundtvigianske Pilgrimshatte og store Tobakspiber sad og ventede – ikke paa det Tog, der holdt, men paa et, der skulde komme om en Time eller to. Det var, som om han var kommen til et Land, hvor Tiden ikke havde Værdi for Nogen, hvor alle i bogstavelig Forstand havde Evigheden for sig. Og Indtrykket holdt sig endnu, da han naaede København og gik rundt i de snevre Gader, hvor intet syntes at have forandret sig i de mellemliggende Aar, hvor Brolægningen var lige elendig, Butikerne lige provinsielle, Droskerne de samme Sneglehusbefordringer som før, og hvor Teaterplakaterne forkyndte Opførelsen af ganske de samme barnlige Ridderdramaer, som dengang han rejste. Det var, som om Livet havde staaet stille her, mens der ude i Evropa paa alle Omraader havde fundet en mægtig Udvikling Sted, en aandelig Revolution, der havde omskabt Samfundene og givet Menneskene højere og dristigere Maal.

Tilsidst – fortalte han – var han kommen hen i Nærheden af Studenterforeningen paa Gammelholm og tilfældigvis netop paa den Tid af Dagen, da han i sine Kandidataar daglig havde drukket sin Eftermiddagskaffe der sammen med nogle af sine Universitetsvenner. Idet han tænkte sig Muligheden af endnu at træffe en eller anden af disse gamle Bekendte, var han gaaet derind. Og stor blev nu hans Overraskelse, da han saae næsten hele Selskabet samlet derinde omkring det samme Bord, i det samme Hjørne, med nøjagtig den samme Gruppering, som da han for mange Aar siden sad imellem dem. De var vel alle bleven ældede i den forløbne Tid, en enkelt allerede 183 graahaaret, nogle var bleven magre, de fleste fede, og saavel Ansigtsudtryk som Bevægelser og navnlig Talens selvbehagelige Langsomhed røbede en tidlig indtraadt Aandssløvhed. Men iøvrig sad de der ganske, som havde de i alle disse Aar ikke rørt sig af Pletten. Ja, om det saa var deres Samtale, til hvilken han – ugenkendt som han var – nogen Tid havde siddet og lyttet ved et af Nabobordene, bestod den af den samme ophøjede, teologisk-filosofiske Væven, hvormed de ogsaa i gamle Dage havde krydret Kaffen og Tobakken, og som røbede, at intet Bud om, hvad man i den sidste Menneskealder havde tænkt, virket og digtet rundt om i Evropa, var trængt ind over dette Lands Grænser. Og i det samme forstod han, hvor han befandt sig. Han var kommen til Torneroses Rige, hvor Tiden stod stille, og hvor Fantasteriets blege Rosenflor og Spekulationens sejge, tornede Stængler lumskelig skjulte det indre Forfald. Men i det samme (saadan sluttede han) havde han ogsaa forstaaet sit Kald. Ligesom hin "langvejsfra'1 hjemvendende" Mand i Eventyret, der vristede Hanegals-Hornet af den sovende Portvægters Haand for at vække Kæmperne af deres Stensøvn, havde han søgt at kalde paa, hvad der endnu havde Liv herhjemme, først og fremmest paa de unge, og blandt disse navnlig paa de stærke og stridslystne, der havde Mod til at gennembryde og sønderhugge det sejge Drømmespind, det lodne, forhærdede Puppehylster, hvori Nationens Aand havde indkapslet sig.

… Det var især dette sidste Kampsignal, der under Læsningen fik Blodet til at skyde op i Pers Kinder. Han følte det, som var dette æggende, ildnende Tilraab henvendt direkte til ham, ja ganske særlig til ham. Hans Haand faldt tungt 184 mod Bordpladen, og han sagde to Gange ganske højt, som til Bekræftelse: "Ja! Ja!" Han mindedes, hvorledes Obersten hin Dag spøgende havde kaldt hans Projekt en Udfordring til den danske Teknikerstand. Nu vel! Det skulde blive det! … For det vidste han nu, at han var født til paa sit Omraade at blive Morgenvækkeren og Banebryderen i dette dorske Samfund af tykblodede Præste- og Degnesønner. Den lille Ivan havde haft Ret. Der ventedes paa ham. Netop paa ham.

Han rejste sig. Uden Tanke for den gamle Højbaadsmands Lig, som endnu laa deroppe i sin udhuggede Konditorpapirs Dragt, gik han frem og tilbage paa Gulvet med stærke Skridt. Og pludselig trykkede han den knyttede Haand mod sin Pande, mens han taktfast gentog sit bekræftende: "Ja – ja – ja!"

Det var den unge Frøken Salomon, han nu tænkte paa. Han saae hendes store, sortebrune Øjne med det nyfigne, dristige, tilsidst (bag Øjenhaarenes Slør) næsten som lokkende Blik.

Aldrig før var den Tanke falden ham ind, at han jo kunde fremme sine Planer ved et rigt Giftermaal. Dertil havde han stolet for sikkert paa sin egen Krafts Tilstrækkelighed, – og forresten var der ogsaa noget deri, som vilde have frastødt ham. Nu foreholdt han sig selv, at det i Kampen for de store Maal ikke nyttede at være for nøjeregnende med Midlerne. En Jødedame? Ja, hvorfor ikke? Frøken Salomon var jo desuden baade ung og smuk ja (saa vidt han havde kunnet se) overordenlig velskabt. Det var paa Tide, han kom bort fra den barnagtige Forestilling om Lykken som noget, der dumpede ned over Hovedet paa Folk ligesom en Lotterigevinst. Der gaves i hvert Fald ingen anden paalidelig 185 eller fuldt værdig Lykke end den, man selv fravristede Skæbnen. Som et Vilddyr, et krumtandet Bestie, en Eventyrets Gyldenbørste skulde Lykken jages, fanges og bastes … et Bytte for den snareste, den stærkeste, den modigste!

Et Par Dage derefter fandt Højbaadsmandens højtidelige Begravelse Sted. Hans Lig var Aftenen forud bleven ført til Kapellet; og paa Begravelsesdagen samledes Husets gamle Venner til en stille Frokost forinden Jordfæstelsen. Klokken tolv holdt unge Didriksen nede paa Gaden med sin Droske, hvori Madam Olufsen og gamle Bendtz kørte bort tilligemed Kransene, mens de øvrige Deltagere tilfods begav sig ud til Holmens Kirkegaard.

Det var en næsten sommerlig Foraarsdag. Ude omkring Gravene var mange Smaabuske grønne, og over Ligstenene tumlede Fuglene sig i deres kaadeste Elskovs-Tagfat. Den lille, tavse Sørgeskare af gamle, affældige Skikkelser, der langsomt og vaklende – støttende sig til Stokke og Paraplyer – bevægede sig op ad Kirkegaardsgangen i deres falmede og forældede Højtidsdragter, tog sig helt gengangeragtig ud i dette klare Solskin. Kun Per, der gik bagest, syntes i Pagt med den levende og ynglende Natur rundtom. Vistnok var ogsaa han paa sin Maade greben af Højtidelighed; men Dødens Magt over ham var brudt. Da han sammen med de andre slog Kres omkring Graven og saae den solbeskinnede Kiste glide ned i det mørke, snevre og kolde Jordhul, blandede der sig for hans Vedkommende en næsten vellystig Fornemmelse i Uhyggen. Endnu tilhørte han Livet og Solen. Endnu sang Blodet sin rigt forjættende Sang i hans Øre. Endnu – endnu!

Efter Begravelsen gik han hjem for at klæde sig om. Han vilde aflægge Salomons en Visit.

186 Men hjemme i Hjertensfrydgade ventede der ham en sælsom Overraskelse. Der laa et Visitkort paa hans Bord, – et Kort med adelig Krone og Navnet Baronesse v. Bernt-Adlersborg. Først tænkte han, at det var kommet til ham af en Fejltagelse; men da saae han, at der bag paa Kortet var skrevet et Par Linjer. I elskværdige, næsten ydmyge Udtryk udbad Baronessen sig en Samtale med ham og angav en Tid, paa hvilken hun den samme og den følgende Dag vilde kunne træffes paa Hotel d'Angleterre.

Nu kom ogsaa Skibstømrerkonen ind og fortalte helt betagen om en fornem Dame, der havde holdt udenfor i en Karet og spurgt efter ham. Hun havde givet hende den "Seddel" – sagde hun – og bedt hende lægge den ind paa hans Bord.

Per stirrede igen paa Kortet.

Baronesse v. Bernt-Adlersborg! – – Aldrig i Verden havde han hørt det Navn!

"Det maa alligevel være en Fejltagelse. Spurgte hun virkelig efter mig? …. Nævnede hun mit Navn?"

"Ih ja, det gjorde hun da rigtignok. Hr. Sidenius, sa' hun. Og hun var grumme ked af ikke at træffe Herren hjemme."

Der foer Per en Række dristige Fantasibilleder gennem Hovedet.

"Hvordan saae hun ud?" spurgte han. "Var hun ung?"

"Ja saamænd. Hun kunde vel saadan omtrent være paa min Alder," svarede Kællingen, der var henimod de halvtres2'2.

"Og det var en Dame … en virkelig Dame, mener jeg?"

187 "Jøsses Kors! Hun havde et stort Skind inde i Vognen."

Per saae paa sit Ur. Ifald han skulde træffe den mystiske Baronesse endnu den Dag, var der ingen Tid at spilde. Og han var unægtelig noget utaalmodig efter at faa Gaaden løst. Han opgav derfor Besøget hos Salomons, klædte sig i sin bedste Stads og begav sig afsted.

Den langbartede Hotelportner gik ham straks noget overlegen imøde; men da han hørte, hvem Per søgte, bøjede han sig ærbødig, slog Trappedøren op for ham og ringede samtidig Allarm paa en Klokke, der i et Nu hidkaldte en Tjener og en Stuepige ovenfra. Med en Højtidelighed (saadan forekom det Per), som om han kunde have været en Konge, der kom for at gøre en Dronning sin Opvartning, ledsagede disse ham op ad den brede, tæppebelagte Trappe og hen gennem en lang Gang, for Enden af hvilken han overlodes til en svensktalende Kammerjomfru, der modtog hans Kort og førte ham ind i et Værelse, en lille Salon, som var udstyret med den sædvanlige – for Per dog ret imponerende – Hotelelegance: nogle højrøde Fløjlsmøbler og en Glasprismelysekrone under Loftet.

Per, der ellers ikke let lod sig forbløffe, var i dette Øjeblik ikke fri for at føle sig noget beklemt. Der foer ham pludselig den Tanke gennem Hovedet, at han havde ladet sig lokke i en Narrefælde, at det hele var en Komedie, arrangeret af en eller anden af hans Fjender, der vilde have ham tilbedste.

Men der blev ikke levnet ham lang Tid til Eftertanke. En høj Dame traadte i det samme ind fra Sideværelset.

Ung var hun ikke – smuk var hun endnu 188 mindre. Ansigtet var falmet, Næsen farvet af en mistænkelig Rødme. Og hendes dybsorte Dragt gjorde endda et ret tarveligt Indtryk paa Per. Alligevel var det ikke til at tage fejl af, at hun var en Dame af den store Verden. Der var over hendes Skikkelse og Væsen – ikke mindst i den Maade, hvorpaa hun gav ham Haanden og takkede ham for hans Komme – saa meget af den fine og blide Ynde og den Takt, som ikke lader sig erhverve men er fornemme Slægters Særeje.

"Det har – haaber jeg – ikke undret Dem, Hr. Sidenius, at jeg gerne vilde se Dem engang og tale lidt med Dem," begyndte hun, da de var kommen til Sæde overfor hinanden i et Par af de røde Lænestole. "De var jo min kære afdøde Broders sidste Ven og Fortrolige. De var vel næsten ogsaa den, der tog hans Farvel til denne Verden – –."

Nu forstod Per Sammenhængen. Han huskede med eet, hvad Sagføreren, der ordnede Boet efter Neergaard, havde fortalt ham, at denne efterlod sig to Søstre, af hvilke den ene var rigt gift med en svensk Godsejer.

Baronessen fortsatte:

"Jeg har længe været besjælet af Ønsket om at lære den Mand at kende, til hvem min eneste Broder følte sig saa nøje knyttet, ja i hvem han havde fundet ligesom et forynget Genbillede af sig selv – saaledes som han jo skrev til os i sit efterladte Brev i Anledning af sine testamentariske Bestemmelser. Men min højtelskede Husbonds lange Sygeleje bandt mig til mit fjerne Hjem. Det blev mig jo ikke engang forundt at komme hertil og bivaane min kære Broders Jordfæstelse."

Baronessens besynderlige Udtryksmaade tilligemed nogle sære Ansigtstrækninger forraadte 189 en vidt fremskreden Nervøsitet. Efter de sidste Ord faldt hun i heftig Graad og sad nogen Tid med et Kniplingslommetørklæde for Øjnene.

Per følte sig ilde tilmode og sagde ingenting. Han kunde stadig ikke overvinde et vist Ubehag ved at blive mindet om sit Forhold til den ekscentriske Selvmorder.

"Ja, jeg har haft megen Sorg," vedblev Baronessen, da hun var kommen lidt til sig selv. "De maa derfor give mig Lov til at græde … Som De maaske veed, har Vorherre nu ogsaa taget min ridderlige Husbond bort fra min Side og stillet mig ganske ene."

Per fandt det rigtigst at tilkendegive sin Deltagelse ved en Hovedbøjning.

"Jeg vil nu sige Dem, Hr. Sidenius, at jeg oftere har tænkt paa at skrive til Dem, – ogsaa paa min Søsters Vegne – for at De dog ikke skulde tro os ligegyldige for Deres Vel. Men jeg kunde aldrig rigtig samle Mod dertil. Og De vilde vel ogsaa helst have været fri for at korrespondere med en Dem vildfremmed og maaske ganske ligegyldig Dame –."

Per tvang sig til at fremmumle en hastig Indvending.

"Ja, ja … Oprigtig talt, jeg havde vist heller ikke ulejliget Dem med noget Besøg idag, dersom ikke … ja, jeg kan ikke lade være med at sige det … da jeg idag kom ud paa Kirkegaarden og saae de dejlige, ganske friske Blomster paa min Broders Grav, kunde jeg jo nok forstaa, hvem det var, der paa en saa smuk Maade havde mindedes hans Dødsdag, og jeg følte en uimodstaaelig Trang til at se Dem og bringe Dem min Tak, fordi De med en saa trofast og – tør jeg sige? – 190 sønlig Kærlighed bevarer Mindet om min ulykkelige Broder."

Per stirrede ned paa sin Støvlenæse og blev meget rød. Fra den bageste Del af hans Bevidsthed sneg der sig en Tanke til Fru Engelhardt. Selv anede han end ikke, hvor Neergaard laa begravet.

"Men nu maa jeg da rigtig se paa Dem," vedblev Baronessen – hun følte sig mere og mere tiltalt af denne tavse og forlegne unge Mand, der endog undsaae sig ved at vedkende sig sine Kærlighedsgerninger. "Hvor De ser sund og frisk ud! Ja, De hører sikkert ikke til disse Nutidens unge Mennesker, der ødelægger deres Ungdom i Letsindighed. Hvor gammel er De, Hr. Sidenius?"

"Treogtyve."

"Aa, saa ung! … Gud give, det maa gaa Dem rigtig godt! Jeg veed jo, De har haft en trang Ungdom. Min Broder skrev det til os. Deres Moder blev Dem tidlig berøvet. Og Deres Fader … ja, Deres Fader har De jo aldrig kendt."

Lænestolens Fløjlssæde begyndte at blive gloende under Per. Han skyndte sig at skifte Emne.

"Det er kun paa Gennemrejse, at Baronessen befinder sig her?" spurgte han.

"Ja – ak ja. Jeg kom hertil iaftes og rejser, om Gud det vil, igen herfra imorgen. Jeg er paa Vej ned til min Søster, Hofjægermesterinde Prangen. Hun har jo – som De nok veed – for sit Helbreds Skyld levet det sidste Aar i Syden. De kan tænke Dem, jeg har nu ikke set hende i over to Aar, og vi tre Søskende har nu altid saa daarligt kunnet undvære hverandre. Det var i mange Aar min eneste Sorg, at jeg maatte leve borte fra mit elskede Fædreland. Med Alexander var det jo ligedan. Ogsaa han hang ved Hjemmet med hele 191 sit rige og varme Hjertes Kærlighed. Hr. Sidenius har rimeligvis hørt, at Hs. kgl. Højhed Prinsen af Wales i sin Tid var saa naadig at interessere sig for min Broder, og at der i den Anledning var Tale om en Ansættelse ved vort Gesandtskab i London. Der havde jo sikkert under en saadan Protektion kunnet aabne sig en glimrende Karriere for ham. Men trods det meget, der kunde friste en Mand som Alexander ved et saadant Tilbud, bestemte han sig til ikke at modtage det. Min ærværdige Moder levede endnu dengang i København, og min Søster var paa den Tid endnu ikke gift … og Alexander elskede København og forgudede sit Hjem. Han kunde slet ikke trives udenfor de kendte, kære Steder. Jeg tror, det var fra den Stund, da min Moder døde og han blev ene tilbage mellem Minderne, at hans Tungsind stammede. Saa var han i den sidste Tid jo ogsaa legemligt syg … Og dog! At han kunde gøre det!"

Mindet om Broderens blodige Endeligt bragte atter Lommetørklædet op for Øjnene, og Per snappede Lejligheden til at rejse sig for at gaa.

Baronessen, der blev siddende i sin Stol, tog med moderlig Varme hans Haand mellem begge sine og sagde:

"Hvor jeg nu er glad ved at have set Dem! Det er mit Haab, at vi oftere skal træffes. Vil De love mig, at De vil besøge mig, naar jeg vender tilbage fra Udlandet? Efter al Rimelighed tilbringer jeg den tilstundende Sommer hos min Søster og Svoger paa Kærsholm, og jeg er overbevist om, at De ogsaa hos dem vil være af Hjertet velkommen."

"Jeg siger saa mange Tak … naar blot jeg ikke 192 bliver til Ulejlighed," fremstammede Per, – han vidste i sin Forlegenhed ikke andet at svare.

"Tal dog ikke saadan, kære! Husk paa, at De jo paa en Maade hører med til vor Familje nu. Saaledes vil i hvert Fald jeg opfatte min Broders sidste Ønske. Og jeg føler mig forvisset om, at min Søster i den Henseende vil tænke ganske som jeg. Lev nu rigtig, rigtig vel! Og endnu engang Tak, fordi De netop idag har tænkt saa kærligt paa Alexander."

Per steg langsomt, tilsidst næsten nølende ned ad Hotellets Trappe. Først nu bagefter gik det op for ham, hvor betydningsfuldt dette nye Bekendtskab var (eller vilde kunne blive) for ham, dersom han – uden at gøre sig for mange Skrupler paa Grund af dets Oprindelse – udnyttede det med Klogskab og Energi. Ved et eventyrligt Tilfælde aabnede der sig her en Vej for ham til Mennesker med betydelig Indflydelse. Dersom han ikke huskede fejl, laa den omtalte Hofjægermester Prangens Gaard endda paa selve det Terræn, hvorigennem han havde tænkt at føre sin midtjyske Forbindelseskanal, hvad der altsaa maatte give denne Mand en ganske særlig Grund til at omfatte hans Plan med Interesse. I hvert Fald, – det galdt om ikke at lade nogen Chance uforsøgt. I det høje Spil, der nu skulde spilles, kunde han ikke have for mange Trumfer paa Haanden.

Der foer ham et Øjeblik den Tanke gennem Hovedet, at det maaske nu slet ikke var nødvendigt for ham at træde i nøjere Forbindelse med Huset Salomon. Hvor meget han end havde følt sig tiltalt af den unge Pige, saadan ligefrem begærlig efter at gifte sig ind i en Jødefamilje var han dog ikke. Og hvem kunde vide, hvilke Muligheder der ogsaa 193 i Henseende til Giftermaal kunde aabne sig for ham i de aristokratiske Krese?

Paa den anden Side: i det salomonske Hus vilde han rimeligvis træffe Børsens Matadorer, Bankernes Chefer og Byens store Industridrivende, kort sagt, den lille Kres af Pengemænd, der, naar det kom til Stykket, regerede den øvrige Verden. Selv uden al Spekulation i noget Giftermaal vilde det være af stor Betydning for ham at komme sammen med saadanne Folk og faa Lejlighed til at paavirke dem til Gunst for sit Værk. Baronessen rejste jo nu desuden bort, – og han havde ikke Tid til at vente. Idag, imorgen, i hvert Fald inden to-tre Maaneder maatte han have erobret Tryllestaven, der gav ham Magt over Menneskene, og som i hans Haand skulde forvandles til en Tordenkile.

Han var kommen ud paa Torvet og saae op paa Uret i den høje Hjørnebygning. Der var endnu Tid til Visiten hos Salomons, og han bestemte sig til at gaa derhen. Men han var endnu lidt fortumlet af sin Oplevelse hos Baronessen, og han maatte først sætte sig ind i en Kafe et Øjeblik og drikke sig et Glas Øl for at falde lidt til Ro og ligesom forberede sig paa Besøget. Han havde aldrig før sat sine Ben i et jødisk Hjem, og han havde hørt saa meget om de gamle Skikke og Forskrifter, paa hvis Overholdelse der blev lagt saa stor Vægt. Det galdt jo nu om at gøre et godt Indtryk, og han var ængstelig for at komme til at støde an.

Efterhaanden gled han dog tilbage til sine forrige Tanker. Han kunde ikke lade være med at forundre sig over, at hint uoverlagte Ord, som var undsluppet ham den Nat hos Neergaard, havde faaet saa vidtrækkende Følger. For det fremgik 194 jo tydelig nok af Baronessens Tale, at det særlig havde været denne henkastede Bemærkning om hans Herkomst, der havde gjort Indtryk paa Broderen. Han huskede, at han allerede dengang havde fortrudt sin Kaadmundethed men dog ikke fundet det Umagen værd at gøre Fejlen god igen. Nu ønskede han alligevel, at han havde gjort det.

Naa! – han drak ud af sit Glas – gjort var gjort! Tvivlsomme Handlinger kunde undertiden give gode Frugter. I hvert Fald: den, der vilde frem, skulde ikke se tilbage ….

**
*

Grosserer Salomons hørte til de meget faa Familjer, der boede i et helt Hus for sig selv i den indre By. Det laa i Bredgadekvarteret, var et ældre Sted i to Stokværk og tog sig ved første Øjekast ikke videre imponerende ud fra Gaden, indeklemt som det tilmed var mellem to svære Lejekaserner. Ved nærmere Betragtning opdagede man dog, at der hvilede en egen fin Værdighed over det. Man saae det paa det høje, blaasorte Tegltag og paa Vinduespillernes Bredde, at Huset var af fornem Oprindelse. Endnu kaldtes det ogsaa af ældre Folk i Kvarteret for "Palæet". Det havde i sin Tid tilhørt en forgældet Adelsfamilje, af hvilken Grosserer Salomons Fader havde købt det i Begyndelsen af Tredverne. Fra Portrummet kom man gennem en moderne Glasdør ind i en Forhal, der var saa høj og stor, at den gav Genlyd af Ens Skridt. Dens Vægge var behængt med Rustninger, gamle Broncesager og pragtfulde orientalske Vaaben, saa man havde Fornemmelsen af at betræde et Musæum. I Baggrunden gik 195 en dobbeltgrenet Trappe med forgyldt Rækværk op til Værelserne paa første Sal.

Pigen, der havde modtaget Pers Kort, førte ham ind i en Slags Biblioteksværelse og bad ham tage Plads; og Per slog sig ned i en læderbetrukken Lænestol og saae sig opmærksomt omkring.

Svære, rødvinsfarvede Silkegardiner for Vinduerne … Et tommetykt, mosagtigt Tæppe over hele Gulvet … Gyldenlæders Tapeter … Et ottekantet, med Sølv og Perlemoder indlagt Bord midt i Stuen … I Reolerne kostbart indbundne Bøger … Paa Væggene Malerier … Under Loftet en gammel Kirkelysekrone med Indskrift … Langs den ene Væg en antik, rigt udskaaren Disk med en Opstilling af gammelt Sølv – Stob, Krus og Bægre – blandt de sidste endog et Par gamle Alterkalke.

Dersom ikke Besøget hos Baronessen og de Tanker, dette havde vakt hos ham, var gaaet forud, vilde al denne Pragt have gjort et endnu stærkere Indtryk paa ham, end den nu gjorde. Og dog var han imponeret. Halvt mod sin Vilje betoges han af denne ublufærdige Forkyndelse af Pengenes Magt. Der krøb ham et eget frysende Behag gennem Sjælen ved Tanken om denne Almagt, der havde tvunget saa mange fremmede Folkeslags nedarvede Skatte, ja selv Kirkernes hellige Kar til at tjene som Pynt i denne Jødes Stue.

Han smilte lidt forlegen. Det lod sig ikke nægte – den lille Prinsesse Salomon havde virkelig ikke blot sin Skønhed at bringe som Erstatning for, at hun var "sort".

Døren til Sideværelset gik op. En lille Herre af et frastødende Udseende traadte ind og bukkede dybt. Skønt vistnok henved tresindstyve Aar 196 var han meget moderne og ganske ungdommelig klædt, bar en kort, lys Overfrakke og havde en Monocle dinglende foran paa Brystet. I Haanden holdt han en blank Silkehat.

"Mit Navn er Direktør Delft," sagde han med noget fremmed i Tonefaldet. "Jeg er Onkel her i Huset."

Mandens store Høflighed forligede Per med hans hæslige Abehoved.

"Mit Navn er Sidenius."

"Aa, – den unge Ingeniør formodenlig? Min Nevø har talt om Dem. Jeg be'r Dem, sæt Dem dog! Fru Salomon – min Søster – er i Øjeblikket med en Syjomfru engagert. Hun vil straks være til Tjeneste. Jeg be'r Dem! Gør Dem det mageligt!"

Per satte sig igen. Onkelen tog Plads paa en Stol i nogen Afstand.

Tør jeg være saa fri at spørge … har jeg før haft den Ære at se Hr. Sidenius her i Huset?"

"Nej. Jeg traf forleden Fruen og Frøkenen for første Gang."

"Aa ja, min Niece Nanny … Jeg tror, jeg har hørt derom."

Der blev en lille Pavse, hvorefter Hr. Delft med et Smil og i en Tone, der vilde have gjort alle andre end Per mistænksom ved hans overordenlige Høflighed, henkastede den Ytring:

"Min Niece er ganske net, ikke sandt? …. Finder De ikke, Hr. Sidenius?"

Per blev unægtelig noget forbavset. Med et overbærende Smil saae han hen paa den snurrige lille Mand og sagde:

"Jeg finder Frøken Salomon meget smuk. En fuldendt Skønhed."

"Ja, ikke sandt! Hun hører ikke til de ganske 197 almindelige, tør man vistnok sige … . Men jeg kan forsikre Dem, Hr. Sidenius, hun trækker ogsaa adskillige unge Mænd her til Huset mellem Aar og Dag. For hvad formaar ikke Skønhed! Og Ungdom! Desuden … min Svoger er jo ikke aldeles blottet for Midler."

Manden er vist ikke rigtig vel bevaret, – tænkte Per og opgav Samtalen. Men den anden vedblev:

"Dersom Hr. Ingeniøren oftere beærer Huset med Deres Besøg, vil De sikkert bekomme Lejlighed til at more Dem derover. Man kan i den Henseende virkelig gøre højst kuriøse Observationer. For – ikke sandt, Hr. Sidenius? – Penge er magnetiske. Disse smaa, runde Metalstykker tiltrækker de dybeste menneskelige Følelser … bringer Hjertets mest ædleste Rørelser frem i Dagens Lys. Agtelse, Venskab, Kærlighed. Har jeg ikke Ret?"

Per begyndte for Alvor at blive utaalmodig. Heldigvis kom nu Pigen tilbage, og idet hun holdt Døren aaben ind til Sideværelset, bad hun ham gaa derind.

Per traadte ind i en Stue eller rettere en Sal, der i endnu højere Grad end baade Forhallen og Biblioteksværelset gav ham Fornemmelsen af at betræde den virkelige Rigdoms – Millionernes – Eventyrrige. Det store Rum med et pragtfuldt, svagt hvælvet Stukloft i Rococostil, fra hvis Hjørner fede Englebørn blæste til Doms i lueforgyldte Basuner, var det gamle Palæs Selskabssal. Her, hvor fordum to Rækker spinkle Stole langs Væggen og et Par høje Pillespejle rimeligvis havde udgjort hele Bohavet, saaes nu en moderne Overflødighed af Møbler og Dekorationsgenstande. Dybe Sofaer og store, bløde Lænestole, Borde, 198 Skamler, Bjørneskind og Bladgrupper, Søjler med Statuetter, Etagerer med Nips, og atter Lænestole og smaa og større Borde, og nye Bladgrupper og Kunstværker og et Portræt paa et Staffeli. Omtrent midt i Stuen stod et opslaaet Koncertflygel. Fra en mindre Stue ved Siden af, der var indrettet som Vinterhave med Palmer, Gummitræer og syngende Fugle, hørtes et Springvands Plasken.

Omsider opdagede han Fru Salomon paa en Puf under et af Vinduerne, hvor hun nok saa huslig sad og syede. Hun modtog ham med Venlighed og rakte ham sin venstre Haand til Velkomst.

De havde akkurat faaet udvekslet et Par Talemaader, da Per hørte en Dør gaa inde i Vinterhaven og derpaa en munter Nynnen, der hurtig slog over i nogle klare Sangtriller. Et Øjeblik efter stod Frøken Nanny i Døraabningen i Overtøj og Hat. Ved at opdage Fremmede i Stuen stoppede hun op i sin Sang med en pudsig forskrækket Mine og førte Muffen op til Munden – ligesom for at standse et Udraab.

Per rejste sig og bukkede.

Ikke et Øjeblik faldt det ham ind, at hun havde vidst om hans Tilstedeværelse – saa naturligt gennemførte hun sin Forstillelse.

"Er du hjemme endnu, mit Barn," sagde Moderen. "Jeg troede, du var gaaet. – Ja, jeg behøver jo ikke at forestille. De kender min Datter, ikke sandt?"

Per svarede med et nyt Buk og ledsagede det med et Blik, der noget for uforbeholdent gav Udtryk for de Følelser, hvoraf han i dette Øjeblik beherskedes. Allerede forinden han havde set hende, alene ved den blotte Lyd af hendes Sangtriller, 199 der i hans Øre lød som Klangen af Guldstykker, havde han slaaet sin Beslutning fast. Hun var Midlet! Her skulde Skatten hæves! – Og som hun nu aabenbarede sig der i Døren med Vinterhavens Sol og Fuglekvidder bag sig, ung og yppig, fristende at skue som en østerlandsk Bajadere, syntes hun ham selve Eventyrets Fe med Sejrens palmebladsvingende Genier i sit Følge.

Frøken Nanny satte sig et Øjeblik. Hun tog Plads paa en Ottendedel af en Taburet, og der begyndte en af de sædvanlige Visit-Samtaler, hvorunder hinanden fremmede Mennesker skaffer sig Lejlighed til i Skjul af en Række Talemaader at anstille en Undersøgelse af hinandens Ydre, Væsen og Manerer.

Per var nu slet ikke nogen Mester i at konversere. Dertil var han bestandig for optaget af sig selv og sit eget. Desuden havde han ingen Interesse for de sædvanlige Samtaleemner, vidste saa lidt Besked om, hvad der foregik i Byen, i Teatrene, i Politikens eller Literaturens Verden. Han følte ikke engang nogen Forpligtelse til at være underholdende. Naar det ikke desmindre nogle Gange var lykkedes ham at gøre Indtryk paa Kvinder, var det sket ved en Art Overrumpling, et velberegnet Tigerspring fra Tavshedens Baghold ud i de aabneste og frieste Tilstaaelser.

Her sad han nu, mens den unge Pige fortalte, og dannede sig et Skøn over Størrelsen af Grosserer Salomons Formue. Hans Øjne stjal sig rundt i Salen. Og det svimlede for ham ved Tanken om, at alt dette maaske engang skulde blive hans.

Til alt Held var Frk. Nanny i Stand til at besørge Underholdningen ganske alene. Men samtidig med, at hun sad der paa Kanten af sin Taburet – 200 i den korrekteste Stilling, med Albuerne klemt ind i Siden og den lille, besløjfede Fløjlsmuffe i Skødet – og lod sin smukke, røde Mund løbe, havde ogsaa hendes Øjne travlt og optog dristig Pers Person til Bedømmelse Stykke for Stykke lige oppe fra Haaret med dets tykke Krøller og ned til Anklerne, der saaes over de lidt landlige Sko.

Fru Salomon blev tilsidst en Smule urolig ved hendes Snaksomhed.

"Kære Barn, du glemmer vist din Spilletime."

"Ja, lille Mama."

Hun rejste sig straks. Med et hastigt Øjekast til Moderen og et mere dvælende og mere talende til Per svansede hun ud.

Per viste sig meget adspredt efter hendes Bortgang. Det var temmelig forrykte Svar, han gav Fru Salomon, der havde ledet Talen hen paa hans Studier. Han var ganske fortryllet af den unge Pige. Om det saa var hendes Gang, som han havde været mindst tilfreds med, dengang hun kom ind, fordi den var en Smule tung og vraltende, saa havde den, da hun gik bort (og just af samme Grund) virket sært betagende paa ham. Den syntes ham saa udpræget kvindelig, saa hunkønsagtig – en ubevidst Logren.

Men nu opdagede han midt i Stuen en sortklædt Skikkelse – en Dame – der maatte være kommen ind ad en Dør bagved ham.

"Min Datter Jakobe," forestillede Fru Salomon.

Per blev overrasket. Han havde aldrig tænkt paa, at der kunde være andre Børn i Familjen end de to, han kendte, – og der sneg sig straks en bekymringsfuld Tanke til de Millioner, han i sin Fantasi allerede havde taget i Besiddelse. Maaske 201 er der endda flere! – foer det pludselig igennem ham med Skræk.

Den unge Dame syntes at være nogle Aar ældre end Søsteren, var højere af Skikkelse og slankere, i Pers Øjne ligefrem uhyggelig mager. Hun mindede ham i det hele mere om Broderen Ivan, havde som denne stærkt udpræget jødiske Træk, en voksbleg Hud, en stor, kroget Næse, en bred Mund og en kort afskaaren Hage.

Virkede hun allerede ved sit Ydre ubehageligt paa ham, forbedredes Indtrykket ikke ved den Overlegenhed, hvormed hun – tavs og paa Afstand – besvarede hans Hilsen. Lidt efter rejste han sig da ogsaa og sagde Farvel.

"Det var altsaa det saa meget omtalte Naturgeni," sagde Frøken Jakobe, næsten før Døren havde lukket sig efter ham. "Han gjorde unægtelig ikke noget synderlig civiliseret Indtryk."

"Hans Opdragelse har vist været en Del forsømt," sagde Fru Salomon. "Han har nok altid levet under meget trykkede Forhold, fortæller Ivan."

Datteren trak paa Skuldren.

"Ak ja, naturligvis … alle er de jo fattige i dette Land. Gud give, der blot en eneste Gang maatte fremstaa en Begavelse herhjemme, der fødtes rig. Der er i Længden noget ynkværdigt ved det Armodsstempel, der vansirer selv de bedste. – Og saa var han jo ikke engang køn. Nanny udbasunerede ham forleden som en komplet Byron."

"Naa, køn … men han ser ganske godt ud."

"Med de Gloøjne! Jeg fandt ham nu ligefrem hæslig," sagde Datteren og lukkede med et Smæld en Bog, hun havde staaet og bladet i. "Han virkede ubehagelig paa mig som en glasøjet Hest. Og saa saae han saa brutal ud," tilføjede hun 202 lidt efter med et Udtryk, som gik der hende i det samme et mørkt Minde gennem Sjælen.

"Jeg tror, han har irriteret dig, Jakobe."

"Det har han ogsaa. Jeg veed ikke, hvorfra Nutidens Herrer har faaet den slagteragtige Maade at betragte Kvinder paa. Det er, som om de med Blikket vejer, hvor mange Pund Kød vi har paa Kroppen."

"Ja, han var lidt udannet, det saae jeg nok. Men man maa holde den Slags unge Mennesker saadan noget tilgode," sagde Fru Salomon sagtmodig.

"Ja, det siger du jo. Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor vi skal blive ved at belemres med alle Ivans mislykkede Genier. Vi veed jo dog, hvad der kommer ud af det – selv i bedste Tilfælde. Nu ser du selv Fritjof Jensen. Han har dog vist ikke mødt andet end Venlighed her i Huset – jeg veed da, at Far nogle Gange har hjulpet ham ud af Pengeforlegenheder. Og nu skraaler ogsaa han op om "Jøderne" i Aviserne."

"Nu ja, min Pige, lad os nu ikke igen komme ind paa – –."

"Jeg synes, jeg lugter Kristenblod!" lød det i det samme henne fra en halvaaben Dør, hvor Onkelens skrækindjagende Ansigt viste sig i Klemmen.

"Er det dig!" sagde Fru Salomon. "Kom kun ind. Vi er alene nu … jeg syntes, jeg hørte Børnene."

"Her er Yngelen!" sagde han.

Og ind stormede i deres Overtøj en Skare af sortøjede Børn i Alder fra tolv til fire Aar … ikke mindre end fem i Antal og alle saa friske og levedygtige af Udseende, at Synet deraf vilde have bragt Per til Fortvivlelse. En Tid fyldtes nu Stuen 203 af en øredøvende Knebren fra alle disse røde Barnemunde, hvoraf ikke en stod stille. Alle havde de noget at berette. Snart omsværmede de Moderen, snart Søsteren eller Onkelen, og alle de mørke Øjne lyste af Iver for at komme til at fortælle.

Da der endelig igen blev Ørenlyd, sagde Onkelen:

"Det er sandt … maa jeg gratulere til Husets ny Akvisition. Jeg traf her for lidt siden en ung Hr. – ja, hvad var det nu, han hed? Det var et uanstændigt Navn. En Søn af en Pibekrave, ikke sandt?"

"Kommer nu ogsaa du!" udbrød Fru Salomon. "Hør, nu vil jeg ikke høre mere om den Person. Han er en Bekendt af Ivan. Og han har gjort os en Visit idag. Punktum … Bliver du her til Middag, Heinrich?"

"Her? – Lea, min Søster, har du nogensinde smagt en koscher Svinesteg?" sagde den lille Mand, af hvis Ord det selv for hans Nærmeste ofte var vanskeligt at blive klog paa, hvormeget der var ment i Spøg og hvormeget i Alvor.

Fru Salomon kom til at le.

"Du har nok spurgt dig for i Køkkenet, kan jeg mærke. Naa, stille! Jeg hører Salomon."


Overvældet af Indtrykkene fra det rige Hjem og opfyldt af sin store Beslutning var Per imidlertid gaaet ad Hjemmet til. Han havde lagt Vejen om ad nogle mennesketomme Sidegader, han trængte til at være alene. Han havde nu ikke alene fundet sin Vej og sit Maal men ogsaa Midlet. "Philip Salomons Svigersøn", – det var Trylleordet, der skulde aabne Livets Fløjporte for ham og gøre ham Menneskene underdanige.

204 Og hvorfor tvivle om sit Held? Naar han tænkte tilbage paa sit Livs mange underlige Oplevelser, maatte han da ikke give Ivan Ret i de Ord, han engang havde sagt om hans Aladdinslykke? Og var der ikke som en Forudsigelse deri, at det netop var ham, Nannys Broder, der først havde tydet Gudeskriften paa hans Pande: Jeg kommer, ser, sejrer!

 
[1] Kong Pukkelrygs Land: Som det så ofte er tilfældet, henviser denne metafor ikke til nogen eksisterende tradition ("Fortællingen" [jf. senere i LP], eventyr, andre forf.s formulering el.lign.), men er helt HPs egen opfindelse. Til gengæld har den selv skabt tradition, f.eks. i Lars Lilholts sang "Kong Pukkelrygs Land" (fra albummet Et Ekko af Sommer, 1998) hvor en strofe lyder:

Tag til Kong Pukkelrygs land
hvor stort er småt og du kan
kaste lys over liv
da alt det skæve er lige – min pige.

[FBs note 7.10.2009] tilbage
[2] halvtres: Denne fortælleroplysning passer dårligt med beskrivelsen af den yngre skibstømrers kone i kap. 4 som har en nyfødt ved brystet. tilbage
['1] langvejsfra < langsvejsfra (jf. 4. udg. 1918) tilbage
['2] halvtres: I LP A stavet "halvtreds"; således igen i LP D. tilbage