Lykke-Per, I-III, 1905 Tredje Del

7

Nittende Kapitel

I en af det østlige Jyllands frodigste Lavninger laa en Herregaard, der med sine brunrøde Mure og bredt opstigende Trappegavle mindede om et Kloster. Det var Kærsholm. Den laa i selve Kanten af et fladt Engdrag, der krummede sig gennem Landet som en mægtig, grøn Flod med mark- og skovklædte Højder paa begge Sider.

Midt igennem Engen flød en doven Aa – de kummerlige Rester af det stolte Vandspejl, som engang havde dækket den næsten milebrede Dalbund. Naar man kom gaaende henad Engen og ikke netop befandt sig ved Bredden, kunde man slet ikke se noget til Aaen. Man øjnede intet andet end denne uendelige Flade af glinsende Grønsvær, stødte kun hist og her paa en Grøft eller paa en Pyt med noget stillestaaende Vand. Underligt var det da at tænke paa de friske Bølgemasser, der i svundne Dage havde skvulpet mellem disse fredelige Bakkedrag. Her, hvor smaa brune og graa Sangfugle frygtsomt svang sig op fra Sivene, havde engang de store Havmaager kreset paa deres sølvskinnende Vinger. Her, hvor nu Grøftegravere og Møgspredere sad og gumlede 8 andægtigt paa deres Fedtebrødsmellemmad, havde kampdrukne Fribyttere svunget sig iland fra deres blodbestænkte Skibe og under Lystighed baaret de hjemførte Skatte op til deres Gaarde.

Deroppe paa Højderne, hvor nu lyse og venlige Lunde løftede sig over Kornmarkerne, rugede dengang Vildskovens mørke Masser, hvorfra Ulvene tudede i de maaneklare Frostnætter. Endnu længe efter at Landet havde hævet sig og den fordums Havbund var bleven draget ind under Bondens fredelige Syssel, bevaredes Skoven som Tilflugtssted for Vovemodet og den kække Bedrift. Herfra skrattede de høje Herrers Jægerhorn, naar de sprængte afsted med Døden paa Sadelbuen og drog deres blodige Spor gennem Tykningerne. Her fik ogsaa Stormen igen sit fulde Mæle, – en tusindstemmig Brusen, i hvilken der hørtes som en spøgelseagtig Efterklang af hin Havets dybe Orgeltone, der havde fyldt Menneskenes Sind med Rædslens store Højtid.

Men lidt efter lidt trængtes ogsaa Skoven tilbage af den nærsomme Muld. En Skare vaabenløse Fremmede byggede sig Bo og plantede en Have derinde for at leve i Ensomhed af Jordens Frugter. Ad en Vej, der betegnedes af rejste Kors og hellige Billeder, var de kommen dragende sydfra i lange Kitler og med Sandaler under de nøgne Fødder, – og snart ringede den første Bedeklokke sit "Fred paa Jorden" ud over Vikingernes gamle Land. Og Aarene gik. Fra alle Sider gnavede Bondens ublodige Økse sig ind i Skovens Mørke, hvor Kragerne allerede skræppede fra Ørnenes forladte Redepladser.

Og Aarhundreder svandt. Fra blomstrende Marker og Enge flommede den moderlige Jords Fedme ind over Tærsklerne til de udvalgte blandt 9 Menneskenes Børn, dyngede sig op i Lader og Stalde, fyldte Klosterkælderne og Herregaardenes Forraadskamre med solid Slagtemad og honningsødet Øl for tilsidst at samle sig som Spæk og tykt Blod bag Munkekutten og Ridderens blankskinnende Harnisk. Og se, da den fromme Klosterbroder havde faaet Spæk paa Nyrerne, grebes han af kødelige Anfægtelser. Han fik Trang til at gifte sig, han følte det sluttelig som sin ligefremme Kristenpligt at blive Familjefader og uden alt Sværmeri dele Livets Goder med de andre Adamssønner. Kirken blandede Blod med det borgerlige Samfund. Ud af den grove Bodsdragt med Sandalerne og det haarde Hampereb fremtraadte som af et Puppehylster den første Pastor Sidenius med den brusende Pibekrave og den store Børneflok. Samtidig faldt ogsaa Herremanden mere og mere til Ro i den borgerlige Samfundsorden. Med sin nedarvede Velstand, som gavmilde Love beskyttede, fristedes han stadig mindre af Eventyret og det ubekvemme Krigerliv. Vikingernes Ætling var bleven Studehandler og stoltserende Landjunker med Fløjlsbukser og brammende Fjerbusk over Hatten. Stor og kødtung, svulmende af uforbrugt Kraft, red han frem paa sin fjertende Ganger som et Billede paa den hjemlige Muldjords Velsignelser.

Det var Mænd som Hr. Lave Eskesen Brok, der laa i Kiv og Proces med det halve Jylland, eller som hin Ridder Oluf Pedersen Gyllenstjerne, hvem hans egne Søstre, Fru Elsebe og Jomfru Lene, tilsidst forklagede ved Viborg Landsting "for den store Forfang og Uret, han gjorde dem, i saa Maade, at han slog og jagede dem og deres Folk med Vaaben og dragne Sværd og slog deres Huse om og tog deres Gods voldeligen fra dem," 10 – Mænd, i hvem Søhaneblodets Daadstrang og friske Selvraadighed havde indkapslet sig som studeagtigt Hovmod og Forfølgelseslyst. Eller det var Individer som Jørgen Arnfeld, hos hvem Fortidens Vildskab brød ud som blodig religiøs Fanatisme, – en Troens Vellystning, der lod bygge hemmelige Lydrør fra Slottets Fangekældere op til sine Værelser, for at hans Sjæl kunde gotte sig ved Jammerskrigene fra Heksekællingerne og andet Fandens Pak, som han i den kære Herre Jesu Kristi velsignede Navn lod pine tildøde nede i de gravmørke og mudderfyldte Huler.

– – – – – – – – – – – – – – – –

I ørkenagtig Ensformighed og Stilhed strakte nu den fedtglinsende Engflade sig hen mellem Bakkerne uden Vej eller Sti, uden et Hus eller blot et Træ. Naar det ikke netop var i Høslettens Tid, kunde man timevis følge den ormebugtede Aabred uden at møde noget Menneske eller høre anden Lyd end Aaens Smaasnakken og af og til den dæmpede Dundren af et Jernbanetog, der kørte over en Bro et Sted langt borte.

Om det saa var den gamle Sejlads med Kaage – den allersidste Levning af Fortidens Skibsfart, der endnu for en halv Snes Aar siden havde skabt noget Liv paa Aaen – saa var den nu saa godt som ophørt. Der kunde gaa flere Uger, uden at man saae nogen af disse lange, bredbovede Fartøjer, der i lastet Tilstand laa saa dybt paa Vandet, at Mandskabet – som ved Hjælp af vældige Stager skød det op mod Strømmen – akkurat kunde gaa tørskoet paa Trædeplankerne langs Rælingen.

Oftere vilde det hænde, at man stødte paa Folk, der i god dansk filosofisk Ro sad ved Bredden 11 med lange Medestænger og smøgede Tobak. Til Tider saaes ogsaa Glivfiskere – Mænd eller Kvinder, der stod ude i Aaen med Vand til op over Livet og jog Aalen op af Bundens levrede Dynd.

Endelig kunde det ske, at man traf paa en enligt gaaende Jægersmand, som Egnens Folk helst undgik at møde her, – en høj, tør, dystert udseende Person med optrukne Skuldre og et Par lange Ben i store Støvler. Han gjorde nærmest selv et sky Indtryk og besvarede i Reglen ikke Folks Hilsen. Hans Ansigtsfarve var gusten, Næsen flad. Et grovt, mørkt Skæg dækkede Munden.

Det var selve Herren til Kærsholm, Hofjægermester Prangen.

Mens hans to spættede Tisper1 halsede omkring paa Engen og engang imellem forsvandt i Sivene med et Plask, gik han selv med langsomme Skridt ret ud efter Taaen. Hans Bøsse hang gerne over Ryggen, og Hænderne var begravet i de skraa Taskelommer paa hans langtavede Jagtpjækkert. Det var tydeligt nok: han færdedes her ikke saa meget for at skyde som for at være alene med sig selv og sine mørke Tanker.

Mellem Folk paa Egnen taltes der ofte om, hvad det vel kunde være, Hofjægermesteren saadan gik og rugede over. Han havde aldrig været let at blive klog paa. Det var, som om der boede mere end eet Menneske i ham. Den tavse Mand med det skulende Blik kunde til Tider optræde som en snaksom Selskabsbroder, en Münchhausen, struttende af den naragtigste Selvfølelse. Engang mente man, at det var hans Kones Forhold, der gjorde ham saa spekulativ. Nu var man mest tilbøjelig til at søge Forklaringen i de mange Processer, han stadig indviklede sig i, og som i Almindelighed 12 fik et højst bedrøveligt Udfald for ham. Dog taltes der ogsaa om et Maveonde, og sikkert var det, at Stafetten paa Kærsholm ikke sjælden maatte sprænge afsted til Stationsbyen for at hente Draaber paa Apoteket.

Pudsigt nok var Hofjægermesteren i Almindelighed ikke selv istand til at fatte Aarsagen til sin Forstemthed. Bedst som han sad veltilpas i sin Stue og underholdt sig med at se Røgskyerne fra hans Pibe sejle om i Solskinnet, kunde Tungsindet stige op i ham som et Mulm og pludselig formørke Tilværelsen for ham. Saa begyndte han at tænke sig om, og under sin forgæves Søgen efter en Anledning sank han bestandig dybere ned i Trøstesløshed.

Rundt om i Kærsholms Stalde og Loer rygtedes det hurtigt, naar "Humøret" var kommen over Hofjægermesteren, og der blev da en almindelig Listen af overalt, hvor hans langbenede Skikkelse tonede frem. Han var under saadanne Forhold heller ikke rigtig hyggelig at se paa med sine blaasorte Øjenhuler og den duvende Nakke, der gav ham en Holdning som en Stud med et Bræt for Panden.

Hans Kone, der var saa klog en Dame, men ogsaa for stolt til at ville undergive sig hans Luner, lod altid, som om hun ingenting mærkede. Hun vidste, at ethvert Forsøg paa at indvirke paa hans Stemning kun gjorde ondt værre. Ondet skulde have sin Tid og forsvandt da lige saa ueftersporligt, som det var kommet. Ved deres ensomme Maaltider, hvor Hofjægermesteren ikke aabnede Munden uden for at spise, overtog hun hele Underholdningen, idet hun iøvrigt tæmmede ham ved at sørge for, at han fik sine Livretter. Hofjægermesteren var nemlig en stor 13 Spiser, og selv det sorteste "Humør" indvirkede aldrig paa hans Appetit. Vældige Portioner Risengrød med sødet Øl, Stegeflæsk med Æblemos, Medisterpølse med stuvet Kaal og lignende Sager forsvandt i ham som i en Præstesæk.

Efter Maaltidet trak han sig tilbage til sit eget Værelse, der var adskilt fra Dagligstuen ved en lille Havesal. Men med stor Behændighed sørgede Hofjægermesterinden altid for, at Dørene imellem dem ikke blev lukket, ligesom hun i det hele af Hensyn til Tjenestefolkene forhindrede, at hendes Mand afsondrede sig altfor aabenlyst. Hun vidste, at der gik en Del Snak om hendes Fortid og deres Ægteskab. Og det var hende ogsaa af anden Grund om at gøre, at Vejen imellem dem holdtes aaben for Fortroligheden.

Hofjægermesterinden havde været over tredive Aar, da hun giftede sig med daværende slet og ret Godsejer Prangen. Forbindelsen havde vakt en Del Smil og Undren hos hendes Standsfæller, mellem hvilke Hr. Prangen, naar han overhovedet var kendt af dem, kun nød Ry for Ubegavethed og sine utrolige Løgnehistorier. Allerede dengang havde Rygtet paa Egnen haft travlt med hendes Fortid. Det blev fortalt, at hendes Skønhed tidligt havde optændt en meget højtstaaende Herres Behag, men om dette havde ført til noget fortroligere Bekendtskab, kunde man til sin store Ærgrelse aldrig faa paalideligt oplyst. Ikke desmindre vakte det regelmæssigt nogen dulgt Munterhed, naar Godsejeren i sine oprømte Øjeblikke gjorde sig til af sin Kones Forbindelser ved Hove.

Ogsaa senere havde hun ved sin Livsførelse givet Anledning til megen Omtale. Paa Grund af hendes hyppige Rejser til København og langvarige 14 Ophold ved udenlandske Badesteder havde man sat hendes Navn i Forbindelse saa med en, saa med en anden af Landaristokratiets galante Mænd. Men der var stadig Ingen, der rigtig vidste Besked; med stor Snildhed havde hun forstaaet at kaste Efterforskningen Sand i Øjnene; og hendes Mand – der desuden var saa optaget af sine Processer og sine Fordøjelsesbesværligheder – havde derfor heller aldrig eller i al Fald kun øjebliksvis næret nogen Mistanke til hende.

Selv tog hun sig i sine yngre Aar disse ægteskabelige Synder meget let. Naar hun havde giftet sig med Prangen, var det netop, fordi han havde egnet sig til at tjene som Skærmbræt for hendes Passioner. Og forøvrigt retfærdiggjorde hun sig dengang med, at hun havde givet ham rundelig Erstatning ved at skaffe ham en Titel, der var adskilligt højere, end han efter sin Fødsel, sit Dannelsestrin og sine Formuesomstændigheder havde kunnet vente.

Imidlertid, da hun var bleven ældre og Blodet var gaaet af Kog, havde Samvittigheden meldt sig med Fordring paa sit Tilgodehavende forøget med dens sædvanlige Aagerrenter. Hofjægermesterinden var i de senere Aar bleven stærkt religiøst interesseret. En vis Pastor Blomberg, der var Præst i Nabosognet, havde i saa Henseende haft stor Indflydelse paa hende. Han hørte ikke til disse sværmeriske Bodsprædikanter, der paa andre Kanter af Landet manede Middelalderen op af Graven. Det var tværtimod en meget jævn og saare menneskelig Præst, der afskyede al Overdrivelse, al Svulst – en frejdig, trøstefuld Forkynder af et hyggeligt Hverdagsevangelium, som ikke krævede uoverkommelige Opofrelser i Henseende 15 til Livets Behageligheder og derfor havde vundet mange Tilhængere.

Hofjægermesterinden var uendelig taknemmelig for, at hun saa forholdsvis let og smertefrit var bleven befriet for sin Syndeskyld. Hun helt forelskede sig i denne Kristendom, der var saa rørende fordringsløs. Kunde det end af og til falde hende lidt vanskeligt at huske sine Andagtsstunder, og kneb det undertiden med at finde den rette, barnligt tillidsfulde Tone i sine personlige Henvendelser til den Højeste, saa fulgte hun til Gengæld med Liv og Sjæl alle opsigtsvækkende Begivenheder indenfor Kirken. Hendes Værelser var oversvømmet af gudelige Bøger og Tidsskrifter; og i private Krese tog hun til Tider selv Ordet i Debatten, idet hun mere og mere aabenlyst optraadte som Missionær for den blombergske Tro.

Ogsaa paa sin Mand søgte hun at indvirke i samme Retning. Trods sin ydre Ro led hun i Virkeligheden ikke saa lidt under hans Lunefuldhed. Hofjægermesteren var i religiøs Henseende ganske forstokket; men det var hendes Haab, at hun efterhaanden skulde kunne overvinde hans Ligegyldighed og ligesom yde ham Erstatning for sine ægteskabelige Forsyndelser ved at gøre ham meddelagtig i en levende Tros Glæde og Trøst.

**
*

Det var i dette Hjem, hos disse Mennesker, at Per søgte Tilflugt efter sin hemmelige Nattefart over Kattegat med Moderens Lig. Baade legemligt og sjæleligt forkommen naaede han Kærsholm ved Middagstid samme Dag, som han om 16 Morgenen tidlig havde forladt Skibet ved Fjordmundingen.

Han fik den bedste Modtagelse ikke alene af Hofjægermesterinden og hendes Søster, Baronessen, som endnu opholdt sig der paa Besøg, men ogsaa af selve Hofjægermesteren, som netop havde modtaget Meddelelse om, at han havde vundet en Proces om en Vejgrøft. Det gik ikke ofte paa, at Hofjægermesterens Retstrætter fik et for ham saa gunstigt Udfald; derfor grebes han ved en saadan Lejlighed af det drabeligste Overmod.

For straks at sætte Per ind i Processens vidtløftige Forhistorie førte han ham ind i sin Stue hvor han benyttede Øjeblikket til at fortælle ogsaa om de andre tre Sagsanlæg, han havde vundet i sit Liv, og hvoraf det ene efter hans Fremstilling drejede sig om et saa enestaaende mærkværdigt og indviklet Retstilfælde, at Højesteret havde voteret i Sagen samfulde tre Dage.

Per var glad ved at faa Lov til at sidde ganske tavs med sine egne Tanker, der stadig fulgte Moderens Kiste.

Hofjægermesteren, der ikke var vant til at have en saa taalmodig Tilhører, betroede bagefter sin Kone, at han fandt hendes unge Ven meget tiltalende. Da Per ved Middagsbordet bragte Tiden for sin Afrejse paa Tale, var Hofjægermesteren næsten den, der ivrigst søgte at overtale ham til at slaa sig lidt til Ro paa Kærsholm nu, da Sommeren endelig var kommen.

Per var ikke svær at friste. Han følte slet ingen Længsel efter København. Og – tænkte han – hvor skulde han vel kunne finde et bedre egnet Sted til at gennemstride den aandelige Krise, hvis Komme han havde forudfølt? Han havde faaet et roligt og smukt Værelse i en Sidefløj af Hovedbygningen. 17 Det vendte ud mod Parken, og Dagslyset derinde dæmpedes mildt af en Række høje, tætløvede Kastanier udenfor. Midt i Stuen, paa et hvidskuret Gulv, stod et firkantet Egebord med svære Kugleben og fire højryggede Stole omkring. Sengen havde Plads bag et Skærmbræt, hvor den ligesom bevogtedes af en høj, gammeldags Jernkakkelovn, der skinnede i Krogen som en Ridder i Rustning. Paa Væggen mellem Vinduerne hang en Boghylde fuld af Bøger.

Han havde straks følt sig meget tiltalt af dette Værelse, der var saa velgørende forskelligt fra de nummererede og uniformerede Hotelrum, hvori han nu saa længe havde været fordømt til at leve. Dets grønlige Halvskumring svarede til noget i hans egen forventningsfyldte Stemning, – det var just et saadant Lønkammer, et saadant klosterligt Enebo, han nu en Tid trængte til. I Særdeleshed var han glad ved Bøgerne, paa hvis Rygge han allerede havde læst Titlerne paa flere af de Opbyggelsesskrifter og andre teologiske Værker, hvorom Hofjægermesterinden i sin Tid havde talt til ham med saa megen Varme.

Han telegraferede til Hotellet i København efter en Del af sit Tøj. Til Jakobe skrev han et forklarende Brev, fortalte om den pludselige Indskydelse, der havde drevet ham til at følge Moderens Lig, og at han nu havde benyttet Lejligheden til at indfri et Løfte om at hilse paa sine gamle Rejsefæller fra Italien. Om Grundene til sin Forbliven paa Kærsholm tilstod han foreløbig kun, at han trængte til at udhvile sig og samle Kræfter til den forestaaende nye Rejse. Han sagde til sig selv, at hun dog manglede de nødvendige Forudsætninger for at forstaa, hvad han saadan i et Brev vilde kunne forklare hende 18 derom. Det maatte vente. Det var nu engang den ubodelige Skavank i deres Forhold, at de ikke havde Rod i samme aandelige Jordbund. Hvor megen god Vilje der end fra begge Sider var tilstede, deres Naturers Forskelligartethed udelukkede i Virkeligheden al dybere Fortrolighed.

Om Aftenen, efter at han havde faaet Brevet afsted, faldt der straks mere Ro over hans Sind. Ved Solnedgangstid, da han sad inde i Dagligstuen hos Damerne, havde han formelig en lille Fornemmelse af Hjemmehygge i de ham dog saa fremmede Omgivelser. Han forsøgte ikke nærmere at forklare sig Grunden; men der var i de store, lidt lave og mørkladne Værelsers Stemning, i den Maade, hvorpaa det sidste Solskær spillede ind over de brede Vinduskarme, ja i selve Stuernes lidt indelukkede Luft, hvori der kunde spores en svag Tørveos fra Køkkenet, – der var i alt dette noget, der aandeagtigt omsluttede ham som en moderlig Favn.

Hofjægermesteren, der havde slaaet sig ned inde hos dem, rejste sig pludselig med et stort Rabalder og gik nynnende gennem Havestuen tilbage til sit Værelse, idet han lod begge Dørene staa aabne efter ham. Lidt efter hørte man ham rumstere med noget klirrende og derpaa at slaa et Vindu op derinde. Og med eet bragede Tonerne af et Valdhorn ud mod Bakkerne og Skoven.

Blandt de mange løjerlige Indbildninger, hvormed Hofjægermesteren opretholdt sin Selvfølelse, var ogsaa den, at han var en Virtuos paa Messinginstrumenter. Først spillede han nogle raske Jagtsignaler, … og et Ekko ovre i Skoven svarede med en ligesom hengemt Klang fra hine fjerne Tider, da hans Forfædre sprængte deres 19 blodige Vej gennem Tykningerne. Saa fulgte et Par Fædrelandssange, hvorefter han mere og mere faldt hen til den lumre Følelsesfuldhed, der er enfoldige Hjerters Poesi. Det lød forskrækkeligt. Tilsidst spillede han Melodien til "Det er saa yndigt at følges ad", og, for ret at lægge en smægtende Inderlighed i Foredraget af den gamle Sang til Ægtehjemmets Pris, lod han sine falske Toner bæve og hendø paa en saa kunstfærdig Maade, at Per tilsidst ikke turde se op fra Gulvet af Frygt for at komme til at le. Hofjægermesterinden derimod sad med Haanden under Kinden og saae ud gennem Vinduet med et ømt og blidt og skyldfrit Kvindesmil. – –

Der gik nu et Par Dage for Per i hyggeligt Samliv med Herregaardens Beboere. Hofjægermesteren var stadig i godt Humør og viste ham rundt paa sin Ejendom. I Selskab med Damerne foretog han om Eftermiddagen Køreture i den smukke Omegn, og desuden gjorde han Smaaudflugter paa egen Haand eller sammen med Forvalteren, en ung Mand i hans egen Alder.

Det varede da heller ikke længe, før han rent legemligt rettede sig op og igen fik den brune Lød paa Kinderne, han havde bragt hjem med fra Italien, og som klædte ham saa godt. Om sit Forhold til det Salomonske Hus talte han saa lidt som muligt, hvilket hurtigt blev bemærket af Hofjægermesterinden, der herefter slet ikke berørte den Sag. Om sin Moder og om den egenlige Anledning til sin Jyllands-Udflugt vogtede han sig ligeledes for at tale, saalænge han endnu troede de to Damer hildede i den fortvivlede Indbildning om hans hemmelighedsfulde Oprindelse. Det varede dog ikke længe, før det gik op for ham, at i det mindste Hofjægermesterinden 20 maatte have skaffet sig Underretning om hans Familjeforhold, og han kunde forstaa, at hun havde sine Oplysninger fra den Pastor Blomberg, som hun et Par Gange havde omtalt for ham med saa stor Respekt, og som rimeligvis havde kendt hans Fader.

Han følte en stor Lettelse ved, at denne taabelige Sag nu var bragt paa det rene, og han var Hofjægermesterinden meget taknemlig for, at hun ikke ydmygede ham ved at tale om den. Han ønskede nu blot, at han var naaet lige saa vidt med den anden pinagtige Ting, der maatte bringes i Orden her – Pengelaanet.

Den Tanke, hvormed han var kommen hertil, at henvende sig derom til Baronessen, havde han hurtigt maattet opgive. Skønt den gamle Dame straks den første Dag af sig selv havde gentaget sit Tilbud om at yde ham enhver Støtte og endog havde erklæret, at hun agtede at gøre ham til sin Arving, gik det ham her som i Rom: han kunde ikke faa sig til at tage det stakkels svaghovedede Menneske paa Ordet. Han var ligefrem lidt bange for at blive ene med hende, fordi hendes Tone da blev saa uhyggeligt fortrolig. Med det tørre lille kniplingsbehængte Hoved støttet af to Fingre begyndte hun straks i sit svulstige Sprog at tale om den afdøde Broder og endte regelmæssigt med at fremsige Vers, lange Tirader af Hertz, Carl Bagger og især af Paludan-Muller, hvis "Danserinden" hun kunde udenad lige til Trykfejlslisten.

Under disse Forhold vendte han sit Haab mod Hofjægermesteren og hans Kone. Overfor den sidste følte han sig noget mere fri, efterat Forvalteren havde betroet ham hendes Livshistorie, saavidt den da kendtes. Han begreb herefter 21 bedre den sære Tiltrækning, hun havde øvet paa ham nede i Italien. Han forstod hendes Overbærenhed og hendes blide Tankefuldhed, der kunde forraade saa megen æggende Medviden om Kødets Skrøbelighed.

Per tvivlede dog ikke et Øjeblik om Oprigtigheden af hendes Religiøsitet. Derfor tiltroede han hende ogsaa andre af Hjertets gode Egenskaber, og det var nu hans Haab, at han ved hendes Mellemkomst skulde kunne interessere Hofjægermesteren og maaske andre af Egnens Herremænd for sine Planer. At modtage en Haandsrækning af saadanne Folk vilde ikke trykke ham saa meget, hvorimod han stadig var fast bestemt paa ikke oftere at henvende sig til sin Svigerfader om Laan. Hvad denne maaske efter Brylluppet vilde tildele Jakobe i Form af Medgift eller paa anden Maade, skulde hun selv alene raade over. Det maatte ikke vedblivende kunne siges ham paa, at han levede af Philip Salomons Naadegaver.

Endnu havde han dog ikke kunnet finde noget belejligt Øjeblik til at bringe Sagen paa Bane. Der var saa meget andet, der optog ham, ikke alene i hans egen indre Verden, men ogsaa udenfor ham. Fremfor alt i Naturen. Efter tre Dages Forløb havde han kun lige faaet fortalt Hofjægermesterinden, at han med det første agtede sig paa en Studierejse til Amerika.

Vejret holdt sig stadig sommerligt, og Aarstiden var netop den, der klædte Egnen allerbedst. Mark og Skov stod med sit friskeste grønne, og Engen var et eneste Blomstertæppe. Med Forvalteren paa Gaarden var han allerede bleven halv Kammerat. Han tilbragte gerne Hviletimen om Middagen ovre paa hans Værelse, der laa for 22 sig selv i en Fløj af Materialbygningen. Til den ene Side havde man herfra Udsigt ud mod Mejeriet, hvor opskørtede Malkepiger færdedes ud og ind med klirrende Bliksaaer, til den anden Side vendte der et Vindu ud mod et Gaardsrum bag Møddingen, hvor Kærsholms vældige Præmietyr holdt sine Stævnemøder med Køerne. Henstrakt paa Sofaen og med en Cigar i Munden underholdt han sig her ved alskens landlig Passiar eller legede med Forvalterens Hund, en sort Puddel med Hvalpe. Forvalteren selv var en stilfærdig Jyde af den Slags, der i al deres Skikkelighed kan vise sig saa respektløse overfor alt, hvad andre gør Væsen af. Han havde en drilagtig Historie at fortælle om hvem- og hvadsomhelst, der kom paa Tale, og han gjorde det slet ikke af Ondskab, men alene for Pudsighedens Skyld. Per fandt Fornøjelse i hans Selskab, og disse Sladretimer her midt i Avlsgaardens livsfrodige Røre havde i det hele gjort sit til at bryde den Uhyggestemning, hvori han var kommen dertil.

En egen mystisk Tiltrækning øvede Aaen paa ham. Det var jo de samme glidende Vande, der – kun fem-seks Mil herfra – klukkede langs den frønnede Brygge i hans Barndomsby, og som med sine eventyrlige Sivbredder og skjulte Muddergrunde havde været hans Drengetids store Kærlighed. Da han en Dag opdagede en Baad i et Nøst ved Bredden, blev han grebet af sin gamle Lidenskab for at fiske. Med Forvalterens Bistand fik han tilvejebragt de nødvendige Redskaber og sad derefter flere Timer daglig ude paa Aaen med nogle Snører.

Imidlertid gik Dagene, og den religiøse Krise, han havde imødeset med saa megen Forventning og Spænding, udeblev foreløbigt. Hvad der 23 hin Nat paa Dampskibet havde samlet sig hos ham af aandeligt Sprængstof, forpuffede i det sommerlige Friluftsliv, han her førte. Hofjægermesterindens Opbyggelsesbøger havde hidtil faaet Lov til at staa saa godt som urørte paa hans Reol. Han var den hele Dag paafærde; og naar han endelig om Aftenen kom ind til sig selv og fik sin Lampe tændt for at sætte sig tilrette med en Bog, iik han aldrig læst mange Linjer, før en behagelig Døsighed sænkede sig ned over ham som en jordisk Velsignelse og tvang ham til at søge Sengen.

Han begyndte endog saa smaat at længes efter Jakobe. Naar han sad i sin Baad og lod sig gennembage af Solen, eller naar han laa og strakte sig i Skyggen paa sin Yndlingsplads oppe under Skovbrynet, ønskede han undertiden, at hun havde kunnet dele disse Dages Sommerglæde med ham. Hun vilde sikkert have haft godt af at aande Strandvejsstøvet ud af sine Lunger; hun havde igen i den senere Tid set saa overnervøs ud. Men saa kom han til at tænke paa, at hun vistnok vilde betakke sig. Et Planteliv som det, han i disse Dage førte, havde hun slet ingen Smag for. Saadan at ligge ganske stille med Hænderne under Nakken og lade Tankerne drive med Skyerne ud i det bundløse Blaa og føle sit eget Væsen ligesom hensmelte og opgaa i Uendeligheden, – det var en Art Nydelse, hun aldeles ikke forstod. Han huskede, hvorledes hun engang i et af sine Kærlighedsbreve til ham havde brugt det Udtryk om sit Sind, at det var hvileløst som Havet. Det passede.

Til hans Velbefindende bidrog tillige den Tvangløshed, der prægede Livet paa Kærsholm. Ogsaa med Hensyn til Klædedragten. Hofjægermesteren 24 selv stalkede rundt i Stuerne med sine lange Støvler og klædte sig ikke engang om til Middagen. Heller ikke Hofjægermesterinden var her i Hjemmet synderlig nøjeregnende med sin Paaklædning. Og denne landlige Utvungenhed virkede straks smittende paa Per, for hvem den strenge Overholdelse af Formen i Svigerforældrenes Hus, disse idelige Omklædninger, som ogsaa det moderne Rejseliv krævede, ofte var faldet ret besværlig.

… En solvarm Eftermiddag, da Per vendte tilbage fra Aaen med sine Medestænger over Skuldren, mødte han Hofjægermesterinden i Selskab med en ung Dame, en Blondine i en klar lys blaastribet Kjole. De to Damer kom gaaende opad den lange Poppelalle, der fra Engen førte op til Parken foran Hovedbygningen. De gik med hinanden om Livet; og der var særlig i den unges Væsen noget, der bragte Tanken hen paa et Par Kærestefolk.

"Ingeniør Sidenius fra København, – Frøken Blomberg," forestillede Hofjægermesterinden halvt i Forbigaaende og føjede blot til, at Pastor Blomberg sad inde hos hendes Mand og vistnok vilde være glad ved at hilse paa ham.

Per bandede ved sig selv, mens han gik videre gennem Parken og ind paa sit Værelse. Han var overbevist om, at den skønne Fred nu var forbi for ham. Denne Præst, der syntes at spille en Rolle der i Huset, var ham paa Forhaand imod. Forresten var det efterhaanden gaaet op for ham, hvem den Mand var. Han erindrede, at han undertiden havde set ham omtalt i Bladene som en begavet Talsmand for en af Tidens mange kirkelige Retninger, og han mindedes ogsaa dunkelt noget om, at hans Virksomhed havde været Genstand 25 for Debat derhjemme i Forældrenes Præstegaard, fordi Broderen Thomas – Kapellanen – havde været mere optaget af hans Forkyndelse, end Faderen rigtig syntes om.

Helst var han bleven paa sit Værelse under dette Besøg; men Hofjægermesterindens Henstilling til ham om at hilse paa Præsten havde i al sin Elskværdighed været af en saadan Art, at den ikke godt kunde lades uænset.

Han fandt nu ganske rigtigt den fremmede Mand inde hos Hofjægermesteren, hvor de to Herrer sad paa hver sin Side af Bordet med en Kaffeopdækning imellem sig og i en Taage af Tobak. Idet han viste sig i Døren, standsede deres Samtale paa en Maade, der kunde tyde paa, at de netop havde siddet og talt om ham.

Pastor Blombergs Ydre vakte straks en let Forbavselse hos Per. Efter alt det, han her paa Kærsholm havde hørt om denne kirkelige Reformator og hans Kamp for, hvad man kaldte et menneskeligere Syn paa de guddommelige Ting, havde han forestillet sig ham som en højnordisk Apostelskikkelse, en kristnet Viking, – og han saae nu for sig en lille, tyk og pluskæbet Mand, der ikke paa nogen iøjnefaldende Maade adskilte sig fra Tidstypen paa danske Præstemænd af den vennesæle Art. I et stort Hoved, der var ombølget af blaaragtigt Haar og Skæg, lyste et Par klare, blaa, sjælfulde Øjne, – de lignede to store Vanddraaber, hvori en fredelig Himmelhvælving spejlede sig. I hans Klædedragt (han bar en stumpet Sommerjakke af sort Lasting) ligesom i den Maade, hvorpaa han sad tilbagekastet i Stolen og dampede paa en fortygget Cigar, kunde der spores en vis Bestræbelse for at krænge Standspræget af sig, at afkaste den "Velærværdighed", 26 hvormed han til sine Kaldsbrødres Forargelse drev saa mange respektløse Løjer. Men aldrig et Øjeblik kunde man dog være i Tvivl om, at man havde en gejstlig Mand for sig. Dertil var hans Skikkelse altfor umiskendeligt omskinnet af den ganske særegne Art Selvgodhed, af den patriarkalske Overhøjhedsfølelse, som bliver ved at hænge ved Kirkens Mænd ligesom den Mug, der trods alle nymodens Varme- og Ventilationsindretninger stadig slaar op fra Kirkernes gamle Grund.

Pastor Blomberg rejste sig lidt besværligt fra Stolen og trykkede Pers Haand med landlig Hjertelighed.

"Ja ja – se se!" sagde han og bekiggede ham meget ugenert. "Velkommen til vor Egn, Hr. Ingeniør!"

Der var bag det hjertelige i Tonen noget beskyttende eller medlidende, der fik Per til at ranke sig.

"Ja, Navnet Sidenius er mig naturligvis ikke ubekendt," vedblev den anden. "Blandt andet var jo Deres egen Fader en Mand med megen Anseelse indenfor vor Stand. Skønt vi i en Række Aar virkede her saa at sige som Naboer, har jeg dog aldrig kendt ham personlig. Hans og min Opfattelse af Kirkens Tarv var vistnok i mangt og meget saare forskellig. Men jeg agter ham i hans Grav! Han var en nidkær Arbejder!"

Da Per intet svarede hertil, satte Præsten sig; og der blev et Øjebliks Stilhed. Pastor Blomberg vendte sig atter mod Hofjægermesteren og gav sig til at tale om Egnens Anliggender.

Per tog Plads paa en Stol henne ved Vinduet og tændte sig en Cigaret. Halvt bortvendt sad han her og saae ud over den store Græsplæne, 27 der bredte sig foran Hovedbygningen med et forgyldt Solur i Midten.

Han havde faaet Øje paa Hofjægermesterinden og den unge Pige, der var kommen tilbage ad Alleen og netop var i Færd med at sætte sig paa en Bænk i Skyggen af en stor Bøg ovre paa den anden Side af Plænen. Hofjægermesterinden slog sin Parasol ned, og hendes Ledsagerske lagde sin bredskyggede Sommerhat fra sig paa Bænken og strøg en Haarlok fra Panden.

Per gav sig til at se nøjere paa denne Præstedatter. Hun saae ud til at være atten-nitten Aar og mindede ikke om Faderen uden ved sin Blondhed. Hun var højvoksen, lidt opløben, med slanke, fine Former. Paa Grund af Afstanden kunde han ikke tydeligt skelne hendes Ansigtstræk; men rent som Skikkelse betragtet fandt han hende meget indtagende. Som hun sad der i Træets mørke Skygge, lidt fremoverbøjet, med det ene Knæ over det andet, og drejede paa en afplukket Blomst, som hun nu og da lugtede til, var der noget drømmebilledagtigt over hende. Navnlig ved Siden af Hofjægermesterindens massive Skikkelse med det skinnende graa Silkeliv, der spændte om hendes Byste som et Staalharnisk, gjorde hun i sin luftige Dragt et næsten ulegemligt Indtryk.

Det faldt Per ind, at der var en eller anden Person, som hun mindede ham om. Allerede, da han saae hende ude i Alleen, havde han haft en flygtig Fornemmelse i samme Retning. Denne raakidagtige Slankhed, denne blonde, næsten sølvlyse Haarfylde, disse skraanende Skuldre, – der var i alt dette noget, der syntes ham gammelkendt, ja som stemte ham vemodig.

Henne ved Bordet rejste Præsten sig nu for at gaa.

28 Det var hans Agt, fortalte han, at besøge en syg Mand der i Nærheden, en af hans Sognebaandsløsere, der var kommen galt afsted med en uvan Tyr. Paa Tilbagevejen vilde han saa komme herind igen og hente sin Datter.

Da han sagde Farvel til Per, betragtede han ham atter meget uforbeholdent og lod ham vide, at dersom hans Vej en Dag skulde falde om ad Bøstrup Præstegaard, vilde det fornøje ham, om han vilde se indenfor.

"Jeg veed jo nok," sagde han muntert, "at Nutidens unge Københavnere betragter Kirken som et Vankundighedens Tempel og Præsteboligen som dets Forgaard. Men maaske er vi dog ikke akkurat saa slemme, som Deres københavnske Presse og Literatur vil gøre os til. Nu kan De jo selv se ad!"

Trods Tonens Overbærenhed gengældte Per dennegang hans Haandtryk og takkede med en høflig Mumlen. Indtrykket af Datteren havde rent uvilkaarligt stemt ham mildere mod den selvfornøjede lille Mand.

Hofjægermesteren fulgte Præsten ud. Per derimod tog sin store Straahat, som han havde medbragt fra Italien, og gik tilbage gennem Havestuen. Her stillede han sig ud paa Verandatrappen og gav sig til at se op mod Himlen, som om han aldeles ikke anede Damernes Tilstedeværelse.

Hofjægermesterinden kaldte paa ham.

"Kan De gætte, hvad Frøken Blomberg synes, De ligner?" spurgte hun.

Den unge Pige, hvis ene Haand Hofjægermesterinden holdt i sit Skød, blev brændende rød og vilde lukke Munden paa hende med den anden.

"Kære, hvorfor maa jeg ikke sige det? Jeg 29 synes, det lød saa morsomt. – Frøken Blomberg finder, at De ligner en Nabob. Og hun har virkelig Ret. Der er noget eksotisk over Dem idag."

"En Nabob!" gentog Per og saae ned ad sin lysegule, fløjlsagtige Dragt, der ligeledes stammede fra Italien, og som han den Dag bar for første Gang i Anledning af den stærke Solvarme. "Det smigrer mig naturligvis. Kun mangler jeg desværre de dertil hørende Millioner."

"Men dem faar De jo," henkastede Hofjægermesterinden – ligesom lidt fortrydeligt.

Ordene faldt hende ud af Munden halvt mod hendes Vilje. Hun fortrød dem straks og gav sig til at tale om andre Ting, idet hun elskværdigt opfordrede ham til at tage Plads hos dem, – der laa netop en sammenslaaet Feltstol i Græsset ved Siden af.

For Per havde den lille Bemærkning været god at faa Forstand af, – og han blev forstemt. Altsaa havde de siddet og talt om hans Forlovelse, og naturligvis var da ogsaa hans Svigerfaders Penge bleven bragt paa Bane. De to Ting var aabenbart uadskilleligt sammengroet i Folks Bevidsthed. Forresten havde han af sig selv begrebet, at Frøken Blombergs Nabob-Lignelse ikke just var ment som en Kompliment.

Han satte sig ned og gav sig til at mønstre den unge Dame. Og nu, da han havde hende paa nærmere Hold, saae han mere nøgtern paa hendes Skikkelse og bedømte den som Kender. Han fandt dog ikke meget at udsætte paa hende. Trods sin Forstemthed maatte han undre sig over, at han ikke straks ved deres Møde i Alleen havde lagt Mærke til, hvor smuk hun var. Sikken et Par klare og uskyldige Øjne! Og saadan en smuk Mund, saa blødt kruset, endnu lidt spæd maaske 30 og lidt blodfattig, men til Gengæld frisk og kysk som en vild Rose.

De to Damer havde givet sig til at tale om det samme Ulykkestilfælde, som Præsten nylig berørte inde i Hofjægermesterens'1 Stue. I Vendinger, der mistænkeligt mindede om Faderens, fortalte den unge Pige, hvordan "det beklagelsesværdige Menneske" havde faaet hele Underlivet oprevet, og at Doktoren ikke mente, han kunde leve. Men Per blev pludselig uopmærksom. Det var gaaet op for ham, hvem det var, Frøkenen hele Tiden havde mindet ham om. Det var Francisca. Hans Nyboderskæreste! – Herregud! tænkte han, helt blød om Hjertet, hvor var det dog længe, siden han havde haft hende i sine Tanker! …

Mens Damerne fortsatte deres Passiar, sank han en kort Tid hen i sine Erindringer. Dog havde han stadig Øjnene hos Præstefrøkenen, der ikke en eneste Gang saae paa ham og tilsyneladende ikke tænkte paa, at hun blev iagttaget.

Ja, – sagde han til sig selv, – Lighed var der virkelig. Højden og Holdningen var omtrent den samme. Men unægtelig! Frøken Blomberg var fornemmere i Tegningen, slankere i Linjerne – en Francisca i forfinet Udgave. Der var ogsaa noget ved Spillet omkring Munden, der mindede om hende. Hver Gang Frøken Blomberg smilede, løb Tungespidsen vanemæssigt henover Overlæben med en nydelig lille Bevægelse, der ligesom slikkede Smilet bort.

"Det begynder at blive køligt. Skal du ikke have lidt paa Skuldrene, lille Ven?"

Det var Hofjægermesterinden, der spurgte. Solen var dalet ned bag Parkens Træer, og Fugtigheden 31 fra den side Jordbund kunde straks spores i Luften her under Løvet.

"Jeg fryser ikke det mindste. Jeg sidder netop saa dejligt," sagde hun lykkelig over, at Hofjægermesterinden igen havde taget hendes Haand og klappede den.

"Du skulde alligevel tage dit Slag paa. Du lagde det vist fra dig inde i Dagligstuen."

Per rejste sig.

"Jeg skal hente det," sagde han.

Men i det samme var den unge Pige oppe fra Bænken. "Nej, De kan dog ikke finde det," skyndte hun sig at sige. Og som om hun var bange for, at han skulde følge hende, skred hun hastig bort tværs over Græsplænen.

"Er hun ikke sød?" spurgte Hofjægermesterinden, da hun var borte og Per igen havde sat sig.

"Jo, hun er ganske smuk," svarede han lidt kort.

"Ja, ogsaa det. Og en saa god Natur, saa aaben og sanddru. Desværre er hendes Helbred ikke rigtig paalideligt."

"Er Frøken Blomberg syg?"

"Kære, – hun har hele Vinteren ligget tilsengs. Af Tyfus. Som hun selv siger, har hun i et Fjerdingaar tilhørt Døden mere end Livet. Kan De ikke se det paa hende?"

"Naa jo, hun gør ganske vist et noget overjordisk Indtryk. Men saadan netop svag –"

"Ja – Gud ske Lov – hun er da ogsaa nu over det værste, og Sommeren vil forhaabenlig gøre Resten. Det kære Barn, hun er saa manges Glæde her, og er selv saa taknemlig for Livet som kun den, der i en saa ung Alder har været nær ved at miste det, – ja, og som overhovedet 32 veed at tage mod Livet som en Naadegave fra sin Gud, Hr. Sidenius!"

Per saae ud til Siden. Han var i de sidste Dage bleven lidt forlegen, saasnart Hofjægermesterinden strejfede religiøse Emner.

"Frøken Blomberg nærer vist en speciel Hengivenhed for Dem," sagde han for at søge ind paa et andet Spor.

"Aa, hun holder af at komme her, det kære lille Menneske. Hun hygger sig saa vel paa Kærsholm, siger hun. Omgangen i hendes Forældres Hjem er maaske lidt ensformig for en saadan ung Pige. Men forresten har de det rigtig yndigt hos Pastor Blombergs. De skulde virkelig en Dag gøre Præsten et Besøg. Han vil vist være glad ved at tale med Dem."

Henne paa Havegangen nærmede Gartneren sig og blev staaende i nogen Afstand.

"Hvad er der, Petersen?" spurgte hun.

Gartneren gik et Par Skridt frem med Huen i Haanden. Han vilde bede hendes Naade være saa god at se et Øjeblik ned i Køkkenhaven, naar det var hendes Naade belejligt.

"Jeg skal straks være der," sagde Hofjægermesterinden, hvis kristelige Broderskabsfølelse endnu ikke strakte sig til hendes egne Undergivne.

Lidt efter rejste hun sig og gik bort. Den unge Pige var imidlertid kommen tilbage og saae højst ulykkelig ud ved at blive ladet alene med Per. Hun sad med begge Hænder klemt om Bænkesædets Kant og skiftede Farve et Par Gange. Og pludselig raabte hun til Hofjægermesterinden, der endnu ikke var kommen af Syne, om hun maatte følge med.

33 Næsten før Svaret havde naaet hende, var hun oppe fra Bænken og skyndte sig afsted.

"Husk … du maa ikke løbe!" raabte Hofjægermesterinden advarende.

Per skævede efter hende over sin Skulder, – og der gled i det samme en Skygge over hans Ansigt.

Der var noget i denne Skyhed, der fremmanede mørke Erindringsbilleder hos ham. Saadan havde ogsaa hans Søskende flyet ham i hans Barndom, især naar Faderen ved Morgen- eller Middagsandagten havde holdt en af sine store Straffetaler til ham. Endnu for ganske nylig havde han jo genoplevet det, da han mødte Tvillingerne og de stod der saa forlegne og knap vidste, om de turde se paa ham.

Nabob! Det var naturligvis foragteligt ment. Pigebarnet var jo flygtet for ham som for selve den Onde. Naa – hvad saa? Gad han virkelig bryde sig om, hvad saadan en Smule Præstefrøken tænkte om ham? Siden hvornaar var han bleven saa ringe, at han ængsteligt maatte skotte til Hvermands Mening om ham? – – Eller var der noget andet i Vejen? Var ikke Sandheden den, at han selv var begyndt at føle sin stormende Jagt efter Lykken som en Skam?

Men det nyttede ikke at forfalde til den Slags Spekulationer. Han maatte se at nedkæmpe denne overdrevne Følsomhed, der i den sidste Tid havde ladet ham give sig saa værgeløs i sine skiftende Stemningers Vold. Det var paa Tide, at han gjorde en Ende paa sin Lediggang her og kom tilbage til sit Arbejde. Hvad han end kunde have forbrudt mod sig selv og andre, – i sin Kamp, i sin Flid, i sin ærlige Vilje til at udrette noget godt og nyttigt her i Verden vilde han fremtidig søge 34 sin Retfærdiggørelse, selv om ogsaa de store Sejre skulde udeblive for ham.

Der blev aabnet et Vindu oppe i Hovedbygningen. Det var Baronessen, der nu var kommen op af sin lange Eftermiddagshvile. Lidt efter viste hun sig paa Verandaen, sværmerisk drapperet med en Kniplingsmantille, der paa sin spansk var fæstet bag paa Hovedet, – dertil stærkt pudret, som hun om Eftermiddagen gerne var det, for at skjule de betændte Pletter, der i Dagens Løb blomstrede frem i hendes Ansigt.

Per var med eet forsvunden. For ikke at blive ene med det forstyrrede Menneske havde han listet sig ud af Parken og spaserede nu afsted ude paa Landevejen, der førte langsmed Engene op til Skoven.

Det var en af disse meget lyse og meget stille Sommeraftener, der med al deres Fred kan være saa uhjemlige. Tavs og øde strakte den skyggeløse Jord sig henunder en ligesom udslukt Himmel uden Sol og uden Stjerner. Solen var forsvunden uden al Højtidelighed, havde kun efterladt en lille, rødlig Taageplet over Horisonten. Der var paa hele Himlen ikke en Sky, der kunde indfange de stigende Straaler og kaste dem tilbage over Jorden som en Afglans af Dagens Herlighed. Hist og her paa Bakkerne glødede en Rude, – det var alt.

Men nede omkring Aaen vaagnede der, saasnart Solen var borte, et eget aandeagtigt Liv. Engene begyndte at indspinde sig i graalige Taagevæv, – snart skjultes hele den milebrede Dalbund af en bølgende Røg. Det saae ud, som om Fjorden nu mod Natten paa Genfærds Vis tog sit gamle Leje i Besiddelse. Som en rygende Brænding, 35 et Spøgelsehav, væltede den blege Damp sig mellem Bakkerne.

Paa eengang sporedes der Liv derude. Et hornet Hoved dukkede op af Taagehavet og brølte. Tæt ved skimtedes Overkroppen af et Menneske, en Mand, der bagtil syntes at ende i et mørkt Dyrelegeme med rejst Hale. Snart saaes et Mylr af hornede Hoveder, der trængte sig omkring ham med løftede Snuder og stødte Damp ud af Næseborene. Manden svang noget over sit Hoved og gav nu og da et Raab fra sig – man maatte tænke paa en Kentaur i Kamp med en Flok Søuhyrer.

Det var Kærsholms tre Hundrede Stykker Kvæg, som dreves hjemad af en Hyrde med en knaldende Pisk. Det tog sig fra Landevejen ud, som om Dyrene bevægede sig svømmende. Man kunde ikke se andet af dem end Hovederne og de mørke Rygge, der var i en egen gyngende eller svajende Bevægelse. Og Taagerøgen drev henover dem og udviskede alle Omrids.

Per havde sat sig til Hvile paa en Bænk, der stod under et Træ bagved Landevejsgrøften. Med Haanden under Hovedet fulgte han denne hjemvandrende Hjord, indtil den helt opslugtes af Taagen. Smaa Flokke af Krager kom nu og da trækkende henover hans Hoved, og han kunde høre, hvordan de med høje Glædesskrig slog sig ned omkring deres Reder inde i Skoven bagved ham. Et Sted i hans Nærhed sad en Frø i sit Vandhul og gurglede sig velbehageligt. Ellers var der ganske stille milevidt omkring ham.

Der sneg sig i disse Øjeblikke en modløs Forladthedsfølelse ind over ham. Han tænkte paa Bibelens Ord: Rævene have Huler og Fuglene Reder –2. Selv vidste han ikke den Plet, hvortil 36 han følte sig knyttet ved et godt eller stærkt Minde. Med Tanken paa den forestaaende Rejse sagde han til sig selv, at det derfor i Virkeligheden var ligegyldigt, hvor i Verden han befandt sig. Han vilde ikke være mere hjemløs midt paa Atlanterhavet eller paa de amerikanske Prærier, end han var det her i Hjertet af sit eget Fædreland.

I det samme randt et andet Skriftord ham i Minde og jog en lille Kuldegysning gennem ham. Det var den bibelske Forbandelse, hans Fader engang havde anvendt mod ham: "Fredløs og ustadig paa Jorden være hver den, som trodser Herren –". Det Ord var nu gaaet i Opfyldelse. Kains Skæbne hvilede over ham ….

Paany steg Billedet af Fransisca lokkende op for hans Erindring i en Ramme af smaa, gulkalkede Nybodershuse og grønne Smaahaver bag tjærede Plankeværker. Hvor havde han i Grunden holdt meget af hende! Det havde slet ikke været nogen let Sag for ham at give Afkald paa hendes foraarsfriske Kærlighed. Naturligvis – han vidste det godt – han havde jo ikke tabt ved Byttet. Jakobe var et saa langt fuldkomnere Menneske, hvis Betydning for hans Udvikling han ikke skulde underkende. Men han maatte dog spørge sig selv, om de nogensinde havde tilhørt hinanden med stort mere end Legemet. Naar han til Sammenligning tænkte paa sine og Fransiscas stille, attraaløse Tusmørkevandringer rundt om Sortedamssøens gyldent farvede Vand med den vemodigtmuntre Afsked i Skjulet af Træerne oppe paa Østervold, – da straalede de nu for hans Erindring som Paradisøjeblikkene i hans triste og vildt omtumlede Ungdomsliv.

Mon hun skulde være bleven gift? Dersom 37 Nogen havde fortjent at faa en god Mand, var det hende. Maaske sad hun nu et eller andet Sted ude i Provinsen som lykkelig Borgerkone med et Barn ved Brystet … Det faldt ham ind, at han ude i Nyboder maatte kunne faa at vide, om hun endnu opholdt sig hos sine Forældre i Kjerteminde, eller hvad der var bleven af hende. Det gamle Hjem i Hjertensfrydsgade var rigtignok opløst nu. Madam Olufsen, vidste han, havde allerede om Efteraaret fulgt sin Højbaadsmand i "den sorte Chalup"3. Men der maatte vel kunne findes andre, der kunde give Besked.

Der trak en ny Flok Krager henover hans Hoved og forsvandt i Skoven under høje Glædesskraal. I det samme blev han opmærksom paa Hovtramp og Vognraslen, der nærmede sig ad Landevejen fra Kærsholm. En nedslaaet Kalesjevogn med et Par store Skimler for kom lidt efter i Skridtgang op ad Bakken, som nedenfor det Sted, hvor han sad, havde en stærk Stigning.

Da det gik op for ham, at det maatte være Pastor Blombergs Køretøj, rejste han sig og gik ud ad Vejen i samme Retning, som Vognen kørte, idet han haabede, at man da ikke skulde kunne genkende ham.

Men han forregnede sig. Da Vognen naaede ud for ham, lod Præsten holde og hilste ham med en munter Haandbevægelse.

"Se se! De gaar og sværmer i Aftenstilheden, Hr. Fremtidsdrømmer! Ja – ikke sandt? – her er smukt. Jeg sad netop og talte derom med min Datter. Det er ingen Under, at vor gamle Folkepoesi, – hvori det jo paa en Maade er Naturen selv, der synger, – at den er bleven saa befolket med alleslags eventyrlige Væsner. Der er virkelig noget fantastisk, noget trolddomsagtigt ved en 38 Aften som denne. Og vi Mennesker synes jo stadig ikke at have mistet vor Modtagelighed for Mystiken i Naturen, siden en moderne Ingeniør i vor fremskredne, naturalistiske Tid kan lade sig indfange af den."

Han sagde dette med et Skælmeri, der bødede paa Ordenes Ligefremhed. Og idet han nu vendte sig mod sin Datter (der her ved Faderens Side syntes mere kry overfor Per ja næsten betragtede ham med nogen Overlegenhed) fortsatte han:

"Hør, min Pige … Ingeniøren smitter mig virkelig. Jeg faar Lyst til at strække Benene lidt. Du skal jo ind i Brugsen og hente de Varer – du kan saa køre i Forvejen og vente der, til jeg kommer. For De har vel ikke noget imod, at jeg gør Dem Følgeskab et lille Stykke?"

Per fremmumlede et Gudbevares, og Præsten kom med lidt Besvær ned af Vognen.

"Man faar for lidt sund Motion i vort hæsblæsende Damp-Sekulum," sagde han og traadte stærkt i Vejen ligesom for at opstampe indslumrede Ungdomskræfter. "Vore Jernbaner, som jeg ellers af Hjertet priser, forleder os til Utroskab mod Naturen … gør os ulydige mod dens faderlige Bud. Naar jeg ser saadan et langt, sort Jernbaneuhyre fare hvislende henover Guds grønne Jord, kommer jeg altid til at tænke paa Slangen i Paradiset. I gamle Dage, naar jeg havde Ærinde i Købstaden, tog jeg mangen Gang til Apostlenes Heste for at spare min Forpagters, – det var to Mil frem og to Mil tilbage paa samme Dag. Og alligevel faldt Tiden mig aldrig saa lang som nu, naar jeg ruller ind med Toget paa en lille halv Time, – jeg er ude af mig selv af Utaalmodighed, bare det er forsinket fem Minutter. Dengang lod man Uret blive i Lommen og aflæste Tiden 39 paa Solen, der ikke har Sekundviser! Og naar man saa havde travet en Milsvej, hvor smagte saa ikke et lille Frokosthvil i en Høstak eller paa en Grøftekant! Nutidens unge Mennesker vil aldrig kunne fatte, hvadfor en vidunderlig – jeg kan godt sige aandelig – Nydelse der kan hentes paa den bare Jord i Selskab med en Ostebrødsmellemmad, naar Lærke, Stær og Vibe leverer Taffelmusiken. Saa aldrende og tyk jeg nu er bleven, kan jeg endnu gribes af en formelig Hjemve efter Landevejen. Naar man saadan har siddet længe hjemme og kukkeluret og har fanget saa mange dumme Griller mellem Bøger og Aviser, – hvor er det da livsaligt at komme rigtig ud og traske! Man kan ligefrem fornemme, hvordan Sjælen strækker sig velbehageligt ligesom En, der er vaagnet af en uhyggelig Drøm og nu ser Solen skinne ind ad Vinduet og hører Fuglene synge udenfor i Trætoppene. – Ja, hør! hør!" udbrød han, idet han standsede og lagde Haanden paa Pers Arm. "Hør Lærken deroppe! Den synger endnu for Solen!" – Han stod et helt Minut ganske stille og lyttede med et henrevet Udtryk. – "Er det ikke dejligt! Det minder om en Kvinde, der efter sin Elskedes Bortgang maa give sig til at nynne for ikke at komme til at græde. – Har De forresten rigtig lagt Mærke til, Hr. Ingeniør, hvilken dyb Livsvisdom saadan en lille Natursanger kan udtrykke? Aldrig lytter man forgæves til dens Sorg eller Glæde. Jeg tilstaar ærligt, at jeg for min Del har hentet mere Opbyggelse af dens klare lille Trille end af alle de mange Prækensamlinger paa min Reol. – Men De maa love mig ikke at sige det til Nogen!" tilføjede han, pludseligt leende, og ruskede Per i Armen. "Mine 40 kære Embedsbrødre vilde aldrig tilgive mig et saa forskrækkeligt Kætteri!"

Han lo selv højt af sine Ord og gav sig igen til at spasere.

Per, der følte sig smigret af hans fortrolige Tone, begyndte ogsaa paa anden Maade at fængsles af hans Personlighed. Han maatte indrømme Hofjægermesterinden, at Pastor Blomberg ikke lignede de sædvanlige Skriftstedsavtomater, men var noget for sig selv.

Efter at have gaaet en halv Snes Skridt standsede Præsten paany og gjorde en bred Haandbevægelse udover Landskabet. Aftenen var allerede vidt fremskreden. Der glimtede endog et Par matte Stjerner frem hist og her paa den grønblaa Himmel.

"Vil De sige mig en Ting ærlig og oprigtig, Hr. Ingeniør? Naar De en Aften som denne ser ud over vort dejlige, grønne Land, kan De saa virkelig for Alvor ønske det tilsmudset af Kulstøv og Sod? – Ja, De ser, jeg kender Deres Anslag mod vor nationale Idyl. Jeg vil dog tilstaa, at jeg endnu ikke selv har læst Deres Skrift; men Hofjægermesterinden har fortalt mig om Deres Ideer, som jeg finder særdeles karakteristiske for vor Tid. Jeg spørger Dem nu, … synes De i Grunden, at det vilde være mere tiltalende at se nogle røgspyende Dampskibsuhyrer her paa Aaen og have dens Blomsterbredder bedækkede med osende Fabrikker? Jeg tænker herved ikke udelukkende paa Skønhedsvirkningen – naturligvis. Jeg er ingen Fantast og veed godt, at de æstetiske Hensyn skal og maa underordne sig de praktiske Krav. Men staar her ikke ogsaa andre og større Livsværdier paa Spil? … Se det lille Hus derovre paa Bakken med den lette Tørverøg 41 op af Skorstenen. Der bor en Familje, som jeg personlig kender; det er Smaakaarsfolk af den Slags, hvoraf vi her i Landet har med et rundt Tal en kvart Million. De tjener akkurat til Føde og Klæder; men dersom De kendte dem, vilde De maaske alligevel misunde dem deres Glæde og Lykke ved Tilværelsen. Mand og Kone arbejder sammen i Marken, mens Børneflokken tumler sig omkring dem i det friske Vejr. De har en gammel Hest og en Ko og føler sig i Grunden rige. Kan De nu virkelig med Fortrøstning ønske en saadan Mand puttet ind i et mørkt og stinkende Fabrikslokale for at trælle ved en Maskine, mens Kone og Børn indemures paa en sjette-syvende Sal i en Arbejderkaserne? – Vær nu oprigtig!"

Per blev noget opirret af det paagaaende i Præstens Spørgsmaal. Derfor – og fordi han i den sidste Tid selv var bleven usikker – kom der noget temmelig udfordrende i hans Svar.

"Jeg indser ikke, hvilken Betydning det kan have, hvad jeg eller noget andet Menneske personligt kan ønske i saa Henseende. Udviklingen gaar sin Gang uden at spørge os om Forlov, og enten vi ser surt eller sødt til den, bliver vi nødt til at tilpasse vort Liv og vore Vaner efter dens Krav. At forsøge paa at stride imod er bare Tids- og Kraftspilde."

"Ja, det siger De nu saa kategorisk. Men selv om De ogsaa havde Ret, saa kunde vi da virkelig tidsnok komme med i "Fremskridt" af den Art."

"Det mener jeg ikke. Jeg tror endog, det er paa høje Tid for os, om det ikke skal blive for silde. De statistiske Tabeller viser tydeligt nok, at Velstanden paa Landet svinder Aar for Aar. Hvad man end kan mene om den idylliske Lykke, Hr. Pastoren talte om, saa hviler den i hvert Fald 42 paa en meget usikker Grund, – hvad jo dog straks maa gøre den noget mindre idyllisk."

"Naa ja," ytrede Præsten lidt afvisende og begyndte igen at gaa. "Det er maaske i Øjeblikket ikke gunstige Tider for vort Landbrug, – jeg veed det nok. Men derfor –."

"Tiderne er vist saa gode, som man paa nogen Maade kan vente dem for evropæiske Landmænd. Det er selve Virksomheden, der ikke længer er tidssvarende i et Kulturland. En Bonde vil om nogen Tid være et forældet Begreb i Evropa."

"Men hvor kan De nu sige saadan noget! Det lyder i mine Øren som den rene Galmandstale! Vort Landbrugs høje Standpunkt vækker jo netop for Tiden den allerstørste Interesse og Beundring overalt i Udlandet. Det læser vi jo snart sagt hver Dag i vore Blade."

Per svarede, idet han smilte lidt overbærende:

"Det er en Beundring, der sikkert er ganske fri for Misundelse. Det er jo dog en Kendsgerning, at vi af vort eget Land – vort smukke, grønne Land, som Pastoren udtrykte sig – med samt dets Kvæg og Bygninger i Virkeligheden ikke længer ejer mere end Halvparten. Resten er i de sidste tyve Aar erobret af Kapital fra Industrilandene, særlig fra Tyskland. Det er et Faktum, at der i hele Landet ikke findes mange Gaarde eller overhovedet nogen Virksomhed, som ikke en udenlandsk Pengemand har en forsvarlig Part i. Gennem vore Banker og Kreditforeninger er vort Land stykkevis bleven pantsat til fremmede Kapitalister paa en Maade, der – som jeg har skrevet det i min Bog – minder om vor Fornedrelse under Kristoffer den anden."

"Naa – naa! Smaa Slag!" udbrød Præsten og 43 smaalo noget tvungent. "Nu gaar De i Deres Iver for vidt, min gode Mand!"

"Aldeles ikke! Man behøver blot at tage et af de større tyske Børsblade i Haanden og gennemgaa Kurslisterne for at overbevises om, hvor store Interesser den tyske Kapital har hos os, og hvor aarvaagent der holdes Øje med dem. Det slog mig virkelig "med Forfærdelse", da jeg nylig langt nede i Tyskland saae en Avis med daglige Noteringer fra selv de mindste jyske Aktieselskaber og Sparekasseforretninger. Det er den Slags Ting, der vækker til Eftertanke."

"Tænk, – skulde det virkelig være kommen saa vidt," sagde Præsten efter en lille Tavshed, der skulde gælde for en Indrømmelse af, at dette var en Sag, som visselig fortjente den alvorligste Paaagtning af rette Vedkommende. "De mener med andre Ord, at det danske Folk ogsaa materielt lever paa affældige Dogmer og Forestillinger, der lammer dets Kraft. Ja, det kan jo være! Maaske der virkelig jævnsides med Kampen for aandelig Frigørelse herhjemme maa gaa en Stræben efter at fremme vor økonomiske Udvikling. Det er jo i Grunden en meget smuk Tanke. Og i saa Fald nytter det ganske vist ikke at bede om Barmhjertighed. – Jeg er i det hele ikke bange for at faa luftet ud. Hvad der ikke længer kan tjene Livet, maa vi ofre, hvor kært det saa er blevet os. Og forresten, – vi maa trøste os med, at ingen Omvæltning, hvor voldsom den end kan synes, vil formaa at rokke ved de egenlige Livsværdier. Jeg vil slet ikke tale om, at vi jo under en Dampens Rædselsperiode vedbliver at være Vorherres Børn – enten vi saa vil anerkende Paterniteten eller ikke – men ogsaa alle vore andre dybere Følelser bliver jo upaavirket af al ydre Omskiftelighed. 44 Gud ske Lov, Livet kan grønnes og blomstre ogsaa paa et skummelt Kvistkammer. Kærlighedslykken og de huslige Glæder følger Menneskene ind i Baggaardene, hvor sodet der saa er. Hvad der foregaar, er en Kulisseforandring i det uendelige Verdensskuespil. Selv bliver vi, hvad vi er og var gennem Tid og Evighed."

Den fortrøstningsfulde Tone, hvori Præsten sagde dette, fik igen Per til at smile lidt medlidende. Han vidste for godt, at Præstens Ord ikke passede. Han havde fulgt tilstrækkeligt med i den moderne Kulturudvikling til at forstaa, hvorledes de forandrede ydre Vilkaar, som de "surrende Staalhjul" skabte for Mennesket, efterhaanden omformede ogsaa dette selv. Han gav sig til at fortælle om det Indtryk, han paa sin Rejse og særligt under Opholdet i Berlin havde faaet af en industriel Storstadsbefolknings Tilværelseskamp. Han fortalte om disse Horder af omflakkende Arbejdere – Mænd og Kvinder, – for hvem Ord som Hjem, Familje, Tryghed og Hygge allerede var saa godt som uden Mening, – Folk, der et eller andet Sted i den uhyre Mennesketue havde en Celle, et "Schlafstelle", akkurat stort nok til at rumme deres Legeme, og som forresten udenfor Arbejdstiden levede deres Liv paa Gaden, paa Ølstuer eller andre offenlige Steder for tilsidst at gaa ud af Verden som et blot og bart Nummer paa et Hospital.

Men Pastor Blomberg hørte ikke længer efter. Han mærkede, at Samtalen var kommen ind paa et for ham uheldigt Spor; og som han plejede, naar han i en Diskussion stødte paa en Sagkundskab, han ikke kunde hamle op med, vendte han det døve Øre til.

Nu standsede han og sagde, at han ikke vilde 45 føre ham for langt bort. Her stod han netop paa sit Sogneskel, saa her kunde det være passende at sige Farvel.

Ved Afskeden gentog han sin Indbydelse til Per om at besøge ham en Dag. "Vi kan jo saa maaske fortsætte denne Samtale. – Men nu maa De vistnok skynde Dem hjem til Aftensmaden. De har maaske allerede gjort den Iagttagelse, at Hofjægermesteren er en nidkær Mand, naar det gælder Maaltiderne. Ha, ha!"

 
[1] Tispe(r): hunhund, tæve. tilbage
[2] Bibelens Ord: Luk. 9,58: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn haver ikke det, han kan helde sit Hoved til" (Fr.VIs Bibel). tilbage
[3] den sorte Chalup: en hentydning til den græske sagnfigur Charon der i sit båd sejler de døde over floden Styx til dødsriget. tilbage
['1] Hofjægermesterens: i overensstemmelse med C rettet fra "Hofjægermestens". tilbage