Lykke-Per, I-III, 1905 Tredje Del

263

Seksogtyvende Kapitel

Per følte sig i Begyndelsen ikke helt lykkelig i sit Ægteskab. Hans Haab om at kunne vække Inger til et mere selvstændigt aandeligt Liv gik ikke i Opfyldelse. Hun med sin ligevægtige, helt for det praktiske anlagte Natur og med sin Overbevisning om, at hendes Fader var Kristenhedens sidste store Høvding, begreb end ikke Hensigten med hans Overtalelsesforsøg. Ligesom sin Fader betragtede hun hans Optagethed af Pastor Fjaltring som et Udslag af ungdommelig Modsigelseslyst og Trang til at gøre sig interessant.

Nu havde unægtelig det Dobbeltliv, Per levede, og de ulige Paavirkninger, han udsattes for, efterhaanden bragt ham saaledes i Vilderede med Hensyn til sig selv, at han undertiden gjorde et ret forstyrret Indtryk. Han mærkede det tilsidst selv og søgte ængstelig efter et Holdepunkt.

Han fandt det, hvor han før havde fundet det, paa Natursiden af sin Tilværelse; og den, som førte ham dertil, var netop Inger. Hun var paa den Tid højtfrugtsommelig'1; og som saa mange unge Mødre havde hun ikke Tanke for andet end den forestaaende Nedkomst og Forberedelserne dertil. Ikke desmindre var hun fuldkommen fattet; 264 og denne Ro og den Sjælsstyrke, hvormed hun i al sin Umyndighed gik der og ventede paa sin Time, opfyldte Per med Beundring og gav ham meget at tænke paa.

Saa fulgte Fødselsnattens Sindsbevægelser, Ingers Sygeleje, Bekymringen baade for hende og for Barnet, dertil Faderglæden og den forstærkede Ansvarsfølelse, som denne vakte – alt tilsammen plantede ham atter solidt paa Virkelighedens Grund.

Helt formaaede han alligevel ikke at holde sig borte fra Borup Præstegaard. Det store, halvmørke Studereværelse med det smalle Løbetæppe og Pulten mellem de to lave Vinduer bevarede endnu en egen Tryllemagt over ham; men han stjal sig derhen med daarlig Samvittighed som en Dranker til Kroen, og Besøgene blev da ogsaa stadig sjeldnere, indtil de brat afsluttedes ved en forfærdelig Begivenhed, som længe skulde blive det staaende Samtaleemne der paa Egnen.

En Dag i Høsten opskræmtes Folk af Rygtet om, at Pastor Fjaltring var forsvunden. Han havde for et halvt Aarstid siden mistet sin Kone; men i Stedet for at føle dette som en Befrielse var han snarere bleven endnu mere dagræd og menneskesky. Da han nu savnedes, anede man straks en Ulykke. Per satte sig øjeblikkelig i Bevægelse for at lede Efterforskningen. Han sendte Mandskab ud for at gennemsøge Skovene og satte andre til at bundskrabe Aaen og alle Mosehuller deromkring. Tilsidst fandt man Præsten oppe paa hans eget Loft, hvor han havde hængt sig inde i et stort, tomt Klædeskab.

Per havde i de sidste Aar været saa at sige den eneste, Pastor Fjaltring havde været glad ved at se, og overfor hvem han havde udtalt sig med 265 nogen Aabenhjertighed. Endnu faa Dage før hans Forsvinden havde Per siddet flere Timer hos ham og ved den Lejlighed netop beundret den tilsyneladende Ro og Sjælsfatning, hvormed han talte om sig selv og sin Ensomhed. Med sine legemlige Lidelser spøgte han endog. For Smerter skulde man være taknemlig, havde han sagt; de bevarede Sindet friskt. Og han havde givet en humoristisk Historie tilbedste om, hvorledes han engang var kommen for Skade at nedsynke saa dybt i Grublerier over Arvesyndens Mysterium, at han havde været paa Nippet til at gaa fra sin Forstand.

"Men saa skænkede en naadig Trækvind mig en forfærdelig Tandpine, et rigtig godt og velsignet Kindtandsmartyrium, – og Pokker tog ved baade Arvesynd og andet saadant Djævelskab, saa jeg gerne havde givet selve min Daabsattest for en god Krydderpose."

Nu, da han var borte og ved sit uhyggelige Endeligt selv havde vidnet om sin Livsfilosofis bristende Bærekraft, fik Per en lignende Fornemmelse af lykkelig undsluppen Livsfare som dengang, da han modtog Efterretningen om Løjtnant Iversens Selvmord. Ved hans feberhede Haand var han bleven ført ind i mørke, øde og vilde Egne af Aandens Verden, hvis skuffende Ørken-Luftsyn og Hildringer længe havde lokket ham paa Afstand. Og dog! Han vilde altid mindes den ulykkelige og ensomme Mand med Taknemlighed og Kærlighed. Endnu i sin Død var han bleven ham en Lærer og Befrier.

Derfor harmede det ham ogsaa at være Vidne til den hoverende Medlidenhed, som kom tilorde rundtom hos Folk, der sad hyggelig beskærmet af deres egen Lidenskabsløshed og aldrig havde 266 følt nogen titanisk Drift til at kæmpe med Guderne. Særlig opbragte Svigerfaderen ham med sin overbærende Hovedrysten.

"Ja, saadan maatte det jo ende! Det var næsten til at forudse. Hvad andet skal det vel føre til, naar man ikke kan naa til Forligelse med sig selv? Jeg har altid haft oprigtig ondt af ham, stakkels Mand!"

Der kilrede Per et hvast Svar paa Tungen; men som saa ofte før gemte han for Ingers Skyld sine Følelser hos sig selv og tav.

**
*

Nu gik der igen et Aar, og et til, og endnu tre, der alle forsvandt med den særegne, umærkelige Hast, som Tiden har paa Landet, hvor den enkelte Dag kan krybe langsomt nok afsted, men hvor Aarene flyver. I den lille Villa-Idyl under Rimalts grønne Banker tumlede allerede tre Børn, en fem Aars Dreng og to Smaapiger, ægte Sidenius'er, lysblaaøjede og brunlokkede. Den store Aaregulering var for længe siden heldig afsluttet, og Per havde ofte talt om at søge andetsteds hen; men Inger vilde nødig bort fra Egnen; hun elskede sit nye Hjem, som hun før havde elsket det gamle, og satte sin Stolthed i at gøre det til et Mønster paa Orden og Hygge.

Per havde iøvrigt heller ikke selv rigtig Mod til at bryde op fra de tilvante Forhold. Dagene gled saa fredeligt hen her, Børnene trivedes, og Inger var saa rørende glad og taknemlig, fordi hun fik Lov til at blive boende i Nærheden af Forældrene og sine gamle Venner. Udenfor sit eget Hjem følte han sig rigtignok stadig som en Fremmed der paa Egnen. Til Gengæld havde hans 267 egen lille Jordstump med Hus og Have vokset sig saa fast til hans Hjerte, at der sjelden behøvedes nogen langvarig Overtalelse for at faa ham til at opgive Tanken om et Opbrud. Saa havde han nu ogsaa – i hvert Fald indtil den allersidste Tid – haft tilstrækkeligt at gøre der paa Egnen med Landmaalervirksomhed og mindre Vej- og Broarbejder, som havde givet ham et godt Underhold. Han var endog omsider bleven en gældfri Mand.

Med hans Opfindelse var det derimod ingen Vegne kommen. Han havde bestandig sjeldnere følt nogen Lyst til at beskæftige sig med den, og med Lysten syntes ogsaa Evnen at være svunden. I hvert Fald var hans før saa frugtbare Hjerne bleven gold, og han havde nu afgørende lagt den hele Sag paa Hylden. Oppe paa Højen bagved Huset, hvor han i sin Tid havde tænkt sig sin Forsøgsmølle rejst, stod nu en Udsigtsbænk, og her sad han og Inger ofte sammen og saae paa Solnedgangen og smaasnakkede om Dagens Hændelser, mens Børnene legede i Græsset omkring dem.

Det var som oftest Inger, der førte Ordet. Han, den meget talende, var med Aarene bleven ordknap. Dog kunde han i enkelte Øjeblikke og navnlig i sit Forhold til Børnene blive næsten overgiven. I det hele skiftede hans Sindsstemninger saa hyppig og med en saadan Uberegnelighed, at det til Tider foruroligede Inger. Allerbedst som de sad og talte sammen i Fortrolighed, kunde han blive tavs og fraværende, som om hans Tanker var bleven indfangede af et eller andet, han ikke gerne talte om. I Timer, ja i Dage kunde denne Indesluttethed vare, og da maatte man 268 helst lade ham gaa og passe sig selv og ikke forsøge at trænge ind paa ham med Spørgsmaal.

I det første Aar af deres Ægteskab havde Inger – ligesom sine Forældre – opfattet denne Mangel paa Sindsligevægt som en Frugt af hans Bekendtskab med Pastor Fjaltring. Senere havde hun ment, at det var den ulyksalige "Opfindelse", som plagede ham. Dengang han endnu arbejdede paa den, havde han bestandig været misfornøjet, havde aldrig kunnet faa Ro nok men ladet sig forstyrre af den ringeste Støj i Huset og stadig beklaget sig over Rengøringen og Vinduespudsningen, der altid – som han havde paastaaet – forjog ham fra hans Værelse, naar han følte sig allerbedst oplagt. Hun havde derfor ogsaa gjort sit til, at han endelig slog Sagen af Tankerne. Nu var hun mest tilbøjelig til at sætte hans Stemningers Uberegnelighed i Forbindelse med hans legemlige Sygelighed, der paa samme Maade ytrede sig anfaldsvis, og som i det hele gjorde ham ømtaalig og pylret. Anden Forklaring gav han da heller ikke selv.

Det var igen bleven Høst; i Haven modnedes Bærfrugterne, og Inger havde travlt med at sylte og koge hen.

En Dag i Midten af September sad hun ude paa en Bænk under det store Valnøddetræ i Haven, hvor hun gerne tilbragte en Timestid om Eftermiddagen, mens Børnene fik Lov til at tumle sig udenfor paa Marken under Barnepigens Opsigt. I sin Ordenskærhed overholdt hun saavidt muligt en bestemt Tidsinddeling af Dagen; og denne Time under Valnøddetræet var viet til Eftertanke, til husmoderlige Planlæggelser og Betragtninger. Hun havde et stort Smækkeforklæde paa og holdt i Skødet et Lerfad fuldt af 269 mørkerøde Kirsebær. Et tomt Fad stod ved Siden af hende paa Bænken, og heri lagde hun Bær ved Bær efter først omhyggeligt at have udtaget Stenene af dem med en Naal. Som i alt, hvad hun foretog sig, var der noget yndefuldt i den Maade, hvorpaa hun med sikre smaa Bevægelser udførte Behandlingen, mens den pragtfuldt røde Saft dryppede fra de hvide Fingre. I Løvet over hendes Hoved viste sig de første høstlige Tegn. Et dødt, blegt Blad grinede hist og her frem mellem de grønne. Selv var hun midt i sin Højsommer, fuldmoden, yppig, næsten lidt matroneagtig trods sine kun syvogtyve Aar. Den legemlige Svaghed, der havde hæmmet hendes Udvikling under Opvæksten, var forsvunden med Giftermaalet. Hun følte sig kærnestærk og havde til sin Glæde og Stolthed selv kunnet amme sine Børn.

I Grunden var hun ogsaa lykkelig i sit Ægteskab, omend rigtignok paa en anden Maade, end hun havde tænkt at blive. Trods sit Sinds Ustadighed var Per en baade kærlig og omhyggelig Ægtefælle; men den galante Riddersmand, hun havde drømt om, var han ikke bleven. Til Tider undrede hun sig da ogsaa over, at hun holdt saa meget af ham, som hun gjorde. Men naar hun bar over med hans Luner, var det, fordi de talte til hendes Moderlighed. Under hans stadig tilbagevendende Anfald af mørke Stemninger – der tilmed var bleven hyppigere og langvarigere med Aarene – betragtede hun ham som en syg Mand, med hvem man ikke maatte gaa i Rette. Og desuden saae hun godt, at han altid selv var den, som led mest under dem.

Han havde netop for Tiden en af sine vanskelige Perioder. Det havde Dagen før været den lille Hagbarths Fødselsdag, og Per havde endnu 270 om Formiddagen været i sin fornøjeligste Stemning. Tidlig om Morgenen var han gaaet ud for at plukke Markblomster til at pynte Huset med, og da Børnene var kommen op, havde han leget "Kuk" og "Saltebrød" med dem ude i Haven. Børnene var henrykte, og hun havde bag Sovekammervinduet selv moret sig over at se ham krybe paa alle fire om bag Buskene for at skjule sig. Saa var Posten kommen, og Legen hørte op. Da hun en Timestid efter kom ind til ham i hans Stue, saae hun straks, at han ikke længer var den samme. Han sad henne ved Vinduet med Avisen i Skødet, og der var kommen disse dybe Skygger under Øjnene, som hun kun altfor godt kendte. Ved det festlig dækkede Middagsbord havde han til Børnenes tydelige Forbavselse og Skuffelse næsten ikke sagt et Ord; og da Bedsteforældrene ved Kaffetid kom kørende for at ønske til Lykke, havde han grebet et Forretningsanliggende som Paaskud til at tage bort og var ikke vendt tilbage før til Aftensmaden.

Der var noget i den Pludselighed og Voldsomhed, hvormed disse tungsindige Stemninger overfaldt ham, som i den sidste Tid paa en uhyggelig Maade havde mindet hende om den afdøde Hofjægermester. Ogsaa hos ham havde Sindets sygelige Ømtaalighed sikkert staaet i Forbindelse med hans legemlige Svaghed, maaske med den Kræft, der blev hans Død. Hun havde da ogsaa gjort sig selv det Løfte ved Lejlighed at tale alvorligt til Lægen derom.

Hun vaktes op af sine Tanker ved et Glædesraab oppe fra Højen. Det var den lille Hagbarth og hans ældste Søster Ingeborg, der var kravlet derop for at holde Udkig efter Faderen, og som 271 nu havde faaet Øje paa ham og "Blakken" ude paa Vejen.

Inger rejste sig og gik ind med sine Fade for at give Pigen Ordre til at sætte Pers Middagsmad frem. For ikke at gøre Brud paa Husets Orden havde Per selv bestemt, at der ikke skulde ventes paa ham, naar han ikke kunde være hjemme til sædvanlig Spisetid. Inger havde personlig sat Portionerne af til ham – det var Sødgrød med hjemmebrygget Øl og røget Aal med stuvede Kartofler – og hun havde ikke øst op med en Teske. Per havde været borte siden om Morgenen, havde blot haft nogle Stykker Smørrebrød med i Lommen, og hun vidste, at han efter et saadant daglangt Ophold i det Fri vendte hjem med Ulvehunger. Det var igen aldeles som med Hofjægermesteren, hos hvem Sindets Nedtrykthed heller aldrig havde angrebet Appetiten. Tværtimod. Hun huskede endnu, hvorledes han i sit allersorteste Humør næsten havde været umættelig.

Nu holdt Per og "Blakken" udenfor i Gaarden, omringet af Børnene og Hønsene og Barnepigen; kort efter kom ogsaa Gaardskarlen. Fra Barnepigens Arm rakte "Stumpen" sig op imod ham for at faa et Kys, og de to ældste var allerede kravlet op ad hver sit Hjul og sad paa Sædet ved Siden af ham og sloges om Pisken. Inger stod inde bag det aabne Køkkenvindu og betragtede Scenen med moderlig Henrykkelse.

Lidt ublidt frigjorde Per sig tilsidst for de mange ivrige Barnearme og steg ned af Vognen, idet han gav Karlen en Ordre med Hensyn til Hesten.

Ogsaa han var bleven fyldig i de forløbne Aar; men han havde ikke Ingers sunde Ansigtsfarve, 272 og det store, lidt vildtvoksende Skæg gjorde ham ældre af Udseende, end han var.

"Har her været Nogen?" spurgte han, da han var kommen til Sæde i Spisestuen og – uden at tænke paa, hvad han spiste – havde sat de første, forsvarlige Mundfulde tillivs.

"Nej, vi har været ganske ene," svarede Inger; hun havde taget Plads ved Bordet med et Strikketøj for at underholde ham.

"Var der noget med Posten?"

"Nej, kun Avisen."

"Der er vel ikke noget Nyt i den?"

"Jeg veed det saamænd ikke. Jeg har ikke læst den."

Der blev et lille Ophold.

"Læste du heller ikke Avisen igaar?" spurgte han ligesom tøvende.

"Igaar? Det tror jeg ikke. Var der noget i den?"

"Naa – næ – der var bare igen et Referat af Forhandlingerne paa det Ingeniørmøde i Aarhus."

"Du burde vist have været med til det Møde, Per. Det interesserer dig dog."

"Hvad skulde jeg der? Jeg kender ingen af de Folk … Desuden er jeg jo heller ikke Ingeniør."

"Kommer der da ikke ogsaa Landmaalere?"

"Det tror jeg ikke."

"Men du er dog optaget af, hvad de forhandler."

"Aa ja – engang imellem."

"Hvad stod der da i det Referat, du taler om?"

"Det var bare en Forhandling om et vestjysk Kanal- og Frihavnsprojekt med Hjertingbugten som Basis. Det er det, som rundtom i Aviserne gaar under Navn af det Steinerske Projekt. Forresten er det – som du maaske husker – den samme Ide, jeg selv engang har haft."

"Ja, var det ikke derom, du skrev din Bog?"

273 "Jo – det var derom, jeg skrev min Bog."

"Er der da nu Tale om, at Planen skal udføres?"

"Det tror jeg ikke. Det københavnske Frihavnsprojekt er jo nu en fastslaaet Ting. Det var med det, at det andet konkurrerede."

"Men saa er det da underligt, at de bliver ved med at snakke om det."

"Aa, det er den jyske Lokalpatriotisme, der skal ha'e Luft engang imellem. Og for Hr. Steiner er det jo meget fordelagtigt, at Diskussionen holdes gaaende. Han gør da ogsaa, hvad han kan, for at holde Liv i den. Det lader til, at han har været Genstand for formelige Ovationer ved Mødet. Ved den store Middag forleden – Champagnen har rimeligvis flydt lidt rigelig – blev han i en Skaaltale kaldt for Danmarks Lesseps1. – – Har du noget mere Grød?"

"Nej – det er kedeligt – vilde du have haft fler? Men der er rigeligt af Eftermaden."

"Ja, – Tak – saa er det godt."

"Du skal forresten ikke spise dig for mæt. Husk paa, vi skal til Apotekerens iaften."

Per skar en fortrædelig Grimace.

"Det er sandt! Det havde jeg glemt! – Hør, skulde vi ikke snart begynde at sige Nej til de Indbydelser? Vi har dog ingen Fornøjelse af den Slags Selskabelighed."

"Nej synderlig morsomt bliver der vist ikke. Og jeg blev saamænd ogsaa helst hjemme. Men det kan dog ikke gaa an, at vi fornærmer Folk. Heller ikke for Fa'ers Skyld. Han vilde ikke synes om det. Folk finder vist, at vi allerede afsondrer os mere, end vi har Lov til."

Herpaa fik hun ikke noget Svar. Per spiste videre i Tavshed. Bagefter fulgtes de ind til Kaffen, 274 som imidlertid var bleven bragt ind i hans Stue.

Denne laa paa den anden Side Gangen og var et temmelig indsnevret og mørkt Rum med et Gavlvindu ud til Markerne og en Tapetdør, der førte ind til Sovekammeret. Pers oprindelige – store og solrige – Arbejdsværelse havde han, efterhaanden som Familjen forøgedes, maattet afstaa til Børnene; og i Grunden befandt han sig ogsaa nok saa godt i dette mere beskedne, stille og afsidesliggende Kammer, som mindede ham om hans Ungdoms Enebo paa Frederiksberg eller i Nyboder. Det fandt end ikke altid Paaskønnelse hos ham, naar Inger søgte at live lidt op derinde med nogle friske Blomster eller et Par Potteplanter. Han taalte ikke godt Blomsterduft. Og Naturens lysmættede Farver harmonerede i Almindelighed kun daarligt med de Stemninger, i hvilke han holdt mest af at hygge sig inde.

Et eneste Kunstværk saaes der i Stuen; det var et stort Marmorhoved, som var anbragt oppe paa Reolen og knap fandt Plads der under det lave Loft. Det forestillede en ung, smuk Mand med kruset Haar, en bred og kraftig Pande og en fyldig Mund, der – ligesom paa antike Byster – stod en lille Smule aaben for at forhøje Indtrykket af Liv. Hovedet vendte sig med en voldsom Bevægelse til Siden, hvorved der fremkom et virkningsfuldt Muskelspil paa den svære Nævefægterhals. Fra Panden trak en dyb Viljesfure sig ned mellem de omtrent sammenvoksede Bryn; Blikket var bydende, Smilet lyste som i et Overmaal af Mod og Ungdomskraft.

Det var hint idealiserede Ungdomsportræt af Per, som paa Bestilling af Baronessen var bleven modelleret under hans Ophold i Rom. Hofjægermesterinden, 275 der havde set sig nødt til at indløse det paa sin Søsters Vegne, sendte det i sin Tid til Inger som Bryllupsgave. Men Inger fandt Bysten i enhver Henseende afskyelig og vilde sætte den paa Loftet. Den havde dog faaet Lov til at staa ovenpaa et Hjørneskab i Spisestuen, hvor den ikke faldt i Øjnene, indtil Per en Dag havde fundet paa at tage den ind til sig selv. Trods Ingers Forsikringer om, at det ikke passede sig at have sit eget Billede i sin Stue, havde han ikke siden villet af med den.

Mens nu Mørket faldt paa inde og ude, sad de hver i sin Ende af Stuen og talte om Børnene og Husholdningen. Per havde tændt sig en Cigar og sat sig hen til Vinduet med sin Kaffekop. Det var stadig Inger, som førte Ordet, samtidig med at hun passede sit Strikketøj. Blandt andet fortalte hun om, hvordan den lille Hagbarth ganske af sig selv havde fundet paa at lave en Dukkevogn til sin Søster af en gammel Træsko. Han havde altid saa mange morsomme Indfald, den Dreng. Og saa sad der et Par Hænder paa ham, der ikke gav tabt overfor nogen Vanskelighed.

Per var bleven opmærksom.

"Ja, han kan blive flink," sagde han, mest som til sig selv, og faldt i Tanker.

Inger snurrede Garnet omkring sine Pinde og gik ind i Sovekammeret for at klæde sig om til Selskabet. Et Øjeblik efter, at hun var gaaet, strakte Per sig frem mod sit Arbejdsbord for at tage en sammenlagt Avis, som laa skjult under nogle Bøger og Tegneruller; men da han i det samme hørte hende komme tilbage, trak han hurtig Haanden til sig og gav sig til at se op paa de røde Aftenskyer.

**
*

276 Apoteker Møller var Rimalts største Skatteyder. Han holdt nok af at minde herom, og naar han havde indbudt til Selskab, satte han en Ære i at vise, at han kendte en velstaaende Mands Forpligtelser overfor sine mindre begunstigede Medborgere. Da Gæsterne ved Syvtiden var samlede, førtes de ind til et Bord med tre Glas foran hver Dækning og smaa, friskbagte Brød inde i Servietterne. Værten havde da ogsaa den Tilfredsstillelse at høre, hvorledes man ret højrøstet slog fast, at hans Bord ubestrideligt var Egnens bedste.

At Maden ikke just var tilberedt af nogen Mesterkok, og at Vinflaskernes Indhold paa ingen Maade svarede til de fornemme Navne paa Etiketterne, forringede ikke Nydelsen for Nogen. Det var ikke Folk med kræsne Ganer. De bedømte Retterne væsenlig efter deres Masse, svælgede i Synet af Overfloden og gav sig ubekymret hen til den Opgave at tilegne sig saa meget af den, som de kunde stoppe i sig.

Ogsaa i sin personlige Optræden hævdede Apotekeren sit Ry som en fortræffelig Vært, idet han ikke lod det skorte paa Opfordringer til at fylde sig. Uafladelig hørte man hans Stemme gennem Gaffellarmen:

"Mine Damer og Herrer! De maa virkelig lade disse farcerede Duer vederfares Retfærdighed! – – Hr. Stationsforstander! Jeg haaber, denne Chateau Beychevelle gefaller Dem. – – Min Frue! Sauternes er Damevin! Behag at drikke! – – Hr. Sidenius! Har Deres Glas fornærmet Dem? De drikker ikke noget. Maa jeg have den Ære – ! Mine Herrer! Denne London Club 1879, som jeg har ladet omskænke, bør drikkes med 277 Andagt. Jeg beder Dem tage for Dem og sige mig Deres Mening."

Herrerne tømte Glassene, smækkede velbehageligt med Tungen og brød ud i oprigtig mente Lovtaler.

"Hvad jeg vil kalde en passende Middelfylde," erklærede Dyrlægen.

"Falder fortrinligt paa Tungen," ytrede Stationsforstanderen med Kendermine.

"En Gudedrik!" lød det fra den nye Realskolebestyrer, Kandidat Balling, der i det samme rejste sig for at udbringe Værtens Skaal.

Denne Mand var den tre Alen lange Balling med Løvemanken, som Per i sin Tid havde truffet i Philip Salomons Hus. Han havde de sidste Aar i høj Grad haft Lykken med sig. Efter at alt var slaaet fejl for ham inde i Hovedstaden, havde han søgt Trøst i Provinsen og her hurtig fundet den saa længe og heftig attraaede Paaskønnelse. Han galdt nu for en Mand at Betydning ikke alene her i Rimalt, hvor man var stolt af at have en virkelig Skribent i sin Midte, men ogsaa rundt om i Landet, hvor han paa Foredragsmøder optraadte som Apostel for en ny Literaturretning, der i Højskolens Aand havde slaaet sig paa det folkelige. Ingers Veninde, Justitsraad og Godsforvalter Clausens ældste Datter, den djærve, fuldbarmede Gerda med de varme Øjne, havde øjeblikkelig forelsket sig i ham, og for fjorten Dage siden havde de holdt Bryllup.

Endnu en Tilvækst havde det rimaltske Selskab i den senere Tid faaet. En Milsvej fra Stationen, paa den modsatte Kant af den, ad hvilken man kom til Bøstrup, Borup og Kærsholm, laa Herregaarden Budderuplund. Ejeren, Etatsraad 278 Brück, var en ældre Mand af gammel bekendt2 holstensk Storproprietærslægt. Han var meget velhavende og havde kun en eneste Søn, der havde levet en Række Aar i Udlandet for sin Uddannelses Skyld men nu var kommen hjem for at overtage Driften af den store Ejendom.

Det var en køn, kraftfuld Mand i Trediveaarsalderen med et stille, noget forlegent Væsen, der var paavirket af, at han stammede. Per havde straks følt sig stærkt tiltrukket af ham. Til Trods for, at deres Forhold og Interesser var saare forskellige – Hr. Brück var en ivrig Jæger og Hestebetvinger og havde sin egenlige Omgang i Godsejerkrese – havde Per endog haabet at kunne knytte en virkelig Venskabsforbindelse med ham, og det havde derfor gjort ham ondt at mærke, at Sympatien ikke var gensidig. Samtidig gik det op for ham, at det var en varm Interesse for Inger, der havde ført ham ind i denne Kres, hvor han i Grunden slet ikke hørte hjemme. De to havde kendt hinanden fra Barneaarene; men Inger kunde ikke lide ham og røbede det undertiden paa en næsten stødende Maade. Nogen bestemtere Grund for sin Uvilje vidste hun ikke at give. Paa Pers gentagne Spørgsmaal derom svarede hun altid det samme, nemlig at han allerede som Dreng havde været hende imod. Per lagde da ogsaa Mærke til, at Hr. Brück, der havde faaet Plads skraas overfor hende, ikke havde Held med sine Forsøg paa at knytte en Samtale med hende over Bordet. Inger besvarede hans Henvendelser med en eller anden ligegyldig Talemaade og saae saa til den anden Side.

Efter Bordet fordelte Selskabet sig paa sædvanlig Provinsmaner saaledes, at Damerne blev i Dagligstuen, mens Herrerne trak sig ind i Kontoret 279 for at ryge Tobak og give Snakken løsere Tøjler. Her frigjorde man sig i al Magelighed for den sidste Rest af Selskabstvang, fortalte uanstændige Historier, drak Likører, nød sine Opstød eller smaablundede.

Per var kommen til at sidde saaledes, at han fra sin Plads kunde holde Øje med, hvad der foregik i Dagligstuen. En Hængelampe med mørkerød Skærm lyste over Divanbordet, og rundt om dette sad Damerne som i et Brandskær og hæklede eller broderede. Ogsaa derinde fløj Ordene frit fra Læben; og det var ikke svært at se, hvorom Talen drejede sig. Kun Husholdningsanliggender og Tjenestefolk var i Stand til at fremkalde en saadan Livlighed. Selv Inger havde trods al sin ydre Ro faaet røde Kinder af Iver.

Per, der i Forvejen var forstemt, bed sig i Læben ved dette Syn. Han kunde ved mange Lejligheder være meget stolt af sin Kone, ikke alene for hendes Skønheds Skyld men ogsaa, fordi hendes medfødte Takt og Smag hævede hende et Hoved op over hendes kvindelige Omgivelser. Men altid blev han dybt mismodig, naar han saae hende sidde saa veltilpas i et Selskab som dette. Skønt hun selv gerne paastod det modsatte, følte hun sig i Virkeligheden fuldkommen hjemme mellem den Slags Folk. Først naar Sladderen førtes udover Ærbarhedens Grænser, trak hun sig tilbage i sig selv. Af den undertiden noget frie Tone, der var i Brug mellem de rimaltske Damer, naar de sad alene sammen, havde hun ikke ladet sig smitte. Med den Korrekthed i Væsen og Tænkemaade, der havde kendetegnet hende allerede i hendes Pigedage, lukkede hun ogsaa i sin Fruestand Øjne og Øren for alt, hvad der kunde støde hendes kvindelige Finfølelse. Der var 280 heri noget af den blombergske Farisæisme. Hvad hun ikke ønskede at vide, det hørte hun ikke. Hvad det faldt hende ubelejligt at tro paa, det troede hun ikke paa. Derfor kunde hun være Veninde baade med Apotekerens og Stationsforstanderens Frue, skønt det var en offenlig Hemmelighed, at den første var Kæreste med den sidstes Mand, og at de samtidig begge var forelskede i Kandidat Balling. Derfor kunde hun ogsaa med en af sin Faders Vendinger tale om "det forvorpne og ugudelige Hovedstadsliv" til Trods for, at Livet omkring hende nærmest var et latterlig fortrukkent Spejlbillede deraf, og at der baade i de idyllisk udseende Bøndergaarde og i de medynkvækkende Husmandshytter temmelig aabenlyst foregik de uhyggeligste Ting.

Tiden slæbte sig hen til Klokken Ti, da Desserten blev bragt ind. Blege og rødøjede af Søvnighed sad tilsidst de gode Husfruer omkring Divanbordet og gjorde sig ikke engang længer nogen Umage for at tage sig ud. Enkelte af dem gabede endda ret ugenert bag deres arbejdsmærkede Haand. Selv Ingers Øjenlaag var bleven tunge og drømmende. Hos Værtinden og hos Stationsforstanderens Frue sporedes dog en stærk nervøs Uro. Kandidat Balling havde nemlig trukket sig tilbage med sin unge Kone til det tomme Kabinet, hvor der i Øjeblikket kun brændte en svagt lysende Ampel. Ikke mindre end fire Gange havde man forgæves kaldt dem ind til Desserten; og da de endelig kom, fremstillede Gerda sig med et Par Kinder og et Haar, der røbede, hvad hun aabenbart heller ikke brød sig om at lægge Skjul paa.

Kort efter brød man op. Gruppevis fulgtes man hjemad gennem den lille maanebelyste By 281 men samledes igen foran de forskellige Havelaager for at tage en omstændelig Afsked.

Inger gik sammen med Stedets Læge, en midaldrende, ret forstandig Mand, som havde kendt hende fra Barnsben. De gik et Stykke bagved de andre og talte alvorligt sammen om Per.

"Lagde De Mærke til, Doktor, at min Mand var usædvanlig tavs iaften?"

"Aa ja – nu, De nævner det. Er der gaaet ham noget imod?"

"Det tror jeg ikke. Men – ja, jeg maa sige det, som det er – De veed jo, at min Mands Sind i det hele er lidt tungt. Jeg er i den sidste Tid virkelig bleven lidt ængstelig derfor. Tror De, han kan gaa med en eller anden skjult Sygdom?"

Lægen betænkte sig lidt og sagde saa:

"Jeg er glad ved, at De selv spørger mig. Jeg har netop tænkt paa, at jeg vistnok burde tale til Dem derom."

Inger blev heftig forskrækket over Lægens alvorlige Tone og standsede.

"Doktor!" næsten raabte hun og greb om hans Arm.

"Nej, kære – bliv ikke bange. Det var ikke saadan ment. Deres Mand er jo nok en Del nervøs. Og disse Anfald af Svimmelhed og de Sidesting, han undertiden klager over, kan jo være ubehagelige nok maaske. Men nogen Grund til Bekymring er der ganske sikkert ikke."

"Men hvad er det da, Doktor? De mumler saa underlig i Skægget."

"Ja … altsaa … jeg mener … ja, det er sært at sige det, men tror De ikke, Deres Mand har for lidt at bestille?"

282 "Men han er dog næsten daglig paa Farten fra Morgen til Aften. Det veed De jo godt."

"Jamen, er det noget Arbejde, der rigtig optager ham? Jeg har i hvert Fald tænkt mig, at han kunde trænge til en større, mere omfattende Virksomhed, der ikke levnede ham Tid til at beskæftige sig saa meget med sig selv."

"Jeg har undertiden tænkt paa det samme," sagde Inger efter et lille Ophold. "Men nogen Udsigt til at faa en saadan Virksomhed her paa Egnen er der jo ikke."

"Nej, – det er der desværre ikke."

"Vi maatte altsaa flytte herfra – ind til en By, maaske til København –."

"Det maatte De sikkert. Og det vilde være et stort Savn for os, der blev tilbage. Men jeg tør dog ikke derfor ønske, at De vil betragte mig som en slet Raadgiver."

"Jeg har, som sagt, selv tænkt derover," sagde Inger. "Men jeg er overbevist om, at min Mand netop har bedst af at leve i Ro paa Landet. Det mener han ogsaa selv. Med de mange Hensyn, han maa tage til sit Helbred, vilde han slet ikke kunne overkomme nogen anstrengende Beskæftigelse."

"Jeg gad vidst, om De i dette Stykke ogsaa bedømmer Deres Mand helt korrekt. Med alle sine Smaaskrøbeligheder er han dog ikke saa lidt af en Kraftnatur, som vist kræver noget tungt at tumle med. Og – ja, da jeg nu engang er begyndt, lad mig saa snakke ud. Jeg veed jo, at Deres Onkel i Fiume et Par Gange har haft Bud efter Deres Mand og tilbudt ham en Ansættelse ved Værftet dernede. Kunde De slet ikke tænke Dem at flytte ned til Adriaterhavets højt besungne Kyst –?"

283 "Og blive brændt inde af Røvere?"

"Ja, Egnen skal jo rigtignok være lidt usikker. Men Klimaet vilde passe Deres Mand udmærket. Det er Sol og Varme, han trænger til. Jeg er overbevist om, at nogle Aars Ophold i fremmed Luft vilde gøre Underværker."

Inger var bleven tavs. Hun havde uvilkaarlig trukket sig lidt bort fra ham og saae ikke op. Kort efter standsede de foran Doktorens Hus, hvor det øvrige Selskab allerede en Tid havde staaet og ventet for at sige Farvel til ham.

Per og Inger havde længst hjem og maatte deltage i den hele Række Afskedsscener. Inger havde stille stukket sin Arm ind under Pers, og da de endelig blev ene, trykkede de sig ind til hinanden med den heftige Længsel, der kunde opstemmes hos dem en saadan Aften mellem Fremmede. Inger lagde kærlighedsfuldt sin Kind til hans Skulder. Og saadan gik de langsomt mod Hjemmet i den stille, klare Maanenat og standsede tilsidst midt paa Vejen for at udveksle et Bebudelsens Kys.

Da de kom hjem, skulde Inger ulykkeligvis ud i Køkkenet i et Husholdningsanliggende. Hun var kommen til at tænke paa nogle Agurker, som Kokkepigen skulde lægge i Lage, og hendes husmoderlige Pligtfølelse tillod hende ikke at gaa til Ro, før hun havde forvisset sig om, at hendes Ordre var efterkommet. Saa saae hun med det samme indenfor i Barnekammeret for at forhøre hos Pigen, hvorledes Aftenen var gaaet.

"Tænk, Ingeborg har igen haft daarlig Mave," sagde hun, da hun kom ind til Per, der imidlertid havde tændt Lampen i sin Stue. Han sad ved Arbejdsbordet med en Bog foran sig og lod, som om han læste.

284 "Ja saa," sagde han blot og vendte et Blad.

Hun kendte Tonen. Nu saae hun ogsaa, at han havde tændt sig en ny Cigar.

"Vil du blive siddende oppe?" spurgte hun.

"Ja, jeg er ikke søvnig."

Hun gjorde ikke noget Forsøg paa at tale ham tilrette. Hun vidste, hvor frugtesløst det var at ville indvirke paa hans Stemninger. Fuldkommen rolig – for ærekær og kysk til paa nogen Vis at røbe sin Fortrydelse – gik hun hen til ham, strøg Haaret fra hans Pande og kyssede ham paa Tindingen.

"Godnat, min Ven."

"Godnat," sagde han uden at røre sig.

Kort efter at hun var gaaet, skød han Bogen fra sig og sad nogen Tid med Haanden under Hovedet og saae ind i den sydende Lampeflamme. Da han hørte, at hun var kommen i Seng, tog han den sammenlagte Avis, han havde skjult under Bøger og Tegneruller, og bredte den ud foran sig paa Bordet. Det var Gaarsdagens Avis – et af Jyllands større Provinsblade – med Referat fra Teknikermødet i Aarhus. Hans Blik slog straks ned paa et Sted i anden Spalte, hvor der stod:

"Eftermiddagsmødets Hovedforhandling drejede sig om det bekendte Steinerske Havneprojekt, der er vore Læsere bekendt gennem forskellige Meddelelser her i Bladet. En særlig Interesse knyttede sig til Forhandlingen derved, at denne indlededes af selve Planens geniale Ophavsmand, som baade ved sin Tilsynekomst paa Talerstolen og efter sit instruktive Foredrags Slutning lønnedes med et demonstrativt Bifald."

Aarenettet i Pers Tindinger var svulmet op under Læsningen. "Den frække Karl!" stødte 285 han frem mellem Tænderne. Det havde i de senere Aar næsten ikke været muligt at tage en Provinsavis i Haanden uden at støde paa hans Navn. Anton Steiner var paa Veje til at blive en Slags jysk Nationalhelt. Overalt var han paafærde, holdt Foredrag, lod sig interviewe af Bladmænd, satte i det hele en planmæssig Forherligelse af sig selv og sin "Mission" i Scene.

En dugbetynget Gren slog udefra blødt mod Vinduesruden. Inde i Dagligstuen paa den anden Side Gangen faldt Uret i Slag. – Tolv.

Han trykkede Haanden ind mod Øjnene og sad længe uden at røre sig. Denne "sideniuske" Arv – den havde dog været hans Livs Forbandelse alligevel! Var det maaske bedre eller mindre forsmædeligt at sidde her afmægtig og langsomt fortæres af en gildingsagtig Livshunger, end at skyde sig en Kugle for Panden af Træthed og Lede som Løjtnant Iversen og Neergaard? Hans Liv var spildt, hans Kraft forødt! Han var som et Ur, hvoraf man Stykke for Stykke havde udpillet hele det drivende Værk.

Langsomt og halvt ængstelig løftede han Øjnene op til sin Reol, hvor Marmorbysten lyste i Halvmørket under Loftet. Ved dette Billede, som han engang havde ønsket at kunne tilintetgøre, hang hans Blik i den sidste Tid ofte med et næsten andagtsfuldt Udtryk. Han var ved at blive forelsket i sin egen Ungdom. Han brød sig slet ikke længer om at glemme, hvilken uforstaaende, fripostig og indbildsk Knægt han dengang havde været, i mangt en Nar, i andet en Lømmel, i et og alt en sjælløs Krop, – det var dog Livets egen Musik, der havde sunget i hans Blod og fortonet sig i hans Drømme! Nu var der bleven ørkenstille i hans Indre. Kun en enlig Skalmeje var bleven 286 tilbage af det store Orkester, som havde larmet disharmonisk derinde.

Den, som var ene og forladt, den, der sad og frøs paa Livets Skyggeside, han havde det vel mangen Gang ondt nok; og dog kunde netop Bevidstheden om at være forurettet og forskudt blive en stor Trøst i Nøden; altid havde han enten sit Haabs eller sin Harmes Ild at varme sig ved. Aldrig var han saa ynkværdig som den, der midt i Solskinnet gennemisnedes af Dødens og Gravens Kulde; som sad til Højbords ved Livets kongelige Taffel og fortæredes af Sult; som daglig saae alle sine Længsler og Drømme blive levendegjort omkring ham og dog maatte fly! Men netop denne Skæbne havde været hans!

Hjemmet, Arnen, Freden; det var, hvad han havde tilbage. Tre Skæpper og et Fjerdingkar3 Jord var der bleven levnet ham af den Verden han i sin Ungdoms lykkelige Overmod havde villet erobre. I Ingers Kærlighed, i Børnenes Livsglæde, i Hjemmets Hygge og Fred var der givet ham Erstatning for, hvad der manglede.

Paa en vis Maade var han heller ikke bleven forurettet. Derfor maatte Inger ingenting vide om hans Savn, hvori hun var saa ganske uskyldig, og som hun ikke engang vilde kunne forstaa. Og var det underligt? Han forstod jo ikke selv sin uovervindelige Afmagt. At han havde faaet sit lille Hjem kært, at Inger nødig vilde bort fra sin Barndomsegn, at han ogsaa selv med Aarene var bleven noget af et Vanemenneske – det forklarede altsammen ikke den trolddomsagtige Magt, hvormed denne Jordplet trods hans ofte knugende Ensomhedsfølelse holdt ham fangen. Frygten for, at han ikke andetsteds skulde kunne 287 forsørge Familjen, var det heller ikke, der holdt ham tilbage. Foruden Indbydelsen fra Ingers Onkel, som aldrig havde fristet ham, havde han afslaaet forskellige andre, ganske lokkende Tilbud, og han havde desuden faaet en Velynder i selve Amtmanden, som havde været meget optaget af hans Aaregulering og flere Gange uopfordret havde lovet at anbefale ham baade til Indenrigsministeren og til Vandbygningsdirektøren, der begge var Mandens personlige Venner.

Allermindst var det hans Helbred, der ængstede ham. Naar han overhovedet tog Hensyn til sin Sundhed, var det mest for Ingers og Børnenes Skyld. Den Dødsfrygt, der i hans Ungdom havde blæst ham Marven ud af Knoklerne, saasnart han fejlede noget, havde han forlængst overvundet. Det var snarere med en Følelse af Misundelse, han nu ved Begravelser saae Kisten forsvinde i Jordens Mørke, og der var Tider, da ingen Lyd syntes ham saa forjættelsesfuld som de smaa, hule Drøn, der lød op fra Graven, naar de tre Skovlfulde Jord faldt paa Kistelaaget, – Dødsrigets Ekko, Intethedens Svar og trøsterige Forsikring.

Undertiden havde han spurgt sig selv, om det ikke vilde være det allerbedste ogsaa for Inger, ifald han døde. Hun var jo endnu ung og smuk. Rimeligvis vilde hun da gifte sig igen, og hun vilde saa nok blive fuldt ud lykkelig. Han havde ofte maattet tænke paa, om der ikke i hendes Uvilje mod den unge Proprietær Brück kunde skjule sig en instinktmæssig, ubevidst Frygt for hans mandige Skønhed og Kraft. Der var saa meget i Inger, der endnu slumrede, og som han 288 for sit Vedkommende ikke havde haft Taalmodighed og maaske heller ikke Evne til at vække.

**
*

Et Par Dage senere sad de ved Eftermiddagskaffen inde i Pers Værelse, Inger i Sofahjørnet med noget Sytøj, Per henne ved Vinduet med en Cigar. Efterat der i nogen Tid ikke havde været talt, spurgte Inger:

"Skal jeg gaa?"

"Nej – hvorfor det?"

"Du ser ud, som om du helst vilde være alene."

"Nej, slet ikke. Jeg er netop glad ved, at du sidder her."

"Der er nu ogsaa noget, jeg gerne vilde tale lidt alvorligt med dig om."

"Og hvad er saa det?"

"Ser du – jeg har tænkt paa, om det alligevel ikke vilde være rigtigst af os at komme herfra, før vi ligefrem tvinges til det. Du har jo selv talt om, at det begynder at blive lidt smaat med Fortjenesten. Det er vel ogsaa umuligt, at der i Længden kan blive tilstrækkeligt Arbejde for dig"

Per betragtede hende overrasket.

"Hvordan er du kommen til at tænke paa det netop nu?"

"Aa, vi har jo da talt om det saa ofte."

"Det har vi ganske vist. Men at du falder paa de Tanker netop nu."

Hans Blik blev ved at hvile mistænksomt paa hende. – Hun sad bøjet over sit Sytøj og saae ikke op. Hvad var der sket? Han kom til at tænke paa, at hun havde været saa underlig stille de sidste Dage – ja, netop lige siden Selskabet 289 hos Apotekeren. Skulde Frygten for Proprietær Brück være bleven hende bevidst?

"Hvor mener du saa, vi skulde flytte hen?"

"Det veed jeg ikke. Men Amtmanden har jo lovet at hjælpe dig til en Ansættelse."

"Amtmanden har vist nærmest tænkt sig en eller anden Stilling ved Administrationen i København. Han kender nok Indenrigsministeren. Men til København vil du jo nødig."

"Vil? Jeg vil i den Henseende kun, hvad du anser for det rigtigste. Det er netop, hvad jeg bebrejder mig, at jeg maaske kan have holdt dig for meget tilbage. Det har jo altid været mest for Børnenes Skyld. Naar jeg tænkte paa, at vi maaske kunde komme til at bo oppe paa en Fjerdesal, hvor Børnene vilde føle sig som i et Bur, saa syntes jeg jo, det var Synd for dem. Men jeg tror nu, at det alligevel nok kan gaa. En Tid af Sommeren kan de jo være herovre hos Far og Mor og blive rigtig brunede; saa vil de med Guds Hjælp nok kunne nøjes med Byluften Resten af Aaret."

"Og du selv, Inger?"

"Jeg?" – Hun saae op med et aabent, skyldfrit Blik, der væltede en kvælende Tyngsel fra hans Bryst. – "Aa, for mig skal du ikke have Bekymringer. Jeg er jo stærk nu; og selv om vore Forhold derovre – i hvert Fald i Førstningen – vel sagtens bliver noget indskrænkede – for andet end en Fireværelserslejlighed gaar det da vist slet ikke an at begynde med – saa er det jo sagtens bare noget, man skal vænne sig til. Jeg har netop tænkt paa, at vi vel nok bliver nødt til at sige Laura op. Hun egner sig ikke til Byen og er desuden saa sen. Og saa vil det vistnok ogsaa være rigtigst, om vi – i det mindste 290 foreløbig – nøjedes med een Pige. Jeg kan jo selv spasere med Børnene."

Per hørte hende knap. Han havde lagt Cigaren fra sig. Blodet bankede endnu rundtom i hans Krop. Han følte sig ganske mat efter den Angst, der var faret gennem ham.

"Der er kun een Ting, som bekymrer mig," vedblev Inger paa sin rolige Maade.

"Hvad er det?" spurgte Per.

Det varede lidt, før hun fortsatte.

"Jeg har forresten længe tænkt paa at tale med dig derom. Men du har jo været saa utilnærmelig i den senere Tid."

"Har jeg? Nu forveksler du vistnok mig med dig selv," sagde han spøgefuldt afledende. "Det er jo netop dig, som har gaaet saa fordægtig omkring de sidste Dage. Hvad er det saa, du har haft paa Hjerte?"

"Jeg har villet spørge dig, Per, om du ikke tror, du kunde gøre dig Umage for at være noget mere for Børnene. Jeg veed naturligvis godt, at du holder af dem; men jeg kan mærke paa dem – og særlig paa Hagbarth – at de føler det som et Savn, at du ikke tager dig noget mere af dem."

"Hvad skal det sige, Inger? Tager jeg mig ikke af Børnene?"

"Ja, jeg veed, hvad du mener. I Øjeblikke, naar du er oplagt til det, kan det more dig at lege med dem. Og det er de jo ogsaa altid glade for. Men til andre Tider viser du dem fra dig paa en Maade, som de ikke forstaar, – og det gør dem usikre og ufrimodige overfor dig. Og nu er det, jeg er bange for, om vi skulde komme til København, hvor du sagtens vil blive meget 291 mere beskæftiget udenom, at Børnene saa skal blive helt fremmede for dig, – og du for dem."

"Men jeg begriber det virkelig ikke. Jeg synes dog, at jeg altid – –."

"Du veed vist ikke rigtig, hvor meget du gaar for dig selv, Per," afbrød Inger ham med et undertrykt lille Suk. "Naturligvis tænker du heller ikke paa det, naar du altfor tydeligt lader Børnene mærke, at de er dig til Besvær. Men for saadan noget har Børn en fin Fornemmelse, kan du tro. Jeg synes derfor, at du ogsaa for din egen Skyld skulde passe lidt paa. Og siden vi nu er kommen til at tale om det, saa maa jeg fortælle dig, hvad Hagbarth sagde til mig forleden Aften paa sin Fødselsdag, da du blev borte saa længe, at han ikke fik sagt dig Godnat. Han havde Taarer i Øjnene og sagde helt trodsig: "Far bryder sig ikke om mig, – det veed jeg godt." Du bliver jo ikke fornærmet, fordi jeg fortæller dig det. Og nu vilde jeg som sagt ønske, Per, dersom vi skulde komme til København – eller hvor vi nu kommer hen i Verden – at du saa vil tage dig lidt af Hagbarth, bare spasere en Tur med ham engang imellem og tale lidt med ham om, hvad I træffer paa. Han er jo virkelig en klog lille Dreng og saa mærkelig optaget af alt, hvad der sker omkring ham. Jeg veed nok, det er netop alle disse mange barnlige Spørgsmaal, som plager dig; men den Slags Ting maa man da virkelig bære over med."

Per sad en Tid uden at sige noget. Saa rejste han sig og begyndte at gaa frem og tilbage paa Gulvet, saadan som han gerne gjorde det, naar noget optog ham. Ingers Ord havde skræmmet ham. Hendes stilfærdige Anklage havde ramt 292 dybere, end hun kunde ane, fordi den rørte ved Barndomsminder, som han aldrig mere talte om.

"Jeg rejser imorgen til København," sagde han tilsidst. "Endnu i Aften skriver jeg til Amtmanden og minder ham om hans Løfte. – Jeg har vel mit Tøj i Orden? Lad Laura straks imorgen tidlig hænge mine Selskabsklæder ud i Luften og give dem en god Gennembankning. Ogsaa Kjolen – for det Tilfælde, jeg skal op til Ministeren. Og hvordan er det med Støvler?"

Inger blev helt fortumlet. Saadanne hovedkulds Beslutninger var slet ikke noget for hende. Hun bad ham om dog at give sig Tid til at tænke Spørgsmaalet rigtig igennem. Det havde jo ingen Hast, og de maatte da i hvert Fald først overlægge Sagen med hendes Forældre. Men derom vilde Per ikke høre tale. Han kunde bedst tage sig fri i disse Dage, sagde han, og desuden var Spørgsmaalet bleven drøftet ofte nok, ogsaa med hendes Forældre.

"Lad os nu faa en Afgørelse. Snakker vi længere om det, gaar det maaske som alle de andre Gange, og vi kommer aldrig til noget Resultat. Aa, Inger! Vi skal endnu engang tage et Basketag med vor Skæbne! Veed du forresten, at jeg selv i disse Dage har gaaet og tumlet med Tanker, der gik i ganske samme Retning. Nu kan jeg fortælle dig det. Du husker nok ham Ingeniør Steiner, den store Humbugsmager, som jeg har talt til dig om. Det har unægtelig ærgret mig ikke saa lidt, at den Fyr saadan har tilegnet sig, ja rent ud stjaalet mine gamle Ideer og slaaet sig op paa dem. Kan du tænke dig, han skal forleden have proklameret i Aarhus, at det nu var hans Agt efter at have underlagt sig Provinserne ogsaa at erobre København. Det stod i Avisen 293 igaar, og han skal nok virkelig allerede have indbudt til et Møde derinde i næste eller næstnæste Uge. Jeg kunde nu nok have Lyst til at benytte Lejligheden til at spille den frække Karl et Puds og staa op ved det Møde og rolig forklare Forsamlingen Sagens Forhistorie. Jeg har nogen Grund til at tro, at det ikke vilde falde mig vanskeligt at gøre min Ret gældende overfor et københavnsk Publikum. Man kender ham vist godt nok derinde som den Charlatan, han er; og jeg tænker, at der baade mellem de Teknikere og de Pressemænd, der møder op ved en saadan Lejlighed, kan være dem, som endnu vil kunne huske min Pjece."

"Aa, hvad vil du nu grave op i saadanne gamle Sager for? Det faar du saamænd ingen Glæde af."

"Du synes ikke om det? Ja ja – vi faar nu se!" sagde Per, han gik med Hænderne paa Ryggen og knipsede med Fingrene.

"Jeg synes, du skulde lade Fortiden hvile, Per. Jeg veed ikke, hvad du tænker dig, der skulde kunne komme ud af, at du gav dig til at protestere nu saa længe efter. Men du gør det saamænd heller ikke, min Ven."

"Hvad der skulde komme ud af det? Kære, jeg forbeholder mig min Førstefødselsret, intet andet. Ingen veed, hvad den kan komme til at betyde for os i Fremtiden."

"Jeg er sikker paa, Per, du vilde bare skaffe dig endnu flere Ærgrelser. Du siger jo selv, at den Hr. Steiner er en raa Person, som ikke skyr noget Middel for at komme sine Modstandere tillivs. Og du er jo slet ikke vant til at optræde offenlig, saa –."

"Jeg tror, den lille Frue allerede har Lampefeber 294 paa sin Mands Vegne," sagde Per muntert og standsede smilende foran hende. "Ja ja, vi faar se! Vi faar se! – Men hvor er Børnene? Hvor er Hagbarth?"

"Han er ude i Haven hos de andre."

"Vi skal, saa sandelig, have en krabat Saltebrød idag!"

"Jeg synes, du skulde hellere spasere en lille Tur med Hagbarth. Han gaar her hele Dagen saa ubeskæftiget. Vil du ikke følge med ham ud til Kristen Madsens? De har der det nye Damp-Tærskeværk i disse Dage. Det vil more ham. Han har saa megen Interesse for den Slags Ting."

"Til Kristen Madsen? Men der er jo ved en saadan Lejlighed saa mange Mennesker."

"Ja, netop derfor. Desmere er der for Drengen at se paa. Og, dersom du kan, forklar ham saa Maskinens Indretning. Han var saa optaget af den, da den forleden kørte her forbi. Men jeg kunde jo ingen rigtig Besked give ham."

"Ja ja, jeg skal gøre det."

Da han en Timestid efter kom tilbage, tog han straks fat paa Forberedelserne til sin Rejse. Men da han vilde hente Kufferten ned fra Loftet, var det, som om en usynlig, spøgelseagtig Haand holdt ham tilbage. Dog, det var kun en rent forbigaaende Fornemmelse. En anden og stærkere Angst drev ham ud mod Livets Røre. Han følte, at han stod ved sin Livsbanes sidste Korsvej. Lykkedes det ham ikke nu at flygte bort fra sig selv og sit Tungsind, vilde Rimalt blive hans Grav.

**
*

Per havde kun været i København een Gang, efter at han for mere end seks Aar siden var 295 flyttet bort fra Byen. Et halvt Aarstid efter Bryllupet havde Inger og han gjort en Fornøjelsesrejse derover og opholdt sig der et Par Uger; men allerede dengang havde han følt sig fremmed og utilpas i den store By. Larmen paa Gaderne, de klamme Hotelsenge, Restavrationsmaden, Drikkepengene, de store Afstande og saa dette altid at skulle være i Søndagstøjet og bære Handsker og være friseret, hvad Inger bestemt havde fordret, det havde efter faa Dages Forløb faaet ham til at længes hjem til sine smaa, stille Stuer og Landlivets Utvungenhed.

Det gik ham ikke stort anderledes dennegang. I de allerførste Dage var han dog en hel Del optaget af den store Udvidelse, Byen havde faaet i Løbet af de senere Aar. Han var straks den første Morgen ude for at se paa det nye Havneanlæg, der nu var under Arbejde, senere gennemstrejfede han de nye Bydele og de helt eller delvis ombyggede Kvarterer i den indre By, hvorom han havde læst saa meget i Bladene. Men efter at hans Videbegærlighed overfor alt dette var tilfredsstillet, blev han uhjælpelig et Bytte for den samme provinsielle Forladthedsfølelse, som havde grebet ham for sytten Aar siden, da han første Gang kom hertil fra Forældrehjemmet.

Nu var det just Byens alleruroligste Tid, da Sommer og Vinter mødtes og fremkaldte forøget Liv baade ude og inde. Endnu mens Tivoli om Aftenen slyngede sine Raketter op over Byen og Hornorkestre skrattede i alle Forlystelseshaverne, var Teatrene bleven aabnede, og Sommerens tyske og svenske Gæster fyldte endnu Kafeerne, da disses Stamgæster efterhaanden indfandt sig ude fra Landet, højst ubehagelig berørt af at se deres Sofahjørner optaget af Fremmede. Hvert Jernbanetog 296 og hvert Dampskib spredte Skarer af hjemvendende Feriefolk ud over Byen, og trods alle højtlydende Beklagelser over den alt for hurtig svundne Sommer røbede de ved deres uvilkaarlige Gensynsglæde, at de i Hjertet havde længtes derude paa deres romantiske Skovskrænter og i de idylliske Fiskerlejer. Grossereren og Embedsmanden, Kontoristen og Butiksfrøkenen, Studenten og Kunstneren – alle havde de haft Hjemve efter Byen med dens forvendte Liv under Gassole og elektrisk Maaneskin.

Per følte sig ganske udenfor al denne Livlighed, som i hans Øren og Øjne kun var Larm og Grimace. Idet han saae paa disse travle Mennesker, der myldrede frem paa Gaderne, sprang ind og ud af Sporvogne, rullede gennem Byen i aabne Drosker, sad i Restavrationerne som i deres egen Stue, spiste Frokost med en Avis i Haanden eller afgjorde Forretninger ved et Glas Øl og aldrig syntes at unde sig en stille Besindelsens Time, gik det afgørende op for ham, at han havde taget fejl af sig selv, at saadanne Folks Liv aldrig mere kunde blive hans. Ja, naar han befandt sig midt i Mylderet, kunde der komme en Slags Missionsiver op i ham. Han kunde pludselig gribes af en Trang til at tilraabe disse Mennesker et advarende: Stands!

Endnu efter fem Dages Forløb havde han derfor heller ikke kunnet faa sig til at søge Foretræde hverken hos Indenrigsministeren eller Vandbygningsdirektøren. Hver Gang han havde villet gøre Skridt dertil, holdtes han tilbage af en overbevisende Fornemmelse af, at han stod i Begreb med at begaa et Mord paa det bedste i sig.

"Min kære Ven" – skrev han til Inger – "jeg 297 vil hellere straks forberede dig paa, at jeg rimeligvis vender hjem med uforrettet Sag. Om Aarsagen dertil kan jeg ikke forklare meget i et Brev; jeg vil blot sige dette, at jeg for hver Dag, der gaar, klarere føler, at Forholdene herovre ikke passer mig en Smule bedre nu end for syv Aar siden; tværtimod. Dog, kære Ven, lad os ikke være mistrøstige. Eet Sted i Verden maa jeg vel høre hjemme, og jeg skal ikke blive træt af at søge efter det. Ikke heller betragter jeg selv min Rejse som ganske spildt. Jeg har nu paa afgørende Maade faaet bekræftet, at den Følelse, som i sin Tid – og dengang maaske ret uoverlagt – drev mig bort fra Hovedstadslivet, bunder dybt i min Natur. Jeg har derved fundet mere Sammenhæng i mit Liv, og alene i dette er der en stor Tilfredsstillelse. Det er da ikke, som jeg undertiden i mismodige Øjeblikke har troet, det blinde Tilfælde, der har raadet for min Skæbne. En indre Magt, hvilken denne nu er, har haft Styret over min Livsbaad, selv naar denne tilsyneladende har drevet om for Vind og Vove, – det har jeg da ogsaa før meget tydelig følt. Jeg vil nu tro paa, at naar jeg blot vedblivende lader dette selvvirkende Styreapparat bestemme Kursen, kommer jeg nok tilsidst derhen, hvor jeg skal. – I ser mig altsaa snart hjemme igen. Maaske vil du spørge, hvorfor jeg ikke lige saa godt kommer straks, da min oprindelige Hensigt med Rejsen dog er opgivet; og jeg maa da tilstaa, at det er en vis Skamfølelse, der holder mig tilbage. Jeg forlod dig med saa store Løfter og kommer saa sørgelig tomhændet tilbage. Men jeg veed, du vil være overbærende."

Under hans planløse Omflakken i Byen hændte det ikke sjelden, at han fik Øje paa gamle Bekendte 298 fra Philip Salomons Hus. Med en heftig Hjertebanken fulgte han engang fra Taget af en Sporvogn sin forhenværende Ven og Svoger Ivan, der ganske som før pilede travlt afsted paa sine smaa Ben med en Dokumentmappe under Armen. Ogsaa Aron Israel, Max Bernhardt, Hasselager og Nathan gensaae han, og det forbavsede ham, at de alle var saa ganske uforandrede. Ligeledes stødte han – selv uigenkendt – paa flere af sine gamle Studiekammerater fra den polytekniske Skole. De var nu alle velansete Mænd, tildels i indflydelsesrige Stillinger. Han havde gennem Aviserne nøje fulgt deres Fremgang. Men nu, da han saae dem, misundte han dem ikke længer.

Den, hvem han ivrigst og ængsteligst spejdede efter, var Jakobe. Han vidste, at hun levede der i Byen og havde oprettet en Fattigskole, en Slags Kloster, hvorom der var bleven skrevet en Del i Aviserne. Han havde derovre i Jylland forgæves søgt at skaffe sig nærmere Oplysninger om denne Skole og hendes Formaal med den; men i Provinsaviserne havde der ikke staaet andet om den, end at den var en "lidt vel udfordrende Kaprice af en jødisk Rigmandsdatter".

En Eftermiddag, da han sad ved et Kafevindu paa Hjørnet af Østergade og Kongens Nytorv, saae han Dyhring. Ogsaa han syntes ham mærkelig uforandret. Han stod nede paa Fortovet og talte med en ung, smuk og elegant paaklædt Dame, der saae ud til at være Skuespillerinde, og som lo ustandselig – med en Latter, der var som kildret frem af hans dristige Blik. Han vakte megen Opsigt; hveranden velklædt Herre hilste paa ham, og Damerne stødte til hinanden med Albuerne.

Da han tog Afsked med Skuespillerinden, trykkede 299 han varmt hendes Haand og steg saa ind i en aaben Droske, der havde ventet ude paa Gaden. Hundreder af Øjne fulgte ham, mens han kørte over det solbeskinnede Torv; og stadig saae man hans blanke Silkehat blive løftet til Hilsen over det gyldne Hoved.

Per erindrede at have læst i en Avis, at Dyhring nylig var vendt hjem fra Paris, hvor han som Pressens særlig indbudne Repræsentant havde overværet Indvielsen af et eller andet offenligt Institut og ved den Lejlighed var bleven forestillet for Republikens Præsident og havde faaet en Orden. Han var i det hele bleven Offenlighedens selvskrevne og uundværlige Ombudsmand. Overalt, hvor der skete noget af Betydning, var han tilstede; eller rettere: kun, hvad han overværede, fik Betydning. Alle Døre stod ham derfor aabne, alle Livets fine og grove Nydelser tilfaldt ham gratis. Mænd og Kvinder bejlede til hans Gunst. Selve Hoffet skulde efter Sigende undertiden benytte ham i delikate diplomatiske Sendelser.

Der havde da virkelig været noget af en Verdenserobrer i dette Menneske, for hvem Livet bare var en Narrespøg. Uovervindelig i sin guddommelige Sorgløshed gjorde han sine Dage til en Række glade Fester, et uafbrudt Triumftog.

Og dog! Heller ikke denne moderne Aleksander misundte han.

Men hvorhen søgte da egenlig hans Ønske og hans Trang? Hvor hørte han hjemme? ….. Han skulde netop i dette Øjeblik begynde at forstaa det.

Han havde den foregaaende Dag i en Avis tilfældig set en officiel Bekendtgørelse om en ledig Vejassistentpost i et af de yderste Vestkystdistrikter oppe ved Aggertangen, og han havde siden 300 ikke kunnet faa den ud af sine Tanker. Atter nu gled den frem for hans Bevidsthed. Det var ikke, fordi han tænkte paa at søge Pladsen. Ikke alene var Lønningen saare ringe, men Inger, der var saa meget for alt, hvad der var fredeligt, lunt og frodigt, vilde aldrig kunne trives i denne nøgne Klitegn, hvor Vesterhavsstormen og den saltmættede, isnende Havgus uophørlig stod ind i al sin vilde, knugende Barskhed. Naar den Bekendtgørelse ikke desmindre vedblev at staa ham for Øjnene, var det, fordi Pladsen havde en sær Tiltrækning for ham personlig og – som det nu gik op for ham – netop paa Grund af Egnens øde og triste Forladthed, dens fuldkomne Ensomhed.

Han syntes, at han aldrig havde set saa langt ind i sig selv som i dette Øjeblik. Det var, som saae han selve sit Væsens Grund afdækket, og han kom til at gyse derved. Naar han trods al den Medgang, han havde haft, ikke var bleven lykkelig, saa var det, fordi han ikke vilde være lykkelig i almindelig Forstand. Naar han længtes hjem til Rimalt, saa var det ikke alene Inger og Børnene eller Hjemmets Fred, som drog ham. Den spøgelseagtige Haand, der havde villet holde ham tilbage fra denne Rejse – og som var den samme, der gennem hele hans Liv lønligt havde grebet ind i alle afgørende Øjeblikke for at lede hans Skridt, – det var hans instinktmæssige Fornemmelse af, at det var i Ensomheden, hans Sjæl havde hjemme, at det var Sorgen og Smerten, hans Liv tilhørte.

"Bespis mig med Taarebrød og giv mig bredfuldt Maal af Taarer at drikke."

Nu forstod han den paa eengang dragende og ængstende Magt, saadanne underlige Ord kunde have over ham. Den store Lykke, han i Blinde 301 havde søgt, det var den store Lidelse, det var hint ulægelige Savn, som Pastor Fjaltring saa ofte havde prist for ham og kaldt de Udvalgtes guddommelige Naadegave.

Han løftede Hovedet, – og det var med en Fornemmelse af at vaagne af et Mareridt, at han igen saae udover den solbeskinnede Plads med dens Liv af Vogne og Fodgængere. Lidt efter rejste han sig og gik stille bort. Planløst gik han ud og ind ad Smaagaderne i den indre By og havnede tilsidst inde i Ørstedsparken. Her havde han i disse Dage regelmæssigt gaaet sin tidlige Morgentur, mens der endnu kun var faa Spaserende. Ogsaa nu i Byens Middagstid var der fredeligt. Børnene og Ammerne var taget hjem. Bænkene var tomme. Brede Skygger strakte sig henover Plæner og Gange, mens Solen endnu skinnede paa det gulnende Løv og de mange irgrønne Broncestatuer.

Han satte sig ned paa en Bænk i en af Midtergangene; og mens han sad der uforstyrret og tegnede med sin Stok i Gruset, skød paany den Tanke op i ham, at det vilde være en Lykke baade for Inger og Børnene, om han døde eller paa anden Maade gled ud af deres Tilværelse. Maaske især for Børnene. Han tænkte paa, hvad Inger forleden havde fortalt om Hagbarth. Han havde i nogen Tid selv mærket, at der var kommen noget skjult i Drengens Væsen overfor ham. Saaledes en Dag, han havde overrasket ham i en ret uskyldig Jagt efter en Fugl ude i Haven. Det Udtryk, der var kommen i Drengens Øjne, da han opdagede ham, havde isnet ham dybt ind i Sjælen. Det havde været for ham, som om han saae sig selv som Barn staa foran sin Fader og paa 302 eengang angst og fripostig gribe til alle Slags uværdige Udflugter for at dække over en Forseelse. Men Hagbarths klare Pande maatte intet Kainsmærke formørke! Den faderlige Forbandelse, der hvilede over hans Liv, og som havde gjort ham fremmed og fredløs her paa Jorden, maatte ikke gaa i Arv til hans Børn. Og Inger! Nu, da han var bleven sig sin uovervindelige Livsskyhed fuldt bevidst, hvor kunde han da længer forsvare at lade hende dele hans Skæbne? Stakkels Barn! Hun kendte endnu ikke sin Ulykke. Hun forstod endnu ikke, at hun var bundet til en Skifting, en Underjordisk, som blev blind i Lyset og dræbtes af Lykken. Og selvom hendes Øjne engang skulde blive aabnede ved Kærlighed til en anden, – hun vilde dog lukke over sin Hemmelighed som over en Dødssynd, visne hen og dø uden endog at have tilstaaet den for sig selv.

Han rettede sig i Vejret for at gaa videre, da hans Blik faldt paa en Statue, der løftede sig over Græskanten paa den anden Side af Gangen. Det var Silen med Dionysosbarnet4 i sine Arme. Støttet til en Træstamme stod den gamle Satyr med et lille Smil i Øjenkrogene og bøjede sig over den uvornt sprællende Dreng, mens hans skæggede Ansigt skinnede af rolig og stolt Fosterfaderglæde.

Per var igen sunken ned paa Bænken. Han blev ved at stirre paa denne sorgløse Gruppe, indtil Taarerne stod ham i Øjnene. Han maatte tænke paa, hvorledes alt maaske vilde være bleven anderledes for ham, dersom et saadant Ansigt og et saadant Solskinssmil havde lyst over ham som Barn; dersom ikke Livet fra hans tidligste Ungdom var bleven mistænkeliggjort for ham, baade 303 i Hjemmet og paa Skolen, og allermest af de to, der havde sat ham ind i det. Men han var bleven indviet til Livet ved et Kys af Dødens Mund. Gravens Korsmærke blev tegnet paa hans Pande og Bryst samme Dag, han saae Lyset.

 
[1] Lesseps: Ferdinand Lesseps (1805-94), fr. diplomat, bedst kendt som bygger af Suez-kanalen 1859-69. tilbage
[2] bekendt: 1907: /÷ tilbage
[3] Tre Skæpper og et Fjerdingkar: ældre danske arealenheder: 1 tønde land = 8 skæpper, 1 skæppe = 4 fjerdingkar. 3¼ skæppe = 2240 m². Samme enheder brugtes til at betegne jordens bonitet (i tønder hartkorn). tilbage
[4] Silen med Dionysosbarnet: se Pontoppidans "Dagbog" i Kjøbenhavns Børs-Tidende 18.8.1889. tilbage
['1] højtfrugtsommelig: Således skriver HP overalt, indtil nu i hvert fald, ordet. Men ved en sætterfejl i 1907-oplaget bliver det til "Højt frugtsommelig", og den går videre i 1918 uden senere at blive rettet at SKjerbæk der ikke engang føler sig overbevist om at det er 1907 der er forlæg for 1918. tilbage