Dionysosbarnet

Dagbog

17de Avgust.

Kasinoteatret aabnede iaftes sin Sæson med "Faldgruben", en Bearbejdelse af Zola's berømte Roman "l'Assommoir".¹

Der var en Tid, da Zolas Navn var Litteraturens røde Klud, der straks fik alt dens hornede Kvæg til at brøle i Kor. Nu har Forholdene forandret sig. Alle har tilsidst maattet bøje sig for det mægtige Geni, og baade de gamle Stude og unge Kalve slikker nu Mesterens Haand.

Og – som det i Almindelighed gaar – de andres Skrabud har endelig ogsaa faaet Zola til at bukke. Med "La terre"² har sikkert hans gigantiske Trods kulmineret. Eller er "Drømmen"³ blot et Foster af en foreløbig Hvile, som han efter sin aarelange Kamp nok kan have haft nødig? Den, der i tyve Aar⁴ udelukkende har fordybet sig i Samfundets Pesthuler, maa nok kunne trænge til den Vederkvægelse, der kan ligge i en Stund at lytte til Koraler under ærværdige Kirkehvælvinger.

Men selv om ogsaa Zola for bestandig skulde have nedlagt sine Vaaben, vilde det være undskyldeligt. Literaturens Stilling er - ikke mindst i vore Dage - saa vanskelig og unaturlig, at den let fylder sin Mand med Lede. Mens man i alle andre Kunstarter tør røre sig nogenlunde frit, fordres det af Digteren, at han skal tage alle mulige Literaturen uvedkommende Hensyn, til Sømmelighedsfølelsen, til den herskende Religion og mange andre Ting, som endda slet ikke er konstante men saa at sige skifter hvert Tiaar.

Saaledes var det i vore Oldemødres Dage ingenlunde stridende mod Ærbarheden, at en ung Pige bar sit Bryst blottet i hele dets hvide Fylde, medens den mindste synlige Snip af hendes Øre vilde have gjort hende blodrød af Skam. Den Digter, der ikke vil udsætte sig for at overdænges med Smuds, maa derfor bestandig forsigtig spørge sin Samtids Per og Povl, hvad og hvormeget han maa aabenbare af sine Skikkelser, medens derimod Malere og Billedhuggere frit tør følge deres Lyst og efter Forgodtbefindende fremstille deres Figurer enten ganske nøgne eller blottede netop paa det Sted, hvis Skønhed de vil prise, eller hvis Hæslighed de vil afsløre.

 Jeg kommer regelmæssigt til at tænke herpaa, hver Gang jeg paa mine Spadsereture tilfældigt kommer igennem Ørstedsparken med de mange smukke Statuer. Som bekendt er disse saa godt som alle ganske nøgne, og besynderligt er det, at man til al denne Ublufærdighed har valgt netop Byens Børnepark, især da denne tillige danner Passage for saa mange unge Pigebørn, der søger alle de store Skoler, som just her samler sig. I Begyndelsen var vel Nøgenheden tildels dækket; men man erindrer maaske endnu den Storm af indignerede Stemmer, der rejste sig herimod, og som tilsidst samlede sig i det truende Raab: Bort med Figenbladet!

Og Raabet blev hørt. Vore Børn, vore Barnepiger og unge Døtre passerer nu daglig denne Spidsrod af splitternøgne Mænd. Navnlig er der en yndefuld Hermaphroditskikkelse, foran hvilken Ammerne regelmæssig, naar de tror sig ubemærket, henfalder i undrende Beskuen.

Hver Gang jeg ser disse Statuer, tænker jeg da: det skulde blot være en Litteraturens Mand, der vovede at fremstille sine Aandsbørn saa utilslørede! Man vilde da snart se alle Moralens Vogtere falde over hans syndige Hoved, og selve Politichefen vilde træde ind ad han[s] Dør og sige:

"Hør, min unge Mand, det staar vist ikke ganske rigtig til indenfor Deres Hjærneskal! Dersom De ønsker at undgaa et længere Ophold i min sorteste Kachot, vil jeg anmode Dem om hurtigst mulig at lade vor kongelige Hofskrædder tage Maal af et Par forsvarlige Benklæder til Deres ærede Hr. Silén med det Bachusbarn. I lige Maade beder jeg Dem at anskaffe en anstændig Klædedragt til den Person, De har behaget at give Navn af den døende Fægter, og hvad endelig det tvetydige Væsen angaar, som De ikke har undset Dem ved at stille offentlig til Skue under Navn af Hermaphrodit, saa anmoder jeg Dem herved om uopholdelig at bortfjærne dette Foster af Deres smudsige Fantasi, da den selv i den ulasteligste Paaklædning vil røbe Dem som det uforbederlige Svin, De er". –

Hvorledes forklares denne Besynderlighed, at mens det overfor Figurerne i Ørstedsparken eller Thorvaldsens Musæum langtfra vilde høre til god Tone at vise Forargelse, opfattes det som Tegn paa den dybeste Demoralisation at udtale sig sympatetisk om tilsvarende digteriske Frembringelser? Til den ene Kunst siges det: Bort med Figenbladene! Til den anden: Tag dog i dit mindste Svømmebukser paa! Snarere skulde det dog lyde omvendt. Thi Bøgerne tvinges dog ingen til at læse, hvorimod man ikke let undgaar at støde paa de billedlige Fremstillinger.

Det var paa Grund af l'Assommoirs Ublufærdighed, at Zola første Gang følte Moralens Kæppe paa sin Ryg. Men Ryggen var bred, og – saa langt fra at lade sig skræmme – gik han som bekendt siden videre. Der eksisterede for ham ingen anden Uanstændighed end den kunstneriske, og derfor blev "La terre" hans kyskeste Værk. Man gribes ved Læsningen af denne Bog af den Højtidelighed, som den fuldkomne Nøgenhed vækker – den, der ikke er gjort fristende ved Spejlflor⁵, ved sorte Masker og det halvt tilhyllede Koketteri. … Hr. Erik Bøgh, der besyndeligt lever af – først at udskælde de moderne fremmede Forfattere for derpaa at bearbejde dem, har ogsaa Casinos "Faldgrube" paa sin Samvittighed. Det er "l'Assommoire" med store Svømmebukser paa. Hr. Bøgh har altid været en dreven literær Skrædder, der nøje har tilegnet sig Modens Fordringer og præcis har vidst, hvor lange eller korte baade Herrernes Benklæder og Damer[ne]s Skørter turde være.

Og han har gjort den Erfaring, at for hvert Aar maa Skørterne gjøres længere.

Urbanus.