Brevhistorien om tilblivelsen af De Dødes Rige tager sin begyndelse med det brev Pontoppidan den 28. januar 1910 skrev til Georg Brandes. I de første femten år af det ny århundrede førte de to en ret livlig og tæt korrespondance. Brandes havde i et brev dagen før bebudet sit første og eneste foredrag om Pontoppidan. Dette foredrag blev siden trykt1, men ellers mælede Brandes aldrig på skrift et ord om sin gode korrespondent-vens forfatterskab, undtagen i ren forbigående, og han gjorde som Niels Kofoed2 har gjort opmærksom på, slet ingenting for at udbrede kendskabet til ham ude i Europa, således som han havde gjort det med Nietzsche og Selma Lagerlöf. For at forstå "Sammenhængen i Deres Livsarbejde" udbeder Brandes sig en værkstedssamtale – som også siden Vilh. Andersen gjorde det da han i 1917 skulle skrive sin bog. Brandes og Andersen var i denne periode, som Pontoppidan siden bemærker, hinandens supplement. Pontoppidan svarer Brandes under anvendelse af sit teoretiske kerneord: grundstemning'1:
Halls Alle 13
28/1 10.Kære Professor Brandes!
Det var både Stolthed og Ydmyghed, der greb mig under Læsningen af Deres Brev. At være Emne for et Foredrag af Georg Brandes – det er den danske Nobelpræmie, og skønt jeg naturligvis inderst inde bærer på meget overdrevne Forestillinger om min Betydning for Nutid og Efterslægt, så skal jeg ikke nægte, at jeg endnu bæver lidt ved Tanken. Da De sidst holdt Foredrag, var det om Goethe3. Jeg erkender her en Forskel.
Jeg takker for Indbydelsen til Søndag; jeg kommer så meget hellere, som jeg hele Måneden har villet gøre Dem en Nytårsvisit. Men Sygdom i Familjen og andre Ulykker undergravede mit Humør, og da bliver jeg helst hjemme. Nu er jeg blot bange for, at De vil spørge mig om Grundtankerne i mine Bøger, og da vil jeg komme i Forlegenhed. Jeg veed i Almindelighed kun noget om den Grundstemning, hvoraf mine Bøger er udgået, eller som jeg har forsøgt at indblæse dem, og den kan jeg næppe forklare med færre eller andre Ord end dem, jeg har fyldt og spækket Bogens Anekdote med.
Må jeg have Lov til at benytte Lejligheden til at sende en lille Bog med to gamle Fortællinger4, af hvilke den sidste endnu lader sig læse. Jeg mener ikke, at den hører til mine bedste Fortællinger, men den skitserer en Kvindeprofil, som synes mig ejendommelig og smuk. Skade er det nu for mig, at jeg ikke har fået min nye Bog færdig og trykt, for den bliver – selvfølgelig! – mit Hovedværk.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan5
Det næste brev er et direkte indblik i værkstedet. I 1880'erne havde Pontoppidan bidraget til det store samleværk Danmark med sine meget vellykkede beskrivelser af Randers-egnen og af Vestfyn. Det var sket på redaktørens direkte opfordring, og Pontoppidan havde været en af de yngste blandt i øvrigt kendte bidragydere. Redaktøren, Martinus Galschiøt, blev ham fra da af og livet igennem en god ven over for hvem han i sine breve er usædvanlig åben. Galschiøt har overladt Pontoppidan en samling breve fra sin egen ungdom. Med den skjulte hensigt at Pontoppidan måske kunne udnytte dem litterært. Galschiøt vidste godt at Pontoppidan ofte tog sit afsæt i virkeligheden for siden at spinde en ende, eller som Vilh. Andersen udtrykker det: "Han maler efter Model, men digter efter Ide"6. Galschiøt var født i 1844, tog magisterkonferens i nordisk filologi 1870 og opholdt sig i 1872 et halvt år i Stockholm.
I en slags rykkerbrev skriver Galschiøt den 19. juli til Pontoppidan at han måske "er led og ked af Brevene, jeg gav Dem, og at de rimeligvis har været Dem en Skuffelse, saa interesseret som De paa Forhaand syntes at være – men er det Tilfældet, saa læg dem endelig hen og beskæftig Dem ikke med dem. De har jo højt regnet kun lidt Interesse for den ene af de paagældende tre Personer, og det er tilmed den mindst "interessante""7 – hvormed Galschiøt formentlig mener sig selv.
Nu er han på vej til Stockholm for at besøge de gamle venner, og Pontoppidan skynder sig at svare:
Rørvig
Nykøbing Sj.21/7 1910
Kære Galschiøt!
Det er allerede længe, siden jeg sluttede Læsningen af den Brevveksling, De betroede mig, og jeg har længtes efter at tale med Dem om den. Havde ikke Vejret været så vidunderligt her (vi har indtil i Dag levet under blå Himmel), vilde jeg også have været herfra for længe siden og da gjort Dem et Besøg. Nu rejser De bort, og så ses vi næppe foreløbigt.
Brevene har optaget mig meget. Den første Uge, da jeg var her alene sammen med Steffen, var de så at sige min eneste Underholdning. Jeg sad ude i Haven og havde vanskeligt ved at slippe dem til Trods for, at det jo mere var en Sygehistorie end – som jeg havde tænkt – en Kærlighedshistorie, jeg indviedes i. Jeg levede i de Dage meget mere med Dem og Deres stockholmske Vennekres, end med mine rørvigske Omgangsfæller, og jeg synes at kende navnlig Deres "Mamma Hulda" så godt, som havde jeg virkelig selv hørt Kresen til og været en Slags Skriftefader for den. Og nu er De igen på Vej til Bedarø! Jeg sender Hilsen med – både til de levende og de døde, men især til en ung, trediveårig, dansk Magister, som De sikkert vil møde dér igen og snakke en Del med i Enrum. Kære Galschiøt, De har gjort mig en stor Glæde ved at betro mig disse Breve. Jeg har aldrig haft Anelse om den svære Sorg, der ramte Dem i Deres Ungdom, og som jo forklarer så meget. Jeg forstår, hvorledes denne Oplevelse har præget Dem, og nu, da jeg er bleven vidende, undrer det mig lidt, at jeg ikke af mig selv har begrebet, hvad der så tidligt gjorde Deres Væsen dæmpet og gav Deres Stemme den dybe Underklang. Jeg lærte Dem vistnok at kende i Begyndelsen af Firserne, altså nogle få År efter den unge Piges Død, og jeg husker navnlig engang, da vi spiste Frokost sammen på en Restauration et Sted ved Nørrevold, at jeg blev slået af det ringe Livsmod, Deres Udtalelser åbenbarede, og som syntes mig, der dengang var en Fandens Karl med Næsen i Skyerne, næsten latterligt grundløst. Hvor jeg forstår Dem nu! Hvad har De ikke gået igennem i de År! – Ingen kan læse disse Breve uden at lide med Dem. Hvor meget mere griber og rører de da ikke Deres Venner. For mig har derfor også den unge Piges Breve haft mindre Interesse. Prægtig og elskelig er derimod Moderens Billede tegnet i den hele Samling, ikke mindst gennem hendes egne Breve, åbenhjertige og ukunstlede som Kvinders Skriverier jo gerne er. Hun står for mig som en Niobe-Skikkelse, der vokser under Ulykken. Men alt dette skal vi engang tale om. Jeg beholder nu Brevpakken og skal nok forvare den godt, indtil vi ses.
(…)
Jeg ønsker Dem nu Lykke på Rejsen og beder Dem bringe Deres Søster en hjertelig Hilsen fra os. Tak for Brevet – jeg lever med Dem i disse Dage, da så meget gammelt og kært vil blive levende for Dem igen.
Alle hilser!
Deres hengivne
H. Pontoppidan8
Virkelighedens unge pige hed Signe Sohlman, født ca. 1854, altså en halv snes år yngre end Galschiøt. Hun var kunsthåndværker og skabte i 1877 til verdensudstillingen i Amsterdam det berømte "Drakmönstret" som tekstilfirmaet Almedahl producerede i damaskduge i over 100 år, indtil 1989. Signe Sohlman døde året efter, i 1878 – af sygdom eller for egen hånd, det véd vi ikke. Hvis vi skal gå ud fra at Galschiøt gjorde hendes bekendtskab i 1872, varede deres forbindelse altså i seks år. Brevene selv synes at være gået tabt, tilintetgjort af Galschiøt selv? Han bevarede dog ellers så mange breve. Også de breve Galschiøt måtte have skrevet til de to kvinder, synes tabt.
I brevet af 19. juli havde Galschiøt fortalt at Fru Sohlman – "den "Mamma", der har skrevet en Del af de Breve, jeg har givet Dem" – nu er 78 (altså født ca. 1832), "men har bevaret hele sit optimistiske Livssyn, det, der har baaret hende over saa mangen Sorg og tung Tilskikkelse. Hun er omgiven af en stor Flok Børn og Børnebørn nu i Sommertiden ude paa sin Ejendom Bedarö, en af Skærgaardsøerne nogle Mil sydo st for Stockholm. Det var derude, at det Afsnit af min Livshistorie, som De gennem Brevene har faaet et Indblik i, i sin Tid begyndte."
I oktobernummeret samme år, 1910, af tidsskriftet Tilskueren offentliggjorde Pontoppidan "En Forhistorie" der omfatter Torben og Jyttes historie indtil de genmødes i Italien. Så inspirationen har øjeblikkelig sat noget i gang, selv om Pontoppidan siden synes at hævde det modsatte: at han allerede var i fuld gang med historien. Thorkild Skjerbæk skriver i sin efterskrift til 1982-udgaven at bogens første tredjedel er en "ny, gennemarbejdet udgave" af Forhistorien.
Men i januar 1911 skriver Pontoppidan til sin jævnaldrende ven, den svenske forfatter Axel Lundegård:
(…) Selv har jeg intet udgivet i de sidste År. Jeg blev kørt træt i en Bog og måtte lægge den hen. Så har jeg på det sidste haft Spektakel med Helbredet. Nå, man bliver jo gammel. (…)9
I april bliver Pontoppidan opereret for galdesten, dengang en alvorlig operation med en langvarig rekonvalescens som fra sommeren 1911 til foråret 1912 tilbringes i Wiesbaden. Hvad tydeligt fremgår af Torben og Jytte. Fra Wiesbaden beskriver han 6. januar situationen sådan for Lundegård:
(…) Jeg selv er nu en hjemløs Fugl, har anbragt "Hjemmet" i Magasin og – måske for Resten af mit Liv – indskrænket min Bagage til et Par Kufferter. Jeg gør mig ikke store Forhåbninger om den Tid, jeg har tilbage. Jeg fik for tidligt et stort Læs at trække. Derfor kan jeg nu ikke rigtig komme på Benene igen, skønt jeg dog kun er 55.
Jeg lever her med min Hustru og min yngste Datter, som du vist så' sidst som en lille Pige. Hun går nu i sit 18d År og tænker på at rejse til England med det allerførste og få sig en eller anden Stilling der. Vor yngste Søn, der endnu går i Skole, har været her i sin Juleferie, og vi har haft en fornøjelig Tid trods alt.
Var ikke Wiesbaden noget for din Hustru? Her er en stille, mild, blød Luft, som skal være god for Gigtpatienter. Ved Vintertid lever man meget billigt her, og her er på den Tid fuldt op af ledige Smålejligheder (møblerede). En sådan har vi. Når Foråret nærmer sig, stiger vel nok Priserne; men så drager vi også andet Sted hen jeg aner endnu ikke hvor. Jeg har intet andet Formål med min Rejse end at få Ro til at fuldføre en stor Bog, som jeg længe har haft i Arbejde. Da det, som sagt, kniber med Kræfterne, må jeg resignere med Hensyn til alt andet. Jeg håber da inden næste Nytår at kunne sende dig et nyt Værk, og at det vil falde i din Smag, hvad jeg forresten tror. (…)
En måned senere, den 16. februar, skriver Pontoppidan i et brev til Georg Brandes fra Wiesbaden om danskerne:
(…) Folket i sin Helhed er gået adskillige Gåsefjed tilbage i åndelig Kultur. Samtidig med Dem fremstod Vilh. Beck, der blev Fader til "Indre Mission". Det var jo kun den naturlige Reaktion; men det var dog næppe ventet, at den skulde fænge, som den har gjort. I min Barndom sad rundtom Randers næsten udelukkende ganske verdslige Præster af St Blichers Art, som Pastor Kahrs, hvis Profil jeg har opridset i "Ung Elskov", en Kristian Mantzius i Præstekjole. Trods Münster og Grundtvig og Ingemann og Kierkegård, var |4| Forholdet sikkert omtrent således over hele Landet, at af 100 Præster var der ikke mere end 10 virkelig pålidelige Arbejdere i Vingården. Nu er Forholdene akkurat det omvendte. Mine egne Ungdomslærere på den polytekniske Skole Adolf Steen, Carl Holten, Julius Petersen osv var alle stejle Fritænkere; kun om en eneste vidstes det, at han var Kirkegænger. Nu er Forholdene også dér vistnok vendt om – dér, hvor dog Naturvidenskaberne er enerådende. Men hvad der synes mig langt mere nedslående, er en Sag som den Arboe Rasmussen'ske. Med Glædeshyl hilses Manden af vort radikaleste Frisind, fordi han, skønt Præst, begynder at nære Tvivl om den ubesmittede Undfangelse. Det er Lysglimtet i Mørket! Det er det Hanefjed, Kirken har taget i de sidste 40 År! Efter at have berøvet den stakkels Maria hendes Jomfrudom, vil den danske Folkekirke igen føle sig som en hel moderne Karl, der igen er Situationens Herre. Det skal snart mærkes!
I foråret 1912 rejste Pontoppidan, som siden Torben Dihmer, videre til den italienske riviera og boede et stykke tid i Santa Margerita, en snes kilometer øst for Genua. Indtil 1908 havde Pontoppidans gode ven, tobaksfabrikanten Hirschsprung, om vinteren sit tilholdssted i Nervi, i "Villa Castello", og Pontoppidan havde besøgt stedet i 190610. Hernede fik Pontoppidan så skrevet videre på Torben og Jyttes historie. Sommeren blev tilbragt først i Schwarzwald, siden i Freiburg am Breisgau, yndlingsbyen i det sydtyske. Herfra kan han den 14. august sende sin forlægger, Ernst Bojesen, en bunke manuskript og følgende ord:
Efter lang Tavshed sender jeg Dem igen (i Korsbånd) et Manuskript og beder Dem modtage det med Velvilje, hvad jeg tror, det fortjener. Jeg sender foreløbig godt 100 Sider, omtrent 1/3 af Bogen. Resten skal følge om et Par Uger, men jeg håber, at De vil tage Bogen ubeset og altså straks begynde Trykningen. Den indeholder en selvstændig, afsluttet Fortælling og har sin egen Titel; men den er dog en Del af et større Værk, hvad der må angives på Titelbladet. Jeg skal meddele mere derom senere, men jeg nævner det straks, da det måske kan influere på Deres Bestemmelse af Oplagets Størrelse.11
Der har dog nok stadig kun været tale om "Forhistorien", mens Italien-afsnittet der fylder resten af bindet, lige med undtagelse af Vestrup-afsnittene, først kommer til senere. Det færdige bind udkommer i begyndelsen af november, den 9. Allerede den 1. november skriver Pontoppidan til Galschiøt fra Freiburg hvor han nu bor alene:
Goethestrasse 45.a
Freiburg
Baden1.11.12
Kære Ven!
Jeg veed ikke, om De har fået en Bog betitlet "Torben og Jytte" sendende fra Gyldendal; ellers må den vel komme en af Dagene. De skulde have haft den i en fin Indbinding og med nogle Ord fra min egen Hånd, for jeg har, hvad De vist vil kunne forstå, ofte måttet tænke på Dem, mens jeg skrev denne Fortælling, – men det må nu vente, indtil jeg kommer hjem. Jeg er forresten temmelig overbevist om, at De ikke vil synes om Bogen, netop fordi der er så meget i den, der kan minde Dem om Deres egen store Ungdomsoplevelse. Imod Minderne fra denne Virkelighed må naturligvis en Omdigtning synes bleg og fattig; men forøvrigt må jeg sige, at mine Personer og deres Hændelser stod færdige i Omrids, da jeg lærte Deres mærkelige Kærlighedshistorie at kende. Der er altså ikke Tale om, at jeg har gjort et Forsøg på at portrætere; jeg har kun gjort et Lån hist og her, og jeg har ment at have Deres stiltiende Tilladelse hertil. I hvert Fald: det er mit Håb, at jeg ikke må have såret noget i Deres Følelse ved den Brug, jeg har gjort af Deres Betroelse. Jeg sætter så stor Pris på Deres Venskab og Fortrolighed, at jeg heller vilde have ladet Bogen være uskreven end have sat vort gamle Venskab på Spil.
Nu ses vi jo forhåbentlig snart. De kan tro, jeg længes efter det. Jeg tænker næsten, De ser et Glimt af min Kone en af Dagene. Det misunder jeg Dem. – Lev nu vel, til vi mødes.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Som altid hos Pontoppidan er det ikke rigtig til at blive klog på hvad han skriver om sin egen arbejdsproces. På den ene side: "mine Personer og deres Hændelser stod færdige i Omrids, da jeg lærte Deres mærkelige Kærlighedshistorie at kende". På den anden: "jeg [vilde] heller (…) have ladet Bogen være uskreven end have sat vort gamle Venskab på Spil". Galschiøt svarer 14 dage12 efter bl.a.:
(…) hvor har De noget Øjeblik kunnet tænke Dem Muligheden af, at jeg skulde føle mig saaret ved Deres Benyttelse af det 'Stof', jeg i sin Tid stillede til Deres Raadighed. Jeg gjorde det jo netop, fordi jeg syntes, at det var saa rigt og ejendommeligt, at det burde benyttes, og jeg vidste ingen, jeg hellere vilde betro det til, da jeg ikke selv mægtede at gøre noget ud deraf. De har altsaa fejl, naar De mener, at jeg ikke skulde synes om Bogen, fordi saa meget i den minder mig om hin triste Episode af mit Ungdomsliv. Tværtimod – jeg læste den, selvfølgelig navnlig den sidste Halvdel, med stigende Bevægelse, og jeg lukkede Bogen med et tungt Suk, idet de sorgfulde og selvopgivende Stemninger fra dengang atter kom op i mig. Men jeg vil bekende, at Bogen for saa vidt var mig en Skuffelse, som Jytte kun syntes mig et blegt Afbillede af den, der skrev hine Breve til mig. Rimeligvis er der i det store og hele ikke mere at faa ud af disse - De syntes jo i sin Tid at interessere Dem forholdsvis mere for Morens end for Datterens Breve - men jeg vilde ønske, De havde kendt hende, næsten blot set hende, eller at jeg gennem min Omtale havde kunnet gøre Dem et mere levende Begreb om hendes mærkelige Personlighed. Men De kan jo trøste Dem med at, selv om Jytte ikke helt tilfredsstiller mig, vækker hun vistnok alle andres udelte Interesse; i det mindste har hun ivrigt beskæftiget de Læsere af begge Køn, |4| med hvem jeg har talt om Bogen, og naturligvis har det ikke mindst været Problemet om, hvorvidt hun og Torben i en følgende Del "fik hinanden" eller ej. Jeg har smilet lidt tungsindigt ved mig selv og sagt, at man jo maatte haabe paa, at Digter-Forsynet i sin Almagt vilde ordne alt paa bedste Maade for dem. (…)
Her får vi en slags fingerpeg: det er selve Ja'et og det hurtigt efterfølgende Nej der kan spores tilbage til Galschiøts historie og så vel også Fru Berthas rolle i forsøget på at få gennemført en forlovelse. Det er dog mere interessant end vigtigt at grunde herover.
Pontoppidan kommer hjem til Danmark til julen – og til anmeldelserne af Torben og Jytte. Om dem skriver han i et brev til Georg Brandes den 4. januar:
Jeg har ikke haft stor Fornøjelse af at udgive min Ouverture, men det |4| kunde jeg heller ikke vente. Hvad Sven Lange har skrevet om den13, veed jeg ikke. Jeg var ikke kommen hjem, da Bogen udkom14, og så’ derfor slet ingen af Dagspressens Anmeldelser; men jeg ved, at Kritiken var unådig. Det vil gå med denne Bog som med ”Lykke-Per”, der også havde Modbør i Begyndelsen. Havde jeg rigtig forstået, hvor lidt lydhør Folk er blevet, havde jeg stukket Piben ind indtil videre.
Fra vinterhiet i Gentofte sender Pontoppidan i slutningen af februar 1913 denne melanco-traurige tilstandsberetning til Lundegård:
(…) Vinteren er gået meget stille for mig, da jeg endnu må holde mig borte fra al Selskabelighed. Jeg havde håbet at få næste Bind af min Bog færdig til Udgivelse i Foråret; men det må jeg opgive. I den fremrykkede Alder narrer man uafladelig sig selv ved at regne med sin gamle Arbejdskraft. Ikke desmindre arbejder jeg nu med større Tilfredsstillelse for mig selv end nogensinde. Er det også et Alderdomssymptom? Et Svækkelsestegn? (…)15
Samme pessimistiske tone lyder i et brev til Galschiøt den 9. april:
Jeg må jo se at få en Ende på mit store Danmarks-Billede, denne milelange Frise, som jeg begyndte på for mere end 20 År siden'2. Og bliver jeg engang færdig med den, så har jeg vel nok udtømt min Kraft.
Men ser man tilbage på årene med Lykke-Per, er der såmænd ingen grund til at fortvivle. Produktiviteten er ikke faldet hvad det væsentlige angår, kun alle udenværker. I årene mens Pontoppidan skrev De Dødes Rige, fik han ikke meget andet fra hånden. Vi får da også at se hvordan netop arbejdet bringer ham gennem mange viderværdigheder'3.
I maj måned samme år, altså 1913, mens endnu kun ét bind er udkommet, skriver Georg Brandes til ham et brev som synes at give eller være genklang af Torben Dihmers oplevelse af Danmark:
Kbh. Strandboulevard
9. Maj 13Kjære Henrik Pontoppidan
Jeg vil gerne trykke Deres Haand og vide, hvordan det gaar Dem. Hvis Avisen ikke lyver – undtagelsesvis – saa skriver De paa Deres store Fortælling oppe paa Skagen, hvor der vel for Tiden ikke er for mange Gæster. Jeg lykønsker Dem til at have et stort sammenhængende Arbejde for.
I disse Dage er jeg vendt hjem fra et halvaarigt Ophold i forskellige Lande og Egne og har desværre den besynderlige Følelse af ikke at være vendt hjem til noget eller nogen. Jeg kjender næsten ikke et Menneske her mere, der er Ingen, jeg gider opsøge. Jeg er paa en Gang hjemme og ikke hjemme her. Det Meste paavirker mig pinligt og er blevet mig fremmed og ligegyldigt.
Meget er naturligvis min egen Skyld; havde jeg fra først af anlagt mit personlige Liv forstandigere, var jeg bedre stillet. Men uden Skyld er jeg i Journalistikens Hysteri og Reklamesyge, i Politikens Grimhed og Fladhed som i den forfærdende Mangel paa interessante Mennesker. Jeg tænker nu at blive i Danmark henved 5 Maaneder; men jeg er udenfor Alt, skriver kun nu og da en Artikel for min egen Fornøjelse. Den drukner med det Samme i Massen af Vrøvl. (...)16
Først i det sene efterår 1913 udkommer andet bind, Storeholt. Samme dag bogen udsendes, skriver Ernst Bojesen til Pontoppidan om et andet oplag, skønt der af Torben og Jytte stadig lå 700 usolgte eksemplarer. Det finder forfatteren betænkeligt, for som han svarer (30.11.):
Min Læsekres forringes jo med Årene, som kun naturligt er for en Forfatter af min Art.
I januar 1914 skejede Pontoppidan ud. Han holdt et foredrag, det første og eneste i sit liv, i Aalborg, om Kirken og dens Mænd, og det er påfaldende hvor meget af foredraget der kunne være holdt af præsten Mads Vestrup i De Dødes Rige.
Pontoppidan sendte foredraget til bl.a. Galschiøt der straks svarede:
Tak for det tilsendte Foredrag, som jeg læste med det samme, jeg fandt det paa mit Bord, og hvis sunde og sande Betragtninger var, som det kunde være mine egne, kun i en langt mere overlegen og drastisk Form, end jeg selv kunde ha givet dem. Men De skal se, der blir ikke meget Staahej om det, for Præsterne tier stille.17
Galschiøt mente at tale ud af egen erfaring. 2. marts 1912 havde han fortalt Pontoppidan om et middagssamvær med tre lokale præster:
Jeg søgte som Mefisto at værge mig mod al den Hellighed ved højlydt at erklære, at jeg havde meldt mig ud af Folkekirken, men i deres uendelige Barmhjertighed erklærede de alle tre med et Smil, at det var de saa vant til – det gjorde slet ingen Ting – jeg kom nok tilbage igen!
Men Pontoppidans foredrag affødte en del avisskriverier som han blot selv holdt sig ude af med, så vidt vi ved, to undtagelser. Den ene er et brev til præsten Hans Koch der i bladet Plovfuren havde skrevet en ledende artikel imod foredraget. Han sendte den til Pontoppidan med ordene: "Jeg tillader mig herved at sende Dem en artikel, der er foranlediget ved Deres udtalelser i Ålborg."18 Det skulle han ikke have gjort. Som svar får han det hvasseste og morsomste brev den ellers altid i brevskrift så høflige Pontoppidan måske nogensinde har skrevet:
Snekkersten.
12.2.14Hr. Pastor H. Koch.
København.På Grund af, at jeg i den sidste Tid har måttet besvare så mange Breve og desuden har været på Rejse, nåer jeg først idag at kvittere for Modtagelsen af Deres Brev og Artikel. Når De forsikrer mig, at Deres Artikel ikke er skreven af nogen slet Bevæggrund, så tror jeg Dem naturligvis; men uden denne Forsikring 2 vilde jeg have kaldt det ganske løgnagtigt, når De begynder Deres Artikel med at sige, at jeg "i en Menneskealder har karikeret og hudflettet den danske Præstestand". Jeg vurderer i det hele og store ikke Nutidsslægten særdeles højt, heller ikke Præsterne; alligevel vil De ikke mellem mine mange – måske et halvt Hundrede – Præsteskikkelser finde en eneste lav eller ond eller lurvet Person, endsige et Vrængebillede som det, Deres egen Embedsbroder Chr. Richardt i "Deklarationen"19 har udleveret til det allerbilligste Grin. Den eneste, mig 3 bevidste, Undtagelse er en sølle Kapellan i "Isbjørnen", en af mine tidligste og ungdommeligste Bøger. Det er også ganske usandt, at jeg aldrig har skildret en Præst med virkelig Sympati for det, der netop udgør Præsten i ham. Jeg kunde nævne flere Skikkelser, som De efter min Mening godt kunde være tjent med at have stået Model til, og når De særlig nævner et af mine sidste Præstebilleder, Mads Vestrup, som Eksempel på
en afmine Karikaturtegninger'4, så røber De dermed kun en utilgivelig Mangel på Forståelse.Men De har altså skrevet i god Tro. Og Deres Påstand bliver mig da 4 et nyt Bevis på, i hvor høj Grad Forfængelighed og Selvovervurdering'5 er blevne de protestantiske Præsters Skødesynd.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan.20
Der kendes ikke noget svar fra Hans Koch, og hvad skulle han da også have svaret. Desværre er brevet i Bay & Bredsdorffs udgave blevet forsynet med nogle kursiveringer der går tilbage til understregninger med blyant i brevet, men bestemt ikke sat at Pontoppidan (de ødelægger jo brevets stil). Disse fremhævelser – sat af forargelse? – har måske været Hans Kochs eneste direkte reaktion på Pontoppidans brev'6.
Men Hans Kochs artikel var nu ikke så skeløjet, og Pontoppidan kan vel have følt sig ramt, såret, på flere punkter.
I efteråret 1914 kom så tredje bind, Toldere og Syndere, og Pontoppidan sendte bogen til Georg Brandes med dette brev:
Snekkersten,
11.12.14.Kære Georg Brandes!
Jeg har tilladt mig gennem Forlaget at sende Dem Fortsættelsen af min store Bog
Bog: Toldere og Syndere, der udkom næste dag, 12.12.1914. "til behageligt Gennemsyn". Dens sidste Halvdel er bleven til under Forhold, der har været meget nedtrykkende for mig, og det er rimeligt,2 at det kan spores på den. Men jeg vil ikke plage Dem med mine private Sorger, kun sende Dem en Hilsen med Forsikringen om min uforanderlige Hengivenhed.Deres
Henrik Pontoppidan
Georg Brandes slugte bogen og skriver allerede få dage efter til Pontoppidan:
Kbhavn 15. Dec. 14
Kære Henrik Pontoppidan
Der er ingen Træthed at spore i Bogens
Bogen: Toldere og Syndere der var udkommet 12.12. sidste Halvdel; De behøvede ikke at nære nogen Uro i den Anledning. Men som jeg troer at forstaa, er Deres Hustru bestandig syg og De nedslaaet derover. Det gør mig saare ondt, og det er trist at det ene Menneske ikke kan gøre noget for det andet i saadanne Tilfælde, hvor man er ensom med sine Sorger.Nu da Bogen har tre Dele, samler den sig for Læseren. Hovedpersonen, til hvilken De har taget nogle Træk fra Hørup og hans Forhold, men i hvem mange Træk ikke har noget med denne Model at gøre, giver Bogen et vægtigt Centrum. Kvindeskikkelsen
2 er meget original. Jeg troer ikke, jeg har truffet paa en ung Kvinde som Jytte; men hun virker overmaade naturtro. Hendes Skæbne i al dens Tomhed interesserer. Det er den normale Kvindeskæbne, Afhængighed og frugtesløst Oprør og en stor Uvished.Atter har De fordybet Dem i Danmarks indre Tilstande. Jeg kunde misunde Dem Deres Interesse for dem. Men De kender dem tilgavns, jeg ikke. Og Alt, hvad man kender tilbunds, fængsler En ved det indre Liv.
For Tiden er jeg overmaade arbejdsom. Da Rejser forbyder sig af sig selv og man ikke tør lade sig forlede til Ørkesløshed af det Tragiske, der sker, saa har jeg givet mig til at arbejde efter en
3 noget større Maalestok end jeg plejer. Neppe kan De i Snekkersten leve mere ensomt end jeg i Kjøbenhavn. Saa læser og skriver jeg hele Dagen og langt ud paa Natten.Gid De maatte faa Glæde af Deres Bog. I Politiken var der to Artikler om den, først en af Kai Friis-Møller
12.12.1914. , den Sjæl, han ankede over – som et Symptom (!) – at De stavede Chef som Sjef; det Komiske er, at det jo er Løgn. Derefter fulgte Deres gamle Hader og Forfølger Sven Lange14.12.1914. , som oplyste at Bogen var Papir ikke Liv. I mindst 500 Artikler har han nu forklaret, at ingen anden end han kan skabe Liv. Han skammer sig ikke ved at skrive Stykker som Fru Maja, der er den4 rene Ynk; men han indbilder sig og vil indbilde andre, at han har Privilegium paa Liv. Som ung var han brav og entusiastisk; i lang Tid har han nu været indbildsk, uærlig og gnaven.Deres hengivne
Georg Brandes.
Kai Friis Møller – på den tid en endnu meget ung og allerede flabet anmelder – havde nu ret. På side 22 i Toldere og Syndere skriver Pontoppidan faktisk "Ministersjefen" med –sj-'7. ...
I begyndelsen af det nye år, 1915, svarer Pontoppidan Brandes på hans brev:
4.1.15
SnekkerstenKære Georg Brandes!
De glædede mig for nogen Tid siden med et venligt Brev. Jeg har opsat at takke Dem derfor, indtil jeg samtidig kunde bringe Dem en Hilsen og Lykønskning til Årsskiftet.
De skrev, at De havde lukket Dem inde med Deres Arbejde, og dersom man for engangs Skyld tør fæste Lid til "Politikens" Nyheder, kan man med det allerførste vente Deres store Værk om Goethe. Den Bog glæder jeg mig overordenligt til. I disse hæslige Tider med deres ensformige Krigsbrøl skal det blive en Vederkvægelse at følge Dem i Deres Studier over den moderne Kulturs Fader.
Efter et lille vue over den nyudgivne danske skønlitteratur fortsætter Pontoppidan sit brev:
Jeg har en Fornemmelse af, at min egen Julebog er bleven modtaget med Gnavenhed ikke alene af "Politiken"21. Det er mig derfor dobbelt kært at vide, at De har læst den med Behag. At også andre har haft Fornøjelse af den, veed jeg dog, og hermed slår jeg mig tiltåls.
Om mine private Forhold skal jeg ikke brede mig. De er omtrent så nedtrykkende, som de kan være. Min Kone ligger på Helsingør Sygehus, og hendes Tilstand er – efter halvfjerde Måneds Sygeleje – omtrent uforandret.
Vi sender begge Hilsen med gode Nytårsønsker.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.22
Tre dage efter skrev Pontoppidan til Vilh. Andersen og kritiserede hans sammenstilling af Toldere og Syndere med Jakob Knudsens Mod, andet bind af Knudsens Luther-roman, som Vilh. Andersen havde dobbeltanmeldt sammen med Pontoppidans bog: "Han og jeg er og bliver dog Antipoder, der i det højeste berører hinanden med Fodballerne og Ligtornene. Men det er altid en Ære at blive "anmeldt"'8 af Dem, og hos ingen møder jeg i den senere Tid en dybere, en mere indtrængende Forståelse."23
Et spring frem til færdiggørelsen af Fortælling-Kresens fjerde bind, Enslev Død, giver et lille indblik i Pontoppidans økonomi. På Gyldendal var Ernst Bojesen holdt op, og det var forfatteren og lidt endnu: forlagsdirektøren Peter Nansen, Pontoppidan skrev til den 3. december 1915. Forholdet mellem de to havde altid været lidt anstrengt, alene brevtitulaturen viser det:
Snekkersten.
3.12.15.Kære Nansen!
Min Bog er nu på det nærmeste gjort færdig (der mangler blot Korrektur på de sidste 3-4 Ark) og den er bleven af samme Størrelse omtrent som det foregående Bind i Rækken. Forinden Prisen på den fastsættes beder jeg Dem tage følgende Forslag under velvillig Overvejelse.
Alle andre Middelklassefolk får Dyrtidstillæg denne Krigsvinter, og det kan også jeg i høj Grad trænge til, såmeget mere som jeg har haft og stadig har store Ekstraudgifter i Anledning af min Kones Sygdom. Dersom nu Prisen på min Bog blev forhøjet med 25 Øre pr. Ekpl. til Fordel for mig, så vilde jeg derved kunne få Dækning for i hvert Fald en Del af mit Underskud, og jeg tror ikke, at Bogen i den Anledning vilde miste 10 Købere, Forlaget altså ikke tabe noget ved Arrangementet. For det sidste Bind, der udkom i 3 Oplag, modtog jeg i Honorar ialt c. 2900 Kr. Det er en almindelig Skolelærerløn, og strækker ikke til for mig i Tider som disse.
Sålænge min Fortælling-Kres ikke er afsluttet, føler jeg mig ikke berettiget til at stille nye Betingelser for et fortsat Samarbejde med Forlaget, og nærværende må da også alene opfattes som en Henstilling, som ikke engang behøver at blive besvaret foreløbig, fordi jeg dog ikke ejer Magtmidler til at sætte mit Ønske igennem overfor Forlaget, dersom dettes Principer for Honorarberegningen fastholdes. Jeg har engang tidligere i et Brev berørt Sagen for Dem. Det var det første Strejkevarsel. Disse Linjer er altså det andet, men vil – som jeg bestemt håber – lige så lidt som det første forrykke det gode Forhold mellem Forlaget og mig, selv om min fornyede Henstilling skulde blive lige så resultatløs som den tidligere.
Modtag en venlig Hilsen fra
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Tone var mere hjertelig da Pontoppidan et par dage efter takkede Frederik Hegel der snart skulle tage over efter den fyrede Nansen:
Snekkersten.
7.12.15.Kære Hr. Direktør Hegel!
Jeg har al Grund til at være tilfreds og taknemlig, fordi Forlaget så beredvilligt er gået ind på mit Forslag og endog har forbedret det i min Faveur. Måtte det nu blot ikke vare for længe, før min Bog udkommer! Vi har jo Julen over Hovedet, inden vi veed af det.
Det er første Gang, jeg har den Fornøjelse at veksle Brev med Dem. At det er sket i en for mig så behagelig Anledning, vil jeg tage som et godt Varsel for Fremtidens Samarbejde.
Med venlige Hilsner
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Samme dag skriver Pontoppidan til sine gode ven, forfatteren Henri Nathansen der, efter et års tavshed oven på succesen med Indenfor Murene, nu havde skrevet og fået trykt i nyt skuespil, Dr. Wahl, som han havde sendt Pontoppidan:
Kære Nathansen!
De må sikkert have fundet mig skammelig utaknemlig, fordi jeg ikke tidligere har sagt Dem Tak for "Dr. Wahl". Men jeg har i den sidste Tid siddet begravet i Korrekturer, og det er en hæslig Beskæftigelse, der sætter mig i dårligt Humør.
Der går gennem Deres Skuespil et Pust af det store Drama, og jeg er overbevist om, at dersom jeg havde set det på Scenen, vilde det have virket stærkt på mig. Men som Læsedrama har det – og må det have – Mangler, |2| fordi Teatret ikke kan tillade den Bredde i Behandlingen, den Fylde i Karakteristiken, som en Læser er vant til fra Romanen. Sådanne Skuespil med stærk Teatervirkning minder om Væddeløbsheste, der er lutter Sener og hårde Muskelknuder og i deres Magerhed gør et dromedaragtigt Indtryk, når man ikke ser dem ude på Banen, i Firspring, med fremstrakt Hals og alle Ben i Luften. For os Læsere bliver altfor meget af det, der giver et Skuespil Værdi som Scenekunst, ligesom Noder til en Musik, vi ikke hører. Til Gengæld fornemmer vi måske den inderste Tone des stærkere, og det er da også |3| den, jeg har følt mig grebet af. Jeg udgiver i den kommende Uge selv en Bog, der – blandt andet – også handler om en stor Politiker og slutter med hans Død. Deres Stykke har altså haft en ganske speciel Interesse for mig, og det har moret mig at drage Sammenligninger, særlig med Hensyn til denne "inderste Tone". Gensyns-Scenen i første Akt mellem Dr. Wahl og Fru Agda synes mig Stykkets smukkeste og fineste. Den læser man mere en een Gang. Og rundt om findes Repliker, man ikke glemmer. Tag da min Lykønskning sammen med min Tak.
(…)De venligste Hilsner herfra!
Deres hengv.
H. P.24
Nathansen, der i venskabsforholdet afgjort var den ivrigste, kastede sig over Enslevs Død og skrev straks (16.2.) tilbage til Pontoppidan der den 18. december svarede:
Kære Henri Nathansen!
Tak for det Vennesind, hvormed De har læst min Bog, og Tak fordi De ikke skyede den Umage at fortælle mig lidt om Deres Indtryk af den. Det er mig en Opmuntring at vide, at i det mindste een af dem, hvis Dom har Vægt for mig, har fået noget ud af Bogen. Hvad jeg ellers har hørt om den – en Anmeldelse25, som Borchsenius har sendt mig, og et temmelig forvirret Orienteringsforsøg af Vilh. Andersen – giver mig ingen store Forestillinger om det Indtryk, den vil gøre på Læseverdenen. Men det var jeg forberedt på.
Jeg gennemlever påny en trist Tid. Min Kones Tilstand er igen forværret indtil det betænkelige. Jeg sidder netop og venter på Doktoren. Og jeg havde dog glædet mig så meget til Julen og ventet mig så meget af den, fordi vi skulde have Børnene hjem. Nu veed jeg ikke, hvad det bliver til.
Lev vel, og god Jul!
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Til Vilh. Andersen selv, der den 15. december havde anmeldt Enslevs Død i Nationaltidende under overskriften "Historisk Kunst", skrev Pontoppidan den 20. bl.a.:
(…) Det har ikke været min Hensigt at give et fædrelandshistorisk Anskuelsesbillede, og jeg er derfor heller ikke gået så systematisk tilværks, som De formoder. Tidsbilledet i Bogen skulde kun være den Baggrund, hvorimod Hovedpersonerne sås, og som forklarede deres Skæbner. Men det er åbenbart ikke lykkedes mig at interesse Dem ret for disse Mennesker; derfor har De væsenlig fæstet Opmærksomheden ved Baggrunden, som De meget fint har kaldt en Mosaik. Det vil øjensynlig gå mig med denne Bog, som det gik med "Lykke-Per", og som det går med de gode Vine, der skal blive ti År gamle, før de får deres Buket. (…)26
Også Georg Brandes havde læst Enslevs Død, og skriver til Pontoppidan:
Kbh. 18 Dec. 15
Kære Henrik Pontoppidan
Efter med Udbytte at have læst Deres Bog har jeg endnu en Gang gennemløbet de tidligere Dele for at opfriske mine Erindringer og se Sammenhængen mere klart. Værket har, som jeg opdagede, kun taget tre Aar, men der er sket mig og andre saa meget i den Tid, at jeg trængte til at faa Indtrykket fornyet.
Og nu ser jeg ikke blot Personerne klart for mig men Bogens Ide, den geistlige Obscurantismes sejerrige Fremtrængen og Omspænden af Land og Folk. En Ide, der er planlagt og gennemført med en virkelig Tapperhed, som vore Dages slappe Mennesker ikke vil paaskønne.
Jeg beundrer, hvor nøje De kender, hvorledes en ung Kvinde af de finere og bedre som Jytte føler og fører sig. Jeg staar i det Punkt meget tilbage for Dem. Hendes Skikkelse indtager en herskende Stilling, skønt hun jo med Vilje er holdt som ikke særdeles udrustet med Evner.
Alle Menneskene er levende. Jeg vilde ønske De havde skænket Enslev, der først fremføres som helt gammel, lidt flere sympatiske Egenskaber, mere Humor og mindre Utaknemmelighed; Figuren var ikke bleven mindre tydelig derved og var bleven mere rig. Han er hos Dem klog og hvas; han kunde med disse Egenskaber alligevel være gjort mere vindende. De har ikke villet det.
Det spores aldeles ikke i Bogen, hverken at De har været syg under Udarbejdelsen eller at De har havt anden stor Genvordighed. (…)
Deres hengivne
Georg Brandes
Pontoppidan svarer øjeblikkelig Brandes og går især ind på hans indvendinger mod Enslev-figuren. Derfor skal det først bemærkes at den i brevet nævnte Johan Sverdrup var født i 1816 (to år før Pontoppidans egen far) og døde i 1892. Han var professionel norsk politiker og statsminister 1884–89. Det norske netsted Cappelens historieverk27 skriver om ham:
Sverdrup var den første norske politiker i det 19. århundrede der vandt en plads i den brede bevidsthet der gjorde rimeligt at bruge betegnelsen folkefører. Ingen var samtidig heller mere omstridt. Hans personlighed rummer mange uløste gåder. Det første indtryk af Sverdrup var gjerne det fremmedartede ved hans udseende og fremtræden. Skikkelsen var liten og mager, ansiktet mørklødet. Talen var lidenskabeligt medrivende med velberegnede effekter på kanten af det teatralske. Hans evne til at charmere var stor, måske især på afstand. I personligt samvær var han sirligt korrekt, i en sådan grad at selv de som stod ham nær, fornemmede kulde i hans væsen. Den "folkekjære" Sverdrup hadde få, om i det hele nogen personlige venner. Han syntes at mangle elementær menneskelig varme.
Snekkersten
20.12.15Kære Georg Brandes!
Skulde jeg i al Korthed forklare, hvad der har været min ledende Tanke under Udarbejdelsen af min Bog, måtte jeg sige: jeg har villet skildre en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald, og på denne Baggrund skulde nogle Mennesker træde frem, der – uden alle Mirakler – reddes ud af Undergangen og grundlægger en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikens Evne til at fabrikere Menneskelykke. Enslev er Repræsentant for den første – og for dens Vildfarelser. Denne Skikkelses Tilblivelseshistorie kan jeg føre tilbage til en næsten daglang Samtale, jeg for nogle År siden havde i Norge med en ældre Dame, der havde kendt Sverdrup meget nøje, og fortalte om ham med en Blanding af Passion og Bitterhed.'9 Et Par supplerende Træk har jeg hentet hos Hørup, hvem Enslev iøvrigt slet ikke ligner eller skal ligne; og hvad Sverdrup angår, så blev jo hans Udgang en ganske anden end Enslevs. Jeg har i dennes Alderdomsskikkelse villet tegne, hvad der bliver tilbage af en rigt udrustet og oprindeligt stærkt følelsesbevæget Politiker af demokratisk Støbning, hvis Magt er hans Popularitet, og som står og falder med den. "En Politikers Ry er en kostbar Ting", – er en sørgmodig Ytring af Enslev, der citeres i det kommende Bind.
Det glæder mig meget, at De sætter Pris på Jytte. Jeg vilde jo gerne, at mine Læsere skulde komme til at holde af hende og følge hende med Deltagelse.
Det gør mig ondt at høre, at De nu igen har været syg. Ja, Livet kræver med Årene en uforskammet Portion Tålmodighed. Jeg selv lever nu her på andet År i et Sygehus, og der er ingen Udsigt til Forandring. Derfor kom jeg ikke til Kbhn. I de sidste 7 Måneder har jeg været der én Gang i et Par Timer for at se til en Datter og Datterdatter. (…)
Gid De nu i det nye År må holde Dem rask og arbejdsdygtig, så vi, for hvem enhver Bog fra Deres Hånd er en Kilde til Livsfornyelse, igen tør glæde os til et stort, samlet Værk som det sidste.
Deres hengivne
H. Pontoppidan28
"En Politikers Ry er en kostbar Ting." I Favsingholm kom der til at stå "en Politikers Ry er en kostbar Vare" (s. 81). Ordene er lagt Torben Dihmer i munden i samtalen med Bjørn Hamre (=Havre<Aakjær). I andenudgaven af De Dødes Rige (1917) er stedet gået ud.
To dage efter brevet til Brandes skriver Pontoppidan til Axel Lundegård bl.a.:
(…) Du har muligvis set eller hørt om, at jeg stadig fortsætter min "Fortællingskres", hvoraf nu igen et Bind er udkommet. Der mangler nu kun eet; og når også det er færdigt, skal du få den hele Syndflod over dig på eengang. Når jeg for mine Landsmænd udskænker den dråbevis som Medicin, er det af praktiske Grunde. (…)
I tidsskriftet Tilskueren anmeldte litteraturhistorikeren Hans Brix Enslevs Død i februar-nummeret 1916. Han sendte 2. februar Pontoppidan anmeldelsen og skrev til ham:
Aalborg
2/2 16.Forfatteren Hr. Henrik Pontoppidan.
Idet jeg hermed sender min Anmeldelse af Enslevs Død, vilde jeg bemærke, at det vilde være mig til Glæde og Belæring, om De vilde sige mig, hvorvidt jeg har faaet sagt det rette.
Ærbødigst
Hans Brix29
Pontoppidan svarede 4. februar30:
Snekkersten.
4.2.16.Hr. Dr. phil. Hans Brix!
Jeg er Dem meget taknemlig for de gode og kloge Ord, De har skrevet om min Bog, ikke mindst fordi De overhovedet ikke har skyet den Umage at sammenfatte Deres Indtryk af den i en Udredning af dens Ideindhold, sådan som De nu har opfattet dette. Jeg har i Almindelighed svært ved at genkende mine Bøger i de Genfortællinger, jeg kan træffe på hos mine Kritikere, og det er undertiden helt nedslående for en Forfatter at se, hvad selv gode Hoveder får ud af hans Skriverier. Dobbelt tilfredsstillende er det da, når man mærker, at det Billede, man har ønsket at oprulle for Læserne, i det væsenligste er blevet opfattet sådan, som man selv har set det.
Et Par Indvendinger mod Deres Fremstilling har jeg dog i mit stille Sind gjort under Læsningen, og siden De udtrykkeligt har ønsket at høre min Mening, skal jeg ikke tilbageholde dem. Den væsenligste gælder Deres Formulering af Bogens Hensigt. Når De skriver, at dens "Emne er den danske Nations Tilstand ved Begyndelsen af d. 20d Århundrede", så er dette kun rigtigt, når "Emne" tages i Betydning af Stof, Materiale. Det har ikke været min Opgave alene at give et Stykke Tidshistorie. Som i "Det forjættede Land" skal Tidsbilledet væsenlig tjene til at afspejle et Verdensbillede, i dette Tilfælde nærmest et Underverdens Billede, det Helvede, hvortil vi fordømmer os selv, såsnart vi vil forsøge på at indrette os "menneskeligt" i denne Tilværelse. Af den Grund er jeg heller ikke gået så systematisk tilværks ved Udarbejdelsen af Tidsbilledet, som De åbenbart formoder. Jeg har ikke rådført mig med Historien men har ved Valget af mine Skikkelser og ved deres Anbringelse i Bogen som Forgrundsfigurer eller som Statister hovedsagelig ladet mig lede af personlige Motiver.
Jeg har glædet mig over, at De har fremdraget den gamle Enslev Smed af den Glemsel, hvori han vistnok var forsvundet for de fleste af Bogens Læsere til stor Skade for Forståelsen. Men det er jo ikke så meget denne Stamfaders Pagt med Djævlen som netop hans Frafald fra ham, der hævner sig på hans Efterslægt i Underverdenen.
Hvad iøvrigt den Grundstemning angår, der har affødt Bogen, så er den måske klarest – i hvert Fald kortest – kommen tilorde i et lille Digt, som jeg netop idag for 4 År siden offenliggjorde i Anledning af Georg Brandes’ 70 Års Fødselsdag.
(…)
Siden jeg nu er begyndt at gøre Ophævelser, vil jeg gerne have Lov til også at sætte et lille Notabene udfor det Sted i Deres Afhandling, hvor De om Jyttes Forhold til hendes Kæreste skriver, at hun har taget ham, "fordi han kan byde hendes Sanser nogle Dages Glæde". Det er, synes det mig, at tage altfor håndfast på den Ting. Karsten From er i mine Øjne ganske vist et grundfordærvet men ikke noget ringe Menneske. Jytte kunde ellers aldrig være bleven forlokket af ham. Sin erotiske Trang havde hun jo kunnet få tilfredsstillet hos så mange andre af dem, der har tilbudt sig. Det er da heller ikke hans Forførelseskunster, der bringer hende i hans Arme, men deres fælles Forladthedsfølelse og Melankoli. Selv siger hun derom, at de elsker hinanden som to sørgmodige Aftensværmere, der mødes ved Solnedgang. (Side 117)
Da jeg for et Par År siden var i Ålborg og bl.a. besøgte Adjunkt Dr. Andersen, fik jeg for sent at vide, at jeg dér kunde have fået Lejlighed til at hilse på Dem. Jeg vilde gerne have sagt Dem Tak for den Glæde og det Udbytte, jeg har haft af Deres Bøger31. Nu må jeg nøjes med at gøre det skriftlig.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan32
Efter megen tavshed skriver Pontoppidan i midten af juli 1916 (den 17.), mens han arbejder på sidste bind, Favsingholm, et langt brev til Georg Brandes, heri bl.a.:
(…) De har et Sted skrevet, at De ikke ønsker Tyskland ydmyget. Det gør jeg heller ikke; bl.a. fordi et ydmyget Tyskland rimeligvis vilde være en endnu farligere Nabo end det, vi kender. Jeg ønsker det netop den Sejr, det har fået, og hvorom en Tysker træffende har sagt: "Vi sejrer os tildøde". Men med sådanne Ønsker kan jeg for Øjeblikket ikke vove mig frem og tier derfor. Noget Hovedstadsblad har jeg forresten heller ikke Adgang til. Jeg begyndte i nogle Provinsblade nogle små Beretninger, der skulde give et Billede af Krigssituationen herhjemme; men så forsigtig den første33 end var, blev den modtaget med Vrangvilje og af flere Blade afvist, fordi dens Optagelse efter Redaktionens Mening vilde stride mod den påbudte Neutralitet. Jeg opgav så Foretagendet.
Nu sidder jeg, ganske rigtigt, og arbejder på Slutningen af min Bog, hvori jeg har forsøgt at fremstille nogle Menneskeskæbner, der ses på Baggrund af Tidsbegivenhederne og forklares ved dem. Jeg venter mig ikke mange Læsere; men måske kan jeg dog nu, når Værket foreligger afsluttet, skaffe mig Midler til at flytte til København, hvad jeg længes efter af flere Grunde. Men jeg er afhængig af min Forlæggers Godvilje, og den unge Hegel, der nu står for Styret, har jeg aldrig talt med. Jeg kender ham kun af et Par Breve og af andres Omtale.
Jeg var nylig en Tur i Jylland, hvor jeg tilbragte min første Ungdom, og som jeg nu igen føler mig stærkt knyttet til. Alene Sproget derovre gør mig glad. Ellers har jeg mest været hjemme. Med min Kone går det nu fremad. Hun kan trippe lidt omkring i Haven og Husets nærmeste Omgivelser, har også et Par Gange været på en Køretur; men sin gamle Bevægelighed får hun næppe mere.
Vi sender begge Hilsen med Tak, fordi De mindedes os.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan34
Da bindet skal komme i julehandelen skriver Pontoppidan til Hegel den 12. december 35:
(…) Det glæder mig, at De straks har turdet trykke 3000 Ekpl. Blot det nu ikke må vise sig at have været for mange! I Pressen har jeg kun få Venner, og jeg er i det hele forberedt på, at det vil gå mig med dette Værk, som det i sin Tid gik mig med Lykke Per, der til at begynde med fandt en såre lunken Anerkendelse. (…)
Da bogen så er udkommet, bliver den igen anmeldt af Vilh. Andersen36, og denne gang er forfatteren mere tilfreds med behandlingen. Han skriver til ham mellem jul og nytår37
Kære Vilh. Andersen!
Jeg har i Årenes Løb mistet adskillige af mine tidligere literære Venners Agtelse. Til Gengæld har jeg haft den Lykke at vinde Deres Venskab, hvad jeg har så meget mere Grund til at glæde mig over, som vi jo ikke netop er "ligestemte Sjæle". Allermindst havde jeg turdet vente, at min sidste Fortællingrække skulde kunne tiltale Dem. Den tunge Tordenluft, der hviler over den, har mangen Gang under Udarbejdelsen knuget mig selv. Men jeg måtte skildre, hvad jeg havde set på min Sejlads over det døde Hav med de mange drivende Vrag. Nu sidder jeg ovre på den anden Bred og kan sige omtrent som den evige Jøde i "Genboerne":
Lad andre kun "leve", til de bli'er gale,38
jeg sidder så lunt i Libanons Dale
og fryder mig over min Friheds Skat
og slipper den aldrig. – God rolig Nat!Jeg er ikke mindst glad for, hvad De i Deres Anmeldelse har skrevet om Torben Dihmer. Han er virkelig ikke mere gal end en klog Mand til sidst må blive det af Ensomhed i en Verden som den nuværende. Men Tiden vil blive bedre. Denne skrækkelige Krig er Afslutningen på den vilde Dødningedans, Kehraus'en. Man kan ordenlig blive misundelig ved Tanken om den Slægt, som nu er i Barnealderen; og den Misundelse føler også Torben Dihmer, når han taler om den kommende Tid, hvori man vil tage det onde med det gode af Livets Hånd uden at gøre Forskel.
Det Møde mellem Torben og Jytte, som De synes at savne, kunde jeg ikke bringe i Stand uden at sprænge Bogens Slutning. Det er jo netop ved sin Hinsideshed, han bevarer Magten over Jyttes Sind. Trådte han ud af den til et Genmøde, vilde dette blot påny afstedkomme en lignende Forvirring som den, der førte dem fra hinanden ved deres først beskrevne Møde (i Italien), fordi kun det fjerne, det uopnåelige er i Stand til at lokke hende ud af sin Individualitets Sneglehus. Men forøvrigt har jeg ikke selv "gjort" Historien om Torben og Jytte. Den er som Romanens andre Fortællinger skåret ud af Livet uden meget Hocuspocus.
Jeg beder Dem tro, at jeg er oprigtig taknemlig for Deres smukke Ord om min Bog. Den har ved dem fået sin Indvielse, sin literære Dåb. Nu må Tiden vise, om Barnet er levedygtigt.
(…)Deres hengivne
Henrik Pontoppidan39
Også fra Henri Nathansen har Pontoppidan fået et indgående brev40 om Favsingholm og svarer ham nytårsdag bl.a.:
Min Bogs Svagheder er vist mere iøjnespringende end dens Fortrin; men det er jeg slet ikke ked af, ja jeg kan sige, at jeg har tilsigtet det. Alt for meget af vor Tids Kunst går ud på at overrumple, forbløffe, i det hele på at fremkalde øjeblikkelige Virkninger, Chok. Det kan gå godt, når det gælder en lille Bog; men i Længden trættes man og bliver uimodtagelig.41
Den 2. februar 1917 takker Pontoppidan i et brev Georg Brandes for andet bind af dennes Voltaire-bog. Det er meget morsomt, men så fortsætter han om sit eget værk:
Det blev, som De rigtig skrev, påny Sven Lange, der kom til at anmelde min Bog i "Politiken"42. Han havde gjort sig store Anstrengelser for at synes retfærdig. Man kunde formelig mærke, hvor han havde svedt under Arbejdet med at dokumentere. Jeg havde virkelig helt ondt af ham. Han baksede med mig som en lille Edderkop med en altfor stor Flue, stak mig hist og prikkede mig her, for at få Livet af mig. Jeg måtte hele Tiden tænke på det gode Råd, der blev givet hin ihærdige fulde Mand, som vilde vælte Rundetårn: Lad det hellere stå!43
Georg Brandes gav sig jo ikke af med at anmelde Pontoppidans bøger offentligt. Men Hans Brix fortsatte og anmeldte Favsingholm i Tilskuerens februarnummer. En anmeldelse han også denne gang sendte direkte til Pontoppidan. Pontoppidans svar giver et lille fingerpeg om hvornår omskrivningsdjævlen tog fat i forfatteren.
Snekkersten.
25.2.17.Hr. Dr. phil. H. Brix.
Det var min Mening at vente med at kvittere for Modtagelsen af den venligt tilsendte Anmeldelse, indtil jeg samtidig kunde sende Dem den nye, sammentrængte Udgave af min Bog, – ikke for at tvinge Dem til at læse den igen, hvad der vilde være ganske overflødigt, – kun som en Tak for velvillig og forstående Kritik. Imidlertid går det ikke så hurtigt med Trykningen, som jeg havde tænkt, og rimeligvis har De allerede forundret Dem over, at jeg ikke har ladet høre fra mig.
At min Bog, hvis kunstneriske Fortrin ligger i Perspektivet, ikke har egnet sig til at udgives stykkevis, giver jeg Dem fuldkommen Ret i. Mit Forsvar for Udgivelsesmåden er den, at jeg slet ikke kunde have skrevet Bogen, dersom jeg ikke under Udarbejdelsen var bleven økonomisk understøttet af min Læsekres. Resultatet må retfærdiggøre mig.
Uheldet har forfulgt mig under hele Arbejdet. Bedst som jeg var kommen godt igang, og var midt i "Torben og Jytte", blev jeg syg, kom på Operationsbordet, og var Invalid det meste af et År derefter. Det er ikke så let at få fat i alle Trådene igen efter en sådan Afbrydelse. Senere fik jeg på anden Måde Sygdom og Sorg til Huse, og har haft det siden. Det har vel nok altsammen præget Fremstillingen. Iøvrigt må jeg stadig hævde, at det ikke har været min Hensigt at skrive et Stykke Danmarkshistorie, men at give et kunstnerisk Billede af en Kulturperiode, og hvor mørkt dette Billede end er blevet, så er jeg overbevist om, at det er sandt.
Jeg beder Dem nu modtage en venlig Hilsen og en oprigtig Tak.
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan.
Som det fremgår af brevet ovenfor til Lundegård, var Pontoppidan kørt træt allerede før han kom på operationsbordet. Som Brandes siden skrev: man mærker ikke sygdommen på værket. Der er liv i værket selv om det værker i livet.
At der var drøn på under omarbejdelsen ses også af det lange brev44 Pontoppidan i slutningen af maj sendte til Georg Brandes som tak for dennes Voltaire-bog:
Snekkersten.
28.5.17.Kære Georg Brandes!
Da jeg såe Deres Håndskrift, "slog" Samvittigheden mig så kraftigt, at jeg vist blev rød derved. Jeg havde længe villet skrive til Dem, og nu kom De mig i Forkøbet. Skønt jeg naturligvis forlængst har tilendebragt Læsningen af "Voltaire" og tilmed set, hvor hæsligt man fra en vis Side har forsøgt at tilsmudse Dem i Anledning af Deres Bog, opsatte jeg at skrive, fordi jeg overhovedet i den senere Tid har måttet indstille al Korrespondance. Uventet for mig selv har jeg nemlig fået den Opgave allerede nu at forberede en ny Udgave af min sidste store Roman, og da jeg selv har fundet den for vidtløftig, tog jeg mig på at omarbejde den med det Formål at forkorte den med en Tredjedel, og da det hastede, har jeg i de sidste Måneder været stærkt beskæftiget med uopsætteligt Arbejde. Endnu er jeg ikke ganske færdig; men om en Ugestid, eller måske to, håber jeg at have de sidste Korrekturer fra Hånden.
Deres Bog har været mig til stor Forfriskelse under den trivielle Korrekturlæsning. Den er en Lærdomskilde og tillige en meget underholden45 Bog, skrevet med den Improvisationens Kunst, hvortil De nu er nået, med en Fart og Flugt i Stilen, som ved Sammenligning gør næsten enhver anden Prosa firbenet og tung. Voltaires Skikkelse er meget levende, og navnlig i anden Del føler man sig ofte greben af hans Ånds Storhed; men nogen rigtig stærk og varig Sympati for hans Personlighed får et Nutidsmenneske vistnok ikke let, og det er da også, som om Skildringen af hans Omgivelser i Grunden har interesseret Dem selv mest. Bogen er derved mere bleven en Tidsskildring end en psykologisk Studie, men den er ikke derfor bleven mindre fængslende.
(…)
Jeg havde det Uheld med min egen store Bog, at jeg blev syg og kom på Hospitalet, netop som jeg var begyndt på Arbejdet, og da jeg efter lang Tids nødtvungen Uvirksomhed igen kunde tage fat, tvang mine økonomiske Forhold mig til at udgive den stykkevis og i halvfærdig Stand. Jeg har derfor været glad ved at have fået Lejlighed til at foretage en Destillation, mens jeg endnu var optaget af Emnet og fortrolig med mine Personers indre Liv. Jeg bilder mig ind nu at have frembragt en Roman, hvortil nordisk Literatur ikke har noget Sidestykke. Jeg tænker derved naturligvis ikke på Kvaliteten, kun på Arten. Jeg tror, man i hvert Fald skal tilbage til de islandske Familjesagaer for at finde noget tilsvarende, uden at jeg dog mener på nogen Måde at kunne tåle Sammenligningen. Det er kun mine kunstneriske Bestræbelser, jeg vil karakterisere ved at nævne mit Forbillede. (...)
14 dage senere, den 11. juni, skriver 46 Pontoppidan til Vilh. Andersen, der er i gang med sin monografi til Pontoppidans 60-årsdag:
Kære Vilh. Andersen!
Vi havde iaftes Tebordet dækket i Haven indtil Klk 10½, og vore Nattergale slog deres Triller med en Henrykkelse, som om også de ventede Dem. Klokken elleve opgav jeg Dem. Jeg skulde tidlig op om Morgenen for at se det sidste Hold russiske Krigsfanger komme til Helsingør, og fra det Syn kommer jeg netop.
(…)
Jeg er jo, som sagt, lidt ked af, at De ikke har lært den nye Udgave af "De Dødes Rige" at kende. Da jeg i sin Tid begyndte Bogen, blev jeg syg og måtte være uvirksom i næsten et År. Og da jeg endelig var kommen godt i Gang igen med den, indtraf min Kones Sygdom netop som jeg af økonomiske Grunde var nødsaget til at bringe noget på Markedet. Alt dette har naturligvis sat sit Præg på Billedets Udførelse, og først i Bogens nuværende Skikkelse tilfredsstiller den mig selv. Jeg er med Årene bleven mere og mere led ved den descriptive og stemnings-udmalende Stil, som jeg forøvrigt ålede allerede i "Sandinge Menighed", og jeg synes, at jeg i min sidste Bog er kommen nærmest det uopnåelige Mønster: "Der var en Gang en Mand, der hed Søren." Jeg bilder mig også ind, at jeg i "De Dødes Rige" har udviklet min Evne til at udsætte et simpelt Stemningsmotiv for stort Orkester, til at benytte mine Figurer som en Komponist de forskellige Instrumenter til at genskabe det Følelsesliv, hvoraf Værket er fremgået. At mine Menneskers Meninger har skabt det (som det er sagt) er det bare Vrøvl. (…)
Det sidste er en hentydning til Sven Langes tre kronikker lange anmeldelse i Politiken i slutningen af januar af hele værket. I slutningen af juni skriver47 Pontoppidan til Frederik Hegel bl.a. at han:
nu er færdig med "De Dødes Rige". Den sidste Korrektur afsendes idag. Jeg kender ikke Deres Planer med Hensyn til Udgivelsestiden, om De vil lade den udsende til Sommerferielæsning, eller om De foretrækker at vente til Efteråret. Jeg tør ikke have nogen Mening om, hvad der er at foretrække. Men jeg håber, at jeg i alle Tilfælde tør gøre Regning på i Sommerens Løb at kunne hæve den Del af Honoraret, der endnu tilkommer mig. I Følge vor Aftale skal jo Halvdelen afskrives; af den anden Halvdel fragår yderligere 3000 Kr til Dækning af min Kassekredit i Privatbanken. Hvad der så kan blive tilbage, afhænger jo af Bogladeprisen. Men da jeg netop nu har Brug for Penge, vilde jeg meget gerne have 500 Kr sendt herud inden den 1ste.
Måtte nu min Bog finde Læsere! Trods dens mørke Tone tror jeg, at den nu har Betingelser derfor. (…)
Filosofiprofessoren Harald Høffding, der i slutningen af 1880 havde sat sin "demokratiske Humanisme" op imod Georg Brandes' "aristokratiske Radikalisme", var i al stilhed lige så optaget af Pontoppidans forfatterskab som denne var og altid havde været af Høffdings. Men de udvekslede kun nogle få breve, med mange års mellemrum. Da Pontoppidan den 24. juli 1917 fyldte de 60, lykønskede Høffding ham således48:
Carlsberg d. 23. Juli 1917.
Kære Hr. Henrik Pontoppidan!
Jeg maa have Lov til at sende Dem en venlig Hilsen til Deres 60 Aars Fødselsdag, ligesom jeg saa ofte under Læsningen af Deres Bøger har sendt Dem en venlig Tanke. Deres Bøger have undertiden efterladt en Brod hos mig; men ogsaa for den takker jeg. Først og fremmest er det dog den levende Natur- og Menneskeskildring, som betager mig, og i hvilken jeg ved hver ny Læsning finder noget Nyt. Jeg læser for Øjeblikket Deres fem Binds Fortællingskreds for fjerde Gang og lærer stedse mere af den, baade hvad Sammenhængen i det hele Værk, og hvad Karakterer og Episoder angaar. Jeg beundrer den Rigdom af enkelte Træk, der ved gentagen Læsning lader>lade Torbens og Jyttes Karakterer staa for os i hele deres psykologiske Virkelighed. Da jeg første Gang havde læst Bogen, var jeg ked af, at der nu ikke var mere; men gentagen Læsning har lært mig, at der var langt mere end jeg første Gang havde faaet fat i. Det er ikke saa overordentlig mange Bøger, det gaar mig med paa den Maade.
Med de bedste Ønsker
Deres hengivne
Harald Høffding
Den 27. juli svarer Pontoppidan Høffding:
Snekkersten
27.7.17Kære Hr. Professor Høffding!
Blandt de Beviser på Velvilje, jeg modtog forleden på min Fødselsdag, var intet mig kærere og værdifuldere end Deres Brev. For en Skribent af min Art, en folkelig Forfatter, er det en stolt Tilfredsstillelse, når Mænd, for hvem hele Verdensliteraturen står åben, endsige en Professor Høffding, kan læse hans Bøger uden at betragte det som Tidsspilde, og så er mine Bøger så anmassende brede, så uforskammede i deres Krav til Læsernes Tid og Tålmodighed. At også min sidste Bog har formået at interessere Dem, var det mig en særlig Glæde at erfare. Den har nemlig hidtil kun fundet ringe Påskønnelse og endnu mindre Forståelse i Læseverdenen. Jeg blev kun lidt bedrøvet over, at De ikke har kunnet læse den i den nye (endnu ikke udkomne) Udgave, der er skånsommere overfor Læserne med Hensyn til Tidsforbruget, idet jeg efter Evne har bortskåret alt Dødkød og løst Væv, hvoraf der desværre slap for meget med i den første Udgave.
Jeg beder Dem modtage min hjertelige Tak for Deres opmuntrende Hilsen, og jeg føjer hertil en længe tilbageholdt Tak for rig og dyb Belæring.
Deres ærbødige og hengivne
Henrik Pontoppidan49
Efter udgivelsen af den samlede udgave skriver Pontoppidan den 22. november 1917 til Axel Lundegård bl.a.
Jeg har selv haft en meget vanskelig Tid, der ofte har knuget mig. Men jeg har dog kunnet arbejde trods alle private og offenlige Ulykker, og det hjælper godt. Jeg har fuldført en stor Bog "De Dødes Rige", hvad du måske har set. Med Vilje har jeg ikke sendt dig den, dels fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulde sende den hen, mest dog, fordi det er en trist og tung Bog, som ikke kunde være dig til nogen Oplivelse. Nu vil jeg dog sende dig den, når jeg kommer til København og kan få fat i et Ekpl.
I den norske avis Dagbladet anmeldte Nils Collett Vogt i slutningen af februar 1918 den samlede udgave af De Dødes Rige I-II. Han kritiserede, at Pontoppidan lod værket ende med forsoning og skalmejetoner: "Disse toner, saa liflige de end tør lyde, skurrer mig en smule i ørene. De klær ikke Pontoppidans ulyriske stil. En domsbasuns toner. –" Pontoppidan skrev til ham den 23. marts 1918:
Snekkersten
23.3.18Kære Hr. Nils Collett Vogt!
Allerede for nogen Tid siden modtog jeg "Dagbladet" af 24d Febr. med Deres smukke Artikel om "De Dødes Rige". Jeg vilde straks have skrevet til Dem og bragt Dem min Tak; men Sygdom i min Familje og adskilligt andet kom imellem. Desuden må jeg kæmpe med en vis Ulyst til at skrive om min egen Bog, som jeg sluttede for halvandet År siden og i Mellemtiden er kommen temmelig langt bort fra. Den Uro og Uhyggestemning, som jeg udløste i den, har vel ikke forladt mig men er dog ikke længer den samme. Jeg begyndte Bogen før Krigen i sikker Forudfølelse af det Verdenssammenbrud, der nærmede sig. Men Uvejret indhentede mig under Udarbejdelsen, og den Tørst efter Fred og Forsoning mellem Mennesker, som midt under Rædslerne er forstærket i os alle, fik tilsidst også Overhånd hos mig. Derfor Slutningskapitlet, som De ikke kan lide.
Men der er sikkert meget andet i min Bog, som De ikke har brudt Dem om, og som heller ikke kan stå for en kunstnerisk Kritik – tænker jeg. Et sådant Værk, der er skabt, mens Jorden rystede under En, går let ud af sine Fuger og får en Skævhed hist, en Pukkel her, uden derfor at blive noget Misfoster. Det trøster jeg mig i hvert Fald med, og Deres Ord om Bogen bestyrker mig heri.
Hjertelig Tak og venlige Hilsner.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
Det er interessant at bemærke at Pontoppidan regner halvandet år bagud fra februar 1918. Det vil sige at skabelsesprocessen for ham sluttede med færdiggørelsen af femte bind, Favsingholm, mens omarbejdelsen ikke tæller med når det drejer sig om den ulystskabende distance. I årenes løb cementerede den opfattelse sig hos Pontoppidan at De Dødes Rige var et forfejlet værk. I 1923 (den 11. marts) skriver han til Axel Lundegård, hvem han ikke kan skaffe de tre originale bind af Det forjættede Land, fordi antikvarpriserne er blevet eksorbitante:
Men "De Dødes Rige" skal jeg sende dig. Dog, den Bog blev desværre ikke, som jeg havde tænkt mig den. Bedst som jeg var kommet i Gang med Nedskrivningen, blev jeg kastet på Operationsbordet (i 1911); og det mærkes, at den er fuldført af en Reconvalescent.
Men det blev ikke hans sidste ord. Adjunkt Harald Rue, der var en god kommunist og medredaktør på serien Arbejderkunst, havde samtidig i det skandinaviske tidsskrift Ateneum anmeldt Poul Carit Andersens bio- og bibliografi fra 1934. Begge dele sendte Rue Pontoppidan, der den 3. januar 1935 skrev tilbage:
Holmegårdsvej 2
Charlottenlund3die Jan. 35
Hr. Adjunkt Rue!
Jeg takker Dem meget for de nye Hefter af Arbejder Kunst, jeg nylig modtog, og ikke mindre for det fortræffelige svenske Tidsskrift, De så venligt sendte mig et Hefte af. Det synes at være et Udsigtstårn med betydelig friere og videre Horisont end vort hjemlige "Tilskueren". Jeg havde ikke anet dets Existens, men er nu blevet Abonnent. Heftets to Artikler fra Deres egen Hånd, særlig naturligvis den, der handlede om mig selv, fangede straks min Interesse. Det glædede mig at se "De Dødes Rige" blive trukket frem fra den Krog, hvor Kritiken ellers gerne har henstillet den. Bogen blev til under Indtrykket af den Uvejrsstemning, der hvilede over Europa i Årene før Krigen, og fik derved uvilkårlig mere Karakter af et Bekendelsesskrift, end af et frit formet Romanværk. Men måske netop af den Grund står den mit Hjerte nærmere end de fleste af mine andre Bøger.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
Se, her er al snak om sygdom forsvundet. Og det er rigtigt passende.
(…) i en Trilogi – "Det forjættede Land", "Lykke-Per" og "De Dødes Rige" – har jeg søgt at give et sammenhængende Billede af Nutidens Danmark (…)tilbage
Det är dock icke säkert att De Dødes Rige blivit lidande på författarens sjukdom. Man undrar snarare om det inte varit tvärtom. Opus cit. s. 170.tilbage
tilbage(Det er i den Henseende ikke uden Interesse, at "Torben og Jytte" bragte et Præstebillede, som syntes i enhver Henseende ringere end noget tidligere)
Hans Koch var medarbejder ved avisen Hovedstaden og anmeldte heri de fire sidste bind af De Dødes Rige: 30.12.1913, 13.12.1914, 16.12.1915 og 20.12.1916. Da Torben og Jytte udkom, var dette kristelige dagblad endnu ikke stiftet. I sin anmeldelse af Toldere og Syndere (1914), det første bind efter brevvekslingen med Pontoppidan, skriver Hans Koch:
tilbage(…) selv Figurer, der efter Anlæget kun syntes at kunne blive rene Skabilkener, begynder pludselig at føre Mennesketale af en Art, som virkelig bringer en til at lytte.
Mads Vestrup er i saa Henseende typisk; ogsaa i en anden Retning er han det. Pontoppidan har to Principper for Behandling af Præster. Til Tider begynder han med at udlevere den paagældende nogle smukke Kvaliteter; da er man ikke i Tvivl om, hvad Meningen er; det er Bonden, der sætter Grisen paa Byg – til Nedslagtning. Men ogsaa den modsatte Vej er farbar: først pilles ubarmhjertigt alt fra vedkommende, og saa stilles han op som den Profet, der egentlig burde lyttes til. Saavel i Muld (med Fortsættelse) som i Lykkeper vil man finde Eksempler paa begge Typer. Baade i det ene og det andet Tilfælde er Formaalet tydeligt; men Virkningen er noget forskellig. Lad mig sige det straks, at Mads Vestrup i det hele og store virker ikke godt. Det er kun glimtvis, at han faar Bugt med Læsernes Forbauselse og Forvirring – især der, hvor Forf. tager Magten fra ham og lader sin alvorlige, barske, stilfærdige Røst lyde med i den afskedigede Præsts kristelige Formaninger.
Mads Vestrup er nu i Virkeligheden den, paa hvem Forf. har sat Kraften ind. Resten er en Skildring, foretaget med al Pontoppidans kendte Virtuositet (…)
Jeg har ved nærmere Eftertanke fulgt Deres Råd med Hensyn til Skrivemåden Chef; har altså i de første 4 Ark rettet Sj til Ch.Men rettelserne blev ikke fulgt førend i de følgende udgaver. I et eksemplar af femte bind skrev HP denne dedikation:
tilbageTil
M. Galschiøt, Skriftdommer,
med Tak for Politiopsynet og Hilsen fra
de anholdte Brølere og andre Urostiftere.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.