Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Rørvig. 21. juli 1910
Prægtig og elskelig er (…) Moderens Billede
21/7 1910 |
Rørvig Nykøbing Sj. |
Kære Galschiøt!
Det er allerede længe, siden jeg sluttede Læsningen af den Brevveksling, De betroede mig, og jeg har længtes efter at tale med Dem om den. Havde ikke Vejret været så vidunderligt her (vi har indtil i Dag levet under blå Himmel), vilde jeg også have været herfra for længe siden og da gjort Dem et Besøg. Nu rejser De bort, og så ses vi næppe foreløbigt.
Brevene1 har optaget mig meget. Den første Uge, da jeg var her alene sammen med Steffen, var de så at sige min eneste Underholdning. Jeg sad ude i Haven og havde vanskeligt ved at slippe dem til Trods for, at det jo mere var en Sygehistorie end – som jeg havde tænkt – en Kærlighedshistorie, 2 jeg indviedes i. Jeg levede i de Dage meget mere med Dem og Deres stockholmske Vennekres, end med mine rørvigske Omgangsfæller, og jeg synes at kende navnlig Deres "Mamma Hulda" så godt, som havde jeg virkelig selv hørt Kresen til og været en Slags Skriftefader for den. Og nu er De igen på Vej til Bedarø! Jeg sender Hilsen med – både til de levende og de døde, men især til en ung, trediveårig, dansk Magister2, som De sikkert vil møde dér igen og snakke en Del med i Enrum. Kære Galschiøt, De har gjort mig en stor Glæde ved at betro mig disse Breve. Jeg har aldrig haft Anelse om den svære Sorg, der ramte Dem i Deres Ungdom, og som jo forklarer så meget. Jeg forstår, hvorledes denne Oplevelse har præget Dem, og nu, da jeg er bleven vidende, undrer det mig lidt, at jeg ikke af mig selv har begrebet, hvad der så tidligt gjorde 3 Deres Væsen dæmpet og gav Deres Stemme den dybe Underklang. Jeg lærte Dem vistnok at kende i Begyndelsen af Firserne, altså nogle få År efter den unge Piges Død, og jeg husker navnlig engang, da vi spiste Frokost sammen på en Restauration et Sted ved Nørrevold, at jeg blev slået af det ringe Livsmod, Deres Udtalelser åbenbarede, og som syntes mig, der dengang var en Fandens Karl med Næsen i Skyerne, næsten latterligt grundløst. Hvor jeg forstår Dem nu! Hvad har De ikke gået igennem i de År! – Ingen kan læse disse Breve uden at lide med Dem. Hvor meget mere griber og rører de da ikke Deres Venner. For mig har derfor også den unge Piges Breve haft mindre Interesse. Prægtig og elskelig er derimod Moderens Billede tegnet i den hele Samling, ikke mindst gennem hendes egne Breve, åbenhjertige og ukunstlede som Kvinders Skriverier jo gerne er. Hun står for mig som en Niobe-Skikkelse, 4 der vokser under Ulykken. Men alt dette skal vi engang tale om. Jeg beholder nu Brevpakken og skal nok forvare den godt, indtil vi ses.
Jeg har nu været fastholdt her i tre Uger af det prægtige Vejr og har tilbragt hele Dagen og en Del af Natten under åben Himmel. I de sidste fjorten Dage har jeg haft Selskab af Erik Henrichsen, der bor på Strandhotellet ikke langt herfra. Bergstrøms3, der har slået sig ned i selve Rørvig By (en halv Times Gang fra vor Bolig) har jeg derimod sjeldnere set. Det gør mig ondt at høre, at Nathansen ikke har haft det forventede Udbytte af Sommerferien, men forresten måtte han da kunne sige sig selv, at et√ Sommerpensionat ved Hornbæk ikke egnede sig til Arbejdsplads.
Jeg ønsker Dem nu Lykke på Rejsen og beder Dem bringe Deres Søster en hjertelig Hilsen fra os. Tak for Brevet – jeg lever med Dem i disse Dage, da så meget gammelt og kært vil blive levende for Dem igen.
Alle hilser!
Deres hengivne
H. Pontoppidan