Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
20. december 1915
en stor Tidsalders sidste Timer
Snekkersten.
20.12.15.
Kære Georg Brandes!
Skulde jeg i al Korthed forklare, hvad der har været min ledende Tanke under Udarbejdelsen af min Bog, måtte jeg sige: jeg har villet skildre en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald, og på denne Baggrund skulde nogle Mennesker træde frem, der – uden alle Mirakler – reddes ud af Undergangen og grundlægger en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikens Evne til at fabrikere Menneskelykke. Enslev er Repræsentant for den første – og for 2 dens Vildfarelser. Denne Skikkelses Tilblivelseshistorie kan jeg føre tilbage til en næsten daglang Samtale, jeg for nogle År siden havde i Norge med en ældre Dame1, der havde kendt Sverdrup meget nøje, og fortalte om ham med en Blanding af Passion og Bitterhed. Et Par supplerende Træk har jeg hentet hos Hørup, hvem Enslev iøvrigt slet ikke ligner eller skal ligne; og hvad Sverdrup angår, så blev jo hans Udgang en ganske anden end Enslevs. Jeg har i dennes Alderdomsskikkelse villet tegne, hvad der bliver tilbage af en rigt udrustet og oprindeligt stærkt følelsesbevæget Politiker af demokratisk Støbning, hvis Magt er hans Popularitet, og som står og falder med den. "En 3 Politikers Ry er en kostbar Ting"2, – er en sørgmodig Ytring af Enslev, der citeres i det kommende Bind.
Det glæder mig meget, at De sætter Pris på Jytte. Jeg vilde jo gerne, at mine Læsere skulde komme til at holde af hende og følge hende med Deltagelse.
Det gør mig ondt at høre, at De nu igen har været syg. Ja, Livet kræver med Årene en uforskammet Portion Tålmodighed. Jeg selv lever nu her på andet År i et Sygehus, og der er ingen Udsigt til Forandring. Derfor kom jeg ikke til Kbhn. I de sidste 7 Måneder har jeg været der én Gang i et Par Timer for at se til en Datter og Datterdatter.
Jeg veed ikke, om Nathansen har 4 været hos Dem og forsøgt at interessere Dem for den unge Forfatter Harry Søiberg, der lever under sørgelige Kår og trues af en Katastrofe. Han synes mig en mærkelig digterisk Begavelse, et Naturgeni, der modnes langsomt, endnu er temmelig uudviklet, men sikkert engang vil frembringe det udmærkede, dersom han ikke går til Grunde i Fattigdom. Hans sidste Bog3 er ikke videre betydelig; men i den forrige4 var der mesterlige Skildringer.
Gid De nu i det nye År må holde Dem rask og arbejdsdygtig, så vi, for hvem enhver Bog fra Deres Hånd er en Kilde til Livsfornyelse, igen tør glæde os til et stort, samlet Værk som det sidste.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
