"Grundstemning af vemodsfyldt ironi"

Fra Hytterne
Nye Landsbybilleder.
(139 Sider. Gyldendalske Boghandels Forlag.)

Henrik Pontoppidan har sin literære Hjemstavn i en sælsom afsides Krog af Landet, hvor mellem vidtstrakte Ødemarker smaa Flækker med brøstfældige Rønner ligger sammenklinede omkring faa store Bøndergaarde. Hans Ejendommelighed som Forfatter beror paa hans nøje Kendskab til de vanskabte Skæbner, som formes i saadanne sorte Indsidder-Rønners lavloftede Rum, mellem stinkende Smuds og under krogrygget Slid – og med Fattiggaarden som skræmmende Baggrund. Det er den Alderdommen beskærmende Havn efter disse Tilværelsers uafbrudte Stræv for Storbønderne.

Pontoppidan véd, hvor rodfæstet og – hvor berettiget disse Menneskers dumpe Had til Fattiggaarden er. Han har bl.a. en Historie at fortælle om, hvordan Stine kom paa "Kassen" – Naadsensbrød kalder han den. Først beskriver han det store, nyopførte Fattig- eller Arbejdshus, som er hele Egnens Stolthed og Pryd. Helt majestætisk ligger det paa Toppen af en Banke, muret af graa og røde Sten, med Kongens Navnechiffer funklende i Guld over Døren. Forbikommende Fremmedfolk vil sikkert ikke "anslaa det til mindre end et Ting- og Arresthus1, et kgl. Tugthus eller lignende", og mere end én besindig Mand ryster paa Hovedet, naar han kommer ind i de pragtfulde Rum, og ymter om Overdrivelse. Men oppe i de store Sale sidder Lemmerne rækkevis – Mænd og Fruentimmer hver i sin Fløj – og flætter Maatter og binder Kurve. "Det er de udslidte Kræfter, de forkomne Eksistenser fra Herredets Hytter og Huler, der samles her inde mellem disse Mure, naar Haanden bliver for svag og Ryggen for kroget til længere at bære Livets Byrde."

Og med en egen Grundstemning af vemodsfyldt Ironi, som det er Pontoppidans Særkende, beretter han om Livets Gang inden for disse Mure: hvorledes de affældige Gamle til bestemte Tider paa Dagen henter den usle Lemmekost, som de begærlig sutter i sig med de tandløse Gummer, og hvorledes Opsynet om Aftenen endda gør sig en Ronde gennem Stuerne for at paase, at intet unødigt bortspildes eller overflødigt forputtes. Hvorledes overhovedet alt gaar for sig med "en Præcision og Orden, som maa kaldes mønsterværdig" – saaledes at selv de urimeligste Særlinge mellem disse skørhovedede Gamle paa mindre end fjorten Dage slibes til de føjeligste Led af Mekanismen og "præsenterer sig strax2 paa den første Udgangsdag for Verden med dette uigjengivelige Fællespræg af slunken og renvasket Tamhed, der karakteriserer dem alle fuldt saa vel som den graa Vadmels-Uniform." Men forstaar sig: Inspektøren er jo ogsaa som gammel stram Underofficer i en sjælden Grad skabt til den Stilling, han beklæder; for den ringeste Forsømmelse udøver han Anstaltens reglementmæssige Justits i Form af Brummeture og afknappede Madrationer – til Fordel for sin Præmieso.

Hvad Under, at denne Anstalt berømmes som en Mønsteranstalt, der paa samme Gang er Herredet til Ære og økonomisk for Sognekasserne.

Besynderligt nok synes imidlertid Herredets Fattigfolk slet ikke at sætte Pris paa dette Palads, hvormed man saa rundhaandet har betænkt deres gamle Dage. Det er endda næppe for meget sagt, at dets blotte Nævnelse kan faa selv den stærkeste Pundtærsker til at blegne.

Og nu er det, Pontoppidan fortæller om det bevægende Optrin nede i Smøgen, da man kom med Fjællevognen for at hente Stine Bødkers op paa "Kassen". Sandsynligvis havde nemlig heller ikke hun forstaaet tilstrækkelig at skatte Fattighusets sindrige Ventileringssystem og smukke arkitektoniske Linjer. Nok er det: hun skreg og skældte og bandede som kun en drukken og splittergal Kælling har Vejr til det, medens der stod fuldt udenfor den fattige Rønne med alle Slags tililende, som raabte og lo, mens Skolebørnene jublede.

Stine havde før været en skikkelig og stræbsom Kone, som havde ernæret sig og mange Børn med redeligt Arbejde, men som forgangen Høst havde faaet Haanden kvæstet i en Damptærskemaskine og siden under sin fortvivlede Kamp for Tilværelsen bestandig oftere var tyet til Fattigfolks store Trøster, til Brændevinens Barmhjærtighed.

Fra det Øjeblik det blev hende klart, at al Modstand var forgæves, og at Arbejdsanstalten alligevel vilde blive hendes sidste Asyl, slap alle Tøjler hende af Hænde; ... og nu gik hun derinde som et vildt Dyr over Gulvet, skrækkelig tilredt, med Huen gleden bag ad den halvskaldede Isse og oversmurt med Skarn.

Tilsidst maatte der sendes Bud efter Sognefogden for at faa Bugt med det balstyrige Fruentimmer. Ham vovede hun ikke at lægge Haand paa.

Stine var sunken i Knæ. Hun holdt ligesom afværgende de sorte, magre, rystende Hænder frem foran sig, medens Kæberne klaprede som for at tale. Men der kom ingen Lyd. Kun Øjnene — smaa, sorte, rædselsslagne under den rødplettede Pande — hvor de bad!3

Det var et grufuldt Syn.

Den lange Zacharias Smeds rustne Stemme tilraabte ude fra Mængden Fogden en Advarsel og nogle faa andre Røster istemte: Lad hende være lidt! Men i det samme blev Stine overmandet og bundet paa Hænder og Fødder og under Skolebørnenes fornyede Skingren baaret skrigende og sprællende ud af Døren, smidt paa en Vogn og kørt af Sted.

Lidt efter kom Provsten kørende gennem Byen i sin magelige Landauer.

Formodentlig4 maa han have havt Fornemmelsen af noget usædvanligt; thi da han kom til Gadekjæret5, hvor Skolebørnene endnu stod forsamlede, lod han Vognen holde og spurgte, hvad der var paa Færde.

Og som med én Mund og med Huen i Haanden svarede da de smaa i deres Uskyldighed:

"Det var bare Stine Bødkers, der kom paa Kassen."

– – Den Fortælling er et kraftfuldt og kunstnerisk stilsat Vidnesbyrd om Arten af de Følelser, Pontoppidan nærer for Fattighuset paa Landet. Han omfatter denne ærværdige Institution med al den ømme Forkærlighed, som en sand Digter maa fatte for en saa frugtbar Anledning til at fremhæve Samfundets Brøde og vække Læsernes indignerede Sympati med Medmenneskers uforskyldte Lidelser. Intet er ham kærere end at sysle med det kommunale Forsyns Uret mod disse gamle Mænd og Kvinder, som efter et stræbsomt og kummerligt Liv, ofte mundet ud i forklarligt Hang til Drik, maa ende deres glædetomme Dage som indespærrede Trælle under Straffeopsyn. Og han forstaar med finstemt Fortællekunst at sammenparre en tungsindig Medfølelse for Fattiglemmernes triste Skæbne med en sviende Satire over Forsørgelsens lovpriste Ypperlighed og Ledelsens paaløjede Humanitet.

Han afklæder uskaansomt Landalmuens Liv det idylliske Skær, Romantikerne yndede at kaste hen over det, og den nøjsomme Gudsfrygt, som Skolelærerliteraturen senere har ment at gøre en god Gærning ved at inddigte deri. Han har forgæves søgt Idyllen; — ikke en Gang i Kirkeklokkens anerkendt stemningsfulde Klang har han kunnet finde den; ogsaa deri har han fornemmet en skurrende Bilyd af Uretten og Forskellen til udover Graven.

Historien Ane-Mette véd derom at sige. Naar Pontoppidan fortæller om den Lillelunde Kirkeklokke, som falder ind med stærk og malmfuld Stemme, hver Gang en af Byens Folk gør sin sidste langsommelige Kirkefærd – saa glemmer han ikke at tilføje: "en stor (til 4 Mark6 og 8 Skilling) for Bønder og velhavende Haandværkere samt en mindre (à en gammel Rigsort [mønt, svarende til 24 skilling] til hvis lidt mere sprukne Toner Husmænd og jordløse Indsiddere ager op til deres Fædre,7 ... for nu slet ikke at tale om hine fattige Stympere, der – lige som ad en Bagvej – lister over i Evigheden uden anden Musik end Præstens Amen og Grusets hule Bump paa det tynde Kistelaag."

Og han beretter et rørende Optrin: den gamle udslidte Enke efter den fordrukne Niels Nilen, som en stegende varm Sommerdag sidder ventende, til de inde paa Kirkegaarden har gravet Resterne af hendes bitte Pige op for at skaffe Plads til den rige Gaardmand Anders Jensens lille Datter; just som hun har pillet de spinkle Barneben sammen i sit Forklæde, lyder den malmfulde Dødsklemten til 4 Mark og 8 Skilling, og ind drager det pompøse Ligfølge. Degnen synger, som han var betalt for det, . . . hvad han da ogsaa er . . . og Provsten taler en stiv Klokketime inde i Kirken og tæller efter Jordpaakastelsen helt op til hundrede under den "stille Bøn" i Hatten.

Ja, om det saa var Kirkeklokkerne, saa slyngede de til Slut deres Toner op imod Himlen med en Vælde, som om de indtrængende vilde minde deres Hersker om, at det var selve Anders Jensens Barn, han nu havde taget i hellig Varetægt.

Men nede paa den snoede Kirkevej gik nu Elsebeth og lyttede op til disse Klokker.

Hun følte sig saa let om Hjærtet . . . saadan som en, der har betalt en gammel Skyld; og der laa over hendes Ansigt ligesom den trygge Fortrøstning om, at dog ogsaa en lille Straale af al denne Guds Velsignelse nu endelig havde naaet hendes stakkels lille Ane-Mette.

Fortællingen Hans og Trine berøver det erotiske Forhold i Landsbyen sin forlorne Idealisme. Dette fuldstøbte lille Kunstværk af tro Redegørelse for usammensat Følelsesliv og af sikkert rammende Stil afskraber fuldkommen den brutale Drift og den raa Beregning sit paahængte gyldne Skind af pyntelige Løgne.

– Pontoppidan faar med Schandorph dele Fortjenesten af at have splittet Bonderomantikkens blaa Dunst med Virkelighedens fulde, skarpe Dagslys. Men de tos Kunst er for øvrigt af højst forskellig Art. Schandorph beskriver omstændelig, detailleret; hans Bøger vil være et solidt Fond af kulturhistorisk Kundskab om vor Tids Bondeliv. Pontoppidan er det udsøgte og nænsomme Ordvalgs Mand, han stræber at give sin Stil gennemsigtig Aktualitet og flydende Prægnans. Schandorph virker ved en drøj Komik; Pontoppidan smyger sig ind i Læserens Sind med stemningsvækkende Vemod og elegant tilslebet Satire.

Bogen slutter med en dejlig Epilog Vandreren, som kaster et lyrisk forklarende Skær tilbage over Fortællingerne. Pontoppidan fortæller om en Vandringsmand, som paa en melankolsk Vinterdag kommer gaaende over de store Hovmarker. De vækker underlige Følelser hos ham: det er, som han sér duvende, tavse Skikkelser, der slæber sig frem under Ladefogdens Pisk – medens nede i Lavden Herregaarden skimtes, hvor Greven mønstrer sine Bønder, naar han hver Ugedag lader dem passere forbi under Træhesten med blottede Hoveder. Men det er ham ogsaa, som han saa for sig hin Julenat, da en sværtet Skare med Lygter og blussende Brande sprængte Borgporten, parterede Herremanden og voldtog hans Frue – øvende Gengæld for døjet Uret og Pinsel.

Hvor det klang ham underlig fjærnt altsammen! Han kunde næsten ikke faa sig selv8 til at tro, at al9 denne Umenneskelighed havde fundet Sted saa nær op imod hans eget — Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens Aarhundrede10.

Og Vandreren gaar videre og standser udenfor en lille sammensunken Hytte; han gaar derind og finder i et tomt Rum, skimlet og bedækket med Støv, en gammel indskrumpet Mumie-lignende Kvinde liggende paa et pjaltet Leje. Og han faar at vide af en Husmandskone, som tilsér denne Kvinde, at saaledes har hun ligget uafbrudt i otte Aar, dødssyg og sindsforvirret ventende paa Vorherre; med en Stok holder hun sig Rotterne fra Livet, som om Natten rumsterer fælt i det stinkende Sengehalm og er nær ved at æde hende op.

Og Vandreren staar en Timestid senere oppe paa Fjordbakkerne og ser ned paa den lille By mellem Bakkerne med sine otte, store nye Bøndergaarde, hvorfra Plejlernes taktfaste Slag lød som et roligt, sundt Hjærteslag.

Majestætisk — som smaa Herresæder — løftede disse deres Tage over de usle, klinede Lerhytter, der klumpede sig sammen nede i Sølen. Hist og her kom en træt Arbejder slentrende ud af en Port med Madkassen i en Snor over Skulderen og drev bort over Markerne — eller dukkede ind11 i et af de smaa, mørke, fugtige Rum, hvor disse arme Folk sidder ved deres Kartoffelmad og Brændevin, bøjet af Værk, gnavet af Utøj, frygtsomt ventende den Dag i Alderdommen, da Bonden kaster dem ud af deres Huler, og "Sognet" tager dem i sin naaderige Varetægt ...

Og langsomt og eftertænksomt gjentog12 han for sig selv:

"Frihedens — Fremskridtets — Humanitetens Aarhundrede!"

C. E.

 
[1] rettet fra: Thing- og Arresthus tilbage
[2] rettet fra: straks tilbage
[3] rettet fra: bad. tilbage
[4] rettet fra: formodenlig tilbage
[5] rettet fra: Gadekæret tilbage
[6] rettet fra: Mk tilbage
[7] rettet fra: Fædre tilbage
[8] ordet indsat. tilbage
[9] ordet indsat. tilbage
[10] rettet fra: Frihedens, Fremskridtets og Humanitetens tilbage
[11] rettet fra: dukkede sig ind tilbage
[12] rettet fra: gentog tilbage
17/02/2017/FB