Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 2. marts 1912
Deres Vers ragede op
Helsingør 2 Marts 12
Kære Pontoppidan
Jeg har længe syntes, at Stien mellem os begyndte at blive lovlig grøn, fordi ingen traadte den mere, derfor kan De tænke, at jeg blev glad, da jeg for lidt siden fik Deres Hilsen, og jeg skynder mig at sende Dem min Tak derfor, saa at De kan vide, det bliver paaskønnet, naar De lader høre fra Dem. – Ogsaa under mine Vinger begynder det at krible, og igaar gav jeg Skrædderen min Foraarsfrakke til Eftersyn, hvilket betyder, at jeg pudser Fjerene for snart at lette fra Reden. Men hvorhen Rejsen gaar, det bestemmer jeg vist først i sidste Øjeblik. Det gaar mig ligervis som Jeppe. Hjertet vil til Italien, men Hodet vil til London. Og er ikke mit Hjerte mere end mit Hode? Det er min Ulykke at jeg først fik Smag paa Italien – nu kand jeg ikke komme andensteds. Den Carnalie vil saa mari ikke. Ach, gid jeg torde kun drikke en eneste Gang endnu!1
2 Rimeligvis ender det med, at jeg gaar til Paris. Saadan Fasthed bør der altid være i en ordenlig Livsplan. Men inden jeg kommer afsted, er De naturligvis forlængst fløjet fra Wiesbaden – ellers kunde da Vejen til Paris uden synderligt Besvær lægges derover. Ved smaa 3 Minutters Postkort som det sidste kunde De gerne holde mig à jour med Deres bugtede Livsløb; saa maaske De alligevel en skøn Dag saa mig stikke Hodet ind ad Døren hos Dem.
Herhjemme gaar Livet sin vante Gang paa bedste Beskub. I den Syndflod af Brandesiana, der oversvømmede Landet for en Maaned siden, syntes Deres Vers mig det eneste, der bemærkbart ragede op som en lille Klippe i det store bare Vands Øde, og jeg delte i saa Henseende Mening med Edv. Brandes, som jeg havde den Fornøjelse at træffe en Dag hos Apotekeren2 ved en af hans smaa Middage, hvor Selskabets Sammensætning ikke altid er lige saa vellykket som Menuens. Ved denne var vi kun fem, nemlig foruden Apotekeren og undertegnede, 3 Edv. Brandes, Sylow3 og Howden-Rønnenkamp4, der jo er en Halvbroder5 til Rink. E.B og jeg vekslede mer end en Gang muntre forstaaende Øjekast, naar Kammerherren fortalte os, at han havde været Chr. IXs intime Ven og Raadgiver, eller naar Sylow fremhævede Kong Georg af Grækenland6 som et Ideal af en konstitutionel Konge, fordi han ved sine hyppige Ministerskifter brugte at sige: Lad saa det Rak gaa og Plads for det næste Hold Slyngler! Men han vilde dog ikke svare, da jeg spøgende spurgte ham, om det var sandt, at han engang under Provisorierne i Højres Delegeretmøde havde erklæret sig villig til at rydde hele Rigsdagsbulen med et Dusin af sine Betjente. Men nu er han jo ogsaa selv Landstingsmand og det grundlovstro Højres Repræsentant. Men jeg vil bekende, at jeg er faldet endnu dybere end til at drikke Glas med og omfavne Sylow under en Middag paa Apoteket; ti min væsenligste Omgang her i Vinter har været med Officerer og deres Fruer, og igaar 4 kom Provst Heiberg7 personlig og inviterede mig til Middag hos sig, ligesom jeg ogsaa tilbragte Aftenen sammen med ham, Byens anden Præst Kjørboe8, og Maane-Møller9 – naturligvis ogsaa paa Apoteket. Jeg søgte som Mefisto at værge mig mod al den Hellighed ved højlydt at erklære, at jeg havde meldt mig ud af Folkekirken, men i deres uendelige Barmhjertighed erklærede de alle tre med et Smil, at det var de saa vant til – det gjorde slet ingen Ting – jeg kom nok tilbage igen! – De ser altsaa, at jeg trænger til at komme bort herfra, hvis jeg ikke skal fortabes. Jeg længes ud, men naar jeg om nogle Uger sidder paa Belsize Square i London, vil jeg formodenlig længes hjem igen og ikke kunne forstaa, at jeg overhovedet har forladt min egen Stue, min egen Seng og min egen Olines gode Mad. Ti der er dog intet i Verden, der kan lignes ved dette – for mig. –
En sørgelig Nyhed: Prof. Krüger10 har mistet sin Kone. Blodprop efter en Operation for Kræft i Underlivsorganerne (Kaarsberg11).
Det glæder mig, at Madames Arm og Skulder er kommet sig saa godt. – Alt vel i Familie-Begravelsen12. Jeg spiser daglig af Honningen og tænker paa Fru P.
Deres
M. Galschiøt
