Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Wiesbaden. 10. marts 1912
Vi rejser til Italien
Müllerstrasse 6.
[søndag] 10.3.12.
Kære Galschiøt!
Skønt det lyder for mig selv som en Fabel, så er det temmelig sikkert, at vi rejser til Italien og bliver der sålænge til vi kan bære Sommeren med os tilbage over Alperne. Derefter slår vi os ned et Sted i Schwarzwald, hvor der skal være billigt at leve; og går alt efter vort Ønske og vor Beregning bliver vi der lige til Efteråret.
Det var vor Hensigt at rejse herfra på Lørdag, men er der nogen Mulighed for at få Dem at se her, så bier vi på Dem; den Smaus vil vi ikke lade gå fra os! Dog tør vi jo ikke vente altfor længe på Dem for ikke at risikere at blive overrasket af Foråret, hvor vi er, for så kommer vi aldrig til Italien. Allerhelst vilde vi jo træffe Dem dérnede, men den Drøm har vi altså ikke meget Håb om at få opfyldt. Vore egne Planer gælder Rivieraen; længere tør vi ikke vove os ned i Støvlen for 2 ikke at blive stikkende i den. Rapallo, Sct. Margharita, Genova. Frister Navnene ikke? Gid de gjorde!
Men jeg veed jo, at det nytter ikke at ville lokke for Dem – De går Deres Vej efter et Kompas, som De beholder for Dem selv. Og endelig forstår jeg da godt, at De kan have Lyst til at prøve Deres Øjne overfor noget nyt. Husker jeg ret, har De aldrig før været i London og vistnok heller ikke i Paris. [Har Else ikke skrevet til Dem? Da hun var her, talte hun flere Gange om, at hun vilde gøre det, såsnart hun kom til London. Men hun lever jo i en Hvirvel af Oplevelser derovre og har måske ikke fået Tid.]1
Kan De nu ikke beslutte Dem til at tage en Rundrejsebillet: Wiesbaden, Luzern, Milano, Genua, Paris, London, Esbjerg, Helsingør. Så mødes vi her om 8 Dages Tid, fylder os med Rhinskvin og drager over Alperne!
3 Det gjorde os ondt at høre om Professorinde Krügers2 Død. Hun var vel nok den helsingørske Selskabsverdens store Forfærdelse; men hun var vist også et Menneske, man kom til at sætte Pris på, når man lærte hende at kende. Både min Kone og jeg havde altid Glæde af at træffe sammen med hende. Hun var ikke alene i sit Ydre skabt som en Hollænder og vilde have passet i Jan Steens Omgivelser3.
Også i Kaptajn Klinkbys Hus har jo Skyggemanden været Gæst for nylig og hentet en sød lille Dreng, Familjens Yngste4. Til Gengæld har Storken aflagt Besøg i en anden Familje af vor helsingørske Bekendtskabskres. Fru Tutein5, en ung københavnsk√ Frue med 3 Sønner, lod sig sidste Forår skille fra sin Mand og flyttede op til Snekkersten, indrettede sig det hyggeligt i en lille Villa for helt at ofre sig for sine Børn. Men så gik det, som det undertiden går, at den Kulde, som Samlivet efterhånden havde udviklet mellem Mand og Kone, slog ud i Flamme ved Adskillelsen, og Resultatet fremkom forleden Dag i Form af en velskabt lille Pige. Vi havde netop nu 4 til Morgen Meddelelse derom. Ak ja, – "det ideale Hjem".
De har altså siddet tilbords med Sylov6. Jeg tror ikke, jeg kunde have gjort det. Det er meget muligt, at der kan være noget ganske bravt ved Manden. Men jeg har samme Slags Respekt for ham som for Rakkeren og hans Knægte. Han gjorde i Provisorietiden Bøddeltjeneste hos Nellemann7, og hans Meriter som Kommissionsdommer var vistnok juridisk uangribelige – men må jeg bede om, at en sådan Mand holdes på Afstand.
Nu er vi spændte på at få at vide, om vi tør vente Dem, eller om der igen skal gå et halvt År eller måske mere inden vi ses. For "Familjebegravelsen8" er jeg tryg. Kun veed jeg ikke, hvorledes det har sig med Assurancepræmien. Jeg husker ikke Brandagentens Navn, heller ikke Summens Størrelse; ellers skulde jeg sende ham Pengene.
Mange Hilsner og Tak for Brevet!
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
