Henrik Pontoppidan til Axel Lundegård
Sendt fra Lofoten, Dampskibet Erling Jarl. 5. januar 1911
kørt træt i en Bog
Det Nordenfjeldske Dampskibsselskab.
Fra Dampskibet Erling Jarl
Lofoten
den 5te Jan. 1911
Kære gamle Ven!
Alene det at gense din Håndskrift1 var mig en stor Glæde. Vi er kommen så langt fra hinanden, at jeg næsten tvivlede på, du huskede mig mere. Jeg har ikke engang vidst, hvor du i den sidste√ Tid har boet. En svensk Frue, jeg traf engang i Efteråret, mente at du levede i Udlandet. Havde jeg troet dig i Grenna endnu, vilde jeg nok en skøn Dag have ringet på din Dør. For jeg har virkelig mange, mange Gange længtes efter igen at få en lang Samtale med dig. Man taler Året igennem med så mange Mennesker, man ikke bryder sig om og ingen Glæde har af, mens man lægger en større og større Ørken af Tavshed mellem sig og de få, man har knyttet virkelig 2 Venskab med her i Livet. Tilsidst vover man ikke engang at forsøge Rejsen gennem Ørkenen med den svære Oppakning af ubesvarede Spørgsmål, man i Årenes Løb har samlet på. Man begynder en Dag på et Brev, men opgiver det. Man finder hverken Begyndelse eller Ende på alt det man har på Hjerte. Sådan er det vist også gået os. Og sådan går det vist de fleste Venskaber, når man ikke lever Side om Side.
Din Bog2 tog jeg med mig herop til Nordhavet, hvor jeg har sejlet en Tid nu under Jul for at få frisk og stærk Luft i Lungerne, hvad jeg længe har trængt til. Den har været min Underholdning i de lange, mørke Aftener, og jeg takker dig for mangen god Time, som den har skaffet mig. Det er et mægtigt Værk, du her har afsluttet, og jeg beundrer den uformindskede Styrke, hvormed du har ført det til Ende. Når jeg kommer hjem, vil jeg læse det i Sammenhæng, og før vil jeg ikke sige noget om mit Indtryk af 3 det. Om selve Kunstarten har vi engang udtalt os mundtligt for hinanden, og endnu er jeg tilbøjelig til at tro, at du har ofret for meget af Fantasiens guddommelige Skaberfrihed på den – altid noget tvivlsomme – historiske Sandheds Alter. Denne sidste Del synes mig forøvrigt at stå højst, ogmåske√ – som jeg tror – fordi din (iøvrigt forbløffende) saglige Viden her har tynget Fremstillingen mindre end i de andre Dele. Billedet af Dronning Cilla selv sætter jeg meget højt; men mest har du grebet mig med Biskop Tomas. Den Skikkelse har du født med Hjertet.
Selv har jeg intet udgivet i de sidste År. Jeg blev kørt træt i en Bog og måtte lægge den hen.3 Så har jeg på det sidste haft Spektakel med Helbredet. Nå, man bliver jo gammel. – Jeg er flyttet ind til København 4 (Ahlmanns Allé 4, Hellerup), mest for vor Datters Skyld, som nu er en stor Pige i det syttende År. Hun har slået sig på Musik som Fag og måtte derfor til Hovedstaden.
Jeg beder dig nu bringe din Frue en Hilsen fra mig; og får du engang Lyst, så send mig bare to Linjer, så jeg kan vide, hvordan både hun og du selv har det. Hvad jeg skriver her, kan du forhåbenlig læse. Skibet ryster, så det er vanskeligt at føre Pennen.
Godt Nytår! Og Tak for dit Venskab!
Din hengivne
Henrik Pontoppidan
