Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
4. januar 1913
hvor lidt lydhør Folk er
Gentofte.
4.1.13.
Kære Georg Brandes!
Jeg blev meget glad for Deres Nytårshilsen, og jeg gengælder den med Forsikringen om, at også jeg ønsker Dem alt godt i dette År. Vilde nu blot alle disse gode Ønsker frugte lidt. Men de gør Pokker, gør de. Jeg har ingen Tillid til dette År, der da også heroppe i Norden begyndte så skummelt som tænkeligt. En så trist, mørk og våd Nytårsdag har vist Ingen før oplevet. Jeg er kommen hertil på en Vintervisit og har ikke noget eget Hjem; men måske bliver det dog til, at jeg igen bosætter mig her. Her kan jeg have mine Børn hos mig eller dog 2 i Nærheden, og det kan jeg dårligt undvære.
Vi lever for Øjeblikket i vildt Teatervrøvl; men det er så lidt usædvanligt, at det knap kan omtales, især da De vel af og til læser en dansk Avis1 og altså får nok af det. Det kongelige Teaters Spilleplan burde helt forandres. I Stedet for – som nu – væsenlig at være en Operascene skulde Teatret ligesom i gamle Dage først og fremmest give Plads for Folkeskuespil af den Art, som nu Kasino har Patent på uden at kunne gøre noget stort og festligt ud af dem. Så må for mig Ibsen gerne blive fortrængt til de mindre Scener og Sven Lange til et eller andet obscurt√ Sovekammerspiel i Byens 3 Udkant. Nu dominerer Biografteatrene, og de kan dog i Længden kun virke fordummende.
Af fælles Venner har jeg siden min Hjemkomst kun set Nathansen. Han har fået den Midas-Uro i Kroppen, som den store Succes2 giver, og er nu igen på Farten, på Vej til Frankfurt, hvor hans Stykke skal op. Ham har jeg altid Glæde af at tale med; han er så rart oprigtig, og jeg kender ingen mere trofast. Men nu har han i et helt År ferieret, og er vistnok kommen ganske ud af Vane med at arbejde, og jeg tror, det begynder at trykke ham en Del. Fandens Hovedpude er jo i Længden slet ikke så blød at hvile i.
Jeg har ikke haft stor Fornøjelse af at udgive min Ouverture, men det 4 kunde jeg heller ikke vente. Hvad Sven Lange har skrevet om den3, veed jeg ikke. Jeg var ikke kommen hjem, da Bogen udkom4, og så' derfor slet ingen af Dagspressens Anmeldelser; men jeg veed, at Kritiken var unådig. Det vil gå med denne Bog som med "Lykke-Per", der også havde Modbør i Begyndelsen. Havde jeg rigtig forstået, hvor lidt lydhør Folk er blevet√, havde jeg stukket Piben ind indtil videre.
Hvad kan jeg ellers have at fortælle Dem herfra? Hr. Dr. phil. Simonsen5 behøver jeg jo ikke at forestille for Dem. Man har ladet sig forskrække af, at nogle unge Mennesker har givet deres Uvilje mod ham√ Luft i et højhelligt Universitetsauditorium, hvad dog også kan forefalde i andre civiliserede Samfund.
6Man burde hellere have spurgt, hvordan det er gået til, at en sådan Undermåler og Flab er kommen op på et Universitetskateder. Men jeg tør ikke udbrede mig over denne7 Sag for at Brevet ikke skal blive overvægtigt. Af samme Grund tager jeg nu også Marginen i Brug til en afsluttende Hilsen fra min Kone og mig selv med mange Tak, fordi De stadig bevarer os i Deres Erindring.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
