Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 15. november 1912

Digter-Forsynet i sin Almagt

Helsingør 15. Nvbr. 12

Kære Ven. – Velkommen tilbage til Niflheim. Gid De ikke altfor snart maa fortryde, at De atter har søgt herop i Stedet for at blive, hvor De var eller gaa længer syd paa til Sol og Varme. For her er jo mildest talt fælt herhjemme i disse Maaneder, selv om det en enkelt Dag som idag kan falde Solen ind at sprede Skyerne og kaste lidt Lys og Liv ned i Mørket. Egenlig burde man ud paa Tur og ikke sidde inde, men nu har jeg i flere Dage, siden jeg modtog og læste Deres ny Bog, villet skrive til Dem for at sige Dem Tak, men ikke kunnet, fordi alt var saa fælt graat i graat baade ude og inde – saa hvis jeg nu ikke benytter Øjeblikket, medens det er 2 lidt lyst, er jeg bange for, at Apatien og Opsættelses-Lysten atter faar Overtaget. Og jeg vilde dog nødig ha, at De noget Øjeblik skulde tro, at jeg ikke er glad baade for Brevet, De sendte mig fra Freiburg, og for Bogen, der fulgte efter fra Gyldendal. Først Brevet: hvor har De noget Øjeblik kunnet tænke Dem Muligheden af, at jeg skulde føle mig saaret ved Deres Benyttelse af det "Stof", jeg i sin Tid stillede til Deres Raadighed. Jeg gjorde det jo netop, fordi jeg syntes, at det var saa rigt og ejendommeligt, at det burde benyttes, og jeg vidste ingen, jeg hellere vilde betro det til, da jeg ikke selv mægtede at gøre noget ud deraf. De tar altsaa fejl, naar De mener, at jeg ikke skulde synes om Bogen, fordi saa meget i den minder mig om hin triste Episode af mit Ungdomsliv. Tværtimod – jeg læste den, selvfølgelig navnlig den sidste 3 Halvdel, med stigende Bevægelse, og jeg lukkede Bogen med et tungt Suk, idet de sorgfulde og selvopgivende Stemninger fra dengang atter kom op i mig. Men jeg vil bekende, at Bogen for saa vidt var mig en Skuffelse, som Jytte kun syntes mig et blegt Afbillede af den, der skrev hine Breve til mig. Rimeligvis er der i det store og hele ikke mere at faa ud af disse – De syntes jo i sin Tid at interessere Dem forholdsvis mere for Morens end for Datterens Breve – men jeg vilde ønske, De havde kendt hende, næsten blot set hende, eller at jeg gennem min Omtale havde kunnet give Dem et mere levende Begreb om hendes mærkelige Personlighed. – Men De kan jo trøste Dem med at, selv om Jytte ikke helt tilfredsstiller mig, vækker hun vistnok alle andres udelte Interesse; i det mindste har hun ivrigt beskæftiget de Læsere af begge Køn, 4 med hvem jeg har talt om Bogen, og naturligvis har det ikke mindst været Problemet om, hvorvidt hun og Torben i en følgende Del "fik hinanden" eller ej. Jeg har smilet lidt tungsindigt ved mig selv og sagt, at man jo maatte haabe paa, at Digter-Forsynet i sin Almagt vilde ordne alt paa bedste Maade for dem.

At jeg ellers har haft udelt Glæde af at læse Bogen eller rettere høre Dem berette, paa den Dem ejendommelige suveræne Maade, behøver jeg næppe at sige. I den Henseende skuffer De mig aldrig. Jeg glæder mig til at skulle læse den igen og endnu mere maaske til at skulle snakke med Dem om den. Giv mig snart Lejlighed dertil. De ved, at De altid er velkommen. Det lille Besøg, jeg havde af Deres Frue glædede mig meget. Mine bedste Hilsener til hende og Else. Steffen var hos mig sidst i Søndags; han var stor og statelig som altid. Altsaa paa snarligt Gensyn.

Deres hengivne
M.Galschiøt