Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Snekkersten. 17. juli 1916

beherske uden at betvinge

Snekkersten.
18.7.16¹

Kære Georg Brandes!

Min lange Tavshed og Usynlighed må De ikke tage som Vidnesbyrd om et utaknemligt Sind. Den skyldes noget uselskabeligt i mit Væsen, som jeg med Årene bestandig har vanskeligere ved at bekæmpe, og som private Forhold i den senere Tid vel nok har yderligere befordret. Men Krigen har også gjort sit. Man vil nødig trætte ved at tale om, hvad Alverden taler om, og kan dog ikke lade være. Og hvad der iøvrigt sysselsætter En, er så betydningsløst i Sammenligning med denne Gigantkamp, at 2 man helst tier derom.

Jeg har naturligvis læst Deres forskellige Krigsafhandlinger, og jeg er sikker på, at de vil vække forøget Interesse både herhjemme og i Udlandet, når de nu kan læses i Sammenhæng. De er jo den eneste danske Røst, der virkelig trænger gennem Kanonbrølet og bliver hørt.

Deres sidste Artikel-Række i "Politiken"² betragter jeg dog mindre som en åbenhjertig Tilståelse end som et diplomatisk Indlæg, et Kødben til det vagtsomt knurrende og efter Retfærdiggørelse hungrende Tyskland, hvor den sikkert også ^har√ gavnet os. For så vidt må vi alle være Dem taknemlig for denne Opofrelse. Men 3 unægtelig går De efter min Mening altfor vidt i Skånsomhed, når De er nærved at give den tyske Regering Absolution for dens Voldtægt mod Belgien ved en Henvisning til Englændernes Fremfærd i Persien, et næsten herreløst Land. Den forskellige Måde, hvorpå de to Nationer har reageret mod Voldsmændene, viser dog også Afstanden imellem dem. Men om også Englænderne havde endnu flere Synder på Samvittigheden, end de vitterlig har, så holder jeg dog med dem i denne Kamp om Verdensherredømmet, fordi de har vist sig modne til at være den førende Nation ved at beherske et Verdensrige uden at betvinge det, mens Prøjsen foreløbig kun kender én Form ^for√ Sammenslutning: 4 blind Underkastelse. Jeg kan da heller ikke stemme med i det høje Råb om Fred, som nu overalt skal organiseres. Tyskland begynder nu for Alvor at klemmes om sin pansrede Næve. Der er sikkert megen Nød dernede. Men det er kun godt, at enhver Tysker, fra de ældste til de små, personlig får at føle, hvad det koster at udæske den hele Verden. Det vil være en Erindring, der jo gør dem mindre lystne efter den næste Krig. – De har et Sted skrevet, at De ikke ønsker Tyskland ydmyget. Det gør heller ikke jeg; bl.a. fordi et ydmyget Tyskland rimeligvis vilde være os en ^endnu√ farligere Nabo end det, vi kender. Jeg ønsker det netop den Sejr, det har fået, og hvorom en Tysker træffende har sagt: "Vi sejrer ^os√ tildøde". Men med sådanne Ønsker kan jeg for 5 Øjeblikket ikke vove mig frem og tier derfor. Noget Hovedstadsblad har jeg forresten heller ikke Adgang til. Jeg begyndte i nogle Provinsblade nogle små Beretninger, der skulde give et Billede af Krigssituationen herhjemme; men så forsigtig den første end var, blev den modtaget med Vrangvilje og af flere Blade afvist, fordi dens Optagelse efter Redaktionens Mening vilde stride mod den påbudte Neutralitet. Jeg opgav så Foretagendet.

Nu sidder jeg, ganske rigtigt, og arbejder på Slutningen af min Bog, hvori jeg har forsøgt at fremstille nogle Menneskeskæbner, der ses på Baggrund af Tidsbegivenhederne og forklares ved dem. Jeg venter mig ikke mange Læsere; men måske kan jeg dog nu, når Værket foreligger afsluttet, skaffe mig Midler til at flytte til København, hvad jeg længes 6 efter af flere Grunde. Men jeg er afhængig af min Forlæggers Godvilje, og den unge Hegel³, der nu står for Styret, har jeg aldrig talt med. Jeg kender ham kun af et Par Breve og af andres Omtale.

Jeg var nylig en Tur i Jylland, hvor jeg tilbragte min første Ungdom, og ^som√ jeg nu igen føler mig stærkt knyttet til. Alene Sproget derovre gør mig glad. Ellers har jeg mest været hjemme. Med min Kone går det nu fremad. Hun kan trippe lidt omkring i Haven og Husets nærmeste Omgivelser, har også et Par Gange været på en Køretur; men sin gamle Bevægelighed får hun næppe mere.

Vi sender begge Hilsen med Tak, fordi De mindedes os.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan

7 Jeg såe for nogen Tid siden, at Deres Datter⁴ var heroppe. Jeg håber hun stadig er ^her√, for netop i Øjeblikket er Forholdene vist værst i Tyskland, særlig for Familjer med små Børn. Jeg var fornylig i Middagsselskab i Helsingør og havde en danskfødt tysk Frue⁵ tilbords, gift med en medicinsk Professor i Jena. Da jeg ikke tidligere havde været sammen med hende, vilde jeg ikke gøre direkte Spørgsmål om Tilstanden dernede; men jeg forstod dog, at det var med et Gys, hun tænkte på at skulle tilbage indenfor Ringmuren. Pudsigt nok viste det sig at være den unge Professorfrue, som i Krigens første Dage frelste Vilh. Andersen fra at blive fængslet (og måske skudt) som mistænkt engelsk Spion, hvad De måske har hørt om.⁶