Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Hotel Breiseth Lillehammer. 13. februar 1911

Jeg lever i den lille norske By

Hotel Breiseth
Lillehammer
13/2 1911

Kære Galschiøt!

Disse Linjer skal hilse Dem velkommen tilbage til Helsingør. Jeg har ikke rigtig kunnet få rede på Grunden til Deres Indlæggelse på den københavnske Klinik. Min Kone har stadig skrevet, at der ikke var Grund til Ængstelse og at De var under Observation ved Røntgenstråler. Andet veed jeg ikke. Når De nu tager hjem, er det vel et godt Tegn, selv om De måske ikke føler Dem helt helbredt. Er det – som jeg mener at have forstået – de reumathiske Plager, De stadig må trækkes med, så må der vel en Sommer til, for at det kan blive godt.

Det er jo næsten, som om der har gået 2 en Ulykkes-Farsot henover Helsingør denne Vinter. Jeg har hørt om Professor Krügers1 alvorlige Sygdom, og nu sidst har min egen helsingørske Dreng påny forvoldt sine Forældre stor Ængstelse. De har sagtens hørt derom, og jeg vil helst undgå al Meddelelse om dette nye Snigløb på min prægtige Dreng, som vel endnu dennegang undslipper sin sorte Forfølger, men jo ikke i Længden kan regne på det Held, der hidtil har fulgt ham de mange Gange, hans Liv har været halvvejs udslukt.

Jeg lever i den lille norske By, jeg vist nogle Gange har lovprist for Dem som et Fredens og Stilhedens og Skønhedens Skjulested. Jeg er taget herop for at undgå den københavnske Selskabelighed, som jo særlig i disse Måneder raser og nedslår som selve "Svartedauden" – som vi Målmænd2 si’er. Alting smuldrer 3 så underligt mellem Fingrene på En derhjemme√ i den store By, også Tiden. Her har jeg en dejlig Arbejdsfred, og det har jeg savnet længe. Jeg mangler dog ikke Selskab. Ved Måltiderne træffer jeg Folk, som det interesserer mig at tale med. Collett3, den gamle Vintervarsler, hører til de faste Gæster. Han har været her i Lillehammer lige så længe mange Vintre√ som Exner4 var Sommere på Fanø, og har vist samme Trofasthed som denne overfor sine Motiver. Han er forøvrigt en prægtig Gubbe. Så er Erik Vullum her og hans Kone5. Dem kender De jo, i hvert Fald af Omtale; men jeg tror, at man i Danmark har en skæv Opfattelse af dem begge. Jeg har altid hørt ham omtale som et forsumpet Subjekt, og da jeg for 25 År siden engang traf ham6, gjorde han sig latterlig ved at efterabe Bjørnson lige til Hatten. Her i Norge har han dog√ ikke ringe Anseelse, hædres som en Veteran fra Unionskampenes Dage og er en søgt Foredragsholder. 4 Han er nu i privat Samtale ret dæmpet, men livlig og underholdende, måske nok lidt for taknemlig for Bordets Glæder, men ingen Dranker til Hverdag. Med hende har jeg et Par Gange talt ret intimt, og det havde jeg megen Glæde af. Hun er et usædvanligt Menneske. Der er noget over hende af en gammel √ Tempeltjenerinde, der endnu i Alderdommen et eller andet skjult Sted vogter en hellig Ild.

Jeg har idag haft en lille Ærgrelse. Min Kone sendte mig "Ill. Tidende" fra sidste Søndag. Der var heri optaget Begyndelsen af et Rejsebrev7, nogle ret ligegyldige Linjer, som Redaktøren imidlertid har præsenteret sine Læsere i Postil-Format, som var det et Manifest af verdenshistorisk Betydning. Denne Smagløshed havde har√ betaget mig Lysten til at fortsætte. Men måske ser De slet ikke Bladet, og da kan jeg jo spare mig al Undskyldning overfor Dem.

Bliv nu ikke dårligere, kære Galschiøt, men hold Dem oppe til Foråret. Så rejser De vel igen til Syden og kommer forynget tilbage.

Deres hengivne Ven
H. Pontoppidan

 
[1] Professor Krüger: Den 62-årige matematiker Christian Krüger havde været rektor for Helsingør kommunale latin- og realskole siden 1883. Han tog sin afsked i 1919 og levede til 1936. Han var skolepolitisk meget aktiv og indflydelsesrig. Se DBL3. Han var lærer for HPs søn Steffen (f. 1896). tilbage
[2] Målmænd: de nynorsk-talende. tilbage
[3] Collett: Frederik (1839-1914), landskabsmaler, der i flere år arbejdede i København, blev kendt for sine vinterbilleder fra Lillehammer. tilbage
[4] Exner: Julius (1825-1910) malede siden 1878 regelmæssigt i Sønderho. tilbage
[5] Erik Vullum og hans Kone: Den norske journalist Erik Vullum (1850-1916) og hans danske kone, journalisten Margrethe (1846-1918) boede i Lillehammer fra 1910. tilbage
[6] for 25 år siden: d.v.s. omkring 1886 eller måske lidt senere, i HPs Københavner-periode 1888-92. Endnu intet andet spor af bekendtskabet. tilbage
[7] Rejsebrev: PCA 293: "En Julereise", Illustreret Tidende Nr.20, s. 244-46. Se også PCA 312. tilbage