Vejledning

til: Fra Hytterne og "Landsbyens Dronning"

Forudsætninger

Henrik Pontoppidan skrev i firserne i ugeblade og tidsskrifter under forskellige pseudonymer, f.eks. Urbanus (Bybo) og Rusticus (Landbo). Dobbeltheden i hans sind og dragningen mod hytterne spores tidligt i hans drengeår. Han fandt sit hjem kedeligt og savnede dér en vis frodighed; men den eftertragtede natur fandt han blandt hytternes indvånere. Han fortæller i Drengeår (p. 20) om en brændehugger i præstegården, at "sammen med en af vore piger havde jeg engang besøgt ham i hans fattige hjem, hvad jeg længe var optaget af. Han havde siddet med et af børnene på skødet og leget med det, havde dikkedikket det med sin fingerstump, så barnet skreg af glæde. Noget sådan var aldrig hændet mig selv. Trods børnenes lappede tøj og hele stuens fattigdom havde jeg ikke været langt fra at misunde dem dette hjem og denne far og ønskede mig i deres sted." Fra torvedagene i Randers husker han almuens småpiger. "Af hele personen kunne man ikke se andet end det landlige friske ansigt og deres små buttede hænder. Jeg syntes, de var forfærdelig søde alle sammen, og ønskede mig en sådan søster, skønt jeg i forvejen havde fem." (Drengeår (p. 7)). Han mindes også en rejse til morfaderen i Vordingborg, hvor han fik invitation til et bondebryllup. Tidligt på aftenen faldt han dog af udmattelse i søvn og fik ikke rigtig oplevet slaraffenlands herligheder. I sådanne øjeblikke opmagasineres i hans underbevidsthed forestillinger om et lykkeland hos naturens børn i hytterne, og Rusticus-siden af hans væsen bliver til. Vi læser om, hvordan han foreløbig mættede sin trang ved læsning af Hjortens Flugt, 112 en konfirmationsgave, og stille gik rundt med sit sværmeri for denne højromantiske digtning. Romantikken har "kastet sit aftensolskær langt op i dansk litteratur. Også Pontoppidan gælder det. Bag hele hans mandige faste realisme ligger der et vildt romantisk og lyrisk sind, som han har avet, men som stadig slår igennem." (Jørgen Bukdahl i Kapitler af dansk digtning, 1951).

Også i København – på Polyteknisk Læreanstalt – vågner længselen mod det primitive, han søger forgæves at komme med på en ekspedition til Grønland. Allerede tidligere (1876) drives han af eventyrlyst af sted til Schweiz, da han får udbetalt en lille mødrenearv.

Han ser sig senere i livet (Politiken 25/3 1897) som en "18-årig, rødkindet knøs med en voksdugsransel på ryggen og en jysk knortestav i hånden vandrende af sted – altid syngende, sorgløs og fri." Her forelskede han sig dødeligt, men pengenød og hjemve drev ham hjem. "Om Vorherre havde undt mig tårer, så havde jeg sikkert grædt den dag, da jeg drog bort." Han glemte aldrig afskedsbilledet: Susanne deroppe på fjældet under den høje himmel, vinkende ned til ham med sit hvide klæde. Rejsens indtryk blev for ham en indvielse til livet. Han skrev om det et skuespil "Hjemve" og mistede efterhånden lysten til studierne og ingeniørvejen; trangen til at blive digter var vågnet. "Fra nu af og måske indtil mine dages ende skulde jeg henslæbe livet som en klaprende regnemaskine på et kontor. En grufuld tanke. For jeg kunne jo ikke vide, at det var mig beskåret engang at virkeliggøre nybyggerdrømmen og formæles med mulden i mit eget hjemland." (Hamskifte (p. 105)). Kort før afsluttende eksamen brød Pontoppidan alle broer af, han forlod Polyteknisk Læreanstalt 1879. Han så foreløbig ingen anden udvej end at sige ja til broderen Morten Pontoppidans tilbud om at modtage en lærerstilling i Frerslev nær Hillerød, hvor denne havde begyndt en højskolevirksomhed. 113 Henrik skulle bestride en udvidet undervisning i regning og fysik i forbindelse med lidt landmåling.

Højskoletiden

3/2 1880 kom "cand. math." Henrik Pontoppidan til Frerslev Højskole; den var lille, præget af det mindre landbrug, og Pontoppidan befandt sig godt. Sommeren 1881 aftjente han sin værnepligt ved ingeniørkorpset, hvor han fik lært at bruge en spade. "Jeg længes efter at bruge den til dræningsarbejder på dine marker," skriver han til broderen. Efter soldatertiden vendte han tilbage til højskolearbejdet, nu i Jørlunde nær Slangerup, hvor broderen havde skabt vennekredse blandt nogle gårdmandsfamilier og nu startede en større højskole. I hans tanker var også "den sunde, ranke landsbypige", han havde truffet sommeren 1880 ved grundlovsfesten i Horns Herred; og ved en hyldningsfest for Hostrup på Hotel d'Angleterre 27/1 1881 mærkes Pontoppidans endelige brud med civilisationen, Rusticus sejrer over Urbanus. Under festen forekom alle de københavnske damer ham latterligt opstadsede og forskruede. Livet i naturen og mellem naturgroede mennesker havde givet ham et nyt sind. Straks efter middagen forlod han pludselig festen, "abekomedien", og tog hjem til Frerslev, "stærke, fremmede sjælsrørelser gik gennem mig, mens jeg nu i det vidunderligste vejr – klar frostluft og måneskin – marcherede den lille mil fra Hillerød til skolen. Aldrig havde naturen talt så fortroligt, så indtrængende til mig som i denne stille nat. Og også for mig var det, som om en moderlig stemme kaldte. Her, min søn, har du hjemme, syntes den at sige alvorsfuldt manende. Den lykke, du forgæves har søgt så mange steder, finder du alene hos mig. Her er hjertets hjem. Her er fred og varig glæde. Den dag, du helt har lukket ørerne for lokkesangen fra forfængelighedens larmende marked, vil du forstå det." (Arv og Gæld (p. 25-26)).

2/12 1881 ægtede Pontoppidan sin "landsbypige", Mette 114 Marie Hansen. I de første år sporedes af og til en vis optimisme, også i hans digteriske fremtidsplaner. "Det skulle være et stort, bredt og lyst billede fra landet i smag med Fritz Reuters "Landmandsliv", taget herude fra denne egn og fra Horns Herred, hvor jeg nu er så godt kendt: de store folkeforsamlinger, vennemøder, vælgermøder, julegilder," skriver han 23/12 1883 i et brev til Hegel, sin forlægger. Efterhånden gled han af flere grunde, som det ses af det følgende, ud af højskolearbejdet, men boede dog stadig i Jørlunde, indtil han 1884 flyttede til sin kones fødeby, Østby i Horns Herred. I disse år var Pontoppidan vandringsmanden, der hastigt førte sine indtryk til bogs i de første rå udkast. Han lærte ved selvsyn Slangerup-egnen og Østby i Horns Herred at kende. "Det var især de fattiges kår, der optog mig og gav mig en del at tænke på. Den ulige fordeling af livets goder var bleven et problem for mig." (Arv og Gæld (p. 17)). Hjortens Flugt, hans yndlingsbog fra konfirmationsalderen, viste sig at være en rosenduftende idyl. Skolelærerlitteraturen og Schandorphs godmodige humoresker fra bondelandet stod i grel modsætning til husmændenes slid. Også Bjørnsons bondenoveller havde ved deres sæterromantik givet et for lyst billede af bondens liv. Livet på højskolen med dens uforanderlige søndagsstemning og evindelige lovsang faldt ham – trods Morten Pontoppidans stærke sociale indstilling – mange gange for brystet. I 80'erne var der sket en ændring inden for sognets liv. Ved overgangen fra produktion af korn til smør- og flæskefremstilling var der opstået et nyt klasseskel, idet velsituerede landmænd under de opadgående konjunkturer var blevet rigere, mens lønnen til bondens medarbejdere ikke steg i forhold dertil. Der blev inden for sognet to nye typer: jordejeren eller bonden, "purpurbonden" i datidens sprog, og den jordløse husmand. Han oplevede endvidere overgangen fra natural- til pengeøkonomi; ved denne ændring forsvandt den tidligere private barmhjertighed, 115 og man blev nødt til at opføre moderne og flotte fattig- og arbejdshuse til fattige og syge (det hed sociale reformer). Disse nye tilstande mødte Pontoppidan på sine vandringer, når han standsede op og gav sig i snak med menigmand. Hans skitser sendtes til aviser og ugeblade, ofte under pseudonymer (Urbanus, Rusticus). Senere samledes de – altid i ny bearbejdelse – til bøger: Stækkede Vinger (1881), Landsbybilleder (1883). Derved blev forfatteren ved sit økonomiske livssyn Danmarks første sociale forfatter.

Revolten

Da Pontoppidan for os er blevet ironikeren og satirikeren, har han ofte fået den skæbne, at man aner "tvesyn" hos ham alle mulige steder. Sandheden er den, at Pontoppidan meget ofte helt og fuldt er gået ind for en sag. Hele hans liv har været en kamp med "spøgelser" under forskellige navne (basilisk o.a.). Fuld hengivelse mærkes i grundlovsdigtet "Rotter" (Morgenbladet 5/6 1885), optrykt i Ejnar Thomsen: Henrik Pontoppidan til Minde, 1944. Det er netop ikke litteratur, men et opråb i et venstre-blad, et socialt Bjarkemål mod godsejeren Estrup. Der proklameres revolte mod den junkerlige klo ("Nu må alle hjælpes at få has på det rak", "Lad os rense vor lade, mens det endnu er tid"). Pontoppidan er troende og røber ingen mistillid til venstre, demokratiets mænd. "Spøgelserne" er blevet meget konkrete: rotter, der skal udryddes. Dommedag er umiddelbart for hånden. En anden stemning, men med samme hengivelse, fra disse år kommer frem i aftensangen "Nu trækker bonden sit hors i stald", optaget i Det forjættede Land. Den tvivlende sjæl banker til sidst trøstigt på himlens borg, der oplades. "Spøgelset" er her tvivlen, der jages på flugt.1

116 I den ikke før kendte og først nu genoptrykte artikel "Under Aaget" (Dags-Avisen 1. juli 1885) forekommer igen revolten. Pontoppidan = Vandreren. I jeg-form fortæller han sine oplevelser ude på de store hovmarker. Fortiden dukker op (herremandens lig parteres og hans frue voldtages). "Spøgelserne" er fortidens uretfærdighed, der dukker op i humanitetens og fremskridtets århundrede. Revoltens ånd er til stede, herregårdens erobring af de sværtede bønder et manende incitament, en parallel til det, der engang skal ske. En begyndende tvivl ligesom anes, dommedag er ikke lige for hånden, men skydes ud i fremtiden. ("Denne slægt, hvis hæder og hævn det engang skal blive at høste denne jord, som vore fædre har pløjet"). Denne tekst, der er ophavet til "Vandreren" i Fra Hytterne og til "Ilum-Breve" (Kjøbenhavns Børs-Tidende, december 1889) og endelig den berømte "Ilum Galgebakke" i Skyer (1890), har undergået overordentlig mange stilistiske ændringer og fortæller også gennem disse hele Pontoppidans udvikling fra troende revolutionær demokrat til det spottende overmenneske, der har forladt de jævne hovmarker og fra bjerget (Galgebakken) holder sine ætsende taler. Man mærker allerede betydningsfulde ændringer i Fra Hytterne. ("Men om disse marker kunne tale, hvor ville da ikke hver plet fra skel til skel kunne ringe for ørerne af denne slægt, hvis hæder og hævn det skulle være at høste denne jord, som fædrene har 117 pløjet"). Skuffelsen er mærkbar, og senere bliver det historiske maleri, der var incitamentet, til en besk kontrast til vore "civiliserede" tider. I "Ilum-Breve" er folket passivt, men der tales og holdes møder. "Og altid taler de om den stærke Thor og om den modige Tyr, der uden at blinke stak sin hånd i uhyrets gab. Og bestandig er det fædrenes blodigste bedrifter, der er genstand for deres begejstring" (Kjøbenhavns Børs-Tidende 5/12 1889). Forfatteren lader med malice mødet ende med afsyngelsen af en salme. Vi er på toppen af Ilum Galgebakke.

Fra Hytterne

April 1887 udkom Fra Hytterne, denne bog, som Pontoppidan på sine gamle dage lejlighedsvis betegnede som sin bedste. Han nævner den også udtrykkelig i sin lille selvbiografi 1920. Det blev en hård og mørk bog, men i erindringens milde lys har han glædet sig over denne skat fra 80'erne, der lå gemt bag stilens blanke glasur, leret fra Sjællands marker, hvor han havde været i frodig kontakt med livet og i sorg og glæde oplevet livets højdepunkter og proletarens livsnære kamp for brødet.

2. udgave kom i 1905, suppleret med to noveller: "En Fiskerrede" og "Idyl". Andenudgaven indledes med et forord, hvor han blandt andet siger:

Jeg sender nu denne lille bog ud i tro til, at opmærksomme læsere trods dens ufuldkommenheder – eller rettere, netop på grund af disse – vil fornemme, at den er kommen til verden under forårets tegn, at den bærer fødselsmærke af den grøde- og såtid, der fulgte på det store tøbrud i halvfjerdserne, en tid, der ganske vist var barsk og kold, som foråret gerne er det her i Norden, og hvor derfor kun lidet nåede frem til fuld udfoldelse, men hvor det gærede og gryede af nyt liv i alle modtagelige sind …

… Netop af følelse, i hvert fald af medfølelse, er der i disse småfortællinger adskilligt mere end af forstand; og da al medfølelse har sin rod i fantasien, kan altså heller ikke indbildningskraften 118 have været helt uvirksom. Det skulle slet ikke undre mig, om man i vore dage endog ville kalde fortællingerne for overfølsomme. Hvad fremstillingmåden angår, da er den vel næsten blufærdig i sammenligning med den, man træffer i største parten af de nyere bondeskildringer, som dog ingen tager forargelse af. Det kan da have sin interesse at vide, at de fleste ved fortællingernes fremkomst fandt dem anstødelige i deres form og uappetitlige indhold.

Marts 1905.
H.P.

Senere udgaver er blevet forøget yderligere med "En Bonde" og "En stor Dag".

Fra Hytterne er tilsyneladende et letfatteligt kunstværk, nemt at tolke; i disse skyggerids fra landsbyen synes kun at være anvendt palettens grå farver. Og dog er der gåder. Hvorfor disse glimt af det makabre sorte, det frivole rosa? Hvorfor den jyske tone i "Ane-Mette"? Den realistiske skildring er endnu hans ideal i 1887. Den nøgne sandhed skal frem, men det er ikke værd at spænde forventningen om bondens frelserkald for højt (Politiken 24/11 1887), men samtidig skriver han i Juleroser 1887 sin romantiske fortælling "Mosekonen". Nogle mennesker er på en tørvevogn ved at blive trukket ned af mosekonen. Vi er næsten i middelalderens trylleviser, omsat i prosa. "Fra den side bunds porer piblede lidt efter lidt de hvide dampe frem som fra et utæt grydelåg". "Det var, som om en underjordisk kraft holdt hjulene fangne og stædigt halede dem til sig". Året efter fortæller han om kunstneren: "Vi bryder os ikke en døjt om virkelighed og sandhed og naturtroskab, når han blot bevæger os med sin sorg, fryder os med sin glæde, ægger os med sit had. Han må da for os gerne føre os op i skyerne, om han helst vil tilhviske os sin lykke der, eller ned til underverdenen, hvis han vil betro os sine ulykker i mørke" 119 (Politiken 11/11 1888). Fra Hytterne består ved nærmere eftersyn af uligeartede elementer og afspejler en udvikling, de første trin frem mod nyromantikken. Litteraturhistorisk er det et karakteristisk udtryk for 80'ernes mørke realisme, observationer blandt sognets fattige husmænd, nedfældet i et avet følsomt sind og støbt i en kølig form. Men der anes en brændende ild, der står i modsætning til stilen i de kolde rapporter. Kunstnerisk er det heldigt, da bogen gennem denne kontrast virker stærkt agitatorisk på læseren. Dog tilhørte forfatteren ingen litterær bevægelse. Pontoppidans hytter er hans egne, den kølige virkelighedsgengivelse har passet hans naturel og skjult skrigene, når han som et forslået vrag i brændingen måtte redde sig i land. Tankens ro og sindets maskuline ligevægt er afgjort ikke en realitet hos forfatteren, men et eftertragtet ideal.

Stoffet er taget fra Slangerup-egnen og Østby. Vi får et kulturhistorisk billede af almuens liv og færdes med fattigfolk i hytte og udhus. Da bogen udkom, havde han forladt Østby, hvor han boede fra 1884 til 1886. Han havde da lejet en tidligere direktørbolig, en rødstensvilla i Havreholm. Bogen har som undertitel Nye Landsbybilleder (med henblik på Landsbybilleder 1883) og er tilegnet venner i Østby. Han havde nemlig også fjender der, hvorom senere. Som helhed er værket et mausoleum over en afsluttet periode i Pontoppidans liv. Hans landsbytid var da udrundet, men i kunstens størknede lava spores endnu svagt varmen fra hytterne.

Østby ligger endnu som på Pontoppidans tid. En lille hvidkalket ladelænge er Pontoppidans daværende hjem, og endnu i 30'erne huskede mange gamle mennesker forfatteren. Mange lokaliteter på egnen og personer fra Østby er direkte indgået i hans fortællinger. Man ser stadig gadekæret, bakken ved Hellesø (Galgebakken); heroppe – fortæller man – 120 stod Pontoppidan ofte og så ud over landskabet, det flotteste, han havde set i sit liv. På egnen huskes endnu arbejdsanstalten i Skibby ("Kassen"). En gammel husmand fortæller mig, at Pontoppidan var sådan en rar mand, han strøg altid deres lille pige hen over håret, man aner hvorfor. En anden person, smeden Per ved Åskildegården beretter således om Pontoppidans vilde fortvivlelse, da hans lille pige, Karen, døde. Han ville have begravelse uden præst. "Jeg måtte sidde oppe hos ham i stuen den følgende dag; der var rullet ned overalt". Smeden Per findes i "Nådsensbrød" (Zacharias Smed). Også Pontoppidans skilsmisse huskes. "Hans nye kone havde penge". Det anes, at det har knebet med pengene i første ægteskab, og så vokser myten frem. Jeg træffer fisker Per Larsen; han stirrer vredt på mig, da jeg nævner navnet Pontoppidan. Han er søn af Kage-Kathrine, der i "Nådsensbrød" sendes på "Kassen". Fjendskab mellem familier i Østby har holdt sig til næste generation. Østbys befolkning holdt ikke af at blive "tegnet af" i aviser og bøger, så det lignede; og det var også galt, når han fjernede sig fra virkeligheden; der var engang ved at blive sagsanlæg. Ved sådanne samtaler anes den næsten forsvundne personlige islæt i Pontoppidans beretninger og det vilde sind, der er avet i kunstens strenge form. De personlige problemer for ham i landsby-tiden var: 1) Den økonomiske kamp. 2) Skuffelsen over den udeblevne revolution mod Estrup. 3) Hans fortvivlede nød, da hans lille pige Karen dør (8/3 1885) og 4) hans ægteskabs forlis og hans rådvildhed, da han efter en sommerferierejse til Blokhus af lidenskabernes storme føres bort fra hjemmets stille verden. "Vi ser ham en sensommerdag 1887 komme gående ad landevejen nordpå til Helsingør for at søge råd hos sin gamle ven Galschiøt" (Axel Kjerulf: Det gamle Apotek i Helsingør, 1951). Pontoppidan har i sit følsomme og vilde sind oplevet begivenhederne så voldsomt, at han for at klare sig gennem 121 brændingen – det gjaldt livet – har måttet koble følelserne fra, ja kynisk har vrænget ad dem for ikke at suges ned i afgrunden, og han har med sin medfødte skyhed for selv-udlevering objektiveret sine følelser ved indlæg i almueskikkelser, der var iagttaget på vandringer, ofte langt tilbage. I disse "objektive" skikkelser gemmer han sig selv. Deraf kommer hans kredsen om det makabre ("Ane-Mette"), hans undertiden usandsynlige og brutale understregning af det økonomiske ("Et grundskud"). Intime brydninger ligger som en skjult ild i den erotiske novelle "Hans og Trine". Det objektive er resultatet af hans subjektive trang, kunsten hans forløsning. Den objektive form er skodder, han har sat for sine private hjerterum. "Der ligger lidenskab i hans bøger, ganske vist som forstening, men den er så stor, at man trods roen aner uberegnelige øgler og fortidsdyr. Lad det være serveret i en forstenet stil, det er dog en vild og ubændig dinosaurus, som ligger skjult dernede i de dybe jordlag, der kaldes syntaks og sætningsbygning" (Tom Kristensen: Mellem Krigene 1946).

Knokkelmanden

Indtryk fra Østby. Oprindelig Ude og Hjemme 13/4 1884, mrk. Rusticus, med indl. Fra Hytterne 1887, 2. udgave 1905. Fortællinger 1899, 2. udgave 1902. Noveller og Skitser 1922, 2. udgave 1950.

Originaltrykket har følgende indledning:

Fra landet.
Højstærede Ude & Hjemme! Tillad mig at fortælle Dem og Deres læsere en lille – jeg havde nær sagt ugudelig – historie, der i disse dage er hændt her ude hos os, og som jeg – for dog at døbe den – vil give navnet: Knokkelmanden.

Jeg kan på forhånd forsikre, at den i et og alt er sand; men bør da forsigtigvis også forberede Dem på, at den er meget 122 sørgelig – netop så sørgelig som sande historier ofte bliver, og som livet endnu oftere virkelig er.

De må ikke af disse mine ord fra et mismodigt øjeblik på nogen måde lade Dem forlede til den tro, at jeg af hjertet hører til dem, der nærer formastelige og hovmodige anskuelser om forsynets hellige logik.

Ingenlunde.

Tværtimod.

Og dog kan, nu og da, en tvivl banke på min sjæl, og den tanke spøge i min usalige hjerne: "om ikke dog Vorherre, da han i hine gamle dage skabte sin ellers så sindrigt beregnede mekanisme, alligevel hist og her er kommet til – som vi sagde i skolen – at slå en gal logaritme op".

Jeg synes undertiden, at det med ét ligesom klikker i den store, guddommelige maskines rolige, ensformige arbejden. Jeg synes ligesom at høre det pludselige, uforvarende knæk som det, der lyder fra et gammelt, opslidt stueur med svigtende tandhjul eller knækkede tænder, og hvis dirrende skrat får os til at fare op af vore vågne drømme og slå os for panden i den tro, at værket er gået i stå. Men uret vandrer roligt og uforstyrret videre på sine hakkende gænger, som om intet var hændt. Og da dog hverken De, hr. redaktør, eller jeg formår at standse det i dets gang eller blot så meget som at bøde på den ringeste, den ubetydeligste af dets ufuldkommenheder, skal jeg ikke fortabe mig i bitre klager, eller håbløs fortvivlelse, men stille og beskeden vende mig mod mine læsere og læserinder med de ord:

"Hør en god historie og græd!"

I denne indledning mærkes endnu cand. math. Henrik Pontoppidan med hans logaritmer, ligesom vi i fortællingen (p. 9) får et stilistisk glimt af Urbanus: "en tusindfarvet blomsterkurv, der spredte sin fine, flygtige vellugt ud imod havets bittersalte ånde". Forfatteren er lokalkendt og 123 jordnær i beskrivelse og replik, og illusionen skabes ved: Ude i øst … (p. 9); p. 19 har forfatterens sind gemt sig i professorens tåreløse medfølelse, og tendensen understreges ved "Velsignelsen" i fortællingens begyndelse og "Herrens nåde" til sidst.

Nådsensbrød

oprindelig tekst i Morgenbladet 29/1 1885, derefter Frederiksborg Amts Avis 31/1 1885 (fortsat 1/2 og 3/2) og Roskilde Dagblad 7/2 1885. Fra Hytterne 1887, 2. udg. 1905, Fortællinger 1899, 2. udg. 1902. Noveller og Skitser 1922, 2. udg. 1950. Indtryk fra Østby med nærgående beskrivelse af personer og lokaliteter i den oprindelige tekst i Morgenbladet. Trine er derfor i Fra Hytterne ændret til Stine. I Isefjordsposten, et udbredt højre-blad i Horns Herred, læses 21/2 1885 følgende:

Hr. redaktør!

Tør jeg anmode Dem om plads i Deres ærede blad for efterfølgende linjer:

I Frederiksborg Amts Avis nr. 26, 27 og 28 for 31. jan. og 1. og 3. februar, sidstleden findes efter Morgenbladet indrykket som føljeton en fortælling "Nådsensbrød" af forfatteren Henrik Pontoppidan. Han betegner selv stedet, hvor han henlægger handlingen, så nøje, at ingen kan være i tvivl om, at det er Østby; når han nu fremdeles nævner mig ved navn Trine Bødkers, og gør mig til en fordrukken, halvgal kælling, der med magt slæbes på "Kassen", det er fattiggården, så gad jeg vide om ikke slig måde at skrive på, fortjener den største dadel og, idet jeg forbeholder mig min ret til at drage ham til ansvar efter loven, fordi han således efter min mening har nedsat mig i folks agtelse og rokket ved den tillid, der altid er bleven vist mig, skal jeg dog til oplysning for alle dem, der kender mig som en ordentlig, hæderlig kone, bemærke, at jeg ingenlunde er, ej heller håber på at komme på "Kassen", og 124 at folk ligesom hidtil trolig kan henvende sig til mig med deres ærinder. Jeg skal endnu blot tilføje, at der mellem Henrik Pontoppidans familie og mig har været en liden uoverensstemmelse, så det er måske af den grund, at han ikke har undset sig ved at stille mig i gabestokken på den måde, som han har gjort.

Østby, den 15. februar 1885
Anders Larsens enke
m. f. p.

På opfordring erklærer vi herved, at Anders Larsens enke i ca. 14 à 15 år har gået bud mellem Østby og Frederikssund og i den tid har været en hæderlig og retskaffen kone, der ikke i nogen henseende har været hengiven til spiritus, men til enhver tid røgtet sit besværlige kald samvittighedsfuldt og ernæret sig og sine børn uden at ligge samfundet til byrde.

Redaktionen.

Pontoppidan er måske af private grunde lidt drillende gået virkeligheden for nær og har paradoksalt næsten været ved at bringe Trine på "Kassen" ved at ødelægge hendes erhverv. Forfatterens lokale kendskab og illusionsteknik vises i sproget – særlig i den oprindelige tekst – ved "omme i smøgen", "vort gadekær". Forfatteren harmes over de uheldige sociale tilstande trods reformerne, hvor selvopholdelsesdriften tilintetgøres, individet ødelægges ved sammenhobningen på "Kassen". Ved gentagelsen (majestætens navneciffer) understreges satiren, og de sociale modsætninger males for os anskueligt ved de to vogne (fjællevognen og den magelige landauer). Pontoppidan har selv kendt kampen for brødet og forstået det skrig, der syntes at måtte nå ud til verdens ende og helt ind i himmelens riger (p. 30).

125

Ane-Mette

Første tryk Folkets Almanak, november 1886, derefter Fra Hytterne 1887, 2. udg. 1905. Fortællinger 1899, 2. udg. 1902. Noveller og Skitser 1922, 2. udg. 1950. Der er i Østby hverken kirke eller kirkegård. Begge dele ligger en halv mils vej mod vest på en pynt, der skyder sig ud i fjorden. Her ved denne kirke, Selsø kirke, viser man stedet, hvor Niels Nilens brud sad; en gammel hyldebusk markerer stedet. Da jeg engang fortalte Pontoppidan – for at glæde ham – om denne trofasthed over for fortællingen på Østby-egnen, blev han overraskende meget opfarende og harmfuld. Det var en myte, og han tog straks livet af den. Der var åbenbart et sårbart sted hos forfatteren. Han fortæller i Familjeliv (p. 15) om tiden efter sin lille piges død: "For mig, der tidligere havde strejfet sorgløst om i skovene og på stranden, var denne ensomt beliggende kirkegård nu bleven målet for mine daglige vandringer. Siden vor lille piges kiste blev sænket i jorden derude, havde mine tanker bestandig kredset omkring stedet. Ingen dag gik hen, uden at jeg havde været derude og lagt en frisk blomst på graven". Pontoppidan har været særlig ivrig efter at skjule sit personlige engagement. Førstetrykket (1886) er henlagt til Jylland og giver decideret jysk natur og jyske replikker. Senere i Fra Hytterne er fortællingen med stor kunst, og nu da det var på afstand og skulle samles om Østby, gjort sjællandsk i naturskildring og replik. Dog er enkelte jyskheder blevet stående (tykkes, bitte, tøv, kræmtende). I denne forbindelse rinder i hu Pontoppidans samtale med professor Brøndum-Nielsen, omtalt af denne senere i Nationaltidende (22/9 1943): "Jeg ønskede oplyst, hvordan han selv følte sig tilpas i det danske sprog-milieu, født jyde, men gift og bosat på Sjælland, som han var. Han svarede mig, at han havde mærket en kamp mellem den jyske og den sjællandske sprogfølelse i sig, men han mente, at den sjællandske efterhånden var blevet den stærkeste". Enten 126 har Pontoppidan villet fjerne sin dybe personlige tildragelse ved at henlægge den til Jylland, eller han har i det jyske replikskifte bedst fundet den inderlige tone, der passede til emnet. Så kom overraskelsen. Det er Kingos kirke, Slangerup kirkegåard, der er skuepladsen. Der har han i sin første "sociale" periode (Jørlunde-perioden) set Niels Nilens brud og hørt den malmfulde klokkeringen til 4 mark og 8 Skilling og om de billigere arrangementer. Denne gentagelse af klokkeringningen i fortællingen understreger bittert de sociale forskelle, men bag ligger nu – der ligger ca. 2 år mellem indtrykket i Slangerup og fortællingens udformning – Pontoppidans afgrundsdybe sorg og kredsen om døden, ja i de to bandende graverkarle mærker vi hærdningsprocessen i Pontoppidans sind; det er en fortvivlet kynisme.

Et Grundskud

Første tryk i Folkets Almanak, november 1885 (med titlen: "Hjærtesorg"). Fra Hytterne 1887, 2. udg. 1905. Folkelivsskildringer 1889, Fortællinger 1899, 2. udg. 1902. Noveller og Skitser 1922, 2. udg. 1950. Fjorden omtales ikke; sikkert fra Slangeruptiden. Bedst i sin første form med titlen: "Hjærtesorg". Førstetrykket står også nærmere de påtænkte rørende billeder fra landet, han omtaler i brevet til Hegel (p. 114); børnenes samfølelse med alt levende i huset varmer læserens hjerte. I den nye form i Fra Hytterne med den brutale økonomiske synsvinkel er fortællingen trods alt blevet noget usandsynlig.

Hans og Trine

Første gang trykt i Fra Hytterne 1887, 2. udg. 1905. Senere i Tilskueren 1887 forøget med en ny slutning, derefter i Fortællinger 1899, 2. udg. 1902, Noveller og Skitser 1922, 2. udg. 1950. Fjorden forekommer, kirken i afstand (Selsø), gadekæret omtales og arbejdsanstalten; 127 vi er i Østby. Det bekræftes af hans artikel "Dovendyr" i Kjøbenhavns Børs-Tidende 25/1 1891:

Inde i byen boede en fattig enke. Hun havde tre-fire voksne døtre, der tjente rundt i sognet. Regelmæssigt hvert år – undertiden oftere – lagde et af pigebørnene sig hjem hos moderen for at gøre barsel. Når affæren var overstået, blev barnet hos moderen, mens pigebarnet muntert drog tilbage til sin kondition. Efterhånden samlede moderen en 6-7 stykker af døtrenes børn, til hvilke der sjælden kunne udpeges en bestemt fader; og så godt som hele udgiften ved disse børns opdragelse kom derfor til at hvile på sognet. Forgæves forsøgte sognerådet at overtale de glade pigebørn til at lægge en tøjle på deres erotiske tilbøjeligheder. De svarede blot, at de gerne skulle tage deres børn til sig; men så måtte også de straks melde sig til sognets forsørgelse. Så fandt man det rigtigst at tie stille og finde sig i det uundgåelige.

Det er den sidst skrevne af fortællingerne. Fortællingen er et bevidst modstykke til Chr. Winthers "Træsnit", i Chr. Winthers bryg er der kommet en del malurt. Kunstnerisk har han haft en lykkelig hånd, men han er på vej bort fra hytterne. Almuemålet er gengivet med de rigtige raske gentagelser ("munter og mundrap", "fri og frank", "pillet og pudset"). Der er ingen social harme, men en vis besk gemytlighed, ja en frivolitet i beskrivelsen. Stilen er impressionistisk, let og elegant med fin antydningskunst som hos Maupassant og med uærbødige allusioner til evangeliets ord. Han har fundet, at fattigfolk også har glæder og sorger; det er en verden for sig, som andre vanskeligt forstår. Han er ved at mane fattigdommens "spøgelse" i jorden, og "Hans og Trine" danner overgangen til Pontoppidans nyromantiske fortælling Spøgelser 1888.

Pontoppidans stadige arbejde med sproget kan iagttages ved den vellykkede ændring i 2. udg. 1905. Fra Hytterne p. 55 "som et hvidt lagen" bliver i andenudgaven til "som 128 et brudelagen". I senere udgaver af "Hans og Trine" er tilføjet en ny slutning om Trine, der her i førsteudgaven i læserens sind efterlader et rørende indtryk som den bedragne landsbypige. Pontoppidan har "hærdet" beretningen; robust redder Trine sig ind i et ægteskab og viser sig ved sine handlinger at høre hjemme blandt "Smutten"s beboere.

Om Morgenbladets anmeldelse, særlig af "Hans og Trine", se bilag 2.

Vandreren

En epilog, første gang trykt i Dags-Avisen 1/7 1885 med titelen "Under Aaget". Derefter i Frederiksborg Amts Avis 17., 18. og 19. juli 1885. Derefter i Fra Hytterne 1887, 2. udg. 1905. Fortællinger 1899, 2. udg. 1902. Noveller og Skitser 1922, 2. udg. 1950. I den oprindelige tekst "Under Aaget" vandrer Pontoppidan som en påtænkt folketingskandidat ved solnedgang rundt ved det kobberfarvede gadekær, hvor et gammelt hors drives til vanding, og hvor langs husgavlene fattigfolks børn roder i snavset. "Men over det hele ragede de otte ny bøndergårde majestætisk op som små herresæder". Inde i en faldefærdig hytte under et slimet dynevår finder han den gamle kone, næsten et lig. Fra Hytterne er mere kølig og fjern i sin fremstilling. Pontoppidan er ikke identisk med vandreren; han er nu ad egne veje klar til mødet med Nietzsche. Menneskefremstillingen er ved at vinde frem i hans kunst. Gamle Else er karakteriseret som en særling, og husmandskonen er blevet mere hård.

Nietzsche

Georg Brandes, der i slutningen af 80'erne opdagede Nietzsche, mødes nu med Pontoppidan. "Medens de fleste synes at have vokset sig fra Brandes med årene, har jeg snarere vokset mig til ham. Det er en forkert opfattelse, at jeg engang skal have stået i St. Georgs hærfølge; det gjorde jeg netop ikke i mine yngre dage" (Nationaltidende 21/2 1927). 129 Han forstår nu Brandes' ord om den aristokratiske radikalisme: "Man vil, tror jeg, snart på ny få et levende indtryk af, at kunsten ikke kan nøjes med ideer og idealer for gennemsnittet og middelmålet, ganske lige så lidt som med levninger af de gamle katekismer, men at den store kunst fordrer ånder som i særhed, i selvstændighed, i trods, i adelsvældig enerådighed står i højde med de ejendommeligste personligheder i samtidens tænkning". (Brandes: "Aristokratisk Radikalisme", 1889).

"En vinter var det navnlig Nietzsches forfatterskab, der optog mig. Georg Brandes havde kort forinden vakt opmærksomhed for det ved en stor artikel i Tilskueren (1889). – Jeg læste, og Nietzsche voksede i mine øjne. Jeg måtte indrømme, at han virkelig var en nyskabende mand, en ånd med stormfuglevinger" (Familjeliv p. 79-80). "I Tyskland fandt han særlig modtagelighed. I andre kulturlande har hans anseelse som tænker derimod på det sidste været dalende, og mange vil vistnok kunne bifalde, hvad Høffding i sin tid skrev i sin polemik med Brandes" (Familjeliv p. 81). I Pontoppidans reol fyldte Naumanns udgave af Nietzsches samlede værker godt op.

I præstesønnen Nietzsche finder Pontoppidan noget af sit eget. Livet i landsbyen har hæmmet ham og skabt i ham de dristige krav til det frie menneske og forkastelsen af de sagtmodige evangeliske idealer. "Pontoppidans første bøger vender sig mod nationale og sociale grundskavanker og hævder ud fra et primitivt etisk syn den enkleste ansvarlighed. Men efterhånden som han når frem til sine blivende motiver, naturen, lidenskaben og personligheden, får hans digtning karakter af en indre dialog" (Tage Skou-Hansen: "Fornægteren" i Heretica 4, 1952). Impulser fra Nietzsche mærkes tydeligt i efterfølgende novelle, der her er medtaget som en art efterslæt til Fra Hytterne.

130

Landsbyens Dronning

Trykt i Wisbechs ill. Almanak 1890, udk. november 1889 og Læsning for Folket, nr. 52. En lille beretning fra hytterne i Horns Herred, men i ny belysning. Chr. Winthers tryllebriller rives fra øjnene, men ombyttes ikke med de sociale. Forfatteren ser på landskab og personer gennem Nietzsches dæmoniske brilleglas, og landsbynovellen synes opbygget af sten fra Nietzsches tankeslot. Da Brandes i foråret 1888 som en ny Henrik Steffens på Universitetet introducerede Nietzsche, var Pontoppidan modnet til mødet med denne aristokratiske individualist og omsætter her hans ideer til et malerisk og plastisk landsbybillede. Den hæslige Ane betragter alle friske og sunde mennesker som en art lavere væsener. Hun hører til de svage, "die Herdenmenschen", og hader misundeligt de stærke; men gennem ressentiment (nag) er hun blevet despoten, der styrer alt, hjem og landsby, med sin iskolde, visne hånd. Krykken er blevet et dronningescepter. "I gamle dage tog man livet af sådant troldskab," lyder det til sidst.

Pontoppidans Lykke-Per fortæller netop om den nye Aladdin, en af de stærke, der vil nå en sund, frigjort dennesidighed ("Bruder, bleibt der Erde treu!" siger Nietzsche og med ham Lykke-Per).

Som en Nietzsche skyder han på krucifikset ("Ecrasez l'infâme")2, men ved selvbesindelse når han sin egen lykke. Også i Krøniker (1890) er forestillingen om den frodige lidelse og menneskeforagten beslægtet med Nietzsches tanker. Besindelsen og moderationen træffer vi dog allerede i Pontoppidans journalistiske indlæg "Dovendyr". "Enhver, der har stået et fattigforstanderskab lidt nær, vil have set eksempler på samfundets dovendyr, der af hjærtenslyst pumper sognekassen og stjæler brødet ud af munden på dem, der virkelig trænger" (Kjøbenhavns Børs-Tidende 25/1 1891). 131 Hallager (i Nattevagt 1894) markerer den anden strøm frem mod hans sympati for proletarens primitivitet i det 20. århundrede.

Slutning

I Pontoppidans produktion toner ofte et bestemt naturbillede frem, i regelen den sjællandske landsby med gadekær, fjord og bakke i solnedgangens skær. Først viser det sig for Urbanus ubestemt som den hulde moder, der lover fred (side 113). Derefter mere detaljeret med mennesker og dyr (ræv og hors) i aftensangen. Men det "spøger" altid. Først i hans eget sind. I aftensangen manes tvivlens spøgelse ned. Senere spøger det ude, fortidens uret dukker op i nutiden, i humanitetens og fremskridtets århundrede, ja spøgelser konkretiseres i provisorieårene til rotter, der er ved at trænge ind i fattigmands hytte. Men nu ud med det rak, fra hytterne og fra den gamle kone, der ligger som et lig. Så bliver fattigdommen et spøgelse, der har redet ham som en mare. "De fattige og fortrykte, også de har deres glæder og deres overdådighed, som udenforstående blot ikke så let får øje på." (Spøgelser 1888). I "Landsbyens Dronning" er Pontoppidan, der – efter hvad han fortalte mig – selv har oplevet Ane, igen vandreren. Han møder igen hytternes folk, en gammel forkrøblet kone, der minder ham om et lig. Men hun er en parasit og hersker som en dronning i landsbyen. Ilum Galgebakke viser det samme landskab, i den synkende sol kagler kirkerne som hvide høns, folket hånes, ja landskabet er blevet dæmonisk. I "Dovendyr" er pøbelen blevet rotter, der vil rane brødet fra de virkelig trængende.

I de følgende år er der mægtig og frodig uro. Som Nietzsche søger Pontoppidan at finde en ny "evighed"; men det bliver også til sidst genfærd. I Minder (1893) ender han med at kvæle mindernes mareridt, den spøgelsesverden, hvorunder han har stønnet. "I jorden med alle spøgelser!"

132 I Det store Spøgelse (1907) er vi igen i det samme aftenlandskab, nu misundes "Hytternes" beboere. Forfatteren har en smuk sommeraften sat sig til hvile på en bakkeskråning og hører en fjern kirke ringe solen ned. En lille vogterdreng driver en flok køer henover markerne, "man griber sig i med misundelse at følge den lille barbenede purk, som går der så sorgløs. Mens mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en følelse af ulægelig melankoli og lader sig besnakke af døden. – Der ligger her under Nordens blege himmel en basilisk og lurer på vor eftertankes svage øjeblikke." – Samvittigheden er blevet et spøgelse. Pontoppidan har dog i sit sunde sind mærket det patologiske hos Nietzsche, det sygeligt forvredne i hans person, og "Ørneflugt" passer egentlig bedre på Nietzsche end Pontoppidan, der ikke løb linen ud. Han forbliver – trods det nye – trofast over for det gamle. Besindelsen følger ham gennem livet, og han forblev trofast i sit sociale syn.

I Flensborg Avis (27/11 1930) skriver han om moderne bekvemmeligheder: "Man skal i fremtidslandet Amerika på heldig måde have simplificeret og mekaniseret f. eks. begravelser, idet man foran graven opstiller en automat i skikkelse af en ornatklædt gejstlig med foldede hænder. Ved at kaste et pengestykke i den fremføres en efter dettes værdi afpasset lovprisning af den afdøde tillige med en trøstetale til de efterladte, og da det altid er Staternes mest berømte prædikanter, der anvendes til den sidste, skal det hele efter sigende virke meget tilfredsstillende. En særlig automat er blevet indrettet for dem, der må nøjes med et ringere fadervor, altså ved massebegravelser af de allerfattigste."

Her mindes man trods tidsafstanden "Ane-Mette"s forfatter. Intet under, at Pontoppidan blev meget sammensat og altid blev karakteriseret ved ordet "tvesyn".

133 "Ja, den gamle vismand har ret: enhver ting har to hanke, det afhænger alt sammen af, i hvilken hank man griber den. Og jo ældre man bliver, des lettere finder man dem begge" (Politiken 13/3 1897).

I alderdommens milde aftensol lå de forskellige stridige følelser uformidlet ved siden af hinanden, og han vedkendte sig dem. Hans sidste bog hed Undervejs til mig selv (1943). Det viser det uafsluttede og den stadige selvfordybelse.

 
[1] I en samtale omkring 1935 udtalte Pontoppidan sin modvilje mod, at man tog brudstykker fra en forfatter, hvorved der let kom en ny og forkert belysning over ham, løsrevet fra sammenhængen. Jeg meddelte ham da – hvad han ikke vidste – at man i nogle foreningssangbøger havde optaget aftensangen fra Det forjættede Land og underskrevet den Henrik Pontoppidan. Til min overraskelse sagde han med en forunderlig mildhed, at det glædede ham. "Denne aftensang er en side af mit væsen og skrevet ud fra en hel ægte følelse. Jeg er glad for, at den synges." Han omtalte i den forbindelse det store og ægte ved Grundtvigs religiøse oplevelser, men – tilføjede han – "de blev omsat i historiske syner og præget af gamle dogmer. Hvor ville det have været lykkeligere for kirken og for kristendommen, hvis sådanne oplevelser var blevet omsat i et moderne natursyn som hos Ludvig Feilberg." tilbage
[2] Oprindelig Voltaire mod overtroen, senere Nietzsche mod kristendommen i Ecce homo. tilbage