Hjærtesorg

En Fortælling

Der gaves ikke mange Festdage for Husmand og Væver Kresten Jakob Hansen, Doller kaldet. Egentlig var der Aaret rundt kun to. Men til Gjengjæld blev saa ogsaa disse imødeset med des større Spænding og fejret med des større Højtidelighed.

Den ene faldt ved Kyndelmisse Marked, naar Grisen skulde anskaffes. Den anden lidt efter Mortensdag, naar den blev slagtet.

Den første Begivenhed optog i Særdeleshed Børnenes Interesser ganske. Fra det øjeblik, de havde set Faderen gjøre i Stand og rede med Halm inde i Baasen mellem Tørvene, havde de ingen anden Tanke end for den ventede Gjæst.

Vilde den blive hvid, eller sort, eller broget? Og hvad skulde den mon hedde?

Men ogsaa Forældrene var sig helt vel det betydningsfulde i Forehavendet bevidst. Naar Manden i den mørke Morgenstund klædte sig i sin nye Vadmelsfrakke, i Hvergarnsvesten med Hornknapperne og de blanke Støvler for at tage til Staden, og mens Konen løb omkring med Spiddelyset fra Køkken til Kammers for betids at faa ham hæget færdig, – var der over dem begge noget usædvanlig højtidsstemt og forventningsfuldt, der naaede sit Højdepunkt, i det han tog sin lille runde Filthat paa sit store Hoved, sin Knortekjæp under Armen, og for tyvende Gang gjennemtalte Pengene, inden han forsigtig puttede dem ned i en dyb, vel tilknappet Lomme under Vesteforet.

I Virkeligheden var det da ogsaa en helt vovelig Sag, – ret egentlig et blindt Greb i Lykkens Pose, der kunde have de mest skæbnesvangre Følger.

Af denne Gris, dens Voxekraft og Evne til at sætte Fedt, afhang saa at sige deres hele Existens. Paa den satte de saa godt som hele Aarets Velstand ind, lige fra Kartoflerne i Haven til Høstlønnens Sæd, og ingen Spiller kunde med større Iver følge de udtrukne Numre end disse Folk de første svage "Tegn" hos en saadan nysankommen. De havde endnu ikke glemt det Aar, da hin Slughals af en rødbroget Galt ligesom en af Pharaos magre Køer aad Huldet fra dem alle sammen – uden til sin Dødsdag selv at blive federe end en skabet Kat.

Forrige Aar havde de faaet en lille gul én, som den ældste af Pigerne, Petra, der gik i Aftenskole hos Kapellanen, paa Forhaand havde givet Navnet "Sif".

Navnet kunde for øvrigt været heldigere valgt; thi den var egentlig ikke nogen Skjønhed. Og den gav da ogsaa strax Anledning til en ikke ringe Skuffelse, den Gang Faderen efter Hjemkomsten løste op for Posen, og den viste sig som en lille styg, stridhaaret Tyksak, der ganske roligt blev staaende midt paa Gulvet og saa sig omkring med et underlig adstadigt, gammelklogt og eftertænksomt Udtryk i sit lille Ansigt – dette Udtryk for urokkelig Sindsligevægt, der imidlertid netop er det ubedrageligste Kjendetegn paa et godt og uforfalsket Fedesvin.

Dette vidste Jakob Væver. Og han blev ikke skuffet i sine Forventninger. Endnu inden den var to Maaneder gammel, gik den saa husvant og fornuftig som en aargammel So sin uforstyrrelige Gang fra ædetruget og ind til Halmlejet mellem Tørvene. Og efter fire Maaneders Forløb hang Flæsket ned ad dens Sider, saa den havde Besværlighed ved at røre sig.

Det var ualmindeligt som den trivedes. Alt, hvad de kunde skrabe sammen af Affald og Grønt, gled paa en besynderlig stilfærdig Maade i den som i en bundløs Sæk. Hele Sommeren gik Børnene omkring med store Vabler paa Hænder og Arme, som de fik ved fra Morgen til Aften at skære Nælder til den langs Grøftekanterne. Og da den først hen mod Efteraaret for Alvor begyndte at tage for sig af Høstsæden, svulmede den i den Grad op, at man strømmede til fra hele Byen for at beundre den. Det var næsten et Mirakkel.

"Det bli'er Sylte-Tøj!" sagde de alle, med en i Egnen staaende Vittighed. Selv Ane-Marie, Konen, der ellers alle Dage havde været en noget indskrænket og "forpuslet"1 Person, og hvem megen Fattigdom, megen Modgang og mange Barsler havde gjort endnu mere bekymringsfuld og ubehjælpsom, begyndte ligesom at fatte nyt Haab til Livet og til, hvad dette kunde bringe.

Det lader sig nemlig ikke nægte: hidtil havde Lykken egentlig ikke tilsmilet dem. I den aarlige Kappestrid mellem Byens Husmandsfolk om Grisene, havde de altid trukket et meget kort Straa. Hint ulykkelige Aar med den rødbrogede Galt havde de endog været Gjenstand for en skadefro Hoveren, der var gaaet dem meget nær til Hjærte; og de havde siden den Tid levet tilbagetrukkent, ligesom i en Skal af Mistro og Bitterhed, som nu først Lykkens Sol saa smaat begyndte at optø.

**
*

Henimod November-Slagtetid ansloges "Sif" med et rundt Tal til 20 Lispund. Og skjønt den nu var saa stoppet med Fedt, at den næsten ikke mere aad, svulmede den ikke desto mindre daglig end yderligere op.

Der var en overordentlig Henrykkelse i det lille Væverhus. Ane-Marie sagde rent ud, at hun vidste ikke, hvordan hun skulde faa Plads til al den Velstand, naar hun – Sif – blev slagtet. Havde hun – og de andre med hende – i det hele før været fortumlet af Sorg og Bekymring, saa blev de det nu af Rigdom og Glæde.

Men en Dag kom en af Naboerne, der havde Ord for at være en særlig fin og dygtig Kjender, ind i Skuret for at se paa Vidunderet; og da han en lang Stund havde betragtet det med en betænksom Mine, og af og til rystet og rokket paa sit Hoved, sagde han endelig meget stille:

"Hør Jakob! – tror du ogsaa det er af det gode?"

"Af det gode? – Ja, hvad skulde det vel ellers være?" lo Jakob; og den anden Mand tav.

Men fra den Dag gik dog Jakob endnu oftere ind i Skuret end før; og hver Gang stod han længe og saa nøje og tankefuldt paa sit Klenodie, der blev ved at bulne ud. Det var til sidst helt uhyggeligt ar se paa. Det var næppe, hun kunde røre sig; men hun laa og gispede og stønnede paa sit Halmleje, som om Fedtet skulde kvæle hende.

Endelig blev det da bestemt, at saasnart Frosten kom i Luften, skulde den højtidelige Slagtning foregaa. Men en Dag forinden blev Jakob hed om ørene ved at opdage en underlig rød Skjold paa den ene Side af Dyrets Bug. I en Hast skrævede han over Indhegningen, og fandt nu til sin Forfærdelse hele den fede Krop besat med smaa og større lyserøde Pletter, der aabenbart smertede ved Berøring.

Han søgte nu at berolige sig derved, at Halmen, hvorpaa den laa, ikke længer var ganske ren, og dertil meget varm, hvorfor han tænkte, det kunde være lidt Hedetøj2, der havde "sat sig paa hende". Men Dyret selv laa saa besynderlig stille og tungt, med tilfaldne øjelaag og et gulligt Skum ud af Munden.

I Løbet af Dagen bredte Pletterne sig. Selv efter at Halmen var skiftet og Huden omhyggeligt vasket med lunkent Vand, mylrede de op fra Snude til Hale ligesom Børnekopper, og hen imod Aften begyndte Dyret en klagende, uafbrudt Grynten eller Stønnen, i det den nu og da kastede sig urolig paa Lejet.

Der blev en forfærdelig Jammer, da Bylderne Dagen efter begyndte at bryde frem. Ane-Marie faldt strax sammen i fuldstændig Haabløshed. Ogsaa for Jakob varede det en Stund, inden han atter kom helt til Besindelse; men da løb han ogsaa alt, hvad han kunde, fra Bonde til Bonde Byen over, for at faa fat paa en Vogn.

Endelig fik han et Enspænder-Kjøretøj hos en Udflytter langt ude paa Marken, og et Kvarter efter var han paa Vejen efter Dyrlægen.

Denne var en høj, ung, videnskabelig udseende Mand, med Næseklemmer og hvidt Slips, der gjærne vilde give sig saa meget som muligt af en Menneskedoktors Anseelse. Da han derfor hørte, at Talen var om en Gris, gik der en Grimace hen over hans blege Maske; og han ømmede sig længe, før han gav efter for den arme Mands indtrængende Bønner.

Hidtil havde Jakob ikke kunnet faa sig selv til at tro, at der kunde være Tale om virkelig, overhængende Fare. Men da han nu – med Huen i Haanden – traadte ind i Skuret ved Doktorens Side; og da han saa den lærde Mand synlig overrasket og interesseret løfte øjenbrynene i Vejret ved at betragte det syge Dyr, følte han pludselig Knæene vakle under sig.

"Fy for Pokker!" udbrød Doktoren. "Sikken Sylte!"

Det gav et Stød gjennem Jakob.

"Det ser sgu ikke godt ud."

Jakob blegnede langsomt.

"Hvad har De dog givet det Dyr at spise, Mand?"

"Hvad befaler?"

"Hvad har De givet det Dyr at æde?"

"Det har faaet Bygskraa, Hr. Dyrdoktor!"

"Hm!"

"Og alle vore ærter og en halv Tønde Majs, som jeg endnu skylder for."

"Har det ikke faaet andet?"

"Saa har den jo faaet Affaldet fra Husholdningen, forstaar sig."

"Ellers ikke noget?"

"Ja, saa har Børnene saadan samlet baade grønt og et og andet, hvad de har kunnet skrabe til sig … Maaske det skulde være tænkeligt, Hr. Dyrdoktor, hun har faaet nogen Forgift i sig?"

Den unge Mand nedlod sig ikke til at besvare dette Spørgsmaal, men lovede at sende ham en Salve, som han skulde smøre under Dyrets Tryne og se at faa den til at slikke i sig. Men han maatte – tilføjede han meget indtrængende – vise den yderste Forsigtighed med "Medikamentet". Det var en for Mennesker meget farlig "Substans", sagde han, hvorpaa han med opløftet Pegefinger nævnte et Par latinske Gloser, i det han med Velbehag lukkede øjnene bag Glassene.

"Vel," sagde Jakob, og forsøgte at se stift paa ham. Han vilde rent ud spørge, om han troede, der kunde være Fare for Dyrets Liv. Men da han skulde til det, blev Ordene ham siddende i Halsen, og han følte alting løbe rundt for sine øjne.

**
*

Det blev en trist Nat – baade ude og inde. Regnen skyllede ned i Strømme uden Ophør. Himlen var sort som Beg; og graa, flossede Skyer drev lavt hen over den fredelig indslumrede By.

Kun inde i den lille Væverstue var der Lys. Thi her vaagedes.

"Sif" havde faaet sin Salve henad Kl. tre om Eftermiddagen, og med angstfuld Spænding ventedes der nu paa Virkningen. Hver ti Minuter gik Jakob med Lygten ud i Strømregnen og ind i Skuret. Men hver Gang laa "Sif" lige ubevægelig paa sit Straaleje – med Hovedet tungt mod Jorden, fast tillukkede øjne og Fraade om Munden.

Kun naar Lygteskjæret traf hende, aabnede hun langsomt de blytunge Laag og saa op paa ham med et træt, brustent og lidelsesfuldt Blik, inden hun atter lukkede dem.

Endnu ved Midnatstid var der ikke indtruffet nogen Forandring til det bedre. Snarere blev Aandedrættet stadig svagere og mere besværligt for hver Time, der gik; og en Gang, da Jakob stod og saa' bekymret paa hende, løftede hun pludselig Hovedet og udstødte et dybt, dybt Suk, der gik ham gjennem Marv og Ben.

Han satte sig tungt ned paa Kanten af ædetruget, med Lygten paa sit Knæ. Og i det han holdt Haanden op for øjnene, piblede der store Taarer ud mellem hans Fingre.

Kunde det virkelig være muligt, at de skulde miste hende? Han turde ikke tænke derpaa. Det vilde være altfor forfærdeligt. Det var deres Velfærd, deres hele Formue, deres Glæde og Stolthed; – gik denne tabt, saa …

Han rejste sig hurtig og løftede Lygten i Vejret.

Dyret gispede efter Luft, rystede og stønnede, ligesom i Vildelse.

"Aa, Herregud, … lille Sif! …"

– Inde i Stuen sad Ane-Marie oprejst i Sengen og hulkede. Børnene tittede med frygtsomme Ansigter op fra deres Senge og Kistebænke og saa tankefuldt ind i den spruttende Lyseflamme.

Hver Gang Jakob kom ind fra Regnen, samlede alle Blikkene sig spørgende paa ham. Men han rystede blot paa Hovedet, satte sig paa Bænken med Haanden under Kinden, sukkede, græd og gik atter ud.

… Hen ad Morgenstunden rev han hastig Døren op og raabte – ligbleg – ind i Stuen:

"Mutter! – Mutter! – skynd dig!"

Men netop som de begge kom ind i Skuret, strakte "Sif" Benene fra sig og var død.

 
[1] forpuslet: uordentlig; forpjusket; ogs.: forkommen, nedslået (ODS). Ordet forekommer første gang hos Pontoppidan i "En Kjærlighedshistorie", 1883. tilbage
[2] Hedetøj: små røde pletter på huden, fremkaldt (oftest hos børn) ved stærk varme, for varm påklædning olgn. tilbage