En Kjærlighedshistorie

Midt i den stille, smeltende Middagshede uden mindste Skygge eller Sky saa langt Øjet rakte, højt over store, flade, modne Agre – fløj en stor Fugl med brede, stille Vingeslag.

Kommen op over Byen standsede den, hvilte paa Vingerne og saa' ned; – men kun et Øjeblik. Saa hævede den sig atter med en lille Bevægelse – ligesom et Skuldertræk – og sejlede roligt videre hen under den blanke Himmel, op over de brune Mosedrag, ud imod Øst, mod de store, blaanende Banker dér langt, langt i det Fjærne.

Der havde ikke været Noget at sé efter; ikke en Bevægelse, der var Standsning værd, Alting stille og lummert; – thi Alting sov.

Med Grøden tungt i Maven laa de dernede i Huse og Gaarde og svedte i Søvne – Mænd og Kvinder, i Senge eller paa Halm i Laderne; og ud over det lille, ombyggede Gadekjær steg en jævn, samstemmig Snorken, der blandede sig med Kvægets fra Stalden.

Paa kølige Steder laa Fjerkræet og spredte Fjerene; Katten døsede paa Stenflisen, og Luften laa tung og død over det Altsammen.

Selv Skoven blundede, uden Liv i Bladene, og de vippetunge Straa paa de modne Agre havde lagt sig op imod hinanden, som for at sove. – Kun Solen sad midt paa Himlen med sit lysvaagne Øje og skoggerlo ned over den Verden, hvor man drømmer.

Ogsaa Pastor Rude var slumret hen inde i sin store Lænestol imod Nord, med Brillerne paa Panden og Hovedet lidt til Siden. Men nede i den store, skyggefulde Have, under en fin, duftende Lind, sad hans unge, smukke Datter med et lille blaat Shawl over Skuldrene og læste tankefuldt i en Bog.

Nu og da, naar det suste svagt i Løvet over hendes Hoved, saa' hun op og tænkte. Hun var hvid og fin, med et mørkt, blødt Haar bundet op i en dobbelt Knude med et Baand.

Men alt som hun tænkte, skjød en svag Rødme op i Kinderne, Øjnene duggedes let, og om Munden skinnede frem et lille, drømmerigt Smil, der lagde sig som en stærk Tro i det noget forknytte Ansigt.

Saa bøjede hun atter langsomt sit Hoved ned mod Haanden og læste videre. Det var Digte – om Kjærlighed.

|486|

Pludseligt aabnedes inde i Byen med stor Varsomhed den øverste Lem af en Stalddør, der vendte ud imod Gadekjæret. Et underlig stort Hoved kom frem, grinte med hvide Tænder op imod Solen og saa' sig forsigtigt om til Siderne. En altfor lille, rund Arm blev stukket ud og løsnede Krogen fra den nederste Lem; og nu viste der sig en lille løjerlig Person, der med hvide Hosesokker og Træskoene under Armen listede sig langs med Væggen, indtil han naaede Vejen, hvor Stenbroen hørte op. Her stak han varsomt i Træskoene og saa' sig paany omkring.

Ikke en Flue havde rørt sig. Saa lo han atter[,]'1 saa fornøjet ned ad sig, knipsede Noget bort fra det ene Frakkeærme og gik forsigtigt henad Vejen.

Men netop som han i bedste Tro naaede ud for Laagen i Præstegaardshegnet, fór han sammen ved en pludselig, skraldende Fruentimmerlatter inde fra Byen.

Et Par Fugle i de nærmeste Træer sprat1 op og fløj væk. Men som En, der er vant til det, dukkede den lille Mand blot Hovedet ned mellem Skuldrene og skridtede alt hvad han orkede lige ud ad Vejen paa sine smaa, runde Ben – bestandig forfulgt af den lystigste Skogren og af skrigende Krager, der fløj op fra Træerne paa Vejkanten.

Det var et Par Piger, der var kommen op og stod og vaskede sig bag et aabentstaaende Vindue paa Bagsiden af en Gaard noget henne. En tredje, i bart Særkeliv, kiggede frem af Kjøkkendøren med det halve af Haaret udslaaet ned over Ansigtet – halvt forvrængt af Latter, indtil den lille Mand endelig naaede Voldgrøften, hvor Vejen drejede.

Men inde i Præstegaardshaven var den unge Frøken bleven vakt, og idet hun lænede sig tilbage paa Bænken og saa' ud over Laagen, fangede hun netop det sidste Glimt af lille Morten Pers, der skridtede ud – i rund Hat og Skjødefrakke.

Saa lidt dette end var, blev den unge Frøken pludselig urolig; Smilet forsvandt fra Kinden, hun lagde Bogen bort og trak Shawlet om sig med en frysende Bevægelse, som var der gaaet en Sky for Solen.

**
*

Tæt udenfor Byen laa Skoven. Den var stor og gammel og strakte sig vidt omkring Mosen og langt ud imod Bakkerne.

Lige bag Leddet mod Byen laa Hegnsmandens Hytte – lille og hyggelig, omgiven af smaa Stakke krydret Skovhø. Ogsaa her var stille, men skummelt stille mod den lyse Dag derudenfor.

Inde i Stuen var der køligt og næsten mørkt, skjønt den havde Vinduer mod begge Sider; men de var smaa og sad højt oppe under Bjælkeloftet; og Skoven skyggede over dem. Dertil mødte denne tunge, klamme Skovange2, der strøg ind gjennem et Par Trækruder og lagde ligesom en Dugg over Alt derinde.

Men var der end fattigt, saa var der dog rent og akkurat, saa det glinsede uden Plet eller Lyde lige fra de smaa stivede Gardiner om Vinduer og Sengehimmel – ned over Vægge og Møbler til den lille buttede Kone, der sad paa Hug foran Ovnen og holdt Blus paa en Haandfuld Skovkvas under Vandkjedlen. Det graa Haar sad blankt som Staal under Huen, Hovedlinet skinnede i Halvmørket, og der var en stille Bestemthed i den Maade, hvorpaa hun dér sad og brækkede Kviste og stak til Ilden.

Manden laa ovenpaa Sengen med Armene under Hovedet, hans Tøfler stod foran og ventede. Og henne under et af de høje Vinduer sad en ung Pige med gult Haar og syede tankefuldt.

Men ingen af dem talte.

Nu og da løftede Bladene sig derudenfor; der blev lidt lysere i Stuen – og et stille, jævnt Sus gik igjennem Skoven.

Da løftede ogsaa den unge Pige sine store, barnlige Øjne og holdt dem stille i Luften en Stund, indtil Suset tabte sig i det Fjærne. Hun var lys af Hud, uden Solbrand; det glatte, lysgule Haar bundet op i en dobbelt Knude med Baand – lidt rødligt foran og ned over Ørerne af Kæmning med Vand.

Hendes Skikkelse havde vel ikke lidt af Moderens glatte, bløde Form; – og dog var der Noget over hende – noget barnlig Fint og Sart, der ligesom ikke var af denne Stue.

Men det passede med den tilbagetrukne Krog, hvori hun sad som for sig selv, – og et aarvaagent Øje vilde have fanget'2 det enkelte, sky Blik, hvormed hun en Gang, da Moderen rømmede sig, saa' hen paa hende og strax tilbage igjen.

Ogsaa over selve Krogen er der noget af en fremmed Verden – pyntet som der var med smaa Nipsgjenstande og Udklipsbillleder i Rammer og Evighedsblomster. Og paa Væggen bag hende hang en lille Hylde med indbundne Bøger: Ingemanns Helteromaner, Bibelen og flere Bind med Digte – om Kjærlighed. – – Paa én Gang rejste Kragerne sig med en Helvedes Allarm ude paa Vejen, daskede og baskede over Huset og drog med Skrig og Skraal ind over Skoven; Hunden fór ud i sin Lænke og gav Hals, og det gamle, møre Skovled knirkede i sine Hængsler.

Den unge Pige havde hastig sét op; og da Hunden strax forstummede, løftede ogsaa Manden i Sengen paa Hovedet og saa' ud; det maatte altsaa være kjendt Folk.

Men Datterens Øjne faldt paa Moderen, der blev siddende foran Ovnen og netop fik saa underlig travlt med at blæse til Ilden, som om Intet var hændt. – Først forstod hun det ikke; men da nu Skridtene nærmede sig, fór der en pludselig, skjærende Angst igjennem hende, hun blev mørk under Øjnene og samlede Sytøjet i sit Skjød som for at flygte.

I det Samme lød der Trin i Gangen, et Par Træsko bleve satte til Side, Klinken forsigtig aabnet, og ind traadte en lille, hjulbenet Mand i rund Hat og Skjødefrakke.

"Goddav i Stuen" – sagde han og tog Hatten af.

Nu først rejste Konen sig, gik rask over Gulvet og rakte sin korte, buttede Arm ud imod ham med et kraftigt: "Goddav og velkommen – Morten Pers!" – ; hun holdt sig stiv i Nakken og klemte godt til, men saa' ikke om til de Andre.

Af disse var Manden kommen op paa Sengekanten, hvor han sad – gammel og forpuslet3, med det tynde graa Haar i Sved ned over Panden – og maabede som himmelfalden.

Endelig kom han frem og rakte Haanden; men han kunde Intet faa frem for Bevægelse, og hans smaa, farveløse Øjne søgte uroligt hen imod Krogen til Datteren, der sad ubevægelig foroverbøjet med skjult Ansigt.

"Du sér vel nok Morten – Grethe!" sagde Moderen helt mildt, og Grethe rejste sig og rakte Haanden ud, men saa' ikke op og satte sig tungt igjen, som om det svimlede for hendes Øjne.

Morten Pers var vant til det – baade her og der; han trak sin brede Mund ud til et Grin, men fik dog Intet sagt; og da han i det Samme saa' op paa Faderen, tog denne hurtig Øjnene til sig og saa' ud over Gulvet.

Men Moderen lod som Intet, bandt et Forklæde i faste Ryk om sit trinde Liv og talte unaturlig højt, mens hun gik fuldt beskjæftiget frem og tilbage i Stuen.

"Værsgo' – Morten Pers! – sid ned," sagde hun; men der var en let Dirren i Stemmen, og en blank Sved var brudt frem paa hendes Pande. "Værsgo' – sid ned!" gjentog hun.

Morten, der havde staaet midt paa Gulvet og drejet Hatten, hængte den forsigtig op paa et Søm ved Døren og tog derpaa i Stilhed Plads paa Langbænken med Ryggen mod Vinduerne, men saadan at han kunde grine over til Grethe ved den anden Væg. Den gamle Fader fór op af sine Tanker og puslede sig ligesom helt ør hen til Bordenden, hvor han satte sig; og Moderen gik fra og til Ovnen, hvor Kjedlen var kommen i Kog, og lavede Kaffe.

|487|

Men det var, som om Ingen ret kunde faa Munden op, og der gik lang Tid hen i Stilhed.

Endelig strøg Moderen Bagen af Haanden over Panden og fik sagt, at det var varmt; Morten svarede, at det var det, og Faderen gjentog mekanisk det Samme, idet hans Øjne bestandig søgte urolig hen til Krogen.

Derpaa sagde hun, at der var vel intet Nyt i Byen, og efter en lille Stund fik Morten Øjnene hjem igjen fra Grethe og svarede, at det var der ikke. Men saa vendte hun sig brat om ved Ovnen, hvor hun stod, og spurgte om Høsten, og der mente Morten strax, at om dette Vejr holdt sig blot i fjorten Dage, vilde man have indhøstet i alle Fald paa de lettere Jorde. Til dette blev svaret, at kom der Regn, kunde det kanske dog blive galt nok med Rugen; den kunde jo næppe bære sig, saa svær som den var; – men nu fortalte Morten, hvad han havde læst i en Avis, at saadan en lille Bløde før Høst netop var god til at fæstne Kjærnen, og derom talte man nu i nogen Tid frem og tilbage. Tilsidst sagde Konen, at havde Vorherre givet god Høst, sørgede han vel ogsaa for at faa den godt hjem, – og fra dette blev Samtalen efterhaanden saa livlig fra begge Sider, at selv den gamle Fader krøb frem med sin lille, skrøbelige Stemme.

Han kunde nemlig huske et Aar fra sin Barndom, da Rugen ikke blev højere end som godt op over Træskoene, og med mange Ord fortalte han om sin Mo'r, der stod ude i Døren og græd, da hun saa' Pigerne rive den sammen paa Marken som Slo, uden at nege den. Morten har hørt noget om det Samme før, og dermed var man snart inde paa Merglingen4. Men paa dette Tidspunkt trak Konen sig ud af det for at tragte Kaffe ved Ovnen, mens Mændene flyttede sammen og blev helt ivrige.

Men under dette var Grethe ubemærket smuttet ud i Køkkenet; og da Moderen lidt efter kom derud for at hente Kopper, sprang hun op fra Tørvekassen, hvor hun havde siddet og grædt.

"Mor!"

Men uden at se til Siden smøgede Moderen roligt sine snevre Ærmer op over de hvide, buttede Haandled, slog Laaget op for Vasken og hældte Vand i en Ballie, der stod.

"Mor!" – bad det igjen – "Mor dog!" – jeg vil ikke – hører du? – jeg vil det ikke."

Oppe paa Væggen sad Tallerkner i Række. Moderen saa' derop, talte roligt fire ud, lagde dem i Ballien og tog et Viskestykke af Vindueskrogen.

"Lille Mor! – lille Mor! – du maa ikke gjøre det – for jeg vil det i Evighed ikke – hører du det? . . . . jeg – jeg siger det til Præsten, Mor! – jeg … jeg … drukner mig" – hulkede hun ud i sin sidste Fortvivlelse og slog Hænderne for Ansigtet.

Inde i Stuen talte de nu hel højt og slog i Bordet. Men Moderen tørte Hænderne, satte sig paa Køkkenstolen, drog Grethe ned til sig og sluttede hende varsomt inde i sine smaa Arme.

"Nu skal jeg sige dig Noget – Grethe. Du er helt forstyrret, er du. Du snakker rent i Vildelse – Barn. Hvad er det, du siger? Har jeg nogensinde gjort dig Fortræd, har jeg; Naa. Tror du saa, at jeg, som er din Mor, vil gjøre dig nogen Ulykke? Eller Morten da? – Nu skal jeg sige dig, Grethe – Morten er en honnet og redelig Karl, som passer sit Arbejde og holder paa, hvad han har, saa din Far og Mor kan være sikker paa, at han ikke gaar og spiller Abekatterier med dig, saa du kommer derhen, hvor man ikke griner – du …"

"Jamen, lille Mor – jeg holder jo slet ikke af ham; jeg elsker ham jo slet ikke" – hulkede hun barnligt og saa' nu op med sine smukke, forgrædte Øjne. "Og du vil da ikke, jeg skal være lykkelig, naar jeg ikke elsker ham."

"Vis-vas – Grethe! Det er noget Sladder, som de har fyldt dig med deroppe i Præstegaarden; det passer ikke for vort. Morten er en Karl, som hverken drikker eller spiller og som vil være god mod sin Kone – og det er Noget, man kan lide paa … Tør nu dine Øjne – Grethe! – og tak Vorherre. Morten Pers er En, der kan gjøre en fattig Pige som dig lykkelig – tro du din Mor!" –

**
*

Allerede samme Aften vidste man rundt i Byen, at Morten Pers var bleven forlovet med Hegnsmandens Grethe. Der var kanske nok nogle Piger hist og her, der gik og grinte i Krogene; men i Almindelighed fandt man, at det passede sig rimeligt. Morten havde jo kjøbt Skrædderens Hus, saa Kvindfolk skulde han have i Huset.

Ind i Præstegaarden faldt Efterretningen – just som et lille Selskab havde sat sig om et festligt Thebord, dækket ude i Haven under et Par Kastanier; – men gjorde her et dybt og smerteligt Indtryk.

Pastor Rude lagde Kniv og Gaffel; han følte sig et Øjeblik helt ilde. Og i den første Bitterhed lod han sig henrive til Ord, der ellers ikke kom over hans Læber.

Den lille Grethe fra Skoven havde jo haft som sit andet Hjem her i Præstegaarden – lige fra den Tid, hun som syv Aars Tøs løb i Stubmarken med Gæssene. Med Gaardens egen Datter var hun voxet op og konfirmeret; og naar Pastor Rude fra sin store Lænestol mod Nord saa' de to smaa trofaste Veninder fast omslyngede ile ud i Mark og Skov, eller han saa' dem i Haven, dybt fordybet i samme Bog, – da sukkede han ved sig selv i det lønlige Haab, at den lille Grethe, som ogsaa han havde kjær næsten som sit eget Barn, vilde voxe sig ud af sin Stand, op til et ædlere og rigere Følelsesliv ....

Da den første Forbitrelse var ovre, tog Pastor Rude dog atter Kniv og Gaffel, og alt som Maaltidet skred frem, talte han roligere.

Men over hans unge, smukke Datters blege Ansigt laa en dyb og virkelig Bevægelse, der mer og mer tog Magten fra hende. Taare paa Taare randt – trods Kamp – ned over hendes Kinder, og tilsidst maatte hun give tabt og kaste sig over Stoleryggen i en stor Hulken.

Det var ikke Sorg. Hun var oprørt, – krænket ind i sin inderste, blysomste Sjæl, og det hjalp til Intet, Alt hvad Faderen og to ældre Damer søgte at berolige hende.

Men ved Præstens Side sad en ung, stille Mand med et varmt Blik og et gult, krøllet Skjæg. I Smug havde hans Øjne hele Tiden hængt ved den unge Pige, og nu, da det brast for hende, kunde han næppe skjule sin Bevægelse.

Præsten spurgte ham, men han kunde ikke svare; de to Damer saa' hastigt op, – og Maaltidet vilde sikkert have endt i en sælsom Stilhed, dersom ikke en Intet anende Højskolelærer med blegrød Hanekam og to smaa Duske af Dun paa Spidsen af Hagen havde grebet dette med det højere Følelsesliv og i et lille Foredrag udviklet det Haab, at den folkelige Vækkelse ogsaa i denne Retning trindt om maatte virke forædlende paa den danske Bonde.

Da han var færdig, sluttede Værten Maaltidet, og Selskabet spredte sig i Haven. Præsten saa' uroligt efter det unge, smukke Par. Først da han opdagede, at de atter mødtes nede i den skjulte Lindesti langt borte, gik han fornøjet ind og stoppede sin Pibe. –

– – Men ude i Hegnsmandens mørke Stue sad Grethe mat og tung paa Bænken og holdt det tomme Hoved i sine Hænder. Lidt rødligt Aftenlys stjal sig ind gjennem Skovens Stammer, og det suste raskt i Løvet over Huset.

Da Døren aabnedes, var det Faderen, der listede ind. Og da han saa', at hun var ene, stillede han sig hen ved Vinduet hos hende og gav sig stille, ligesom i Tanker, til at stryge med Haanden over hendes Haar, idet han saa' ud.

Grethe greb fast om den, og Graaden vældede frem paany, idet hun trykkede den til Kinden.

Men da hun hørte Moderen komme i Køkkenet, slap hun, og Faderen skyndte sig hen i Hjørneskabet, hvor han fik travlt med noget gammelt Hyssing, der laa i Bunke. —

(Sluttes)

|490|

En Kjærlighedshistorie.

Af Henrik Pontoppidan, (Sluttet.)

Morten Pers havde kjøbt Skrædderens Sted i Udkanten af Byen.

Det var et net lille Hus med en Smule indhegnet Kaalhave, en Vippebrønd og et Andekjær. – Men Skrædderen havde været en gammel Drukkendiderik, der lod Alt forfalde; og ikke saa snart var Høsten ovre, før Morten maatte i Lag med Klineske og Strygekost.

Der var Meget at udrette; og Morten vilde have det baade fint og komplet. Murene skulde spækkes, Vinduerne rettes og males med Blaat; Taget – halvt opædt af Rotter, som det var – lægges helt om med friskt Foder, ikke at tale om et splinternyt Sæt Krabetræer5 paa Rygningen.

Inde i de smaa, lave Stuer saa' der ud paa Væg og Loft, saa det var til at fortvivle over; og med alt dette gik den lille Morten og stræbte i de korte, mørke Dage, som nu stod paa. Men aldrig nogensinde havde man sét hans svedne Fuldmaane-Ansigt skinne saa lykkeligt og tilfreds som i denne Tid, naar han myrede paa, saa Sveden haglede.

Nu lod det sig ikke nægte, at Morten Pers jo havde forsøgt sig andre Steder end netop hos Hegnsmandens – blot med mindre Held. Men nu gottede det ham ogsaa ret at vide, at baade en og to af Byens unge og smukkeste Karle hemmeligt gik og misundte ham hans Grethe; og i sin Glæde og Stolthed herover lovede han sig selv ikke at spare paa Noget for at gjøre Alt saa godt, at Grethe ikke skulde fortryde det Valg, hun havde gjort.

Og saa stor var hans Fryd og Lykke, efterhaanden som han saa' sin lille Hytte rejse sig i fornyet Glans, at han slet ikke mærkede den Misstemning, der hist og her i Byen kom til Orde imod ham, og som ikke havde sit Udspring fra noget mindre ophøjet Sted end selve Præstegaarden.

Man ymtede om, at Pastor Rude med Harme havde modtaget Efterretningen om den paatænkte Forbindelse, og hans unge Datter i de hæftigste Udtryk angrebet Grethes Moder – ja med Taarer i Øjnene ligefrem forlangt, at man skulde skride ind mod den brutale Vold, der var anvendt mod hendes Veninde.

Men det maatte dog – af en eller anden Grund – ikke være bleven til Noget, og navnlig gik det ganske sporløst hen over Hovedet paa den glade Morten Pers, der hele Dagen ikke havde mindste Tanke for Andet end at kline og lune saa godt for sin lille Grethe, at hun vilde smile i den højtidelige Stund, hun drog ind i hans Stue for ikke at forlade ham mere. – Selv natlige Vandrere, der kom forbi, havde sét ham med Lys i Køkkenet pudse og hvidte til langt ud efter Midnat.

Men med Præstens unge Datter var der foregaaet Noget, der havde bidraget Sit til den mislige Forandring af Stemning rundt om.

Frøken Ellen-Lisbeth var bleven forlovet; og nu saa' med Skamrødme mangen ung Pige og Kone, at den sande, løftende Kjærlighed, hvorom saa meget var talt og sunget – den havde de aldrig ejet.

Men Frøken Ellen-Lisbeth havde den ogsaa ligesom helt forandret. Hun havde faaet Friskhed paa Kinderne, jublende Glans i sine store, brændende Øjne, – ja, selv om det var Stemmen, saa fik den en saa betagende, indsmigrende Klang, at Mange, der hørte den, stod stille og saa' op.

Hver Lørdag Eftermiddag, naar Faderen sov eller skrev sin Prædiken, listede hun ud af Havelaagen og sneg sig ad en Sti omkring Byen imod Øst, hvor hun – bestandig ilsommere og med Øjnene frem – tog Vejen ud mod Bakkerne, indtil hun pludselig, paa Toppen af en Høj, gav sig til at vifte og vinke med Lommetørklæde og Parasol – svulmende rød og med Hjærtet bankende mod Kjolen – vifte og vinke ud imod et lille graat Punkt, der bevægede sig nede over Mosedraget.

Men det lille graa Punkt skred hurtigt fremad og blev en stor graa Mand med lysgult, krøllet Skjæg, som med aaben Favn hastede imod hende. Under et skyggende Træ lukkede denne sig om hende i et blussende Møde, i et langt Kys, i Ord uden Samling, Spørgsmaal uden Svar, men i Favnetag og Rødmen uden Ende.

Saa tog hun hans Hat og tørte ham Sveden af Panden; og saa lo de og kyssedes og gik saa hjemover – hun ind til ham, han bøjet over hende, mens Sol og Fugle omkring dem jublede deres Kjærlighedslykke ud over det ganske Land.

Men naar de saa i Frastand saa' et lille Hus med Andekjær og Vippebrønd og en lille grim Mand, der stod og svedte med en vældig Strygekost mod den brandgule Mur – da formørkedes Ellen-Lisbeths Ansigt, og hun kastede sig ind og gjemte sig i Hulken under det gule, krøllede Skjæg.

"Stakkels – stakkels Grethe!"

Nu, – det var sandt; med Grethe havde det taget en sørgelig Vending.

Sløv og tung – uden Gnist af Haab eller Tanke – sad hun derhjemme i den mørke Stue og syede mekanisk paa store Bunker af Tøj – Lagner, Særke og tunge Vaar, som Moderen gav hende i Hænde.

Hver Aften kom Morten og satte sig ved hendes Side, hvor han stille og lykkelig fulgte hvert Sting, hun tog, og grinte op imod hende, naar hun stak sig. Og saa vant var hun bleven til det, og saa sløv for det Hele, at da han endelig kom og lagde sin Arm om hendes Hals for at fortælle, at nu var baade Lysning og Bryllup bestilt, saa gjorde hun sig blot langsomt fri og svarede med et mat: "Allerede."

Men Brylluppet var bestemt til en af Dagene før Jul og skulde holdes med Festlighed og mange Gjæster.

Dette Sidste var Moderens Vilje; og jo mere Misstemningen og Snakken greb om sig inde i Byen, desto større Forberedelser gjorde hun i Stilhed til Dagen. Grethe godkjendte Alt uden Indvendinger, og Faderen var paa det Sidste faldet saa meget af og blevet saa besynderlig, at han slet ikke blev spurgt.

Tre Dage før Jul, i højt, skinnende Vejr under en skyfri Frosthimmel, drog da Hegnsmandens festlige Bryllupsskare i tre Vogne ud fra Skoven. Kragerne rejste sig fra Træerne langs Vejkanten og hilste den med Skrig og Skraal over Vejen, alt som de kjørte frem.

I den forreste Vogn sad Brudeparret; Grethe rolig og fattet, men bestandig blegere, jo længere de naaede frem imod Kirken. Paa Hovedet bar hun et hvidt Slør, der bølgede bag ud i Vinden, og en frisk Myrtekrans, som Ellen-Lisbeth – et gammelt Løfte – hemmeligt havde sendt hende under mange Taarer. Hænderne foldede hun krampagtigt om en skinnende Psalmebog, som Moderen om Morgenen havde givet hende med et Kys.

Ved Siden skinnede Morten i høj Hat. Da Vejen drejede, saa' han over Marken et Glimt af en Vippebrønd og et brandgult Hus; og idet et hemmelighedsfuldt Grin bredte sig i hans lykkelige Ansigt, skelede han til Siden. Men Grethe saa' ham ikke; hun stirrede med unaturlig vaagne Øjne lige frem mod de dampende Heste.

Inde i Byen stod Folk i Døre og Vinduer, da Brudetoget drog igjennem. Ved den anden Vogn rettedes alle Øjne mod Moderen, der sad paa Forsædet, stiv og glinsende, uden at sé til Siden, men med en Holdning, hvorpaa alle stikkende Blikke prellede af. Hue-Gallonen skinnede udfordrende i Solen, og de spraglede Nakkebaand flagrede bagud med Smæld i Vinden.

Paa begge Sider af Kirkegaardsporten ventede en tæt Klynge af Kvinder og Børn – helt ind mellem Gravene. Længere borte, inde mod Byen, stod Karle med Piber; |491| men Mændene helt inde i Stuedørene med Armene hvilende paa Lemmene6.

Da Vognene holdt, tav Mængden, og man trykkede sig sammen for at sé. En velvillig Karl inde i Byen blaffede et Gevær af ude i Stakhaven; men i den trykkende Stilhed rundt om føltes det mere som en Haan end som en Hilsen, og Bryllupsgjæsterne steg stille ned og ordnede deres Klæder uden at se ud.

Men da de løftede Bruden af Vognen, saa Alle saa' hendes Ansigt, gik der en Forbitrelse gjennem Mængden. Unge Piger stod blege med Taarer i Øjnene af Harme, og en Kjælling oppe paa et Stendige raabte højt over Vejen nogle stygge Ord om "Hegnsmandens Else", saa Folk maatte vende sig og tysse.

Paa Vejen gjennem Byen havde Grethe netop havt Samling nok til at mærke, at ingen Gaarde flagede, og det havde smertet hende. Men da hun nu hørte Moderens Navn blive nævnt i denne Mængde, følte hun pludselig Psalmebogen brænde sig i Haanden, og idet hun greb om Mortens Arm, saa' hun rask op med Blodet i Kinderne.

I det Samme begyndte Klokken i Taarnet at summe, Brudeskaren ordnede sig, og en lille hvid Degn aabnede Kirkedøren.

Inde i Kirken havde der alt gjennem en anden Dør samlet sig en større Skare baade paa Mands- og Kvindesiden, der rejste sig, da Følget kom over Kirkegulvet op imod Alteret, hvor Pastor Rude tog imod det. Her delte man sig ligeledes, paa den lille hvide Degns Anvisning, efter Mænd og Kvinder; men Morten, som nu én Gang havde faaet fat i Grethes Haand, vilde ikke slippe den og satte sig hos hende.

Nede i Kirken herskede der stor Spænding. Thi et Rygte havde fortalt, at Pastor Rude, som just var kaldet til et andet Sogn og flyttede en af Dagene, vilde benytte denne sidste kirkelige Handling, han efter al Sandsynlighed kom til at forrette paa dette Sted, til at sige sin gamle Menighed et alvorligt Ord, der længe havde ligget ham paa Hjærte, – og da han nu efter endt Psalme vendte sig fra Alteret og saa' strengt ud over Brudeskaren, skottede alle de nede i Kirken til hinanden og forstod, at Rygtet vilde tale Sandhed.

Grethe, der følte, at Alles Øjne vogtede paa hende, lod Morten beholde Haanden og holdt sig i Kamp saa rank, som hun kunde. Og naar dog – næsten uden hun selv vidste det – Taare paa Taare gled ned i hendes Skjød, da var det ikke Præstens Ord, der buldrede som en Torden hen over hendes Hoved, men fordi hun vidste, at et eller andet skjult Sted i Kirken sad Ellen-Lisbeth og græd med hende.

Morten var lykkelig over Haanden og smilte stille og hemmelighedsfuldt frem for sig. Heller ikke han hørte et Ord af, hvad Præsten prækede; han var langt herfra – hjemme i sine smaa hyggelige Stuer, hvor Alt nu var parat til Modtagelsen.

I Tankerne gjennemløb han de nye Møbler, han i al Hemmelighed havde anskaffet, og beregnede, hvad Virkning de vilde gjøre – det grønne Bord, Klædeskabet og navnlig Vaskebordet, som han vidste, Grethe havde ønsket sig.

Han eftersaa nøjagtigt i Stuerne, men kunde ikke sé, at der manglede Noget. Ude i Køkkenet havde han sørget for, at der var Vand i Vandspandene, saa Grethe ikke strax i Aften skulde have Ulejlighed ved Brønden, og opad Væggen ved Komfuret havde han anbragt en sirlig lille Stabel af flækkede Fyrrepinde, som hun kunde have at fyre op med om Morgenen.

Men foruden dette havde han pyntet op baade i Stue og Kammers med smaa Grankviste, som han skar i Skoven; hele Aftenen i Gaar havde han været saa optaget af at arrangere alt dette paa det Festligste, at han næsten ikke kunde sove, og da han vaagnede i Morges – Klokken var ikke mer end tre – gik han strax i bar Skjorte og med Lyset i Haanden om i Stuerne for at se, om Alt endnu stod i samme Orden . . . . Og nu sad han her under Præstens buldrende Torden og gottede sig i Tankerne ved det Ansigt, Grethe vilde stille op, naar hun i Aften traadte ind, og han selv tændte Lyset for hende.

Pastor Rude talte om Kjærligheden, Livets skjønneste Blomst, den yndigste Naadegave, som er os forlenet, og den, hvorfra alt Godt i Livet har sit Udspring.

Derfra gik han naturligt og rolig over til Ægteskabet, hvis Grundvold Kjærligheden var. Men her maatte han – ganske i Almindelighed – pege paa en sørgelig Brutalitet – en sjælelig Raahed, som man desværre ofte – og ikke mindst paa Landet – var Vidne til, naar man saa' Mænd og Kvinder forene sig med Ægteskabets hellige Baand uden en Gang at vide, hvad Kjærlighed – den sande, dybe Kjærlighed var. Og idet han udbredte sig herover, blev han stedse varmere, indtil han endte i fuld Ekstase. Det var – tilraabte han dem – en Krænkelse af Sjælens skjønneste og ædleste Følelse, en Forbrydelse mod det Bedste, – ja, i sin Grund en Usædelighed, der som aabenbare Hor var en Vederstyggelighed for Herren og hans Menighed.

Da han endte, var han svedt som en Wienerbager. Men da Følget drog tilbage over Kirkegulvet, fæstede alle Øjne sig paa Else, der knejsede dobbelt rank bag sin Datter uden at fortrække en Mine. –

– – I Løbet af Eftermiddagen saa' man flere pyntede Gjæster trække fra Byen ud til Bryllupshuset, og hen paa Aftenen var der næsten fuldt i Hegnsmandens trange Stue. Langs under den ene Vinduesside var dækket et langt, festligt Bord med fede Sager: Skinke, røget Bedekjød og varme, stegte Sild, der lugtede ud i Stuen. Hegnsmanden selv stod for Bordenden, parat med Brændevinsflasken; men Else gik ud og ind med Kaffe til Gjæsterne, der blev ved at komme, saa man tilsidst næppe kunde røre sig.

Alligevel var Mange bleven hjemme, skjønt de var budne, saa det var mest Husmænd og Indsiddere med deres Koner, der ikke vilde lade en god Bid Mad gaa fra dem, naar der var Lejlighed til den. Senere paa Aftenen kom Karlene og Byens muntreste Piger, der havde Lyst paa en Dans; men da maatte man lukke Døre og Vinduer op for at faa Luft.

Borde og Stole og alt overflødigt Boskab blev kastet udenfor, to Spillemænd anbragte paa en Tønde i Grethes Krog, og alle gamle Folk sat op paa Loftet med en Lygte for at spille Napoleon7. Men forinden banede Else sig Vej med en rygende Bolle Punsch over Hovedet, og nu begyndte først Gildet rigtig med Larm og Lystighed – ud gjennem Vinduerne og langt over Byen i den stille, stjærneklare Vinternat.

Bag et halvt aabnet Kvistvindue i Præstegaarden sad Ellen-Lisbeth og lyttede til Larmen – opreven af Graad og Fortvivlelse. Hun kunde næsten ikke holde det ud og maatte med Hovedet i Hænderne kvæle sin Hulken for ikke at vække Faderen underneden.

Men ud paa Natten øgedes Larmen og Lystigheden, og Stuen derude var et Støv og en Hede, der drev ned ad Væggene, Sextur, Pærevals, Klinkevals vexlede i et Kjøre med hinanden; men hvert Øjeblik blev en ny, dampende Bolle Punsch baaret ind over Hovederne paa de Dansende, og ude i Køkkenet sad Konerne samlede om Kaffekjedlen og snakkede.

Grethe krøb sammen i en Krog, hvor hun var ubemærket. Hun vilde tænke paa Ellen-Lisbeth, men var saa træt og ør af de sidste søvnløse Nætter, at hun næppe kunde holde Hovedet oprejst.

Morten satte sig hos hende og tog – vist for tyvende Gang – hendes Haand. Han havde paa det Sidste gaaet saa stille om og gav sig nu til at stryge over Haanden.

Da han bøjede sig over hende og spurgte, om de ikke skulde gaa hjem, mærkede han, at den sitrede; men da han gjentog det, rejste hun sig og fulgte. Ude i Bagdøren tog hun kort Farvel med Moderen, der kyssede hende paa Panden; men da hun hørte Faderen i Køkkenet, skyndte hun sig bort ud af Skoven og henad Vejen, |492| saa Morten havde ondt ved at følge paa sine smaa runde Ben.

Himlen hvælvede sig endnu klar og skyfri; men Luften var bidende kold og skar ind igjennem Grethes tynde Tøj, saa hun kom til at ryste. Morten gik paa den modsatte Side af Vejen – lidt benauet og uden at tale.

Men da han i det Fjærne saa' en brandgul Skorsten og en Vippebrønd titte op over Marken, bredte Grinet sig atter i hans Ansigt, idet han skottede til Siden. Og da han endelig stod med hende inde i den lille mørke Forstue og havde lukket Døren, greb han begge hendes Hænder og sagde af sit fulde Hjærte:

"Nu skal du have Tak og Velkommen – Grethe!"

Men i Grethes Hoved tumlede der i dette Øjeblik saa Meget, at hun ikke kunde svare; først da han havde sluppet Taget, kom der et stille, bevæget: »Tak!« – men da var Morten alt inde i Stuen for at lede efter Svovlstikkerne.

Derinde var der lunt, med Ild i Ovnen, som Nabokonen havde passet efter Mortens Ordre. Alt stod paa sin rette Plads og skinnede nyt; og der lugtede saa rent og hyggeligt.

Morten drejede sig rundt med Lyset, for at hun ret kunde betragte; men Grethe holdt sig henne ved Døren og følte Alting vakle for sine Øjne, da Morten i det Samme førte hende med sig ind i Sovekammeret.

Her stod den store Tospænderseng med Dyner op til Loftet, Klædesskabet og dette Vaskebord, som Grethe altid havde ønsket sig. Morten saa' sig omkring, som havde han været skilt fra det en Evighed; men idet han vendte sig til Siden, sank Grethe stille ned paa en Stol, skjulte Ansigtet i sine Hænder og faldt i en bitterlig Hulken.

Morten stirrede paa hende og satte langsomt Lyset paa Bordet; hele hans Ansigt forandredes.

"Synes – synes du ikke om det – Grethe?" – spurgte han endelig usikkert.

Men da han nu bøjede sig ned over hende, saa' hun rask op, kastede Armene om hans Hals, og sagde hurtig og i Angst:

"Vil du være god imod mig – Morten; vil du være god imod mig; jeg skal nok være det mod dig, jeg … "

"Men lille Grethe – da!"

"Ja, ja – jeg véd nok, jeg er ikke rigtig; men – det skal nok komme, naar du vil være god ved mig – og det vil du jo, det vil du jo" – gjentog hun og klyngede sig i sin Angst tættere og tættere op imod ham. –

Lidt efter saa' Ellen-Lisbeth, der havde holdt Øje ved Vinduet, at Lyset blev slukket i de Nygiftes Hjem. Hun lukkede Vinduet og gik til Sengs.

Næste Formiddag skulde hun rejse til Faderens nye Kald og ikke vende tilbage.

**
*

Der gik fem Aar.

Saa hændte det en Sommerdag, at en elegant Dame til Alles Forbavselse spaserede om i Byen og saa' saa underlig bekjendt til alle Ting – til Kirken, til Præstegaardshaven og Skoven. Endelig opdagede man, at det maatte være gamle Pastor Rudes Datter, der – som man vidste – var bleven gift for et Par Aar siden.

Og det var det ogsaa. Det var Ellen-Lisbeth – Fru Lunding. Men hun havde forandret sig i de Aar. Hun var bleven fyldigere, men ogsaa blegere. Hun gik tungt; Gløden i Øjet var udslukt; og dette lille Smil, der lyste som en stærk Tro i det forknytte Ansigt – det fandtes ikke mere.

Da hun havde sét de kjendte Steder omkring Kirken og Præstegaarden, gik hun gjennem Byen. Hun vilde besøge Grethe.

Huset fandt hun let; det havde holdt sig ens i disse Aar – lige til den brandgule Farve, der skreg i Solen. Da hun i Frastand fik Øje paa det, kom hendes Hjærte voldsomt til at banke.

Hvorledes var det vel gaaet hende?

Men da hun kom nær, hørte hun Latter og Barnestemmer derinde fra, og inde i Stuen, hvor der duftede dejligt af friskt Kaffe, sad en hyggelig Familiekreds og spiste. Morten bredte sig – skinnende fornøjet for Enden af Bænken med en prægtig Fuldmaaneglut paa hvert Knæ. Bedstemor sad og trallede med den Mindste, hvis Daabsdag det netop var, og Bedstefar puslede ved Vinduet med noget Tobak og en Pibe.

Men hvor Grethe var bleven stout! – bred og buttet som Moderen, en kraftig Hage og et Par Øjne, som lo, saa det smittede. Hun stod just ved Ovnen og tragtede, da Fru Lunding kom ind.

Grethe blev baade forbavset og glad ved at se hende; men de kunde dog ikke ret komme til at tale sammen; der laa for mange Aar imellem. – Først da Mændene og Børnene vare gaaede i Marken og Bedstemoderen i Køkkenet, flyttede Fru Lunding hen til Grethe.

Men selv da talte de sagte, og der var længe mellem hvert Spørgsmaal og Svar. Fruen saa' sjældent op, men tegnede med Parasollen paa Gulvet.

"Og nu er du virkelig lykkelig – Grethe?"

"Ja," sagde denne aabent og lo.

"Men–n" – hun trak det ud – "nu din Mand?"

"Min Mand?"

"Ja – jeg mener – elsker du ham nu?"

Nu var det Grethe, der bøjede sig frem og saa' mod Gulvet; men da hun mærkede, at den Andens Øjne hvilede paa hende, svarede hun sagte og med noget dyb Stemme:

"Jeg tror, vi gjorde for meget ud af det – den Gang – med dette Kjærlighedsvæsen – og dette, vi læste om … jeg mener … "

Hun blev rød og stammede. Fru Lunding tog hurtig Øjnene til sig og tegnede igjen. Men nu spurgte Grethe:

"Og du? – Du er jo gift?"

Hun nikkede.

"Og du er vel saa grumme lykkelig, du?"

Men da hun Intet svarede hertil, begyndte Grethe at forstaa og spurgte ikke mere. –

Men Fru Lunding mærkede en Haand paa sin Skulder, og da hun saa' op, var det Moderen, der var kommen ind fra Køkkenet og havde hørt det Altsammen.

"Ser De – gode Frue!" – sagde hun langsomt og med et lille sejerssikkert Smil – "der var en Gang, De var vred paa mig – jeg véd det nok; men da var De saa ung og kjendte ingen Ting. Men nu har De set lidt af Verden, kan jeg forstaa – og se: vi gammeldags Bønder, vi har det nu paa en anden Manér; for naar den ene er Karl, den anden Pige, og de ellers er skikkelige og ordenlige, og vil være gode ved hinanden, saa er der jo, hvad der behøves; og senere kommer Børnene og saa et Liv sammen i Arbejde; tro De mig – lille Frue! – det er noget Andet end denne her Forfjamskelse, som de kalder Kjærlighed!" –

 
[1] sprat: af sprætte i betydningen "spjætte". tilbage
[2] Skov-ange: Ange: em, damp (jf. sv. ånga). tilbage
[3] forpuslet: uordentlig; forpjusket; ogs.: forkommen, nedslået (ODS). tilbage
[4] Mergling: blande mergel i ufrugtbar landsbrugsjord. tilbage
[5] Krabetræer: I Landsbybilleder, s. 26: "Kragtræer" = Kragetræer. tilbage
[6] Lemmene: D.v.s. den nederste, lukkede halvdør. tilbage
[7] Napoleon: en kabale har navnet "Naopleon"; men hvem kender til et spil? tilbage
['1] [,]: indsat i overensstemmelse med bogudgaven. tilbage
['2] et aarvaagent Øje vilde have fanget: I Landsbybilleder, s. 9, rettet til: "det smeltede samme med". Den alt for tilstedeværende fortæller har trukket sig lidt tilbage i teksten. tilbage