Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Hjørlunde. 15. juni 1883
Faldet til Jorden
Hjørlunde By.
Fredag [15.6.1883]5.
Kjære Hr. Borchsenius!
Jeg havde just tænkt på Dem, da jeg modtog Deres Brev. Jeg ser nemlig mere og mere, hvorledes den større Fortælling1, jeg har talt til Dem om, slet ikke egner sig for "Ude og Hj". Dels er den temmelig stor (mindst som "Sandinge Menighed"), dels – og fornemmelig – skal den virke på Læseren ved den Fart og Spænding, som strax er søgt tilvejebragt i første Kapitel, og som må holdes i Ånde fra Kapitel til Kapitel, alt som Spændingen stiger, indtil den nåer sit Højdepunkt i en stor Hovedscene, der ikke vil gjøre sin Virkning uden i umiddelbar Flugt med det øvrige; det er ikke en Fortælling med nye Tanker; ikke en med små afsluttede Episoder, men en Skala, der må tages på én Gang og ikke tåler at knækkes over.
Jeg har imidlertid ikke villet skrive til Dem, før jeg samtidigt dermed kunde sende Dem noget andet, der efter min Formening passede bedre. Nu kommer De mig i Forkjøbet, og jeg må da svare Dem, at jeg hellere vilde skrive til "Ude og Hj" nogle små Historier, som jeg har Ideer til; jeg troer også, at "Ude og Hj" vil få mere Fornøjelse deraf. Men for Resten, når den store Fortælling bliver færdig (hvad dog ikke sker for det første) skal jeg tillade mig at sende den til Dem, og De vil da muligvis selv få det samme Indtryk af den.
Med Hensyn til en lille Fortælling til No 3002, da skal jeg strax sætte mig til at√ samle sammen til den. Dog må jeg bemærke, at det er mig umuligt at gjøre den til "et Par Spalter"; den vil næppe (så vidt√ jeg nu kan tænke mig) blive på mindre end fire, men heller ikke over; altså en 3-4. 2 Da De, efter Deres Brev, ikke en Gang er sikker på, at der bliver 2 Spalter tilovers, så er det dog måske slet ikke værd, at jeg beregner den på Festnummeret; men derom vilde jeg dog venligst bede Dem sende mig et Par Ord.
Jeg håber, det er et Par venlige Linier3, De på Søndag sender "Sandinge Menighed" med på Vejen til Forglemmelsens Grav. Thi det nytter ikke at nægte det: den synes at være faldet totalt til Jorden – og begravet med det samme. Hr. Schou har venligst sendt mig nogle dumme Anmeldelser med et Par tomme Fraser – som Skovlkast på en tom Kiste. – Jeg synes egentlig, den har fortjent det lidt bedre, og det er ikke frit for, at jeg er bleven lidt mismodig derover. Jeg vil ikke, Folk skal sige, det er en god Bog, – sletikke; kun at det er en Bog med lidt Indhold, et Korn blot af Liv; at den dog bliver diskuteret6. Selv Grundtvigianerne, for hvem Bogen er skrevet, klapper den roligt sammen, folder Hænderne og siger med et Skuldertræk: Skudt forbi! Dødfødt! Til Støv skal den blive! Amen! – Nu, der er Intet derved at gjøre; heldigvis er Bøger ikke det eneste her i Livet, og så længe Vorherre vil holde sin Hånd over mine ti Kyllinger, fortvivler jeg ikke.
Derimod gjorde det mig ondt, at De ikke kunde gjøre Alvor af Deres Plan om at besøge os herude. Jeg håber dog, at De en Gang får Tid og Lejlighed, men nu er rigtignok vort Hus i Opløsningstilstand, min Hustru i Kjbhvn med Barnet, og jeg selv med det ene Ben i Rejsekufferten; dog – med min Rejse4 bliver der måske Intet.
Venlige Hilsner
fra Deres hengv.
Henrik Pontoppidan
