Fornægteren

Gid Henrik Pontoppidan aldrig havde skrevet Ørneflugt. Det usalige eventyr! Med sin fladbundede moral falder det uhjælpeligt igennem når det sammenlignes med Den grimme Ælling. Der er nemlig ikke tvivl om at H. C. Andersen var ligeså stor en menneskekender som Pontoppidan og heller ikke om at han mødte ligeså megen modgang. Den grimme Ælling røber, at H.C. Andersens sind var rigere. Han havde større tillid til livet og større tro. Men man kunne endda tage Ørneflugt for hvad det er: en replik, hvis det ikke blev brugt så flittigt til at forklare ideerne i Pontoppidans digtning med.

Emanuel Hansted og Lykke-Per havde virkelig ikke levet i dag hvis deres skæbne kunne samles i ordene at det alligevel ikke hjælper man har ligget i et ørneæg når man er vokset op i andegården. Lykke-Per og Hansted ender ikke på møddingen, og Pontoppidan selv flyver ikke tilbage til præstegården igen, sådan som det er hævdet. Pontoppidan var ateist hele sit liv. Det fremgår klart af hans værker, og hvis man ikke kan opfatte det dér kan man læse det sort på hvidt i hans erindringer.

Pontoppidan har det moderne gennembrud som en vigtig forudsætning, og han fastholder dets antikristne hovedtanke, 120 idet han, som den eneste herhjemme der var stærk nok, fører den igennem til den yderste konsekvens og vinder den tabte religion tilbage som personlighedsidé. Pontoppidan tror på det enkelte menneskes betydning når det hensynsløst realiserer sine anlæg. Derfor bryder han med enhver autoritet uden for personligheden, først og fremmest kristendommen, og giver genialt udtryk for det i sin meget krævende kunstneriske form som forlanger at vi hver især tager stilling uden at støtte os til andet end vores egne erfaringer.

Ateismen er ganske simpelt drivkraften i Pontoppidans forfatterskab, den nødvendighed der betinger det. Når Gud ikke er til må mennesket på hans vegne modtage udfordringen fra det tomme verdensrum. Det betød for Pontoppidan at han uafladeligt måtte skabe.

Ser man bort fra Viggo Stuckenberg, i hvis bekendelsesdigte personligheden også tillægges religiøs værdi, er der navnlig én samtidig europæisk digter og tænker Pontoppidan er beslægtet med. Det er Nietzsche.

Pontoppidan fortæller i erindringerne i anledning af sit første barns død at han måtte vide hvad andre havde erfaret om døden og den påståede opstandelse. Han læste biblen. Og mens Det gamle Testamente som altid tiltrak ham med sit kærnefulde sprog havde evangelierne heller ikke nu noget at sige ham: "At der (…) med den sagtmodigt lidende Kristus var skænket Verden et Ideal, som var værdifuldere end alle den græske Myteverdens ophøjede Skikkelser tilsammen, kunde jeg ikke indrømme. Det var netop Sorgens Overvindelse ved frejdig Livsudfoldelse og mandig Selvtillid, jeg trængte til at høre om og styrkes ved."1

De ord er talt i Nietzsches ånd. Og heri kan de mødes, Nietzsche og Pontoppidan, de to præstesønner: i de dristige krav til det frie menneske, i forkastelsen af de sagtmodige, evangeliske idealer og i hån mod kristendommens repræsentanter, ikke så meget fordi de er kristne som fordi de ikke er kristne nok. Fordi de savner lidenskab.

121 Pontoppidan har selv skrevet følgende om Nietzsche, og det er store ord i hans mund: "For hvert Bind jeg læste, voksede Nietzsche i mine Øjne. Jeg maatte indrømme, at han virkelig var en nyskabende Aand, en Aand med Stormfuglevinger i Sammenligning f.eks. med Kierkegaard, hvis Kritik af Tiden og dens Mennesker gennemgaaende havde forekommet mig ret smaasindet, og hvis højt beundrede Stil altfor ofte fik mig til at tænke paa hans sørgmodige Navn med dets Mindelser om Død og Grav."

Når Pontoppidans ateisme nu er betonet så stærkt må det også tilføjes at han sikkert ofte har været fristet til at opgive den. Kristendommen som idé og livsanskuelse har han holdt sig fra livet med sin forstand, men den har anfægtet og betvivlet hans klare, hedenske standpunkt uden om hans forstand. Han har haft den i blodet. Andet kan man vanskeligt tro.

Det er et fromt bedrag, når Pontoppidan i Drengeaar hævder at det har sig med evnen til at tro som med den musikalske sans og andre af åndens gaver: er man ikke født med den får man den aldrig.

Man kender ikke troen hvis man ikke har erfaret den, det er naturligvis rigtigt, men troens evne er ikke på forhånd nægtet noget menneske. Tro er et spørgsmål om at føle tilstrækkeligt dybt behov. Hver den som beder om et tegn får det også hvis han ønsker inderligt nok, og hver den som virkelig vil tro kan også. Og da fremfor alle et menneske med en viljestyrke som Pontoppidan.

Nej, Henrik Pontoppidan ville ikke tro, det er sagen. Ligesom han ikke ville skrive lyrik, han kunne jo godt. Og så stærk var hans vilje at han hellere ofrede af sit menneskelige overskud og sine bøgers poetiske rigdom end han gav efter for Sidenius-arven. Hans værker antager med årene gennem de mange rettelser ikke blot tydeligere og strengere, men også mere magre og asketiske træk.

Det er en påstand, at Pontoppidan ikke ville tro på Gud. Den kan ikke bevises. Men man kan måske sandsynliggøre at 122 han som ethvert menneske der lever væsentligt har følt behov for at tro, hvis man kan vise hvor meget han måtte betale for sit standpunkt. Med Pontoppidans egne ord om Enslev i De Dødes Rige kan man nemlig sige om ham at han trods sin tyranniske viljestyrke bevarer en skjult svaghed for alt det han ikke formåede at undertvinge i sin natur. Det er den indre spænding i hans værk mellem den realistiske virkelighedserkendelse og den romantiske fantasi, mellem det episke og det lyriske, der sætter os på sporet.

 

Blandt Henrik Pontoppidans mindre arbejder findes der et som røber mere om det centrale tema i hans digtning end Ørneflugt. Det er en af hans små romaner: Det store Spøgelse. Den begrunder så at sige Ørneflugt ved at tale om de kræfter der har stækket ørnens vinger.

Fortælleren sidder på en bakkeskråning en sommeraften og følger svalernes nervøse flugt. Der er helt stille og meget lydt. Han hører en fjern kirke ringe solen ned, og mens farverne gløder på vesthimlen og langsomt dør og horisonten viger og viger kommer der en egen sørgmodighed over ham hvori der gemmer sig en ubestemt fornemmelse af skyld. Det forekommer ham at han har noget alvorligt at bebrejde sig, og han begynder at ransage sin samvittighed for at efterspore en skjult eller overset brøde. Der er en tung uro i hans sind mens skumringen nu lister sig frem. Han er under afmagtens fortryllelse. Aftenstjernen vinker allerede fortroligt: Kommer hid, alle I som er besværede, heroppe er der hvile og fred. "Mens Mørket stiger, sidder man dér modstandsløs, med en Følelse af ulægelig Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem ved? Maaske gaar man tilsidst virkelig hjem og hænger sig."

Der fortælles nu om Grethe som har et uskyldigt stævnemøde med sin kæreste, – dog i største hemmelighed af hensyn til præsten som hun tjener hos. Da hun vender tilbage til præstegården ser hun at hendes forsvinden er blevet opdaget. Vinduet, som hun lod stå på klem så hun ubemærket kunne 123 slippe ind på sit værelse, er lukket indefra. Men i dagligstuen er der lys. Dér sidder præstefolkene og venter. Hvilken skam vil ikke overgå hende og hendes arme forældre når hun nu jages bort fra sin plads! Forvildet af angst og samvittighedsnag flakker hun om i den fortryllede nat som betager hende den sidste rest af herredømme hun havde over sig selv. Hun ender i et mosehul.

Ved begravelsen taler præsten smukt over Grethe. Om den indre stemme, samvittigheden, Guds egen manende røst som alene kan værne os mod at fare vild.

Indledningen er næsten vigtigere end selve handlingen, der taler for sig selv. Hvad er det for noget troldskab i naturen som stjæler kraften fra nordboen og suger viljens marv ud af hans knogler? Hvad er det som gør modstandskraften mod døden så ringe? Netop i Danmark, hvor det daglige liv er så betrygget, er selvmordene hyppigere end noget andet sted i verden. Pontoppidan har antydet en forklaring. Mens den bratte skiften fra dag til nat i sydligere lande trækker skarpe konturer i sindet og gør temperamentet nøgternt og entydigt er nordboerne skumringsmennesker. De lange, tøvende overgange mellem lys og mørke gør os så underligt hjemløse i verden når landskabet udviskes og drager os viljeløst ud over tid og sted.

Pontoppidan, som ville bevare lidenskaben og menneskets etiske strenghed mod sig selv, er inderligt fortrolig med de bevægede stemninger hvori virkelighedsmodet går til grunde. Lyriske naturoplevelser der formidler en ubestemt anger dukker op som hemmelige fristelser på mange afgørende steder i hans romaner. Og det er mere end skyldfølelse der sniger sig ind over Hansted og Lykke-Per i deres svage øjeblikke. Selve livsviljen er med ét sluppet op. Langt borte hører de deres hjembys klokker ringe besværgende for at kalde dem tilbage til ophavet, til forsoning og befrielse fra livet, og de beruser sig i opgivelsen og nederlagets sødme. Sejren har de jo forlængst foregrebet, og de afstår kun alt for gerne fra realisationen som gør dem fremmede for deres inderste jeg.

124 Der er en evig gennemtræk i Emanuel Hansteds store, halvtomme præstegård, ligesom der altid mellem ham og hans nærmeste er et koldt rum han ikke kan fylde ud. Han mærker det selv og længes bort. Men han holder dog sin livsdrøm levende ved bestandig at skyde dens opfyldelse fra sig – længere og længere ud i fremtiden. Han har først drømt om at få forbindelse med bønderne, og det får han. Så drømmer han videre om at vinde Hansine, og det lykkes ham virkelig at vinde hende. Men i stedet for den jævne, huslige lykke han havde forestillet sig vågner en endnu større drøm: folkets retfærdige sag! Den drøm sætter Estrups regime en stopper for, men Hansted slipper den ikke: sejrer vi ikke nu vil i hvert fald det næste slægtled opleve sejren, om ikke politisk, så dog religiøst, for det folk jeg tror på er et gudsfolk!

Her drives drømmen ud over virkeligheden, og da gudsfolket ikke vil følge ham må Hansted rejse bort. Han gennemlever en krise der river de sidste jordiske bånd over og vender tilbage til sit sogn for at prædike den rene forsagelse. Fattigdommen og lidelsen, som han før bekæmpede, betragter han nu som Guds kærtegn. Men alle hans sejre er kun tilsyneladende, både dem han vinder over den ydre verden og dem han vinder over sig selv. Jo nærmere han tror at komme det virkelige, jo mere isoleres han og fjerner sig fra det, indtil en tilfældighed kan fuldbyrde katastrofen.

Og Lykke-Per som skal vinde riget af denne verden og blive det ny århundredes handlekraftige mand. Hvad er det for et spøgelseshånd der smuldrer hans mod?

Lykke-Pers projekt er jo ikke fantasteri, det er Per selv der bliver fantast da han nægter at gå ind på de vilkår verden byder. For at sejre måtte han svejse sin sag og sin person ubrydeligt sammen, men han taber interessen for projektet da det skal virkeliggøres og bliver genstand for praktiske drøftelser. Den skjulte afmagtsfølelse som længe har spøgt i ham manifesterer sig over for børsfolkene som stædighed og stolthed. Han vil ikke ydmyge sin person, selv om det kan hjælpe værket fremad. Tværtimod vil han blankt akcepteres 125 som den han er, og dét straks. Det er selve grundlaget i hans karakter der brister. Det er præsteblodet, Sidenius-arven der skiller ham fra værket og forråder det.

Lykke-Per trækker sig i væmmelse tilbage fra guldets verden for at bevare sin sjæl ren og prisgiver sit livsværk. Han ved skam nok hvad han skylder sig selv. "Jeg har plagieret Kristus og drevet Kræmmerne ud af Templet," siger han hovmodigt til Jakobe. Pontoppidan kan være meget tydelig!

Den følgende aften flygter Lykke-Per fra sit larmende forlovelsesgilde ned på strandvejen og er helt ægte i sin hjemløshed og sig selv nær, da han hører et stilfærdigere selskab synge Fred hviler over Land og By inde i en have. Nu er hans energi udladet. Men den bølge af oprigtighed og selverkendelse som er skyllet ind over ham bliver forplumret. På herregården Kærsholm koncentreres alle hans afmægtige stemninger i en enkelt naturoplevelse. En lys, uhjemlig sommeraften føler Lykke-Per sig udløst af det jordiske og optaget i en højere og sjælfuldere tilværelse hvor han i en fornemmelse af legemsløshed begynder at fatte meningen med ordene salighed og himmerig. Hermed er vejen jævnet for pastor Blombergs kristendom der forveksler troens lidenskab med lyrik. Måske den værste af alle Pers vildfarelser, fordi den spiller falsk på de inderste strenge i ham. Det er langt senere han erkender sin uovervindelige livsangst. Inderst inde ville han slet ikke være lykkelig i almindelig forstand, står der. Instinktivt havde han altid vidst at det var i ensomheden han hørte hjemme.

 

De kristne anfægtelser hos Henrik Pontoppidan stiger op af selve jorden. De kommer til hans personer gennem den nordiske natur som farlige stemninger. Pontoppidan bliver en modstander af den lyrik der opløser den sjælelige struktur i lutter følelse, men man må ikke tro at han er en fjende af poesien.

Den, som ikke har lidt af djævelen i kroppen, forstår ingenting af et genis værk og heller ikke noget af Vorherres, 126 siger Prins Karneval i Den kongelige Gæst som bryder ind i doktor Højers og hans kones sikre tilværelse og forvandler den på én eneste nat. Han skaber fest, vækker glemte længsler i de to mennesker og gør dem åbne, ny og fremmede for hinanden, så der atter kommer spænding i deres forhold. Hvem var han? spørger de da han er forsvundet ligeså sporløst som han kom. Han var poesien selv, således som Henrik Pontoppidan opfatter den: lysten til det eventyrlige, vovemodet som sætter livet på spil i en evig risiko.

Og hvem var det Prins Karneval lignede? Ingen anden end Holger Drachmann som Pontoppidan så ofte anklagede for udvendighed og lyrisk maskerade. Drachmann er hans dødsfjende og hans hjertenskær, og man kan få megen morskab ud af at sammenstille Pontoppidans udtalelser om ham og påvise de mange modsigelser i vurderingen. Men man når til en dybere forståelse af Pontoppidans sind hvis man samler interessen om hovedfiguren i fire af hans små romaner fra 1890'erne. De viser nemlig at han selv var grebet af naturen og måske ikke altid i første omgang skelnede så skarpt mellem den sande lidenskab og dens vrængbillede.

De fire romaner er Vildt, Minder, Den gamle Adam og Højsang, og de er allesammen lagt i munden på magister Ludvig Glob.

Højsang er den vigtigste i denne forbindelse. Magisteren er blevet klar over at også han skylder læserverdenen en tilforladelig redegørelse for sit indvortes menneske. I en tid da litteraturen mere og mere er blevet et offentligt skriftemål, en frivillig gabestok, tør han ikke nægte publikum en forklaring på at han som fyrretyveårig endnu ikke har giftet sig. Man kunne jo tro at han ingen kone kunne få eller, endnu værre, at han var en ulykkeligt forelsket der skjulte et mørkt og fortvivlet indre under en sorgløs maske. Samtidig vil han imødekomme den oplyste læsers fordring på en bekvem livsanskuelse.

Magister Glob fortæller da hvordan han som ung brød op og rejste til Vestkysten i håb om på disse frie vidder at finde stort anlagte personligheder. Han finder en småtosset løjtnant 127 der spiller dæmonisk, en forskruet proprietærfrue og en samling nøgterne bønder der ser Danmarks frelse i en rationelt drevet hønseavl. Vindens tomme larm og unyttige vildskab driver ham omsider hjem til København, men det er en sag for sig, for her, i Højsang, slår Pontoppidan sig løs. Så kåd er han hverken før eller siden. Det er en overdådig fortælling. Magisteren er en spradebasse, en festlig nar som nok skal sætte liv i de døde vestjyder. Han stiver sig dygtigt af i denne svada: "Guds Død! – svor jeg ved mig selv, idet jeg tømte vistnok det femte Glas, – jeg skulde alligevel traktere Harpen her! ... men intet fromt Klimper paa gyldne Strenge mellem to Faarehorn. Nej, Vikingeaandens vældige Brumlebas, dannet af Egekævler og tvundne Bjørnesener, skulde jeg slaa! – – – Brum, brum, brum! – – – Ved Sct. Lucifer! Jeg skulde rejse et Uvejr her, en Befrielsens Storm, som ikke alle Davids Salmer skulde kunne besværge!"

Sådan er bogens tone! Og således beskriver magister Glob sit udseende: "Vel ansaa jeg mig ikke netop for en Adonis, dertil var visse Uregelmæssigheder i mine Ansigtstræk for iøjnefaldende. Dog troede jeg mig i Besiddelse af en vis, karakterfuld Skønhed eller i hvert fald af den art dæmonisk Grimhed, der efter sigende skal være allerfarligst for Kvinder!"

Der er en person i dansk litteratur der før har talt i det tonefald: Blichers Peer Spillemand! Han og Ludvig Glob ligner virkelig hinanden. De er begge to ungkarle og har på grund af et uheldigt ydre vanskeligheder i omgangen med det andet køn. De bortskænker gladeligt deres hjerte så ofte der byder sig en anledning og får det hver gang helt og ubeskåret tilbage. Begge bor de i København og driver litterære sysler, Glob er filolog og bibliotekar og giver gerne efter for sin skrivekløe ligesom Peer. Belæstheden præger ikke alene deres fortællestil, men også deres livsform. De er iagttagere, de står uden for livet. Fulde af dårlig selvtillid drager de til det fjerne Jylland hvor de uhjælpeligt kommer til kort. Virkeligheden svarer på ingen måde til deres forestillinger. Peer Spillemand er den mest uhelbredelige af de to, og han er 128 også den frieste som figur. Magister Glob lader sig kurere og er i højere grad et redskab for sin forfatters hensigt.

Den afgørende lighed mellem dem består dog ikke i fælles karaktertræk. Peer og Ludvig Glob ligner først og fremmest hinanden deri at deres psykologiske rolle i Blichers og Pontoppidans forfatterskaber er den samme. De er ironiske selvportrætter, men de er mere end det, for illusionen brister af og til, og så taler de med deres digteres stemmer. De fire magister Globfortællinger er resignationshistorier. Pontoppidan har selv sværmet og lidt skuffelser, og han skaber da en karikatur af sig selv hvori han spotter sine forhåbninger og hemmeligt udleverer sit nederlag til latteren. Det er et frydefuldt selvplageri.

Denne spaltning af forfatterpersonligheden er et romantisk træk. Men næppe mulig for den renlivede romantiker. Han nænner det ikke. Når den rene romantiker digter et selvportræt er det hyppigst en forskønnet udgave af ham selv. Der postuleres ganske vist en afstand til forfatteren, men den eksisterer ikke. Selvportrætter som Blichers og Pontoppidans er kun mulige hvor der ved siden af den romantiske erfaring findes en anden, som er smerteligere og strengere, men hvor de romantiske længsler endnu er en livlig anfægtelse som man søger at nedkæmpe for at nå på højde med den strenge erfaring.

Portrætterne er digtet i selvforsvar, for konflikten er pinagtig indtil den har fundet en form. Har man én gang præsteret kunststykket, at forskyde konflikten ud i et ironisk plan, bliver den til gengæld skabende – Blicher skrev mange Spillemandshistorier. Nu ligger den nemlig fast, den er erkendt til bunds og bragt til ro. Men den er kun skabende, sålænge den ikke er besejret definitivt. Når dualismen er død bliver Peer Spillemandshistorier og magister Globfortællinger til manér.

Pontoppidan fandt sidenhen at han var gået for vidt i Højsang, og han omarbejdede romanen til den form den har nu. Jegformen forsvinder til fordel for en normal, objektiv fortællemåde, 129 og med den forsvinder også det overstadige og løsslupne. Ironien arbejdes ned i stoffet, den bliver fin og spids. Det ligner alvorsmanden Pontoppidan godt at rette sådan. Men man kan ikke være vis på at han gør det fordi han er nået ud over den romantiske dualisme. Konflikten består, den maskerer sig blot bedre med årene.

 

Man kan kort beskrive Pontoppidans udvikling således: hans første bøger vender sig imod nationale og sociale grundskavanker og hævder ud fra et primitivt, etisk syn den enkleste ansvarlighed, overensstemmelsen mellem ord og handling. Men efterhånden som han når frem til sine blivende motiver, naturen, lidenskaben og personligheden, får hans digtning karakter af en indre dialog. Den bliver en erkendelsesproces. Tendensen er stadig tydelig, og den kan svinge fra bog til bog, for og imod, indtil den ved en afgørende fordybelse helt forsvinder og dobbeltsynet flyttes ind i det enkelte værk som dermed har fået sin endelige form som et selvopgør.

Denne kunstneriske metode – lettest overskuelig i Borgmester Hoeck og Hustru – belyser altid en person og en sag fra flere sider, og den tjener Pontoppidans hensigt: at sætte læseren i klemme. Han vil ustandselig opfordre os som frie mennesker til at tage stilling og gøre op med os selv, og det kunstneriske liv i værket som kommer fra Pontoppidans eget, lidenskabelige selvopgør gør hans opfordring uafviselig. Pontoppidan rammer sig selv i Emanuel Hansted, i Lykke-Per, i Hugo Martens og i Borgmester Hoeck. Det betyder ikke at han er identisk med dem. Men den sidste, overbevisende viden om deres reaktioner har iagttagelse og intuition ikke kunnet skænke ham. Den har han fra sig selv.

Naturligvis mente Pontoppidan altid noget bestemt med det han skrev, ellers havde han været en dårlig kunstner. Nok er han en mester i at skjule sit hjerte, men den som har øren hører dog hvor det slår, nemlig dér hvor intensiteten i skildringen er stærkest, og fornemmer også hvor Pontoppidan i ord der slet ikke skal gælde for hans egne har skjult en 130 hemmelighed om sig selv. Hans kunstneriske metode gør hans værker farligere end spontane bekendelser. De ryster og bevæger os, men forløser de også? Er det befriende at læse Henrik Pontoppidan?

Dybest set var det ikke Pontoppidans hensigt at forløse, og man ser tydeligt hvor hvileløs og oprevet hans digtning er når man sammenligner den med Blichers.

Også hos Blicher er mennesket i passionernes vold. Men Blichers konflikt ligger fast gennem hele hans liv, han gennemskuer den tidligt, og selv om han gang på gang overvinder den bliver han aldrig færdig med den. Det er det samme motiv han digter på i alle sine bedste noveller: sanseligheden over for den rene følelse. Det er hans livsspænding. Og den sanselige og den åndelige kærlighed er lige virkelige.

Lige så lidt som Pontoppidan kender Blicher nogen religiøs trøst. Han ser tilfældet lege med mennesker, uden at nogen guddommelig styrelse griber ind. Men den forskel er der at Blicher har en tro. Almuens tro på det uafvendelige. Man kæmper forgæves mod sin skæbne, den er ubønhørlig og gør ingen undtagelser. Det ser Blicher. De store spørgsmål om liv og død er afgjort, og mennesket har kun at bøje sig. Det vil sige at der er sat grænser i Blichers verden – udefra! Skæbnetroen giver ro i hans sind. Hans hjerte er varmt, og han magter sit givne vilkår. Og da sker det forunderlige! Op af selve hans dybe erkendelse af forgængeligheden stiger en kraft som styrker hans hjerte og forløser det i vemod. Han holder ud. Denne prisgivethed på den fattige jord som Blicher digter om giver også vore hjerter hvile, så vi med ét kan ånde roligt og trække vejret helt i bund. Man er renset som efter en tryg, drømmcløs søvn hver gang man har læst Blicher.

Men hvilke uhyre omkostninger er der ikke forbundet med livet for Pontoppidans moderne menneske som ikke har nogen tro! I en verden hvor intet længer står fast skal det bære sin tilværelse uden symboler. Det skal selv forme sin skæbne og give den indhold. Og det skal selv sætte grænse og finde en åndelig nødvendighed hvis det skal holde sammen på sin 131 eksistens. Når vi ikke tror på Gud må vi helliggøre livet og blindt stole på naturen. Som Lykke-Per gjorde til slut, – naturen er rig og miskundelig, den ved råd for alt og erstatter gavmildt på den ene led hvad vi har mistet på den anden, siger han i sin allersidste optegnelse.

Kan den tillid til naturens egne kræfter holde stand når den for alvor bliver sat på prøve? Når døden slår ned som et lyn lige ved siden af os? Hvis vi ikke selv er stærke som døden eller inderligt afstumpede, vil angsten og kulden da ikke slå ind over os fra det tomme verdensrum? Vi kan spørge Henrik Pontoppidan.

Den tungeste erfaring han har beskrevet oplever både Hansted og Lykke-Per. Hansted, dengang "gutten" er dødeligt syg. I det længste har han nægtet at akceptere drengens sygdom. Nu opdager han omsider at det er alvor. Han har sendt bud efter doktoren og går ud i haven for at se efter vognen. Det er nat, og han stirrer ud i et gravsort mørke som har udslettet vejene om huset og slukket alle stjerner. Der kommer ingen vogn. Og pludselig ser Hansted dybt ind i verdensrummet og finder kun kulde og tomhed indtil dets yderste grænser. En afgrund af ondskab åbner sig foran ham, og han mister troen, ikke på sig selv, som han efter Pontoppidans mening rettelig burde, men på Guds almagt og naturens godhed.

Det samme oplever Lykke-Per da hans mor er død i København. Hun skal sejles hjem til Jylland, og Lykke-Per sidder på en café ved havnen og iagttager arbejderne der indskiber hendes kiste. I det øjeblik han ser sin mor hænge og svaje i luften som en vareballe bliver det nat omkring ham. Han ser tilværelsens grund afdækket som et koldt og tavst øde der hviler i evig ligegyldighed. Han magter ikke det syn uden hjælp fra Gud. Der kommer den samme angst over ham som dengang i Alperne da han blev draget af et løfte om befrielse for alt hvad der tyngede ham og vandrede op i højfjeldet. Time efter time gik han gennem den fuldkommen livløse stenørken, i samme ensformige stilhed og undrede sig 132 over at det kunne være så opløftende, indtil han pludselig følte tomheden som en lammelse, et jag af kulde i hjertet. Sådan er Gud blevet til, tænkte han. Af angst. Ansigt til ansigt med denne stenørken og det uendelige lydløse rum over den er de gamle profeter blevet grebet af tvivl og afmagt. De har måttet skabe Gud og befolke himlen og helvede for at holde tilværelsen ud.

Pontoppidan kender Lykke-Pers oplevelse af egen erfaring. På sin første udenlandsrejse til Svejts foer han vild på en bjergbestigning og måtte overnatte alene under åben himmel. Den nat blev han digter, han har selv bekræftet det. Han mødte døden og modtog udfordringen. Sålænge han levede, bevarede "snedronningens kronlande", Norge og Svejts, deres trolddomsmagt over ham. Her har han mødt sin frygteligste erfaring, og den styrker ham ikke, sådan som Blicher blev styrket af sin sidste erkendelse. Den er nær ved at lamme ham. Pontoppidans digtning er en kamp for at hans liv uden Gud ikke skal blive meningsløst og koldt som stenørkenen på højfjeldet. En kamp for ikke at blive overmandet af angst, så han alligevel fik brug for Gud. Han har behøvet al sin kraft. Derfor frygtede han de svage øjeblikke når vemodet ville overliste ham og døden fristede med sin salighed. Han havde næsten ikke råd til det vemod så dybt det end bevægede ham!

Det samme vemod som Blicher kunne give efter for og finde hvile i. Han var en jævnere mand end Pontoppidan, og hans situation var ikke så nådesløs.

 

Torben Dihmer i De Dødes Rige stiller det sidste spørgsmål i Pontoppidans digtning: hvis vi kan tage imod vores skæbne og møde smerten, som er vores eneste trofaste ven, med kærlighed, kan selv det bitreste måske tjene til livets opretholdelse.

Hvorfor er Lykke-Per og så mange andre af Pontoppidans personer livsuduelige? Hvorfor sejrer de ikke over verden? Fordi deres hjerter er kolde. Derfor kommer angsten over 133 dem, og derfor magter de ikke lykken. Hvis livet skal leves uden Gud er kærlighed det eneste der kan forhindre det i at blive meningsløst, hvor den så skal komme fra. Ateisten Henrik Pontoppidans værste fjende er da ikke engang hans egen svaghed og afmagtsfølelse, men den kulde der kan komme fra hjertet når det er prøvet ud over dets bæreevne.

Henrik Pontoppidan sejrede. Hans viljestyrke og sjælskraft var større end nogen anden dansk digters. Nietzsche brød sammen i vanvid under lignende betingelser. Pontoppidan gennemførte ubrudt sin kamp, men han er mærket af den. Det som man læser allerinderst i hans vilde øjne er hverken stolthed eller fordømmelse. Det er den pris som han, uden at forhærde sig, med hele sin menneskelighed i behold, betalte for sit standpunkt.

1952

Om artiklen skrev Jørgen Gustava Brandt i et brev til Karen Blixen i oktober 1952 [citeret efter Karen Blixen i Danmark Breve 1931-62, bd. II, s. 110]:

Tages artikkel om Pontoppidan ærgrer mig lidt. Jeg synes det er godt og hengivent skrevet, men blaaøjet paa en kedelig etisk maade. Pontoppidan er en stengæst. Et af Nordens spøgelser. Hvad nytter det, at han rejste til verdens ende, han fandt kun, hvad han selv bragte med, han fandt tomhed og iskulde. Pontoppidans saakaldte standpunkt er for teatralsk. Jeg giver fanden i "standpunkter", der er noget pinligt og latterligt ved disse fonægtere fra klunketiden, de var saa bange for ikke at være up to date. Livet ragede dem en døjt, blot de havde den stadige emsige fornemmelse af deres usle standpunkter. Deres moral er saa underlig hjælpeløs. Pontoppidans storhed er ubehagelig. Hans forbistrede uvillighed i alle forhold.

Var han kommet stravrende, ville Erlkönig end ikke have haft haab nok til blot at kalde. Det ville være ganske omsonst, han ville spare sig den skuffelse.

 
[1] Familjeliv, kap. 1, s. 15. tilbage