Landsbyens Dronning
Bramsnæs hedder en lille, højtliggende, tildels skovbevoxet Landtunge, der strækker sig ud i den sydligste Krog af Isefjorden, hvilken her har faaet Navn efter den og kaldes Bramsnæs Vig.
Det lille Næs tager sig næsten ud som en Ø, idet det kun er forbundet med Landet ved en ganske smal og lav Vase, der endda om Vinteren undertiden staar under Vand, saa man kun med Besvær – og tidt ikke uden Fare – kan faa Hest og Vogn ud over den.
Tæt ved denne Vase, kun to Minutters Gang ind i Landet, ligger et lille Bondested, der har opnaaet en vis Berømmelse. Det hedder Dejligheden. Maaske fremkalder det vovede Navn større Forventninger, end Stedet ved første Øjekast kan fyldestgjøre; og da en Gang en praktisk Mand, hidlokket af Navnet, kom hertil langvejs fra med hele sin Familje og naaede op paa Toppen af de høje Bakker, der til alle Sider omslutter Gaarden som en Tragt, udbrød han ved Synet af de gamle og uanselige Bygninger og de magre, stenede Jorder: "Hva'? Er det Dejligheden?! … Det er jo, Gud hjælpe mig, ikke andet end den rene Elendighed!"
Hvorpaa han forarget vendte Stedet Ryggen med hele sin Familje for aldrig siden at kunne glemme, hvor skammeligt han var bleven bedraget.
*
Alligevel fortjener den lille Halvgaard nok det Skjær af Navnkundighed, der hviler over den. Blandt andet lever der det Sagn, at det var her, Christian Winther digtede "Hjortens Flugt". Sikkert er det i alle Fald, at han har boet her et Par Sommere, og endnu vises det lavloftede, fugtige, af vilde Rosenranker formørkede Værelse, hvori han sad og skrev.
Nu er da tillige alle Gaardens Omgivelser virkelig ogsaa ualmindelig smukke, og særlig forstaar man godt, at Christian Winther kan have vundet Forkjærlighed for denne smilende Forening af Fjord og skovgrønt Land, der fra Toppen af alle Bakkerne udbreder sig for ens Øjne. Naar man en smuk Sommeraften vandrer nede under de høje Strandklinter, netop som Solen synker ovre bag de store Eriksholms Skove paa den anden Side Fjorden og spreder sin Paafuglepragt over Himmel og Hav, mens Skovene rundt om hylles ind for Natten i først rødlige, siden blaalige og tilsidst ganske lys-violette Dampe, og mens Flagermusene begynder at sværme, og Uglerne at tude, og Hjortene kommer raslende frem fra Skovenes Dyb for at drikke – da fødes uvilkaarlig Christian Wintherske Strofer paa ens Læber, og man ser den gamle Digter for sig, saaledes som han sikkert ofte har staaet her ensom paa denne Strand og stirret drømmende ud paa dette Farvespil, der bragte Rytmer og Rim til at lege paa hans Tunge.
I det hele kommer man let, uden netop selv at ville det, til at se paa alt med hans Øjne i denne Egn, hvis Natur og Befolkning sikkert har givet ham adskilligt Stof til hans Digtning. Naar man vandrer ind gjennem de smaa, nydelige Landsbyer, der hist og her skjuler sig mellem Bakkerne, fæster man sig uvilkaarlig fortrinsvis ved de Ejendommeligheder og Situationer, for hvilke han havde et saa aabent Blik, og som fik Strengene paa hans Luth til at klinge. Der forekommer en at hvile en egen Søndagsstemning over det hele Landskab; man synes i Forbifarten at gjenkende saa mange yndefulde Billeder, opdager imod Sædvane saa mange idylliske Scener og ser hos alle mødende kun Smil og røde Kinder.
Men ogsaa kun i Forbifarten. Det nærmere Bekjendtskab forstyrrer i Almindelighed Billedet og river os Digtningens Trylle-Briller fra Øjnene.
Saaledes kom jeg en varm Sommerdag ind gjennem en ejendommelig langstrakt By et Stykke inde i Landet. I Byens Udkant, lige ved Vejen, laa en lav, vel vedligeholdt Hytte med grønne Ranker op ad de hvide Vægge og Potteplanter bag Ruderne. I den lille Have foran Stedet, der duftede af Levkøjer og Reseda, sad en midaldrende, værkbruden Kone midt i Solen. En forpjusket Høne med et Kuld æggegule Kyllinger klukkede rundt om hendes Stol, og tæt bag ved hende, paa Tærsklen af en aabentstaaende Dør, sad en ung, blomstrende Pige med brune Fletninger og syede paa en Forklædesøm. Hun sad med den brede Ryg støttet mod den ene Dørkarm, de nøgne Fødder stemmet mod den anden, og syntes ganske fortabt i egne Tanker. En Kat gik og mjavede sygt inde i Forstuen bag ved hende; over Havens Buske summede Insekterne, og en enlig Krage sad og gav Hals oppe paa den øverste Gren af et højt Poppeltræ, der skyggede over den halve Del af Huset. – Et fuldstændig Christian Winthersk Billede!
Idet jeg gik forbi og hilste Goddag, trak den unge Pige Fødderne ind under sig for at skjule deres Nøgenhed, mens hun uden Gjenhilsen saa' ud paa mig med et mørkt, halvt udfordrende Blik. Den syge Kone derimod nikkede helt indladende; og da jeg derved uvilkaarlig standsede for at forsøge en lille Passiar, bød hun mig endog paafaldende forekommende inden for i Haven, hvor der mellem et Par Stikkelsbærtorne stod en lav Træbænk i hendes Nærhed.
I det samme henvendte hun sig til den unge Pige paa Dørtærsklen, idet hun med en ejendommelig skingrende Stemme næsten raabte:
"Line! Er du der? … Naa! Er du der?"
"Ja," svarede den anden omsider lavt og uden at se op. Jeg fik det Indtryk, at Pigen ikke var rigtig klog."Du kan jo gaa ind lidt … Du har nok at gjøre derinde. Naa, kom nu af sted. Glem ikke at se til Grisen, hører du?"
Pigen rejste sig tungt, som en lydig Hund, og forsvandt ind i Huset. Den mjavende Kat indtog øjeblikkelig hendes Plads paa Tærskelen, hvor den trykkede sig op mod den Dørkarm, som Poppeltræets Skygge endnu ikke havde naaet, svøbte velbehageligt Halen om Poterne, nyste i Solen og slikkede sig ligesom med undertrykt Lækkersultenhed om Snuden ved Synet af de smaa Kyllinger, der løb omkring lige foran den.
Men den syge Kone optog strax hele min Opmærksomhed.
Hun var en ganske lille Skikkelse, saa lille og saa henvisnet, som om hendes Krop i en ganske ung Alder var bleven standset i sin Væxt og kun Hovedet, der sad dybt nede mellem et Par spidse Skuldre, havde faaet Lov at fortsætte en naturlig Udvikling. Det var i Begyndelsen kun med Overvindelse, jeg fik mig selv til at betragte hende, saaledes havde Lammelse i det hele vansiret dette Misfoster af et Menneske, ikke alene den sammenknugede Krop, men ogsaa Ansigtet, der var skjævt, forskudt og brunskjoldet, og hvis ene Øje laa lukket og indsunket i Hovedet som paa et Lig, mens det andet stod vidt aabent i en stiv, udtryksløs Stirren som paa en, der ligger i Krampe. Hun kunde kun bevæge Hovedet og den ene, visne Haand, og denne endda kun ganske lidt. Den anden laa fast presset ind mod Brystet, med de tynde Fingre krampagtig lukkede over Haandfladen.
Det varede naturligvis ikke længe, før vi begyndte at tale om hendes Sygdom. Saa gammel den nu var, syntes den endnu udelukkende at beskjæftige hendes Tanker, og hun havde aabenbart ikke noget imod at tale om den. Hun vidste meget godt, hvor afskrækkende hun saa' ud, fortalte selv, at mange af Byens Folk, især Børnene, var bange for at se hende, og udbredte sig vidtløftigt over, hvad enhver havde sagt om hende, eller hvad hun paa anden Haand havde hørt af Folks Omtale. En Gang, fortalte hun, var endog en Professor fra Kjøbenhavn kommen hertil, fordi han vilde skrive om hendes Sygdom, og Distriktets egen Doktor kom ofte kjørende hertil med fremmede Læger, der havde hørt Tale om hende. En Sommer havde det endog været paatænkt at faa hende ind til en stor Lægekongres, og hun havde allerede anskaffet sig en ny Kjole og nye Baand til sin Hat, da Distriktslægen i sidste Øjeblik opgav Planen. Ogsaa Præstens Fremmede og andre Folk fra Egnen kom til Stadighed her til Byen for at se hende, og hun huskede nøjagtig Tidspunktet for ethvert saadant Besøg og dvælede særlig ved en ung Dame, der havde faaet ondt ved Synet af hende.
I det hele var hun meget meddelsom og holdt øjensynlig af at høre sig selv tale. Ikke heller var det til at tage fejl af, at hun, saa langt fra at være nedbøjet af sin Skjæbne, tvært imod følte sig ikke saa lidt stolt over den Opsigt, hun vakte. Hun gjentog flere Gange med Forkjærlighed, at hendes Tilfælde "var enestaaende", at selv den omtalte Professor aldrig havde set noget lignende eller tænkt sig dette muligt; og hun følte sig aabenbart som den berømte Person, der havde kastet Glans over hele denne fattige Egn og gjort dens Navn bekjendt langt ud over Herredsgrænsen.
Blandt andet var hun ogsaa meget nysgjerrig efter at erfare, gjennem hvem jeg først havde hørt tale om hende, og om hendes Udseende svarede til, hvad jeg havde ventet mig. Hun syntes nemlig slet ikke at ville tage det for Alvor, at jeg ganske tilfældigt var kommen her forbi, og mistænkte mig rimeligvis for at være kommen her til Egnen alene for hendes Skyld.
Mens hun talte, og selv naar hun forsøgte at le – med en lille, tør Kvækken – rørte der sig i Begyndelsen ikke en Trækning i hendes Ansigt. Men efterhaanden som hun blev varm af Talen, vaagnede der Liv hist og her i de døde Folder, og det store, krampestive Øje fik et Udtryk af forfængelig Tilfredshed, der gjorde hende endnu uhyggeligere at se paa.
Hun fortalte mig nu om hele sit Liv, saaledes som hun sandsynlig gjorde det overfor alle, der kom og besøgte hende. Jeg fik da at vide, at hun altid havde været – som hun udtrykte det – et "ualmindeligt Barn", d.v.s. svag, blodløs og uudviklet. Men først da hun i Trettenaars-Alderen faldt i en svær Sygdom med langvarigt Sygeleje begyndte de første Symptomer paa hendes nuværende Lammelse at vise sig. Først var det Øjet, der sank ind i Hovedet og ikke vilde aabne sig; derpaa Lemmerne, der ligesom visnede og i deres Stivhed langsomt krummede sig ind imod Kroppen, saa hun i sit femtende Aar hverken kunde føre Haanden til Munden eller støtte paa Benene.
Det skinnede tydeligt nok frem af hendes Beretning om disse Aar, hvorledes hun som Barn paa Grund af sit sygelige Udseende, sin blege Ansigtsfarve og hele stille Færd var bleven betragtet som en Slags hellig Person af alle de andre Børn i Landsbyen, der aldrig vovede at gjøre hende noget imod eller nægte hende et Forlangende. Og da nu denne store, ubodelige Ulykke ramte den lille Stakkel, blev hun ret naturligt baade unge og gamles specielle Kjæledægge, hvem alle omfattede med den inderligste Medfølelse og ved enhver Lejlighed bragte Trøst i Form af Sukkergodt, Pynt og Legetøj, saa at Barnet tilsidst betragtede alle disse Menneskers Deltagelse som en hende skyldig Tribut og blev vred og urimelige, saasnart den udeblev.
Hendes egne Forældre havde gjort alt for hendes Helbredelse. Men altsammen lige resultatløst. De var gaaet baade til Læger og kloge Koner og en mirakkelgjørende Missionær og havde – saa vidt jeg forstod – tilsidst halvt forarmet sig for at lindre hende Tilværelsen og opfylde ethvert af hendes Ønsker.
Hun fortalte selv derom som om noget, hun fandt fuldstændig i sin Orden. Og det var hende aabenbart en Tilfredsstillelse at udtale, at al menneskelig Kunst og Magt intet havde formaaet overfor hendes Sygdom.
Tilsidst havde hendes Forældre, for at intet skulde være uforsøgt, rejst med hende op til Sct. Helene Kilde1; og om denne tre Døgn lange Kjørsel gjennem Landet talte hun som om et Triumftog. I alle Landsbyerne, som de kjørte igjennem, vakte hun efter sit eget Sigende en overordentlig Opsigt, og paa Bedestederne og i Kroerne, hvor hun blev baaren ind af Faderen og anbragt i et Sofahjørne, flokkedes Folk omkring hende og kunde slet ikke komme sig af Forbavselse.
Men mest levende skildrede hun dog Natten ved den hellige Grav, da hun sammen med et halvt Hundrede andre Krøblinge laa op ad Skrænten med en Pose fyldt med Bakkens Sand under Hovedet, indsvøbt i Faderens Faareskindspels og skjælvende af underlig Forventning, mens nu et Suk, nu en klagende Stønnen eller fremmumlet Bøn brød Stilheden rundt om hende.
Dette syntes at være den højtidsfuldeste Begivenhed i hendes Liv. Ved Erindringen om denne lyse Sommernat med de skjælvende Stjerner og de rygende St. Hans Blus trindt om fra alle Højene, piblede Taarerne frem og hun standsede for en Stund sin Fortælling af Bevægelse.
Ved samme Lejlighed traf hun en gammel blind Mand, der for en ringe Skjærv uddelte Velsignelser sammen med smaa Erindringstegn'1 som Ranglesten og Blomsterkoste til de forsamlede. Det var oppe paa den høje Skraaning ud mod Havet, lige ved det lille Hus med den undergjørende Kilde, hvorhen de syge i Dagbrækningen søgte efter at have sovet paa Graven, for at bade de angrebne Legemsdele med Vandet. Rundt om paa den grønne Skrænt sad Staklerne med Deres Ledsagere og skiftede deres Forbindinger; Mænd og Kvinder afførte sig deres Klæder, alle var de for betagne til at tænke paa Undseelse. Og rundt imellem dem gik Kludekræmmerne og samlede de gamle Laser og blodige Linnedstykker op i deres Pose.
Den gamle blinde Mand havde her opslaaet sin Forretning i Nærheden af et Par smaa Træboder for Beværtning, og alle de syge førtes af deres Ledsagere hen til ham med deres Skjærv for at høre hans Velsignelse. Han havde nemlig altid en forhaabningsfuld Forkyndelse og et trøstende Ord til hver især. Men da denne unge Pige, indsvøbt i sin Faarepels, blev bragt frem for ham, og han med Haanden følte hen over det lille vanskabte Legeme, rystede han medlidende paa sit gamle bukkeskjæggede Hoved og sagde:
"Stakkels Barn! Dig har Vorherre besøgt! Dig kan ogsaa kun Vorherre forløse!"
Idet hun nu gjentog disse hans Ord, vendte hun sit Øje imod mig med en forstærket Glans, og hun tilføjede med Selvfølelse, at Manden havde faaet Ret. Hverken Kildens Vand eller Gravens Nattedug havde formaaet det mindste overfor den Magt, der havde taget Bolig i hendes Legeme.
Tvært imod svandt hun for hvert Aar mere og mere ind. Hendes visne Lemmer blev bestandig mere stive og fastgroede i Leddene; og Kroppen bøjede sig sammen, saa Knæene nu næsten berørte hendes Bryst.
Alligevel var hun i sit tyvende Aar bleven gift, og endda – som jeg forstod – med den pæneste Karl i hele Byen, som adskillige smukke og friske Piger havde gaaet og slikket sig om Munden efter. I alle Fald fortalte hun dette selv med en vis giftig Glæde. Thi Sagen var den, at hun var eneste Barn og derfor skulde arve baade Stedet og det, der endnu var tilbage af Forældrenes Velstand. Bryllupet havde – efter hendes egen Beskrivelse – været en sand Folkefest for den hele By. Selv var hun med Blomster i Haaret og Brudeslør bleven kjørt op til Alteret i sin lille Rullestol, og Præsten havde holdt en Tale, saa ikke et Øje i hele den fyldte Kirke havde været tørt.
Forøvrigt var hun selv af halvt fornem Familje, idet hendes Morfader havde været kjøbstadsfødt Skolelærer, – ja selv en Præst kunde hun tælle mellem sine ikke altfor fjærne Slægtninge, hvilket hun gjentagne Gange mindede mig om, idet hun tilføjede, at hun tilskrev denne fine Afstamning den Tilstand, hvori hun befandt sig.
Som hendes Tanker næsten bestandig beskjæftigede sig med hende selv, syntes hun nemlig ogsaa at have lavet sig en Theori om, at hun var det mærkelige Resultat af to forskjellige Slags Blods Forening, og at hendes Sygdom var de ædlere Bestanddeles langsomme Sejr over det simple og sunde Bondeblod.
I det hele var det aabenbart, at hun betragtede alle friske og sunde Mennesker som en Art lavere Væsener, en Slags Trælle, skabte til at arbejde for og pleje dem, der i særegen Forstand var Vorherres Børn – dem, han havde berørt med sin Finger. I Særdeleshed skinnede denne Betragtning frem, hver Gang hun i Samtalens Løb flygtigt omtalte sin Mand og den unge, smukke Pige fra før, der til min Forbavselse viste sig at være hendes Datter. Da vendte hun sit matte Øje mod mig med et Blik, der skulde paakalde min Medlidenhed, – som om jeg af mig selv maatte kunne forstaa, hvad hun havde gaaet igjennem ved sit Samliv med disse Mennesker.
Hendes Mand havde, da det var gaaet tilbage med deres Finanser, maattet slaa sig paa Haandværket; og da hun krævede, han bestandig skulde være i hendes Nærhed for det Tilfælde, hun skulde trænge til hans Hjælp, var han – skjøndt han i sin Tid havde lært Murerprofessionen – bleven Hjulmand, endda Byen allerede i Forvejen ejede en saadan, hvilken til hendes store Fortrydelse ikke vilde nedlægge sin Forretning.
I det hele beklagede hun sig bittert over Egnens Folk, hvoraf jeg gjættede mig til, at man var bleven træt af hendes Tyranni og ikke længer viste hende den skyldige Underdanighed. Kun Præsten syntes endnu at finde Naade for hendes Øjne; men om Grunden hertil, erfarede jeg intet; thi i det samme nærmede der sig en Skikkelse gjennem Haven og standsede i et Par Skridts Afstand.
Det var en endnu smuk, midaldrende Mand med gult, krøllet Haar, stribede Uldærmer og Saugspaaner hængende i Klæderne. Det var hendes Mand. Han gjorde et udslidt og modfaldent Indtryk og saa frygtsomt paa den syge, da denne vendte sit Øje mod ham og en Stund mønstrede ham med et unaadigt Blik.
"Hvad vil du?" spurgte hun skarpt.
Han skelede forlegen hen til mig og svarede med et Forsøg paa Muthed:
"Jeg mente bare – du vilde maaske ind."
Det var aabenbart, han havde her gjort noget, der vilde blive straffet. Hans Kone svarede slet ikke, men saa blot stift paa ham; og da tillagde han helt sagtmodig:
"Solen er jo snart nede, Ane … derfor tænkte jeg …"
"Hvor er Line?"
"Hun gik til Malkning nys."
"Altid skal hun da ogsaa rende, naar der er Brug for hende … Naa, ja kjør mig saa ind da … Og Tak fordi De har villet se til en syg Kone," henvendte hun sig til mig. Dersom De en anden Dag har Lyst, saa véd De nu, hvor jeg findes, ikke sandt? … Farvel," sagde hun til sidst og gjorde en Bevægelse hen imod mig med den højre Haand.
Jeg forstod, hvad hun mente, og – skjønt'2 ikke uden Overvindelse – trykkede jeg til Afsked de ligkolde, visnede Fingre. Saa smilte hun naadigt og gav Manden et Vink. Han kunde kjøre.
Da jeg kom til Kroen og fortalte, hvor jeg havde været, smilte den gamle, stilfærdige Kromand og sagde:
"Naa, Hillemænd – saa De har været til Avdiens hos Dronningen."
"Dronningen?"
"Ja, saadan kalder vi hende her. Det er en rigtig forgiftig Æddertudse. Hvad siger De?"
"Hun saa ikke ud til at være god mod sin Mand."
"Manden – nej, ham har hun da faaet rungeneret fra alle Kanter. Men hvad siger De om Datteren da?"
"Datteren?"
"Ja, véd De ikke det? Hun er forlovet med en pæn Karl derovre hinsides fra, … men troer De, at den gamle Skarnagtighed vil give hende Lov til at gifte sig. Det stakkels Barn har aldrig faaet Lov til at gaa saa meget som en halv Dag fra hende, og hver Gang, der var Tale om Gifteri og saadant, har hun skabt sig med Kramper og andet Djævelskab, indtil de har maattet give Kjøb. Og saadan er det med Alting. Hun siger selv, at hun er Vorherres eget Barn … det var saamænd godt om han da snart, vilde tage hende til sig. I gamle Dage, har jeg hørt, tog man Livet af saadant Troldskab, eller puttede dem til en Side. Maaske skulde man helst gjøre ligedan endnu." –
