Johs. P. Olsen
(1899-1978) er Pontoppidan-forskningens "pionér". Indtil nu har han ellers kun været husket som udgiver af Dansklærerforeningens udgave af Fra Hytterne, udsendt i ikke mindre end seks oplag fra 1953 til 1972, hver gang yderligere forbedret. Han var den første der havde mod og fik lov til at trykke teksten op efter originaludgaven, fra tredje oplag endog uden at foretage de ellers af ministeriet krævede moderniseringer af retskrivningen. –
Johs. P. Olsen var født i København og døbt Peter Johannes. Han blev cand.mag. i dansk og kristendomskundskab i 1927, men underviste siden også i fransk. Han blev i 1929 ansat på sin gamle skole, Efterslægtselskabets, adjunkt fra 1930, lektor fra 1945.
Henrik Pontoppidan kom Johs. P. Olsen i kontakt med i 19261. Året efter skrev han avisartiklen "Henrik Pontoppidan som journalist" der tyder på en omfattende efterforskning i pontoppidaniana. Det ældste skriftlige vidnesbyrd om forbindelsen er et brev fra Pontoppidan 26. oktober 1930 til litteraturhistorikeren Ejnar Thomsen:
Siden De udtrykkeligt spørger mig, om jeg vèd noget om, hvorvidt andre er beskæftiget med mig og mine Arbejder, navnlig med en Sammenligning af de forskellige Udgaver af dem, vil jeg ikke fortie, at jeg nylig havde Besøg af en af Deres Kolleger, som ønskede Oplysninger af mig, netop i Anledning af et sådant Foretagende2.
Alt tyder på at denne kollega var Johs. P. Olsen. Den 18. december s.å. skriver nemlig Pontoppidan til sin svigersøn, politimester Richard Krause, Horsens:
Hvad den Hr. Andersen angaar, som du skriver om, da maa jeg desværre afslaa hans Anmodning om Oplysninger. Sagen er den, at der er en anden literært interesseret Mand, der har anmodet mig om det samme; og da han har anvendt megen Tid og et uhyre Arbejde paa ved egen Hjælp at opspore, hvad der findes trykt af mig og om mig i Blade og Tidsskrifter (en forrykt Idé forøvrigt), vil du vist forstaa, at jeg maa indskrænke mig til at give denne Mand de Oplysninger, jeg overhovedet er i Stand til at give. De er ikke mange, da jeg saa at sige intet har opbevaret af den Slags Ting, og det meste er jo ogsaa Bagateller, som vist er ganske uden Værdi og bedst tjent med at være glemt. Hav mig altsaa undskyldt!
Brevet kendes kun gennem den afskrift Krause har sendt til Otto Levin på Munksgaards Forlag der havde formidlet "Poul Andersen"s anmodning. Der kan næppe være tvivl om at denne er den kun 20-årige Poul Carit Andersen. Den 7. juli 1929 havde han modtaget et brev fra sin chef, forlagsboghandler Ejnar Munksgaard:
Kære Hr. Andersen.
Nu har jeg gennemlæst Deres Arbejde om "Henrik Pontoppidan i Udlandet og Danmark", og jeg kan straks sige Dem, at som Resultat af et Studium, er det jo altid værdifuldt; men til Offentliggørelse egner det sig ikke. De er her inde paa en gal Vej. Det De skal beskæftige Dem med er ikke den literære og æstetiske Side af Pontoppidans Forfatterskab, thi det kræver store Forudsætninger i Literaturstudium af baade almindelig og sammenlignende Art, – og det kan De slet ikke naa. Nej, – det De burde have gjort, og som De let og rigtigt kan gøre er, at De udarbejder en Del af Bibliografien f. Ekspl: "Henrik Pontoppidan i Tyskland, Forsøg til en Bibliografi" – en saadan Ting vil – offentliggjort f. Ekspl. i Bogvennen være en udmærket Forløber for det store Arbejde. Husk altid at holde Dem til Sagen – ren Linie! – De kan nok forstaa at Bibliografi er noget |2| helt andet en[sic!] literær Kritik eller Værdsættelse af literær Bestemmelse.
Selvfølgelig har det kun gavnet Dem at udarbejde den lille Afhandling, Tiden der er gaaet til den er ikke spildt. Men lad os, inden De gaar videre samtale over det De agter at lave – lad os sammen gennemgaa de Muligheder, der er for et Forarbejde, til den Bog De har fastsat Dem at lave. Jeg skal staa Dem bi paa alle Maader og er glad for at en af mine Elever har sat sig et saadan Maal.
Maaske kan De se herud en Dag til Middag – saa kan vi i Fred og Ro se paa Sagerne.
Med venlig Hilsen ogsaa til Deres Forældre
fra Deres hengivne
Ejnar Munksgaard
Måske var det først i september 1933 at PCA fik kendskab til sin konkurrents identitet. Vilh. Andersen skrev i et postkort til ham: "Adjunkt Johs. P. Olsen [...] har gjort Samling af H.P.'s Bladartikler". Kort efter skrev PCA til "P. Johs. Olsen":
Gennem Dr. Henrik Pontoppidan er jeg blevet henvist til Dem. Gennem en Aarrække har jeg nemlig arbejdet paa en Bibliografi over Henrik Pontoppidans Tidsskrifts- og Avisartikler og er netop nu ved at afslutte denne.
Da jeg imidlertid saavel hos Dr. Pontoppidan som hos Professor Vilh. Andersen har erfaret at De har gjort Samling af Pontoppidans Artikler, tillader jeg mig herved høfligst at forespørge om Deres Arbejde var afsluttet og om Deres Arbejde var bestemt til at offentliggøres. Det vilde glæde mig om De vilde være venlig at meddele mig dette, da det sikkert vilde være uhensigtsmæssigt at der to Steder blev arbejdet paa den samme Opgave.
Jeg selv har arbejdet med Bibliografien gennem 8 Aar [dvs siden 1925?] og har derfor et stort Materiale, men med Pontoppidans spredte Produktion er det jo svært at faa en komplet Samling. Jeg vilde være Dem taknemmelig om De vilde sætte Dem i Forbindelse med mig, enten skriftligt eller pr Telefon. De kan træffe etc.
27. dec. 1933 skriver Pontoppidan til bibliotekar Chr. Berthelsen i Randers bl.a.:
Jeg har haft Brev fra en yngre Magister Johs. P. Olsen, der en Gang efter Nytår vil præsentere mig for en (efter hans Mening) fuldstændig Liste over alt, hvad jeg har skrevet, også Avisartikler o.s.v., samt alle Oversættelser til fremmede Sprog. Han har arbejdet på denne Bibliografi i adskillige År, har gennembladet også Provinsaviser, Almanaker etc fra de sidste 50 År. Jeg beundrer hans Udholdenhed, [...] men om jeg [...] vil kunne billige, at han udgiver sin Fortegnelse, vèd jeg ikke rigtigt.3
Vi har ikke andre vidnesbyrd om hvorledes samarbejdet forløb imellem de to end Johs. P. Olsens brev til Pontoppidan 4.12.1934, dagen før udgivelsen af Poul Carit Andersens bibliografi. Heri skriver Olsen:
[...] I 1925 begyndte jeg som bekendt Samlingen af Deres Artikler, Udkast o.s.v. Denne Bibliografi var færdig 1926. Da De saa med Uvilje paa Udgivelsen af disse gamle Ting, udgav jeg intet; men jeg gav Dem Udkastet. [...] De fik engang, vistnok 1929 Brev fra Poul Andersen, men De henviste ham til mig. [...] Vi aftalte da at udgive Bogen i Fællesskab og vi arbejdede sammen i bedste Forstaaelse. [...] Da Bogen vilde blive noget lille, ønskede han gerne ogsaa en Biografi med. I Sommer var vort Arbejde færdig [...] Saa har jeg intet hørt fra ham før Begyndelsen af November Maaned. Ved nogle tilsendte Korrekturark forstod jeg, at jeg var sat ud af Spil [...] ikke engang opført som Medudgiver af Bibliografien. [...] jeg nævnes vist i et Forord. [...]
I forordet til Bibliografien (1934) skriver PCA: "Under Bogens Udarbejdelse har jeg modtaget værdifulde Oplysninger fra Bibliotekar Carl Dumreicher og fra Adjunkt, cand.mag. Johs. P. Olsen, der fra sin Skoleembeds-Eksamen havde et udmærket bibliografisk Materiale. Jeg bringer dem begge min hjerteligste Tak." I brevet til Pontoppidan kalder Olsen det "Frækhed og Smartness".
I håndbogen Magisterstaten anfører Johs. P. Olsen i udgaven for 1962 under "Litterær virksomhed": Bibliografi (Henrik Pontoppidan, 1934). Den oplysende parentes er forsvundet i Magisterstaten 1967 – efter protest fra Poul Carit Andersen?
Så det blev altså PCA der løb af med roserne for en bibliografi der i eftertiden har vist sig imponerende fuldstændig. Forfatteren Harry Søiberg skrev 14.11.1935 til Munksgaard om den, at "jeg ved at Pontoppidan personlig var meget tilfreds med den". Det var for Johs. P. Olsens minde kun et ringe plaster på såret at H.P. Rohde – med hvem Olsen havde spillet l'hombre – efter hans død, i sin tilegnelse af Det lyder som et eventyr, udnævnte ham til "Pontoppidan-forskningens pionér".
Personligt fortsatte Johs. P. Olsen kontakten med Pontoppidan; således henviser han i sin "Vejledning" til Fra Hytterne til "en samtale omkring 1935".
[28.11.2003, 3.4.2006, 29.11.2007, 4.5.2011, 16.6.2011, 13.7.2012, 16.1. og 11.10.2014, 14.3.2016 og 4.6.2017.]
