Mosekonen

Med Tegning af G. Achen.

 – – Vi kjørte på fjerde Time Skridt for Skridt hen ad en sandet Hedevej, der dybt nede mellem høje Bakker snoede sig frem med mørke, prægtige Lynghøjder til begge Sider. Ved vor Fod duftede Porsbusken, og over vore Hoveder klang Lærkernes Himmelklokker ned til os gjennem den stille, blå Sommerluft.

Det var hen på Eftermiddagen, og Solen brændte ubarmhjærtigt ned mellem de golde, skyggeløse Skrænter. De store, sortbrogede Stude gik søvnigt og tungt og virrede blot nu og da med de kolossale Hoveder for at bortjage Flueskarerne, der samlede sig omkring deres lange Horn. Seletøjet knirkede, Vognhjulene knagede i det foddybe Sand. Den halvgamle, duvnakkede Bondemand, der kjørte for os, faldt et Par Gange hen i blid Snorken, og hans unge, snaksomme, sextenårige Datter, der sad bag i, på Vognbunden, og lod sine nøgne, brune Ben dingle ned mellem Hjulene, foldede hvert Øjeblik Hænderne over sin blonde Nakke og gabede, så Tårerne trillede hende ned ad de friske, runde Kinder.

Vi var på Vej ind til en stor Mose, hvor Bonden og hans Datter skulde hente et Læs Tørv, og vi havde slået Følge for vor Fornøjelses Skyld – fordi Vejret var smukt, Mosen øde og rig på'1 Ænder, og fordi den lattermilde Bondedatter havde lovet at vise os det Sted, hvor man en Dag kort forinden havde fundet det sammenkrøbne Lig af en ung Mandsperson, der om Natten havde forvildet sig derude i Mosetågerne.

Den unge Pige var nemlig særlig sagkyndig på dette Punkt, fordi den unge Mandsperson havde været Kjæreste til en af hendes gode Veninder. Under den lange Kjøretur fortalte hun uafladelig om denne Begivenhed, der havde gjort et så uhyggeligt Indtryk på alle, – om hvorledes han ved Aftenstid glad og fornøjet var gået fra sit Hjem hinsides Mosen for at besøge Kjæresten, der boede et Sted her i Nærheden; hvorledes han da formodentlig var bleven overrasket af Tågerne, var bleven forvirret og tilsidst ganske ør. Folk, der boede oppe på Bakkerne omkring Mosedraget, syntes om Natten at have hørt ligesom Råb og Skrig derude fra, og en gammel, enlig Mand, "den sorte Ole", der havde sit Hus yderst ude på en Pynt, var endogså krøbet ud af sin Seng og havde åbnet sit Vindue for at lytte. Men allerede da var alt igjen forstummet; og Morgenen efter var det, de havde fundet ham – skrækkelig tilredt, med fortrukne Træk, overbidt Tunge og med den blege Hånd krampagtig knyttet om den stærke Knippelstav, – som var han segnet om under en Kamp med Spøgelser.

Det viste sig forøvrig, at det ingenlunde var første Gang, denne Mose havde krævet Menneskeofre. Ikke så ganske sjældent i Arenes Løb var Folk, der efter Solnedgang havde vovet sig ud over den, sporløst forsvunden derude, ja en Gang – fortalte hun – var det endog hændet, at en hel Vogn, fuld af pyntede og glade Bryllupsgjæster, en Sommernat var bleven borte i Tågerne og først mange, mange Ar derefter gjenfunden som hvide, sammenkrøbne Skeletter dybt under Jorden ved Tørveskjæringen .... Var det ikke skrækkeligt?

"Og det er jo hende, Mosekonen, der gjør det", – sagde hun tilsidst, idet hun pludselig holdt op at svinge med Benene og så' missende hen for sig med sine kønne, blå Øjne.

"Tror De på det?"

"Gjør ikke De?"

"Jeg véd ikke – –"

"Det gjør jeg for Resten heller ikke", lo hun. – – – "Men om der nu var en sådan Kone alligevel", tilføjede hun lidt efter og stirrede igjen betænksomt ud for sig, som om hun ved sine egne Fortællinger var bleven uhyggelig til Mode ved Tanken om at nærme sig dette skjæbnesvangre Sted, hvorover så triste og skumle Minder hvilede.

Imidlertid var vi kommen ud af den uendelige Hulvej og ind på mere banet Spor mellem lavere Bakker, hvor fra hist og her små Hytter med et lille Stykke opdyrket Mark eller Have kiggede frem. Pludselig drejede Vognen til venstre, og en udstrakt, vid Dal åbnede sig for vore Øjne.

Det var Mosen. Øde og dyster bredte den sin mørke Flade ud mellem de nøgne og golde Bakker, der til alle Sider omsluttede den. En let, blålig Røg svævede hist og her hen over den, og rundt om stirrede vandfyldte, retafskårne Tørvehuller os ligesom sørgmodigt i Møde. Nogle Vibepar svingede uroligt over Lyng-Tuerne som for med deres nervøse Skrig at vække dette livløse Øde. Men deres forskræmte Stemmer gjorde blot Stilheden endnu mere dyb, Uhyggen endnu mere levende – som lå en ond Samvittighed endnu her og rugede over det Mord, her nys var begået.

Et Hjulspor fortsattes ud over Mosen; og efter endnu næsten en Times langsom Kjørsel over den gyngende Bund nåede vi endelig det Sted, hvor Bonden havde sine Tørv.

**
*

Solen var allerede i sin Nedgang, og Himlen over vore Hoveder rød som en Lue, før Bonden havde fået sine Tørv læssede, og vi atter var rede til Afrejse. Vi havde spist vor medbragte Midaftensmad i Moselyngen og ved Brændevin og Øl bortjaget den mørke Melankoli, der overalt omgav os; og nu sad vi alle vel fornøjede oven på det høje Læs, der var stablet skråt op ligesom et Tag.

Men da skete der noget, vi ikke havde beregnet. På Grund af den forsvarlige Vægt og den lange Ventetid var Vognen lidt efter lidt sunken dybt ned i den bløde Mosegrund, og skjøndt Studene efter bedste Evne lagde sig frem i Selen og strittede med Klovene, var det dem dog ikke muligt at rokke den af Stedet. Der var derfor ikke andet for at gjøre – vi måtte alle atter stige ned.

Men selv dette hjalp ikke. Trods forenede Anstrengelser blev Læsset ubevægeligt stående, ja syntes endog langsomt at synke dybere ned i Moradset.

Her var gode Råd dyre. Mørket begyndte allerede uhyggeligt at brede sig i Dalen, og fra den side Bunds Porer piblede lidt efter lidt de hvide Dampe frem som fra et utæt Grydelåg. Den unge Pige blev strax lidt blegnæbet og så' sig et Par Gange ængstelig omkring, som frygtede hun en eller anden Fare bag sin Ryg. Bonden bandte og skjændte mellem Tænderne og huggede med den tykke Ende af Piskeskaftet over Dyrenes fremstående Lænder, mens vi andre med Hænderne halede i Hjulene og skjød på efter Evne. Men lige meget hjalp det. Det var, som om en underjordisk Kraft holdt Hjulene fangne og stædigt halede dem til sig.

Tilsidst var der ikke andet at gjøre – vi måtte spænde Studene fra, trække Vognstangen ud og lægge denne ind under Forvognen for således at forsøge på at løfte Hjulene op af Moradset. Dette lykkedes virkelig efter en Del Besvær; og da vi atter havde forspændt, tog Studene endelig Vognen ved et kraftigt Ryk, og vi kunde komme afsted.

Men det var også på høje Tid. Hele Dalen var nu en eneste kogende Kjedel, hvorfra den hvide Em stod op over vore Hoveder og skjulte Himlen for vort Blik. Vi kunde allerede næppe se tyve Skridt frem for os, og på begge Sider af det vage Hjulspor, der undertiden ganske tabte sig i Lyngen, var der fuldt af dybe Tørvehuller, som Dampene skjulte.

Det var ingenlunde behageligt. Den unge Pige begyndte snart at klynke, men også Bonden så' betænkelig ud og brugte sine små, skarpe Øjne godt til alle Sider .... Pludselig standsede vi alle på én Gang på Grund af en underlig, surrende Lyd, der kom inde fra Tågen. Vi så' spørgende på hinanden – men Lyden gjentog sig, og denne Gang ligesom nærmere.

Den unge Pige blev ligbleg og greb krampagtig om Faderens Arm.

Er det hende? spurgte hendes stirrende Øjne.

Vi søgte at berolige hende med, at det vistnok var Ænderne, der kom trækkende for at vælge sig Plads for Natten; men hun var ikke længer at stille tiltåls. Hun trykkede sig ind til Faderen og begyndte at græde.

Faderen, der var bleven gul, halvt af Arrigskab, halvt af Ængstelse, stødte hende vredt fra sig og huggede atter løs på Dyrene, der skjælvende og prustende så' sig tilbage med store, stirrende, rødtunderløbne Øjne.

Med ét standsede de imidlertid og var ikke at formå til at flytte Benene, men trykkede sig ind imod Vognstangen og satte Snuderne i Vejret.

Det viste sig da, at vi var kommen bort fra Hjulsporet og ind i et Uføre, der ikke kunde bære os længere ind, og hvorfra det gjaldt hurtigst muligt at komme bort. Med Besvær fik vi også Studene vendt, men Vejen kunde vi ikke længer finde.

Da fór vi alle på en Gang sammen ved en fløjtende Susen lige over vore Hoveder. Den varede vel ved nogle Sekunder, så var alting stille igjen. Men selv Bondemanden så' denne Gang hen til os – som for at få Bekræftelse på, at dette virkelig også gik naturligt til.

Den unge, blege Pige begyndte derimod igjen at græde, og da vi tyssede på hende, gav hun sig til at skrige, ja tilsidst at råbe om Hjælp.

Mulig blev dette alligevel vor Frelse. Et Par Mænd, der tilfældig stod i Samtale udenfor en af Hytterne på Bakkekammen, hørte et af Råbene, fik fat i nogle Lygter og kom os til Hjælp.

Henrik Pontoppidan.

 
['1] på < paa tilbage