Norske Profeter og Zola'ske Bønder

De norske Forfattere har en uimodstaaelig Trang til at profetere, Og vort godtroende danske Publikum, der med Taknemlighed har modtaget deres digteriske Frembringelser, vrager ikke heller selv den mest taagede Profeti, der rinder fra deres Læber.

Nys var det Henrik Ibsen, hvis dunkle Orakelord satte alle Nordens Telegraftraade i Bevægelse1. Og for Tiden er det Bj. Bjørnson, der fra Kjøbenhavn til Nibe2 med rund Haand kaster Profetier i Grams og varsler om nye Tiders snarlige Komme3.

Der var en Gang – det er ikke mange Aar siden – da Bj. Bjørnson tilraabte den danske Ungdom det efter den Tid bevingede Ord: bekend. Man kunde fristes til for Øjeblikket at vende dette Ord mod Digteren selv. Han har oplyst os om, at hans egen Ungdom ikke blev ført efter den drakoniske Sædelære, i hvilken han nu ser den ny Tids Morgenrøde. Men han skylder efter dette tillige at klargøre, at han vilde være bleven den samme dybe Menneskekender, den samme vidtskuende Aand og betydelige Personlighed – ja vel endog en betydeligere – ifald han havde trukket Handsken paa i et tidligere Stadium af sit Liv. Der er nemlig adskillige, der tvivler derom.

Men lad det være med de store, som det vil – kunde man blot undgaa det Dusin af smaa og bitte smaa Profeter, der – efter Ævne skabende sig i Bj. Bjørnsons Billede – efterhaanden gæster os deroppe fra det høje Nord og regelmæssig falder paa Enden af Forfærdelse over vor Umulighed, skønt det kunde synes, som om de for Tiden med lige saa stor Berettigelse havde kunnet dratte ned paa deres eget Dovrefjæld.

Den sidste Nyhed paa dette Omraade hedder Kristofer Kristofersen. I det igaar4 udkomne Nummer af Morgenbladet har han taget til Genmæle mod en Anmeldelse i nærværende Blad af en Bondefortælling, han nys har udgivet, og deri – efter Anmelderens Anvisning – sammenstillet sine egne Bønder med dem, Zola har skildret i sin Roman Jord5.

Om disse sidste siger Hr. Kristofersen med Indignation: jeg kender ikke slige. Om sine egne derimod: jeg kender disse staalsatte Naturer gennem mange Aars Samliv og "om der steg en Latterstorm mod mig, saa alt Stukket i Kjøbenhavn dirred' – jeg kender slige Bønder, og de skal redde os."

Dette med Latterstormen, der faar Kjøbenhavn til at dirre paa Grund af de kristofersenske Bønder, er nu saa særlig norsk. Men man mærke tillige den uundgaaelige af Forfatteren selv fremhævede Profeti.

Man kan vel nok gaa ud fra, at norske og danske Bønders Følelsesliv og sædelige Alvor ikke er saa meget forskellig. Men i saa Tilfælde har de kristofersenske Bønder i den omtalte Bog absolut ikke meget med Virkeligheden at gøre. Dette behøver ikke at være nogen Bebrejdelse. Maaske er det netop en lysbringende, idealiserende "løftende" Poesi, der nu staar for Døren. Jeg skal ikke dømme derom, og enhver bør vel forøvrigt skrive, som han nemmer. Men naar Hr. Kristofersen foruden at glæde, løfte, staalsætte – eller hvad han nu selv helst vil kalde det – tillige for sin Bog vil gøre Fordring paa patenteret Virkelighedstroskab, saa vender man sig uvilkaarlig fra ham og udbryder: Vesle6 Nordmand! – det bilder du end ikke dine egne Bønder ind!

Det er en Vildfarelse af Hr. Kristofersen at tro, at der skulde ligge noget som helst betryggende for en Forfatters Paalidelighed i en Erklæring om, at han længe – endog mange Aar – har levet mellem de skildrede Forhold og Personer. Vi har her til Lands en meget hæderlig og udbredt, saakaldet Skolelærerliteratur, skrevet af Mænd, der maaske hele deres Liv igennem har boet blandt de Mennesker, de skildrer, og som alligevel hverken har set meget eller set klart. I det hele ejer vel vor Literatur kun én nævneværdig Skildring af en dansk Bonde, nemlig Jeppe paa Bjærget7, og denne skyldes just en Stuelærd, en Skrivebordspoet, der blot gennem en eneste Samtale fik set dybere og hørte mere end andre i hele deres Liv.

Men er det nu ikke mærkværdigt, hvor denne drukne Bonde, dette usædelige Kvindfolk, denne snu Skomager ligner de Zola'ske Skikkelser, som Hr. Kristofersen slet ikke vil kendes ved. Skulde han virkelig slet ikke have set den Slags Folk oppe mellem sine Fjælde? Og mon ikke den nøgne Sandhed dér – som her – er den, at vor egen Bondealmue rummer Skikkelser, der nøjagtigt svarer til dem, der er skildret i Jord.

Bonden er sikkert i Længden selv bedst tjent med, at man ikke pynter for meget paa ham og ikke spænder Forventningen om hans Frelserkald for højt. Hr. Kristofersen skulde helst foreløbig overlade al profetisk Virksomhed til ældre Kolleger og næste Gang lukke Øjnene bedre op – og bekende.

Henrik Pontoppidan.


Pontoppidans artikel indgik i en lang polemik hvori blandt andre deltog den senere folketingsmand J.P. Sundbo, der – ligesom Pontoppidan – var tidligere lærer ved Hjørlunde Højskole. Det drejer sig (iflg. HPF) om følgende indlæg:

18.11.1887: [Edv. Brandes:] anmeldelse af Kristofer Kristofersens Rydningsmænd, IN: Politiken.
22.11.1887: Kristofer Kristofersen: "Bønder og Zola'ske Bønder", IN: Morgenbladet.
24.11.1887: Henrik Pontoppidan: "Norske Profeter og Zola'ske Bønder", IN: Politiken. (Nærværende tekst)
25.11.1887: Bertel Elmgaard: "Bønder og "Evropæere"", IN: Morgenbladet.
26.11.1887: Henrik Pontoppidan: "Bønder", IN: Politiken.
27.11.1887: Bertel Elmgaard: "Bønder og "Evropæere"", IN: Morgenbladet.
29.11.1887: Henrik Pontoppidan: "Bønder", IN; Politiken.
30.11.1887: Zakarias Nielsen: "Bønder", IN: Morgenbladet.
1.12.1887: Bertel Elmgaard: "Er vore Bønder Svin?", IN: Morgenbladet.
1.12.1887: [Otto Borchsenius:] "Zola's Bønder", IN: Morgenbladet.
1.12.1887: J.K. Lauridsen: "Bønder og Sædelighed", IN: Politiken.
3.12.1887: Henrik Pontoppidan: "Bønder", IN: Politiken.
4.12.1887: 'En Landsbypræst': "Bønder", IN: Politiken.
6.12.1887: Peder R. Møller: "Møddingen og Halmstakken", IN: Morgenbladet.
8.12.1887: [Henning Jensen:] "Politiske Breve, XVI", IN: Enhver Sit.
10.12.1887: Gårdmand P. Andersen, Jydstrup: "Bønderne", IN: Politiken.
17.12.1887: [C.E. Jensen:] "Kaninerne", IN: Social-Demokraten.
20.12.1887: [Edvard Brandes:] "Kaniner", IN: Politiken.
21.12.1887: [Otto Borchsenius:] "Fribaarne Anskuelser", IN: Morgenbladet.
22.12.1887: [Edvard Brandes:] "Kaninernes Svar", IN: Politiken.
23.12.1887: Bertel Elmgaard: "Rotter", IN: Morgenbladet.
23.12.1887: V. Secher: Et personligt Opgjør, åbent brev til V. Hørup, IN: Morgenbladet.
24.12.1887: [Edvard Brandes:] "Brevskrivende Kaniner", IN: Politiken.
24.12.1887: J.P. Sundbo: "Bønder", IN: Politiken.
30.12.1887: Jens Kamp: "Vore Bønders Sædelighed", IN: Tidens Strøm.
31.12.1887: [Edvard Brandes:] "Et Kanin-Aar", IN: Politiken.
1.1.1888: [Otto Borchsenius:] Land og By. Politik, IN: Morgenbladet.

Elias Bredsdorff har i sin bog om Den store nordiske krig om seksualmoralen, 1973, side 349-60 en citatrig gennemgang af debatten.

 
[1] i Bevægelse: En hentydning til Ibsens tale ved en banket til hans ære på Grand Hotel i Stockholm den 24.9.1887. Her overraskede Ibsen ved at erklære sig som "optimist", for verden var nu på vej ind i en ny epoke hvor gamle skillelinjer og modsætninger ville udviskes og menneskeheden finde lykke. (Refereret efter Meyer, s. 591.) tilbage
[2] fra Kjøbenhavn til Nibe: 18.11.—15.12. holdt Bjørnson sit foredrag i Roskilde, Holbæk, Ringsted, Sorø, Slagelse, Kerteminde, Odense, Svendborg, Middelfart, Fredericia, Vejle, Horsens, Silkeborg, Aarhus, Randers, Aalborg, Hjørring, Skive, Holstebro, Ribe, Kolding, Næstved og Nykøbing Falster. Nibe nævnes ikke i kilderne. Keel, s. 187. tilbage
[3] snarlige Komme: Bjørnson begyndte 12. nov. på Askov højskole sin foredragsturné med "Engifte og mangegifte", begyndelsen til den såkaldte sædelighedsfejde. I København blev foredraget holdt for 1500 mennesker i Casinos Store sal den 17.11; der var mere efterspørgsel på Bjørnson(s emne) end på Georg Brandes og Herman Bang der kun kunne fyldte Casinos Lille sal. tilbage
[4] igaar: i.e. "i forgårs"; HP er ny i journalistfaget. tilbage
[5] Jord: Emile Zolas roman La Terre var i Mette Gauguins oversættelse (807 bogsider) blevet trykt som føljeton til udklipning i Politiken fra 10.6.1887 til 8.11.1887. tilbage
[6] Vesle: nynorsk for "lille". tilbage
[7] Jeppe paa Bjærget: Ludvig Holbergs komedie fra 1722 blev ikke spillet på Det kgl. Teater i de 30 år mellem 1873 og 1903. Først i marts 1888 kunne den ses på Folketeatret hvor det med års mellemrum blev vist indtil 1901. HP kendte den altså kun ad læsevejen. tilbage