Bønder

I "Politiken" for i Gaar har Hr. Henrik Pontoppidan tegnet et Billede af vor Bondestand, der udmærker sig mere ved stærke Farver end ved stærk Lighed. Efter hans Fremstilling skulde man tro, at Danmarks Bondestand er saa dybt nedsunken i Usædelighedens Pøl, at Dyriskhedens Mudderbølger er nær ved at lukke sig over dens Hoved. Navnlig skal Ungdommen være dybt nede i Sølen.

"Vore unge Bønderkarle" – hedder det – "er i deres Forhold til det sjette Bud komplette Bohêmer, der udelukkende lader sig lede af deres Lyst, parret med en vis forsigtig Beregning. Fra deres 16de-17de Aar, eller endog endnu før, tilfredsstiller de uden Samvittighedsskrupler deres Fornødenheder paa dette Punkt, og en virkelig uberørt Pige paa sexten er mellem de tjenende sikkert en Undtagelse. Ja, hvorfor ikke sige det rent ud, selv med Fare for at blive beskyldt for Bagvaskelse: denne med Rette saa berygtede Parring i Flæng, hvis Indførelse menes at være visse, fra Udlandet stammende Ideers højeste, ja egenlig eneste Maal, er en gammelkjendt Ting ude mellem de danske Bønder, hvor den drives i en Udstrækning og under Omstændigheder, der i et Dagblad ikke engang kan antydes."

Saaledes lyder Skudsmaalet. Rigtignok er Forfatteren saa forsigtig at forskanse sig bag det Forbehold, at der "er Forskjel paa de forskjellige Steder af Landet", men Skansen falder af sig selv sammen, idet han tilføjer, at de Steder, hvor Forholdene er bedre, kun er Undtagelser, der bekræfter Reglen. Altsaa Reglen er den, at de unge Karle fra 16-17-Aars Alderen er "komplette Bohêmer", at en "virkelig uberørt Pige paa sexten Aar mellem de tjenende er en Undtagelse", og at Parring i Flæng – altsaa et lignende Forhold som mellem Hundene paa Gaden – er en gammelkjendt Ting mellem de danske Bønder.

Saa vidt jeg véd, skriver Hr. P.s Kjendskab til Bønderne sig nærmest fra Sjælland. Nu skal det ikke nægtes, at der mulig kan være Egne paa denne Ø, hvor Forholdene er saa bundfordærvede som her anført, men efter de Erfaringer, jeg har indhøstet ved et fyrretyveaarigt Samliv med Bønder i Vest-, Nord- og Østsjælland, er den citerede Fremstilling som Helhedsbillede overdænget med saa tykke Lag af Overdrivelse og Usandhed, at Ligheden for største Delen er udvisket, medens Totalvirkningen bliver en stor krænkende Beskyldning mod den sjællandske Bondestand. Jeg nægter ingenlunde, at Sædelighedstilstanden paa Landet langtfra er saa god, som den kunde og burde være, men Hr. P. skal ikke have Lov til at klæbe Utugtens Skammærke paa hele den unge Landsbyslægt, det har den ikke fortjent. Jeg sætter dristig mine Erfaringer mod hans. Der er Tusender og atter Tusender unge rundt om i vore Sogne, for hvem det sjette Bud staar som et helligt Pligtbud, der ikke tør overhøres, og naar Hr. P. henholder sig til den Egn, han "har haft særlig Lejlighed til at lære nøjere at kjende", og oplyser, at det kun er "ganske undtagelsesvis, at en Brud – selv af Egnens bedste Familier – føres til Alteret uden at være stærkt paa Veje til at blive Moder", da maa jeg have Lov i Modsætning hertil at anføre, at i det Sogn, jeg har haft særlig Lejlighed til at lære at kjende, var det en saadan Sjældenhed at se en Brud i denne Tilstand, at det vakte almindelig Forfærdelse, naar det skete. Jeg kan tilføje, at der var Aar, hvor der ikke blev født et eneste uægte Barn i Sognet, og at de uægte Fødsler gjennem en lang Aarrække kun udgjorde nogle faa Procent af samtlige Fødsler. Mulig at Tilstanden her var ualmindelig god; men hvis Hr. P. vil søge Oplysning hos vore Lærere rundt om paa Sjælland, skal han sikkert komme til Erkjendelse af, at Sædelighedstilstanden blandt Ungdommen langtfra er saa uhyggelig sort, som han har villet gjøre den, og vil han særlig søge Oplysning om de talrige Skarer af Karle og Piger, der her gjæstet vore Folkehøjskoler, da skal han fra disse høre en harmfuld, tusendstemmig Protest mod Bohêmenavnet.

"Det er farligt", hedder det i Slutningen af Artiklen, "at tilraabe Bonden, at han er god nok, som han er." Ganske vist, men naar man vil give Oplysninger om Sædelighedsforholdene blandt Bønderne, skal man være lige saa varsom med Overdrivelserne til den ene som til den anden Side. Hvad særlig angaar Skjønliteraturens Indflydelse paa disse Forhold, da kan det være rigtigt, at man ikke skal dække over "den utrolige Nød og Fordærvelse, som har faaet Lov at skjule sig i vore Landsbyer", men dersom Forf. Pontoppidan tror at virke forbedrende ved at give Landsbyungdommen rusende Billeder af, hvorledes en Hans efter alle Forførerkunstens Regler spinder en uskyldig lille Trine ind i sine Lysters Garn og tilsidst faar hende listet med ind i en Lo, "hvis Dør lydløst lukkede sig efter dem", saa tager han meget fejl; den Slags "Landsbybilleder" højner ikke Moralen i "Hytterne".

Zakarias Nielsen