Kaniner

Med en Vittighed fra Kiellands ny Roman1 skriver Socialdem.: Kaninerne har været hos Politiken. – Politiken havde været ærlig og skældt Bønderne ud for Svin; saa blev Politiken bange for at miste Abonnenter – fordi en ubekendt Journalist i et Blad uden Abonnenter2 truede – og saa begyndte Politiken at rose Bøndernes Renhed.

Dette er Indholdet i faa Ord af Socialdemokratens Artikel.

Hertil skal vi bemærke: Politiken har aldrig nogensinde skældt Bønderne ud for Usædelighed ligesaa lidt, som vi sidenhen har rost deres Sædelighed. Alt, hvad Politiken i denne Strid om Bønder har gjort, er dette at have anbefalet en ung norsk Bondenovelle-Skriver3 at studere vore Dages største Romanforfatter Emile Zola, saameget mere som Zola just nu havde udgivet sin store Bonde-Roman Jord. Hermed mentes selvfølgelig ikke, at Nordmanden skulde skildre sine norske Bønder som de Zola'ske franske; kun, at han vilde have Gavn af at se, hvordan Mesteren tog fat paa en beslægtet Opgave. Det er Politikens Bidrag til denne Diskussion om Bønders Sædelighed.

Hvad der siden skete, angaar kun Politiken, forsaavidt som et andet Blad benyttede samme Trafik som nu Socialdemokraten: at gøre Politiken ansvarlig for de Artikler, som en navngiven Mand, der ikke hører til Bladets faste Redaktion, offenliggjorde deri. Vedkommende Blad gjorde Henrik Pontoppidans Artikler4 i den Grad til Udtryk for Politikens Anskuelse, at det i sin Polemik derimod skrev: "Politiken siger", "Politiken mener" o.s.v.

Da derimod Folketingsmand J.K. Lauridsen5 og forhenv. Folketingsmand P. Andersen6 skrev Indlæg om Sagen i Politiken, faldt det ikke bemeldte Blad ind at gøre de deri udtalte Meninger til Politikens, skønt dog maaske Hr. Lauridsen kunde antages at være nærmere knyttet til Bladets Redaktion, end Hr. Pontoppidan.

Nej, thi det gjaldt for vedkommende Blad at mistænkeliggøre Politiken blandt Bønderne, at faa Bønderne til at tro, at disse Kjøbenhavnere ved Politiken haanede og foragtede Bonden – akkurat den samme nydelige Taktik, som Hr. Berg anvender. Og skønt nu Henrik Pontoppidan aldrig har tænkt paa at haane eller skælde Bønderne, kunde illoyale Modstandere udlægge hans Ord som Fornærmelse mod Bondestanden. Men dette at gøre et Blad ansvarligt for de Ord, bekendte navngivne Mænd skriver deri, er ganske usømmeligt, baade overfor Bladet og de skrivende Herrer. Det er jo muligt, at Socialdemokr. og andre Blade følger det Princip ikke at give nogen Mand Ordet, som ikke fuldt ud repræsenterer Bladets Anskuelser i det enkelte Spørgsmaal. Politikens journalistiske Ære er just det at være et gæstfrit Hjemsted for fribaarne Anskuelser, og naar en Mand som Henrik Pontoppidan, om hvis Kærlighed til den danske Bondebefolkning kun Taaber og Hyklere kan tvivle – naar han overfor et usmageligt Lefleri med Bønderne ønsker at sige et kraftigt Ord, der lyder maaske endnu kraftigere, end det var ment, saa vilde Politiken skamme sig, om det ikke med Glæde gav ham Lov til at tale.

Men tror Hr. P. Andersen, at Pontoppidan har overdrevet sin Skildring af Usædeligheden paa Landet, saa med Fornøjelse – lad ham skrive det. Pontoppidan er vel Mand for at svare, om han har Lyst.

Det kunde forresten være nyttigt nu engang at overveje, hvad forfærdeligt i Grunden Pontoppidan sagde.

De, der følte sig mest krænkede over hans Ord, er just dem, der daglig i lange Tider har holdt Festdans i Anledning af, at en norsk Forfatter har rejst rundt og prædiket om Byernes skamløse Usædelighed, om hvordan Mændene sølede sig i alle kønslige Griserier og ødelagde deres Familje ved skændige Sygdomme.

Dette er blevet hilst som en moralsk Stordaad – dette at svinge Tugtens Svøbe over Byernes ryggesløse Befolkning. Og ingen er faldet paa at sige til den norske Forfatter: dette er at forhaane danske Borgere; dette er at besudle vor hæderlige og brave Bybefolkning.

Men da Henrik Pontoppidan sagde: Det staar heller ikke yndigt til med den sædelige Renhed ude blandt vore Bønder; Kirkebøgerne viser et meget stort Antal uægte Fødsler og Statistiken beviser, at der drikkes antagelige Masser af Brændevin paa Landet – saa fór de samme Herrer, der havde lagt sig paa Maven for den norske Sædelighedsprædikant, de fór op og sagde: Dette er en Skandale! Politiken – de sagde: Politiken – beskylder vore rene og kyske Bønder for at være Svin.

– Er der Ræson heri? Er det ikke lavpandet Ondskab og ækelt Hykleri? Men lader Bønder sig fange paa saa tyk en Limpind? Den ene Dag læser de uskrømtet Henrykkelse over de slemme Ting, Bjørnstjerne Bjørnson siger om Tilstanden i Byerne; den næste Dag skal de oprøres over, at en dansk Forfatter, hvis Bøger har været viet til en sympatetisk og forstaaende Skildring af Bøndernes Liv, at han af oprørt Sandhedskærlighed forkynder, at vi ikke maa bilde os ind at finde nogen ideal Sædelighedstilstand ude paa Landet; at han advarer mod kritikløs Smiger af en enkelt Del af Folket.

Altsaa om Byerne og deres Befolkning er det tilladt at sige alt ondt – en Smule Overdrivelse skader end ikke, dér er frit Slag; men at røre ved danske Bønder, det er Helligbrøde mod Nationen.

Vi tror ikke, at Bønderne lader sig narre af den Slags Leflen for dem; men selv om saa var, kan vi forsikre Socialdemokr. for, at vi ikke vilde lade os skræmme af Kaniner som Hr. Bertel Elmgaard. Vore Abonnenter har staaet for større Fristelser end Hr. Elmgaards Indbydelse til istedetfor Politiken at holde det Blad, hvori han skriver.

Men vi opfordrer samtidig Socialdemokr. til ikke at gøre fælles Sag med Kaninerne. Det er ikke første Gang, Socialdemokr. har haft samme Lyst til at gøre Politiken ansvarlig for, hvad Mænd, der vel kan staa paa deres egne Ben, med Navns Underskrift skriver deri. Da Karl Madsen saaledes forleden skrev imod Pastor Henning Jensen til Forsvar for Bevarelsen af Ribe Domkirke, da skrev Socialdemokr., at nu var Politiken ogsaa i "Julestemning" overfor de gamle Kirker. Socialdemokr. nævnte end ikke, at det var Kunstkritikeren Karl Madsen, der i en fuldt berettiget Artikel hævdede Kunstens Krav og Betydning og slog fast, at man ikke kunde kalde Værnen om værdifulde nationale Mindesmærker for Luksus. Nej, det lystede Socialdemokr. at bilde sine Læsere ind, at Politiken gav de Fattige en god Dag, bare vi kunde faa dygtig mange dyre Kirker – og saa skrev den om Politikens Kærlighed til gamle Kirker.

Socialdemokr., der lader saa vred paa Kaninerne, skulde undgaa Skin af selv at være en Kanin. Der gives nemlig andre Kaniner end dem, der gaar i Bagstrævets Tjeneste.

Nej alle, der i deres Færd overfor deres Medmennesker benytter den snigende Mistænkeliggørelses lyssky Veje – de er Kaniner. Og naar Socialdemokr. hykler Bekymring for, at Politiken skulde have svigtet den Aandsfrihed, som den hidtil har været Organ for, saa er Socialdemokr. selv en stræbsom Kanin.

Socialdemokr. véd slet ikke, skriver den udtrykkelig, (thi Socialdemokr. er ogsaa en forsigtig Kanin) om Sædelighedstilstanden paa Landet virkelig er saa daarlig, som Pontoppidan mener. Des mærkeligere og mere kaninagtigt synes det at bebrejde Politiken som en Svigten af Aandsfrihedens Sag, at den lod andre end Pontoppidan udtale sig om det omtvistede Spørgsmaal.

Politiken har paa sin Vej mødt mange Kaniner, og vi har altid haft megen Plasér af de værre Smaadyrs flittige Indhug paa fremmede Marker. Men de Kaniner, der har forsøgt at trænge ind paa Politikens Kontor, dem har vi taget i Nakkeskindet og kastet ned ad Trapperne. Det agter vi ogsaa fremdeles at gøre.

 
[1] ny Roman: Sankt Hans Fest, sidste bind af trilogi der begynder med Gift (1883) og Fortuna (1884). tilbage
[2] et Blad uden Abonnenter: venstreavisen Morgenbladet, som efter at Hørup og Edv. Brandes havde forladt den og stiftet Politiken i 1884 mistede abonnenter og til sidst ophørte i 1892. tilbage
[3] Bondenovelle-Skriver: Kristofer Kristofersen (1851-92), hvis roman Rydningsmænd. En Julefortælling blev anmeldt i Politiken 18.11.1887. I anmeldelsen, sandsynligvis af Edv. Brandes, stod der:

Skønt Rydningsmænd er vakkert fortalt i en flydende Stil, lider Novellen altfor stærkt under Symboliseringen. Personerne er urimeligt lidt Mennesker. Bonden og hans tavse, ranke Kone er kedeligt kendt fra den hele Række af norske Bondefortællinger, hvori der ikke skildres Bønder, men landlige Idealer. Hr. Kristofersen skulde læse Jord – det vilde han have stor Nytte af.

tilbage
[4] se artiklen "Norske Profeter og Zola'ske Bønder" 24.11.1887, og følgende debat. tilbage
[5] se J.K. Lauridsens indlæg i Politiken 1.12.1887. tilbage
[6] se P. Andersens indlæg i Politiken 10.12.1887. tilbage