Bønderne

Hr. Henrik Pontoppidans Artikel i Politikens Nr. 333 [29.11.1887] om Bondens lidet misundelsesværdige Lod i vor Literatur, samt om vore Landboeres sædelige Alvor i Nutiden, har kaldt andre lærde Herrer frem, der, om end med Modifikation, har bekræftet Hr. Pontoppidans Paastande.

Da det dog ikke er aldeles afgjort, at de lærde Herrer kender Forholdene paa Landet bedre end Landboerne selv, forekommer det mig meget naturligt, at Bønderne selv taler et Ord med om den Sag, og jeg tillader mig derfor at anmode den ærede Redaktion om at optage følgende Bemærkninger:

Hr. Pontoppidan har Ret i, at Bonden selv er bedst tjent med, at Forholdene bliver skildrede saaledes, som de virkelig er. Det er ikke værd at smøre altfor tykt paa. Saavidt er jeg enig med Hr. P.; men det forekommer mig rigtignok, at Hr. P. ved sine Paaastande ikke alene, som J.K. Lauridsen1 siger, "synes at være i Besiddelse af stor Ærlighed og Mod" – men tillige af en god Portion Frækhed.

Saavidt jeg er kendt paa Landet – jeg er født her og har levet her i 45 Aar – eksisterer denne "Parring i Flæng", som Hr. P. saa fint udtrykker sig, kun mellem Dyrene og ikke imellem Mennesker; endsige at dette "er en gammel kendt Ting ude mellem Bønderne, hvor den drives i en Udstrækning og under Omstændigheder, der ikke engang kan antydes i et Dagblad". Efter det Kendskab, jeg har til Forholdene paa Landet, tør jeg dristig kalde en slig Paastand og Beskyldning grov Usandhed.

Her paa Landet foregaar nu som før, uægte Fødsler. Det kender man meget vel, i Særdeleshed, naar man i en Række af Aar har siddet i de kommunale Raad. Men man bliver ogsaa her opmærksom paa, at det som Regel er de samme Familier, der skaffer Kommunerne Byrderne med de uægte Børn, Slægt efter Slægt. Hr. P. er vel sagtens Præstesøn, siden han taler om Kirkebøgerne, som skal godtgøre, at intet andet Lands Befolkning frembringer saa mange uægte Børn, som netop vore "Bønder". Hr. Pontoppidans Undersøgelser af Kirkebøgerne er dog maaske noget overfladisk. Ved nøjere Undersøgelser vilde han dog maaske finde, at som Regel er den, der føder et uægte Barn, enten selv født udenfor Ægteskabet, eller ogsaa har Forældrene ført et daarligt Levnet, og Hr. P. vilde maaske ogsaa i Kirkebøgerne kunne faa oplyst, at Moderen til et uægte Barn i overordenlig mange Tilfælde, 10 Maanedersdagen2 for Barnets Fødsel, har opholdt sig enten paa en Herregaard eller Præstegaard eller i en Købstad, medens Fødselen sjælden forgaar paa disse Steder, men derimod i et fattigt Husmandshjem.

Jeg vil ikke paastaa, at den Bonde havde Ret, der ved Folketingets Behandling i forrige Samling af Lovforslaget om uægte Børn udtalte, at det er Herregaardene og Kontorerne, eller Personalet paa disse Steder, der frembringer de uægte Børn; men lige saa lidt skal Hr. P. have Ret, naar han i et udbredt Dagblad fremsætter Paastande om "Parring i Flæng" og at "en virkelig uberørt Pige paa seksten Aar er mellem de tjenende en Undtagelse". Jeg tror som Husbond at have baade Ret og Pligt til at imødegaa saadanne lave Beskyldninger.

D'Herrer Pontoppidan og Lauridsen synes at finde hinanden paa det Punkt, at det ikke er Gaardmandsklassens Sædelighed, der er til at forfærdes over, men derimod den tjenende Husmandsklasse. D'Herrer skal over, hvor Gærdet er lavest. Jeg kan dog efter mine Erfaringer ikke se saa sort paa Forholdene. De Husmandssønner og Døtre, der tjener paa Bøndergaardene, hvor forresten ogsaa mange Gaardmandsbørn tjener, er slet ikke til at forfærdes over. Som Herren er, saa følger ham Svendene, og det Hus, saa vel som de Omgivelser i det Hele taget, som de unge Mennesker lever under, har til enhver Tid en stor Indflydelse paa dem ogsaa i moralsk og sædelig Henseende.

At "en Landsbypræst"3 kan sige, at Hr. Pontoppidans Artikel kommer Sandheden temmelig nær, forundrer mig slet ikke; thi disse Velærværdigheder taler ogsaa i andre Retninger om Bøndernes Uvidenhed og Dumhed (jfr. Pastor Bangs Undersøgelser4 om Rekruternes Skrivefærdighed). Men er der Nogen, der ifølge deres Stilling burde have Indflydelse baade paa Bøndernes Sædelighed og Oplysning, saa maatte det dog være Landsbypræsterne; thi ved Konfirmationsforberedelsen har Præsterne særlig Lejlighed til at lægge et godt Frø i de unges Hjærter, og som født Formand i Skolekommissionen har de Lejlighed og Pligt til at paase Undervisningens Tarv, saa de Herrer burde være de sidste til at tale om Uvidenhed og Usædelighed blandt Ungdommen paa Landet, da de derved godtgør deres egen Mangel paa Ævne og Vilje til at øve en gavnlig Indflydelse paa de Unge.

Jeg vil ikke med disse Udtalelser paastaa, at Forholdene paa Landet i sædelig Henseende er saa gode, som de burde være; men det Uvæsen, der i Byerne kaldes den offenlige Prostitution, saavelsom den Sygdom, der kaldes Syphilis, er vi dog fri for paa Landet. Naar Usædeligheden i Byerne er større end paa Landet, saa er det vel ikke, fordi Bybeboerne er en anden Race end Landboerne, og Byerne bliver jo ogsaa tildels rekruteret fra Landet, men fordi Forholdene i Byerne er anderledes end paa Landet. Landbefolkningen boer mere spredt og udfører strængt, legemligt Arbejde. At dette er sundere for de Unge end at slide Brosten og blive trukket i Frakkeskøderne af offenlige Freuentimmer, er dog let at forstaa.

Naar de lærde Herrer ved Lejlighed finder deres Regning ved at kalde Bønderne "støt", "staalsat" o.s.v., saa tager vi den Slags Udtalelser for, hvad de er værd. Bønderne er jo, som Lauridsen siger, ikke fuldstændig "dumme", og de véd meget godt, hvad der menes dermed.

Det er jo heller ikke særlig én Side, der gør sig skyldig i at fremsætte slige Overdrivelser.

Jydstrup, den 7de Decbr. 1887.

P. Andersen,
Gaardmand.

 
[1] J.K. Lauridsen: se dennes indlæg. tilbage
[2] 10 Maanedersdagen: Ophold ved timånedersdagen var det sted, hvor moderen til børn udenfor ægteskab opholdt sig 10 måneder før fødslen. Dersom der skete moderen noget, var det i den kommune barnet var forsørgelsesberettiget. Dette begreb blev indført for at undgå at gravide kvinder blev kastebold mellem forskellige landsogne, hvor hun endnu ikke havde opnået ret til forsørgelse. Se Københavns Stadsarkiv. tilbage
[3] "en Landsbypræst": indlæg undertegnet således i Politiken 4.12.1887. tilbage
[4] Pastor Bang: sognepræst J.L. Bang arbejdede på at indføre rekrutprøver og havde i 1882 efter krigsministeriets foranstaltning bedømt rekruternes færdighed i læsning, skrivning og retskrivning. Han fandt at landboere havde over dobbelt så mange stavefejl i en diktatstil end byboere. tilbage