Rotter
Som et Par stundesløse Rotter hopper Brødrene Brandes i denne Tid rundt i deres Blads Spalter. Da de ogsaa har aflagt undertegnede Visit med Udtryk som Hykleri, Fejghed, Geschäft o. lign., beder jeg "Morgenbladet" om Plads for følgende Tilrettevisning.
D'Hrr. anker over, at jeg i en tidligere Artikel ("Er vore Bønder Svin?") ombyttede Hr. Pontoppidans Navn med "Politiken", og de insinuerer, at jeg har gjort det af Hykleri eller for at mistænkeliggjøre deres Avis – som om det var nødvendigt.
Jeg skal sige, hvorfor jeg nævnte "Politiken".
Hr. Pontoppidan og jeg var fra først af ens stillede i vor Polemik, nemlig begge navngivne. I sit andet Gjensvar – og til Dels i det første – udelod Hr. Pontoppidan mit Navn og satte "Morgenbladet" i Stedet, altsaa, han gjorde mine Udsagn til det Blads, hvori jeg skrev. Jeg gjorde da Gjengjæld, slet ikke andet. I min næste Artikel satte jeg "Politiken" i Stedet for Hr. Pontoppidan. Men forøvrigt kan jeg ikke af den Omstændighed, at Hr. P. skriver under Navn i "Politiken" slutte, hvorvidt han er fast eller løs (?) Medarbejder, thi der er dog utvivlsomt adskillige af Bladets faste Rotter, som ogsaa skriver under Navn.
Derfor nævnte jeg "Politiken".
Men der var andre Grunde. Hr. Pontoppidan skrev fuldstændig efter den i "Politiken" raadende Tone og Tendens. Hvad han avtoritetsmæssig fremsatte om Bondestanden, har "Politiken" insinueret i Aar og Dag – blot i en mere leflende, mere "æsthetisk" Form. Hans "fribaarne Anskuelser" om Parring i Flæng kjendtes alle fra Lucifers Kjælder1, og hans Sædelighedstheorier – dem han udviklede for Bjørnson – fra en mindre Rotte. Og er vel endelig nogen i Tvivl om, at de skildrede Lyksalighedstilstande for landliggende Bohêmer maa blive en Følge af "Politiken" og den Literatur, som den gøder om?
Derfor nævnte jeg "Politiken".
Og jeg agter fremdeles at blive ved dermed, aabent og tydeligt. Saa faar "Politiken"s anonyme Rottekor prøve at afhænde deres Medaljer for Hykleri og Fejghed andensteds eller taalmodig selv at bære dem.
I Gaar bringer "Politiken" en ny Historie til Torvs. Bladet fortæller, at jeg har solgt to Noveller til "Husvennen" og nogle Aar senere atter solgt de samme Noveller til "Nordstjernen". Historien er en Blanding af Digt og løs Tale, som ingenlunde er ny for "Politikens"s Læsere. Om denne private Sag følgende: Som meget ung skrev jeg et Par Smaafortællinger, der senere blev trykte i "Husvennen". Ni eller ti Aar efter at de var skrevne, anvendte jeg de samme Æmner i to større Fortællinger til "Nordstjernen", og dog er det kun tilsyneladende de samme Æmner, thi i deres egenlige Kjærne som i de allerfleste Scener og Optrin er de vidt forskjellige fra de tidligere skizzemæssige Forsøg. Jeg véd ogsaa, at der var anvendt lige saa meget Arbejde og en lige saa stor Omhu som i nogen ny Fortælling. Adskillige andre Forfattere har gjort som jeg, og "Politiken" behøver kun at gribe blandt sine egne Medarbejdere. Der er til Ex. Hr. H. Pontoppidan. Siden Bladet i disse Dage har saa travlt med hans store og gode Handlinger, saa kunde det gjærne oplyse, at Fortællinger, som Hr. Pontoppidan i sin Tid solgte til "Hjemme og Ude", har han senere solgt til "Husvennen"s Udgiver. Og jeg formaar ikke at se "Geschäft" eller noget urigtigt i denne Fremgangsmaade, saa lidt som jeg fremtidig agter at raadspørge "Politiken", naar og hvor eller hvor ofte jeg vil udgive mine Noveller. Da "Nordstjernen"s Redaktør i det foreliggende Tilfælde har udtalt sin Tilfredshed med mine Fortællinger og forsikret mig, at mit Medarbejderskab ikke har været til Skade for Bladet, saa turde der være grumme lidt for Rotter i denne Sag at gjøre.
Overflødigt turde det derimod ikke være at minde en vis gammel Rotte om hans egen "Geschäft", hvad enten han nu igjen averterer "Forelæsninger" for Betaling i Kjøbenhavn eller fører Eftertryksprocesser i Tyskland.
Bertel Elmgaard
